Når man i dag går tur i den tilgroede Bjerregrav mose, er det svært at forestille sig, at der her i det store moseområde blev produceret millioner af tørv. I krigsårene og til sidst i 50`erne var hundreder af mennesker beskæftiget i et nøgent landskab fra Skalsåen til Rejstrup og Kousted.

I forbindelse med fællesskabets ophør blev det store moseområde fordelt mellem bønderne i Over Fussing og Bjerregrav. Som en del af årets arbejde, blev der skåret tørv, så man kunne være selvforsynende med brændsel.

Efter 1939 opstod der et stor behov for brændsel, og snart blev produktionen voldsomt forøget. Nu var det ikke længere bare de enkelte bønder, der gravede med en spade. Der kom stordrift.

Når det øverste muldlag var fjernet, var der 3- 5 m tøv at grave op. Det øverste lag, ”hundekød” var så løst, at det kun kunne bruges til optænding. De tungeste tørv lå nede ved bunden. Og havde højere brændværdi.

Producenten blandede materialet, således at tørvene blev af en ensartet kvalitet. En elevator blev sat ned i udgravningen, og der blev kastet tørv på både fra bunden og fra oven.

Fra den fugtige mose sivede der vand ind i udgravningen, så pumperne var altid i gang med at fjerne vand og sende det ud i vandløbet.

Ellen Heiring fra Sønderbæk fortæller:

”Mit arbejde bestod i, at jeg kørte de våde tørv fra maskinen og ud på tørrepladsen Det var en helt flad vogn. Ingen kanter og nok kun en halv meter høj. Den skulle jo passe i højden til tørrepresseren.

Selve processen med at fremstille tørvene forgik således: Fra maskinen og ned i graven var der en elevator. Der stod to mænd nede i graven og fyldte den våde dynd i elevatoren, som så førte det videre op i maskinen, hvor det blev æltet og presset ud af en tud, der var ca. 30 cm bred og 12 cm høj.

Der stod så en mand og læssede over på vognene til vi kuske. Der skulle et bestemt tag til for at få stykkerne lige lange, men den greb som han brugte, har vel haft en størrelse, som nogenlunde har passet i størrelsen. Det skulle jo helst gå hele tiden, så det gjaldt om for os kuske at være klar med en tom vogn, hver gang der var en fyldt vogn ved maskinen.

Det vil så sige, at vi satte en tom vogn og flyttede hesten over til en fyldt vogn. Men det var nu ganske let, idet vi bare flyttede hamlen fra en krog på den tomme vogn til en krog på den fyldte vogn. Når vi så kom ud til tørrepladsen, stod der en mand klar til at tømme vognen. Det foregik med en greb, og det gik i en fart, må jeg sige.

Nu er der måske nogen, der tænker, hvordan vi fik alle de tørv talt. Men det gik altså til på den måde, at vi talte, hvor mange tørv, der gik på en favn(= 3 alen eller 1,883 m), og så gik vi jo der med favnmålet og talte og gangede.

Jeg fik 12 kr. om dagen for at køre dynd ud. Mændene var akkordlønnet og fik 105 øre pr. 1000 tørv. De som rejste tørvene fik 65 øre pr. 1000 tørv.
Der er vel ingen i dag der ved, hvad det vil sige at rejse tørv, men når tørvene blev lagt ud på pladsen, lå de ned ganske tæt. Når de så var halvtørre, svandt de jo lidt i størrelse, og så skulle de op og stå på højkant. Det var et hårdt arbejde at rejse tørv – både fingre og ryg blev ødelagt.

Når tørvene så var ved at være helt tørre, så var der igen en mand til at smide dem sammen i en lang rille, således at lastbilerne kunne køre mellem rillerne og læsse – også med håndkraft. Alt foregik med håndkraft dengang. Jeg mener, at ham som rillede tørvene fik 50 øre pr. 1000 tørv.
Sommeren 1945 producerede Jens, som jeg arbejde for og som senere blev min mand, 2 576 000 tørv – altså godt 2½ million tørv.
Den bedste ugeløn, jeg kan finde i min regnskabsbog, var på kr. 250,-. Det var mange penge dengang, hvor man kunne få en liter mælk for 36 øre, og et rugbrød gav vi 58 øre for.

Når der var produceret 1 million tørv blev der holdt milliongilde. Det vil sige, at arbejdet blev stoppet, og så vankede der øl.
Vi havde en elmotor til at trække tørveværk og pumpe, så der var lagt el ned i engen. Men det havde vi nu tit problemer med. Ofte var der ikke strøm nok, så stod motoren bare og hakkede og kunne ikke trække værket”.

Fra Kjeld Svendsens erindringer om arbejdet i mosen:

“Tørvene blev lagt ud lidt på skrå, dels for at sol og vind kan tørre på den våde tørv, dels for at lette arbejdet, når tørvene skulle rejses. For at ”holde tal” blev tørvene lagt ud i 5 rækker, og for hver 10 stk. blev der prikket et hul med en finger i den sidste tørv. Når 500 stk. var nået, blev der fortsat med de næste 5 rækker, indtil 1000 stk. lå side om side, og med et lille mellemrum begyndtes på de næste 1000.

Når tørvene var tørret så meget, at de kunne holde til at ”rejse”, tog man de to første tørv og satte i hus. Og med to rækker ad gangen blev tørvene nu rejst op på enden. Var der for mange til at stå i rejsningen, blev de lagt ovenpå.. det kunne ske, at der blev så meget tørvejr, at tørvene kunne ”tages i rejsningen” og køres hjem, så skruning blev sparet.

Skruningen foretoges, når tørvene var så tørre, at de kunne holde til at flytte uden at knække. Der blev lagt en rund bund af ca. 20 tørv, således at der var luftrum mellem tørvene. Der bygges så ovenpå og ”tages ind”, så skruen til sidst står som en kegle.

Som arbejdet skrider frem, fyldes skruen med de mest tørre tørv, eller tørv som gik itu. Når skruen var færdig, var der ca. 500 stk. i den.
Rejsning og skruning var mest kvindearbejde. Hele arbejdet med tørvene var slemt for fingrene, idet disse revnede i fingerrevnerne”.

De mange millioner tørv blev afsat i omegnen og ikke mindst i Randers. Kulkompagniet, der levede strøm til produktionen, havde selv en produktion i gang i mosen. Det lå lige for at benytte Bjerregrav station til transporten. Fra tørrepladserne blev tørvene kørt til godsvognene Og så kom det hårde dagsarbejde med at kaste læs efter læs op i godsvognen.

Fra både Sønderbæk og Bjerregrav berettes om et klondikelignende liv, der udfoldede sig ved mosen fra april til oktober. Det var den gode løn, der trak. Ugelønnen var flere gange højere i mosen end i byen. For de fleste var mest bekvemt at finde et sted at bo ved mosen. Det kunne være at leje sig ind på hotellet ved stationen og spise på pensionatet. Andre lejede sig ind på gårdene, boede i skurvogne og hytter.

Ellen Heiring fortæller fra Sønderbæk:

”Der var også 2 små piger på en 3-4 år. Anne og Mitte kan jeg huske de kaldte dem. Det var et par rigtig søde piger, men de havde næsten ingen tøj på kroppen. Det kunne da gå der om sommeren, da kunne de jo nok gå uden både sko og strømper. De flyttede jo derfra inden det blev rigtig koldt. Men hvordan de klarede sig da det blev vinter, ved jeg ikke, men jeg tænker da af og til på det. Min svigermor syede kjoler af noget aflagt tøj til pigerne.

Manden havde heller ikke noget tøj. Jeg tror ikke, han ejede en skjorte. Vi så ham i hvert fald aldrig med skjorte på – han gik altid med bar overkrop. Blev det for koldt, havde han en gammel jakke, han tog på, og hvis han skulle til Randers, havde han et halstørklæde til at dække det bare bryst. Så det varede ikke længe, før vi alle omtalte halstørklædet som Marius` pæne tøj”.

Under disse forhold kunne man forvente druk, slagsmål og kriminalitet. Men der er ingen, der erindrer noget om det! Måske fordi man vidste, at det var nu pengene skulle tjenes. Når vinteren kom, måtte mange tilbage til arbejdsløshed.

Fra slutningen af 1950érne var det slut med at producere tørv i Bjerregrav. Man fik oliefyr, og det var rart at slippe for den sure lugt fra tørvene i kakkelovnen og for løbesoden på væggene.

Kilder:
Udvalgte afsnit af:
Ellen Heiring Sørensen: Tørveproduktion omkring Sønderbæk i krigsårene. (Purhus Lokalarkiv)
Studiekreds omkring tørveproduktionen i Bjerregrav mose 1977-78 ved Thyge Jensen (Purhus Lokalarkiv)
Gerhard Nielsen, Bjerregrav