I begyndelsen af 1890-erne startede arbejdet med at omdanne klitterne til det, vi i dag kender som Hvidbjerg Klitplantage. Her lå, mellem gården Lomborg og den nyopførte plantørbolig, et lille stråtækt hus – kaldet ”Krøb’l Nielses hus”.

I 1891 fik den unge forstkandidat Hans Marinus Jensen ansættelse hos klitplantør Eskesen. De store klitarealer, som staten havde erhvervet, skulle omdannes til plantage. Forstkandidaten var 26 år gammel, livsglad, afholdt af arbejderne og højt værdsat af sine overordnede. Han var ugift, da han tiltrådte pladsen, men forlovet med Marie Elisabeth Enemark, 32 år gammel.

Begge stammede fra langt mildere egne i det sydlige Jylland, så omplantningen til det barske Thy var stor – især for hende, der blandt andet havde tjent ved zarhoffet i Sct. Petersborg. Det var næppe noget lykkeligt par, der efter giftermålet flyttede ind i den ensomt beliggende tjenestebolig. Marie var syg på sjæl og legeme, og parret var blevet viet i en sygestue, så hun måtte bæres ind i sit nye hjem. Hun kom en smule til kræfter, så hun kunne deltage lidt i den daglige husførelse, men hovedparten af arbejdet med madlavning, rengøring og opfyring måtte manden tage sig af. Hun havde ingen kontakt til andre mennesker, og når manden var på arbejde, lå hun alene med sine tanker, sine religiøse grublerier, sin selvbebrejdelse over forholdet til sin ejegode mand, som hun uden tvivl var meget forelsket i.

En mårfamilie holdt til på loftet. Nu og da rumsterede disse dyr, så det lød som fodtrin af mange mennesker, mus peb og gnavede i sengehalmen, vinden susede omkring det ensomt beliggende hus – det var et mareridt for det syge sind. Den 23. januar om aftenen gik hendes mand til købmanden i Svankjær for at gøre indkøb til husholdningen. Han købte også en del ammunition. En mårfamilie skulle udryddes, sagde han til købmandskonen. ”Det skal De ikke gøre, mårene holder alle andre udyr borte fra det sted, hvor de holder til”, svarede hun ham.

Det blev de sidste ord, han vekslede med nogen.

Da han kom hjem, fandt han Marie liggende død i sengen. Dræbt af et skud i hovedet Hans fortvivlelse var ubeskrivelig. Han antændte et bål. Huset skulle brændes, så der intet var tilbage, der kunne minde om de to menneskers bristede lykkedrøm.
Da ilden havde godt fat, gik han ud i forstuen, ladede geværet, satte tåspidsen ned på den spændte aftrækker… og døde.

De fik deres sidste hvilested på Hvidbjerg v. Aa kirkegård – helt op mod østdiget.

Det nedbrændte hus blev aldrig genopført, og snart bredte plantagen sig over de sandede agre og de store klitstrækninger.

På det sted, hvor de to ulykkelige mennesker endte deres dage, er der i dag en lille jordhøj, hvor der i siden er indsat den sten, som stod på deres grav.(Det var den senere plantør Ravn, der sørgede for, at dette minde blev rejst). Under parrets navne står ordene fra Mattæus evangeliets 7. kapitel:

Dømmer ikke, for at I ikke skal dømmes.

Sognepræst i Hvidbjerg v. Aa – Ørum – Lodbjerg 1902 – 1912.

I 1902 fik vore sogne ny præst. Det var den 30-årige Ove Chr. Krarup, der fik sit første embede i den barske, vestjyske egn. Han havde nok forestillet sig, at han ved siden af at passe sit embede, kunne fortsætte sine videnskabelige studier, men det skulle snart vise sig, at præstegerningen kom til at fylde den unge, flittige og nidkære præsts hele tid.

Selv om pastor Krarup flyttede tilbage til Sjælland i 1912, bevarede han til sin død en nær tilknytning til egnen, som han jævnligt besøgte. Ved et af disse besøg fortalte han som 93-årig Thisted Amts Tidende bl.a. følgende:

”Til gudstjenesterne sørgede forpagteren for befordringen i hestevogn, men til husbesøgene måtte jeg gå. Jeg gik mange gange hjemmefra ved 15-tiden, besøgte mine sognebørn i Lyngby, travede derefter gennem klitterne til de tre familier på Lodbjerg fyr, fortsatte til Tolbøl og vendte ofte hjem ved midnatstid efter at have tilbagelagt tre mile til fods. Cyklerne var ved at blive kendt, men jeg havde aldrig lært at cykle, og befolkningen var forøvrigt også imod, at deres præst havde en cykel. Det anstod sig ikke.”

I pastor Krarups første år var kirkegangen ringe – 7 mennesker til gudstjeneste var ikke usædvanligt – men da vækkelserne var kommet til sognene, var kirkerne ofte fyldte til gudstjenesterne.

”Til sekteriske møder på gårdene kunne der samles indtil 80 deltagere. Alle mulige sekter drev dengang deres spil. Jeg stred med dette uvæsen så godt, jeg kunne, og jeg havde da også den glæde, at kirkegangen tiltog. Det var meget stort og meget mærkeligt at opleve, hvordan folk, der havde været uvenner i mange år, nu kunne række hinanden hånden til forsoning, hvordan gammel gæld kom ud af verden, ja, man fortalte endog, at en mand, der plejede at være meget snavset, vaskede sig, da også han kom til at høre til de vakte”.

På egnen lever mindet om pastor Krarup stadig. Følgende beretninger vidner om hans omsorg for sognebørnene: Forpagteren havde jo pligt til at køre præsten til søndagsgudstjenesterne, men en søndag i høsttiden, hvor både mennesker og heste arbejdede ekstra hårdt, sagde han til forpagteren, at han ikke skulle tænke på at køre, for både heste og kusk trængte til en hviledag, hvorefter præsten tog turen til Lodbjerg til fods. I et ungt hjem ude i klitterne, hvor manden var indkaldt til militæret, og hvor konen ventede barn, gik præsten hver dag ud og trak vand op til kreaturerne, så den unge kone ikke skulle overanstrenge sig.

Pastor Krarup var utrolig flittig til at besøge sine sognebørn. Om aftenen færdedes han rundt på vejene, og der var intet hjem, som han ikke fik besøgt. Selv om det var sent, og han var på vej hjem, gik han til døren, hvor der var lys og selv om folkene var ved at gå i seng, blev præsten budt indenfor.

I 1906 blev missionshuset i Svankjær indviet. Det var på pastor Krarups initiativ og ved hans flittige indsats, det blev muligt at rejse huset. Det var for øvrigt fru Krarup, der startede søndagskolearbejdet i Svankjær. Hun var en levende fortæller, og hun stod i spidsen for arbejdet, indtil familien forlod Thy.

Pastor Krarups historiske interesse gav sig bl.a. udslag i, at han stod i spidsen for, at man ude i klitterne rejste en sten, som med sin inskription fortæller, at her lå Lodbjerg gamle kirkegård. Ligeledes blev der rejst en mindesten for en senere biskop i Ribe, som stammede fra Lodbjerg.

Ove Chr. Krarup døde på Frederiksberg 23.12.1966, og dermed sluttede et langt og virksomt præsteliv.