I min drengetid – indtil først i halvtresserne – før vi fik oliefyr, skar vi selv tørv i vor mose. ”Ryddet” i St. Restrup.

Tørvegraven var en såkaldt tør grav, dvs., man kunne gå så nogenlunde tørskoet i bunden af graven, hvor tørvepalen var fra 1 m. til små 1,5 m. dyb. Far havde altid en mand til at hjælpe sig – en mand, der stod i graven og skar klynerne i passende størrelser og kastede dem op til ham på en såkaldt tørveslæde. Slæden var oprindelig sidefjælen fra den jernbeslåede kassevogn med skråsider. Når slæden var fuld trak hestene dem derefter hen på tørrepladsen, hvor tørveklynerne blev lagt på rad og række og skåret i passende størrelser. Hver tyvende tørv blev stillet på højkant, så man nøje havde regnskab med hvor mange der var gravet. Man vidste af erfaring, hvor mange der var brug for til et års forbrug. I mit hjem var forbruget på ca. 40.000 stk. En del af lønnen fik tørvegraveren som regel betalt med tørv, hvor mange og hvor meget han fik ved siden af husker jeg ikke, men mener han fik tørv til eget forbrug. Han fik tillige lov at fælde alle af de træer, der efterhånden voksede op, hvor tørvene var gravet af. Det træ brugte vi aldrig selv, men arealet kunne så bruges til afgræsning.

Alle husmændene i St. Restrup havde hver en tørvemose og under og lige efter krigen var det mange der også solgte af deres tørveproduktion, så i tørvetiden var der masser af folk i mosen. Der var liv alle vegne.

Tidspunktet for tørvegravning var altid, når roerne var renset og tyndet ud. Det var det tidspunkt på året, man bedst havde tid og den største chance for de kunne nå at blive godt tørre. Tørvearbejdet skete i flere omgange og et stort et slid for alle, Det var jo ikke bare at grave tørvene. Når de var tørret på den ene side skulle de vendes op flere gange og derpå stakket. Alt foregik ved håndkraft og det drev sveden frem hver gang, men det mest ubehagelige var nok alle de fluer, myg og andre insekter, der på alle mulige måder forsøgte at genere en. Tørvene skulle også køres hjem. Et arbejde der tog sin tid. Ikke alene på grund af den forholdsvis lange køretid med hestevogn, men også fordi de ved hjemkomsten alle møjsommeligt skulle bæres ind hjemme i tørvehuset i en kurv.

Far fik altid en stor madpakke og en dunk saftevand med, når der stod tørvegravning på hans program. I min tidligste barndom spurgte jeg som det første, når han kom hjem, om han havde spist alt sit mad. Af en eller anden grund syntes jeg, noget af det bedste var at få lov at få de smurte madder, der var til rest. Jeg tror nu nok mor smurte så mange at der altid var noget tilbage – At de var efterspurgte skyldes sikkert de var lidt bedre end dem vi fik til dagligt – Da jeg blev gammel nok hjalp jeg også til i tørvene. Det var en spændende tur, ikke mindst fordi den 3 km lange vej til mosen altid foregik i hestevogn, men nok især at få lov til at holde tømmen og senere at styre hestene til og fra tørrepladsen med tørveslæden. Ja, – og så alt det dyreliv, der var i mosen – et lidt andet og forskelligt dyreliv end det hjemme i marken.

Engang fandt jeg bl.a. to stålorme. Det var ret fascinerende. Jeg havde dengang aldrig før set levende ”slanger”, der ret beset jo hører til firbenene og uskadelige, men jeg var ret så betænkelige ved dem. De voksne sagde de ikke var farlige. Derfor tog jeg mod til at indfange dem. Der blev lavet en lille kasse med en græstørv i bunden og et stykke glas som låg og hele menageriet blev sat op på mit værelse til beskuelse. Fluer, som de bl.a. lever af fangede jeg i kostalden, og alt var vel såre idyl, – men, – men, – men. En dag var de forsvundet – helt forsvundet. Jeg vovede ikke at fortælle, hvad der var sket, for mor var ikke meget for dette menageri, men efterhånden gik de forsvundne ”slanger” mere eller mindre i glemmebogen.

Jeg var måske ikke den bedste til at feje eller vaske gulv på værelset, og så var det altså min mor ind i mellem tog affære. Hun flyttede kommode, hun flyttede skab — og kom ikke længere i sin rengøringsdille denne gang, for under skabet lå begge stålorme sprællevende. Det var en meget vred dame, der tog imod mig. Hun var endda meget vred, men måske endnu mere forskrækket. Ja, og stålormene kom samme dag tilbage, hvor de hørte hjemme – og godt det samme.

Mosen var altid et spændene sted at være, ikke mindst på grund af det rige dyreliv der var, men også fordi man kunne finde usædvanlige ting i de ny opgravede tørv og især bunden af tørvegraven. Det kunne være et skelet af et vildsvin, – geviret eller rester af det fra en kronhjort – eller man kunne være heldig at finde enkelte våben eller redskaber af flint fra vore forfædres tid; så kunne man gå og tænke på hvad der her i fortiden var hændt – tænke på hvad det var for et liv, der her havde udspillet sig. Hvorfor lå der enkelte stykker våben der? og hvad var der sket med vildsvinet?

På arealet ved siden af min fars, hvor alle tørvene var gravet af og opdyrket, lå en lille høj banke. Her opdagede vi, ved et tilfælde, der lå rigtig mange flinteredskaber, så som at tværpile, knive, skrabere og stenøkser, så mange at der uden tvivl havde været en boplads og ligefrem en flintsmedje. På fundene kunne vi tidsfæste dem til at være fra Ærtebølletid. Her var også løsningen på fundene i vor egen mose. 500 meter længere ude i mosen, tæt ved Hasseris å, der her løbe langs med mosen, er der spor af hvad man mener, har været gammel borg, om den er nærmere undersøgt ved jeg ikke, men meget tyder på at der i ”Ryddet”, som hele mosearealet hedder, næsten altid har været liv.

Ryddet ligger øverst på kortet.

Umiddelbar vest for mosen ligger resterne af en dæmning, hvor der i sin tid har ligget en vandmølle. Bag denne havde været en stor inddæmmet sø, men omkring 1651 skete der under et uvejr et dæmningsbrud, der rev møllen med og søen blev tømt. Hverken søen eller møllen blev genetableret – Arealet fik lov at ligge mere eller mindre hen og efterhånden begroet af træer og krat. Ved udstykningen af herregården St. Restrup fik nærved alle husmandsbrugene her et areal til at etablere en eng, der efterfølgende blev drænet og den tidligere sø fik da navnet ”engen”. Den første herregård blev bygget ude i sumpen.

Kortet er en gengivelse fra Ole Færch: Hasseris Å, 2008.

Far, Svend Stoffersen var uddannet mejerist, og arbejdede på St. Restrup Andelsmejeri fra omkring 1940 indtil han og mor (Edith) i 1947 efter modne overvejelser overtog hans hjem Sønderbyvej 24 efter sin far, for at begynde en ny tilværelse som husmand.
Der var 16 tønder land til husmandsstedet, der lå i det sydvestligste hjørne af udstykningen fra herregården St. Restrup – hvoraf var de 4 tønder land udlagt til henholdsvis kær til afgræsning og tørvemose – ligeligt fordelt. Af dyr var der fem køer plus opdræt og tre folde med seks fedesvin i hver samt ti høns og to gule nordbagger. Jorden blev dyrket traditionelt og uden gartneriprodukter, da han overtog den.

Det var kun et uheldig år at nedsætte sig som husmand på, for dette år kom der en ualmindelig tørke dette år. Græsmarken blev helt afsvedet i en meget lang periode, så køerne måtte flyttes i Damengen en tid, hvor ellers kun kvierne gik. Engen kunne holde til længere tids sol og tørke uden at tage skade , men heller ikke her var det nok græs til hans fem køer, så de måtte videre til Ryddet, eller tørvemosen, selv om det her kun var grønne vækster af b.la brændenælder og gråris samt siv. Den smule græs der trods alt tittede frem, var ikke særligt egnet til græsning. Da der var gået mindre en to uger var også her afgræsset, så far skar grene af de mange birketræer, der her voksede vildt, for de dog kunne få lidt grønt. Han måtte tillige to gange daglig køre de over 3 km. begge veje, for at malke køerne for den smule mælk, de stadig havde. Tørken varede til slutningen af september, så både korn og rodfrugter led også under den stærke sol, med manglende udbytte til følge. Det blev et meget hårdt år for den nystartede husmand.

Det var knap til at føde en familie, så allerede året efter begyndte han at avle tidlige kartofler til GASA i Aalborg efter råd fra konsulenten på højskolen som mange af hans husmandskollegaer i St. Restrup gjorde. Det skulle vise sig at være et godt råd. Den sandmuldede jord var yderst velegnet til kartoffelavl og de efterfølgende år blev kartoffelarealet udvidet år efter år. Når det var kartoffeltid var der ekstra travlhed. Overalt – på så godt som hver husmandsbrug i byen, kunne man se mand og kone i kartoffelrækkerne, og hvis de havde børn , hjalp de til så godt de kunne ved optagningen. Kartoflerne blev samlet ved håndkraft ved man kravlede langs rækkerne og tog dem op med hænderne – efter de først var løsnet i jorden med en greb. Kartoflerne blev sorteret på stedet og kom direkte i 30 kg. Kasser og derefter afvejet og afhentet af Peter Riise eller Robert Jensen, byens vognmænd, hver dag sidst på eftermiddagen og kørt på GASA til salgsauktionen tidligt næste dags morgen. Senere blev greben afløst af en plov til at løsne kartoflerne fra jorden , men de blev stadig optaget med håndkraft for ikke at beskadige de sarte nye kartofler. Først langt senere kom den næsten fuldautomatiske maskinelle kartoffeloptager med sorteringsbord i brug, trukket af traktoren.

St. Restrup – husmændene var og er et praktisk folkefærd, der tillige altid har mestret samarbejdets kunst. Det kommer til udryk på flere måder. Far havde altid sine 4 – 5 ungkreaturer gående indhegnet i Damengen sommeren over. Her var han nabo til to andre og sammen havde de første omgang fælles strømkilde til det elektriske hegn. Dette fællesskab gik godt, så efter få år slog de sig helt sammen og nedbrød det midterste hegn, for at lave fællesdrift. Efterfølgende havde de kun et hegn at vedligeholde. Ligeledes var det da “Fællesmekaniseringen” blev en realitet. Her blev fællesskabet endda stillet på en hård prøve, for alle ville jo gerne have f.eks. kørt møg ud eller høstet på samme tid, men den lykkedes ved at gøre bestillingen så smidig , som muligt:. Det kunne lade sig gøre til fulde og kunne derfor fortsætte i de mange år den eksisterede og behovet var der , hvilket også far havde glæde af.

Da han som nybagt husmand startede, gjorde han megen brug af råd fra de forskellige fagkonsulenter på højskolen , men også fra hans kollegaer i byen, der var meget gavmilde med råd til deres tidligere mejerist. Dette var en stor hjælp . Han deltog ligeledes vedblivende i alle de landbrugsfaglige møder , der var mulighed for og som blev afholdt på højskolen for at få mere viden og inspiration.

Besætningen af køer blev efterhånden udvidet fra de fem til ti plus opdræt og der blev anskaffet malkemaskine. Svinebesætningen blev også udvidet med et par søer, men uden synderlig held, så han gik som før over til at lade byens grisehandler Aastrup indkøbe smågrise til opfedning for sig på torvet i Aalborg. Fars interesse for husdyrbrug var ikke særlig stor, han følte det kun som en nødvendighed. Hans fortrukne arbejdsplads var i marken – i den fri natur.

Med en virksomhed sker der, på et eller andet tidspunkt også uheld af en eller anden art – også uforskyldt. Det kan der også i et landbrug. Da mund og klovsygen rasede et par år efter hans debut, som husmand slap han ikke fri . Hele svinebesætningen samt en malkeko gik tabt og oven i det, et lang varigt produktions tab. På det tidspunkt var der ikke – som nu, kompensation eller nogen form for erstatning at hente, men det afskrækkede dog ikke, selvom det var hårdt både mor og far økonomisk som psykisk.

Far var meget interesseret i foreningsarbejde og den betydning det havde for det lokale liv, og deltog ivrigt i de møder de havde for medlemmerne. Hans husmandskollegaer kom da også til at drage nytte af hans erfaring med bl.a. med talbehandling. De viste ham deres tillid og valgte ham ind i diverse foreninger som bestyrelsesmedlem – i flere af dem som kasserer, bl.a. i St. Restrup Andelsmejeri, hvor han førhen havde været mejerist – således også i transformatorforeningen og for ægsalgskredsen med flere, der drog nytte af ham. Hans foreningserfaring gjorde han ligeledes blev indvalgt i Nibe Andelssvineslagteris repræsentantskab og senere i dets bestyrelsen. Menighedsrådet havde også glæde af ham i en periode. Senere tog interessen for lokalhistorie over. Lokalhistorie blev han hjertebarn. Her han gjorde et stort uegennyttig arbejde med indsamling af relevant materiale, og fra hans pen kom mange artikler om det store lokalkendskab han han gennem årene havde erfaret sig , både til lokalhistorisk samfunds årsskrift “Bjerg Posten” og til “Barn af Himmerland” udgivet af det lokale “Lions Club”.

Mor deltog på lige fod med arbejdet på husmandsbruget, og forøgede desuden sit lille hønsehold fra de ti høns til 100 høns til æglægning til salg i Ægsalgskredsen. Senere kom et hønsehus til 1000 høns – på denne tid et stort hønsehold, da hun i stedet fik tilbud om at levere æg til udrugning af slagtekyllinger.. Dette medførte dog større arbejdsbyrde for hende og desuden mere kontrol af hønsene . – således skulle hver enkelt høne som hane dyrlægekontrolleres. Aftageren var Frode og Ellen Knudsen, St. Restrup , der havde etableret rugeri i Ellens fødehjem, som de havde forpagtet . Ellen var datter af den navnkundige Peter Langeland og Marie Langeland. De havde lige som dem haft hønseri. I det hele taget havde de allerfleste af husmændene i St. Restrup nicheproduktioner af forskellig art. Dette var en nødvendighed som samfundet udviklede sig. Ingen kunne fortsat leve leve af at dyrke jorden som husmand på den gamle traditionelle måde. Dertil var brugene ganske enkelt for små.

Mor deltog også i foreningsarbejde – således var hun bl.a. medlem af Husholdningsudvalget, et underudvalg af husmandsforeningen. Dette arrangerede bl.a. kurser for husmandskoner og deres døtre eller tjenestepiger i madlavning og sykurser, eller ting, der var relevante for dem for at få ny viden og færdigheder . Hun var ligeledes medstifter af St. Restrup Andelsfrysehus.

Børnene havde husmandsforeningen ikke glemt, da den i samarbejde med amtets husmandsforeninger ansporede dem i at passe dyr, et stykke jord, eller det kunne være opgaver i køkkenet . Det var gennem det man kaldte ” 4 H”, Landøkonomisk ungdomsarbejde som det kaldtes. Børnenes arbejde blev i løbet af sommeren eller året bedømt af en tilsluttet konsulent, her var det Konsulent Toudal, St. Restrup Højskole og der blev efterfølgende uddelt diplomer og pokaler efter et pointsystem for veludført arbejde ved en afsluttende fest.

Far og mor havde efterhånden skabt deres brug til en lille “oase” , hvor også en velholdt blomster og køkkenhave hørte med til billedet . Dette gjaldt for øvrigt for det fleste i husmandskolonien, hvilket også andre fik glæde af. Dette skete bl.a, gennem de såkaldte “Husmandsrejser” dvs. studieture for husmænd og deres koner arrangeret af husmandsforeningerne. De kom fra hele lande i busser – nogle år flere hundrede for at se og høre om udstykningen af herregården St. Restrup og ved selvsyn at se alle de velholdte husmandsbrug og deres omgivelser, og ikke mindst at høre om, hvordan et husmandsbrug kunne drives på en måske lidt anderledes og produktiv måde.

Far sagde således også ja til at være med til at holde den tradition i live, som andre husmænd i St. Restrup havde gjort før ham, ved at vise og fortælle om sit eget og sine kollegaers brug. Et sådant besøg sluttede altid af på højskolen med fælles kaffebord, hvor konsulenter holdt foredrag og stod parat for at give uddybende svar på gæsternes spørgsmål.

Disse besøg var også en slags eksamen for mor og far, for naturligvis kom der altid både positiv som negativ kritik fra deres nysgerrige besøgende husmandskollegaer. Naturligvis stillede disse nærgående spørgsmål, men de fik til gengæld også meget igen. – Sådan er det når ligemænd mødes, og der kommer en god dialog i gang.

Min far havde en gård på St. Restrup Kærvej, det jeg vil fortælle om, var en sølvbryllupsfest hos en af naboerne.

Festlighederne startede på dagen med familie og venner, der var hejst flag på hele vejen, næsten helt til Nørholm og æresport. Der var lagt op til den helt store fest.

Jeg vil undlade at nævne de pågældende med deres rigtige navne, da det måske vil støde nogle, så sølvbrudeparret nævnes her som Carl og Maren.

Carl og Maren var velsete og gården passede de til ug. Gårdspladsen skulle rives hver lørdag, så der var fint til om søndagen. Inde havde Maren tjek på det, altid blomster i vinduerne og nyvaskede gardiner.
Festen forløb uden nogen form for skandaler. Der blev sunget og nogle holdt taler – suppe steg og is var menuen og der var købt hvidvin i Brugsen, 24 flasker. De flasker der ikke var åbnet kunne leveres tilbage til Brugsen. Alle syntes det var en dejlig dag.

Næste dag var der inviteret til eftergilde.
Det var folk som havde hjulpet til under gårsdagens fest. Kogekonen og serveringspersonalet, nogle havde rejst æresport og nogle var kommet med en gave, alle var inviteret med. Karlen der havde passet køerne og grisene var også velkommen.
Festen var rigtig i gang da Carl havde købt rigeligt af brændevin og sild fra Nibe, dette gjorde at stemningen var blevet lidt høj. Anders – også en nabo, stor og stærk vejede ca.125 kg bekendtgjorde over for selskabet at han var nød til at gå ud, for at slå en streg.
Han forlod stuen og stod nu i bryggerset, her stod gruekedlen hvori der var lavet suppe til gårsdagens fest, og 2 døre, den ene førte ud, den anden til spisekammeret.

Her må jeg forklare – det var jo et ældre hus og Maren havde bevaret det lille rum som de kaldte spisekammeret. Her opbevarede Maren sine sylte tøj og et stort kar med saltlage til grisen de slagtede før festen og mange køkkenting. Maren havde en stor lerkrukke stående lige inden for døren, med mel – den var næsten helt fyldt op.

Uheldigvis tog Anders fejl af dørene og stillede sig op for at  lade vandet, han gad jo ikke gå helt ud. Han tissede lige ned i Marens melkrukke og ikke ud på gårdspladsen. Lettet stavrede Anders igen ind i stuen til de andre gæster, og han blev spurgt om hvorledes vejret artede sig. Jo jo vejret var godt nok, mente Anders, men det fister med lidt sne og vi skulle have været ud for at så korn i morgen.

Det Anders ikke vidste, var at det var mel støv fra Marens mel krukke han havde set som sne.

Historien fandt sted i 1950.

Drengefødselsdage i min skoletid ( jeg er født i 1939) var altid noget særligt, og den obligatoriske een krone gæsterne havde med som gave, blev der holdt nøje regnskab med. Pengene blev alle optalt krone for krone, hver gang en gæst ankom. Det indkomne beløb var et kærkomment tilskud til lommepengene. Ve den der “snød” eller glemte den. Den dreng blev der set skævt til.
Jeg mindes en skolekammerat , der gav mig to femogtyve ører, fint indpakket , ganske vist – men alligevel. Jeg var meget meget skuffet – og da han selv inviterede til fødselsdag, ville jeg gøre gengæld ved at give ham det samme beløb. Det sagde mor på det bestemteste nej til og gav mig den obligatoriske en krone med til ham med strenge ordre til at aflevere, men jeg købte slik hos købmanden for det halve og gav ham de resterende to femogtyve ører. Ret skulle være ret. (Og så er det nu og her man tænker: gad vide om han da selv havde købt snold hos købmanden – for måske var også hans lommepenge lige så små som mine var).

Selve drengefødseldagsfesten – tøser var bandlyst den dag, startede med vi ankom i vor stiveste puds – næsten da kl. 13.00 og sluttede som regel ved 17.30 – 18.00 tiden med vi var mildes talt møgbeskidte, Stinne, vores lærer, var altid inviteret med og deltog pligtskyldigt. Så længe vi gik i de „bette klasse“ var hun nærmest selvskreven igangsætter af forskellige lege – som regel små sanglege eller forskellige boldspil.
Kl.15.00 blev vi så budt ind til kage og sodavand. – Ja, altid den obligatoriske skoldhede kakao og boller med smør. Mange gange var kakaoen så varm at tungen blev skoldet og sved ganske forfærdeligt. – og “skindet”, det ulækre skind, der altid flød i kanden plumpede i koppen, og var man så særlig uheldig, sprøjtede det ud på værtindens hvide dug. Det er det man husker, men slet så galt var det næppe hver gang.

Når så vi kom i „stur klasse“ var programmet næsten det samme, men her var Stinne dog ikke indblandet i legen. Derfor gik det også mere vildt til.
Legen var som regel altid : “tyskere og englændere”, – det var jo relativ kort efter krigen. Værten var altid førstevælger, både af valg af side og ved valg af sine „soldater“ . I virkeligheden var det den gamle leg, “røvere og soldater“ bare i ny indpakning. Vi delte os i to hold efter vor normale udvælgelsesmetode og bekrigede derefter hinanden efter de forudgående aftalte regler. Men altid var der nogle, der trådte ved siden af, så der opstod skænderier, ofte med gråd , en revet skjorte og en veritabel blodtud til følge. Ja, mødrene frygtede altid disse drengefødselsdage og formanede altid med strenge ord inden vi ( jeg) drog af sted.

Jeg har aldrig oplevet en drengefødselsdag, der foregik i fred og fordragelighed hele dagen igennem. Når der blev budt ind til bordet med brød og kakao var der våbenhvile – og ellers forsatte vi hvor vi slap.

Men vi elskede disse fødselsdage og den eventuelle ufred, der opstod blev forsøgt mæglet på stedet eller med en regulær brydekamp iblandet knytnæveslag mellem de to kamphaner – Den der først lå på jorden havde tabt – Rene og klare regler – i det mindste var striden glemt dagen efter. Det var drengelege i fri dressur, hvor vi afprøvede kræfter. men også satte rangordenen. Når dagen sluttede, var vi som regel møgbeskidte fra top til tå, og hjemme ventede så et møgfald fra mor.

Mine drengefødselsdagsfester foregik som regel efter samme recept som hos mine kammerater, med den forskel vi næsten altid legede i og på jættestuerne, ikke langt fra mit hjem. – Så var mor og Stinne fri for at høre vores råben – det gik ikke lydløs for sig med en flok drenge i fri leg. Det var nu ikke derfor vi i samlet flok henlagde vor „krigskueplads“ netop der..
Den ene jættestue var overdækket med næsten flade kampesten, bevokset med lyng og lidt krat og med en meget lav, lang og smal indgang – den anden var dobbelt med to rum, men uden overliggere og helt eller delvis overgroet med buske og træer. – Denne havde tyskerne ødelagt under krigen ved de her havde placeret en af de mange store lyskastere oven i. Der ved var den faldet helt sammen. Men det var en pragtfuld plads for vores „krigsleg“.
Den overdækkede jættestue gav legen et ekstra pift – for herinde var meget lavt til loftet og næsten helt mørkt. Den blev derfor som regel brugt til fangerum med ingen eller få muligheder for at flygte, hvis fangevogteren da ellers passede sit job. Et job. der altid blev tildelt ham, som var længst nede i rækken i vores drengehierarki.
Ellers foregik legen med vi skulle liste os ind på hinanden, og – enten skyde modstanderen ved at råbe bang bang – våbnet var oftest kun en gren vi snittede til, så den kunne ligne om en pistol eller et gevær mest muligt. Kunne man overliste en fjende ved at „skyde“ inden for en afstand af 10 skridt var vedkommende død, Det blev nøje overholdt , og målt efter – med fordel til dem med lange ben, der blev skudt på, – og man blev først levende igen og på ny kunne deltage efter at have talt til 100 højt og tydeligt.
Eller man overlistede een helt og tog vedkommende til fange. Her var turen så til fangehullet i 10 minutter. Det var især her uenighederne opstod, hvor man kunne komme i virkelige håndgribeligheder, f.eks. om hvor længe 10 minutter varede, for det at have ur var ikke hvermands eje, Det var få drenge, der ejede et ur før efter konfirmationen.

Ved min 11 eller 12 års fødselsdagfest skete der, efter en times tid inde i legen, noget fuldstændig uventet, så den standsede ganske brat, og vi følte noget pludselig var dødsens alvor. Sagen var at vi vidste at inde i det mørke gravkammer, havde ligget døde mennesker, – ganske vist for meget længe siden, højen var jo en gravhøj. Vi havde tilmed fantaseret om vi kunnet skimte knogler derinde – de afdødes knogler – Det troede vi helt bestemt denne dag . Vi undlod da heller ikke at hidse hinanden yderligere op med uhyggelige historier. Derfor herskede der stor ærefrygt, men også utryghed ved at befinde os inde i det næsten mørke gravkammer – ikke mindst som ensom fange.
Pludselig under vor leg var der en „fange“, der i sin ensomhed, i al sin angst og kvide råbte af fuld kraft: „Her er et spøgelse , jeg ka` se det -…. hjælp jeg vil uu.,…..dd “. Vi stivnede alle som en , helt lamslået . Og i løbet af et øjeblik flygtede vi i samlet trop og i løb gik det hjemad. En og anden faldt og blev endnu mere tilsølet til end han var i forvejen, men blev hevet op igen . Det var en tidlig forårsdag, jorden havde knap givet slip på frosten, så jorden var sine steder endnu pløret. Da vi forpustede havde løbet et godt stykke og standsede op for at få vejret, kom der – tro det eller ej – tilmed en hvirvelvind fejende og tog visset græs og andet tørt materiale med sig og stod så helt stille over højen, hvorefter den ikke var at se mere.
Det bestyrkede fuldstændigt vor i forvejen sikre overbevisning om at der virkeligt var et spøgelse på spil og det satte endnu mere fart på os – og vi standsede ikke før vi var helt hjemme.

Her gik min far til vor store lettelse i sindig fart bag ploven med sine gule nordbagger. Med rædslen malet i vore ansigter berettede vi, hiksende og besvær med at få luft, hvad vi fuld og fast troede på var et meget vredt spøgelse. Et spøgelse, der havde taget ophold i jættestuen – og nu ikke ville finde sig i den uro vor leg havde forstyrret det med. – Og far gav os helt og holdent, uden nogen som helst forbehold fuldstændig ret, – i sit stille sind nok kun det sidste.

Min agtelse steg gevaldig hos mine klassekammerater efter denne fødselsdagsfest. I dagene efter blev den diskuteret vidt og bredt i skolen og udråbt som den bedste fødselsdag de til dato havde oplevet. Spøgelset blev for hver gang til flere – ja, blev til mange spøgelser og endnu farligere, men alle som en af os fremstod nu som de rene og sande helte i det drama, der havde udspillet sig. Hvad den ene ikke havde set eller bedrevet , havde den anden enten gjort eller udført en mangedobbelt heltedåd ved. Det var en virkelig drengefødselsdag, hvor fantasien fik lov at have kronede dage meget, meget længe.

Få år efter 2. verdenskrig talte man meget om “flyvende tallerkner”. De kom, mente man – fra fjerne planeter. Nogen mente de var bemandede med grønne “månemænd”, der ville se hvordan vi levede her på vores jordklode – eller måske endda erobre den. Der var ganske få – eller rettere, nogle der mente at have set dem – og så alligevel ikke. Men “noget” var der, der fløj rundt deroppe i himlen og var ret så mystisk. Selv aviserne brugte spalteplads til artikler med mere eller mindre utydelige fotos.

Jeg lavede i stedet min helt egen flyvende tallerken, og den var der nu ingen mystik ved. I sin såre enkelthed var det et gammelt grydelåg af aluminium, der var hamret næsten helt fladt – dog buede det lidt, så den mest lignede en flad tallerken.
Efter nogen øvelse med at kaste den – det var bedst op mod vinden, og når man samtidig fik den til at roterer, kunne den komme endda meget højt og langt, og man kunne endda med lidt held få dem til at vende tilbage som en boomerang.
En dag jeg gik og legede med min “tallerken” var der en særdeles stærk vind. Jeg var kommet næsten ned i den anden ende af marken, vel godt 200 m fra bebyggelse – da et af mine kast op mod vinden var endog helt fantastisk heldig. Tallerkenen fløj højere og længere end den nogensinde havde gjort, og kom flot tilbage – men højt – højt over mig i et fantastisk svæv. Det så flot ud, og jeg kunne følge dens lange flyvetur meget længe. Men oh rædsel. Den tog uheldigvis direkte retning mod naboens hus og med en enorm hastighed – der lød et brag. Den havde ramt plet – et af deres store vinduer – og det helt utilsigtet.
Jeg kan endnu høre det for mig. Selv om jeg var i den anden af marken, kunne lyden høres af glas – måske havde den endda fløjet videre ind i stuen og ramt naboen eller hans kone. Jeg havde da for længst sat mig ned med lukkede øjne. Tankerne rumsterede inde i mit hoved. En skideballe af de helt store var i vente. Naboen var slet ikke til at spøge med, og da slet ikke når jeg havde knaldret hans rude. Jeg så mig selv ruineret, mærkede den helt store endefuld, selv om jeg aldrig før havde fået en – ja i det mindste ville jeg få stuearrest i op til flere uger. Jeg turde end ikke lukke øjnene op. Jeg havde sat mig på jorden – og med lukkede øjne opregnede alt det der ville ske mig – det hele. Kunne forestille mig, hvordan naboen måske allerede var på vej over til far og mor med det nu misformede grydelåg for at spørge om det var et de kendte noget til – dette grydelåg eller hvad det nu var, ville han sige , – for det var helt sikkert kommet ovre fra os og det kunne i hvert fald ikke sådan bare helt af sig selv komme flyvende uden en eller anden havde haft en finger med i spillet – og det kunne selvfølgelig ikke være andre end mig, der var synderen.
Jeg kunne se og høre det hele for mig – se hvordan han stod der lige uden for døren med min “tallerken” i hånden og råbe op om, at det kom far under alle omstændigheder til at betale, og nu skulle han selv have alt det arbejde med at få sat en eller plade over hullet indtil der kunne sættes nyt glas i – og for øvrigt skulle far og mor se bedre efter, hvad deres knægt gik og lavede, og han desforuden selv ville tale et stort alvors ord med mig, når jeg dukkede op.
Mange af disse tanker fløj gennem hovedet. – Men nej – jeg kunne ikke sidde der nede i marken på den måde i al evighed og ingen ting foretage mig. Det måtte briste elle bære. Jeg måtte begive mig den tunge vej hjem, hjem og modtage den straf, der uundgåeligt ventede.
Jeg fik taget mig sammen og traskede meget langsomt hjemad, ad en lang omvej for ikke at blive set af nogen. Hjemme var der helt stille. Far var sikkert ovre at se på skaden. Jeg listede ind i vor have for gennem hækken at se over til naboen, se hvilken ulykke jeg havde forvoldt. Men på den anden side af vejen – hos ham var ingen at se udenfor. Der var helt roligt derovre. Jeg kunne også se alle hans vinduer. Stor var min overraskelse og usandsynlige lettelse – der var ingen knust. Der er altså en VOR HERRE, tænkte jeg, og Han havde haft en meget stor finger med i spillet, måske var det Ham der ligefrem havde grebet mit grydelåg og selv sagt “bang” for at forskrække mig.
Der var næsten mørkt, før jeg turde liste mig over efter min vildfarende “flyvende tallerken”, og der gik flere dage før jeg turde spørge, om de havde hørt et eller andet stort brag, og hvad det dog kunne være. Naboen havde hørt det, men fandt mærkværdigvis ikke ud af hvorfra det kom, eller hvad det skyldtes – noget jeg “selvfølgelig” også var helt uvidende om.
Eksperimentet med “den flyvende tallerken” stoppede brat her.

Sangen har vinger – og eksamensfeber i St. Restrup Friskole.

Er der noget der får os til at føle mere samhørighed end fællessang. Det være sig i en skoleklasse som ved en ved en landskamp.

Men, men, men, som man ved synger enhver fugl med sit næb og det uanset om det er samme melodi – om stemmen er dyb – eller høj – eller den er måske gået i overgang – ja, og om der bliver sunget falsk eller ej , hvad fugle ikke gør – så vidt vides.

I St. Restrup Friskole sang vi virkelig meget i hele min 7-årige skolegang. (1946 til 1953) Vi startede alle timerne med en sang – ja og vi slutte dem også med sang – både sommer og vinter – selv før og efter en regnetime , ( det blev den kortere af)- og naturligvis i sangtimerne. Jo – vi følte virkelig stor samhørighed både i og udenfor skolen.
På varme sommerdage , hvor vinduerne i skoleklassen stod åben kunne de forbipasserende nyde den entusiasme vi lagde i sangen . – eller om foråret i “betteklasse”, som det hed, når vi gik tur langs stierne gennem højskolens park under det lysegrønne bøgeløv – med små dannebrog og anemonebuketter i hænderne og med Stinne, vores lære, som både dirigent, forsanger og bagtrop. – Og når vi videre gik op gennem St. Restrup på vej hjem til skoleklassen – stolte og glade som vi var, (også over at slippe for en regne eller dansktime) så sang vi af hjertens fryd alle de fædrelandssange Stinne havde lært os. Folk kom ud fra deres huse – eller de kikkede over havehækkene – Og de smilede og vinkede, og så sang vi endnu højere.

Stinne havde en stor klangfuld stemme, der kunne overdøve vores, så det var ikke svært at følge hende i melodiernes toneleg – eller rettere hendes. Hvad vi så på det tidspunkt ikke vidste meget om var, vi sang pivefalsk om nogen, – men det ødelagde ikke vore sangglæde – for det var vi som nævnt så ganske uvidende om. Og hvorfor mon sang vi alle falsk ???? Jo, Stinne var tonedøv, så helt og aldeles. Ikke nok med at tonerne var “skæve”, men mange af tonerne var skredet så meget i hendes melodiunivers at det faktisk blev til andre melodier og takter end originalerne, så “lydefrie” var de ikke. – men vi fulgte hende naturligvis, som de autoritetstro børn vi var.
For mit eget vedkommende undrede det mig lidt at de melodier vi lærte i skolen ikke stemte helt overens med de melodier vi sang derhjemme – eller dem vi sang når jeg fulgtes med far og mor til møder på højskolen.
Da jeg senere selv fik børn og ville synge nogle af de børnesange jeg kunne huske fra barndommens skoletid, måtte jeg først lære mig den rigtige version af melodierne – efter ordre fra min kone. Hun kunne knap genkende dem.

At vores lærer sang falsk betød dog ikke spor. Hun var en ualmindelig afholdt lærer og dygtig pædagog, og vi elskede hende. Vi sang også til den den årlige eksamen – dog sikkert ikke til den store nydelse for de fremmødte. De bestod af vore forældre samt censor i form af skolekommissionen med formanden i spidsen, hvilket var sognets præst: pastor Reerslev samt Friskolens bestyrelse.
De blev placeret i en række langs væggene på lånte stole, og vi sad så ved vore egne klasseborde to og to, samlet hele klassen med Stinne ved kateteret, som på en almindelig skoledag.

Skolekommissionen var den officielle kontrollør af at undervisningen i Friskolen foregik på betryggende vis, og om vi lærte de samme kundskaber som i de kommunale skole.

Før og under “eksamenen” var der stor nervøsitet. Ikke mindst hos Stinne. Gennem den sidste måned før denne “skæbnedag” terpede hun os i tabeller og hovedregning – dansk grammatik – og de danske byer. Vi fik hver enkel en lille opgave som vi så skulle kunne på fingrene og om fornøden skulle kunne aflire når eksaminator: pastor Reerslev stillede sine spørgsmål.
Denne dag havde Stinne dybrøde kinder og svedige hænder, ja og stemmen var mere skinger end i dagligdagen, for nok var det os elever, der skulle svare – men eksamenen gjaldt måske i endnu højere grad hende, – det følte hun i det mindste, og naturligvis smittede det af på os stakler. Hvad hun ikke vidste var, at der blandt hendes “poder” også var virkelige professorspirer i forskellige kategorier, der hos hende høstede deres første boglige viden og færdigheder.

Friskolen var oprettet af den stedlige frimenighed, der rakte ud over flere kommunegrænserne og som sådan drevet af den. (Uden for Folkekirken), – den stod i det mindste bag.
Der må indskydes Friskolen var ikke blevet oprettet pga. religiøse forskelligheder. Det var derfor et fåtal af elevernes forældre, der var medlem af frimenigheden – kun af friskolen.
Men hver gang kunne vi vore ting – og som sædvanen var roste censor: pastor Reerslev os og skolen, når overhøringen var slut – og vi sluttede af med en sang …..

Derefter bød Stinne de voksne til kaffe i de private gemakker – og vi snoldede den obligatoriske eksamensdaler op hos købmanden.

Det er ikke eller næsten umulig at nævne alle dem, som hver på sin måde har sat sit præg på husmandskolonien ”St. Restrup” . Nedenstående vil derfor også kun være ufuldstændige erindringsklip og personlige betragtninger. Ting som jeg har oplevet dem, og ikke mindst som der er blevet mig fortalt . Jeg selv er barnefødt i St. Restrup i 1939. Min bedstefar overtog husmandsbruget på Sønderbyvej 24 i 19 16 – 17 og overdrog den i 1947 til min far og mor, Svend og Edith Stoffersen. Det meste mit voksenliv har jeg imidlertid været i Solbjerg, Østhimmerland.

Hvis nogen fra St. Restrup skal nævnes, blandt de restruppere jeg husker og kendte fra min barndom , må det først og fremmest være brødrene Marinus og Peter Langeland.
De to overtog som nybyggere, omkring 1911-14 hvert et lod af jorden fra den store udstykning af herregården ”St. Restrup”, hvor 50 nye husmandsbrug blev oprettet . Lodderne var på fra omkring 14 til ca. 30 tønder land afhængig af jorden beskaffenhed . De fleste med engarealer og mose med mulighed for tørvegravning I løbet af mindre end 3 år var en ny landsby med over 100 nye indbyggere en realitet. En æra var begyndt.

De to brødre kom fra et meget ydmygt husmandssted i Skindbjerg ved Skørping og byggede fra grunden hver deres eget husmandsbrug op, i hver sin ende af husmandskolonien. De var begge skolede gennem højskoleophold og blev dygtige foregangsmænd på en lang række områder og var nogle af dem, der kom til vise andre vejen , hvordan man som husmand var i stand til at gøre husmandsbrug til et rentabel mønsterbrug.
Marinus var bl.a. den første, der etablerede kunstig vanding. Muligheden var ganske vist lige ved hånden , da han havde jord til åen og kunne pumpe vandet herfra, og for ham var der ikke langt fra tanke til handling, så han etablerede en mindre opstemning af åen – og et pumpeværk . Han havde også det dårligste jord af alle udstykningerne. Det lignede i de første år mere en sandbunke end en jord, der var tjenlig til agerbrug og havde for øvrigt aldrig før været under plov, men henlå i lyng og krat da han overtog stedet . Han vidste hvad lyng kunne betyde fra sit barndomshjem i Skindbjerg, hvilket han så tydeligt har beskrevet i sin meget levende og velskrevet selvbiografi ” Ad sandede veje”. (læs den – og få indblik i de fattige kår en husmand levede under omkring år 1900)
Men han havde også energien og viljen til sammen med sin kone at gøre et stykke arbejde for at gøre sin plet til en oase. Han plantede frugttræer – han avlede grønsager – han dyrkede tidlige kartofler, så der kunne dyrkes to afgrøder årligt.
Marinus drev med andre ord sit husmandsbrug som delvis friluftsgartneri med mange forskellige afgrøder, der blev solgt i Aalborg, samtidig med han efterhånden oparbejdede et stort husdyrhold. Som han altid sagde : “Uden husdyrene kan min jord ikke give et acceptabel udbytte”. De gav ikke kun mælk og kød , men også den bedste og billigste gødning til en tiltrængt jordforbedring.
Men hvad der også betød meget for de to brødre, som for de fleste af de halvhundrede nyetablerede husmænd i St. Restrup, var at de altid kunne hente og benyttede den viden og inspiration de fik af højskolens have – og landbrugskonsulenter. De havde dem lige ved hånden da der i de gamle herregårds bygninger var etableret højskole samtidig med udstykningen. Skolen blev for hele nybyggerkolonien et uundværlig videncenter.

Peter, hans broder var måske ikke slet så alsidig. Han satsede fortrinsvis på tidlige kartofler og hønsehold ved siden af sin kvægdrift Han havde det vel ikke nødigt, da hans jord var af en langt bedre beskaffenhed end hos Marinus. Peter var meget forenings interesseret og var bl.a. i mange år formand for højskolen, den senere ”Husmandsskole” og desuden i en årrække udpeget af husmandsforeningerne til medlem af Nationalbankens bestyrelse. Som et kuriosum, havde han en gammel dolk hængende på sit kontor – fra sit barndomshjem. Den havde hans far fundet boret ind i en kornsæk efter en dramatisk køretur en mørk aften, i hestevogn gennem Rold Skov, hvor han blev forsøgt holdt an af et par af de berygtede ”Røvere fra Rold”, der huserede på dette tidspunkt.

Mange ”Husmandsrejser” , dvs. studieture, gik til de to husmænd. De fik besøg af mange hundrede interesserede hvert år. Husmænd og deres koner fra andre landsdele kom i turistbusser for at se og høre om den store udstykning og om hvordan et husmandsbrug også kunne drives.
De fleste husmænd I St. Restrup havde efterhånden specialiseret sig i forskellige afgrøder – dog fortrinsvis tidlige kartofler , der blev solgt gennem Gasa (Gartnernes salgsforening) i Aalborg og desuden i hønse og kyllingehold. De kom efterhånden ind under samme ordning, hvor også bl.a. min far viste rundt på sit husmandsbrug – og virkede desuden som rejseleder for de besøgende, når han kunne afse tid.
Der først blev vist rundt på de forskellige brug og samledes derefter på højskolen til foredrag og fik her yderligere kvalificerede svar på de spørgsmål, der måtte have hobet sig op under rundvisningen. ”Husmandsrejserne” var arrangeret af Husmandsforeningerne, som næsten alle var medlem af.

Men husmændene I St. Restrup følte sig også hævet lidt højere end de fleste andre husmænd. Dette skyldtes at de følte sig som rigtige ”selvejere”, da ingen af brugene var oprettet med de såkaldte ”statslån” som hovedparten ellers havde ved lignende udstykninger, men ved almindelige kreditforeningslån. De havde desuden et ualmindelig tætknyttet sammenhold, selvom de havde forskellige politiske livssyn. De fleste stemte dog sikkert ”radikalt”, men der var både socialdemokrater, retsstatsfolk og venstremænd mellem.
Men til lokalvalg blev forskellighederne udvisket. Så kunne de indvælge op til 3–4 mand i ”sognerådet” på en fællesliste. De var således en magtfaktor, man måtte tage hensyn til og derfor kunne de bl.a. også besætte posten som sognerådsformand, (Lars Larsen) gennem flere valgperioder. Ja, man gik til tider langt for at bevare stemmer som ved at tilbyde hjælp økonomisk, så alle i St. Restrup fik mulighed for stemmeret .
Var der en i skatterestance, blev der udvirket et midlertidigt privat lån til vedkommende. Skatterestance betød dengang fratagelse af stemmeret. Samarbejde og sammenhold var nøgleordet for beboeren i St. Restrup og et utal af foreninger varetog efterhånden deres interesser. For at nævne nogle: andelsmøllen, foderstofforeningen, kontrolforeningen, ægsalgskredsen, vandværket, (Vandværket blev allerede etableret samtidig med udstykningen 1911-14, så alle allerede da havde man ”vandværksvand fra hanen ”), andelsfrysehuset, friskolen, mejeriet, ungdoms- og idrætsforeningen, og senere ”fællesmekaniseringen”, hvor man i fællesskab indkøbte markredskaber og derefter ”lejede” maskinerne, når der var behov for det. Så var man uafhængig af dyre maskinstationsregninger – eller fri for selv at investere i en maskine man måske kun havde brug for i få timer om året. Hertil kommer kredsen omkring højskolen, som dog dækkede et større geografisk område. Man var medlem af de fleste, selvom der af naturlige årsager var undtagelser eller enkelte, der helt eller næsten holdt sig udenfor. Næsten alle var på et eller andet tidspunkt medlem af en foreningsbestyrelse, hvilket gav medindflydelse og derfor større ansvarsbevidsthed og ikke mindst samhørighed. Samlet set var alle disse foreninger derfor også en social gevinst for det nyt samfund, som det jo var, og en helt nødvendighed for at det kunne fungere optimalt. Men som altid var højskolen dem en stor inspirationskilde. Vi børn deltog meget ofte i de møder her blev afholdt, når der kom en spændende foredragsholder på højskolens program – om ikke andet så for at synge efter højskolesangbogen, der var en fast bestanddel på møderne.

Husmandskolonien blev i de første år ikke set på med blide øjne af naboerne, d.v.s gårdmændene i nabobyerne. Man var bange for at denne husmandskoloni ville blive en social belastning for kommunen. (Den daværende ”Sønderholm-Frejlev kommune”). Det var også en af årsagerne til deres sammenhold. Fakta blev imidlertid at skattegrundlaget hos flertallet af husmændene ret hurtigt blev lige så stor og i flere tilfælde højere sammenlignet med mange af de gamle veletablerede gårdmænd i de nærliggende landsbyer (ifølge skattelisterne, der var offentligt tilgængelige).
Skepsissen gik begge veje. Der skulle næsten gå et halv århundrede før de kunne samarbejde fuldt ud og på lige fod om fælles interesser. En af de nye husmænd indfandt sig i Sønderholm brugs for at foretage sine indkøb. Her blev han mødt med et hånligt spørgsmål fra en gårdejer fra Sønderholm: ”Nå , du er måske en af de nye herremænd på St. Restrup”???? Svaret lød: ” Ja, og du er måske én af hans fæstebønder”????.
En af uenighederne var bl.a. oprettelse af mejeri, eller rettere i sidste ende placeringen af det. Restrupperne gik så langt at acceptere beliggenheden blev mellem de to landsbyer Sønderholm og St. Restrup: Enige kunne de ikke blive, så resultatet blev at de byggede hvert sit. Det resulterede imidlertid også i at børnene fra St. Restrup blev moppet i Sønderholm skole, hvor flertallet gik. Hvad var så andet at gøre???, der blev naturligvis oprettet en friskole i St. Restrup. Noget lignende var det med idrætsforeningen.

Jo – de var og blev selvbevidste, de gamle nybyggere og kunne tage skeen i egen hånd. At udviklingen i samfundet så er gået den anden vej og har resulteret i at det nu kun er stordrift, der er økonomisk rentabel, kan man kun beklage. Det har så givet andre muligheder. Nogle af de små husmandsbrug er nu lagt sammen eller jorden lejet ud – andre bliver drevet som lystejendomme for byboere, der vil udleve drømmen om livet på landet . Da der på lystejendomme som regel også er rideheste har det været naturligt også oprette rideskole og hal.
Men højskolen, der havde været byens faste samlingspunkt, blev efter mange gode år omdannet til ”rød højskole” ved et mere eller mindre tilrettelagt kup. Den fik dog kun kort levetid. Efter få år fik den sin endelige dødsdom og er nu, som mange herregårdbygninger er, endt som hotel.
Også ”Friskolen” sammen med flere af foreningerne har også måtte lade livet, eller om man vil, har overlevet sig selv. Ligeledes møllen – den gamle vandmølle, hvor alle husmændene havde fået deres korn malet er nedlagt og mølledammen omdannet til put and take-sø. Friskolen fungerer dog stadig, men nu som byens velfungerende forsamlingshus under sit gamle navn: ”Friskolen”.

På et af husmandsstederne i St. Restrup boede da jeg var dreng digteren Anders Christensen. Jeg mindes ham af udseende som en lille forhutlet person, der aldrig gik under andet navn end ”Digteren”. Hans klædedragt var altid bukser, der sikkert havde været fra hans stadstøj engang, samt blå og hvidstribet skjorte uden flip, blå kort bomulds arbejdsjakke og på hovedet pullen af en fedtet rund blød hat, hvor skyggen var klippet af.
Han var og blev betragtet som en ener, måske nærmere værende en original. Var mod alt og alle – man så på ham som værende en kværulant blandt de fleste af hans huslandskollegaer. Han var og blev set på som en underlig snegl. Han kunne få inspirationer overalt til sine små essays og digte. Var han i marken kunne han pludselig lade sig drive af en indre stemme og forlade sine heste – lade dem gå hvor de ville – og løbe hjem for at skrive resten af dagen og ville så ikke lade sig forstyrres af nogen eller noget. Så matte hestene gå, som de ville i marken, til hans kone kom til for at fortsætte hvor han havde sluppet tømmen – eller sætte dem på stald.

Anders Christensen skrev som nævnt digte, mange digte, – og som jeg har læst dem, var han en bitter mand. Bitter på samfundet, især bitter på den del han følte var mod den stand: arbejderklassen, hvor han følte sig hørende hjemme i. Det gennemsyrede de fleste af hans ting. Men det kunne også være smukke ting, der kom fra hans hånd og pen – være en hyldest til naturen og de ting, der omgav ham i dagligdagen. Hans budskaber blev ikke modtaget af særligt mange blandt hans husmandskollegaer, selvom han færdedes blandt dens tids koryfæer, som Skjoldborg og andre, der lige som han, kæmpede gennem deres forfatterskab for forbedring af husmandens stilling. Hans forfatterskab gav ikke den gennemslagskraft han havde ønsket… (En profet er sjældent agtet i sit fædreland).. Man sagde han var kommunist, eller det var det, der stod ham nærmest. Han var under alle omstændigheder en meget engageret socialist. Mange brød sig ikke tale med ham, langt mindre komme i diskussion med ham. Hans ordforråd var for stort for de fleste, og han forstod at bruge det.

Anders Christensen kom aldrig på højskolen , der ellers var for alle og ret så vidtfavnende, og hvor der kom foredragsholdere fra alle samfundslag og med forskellige holdninger til samfundet. Han sagde om skolen, den ikke var for ham socialistisk og samfundskritisk nok. Men digtene kom i en lind strøm fra hans pen. Han fik også en del udgivet og læste bl.a. selv op af sine værker i en udsendelsesrække radioen havde med ham.

Der var i det hele taget mange forskellige typer af husmænd i St. Restrup, folk med en vis portion opfindsomhed og tillige jysk lune, – Peter Bjerring var en af dem. Han skrev ikke, men han kunne så meget andet.
Han fungerede bl.a. som en slags dyrlæge. F.eks. når et kreatur fik trommesyge eller ved en vanskelig kalvefødsel var der bud efter Peter . Når han tog på disse besøg, havde han altid sin hund med. Den trak hans cykel. Han havde sat en kæp i cyklens bagagebærer og her satte han hundens snor fast, og så gik det bare over stok og sten, samtidigt med han dirigerede hunden den rette vej med små råb.
Han dyrkede, som alle andre af sine husmandskollegaer også tidlige kartofler, og da han havde jord op til mejeriet fik han ideen til at etablere en vandledning herfra, så denne afgrøde kunne blive vandet med mejeriets spildevand.
Det havde to store fordele, da det altid indeholdt en del rester af mælk og derfor havde en vis næringsværdi og så at det ikke var så koldt, som hvis han havde pumpet det fra åen.

Henry Hansen var på et tidspunkt blevet udnævnt som ny brandfoged og han kom da også på arbejde som sådan, – bl.a. ved en af hans nærmeste naboer. Nu er det at en brand kommer altid meget ubelejligt, både for dem det går ud over og dem der skal hjælpe med brandslukningen. Således også denne gang for Henry, – eller måske nærmere for hans kone, Anette. Telefonen ringede ved aftenstid, hvor Henry netop var begyndt at malke. Anette, der stod midt i madlavningen tog telefonen. “Det er fra brandvæsnet”, lød, ”der er udbrudt brand” og besked om Henry straks skulle møde op, – Og fik svaret: “ Jamen de war da skræk`li —- Ja, – ja – ja – a ska` nok se`j det til ham , men behøwes det at være lig` nu, – han hår skanneme et så gue tid, – han skal da i det mindst` lig`e have målket færdig – å fu`ret oe`, – ja og så ska` han da også ha` ti` te` hans awtensma`– han ka da et komm rennen på fasten` maw… å ren` bowser ska han da osse ha` po è”.

I starten af halvtredserne holdt de første biler sit indtog blandt restrupperne og var her som vel de fleste andre steder på det tidspunkt lidt af et statussymbol. Det var en nyanskaffelse der skulle vises frem, om ikke på andre måder så ved at bygge en tilhørende garage og at lade porten stå åben så den kunne ses af alle forbipasserende. Johannes Bielidt havde på det punkt af en eller anden grund været lidt tankeløs, da han byggede sin garage. Den der lå så bilen; hans kære WV, der var hans et og alt, ikke kunne ses fra offentlig vej, derfor kørte han den hver dag ud på gårdspladsen til almindelig beskuelse. For ingen skulle være i tvivl om at her boede en bilejer.
Johannes havde rigtig mange gode egenskaber, men han elskede at drille og utallige var hans påfund eksempelvis til fester og lignende; De kunne undertiden være grove. Som da han havde fundet en død kat på vej til et ”kaffeslapperas”. Han tog den med – uden nogen havde bemærket det, og anbragte den på sædet af en cykel tilhørende en af damerne ved festen. Der lød et rædselsskrig fra hende, da hun i mørket ville stige på sin cykel på vej hjem. Hun satte sig på sadlen, men det blev i stedet for på den kolde døde kat, uden anelse om hvad det var.
Dette var en ting man dog ikke sådan kunne tolerere uden det skulle få konsekvenser for Johannes. Så en lærestreg skulle han ha`og hvad ellers var nærmere end at lade det gå ud over både ham selv og hans kære køretøj: bilen… Ved en sølvbryllupsfest senere i byen fik Johannes så sin bekomst.
Fire mænd forsvandt lige så stille og klodsede hans kære bil op, så meget eller så lidt det ikke var til at se og mærke når han og hans kone steg ind i den – klodse den op, så hjulene ikke kunne nå jorden. Han og hans kone, Karen måtte gå hjem denne aften, uden anelse om hvad der var fat med bilen. Da han næste formiddag kom for at se til sit køretøj, opdagede han hvad der var gjort mod ham. Da vidste Johannes udmærket hvorfor han og hans kone måtte gå 2 km hjem den aften og han græmmede sig så meget, han ikke lod sig vise 14 dage efter. Hævnen var sød, men vel også fortjent.

Skovejer Jacobsen beskæftigede sig foruden med sit landbrug og skov samt det tilhørende savværk sig med amatør arkæologi og var desuden en meget habil billedskærer. Han havde fire faste folk i sit arbejde – De samme fire var også naboer og havde deres huse i en række ved siden af hinanden, så det var ikke kun i arbejdstiden de så hinanden.
Hans folk havde det med at drille hinanden, i al godmodighed som på så mange andre arbejdspladser, hvor der er flere folk. Drillerierne her gik som regel ud over den samme, og næsten altid var det Holgers Karens Kristian, som han hed i folkemunde. Hans kone hed Karen og hendes far hed Holger, derfra navnet.
Nu skete det, at der på en mark få hundrede meter fra de fires hjem blev fundet og udgravet et gravsted fra stenalderen. Det var nok så interessant i sig selv, men det kunne også forsøges brugt til grumme løjer. Sagt med andre ord, de tre kollegaer ville give Holger og Karen en meget anderledes spændende oplevelse, også fordi de to måske var lidt mere overtroiske end de fleste.
De tre naboer aftalte at agere spøgelse. Der blev udhulet en stor roe, monteret på en stage og sat et stearinlys i og herover et tyndt hvidt lagen, som en lidt anderledes lygtemand. En af hans kollegaer sneg sig derefter op til udgravningen. På et given tidspunkt blev lyset i roen tændt og med langsomme bevægelser gik han rundt både i og over graven , som var det selve gravens ånd, der hermed i udtrykte sin utilfredshed over at blive forstyrret af arkæologerne.
På samme tid bankede en anden kollega på Holger og Karens dør og bad dem komme ud for at se et syn, de sikkert aldrig havde set før. Reaktionen var større end ventet. Karen løb jamrende rundt om sig selv, – helt ude af det, samtidig med hun råbte og skældte sin mand over han kun stod og måbede og ikke tog affære. Hun forlangte han allerede næste morgen skulle jage den forbandede arkæolog bort eller i det mindste forlange han straks skulle jævne graven. Denne måtte dog vide, som en studeret mand, han med dette roderi forstyrrede gravens skrækkelige ånd, der nu skræmte almindelige dødelige mennesker helt fra vid og sans.

En af vore aller nærmeste naboer, hed Ingemann Mølgaard. Hans klædedragt var altid blå arbejdsbukser og jakke – på hovedet kasket hvor skyggen vendte bagud (for ikke den sku` blæse af i modvind; for fart havde han altid på – gang foregik altid i trav), og bare fødder i et par gummistøvler, hvor skafterne var skåret af – og det både sommer og vinter.
Han var én af de få som ikke deltog i nogen form for foreningsarbejde i St. Restrup, hverken som aktiv elle passiv medlem. Ej heller kom han og hans kone til sammenkomst eller foredrag på højskolen. En slider af format var han , både som landmand og selvlært håndværker. Han havde altid – eller næsten et byggeri i gang, men kun hos sig selv . Ikke nok med han murede alt selv – ligeledes lavede han al tømmerarbejdet – Han støbte også både tagsten og mursten selv – med en lille maskine – indkøbt til formålet.
Ingeman fik efterhånden genopbygget hele sit husmandssted fra grunden så den fremstod med nye bygninger. Selv en ny ajlebeholder blev udgravet – dog med den hage, han aldrig nåede at støbe bunden med det resultat, han derfor måtte tømme den et uforholdsmæssig antal gange da grundvandet fyldte den gang på gang, så det var en tynd gang ”rævepis” han tilførte marken. Der må tilføjes han ikke drev ejendommen som de fleste andre i byen.
Hans brug var almindelig traditionel landbrug med en fin besætning af jersey køer. Dog forsøgte han engang at sælge en hel arbejdsvogn fuld af rabarber fra sin køkkenhave på torvet i Aalborg – det blev ved den ene gang. Han elskede at mure – mangen engang væltede han en mur for at genopbygge den et andet sted , – ligeledes i stuehuset. Han kone kunne undertiden beklage sig til mor over , hun ikke altid vidste om hun havde 2 eller 3 stuer. – eller hvor store de var. Det skete så ofte hans hun helt opgav at tapetsere. Som hun sagde: ”Tapetet ka` ikke nå at bli` tørt før end han vælter muren igen”.
For øvrigt var han én af de allerførste i St. Restrup der anskaffede sig traktor til markarbejdet; en diesel traktor. Med den kunne han arbejde i marken til langt ud på natten, og det gjorde han så – traktoren blev ikke træt som hestene – det gav mere tid til at lave bygningerne om.
På et tidspunkt skulle traktoren dog til eftersyn og da den var købt i Kolding tog han selv turen på traktoren, der var uden førerhus – en strækning på hen ved 250 km – og det begge veje . Det tog ham 2 fulde døgn før end han igen kunne vende ind på sin gårdsplads. En virkelig præstation, hvor han blev foreviget med både omtale og billede i avisen.

Kristian Poulsen, som vi ligeledes var nabo til, var I en årrække medlem af sognerådet. Han var også en af initiativtagerne til oprettelse af bl.a. Friskolen.. Han havde åbenbart en kunstnerisk åre for han dekorerede skolestuen med en frise af små malerier med motiver fra H.C. Andersens eventyr, som mig bekendt stadig kan ses.
Han røg pibetobak og under krigen dyrkede han tobak – meget tobak , så meget der var rigeligt til både venner og naboerne. Og som sikkert mange andre eksperimenterede han med at tilsætte det forskellige smagsstoffer. Hans tobak blev ham for stærk, så stærk han var sengeliggende i hen ved en uge. Fra den dag kom der ikke mere røg fra han pibe.

Nævnes skal også Kresten Kolding, der var lærer på højskolen. En høj mand med halvlangt hvidt hår ved tindingerne og nakke og ellers skaldet. Altid var han i jakkesæt med vest og tilhørende guldur og lænke. En meget lærd mand, der bl.a. var forfatter til ” Koldings verdenshistorie” et værk i 3 bind og ikke forglemme en fyldig bog om herregården ”St. Restrup” – også med en beskrivelse af hvorledes handlen om herregården kom i stand til udstykningen.
Hans kontor husede også byens bibliotek, hvis bogsamling var bøger indsamlet på privat initiativ, velsagtens i hovedsagen af ham selv og hans kone. Døren til biblioteket var åbent altid når de var hjemme. Fandt man ikke den bog man eventuelt ønskede, fandtes den måske i hans egen bogsamling, og så var problemet løst – han udlånte også gavmildt fra den.
Han og hans kone boede i en lærerbolig, der tilhørte højskolen og var desuden nærmeste nabo til friskolen, hvor hun i de første år også havde været lærer.
Jeg husker hende som en lille sød elskelig gråhåret dame, der ofte kom på besøg i friskolen. Hun virkede her som vikar i min skoletid. Til jul kom hun hvert år med en lille julegave til alle os elever – små ting, som en blyant eller et lille hæfte sirligt indpakket med navn.

I året 1947 kom St. Restrup igen på Danmarkskortet og mærkede lidt af fortidens vingesus (selvom det var på en jordnær måde). Det skyldtes at min far under markpløjningen stødte på en stor sten. Ved gravearbejdet for eventuelt at fjerne den, fik han mistanke om at det ikke var en almindelig stor marksten han var stødt på. Han sendte derfor bud til skovejer Jacobsen, den stedlige amatørarkæolog. Herfra gik der bud til den navnkundig arkæolog ved Aalborg Museum, forfatter m.m. Peter Riismøller, som hurtigt kom tilstede.
Han var tydelig genkendelig på sin uniform: brune arbejdsbukser, hertil hvid murerjakke og kasket samt et stort rødt halstørklæde. Han satte et større gravearbejde i værk, med frivillig arbejdskraft fra vore naboer og andre interesserede, der kom med skovle og spader, arbejdsvogne og hestespand og ikke mindst deres arbejdskraft. Utallige læs jord blev fjernet og anstrengelserne bar frugt. Landets første dobbelte dyssekammer fra dyssetiden, dvs. ca. 5000 år før Kristi fødsel, så igen dagens lys.
Desværre var gravfundene sparsomme, enkelte små ravperler indeholdt gravene og en enkelt slidt økse fundet i gravfyldet blev det samlede resultat. Årsagen var at tidligere tiders gravrøvere først havde været på spil, således var overliggeren på det ene gravkammer helt fjernet og på det andet var overliggeren efterladt knust på bunden af graven.
Alligevel var Riismøller begejstret. Fundet blev da omtalt i næsten alle landets aviser, hvilket resulterede i en lind strøm af nysgerrige, der kom i busser og private biler. Folk valfartede og gik i gåsegang til findestedet i flere uger efter fundet var offentliggjort. Sønderbyvej havde aldrig før haft en så tæt trafik på den smalle grusvej, det var dengang, og gårdsplads og vej blev fyldt af parkerede biler. For en 8-årig dreng , som jeg var det en kæmpe oplevelse. For det første kunne jeg sole mig i skolen blandt kammeraterne over den uventede berømmelse, det også gav mig, (og selvfølgelig gjorde jeg det). For det andet blev her grundlagt min helt nybagte interesse for arkæologi og landsdelens historie, der har hold sig siden.
Rissmøller, der blev en kær ven af huset, tog mig i hånden og han fortalte af karsken bælg til en meget lydhør knægt, der slugte det hele. (Mon ikke jeg blev tvunget til at skrive en stil om denne oplevelse i skolen ??? Det var da nærliggende)…
Da Rissmøller var færdig med sine undersøgelser tog jeg fat; bevæbnet med ske og en lille pensel, som jeg havde set ham gøre, behørigt udlånt af mor med streng formaning om at aflevere efter endt brug. Jeg fortsatte, hvor han havde sluppet – og fandt til min glæde og endnu større stolthed endnu 3 små ravperler, som dog kom i hans varetægt. ( gad vide om Aalborg Museum stadig opbevarer disse små fund i deres gemmer). Han kvitterede med at forære 2 flotte flintøkser, der blev starten på min og min fars samling af fortidens stenredskaber. Han blev også bidt af fortidens efterladenskaber og historie, sammen gennemtravede vi omegnen adskillige gange for at finde flinteøkser og andre af vore forfædre stenredskaber.
Hans interesse for lokalhistorie tog senere over og udmøntede sig i mange artikler herom til ”Bjergposten”, Lokalhistoriskforening for Frejlev, Nørholm og Sønderholm sognes årsskrift.

Den kom lige i mod mig, – krokodillen,. Der var hverken glas eller hegn mellem den og mig. Dens lange tykke krop og hale var trykket helt fladt mod jorden. Den kom langsomt nærmere og nærmere. Farven på den krop var nærmest grå eller grumset grønlig og så var den meget grim og uhyggelig, – enorm stor synes den at være. Den åbnede sit store gab, der var helt rød. Jeg kunne se dens lange række af store skarpe tænder, – ja selv det det store grumme halshul kunne ses helt tydeligt. – Den så meget sulten ud. – den ligefrem smaskede over den lækkerbid den havde foran sig. Jeg helt sikker på det blev min sidste dag på denne jord. Havde det så bare været en drøm, men det var den skinbarlige virkelighed, – og så var jeg endda bare fire år, – og så på selveste juleaften.

Bedstefar og jeg havde været i zoo i Aalborg. Turen derud havde været lidt drøj, men han havde hele foråret og det meste af sommeren talt om vi sammen skulle have den fornøjelse. For mig blev denne udflugt en besværlig ekspedition. Først skulle vi gå en lille km. for at komme med rutebilen og måtte tilmed vente meget længe før den kom. Ikke fordi vi kom for tidligt , men det var i 1944 – altså under krigen , og derfor var ingenting som det burde være. Den var også skyld i at rutebilen var forsinket, – som sædvanligt, og derfor var det også for risikabel bare at lade cyklen stå ved landevejen, selv om den blev låst forsvarlig, – fordi cykler og ikke mindst dæk og slanger var i høj kurs hos tyveknægte, Jeg var ellers vant til at sidde på stangen, – så var det bedre at gå den enekm, sagde bedstefar.Det blev en lang tur, ikke mindst fordi der skulle så mange med mod Aalborg, og den skulle holde ofte for at have passagerer på og af.

Vi stod af ved Amtssygehuset i Aalborg , det nuværende Sygehus Syd. Derfra var der ikke langt at gå, men vi var nødt til at vente længe bare for at komme over på den anden side af vejen, fordi der var meget lange kolonner af tyske soldater og deres næsten endeløse række af lastbiler og tanks, der skulle nord på og først skulle passere.

Da vi endelig kom over og fortsatte mod zoo varede det ikke længe før vi kunne høre de mange ukendte lyde fra dette eventyrlige sted, så det var kun at skynde sig det sidste stykke for at tage de mange fremmede dyr nærmere i øjesyn . Der var løver og tigere og ikke mindst var det abeburet, der først fangede blikket, men også de mange farvestrålende fugle og kænguruerne med deres lange bagben, ja og mange mange flere og ikke at forglemme- krokodillerne.

Vi havde trods alle besværlighederne en rigtig god dag, også selvom det ikke var mange timer vi kunne være der, da der kun gik få rutebiler og de gik meget uregelmæssigt.

Munden stod ikke stille på mig da vi kom hjem, selv om jeg var nok så træt. Far og mor og bedstefars karl, Henry fik alle mine oplevelser fortalt om og om igen. De blev sikkert lige så trætte i øregangene som jeg var i benene.

Der blev jul, og under træet lå en pakke fra Henry, – lidt større end den plejede at være og heldigvis ikke en af de bløde. Da dens tur kom, blev den i spænding pakket op.
Frem af papiret kom en krokodille. Under maven var fire små hjul og så kunne den ydermere trækkes op med en nøgle der sad i siden.
Far drejede på nøglen og langsomt kom den “gående” i mod mig samtidig med den åbnede og lukkede sit røde gab. Det var første gang jeg havde fået og set et stykke mekanisk legetøj på så tæt hold .
Det gav mig den største forskrækkelse jeg nogensinde havde fået, – tror jeg, – Aldrig set noget mere frygtindgydende. Jeg var sikker på det, der kom snigende imod mig, var den skinbarlige virkelighed, og om et øjeblik var mine sidste dage var talte, – og så var jeg endda ikke færdig med at pakke gaver ud. Jeg skreg i vilden sky, – og blev ved, – så meget mor ganske stille lagde krokodillen væk, og den blev først taget frem flere dage efter og ikke trukket op, før jeg langsomt havde vænnet mig til synet af uhyret.

Denne krokodille har givet så stort indtryk, at det er en af de første julegaver jeg stadig kan huske fra dengang.

Hvorfor skulle denne frygtelige epidemi ikke også ramme vores dyr. Jeg tror jeg var omkring ti år – mener det var omkring i 1950 da vore dyr blev smittet. Det var en underlig og frygtelig situation at komme i , men naturligvis værst for dyrene. Politiet kom og satte skilte op ved vejen på begge sider af ejendommen med teksten : “Adgang Forbudt, Mund og klovsyge”, og der blev givet meddelelse i aviserne om, at ingen måtte komme inden for vore enemærker, og vi måtte ikke forlade vor hjem.
Vi blev helt isoleret fra omverden.

Jeg kan huske den første morgen, hvordan mælkekusken i første omgang troede, at vi var sent på den med malkningen, da mælkespandene ikke stod ved vejen. Han havde ikke set skiltene i mørket, og kørte derfor ned i gårdspladsen og råbte .. Far kom ud fra stalddøren og forklarede ham, hvordan sagerne stod. Det var første og eneste gang jeg hørte Bertinus vor mælkekuske bande.

Posten måtte ikke som sædvanlig lægge vor post på køkkenbordet, – og vi måtte hverken komme i brugs som til købmand. Alt hvad vi skulle have udefra blev leveret ved indkørslen til gårdspladsen, ja og vi børn skulle naturligvis blive hjemme fra skole. Det var som vi havde pest. Alt sammen for at mindske smittefaren til vore naboer og andre.

Denne isolation varede i tre eller fire uger. Den eneste forbindelse vi havde til omverdenen var gennem den daglige avis, breve, radioen og så telefonen, – der blev flittigt brugt, – og så det næsten daglige besøg af dyrlægen.

Det var jo dyrene det hele drejede sig om… Det var dem, der var syge, meget syge, fyldt af bylder i munden og omkring klovene, så de havde besvær med ad både at æde og stå på deres ben. Det var ikke meget dyrlægen kunne stille op, – kun lindre så godt det var ham muligt. Sygdommen skulle selv rase ud.

Svinene døde en efter en og en enkelt ko bukkede også under for sygdommen. De blev alle begravet meget dybt i marken. Et arbejde, der blev besværliggjort af en længerevarende frost periode. Koen var tung. Der måtte bindes reb omkring den og lade hestene slæbe den ud af kostalden til dens sidste hvilested.
De resterende dyr var så mærkede af sygdommen at de måtte skiftes ud alle som en, da karantæne tiden var overstået.

Det kan siges det var heldigt, vi blev ramt af sygdommen i et vintermåned – når det nu skulle være, hvor det meste arbejde alligevel lå stille, da det ellers næsten havde været uoverskueligt for hele ejendommens drift .Jeg tro ikke, vi har spillet så meget kort som i den periode. Vi startede om formiddagen, og blev ved det meste af dagen, kun afbrudt af at passe dyrene og vore egne måltider, Og så skulle Kirsten og jeg naturligvis prøve at passe vor hjemmeundervisning, så vi ikke blev alt for meget bagefter i skolen , men det blev alt i alt nok ikke til særlig meget. Alt det føltes meget mærkelig.

Efter et par uger listede vi på besøg, i ly af mørket, hos nært boende lidelsesfæller, og havde også selv besøg. Det var helt og aldeles forbudt, men det er svært kun at se og høre kun på os selv i så lang en periode. Hvad andre ikke ser, har de heller ikke ondt af i en mørk vintermåned.

Det blev en meget dyr sygdom for mine forældre, ikke kun med hensyn til alle de døde dyr, men også det driftstab de led ved ikke at have andet end udgifter i et helt måned, og ikke at forglemme – udskiftningen af de dyr, der havde overlevet. Der var ikke noget, der hed erstatning, som i dag. Med hensyn til karantæne mener jeg far af en eller anden grund endda havde en uge mere end os andre. Jeg mener at vide, det var fordi det kun var ham, der passede dyrene – i lovens forstand selvom vi alle deltog i plejen af de syge dyr – på lige fod.

Gymnastik var ikke på St. Restrup friskoles skema, det stod idrætsforeningen for. Vi gik to gange ugentligt, både sommer og vinter og naturligvis om aftenen. For mit eget vedkommende blev der hjemmefra stillet som betingelse før jeg måtte deltage, selv at kunne binde mine snørebånd. Det gav sandeligen sved på panden, før de genstridige snører blev så nogenlunde medgørlige.

Højskolen lagde lokaler til. Gymnastiksalen var indrettet i en bygning, hvor der i herregårdens tid havde været hestestald. Den var indrettet, så den også kunne bruges som festsal med en stor scene i den ene ende, ribber langs den ene af væggene, og i den anden ende – ved indgangen, hvor der var bygget en gang til, stod en stor kæmpemæssig kakkelovn.

Idrætsforeningen havde som regel fire hold, og rækkefølgen på holdene var af praktiske årsager lavet, så de voksne piger var det seneste hold. Årsagen var, at karlene var, hvor mærkeligt det end lyder, for det meste mere villige til at vente på pigerne skulle blive færdige end omvendt. Sådan er der så meget. Også den gang.

På disse aftener gik tiden ikke kun med gymnastiske øvelser for os drenge, selv om det var det vi sådan helt officielt var taget af sted for. Det var her vi besynderlig nok også fik vor første seksualundervisning. Det vidste de voksne dog i første omgang intet om.

Vi drenge havde vel lagt mærke til at pigerne af en eller anden grund fik en større bagdel end os, og fik mere eller mindre kendskab til, ad snørklede veje ganske vist, hvorfor pigerne fik større og større buler i bluserne, og hvorfor der i vore egne bukser kunne blive lidt uro, bare man så glimtet af et bart pigelår. Men hvordan en voksen pige sådan rigtig så ud uden den tækkelige påklædning, de altid havde på, var der kun vage og fantasifulde forestillinger om for os drenge. Selv pigernes gymnastikdragter dækkede næsten alt. I skolen lærte vi intet om slige sager, ja det var et stort tabu emne, der aldeles ikke blev talt om, og langt mindre hjemme.

Nu var det så, at vi vidste, hvor pigernes omklædnings- og baderum var på højskolen, så her måtte være en ret så god mulighed for, på en eller anden måde, at få tilfredsstillet vores enorme nysgerrighed på dette for os drenge betydningsfulde område. Dette rum var rigtig nok i en kælder, og de små vinduer var tilkalket indvendigt, men her var dog en rimelig chance, med lidt opfindsomhed ganske vist, og i særdeleshed mod, for at få tilfredsstillet nysgerrigheden. Lejligheden kom også. Da der på et tidspunkt blev et sikkert øjeblik, listede jeg og et par af mine kammerater ned og skrabte et par enkelte ganske små huller af kalken på ruderne, så man kunne se ind, ved at sætte et øje til dette næste usynlige hul, når der var mørkt udenfor og lyset var tændt i omklædningsrummet.

Efter tur vovede vi, der havde modet, et øje. Her kunne skimtes et nøgent bryst, en balle og måske en behåret trekant, men så var man også med skam at melde endda meget heldig.

Der blev ikke sagt ret meget, men grinet højt og fjoget – og sikkert med en flov smag i munden , men det vi så, var den skinbarlige virkelighed, rigtigt kød og blod, og ikke som i skolen, hvor der rigtignok fandtes en planche med et nøgent menneske, men om det var det ene eller det andet kunne ingen med nok så god vilje se.

Men det her var så sandelig, og det vidste vi også, et meget forbudt område, vi havde begivet os ind i, og ve den der blev opdaget – og fanget Naturligvis blev vi opdaget – ja vi afslørede faktisk os selv, fordi vi var for højrøstede. Men i første omgang anede ingen, hvorfor der stod en flok drenge netop der, – kun at det måtte være en særlig grund. Da pigerne fandt ud af, hvad det var vi havde så travlt med, fik de hjælp af karlene, og vi blev jagtet endog særdeles energisk, men ingen fik fat i os. Drenge har en utrolig evne til at forsvinde ud i den blå luft – når det virkelig gjaldt.

Vi fik en enorm skideballe ved næste gymnastiktime. Det var med et lille glimt i øjet, men noget skulle der jo gøres ved os formastelige, og så fik ruderne vist forresten et ekstra lag kalk.

Men i skolen nød vi at lege med pigerne, især hvis vi kunne snige os til at tage om dem, røre et bryst eller strejfe et lår. Det gav røde kinder til både dem og os, men hvorfor var der vist ikke mange, der kendte den virkelige årsag til. Det var virkeligt ikke noget man tale om – dengang.