Under svenskekrigene var det ikke helt ualmindeligt, at svenske besættelsessoldater blev valgt som faddere. I nogen tilfælde kan frygt have været årsagen til valg af en fremmed fadder.

Det var det i hvert fald i Sørbymagle i april 1659, hvor bonden Simon havde to fremmede indkvarteret på gården som faddere. Den ene var Anna Lisbeths, Johan Franckfursts rytterkvinde. Hun var streng, ødsel og tyrannisk i sit kvarter. Kom fra Bøhmen. Romersk-katolsk. Hun tiltog sig den ære, skrev den sagtmodige pastor Prom i kirkebogen.

Den anden fadder var hendes mand, rytteren Johan Franckfurt. Pastoren mente ikke, at der efter nærværende tids tilstand var nogen nødvendig eller høj årsag til at afvise hende som fadder. Det skrev han også i kirkebogen. Som romersk-katolsk kunne hun ikke være fadder. Men det så præsten helt bort fra. Men hun og manden har formentligt været »tyranniske« også uden for deres kvarter og skræmt præsten.

Der gik mange historier om besættelsesmagtens mishandling af og drab på danskere, der ikke makkede ret. De to fremmede var de eneste faddere. Sognets folk turde eller vilde ikke være med.

Den 26. maj 1660 sluttede Danmark og Sverige fred. Under denne krig havde svenskerne besat Jylland, Fyn og Sjælland bortset fra København, som holdt stand. Rundt om i landet kom det til konfrontationer mellem lokalbefolkningen og de svenske besættere.

I juni måned samme år begravede sognepræsten i Sørbymagle, den sagtmodige og gode pastor Mads Prom, en bonde dræbt godt et halvt år tidligere af svenske soldater. Før juletid 1659 havde han sammen med otte andre slået sig ned i Kastrup Storskov som snaphane. Svenskerne opdagede dem og gik til angreb. Nogle flygtede og andre blev dræbt. Ovennævnte bondes lig blev holdt skjult under jorden.

Nu i juni måned 1660 blev han ført hjem og nedsat på kirkegården. Det skrev pastor Prom i sin kirkebog.