For et par hundrede år siden lod bønderne deres kvæg gå samlet på landsbyens græsgange. Det var derfor nødvendigt at mærke dyrene, blandt andet ved at klippe huller eller hakker i ørerne. Forskellige brændmærker, undertiden kombineret med mærker i ørerne, var ejernes bomærke. Mange af disse mærker var kendt langt omkring – således også i følgende sag.

Søndag den 12. november 1780 kom Anders Andersen ridende til Smørumovre. Med sig havde han en lille fireårig brun hoppe. Han stod af sin hest ved Smørum Kro og bandt begge hestene til et par stolper. Anders gik derpå ind i krostuen og satte sig. Han gav sig i snak med nogle krogæster, og under samtalen kom det frem, at han ville sælge en hest. De blev enige om at gå ud for at se på hesten.

Peder Olsen fra Smørumovre var interesseret i at købe den. Han undersøgte hesten, men blev mere og mere mistænksom: “Jeg synes at kende den mærkning, hesten har, jeg tror ikke, du er kommet ærligt til den.” Peder Olsen sendte derefter bud til sognefogeden, der anholdt Anders Andersen.

Ved politiforhøret fem dage senere sagde Anders Andersen, at han havde købt den brune hoppe af en Peder Christensen i Kirke-Saaby. Peder Olsen og andre vidner trådte nu frem og forklarede, at mærkningen lignede den, en bonde, Jens Pedersen i Torkildstrup ved Kirke-Saaby, brugte til sine heste. Anders Andersen blev også anklaget for at have stjålet to hestedækkener fra Niels Hemmingsen, Thorsøgaard i Hove, hvor han havde tjent indtil tre uger før.

Det næste forhør blev holdt den 19. februar 1781, og nu ændrede Anders Andersen forklaring, idet han sagde, at han havde købt hesten af en ukendt person på Sorø marked. Bonden Jens Pedersen fra Torkildstrup blev nu ført frem som vidne og erklærede, at hesten tilhørte ham og var af egen avl. Den var forsvundet fra græsmarken ved Skomagerkroen, hvor den græssede med andre heste mellem fredag den 10. november og mandag den 13. november. Han havde ledt efter hesten i tørvegrave og mosehuller, fordi han troede, den var kommet til skade.

Anders Andersen tilstod nu, at han havde stjålet hesten. Ligeledes tilstod han, at han havde stjålet de to hestedækkener og solgt dem til Fristrup Mølle i Soderup Sogn.

Den 2. april fik Anders Andersen sin dom. For tyveriet af hesten og de to hestedækkener blev han dømt til først kagstrygning (pisk). Derefter blev han med et jern brændemærket som tyv i panden, hvorefter han blev indsat i Bremerholm til strengt arbejde på livstid. Anders Andersen appellerede dommen, men den blev stadfæstet ved højesteret.

Datiden straffede kvægtyve meget strengt. Særligt hestetyve fik hårde straffe, sikkert fordi bønderne var totalt afhængige af hesten til dyrkningen af deres marker. Der skulle dengang bruges seks heste til at trække den tunge hjulplov.