Tag: Slatten Langpatten

  • Fortællinger omkring et humlekar

    Fortællinger omkring et humlekar

    I oktober blev der samlet humle og man sad i køkkenet nogle aftner omkring et bryggerkar og plukkede de lande ranker. Det var sådanne aftner der blev sunget og fortalt historier.

    Store pigen Marie fortæller: “Jeg havde forleden været på besøg hos skovfogedens Sofie og hun og broderen fulgte mig et stykke på vej.  Ligesom de havde sagt godnat, bemærkede jeg pludselig en skikkelse på den anden side af vejen. Jeg blev så underlig til mode og tænkte et øjeblik på at løbe tilbage til Sofie og Erik, men jeg syntes det var flovt. De kunne måske finde på at tro, det var et påskud til at få følgeskab. Nu havde jeg altså følgeskab, når jeg gik til gik skikkelsen også hurtigt. Når jeg holdt igen sagtnede skikkelsen også sine skridt. Hvorfra den endelig var kommet og haltede den ikke lidt, jovist haltede den, det var tydelig nok“. “havde den horn i panden “ spurgte tjenestedrengen. “Det ved jeg ikke, for jeg ture ikke dreje hovedet. Skikkelsen var der og jeg var voldsomt angst. Kunne der dog bare komme en vogn. Det var temmelig mørkt og himmelen var overtrukket, men jeg kunne dog tydelig se buskene på den anden side af vejen. Bestandig hørte jeg de haltende skridt, og hjertet sad oppe i halsen på mig.

    Da jeg var kommet forbi bommen ser jeg et lyn slå ned foran mine føder og fare hen over vejen. Herren min skreg jeg og løb alt hvad jeg kunne, så det susede og hamrede i mig. Heldigvis var der kun et lille stykke tilbage, så var jeg ude af skoven, og så ikke skikkelsen mere.” “hvor var den blevet af “ spurgte drengen. “Det kan du da nok forstå “sagde karlen Peder “ den var fulgt med til det varmeste sted og hvor skidne knægte kommer hen.”

    Så er det assistenten Ernst der fortæller: En måneskindsaften kommer jeg fra Skraverup gennem skoven og da jeg når stien, vil jeg slå ind på den, da der står et hvidt dyr, en hind lige foran mig på stien. Jeg slå med stokken for at få den til at løbe men den rører sig ikke ud af pletten, kun hørte jeg et dybt suk fra busken og en raslen. “Hvad er dog dette” tænkte jeg og blev både kold og varm i det jeg standsede. Skulle jeg virkelig gå tilbage, nej, nej frem måtte jeg. Et øjeblik og hinden blev til en jomfru, i det samme for et opskræmt dyr fra busken lige gennem jomfruen og nu så jeg klart. Det var måneskindet og et birketræ, der havde spillet mig et pus.

    Så var der historien om den Svenske karl der var blevet en varulv og havde tjent under den forrige skovrider, men den historie kender jeg ikke.

    Så er der en rigtig jægerhistorie: En jæger gik i skoven en dag og så en gammel kone samle brænde, pludselig forsvandt konen og i stedet var der en harer jægeren fulgte efter  og haren førte jægeren vild i skoven. Hvorefter den igen blev til en gammel kone , der møjsommelig slæbte sig af sted mod Stenbæksholm. Det var også her historien om skytten Lange blev fortalt men desværre kender jeg den ikke.

    Derimod kender jeg historien om slattenpatten: Slattenpatten var en troldkvinde som boede i skoven, hvor hun traskede rundt efter urter og andet troldstads. Unge mænd skulle passe på med at tage sig en lur eller sove i skoven om natten. Hun kunne nemlig godt lide unge mænd, og tit vågnede de unge mænd fortumlet op og kunne mærke at de havde delt leje men hende. Hun kunne dog også være behjælpelig med gode råd og lægeurter mod betaling. Hun havde også så lange bryster at hun kunne slå dem over skulderne og så kunne børn gå og sutte på dem.

  • Kyenmanden og Slattenlangpatte

    Kyenmanden og Slattenlangpatte

    I meget gamle dage, flere hundrede år før fjernsynet blev opfundet, gik de lange vinteraftener bl.a. med at fortælle gamle historier og sagn, som var gået i arv fra generation til generation. Hver egn sine historier. Her er en af de få fra Ledøje, som har overlevet.

    På Ledøje Bymarks sydvestlige hjørne lå i sin tid en høj, og her boede Kyenmanden. På bymarkens nordøstlige hjørne ligger den dag i dag en høj, der hedder Lemene Høj (Lemming Høj). Her boede Slattenlangpatte, og hun var kæreste med Kyenmanden. Han red tit hen og besøgte hende om natten. Så tog han hende med hjem. Han lagde hende tværs over ryggen på sin hest.

    I det sydvestlige hjørne af byen ligger endnu en gård, hvor der er en port både i den nordlige og den sydlige længe lige overfor hinanden. Der skal Kyenmanden have redet igennem med Slattenlangpatte. Beboerne på gården turde ikke lukke portene om natten, for hvis Kyenmanden kom, og portene var lukket, blev de spoleret.

    Engang havde han tabt en vante, og den var så stor, at den kunne rumme en halv skæppe sæd (8,7 liter korn). Så blev folkene på gården enige om at binde en magen til, og den blev om aftenen lagt ud i porten på et bjælkehoved, og den blev også borte om natten.

    Nogle nætter efter kom der én og bankede på det ene vindue og sagde: “Hør du, vante-ven, du må skynde dig op, for begge dine hvide heste ligger i en tørvegrav og er ved at drukne”. Og lige så snart som de kom til tørvegraven og hestene, var disse oppe med det samme.

    Mange at disse gamle sagn og historier har i mere eller mindre grad rod i virkeligheden, det er sandsynligvis også sådan med denne historie.

    Gården, som der fortælles om, må være Gammelgård, som netop ligger i Ledøje Landsbys sydvestlige hjørne og har to porte overfor hinanden med en gennemgående vej. Geografisk ligger Gammelgård i en linie mellem Lemming Høj og “øen” Kyen, som optræder på gamle kort, som en ø sydvest for Øbakkegård ude i Porsemosen, som dengang havde betydeligt mere overfladevand. Den nuværende Gammelgård er opført i 1792, men det må formodes, at længerne er opført på det gamle fundament. Gammelgård har for øvrigt været i samme slægts eje siden 1837, hvilket så vidt vides ikke modsvares af andre gårde i byen.

    Under Christian V (1646-99 konge 1670-99) henlå Ledøje Bymarker under den kgl. vildtbane, hvilket medførte store ulemper for bønderne. Kongens yndling overhofjægermester Vincents Hahn ((1632-80) drev det især vidt med hensynsløs jagt, og var derfor forhadet af bønderne, som han chikanerede på alle måder. I Ledøje kaldtes han “den onde jæger Hahn” eller “Kymanden”, fordi hans natlige togter gik over Kyen, opad Helledvejen, gennem 2 gårde i Ledøje og ad Smørum til. Det må formodes, at Overhofjægermester Hahn må tage ansvaret for Kyenmandens opståen. Vincents Hahn var for øvrigt en mecklenburgsk adelsmand, som i 1661 blev overhofjægermester, og som Christian V´s jagtfælle og yndling fik stor politisk indflydelse og samlede meget gods.

    Slattenlangpat(te) er kendt fra flere andre sagn i det sjællandske område fra den tid.

    Som en pudsighed er der stadig heste på Gammelgård, som jo i dag er hestepension, og inden for de seneste år har det flere gange været nødvendigt at tilkalde Falck, for at redde heste op af mosen!

    (Kilde: www.ledoejebylaug.dk)