Der er nu 707 historier fordelt på194 byer

Landsbyhistorier

Indsend ny historie

Tag: Skrødstrup

  • Skrødstrup Skole

    Der var ingen skole i Hem, så jeg startede i Skrødstrup skole ved en lærerinde ved navn frk. Schulz. Hun blev senere afløst af lærer Knudsen, som var en ældre mand med et stort hvidt skæg.
    Vore pulte var forsynet med en rille til penneskaftet. Den rille havde længe været genstand for vores opmærksomhed, for når lærer Knudsen var fordybet i at øse af sin viden, havde han for vane at køre sin ene finger i rillen. Der var for stor en fristelse for opfindsomme elever, og en dag blev rillen fyldt op med blæk. En spøg som blev praktiseret gentagne gange.
    Sikke et syn, når lærer Knudsen kørte sin finger gennem rillen med blæk og senere igennem sit store hvide skæg.

    Om vinteren gik de store elever i skole 4 dage om ugen. De små kun 2 dage. Om sommeren var det omvendt, for da var der behov for de store børns hjælp derhjemme. I frikvartererne spillede vi bold. Langbold var det, vi praktiserede mest. Der var imidlertid kun en lille bitte legeplads, så vi legede på vejen. Det gjorde vi uheldigvis også den dag, da Niels Markussen kom kørende med sin en-spænderhest igennem Skrødstrup. Dybt koncentreret om at gribe bolden, løb jeg intetanende baglæns med det resultat, at jeg stødte lige ind i Markussens hest og vogn. Markussen var alle elevers skræk og så afgjort ikke til at spøge med. Det fik jeg at føle i samme øjeblik, jeg stødte ind i hans køretøj. Som altid lød det højrøstet fra Niels Markussen: ”A ska læer den hwalp”. Af sted strøg jeg over marken og ud i engen, hvilket resulterede i, at halmen i mine træsko blev våde. På tilbagevejen så jeg mig om efter noget tørt at lægge i træskoene. Idet jeg kom forbi Markussens hus, fik jeg en idé. Med et snuptag rev jeg en tot strå ud af hans stråtag. Markussen havde fået hesten spændt fra, og da han så, jeg forgreb mig på hans tag, satte han i løb efter mig. Afsted løb jeg med ham i hælene. Da jeg stod foran en grusgrav, hvor de harpede grus, så jeg ikke anden udvej end at springe. Det betød ganske vist et fald på 3 meter, men hellere grusgraven end Markussen, tænkte jeg og sprang.

    Niels Markussen sprang ikke, og det blev min redning. Optrinnet var nok ikke blevet bemærket, hvis ikke Mik Maren den dag havde hængt vasketøj op. Hun stod, så hun kunne følge hele forløbet, og hun berettede senere rundt om i byen, at hun så ”En knæjt der kam flyvend”.

    Niels Markussens ejendom var det farligste sted i Skrødstrup. Var det ikke ham, så var det hans gæs, der var efter os.

  • Familien Vase i Kærby Vasehus

    Søren Vase fra Kærby Vasehus var i stadstøjet, da han trådte ind i Hem Kirke den 29. oktober 1898. Det var hans 26 års fødselsdag. Hans ærinde skyldtes dog ikke fødselsdagen, men at han på denne dag skulle giftes med Jensine.

    Han hilste på sognepræst Skjerbek, som skulle forrette vielsen. Esben Andersen kom hen og gratulerede med fødselsdagen. De to var i familie, så det var naturligt at vælge ham som forlover. På en dag som denne savnede Søren sin nærmeste familie. Hans mor, Ane huskede han ikke, for han var knapt to år, da hun døde 33 år gammel. Hun var datter af Anders Espensen i Kærby. Året efter hendes død giftede hans far, Jens Sørensen Vase sig med Lise Drachmand fra Gimming. Men heller ikke de to havde han mere. Da hans far døde for to år siden, havde han overladt gårdens drift til ham og Lise. Nu var også Lise væk. For fem måneder siden døde også hun.

    Familien havde været hårdt ramt af sygdom de senere år. Begge hans brødre døde i 1892. Fire år senere døde hans far og nu også Lise. Tilbage var der nu kun ham selv og hans to søstre, Ane og Eline Vase på henholdsvis 20 og 18 år.
    Som eneste søn blev det derfor hans opgave at videreføre Kærby Vasehus, der havde været i slægtens eje i generationer. Han var ikke i tvivl om, at han fik brug for Jensines hjælp.

    Jensine var 4 år ældre end han. Hun var fra Stouby – datter af Henriette og Mads Nielsen Eskildsen. Hun var mejerske på Kærbybro Mejeri, og da Kærby Vasehus lå næsten nabo til mejeriet, traf han hende ofte. Han så Jensine træde ind i kirken. Hun var vist en smule utilpas, for hun ventede barn. Blev det mon en dreng? I så fald skulle han hedde Jens.

    Jens Jensen Vase
    Det blev en dreng, Jensine nedkom med den 27. januar 1899. 2 dage senere kom præsten til Kærby Vasehus og hjemmedøbte den lille Jens Jensen Vase. Drengen viste sig dog at være mere robust end først antaget, så 30. april kørte familie og venner til Hem kirke, hvor drengen blev kirkedøbt.

    Drengen voksede op i Kærby Vasehus. Han kendte krattet omkring gården ud og ind. Hans far havde vist ham de egetræer, som han sammen med sin far havde plantet i sin tid. Jens havde hørt fortællinger om, at her havde været færgested, og at man kunne sejle over til Kærby. De gamle sagde også noget om, at man engang havde kunnet sejle til Hem. Men ingen vidste helt præcist, hvordan her havde set ud før i tiden.
    Sikkert var det dog, at Kærby Vasehus engang havde været en betydelig gård på over 100 tønder land, og det var fra dens jorde, at Kærbybro brugsforening og mejeri var blevet udstykket i 1897. Oprindelig var Kjærby Wasehuus, som det dengang hed, en 4-længet gård, men den vestre længe var nu væk. Mod nord lå lade og stald. Stuehuset vendte mod syd og fra vinduerne var der udsigt over åen til Kærby. Gården var i bindingsværk og med stråtag, og den tilhørende jord bestod af marker, diger, bæk og krat. Jens løb ofte i bakkerne og hentede lyng og enebær, når de skulle bage i den store ovn.

    Hans far havde længe talt om, at det var upraktisk at gårdens arealer lå så spredt, og en dag fortalte han om en gård, han havde købt i Hem.

    Jens Jensen Vase er født den 27. januar 1899 i Kærby Vasehus. Han er Søren og Jensine Vases første barn. Året efter blev Ane Vase født og i 1910 Sørine. I de mellemliggende år mistede forældrene drengene Mads og Mads Henrik. Af den sidste generation af drenge født i Kærby Vasehus, var Jens således den eneste, der overlevede.

  • En fremmed egn

    Jeg kendte intet til den egn, mine forældre var flyttet til, men en dag ankom jeg med toget til Hald Station. Derfra var der stadig langt til mine forældre i Skrødstrup, men far havde lovet at hente mig ved toget. Jeg steg af toget og så mig omkring. Hverken far eller vogn var at se. Til gengæld var der udsigt til lyng, så langt øjet rakte. Sikke en egn tænkte jeg og kunne ikke hurtigt nok komme tilbage til det frodige Djursland. Men med tilbage skulle jeg gerne have mine forældres tilladelse til at skifte plads. Efter nogen tids venten var far stadig ikke kommet, så jeg indså, at jeg selv måtte finde vej. Jeg anede ikke i hvilken retning, jeg skulle gå. En dame, som jeg havde delt kupé med, må have set min forvirring, for hun spurgte, hvor jeg skulle hen. Da hun hørte, jeg skulle til Skrødstrup, sagde hun: ”Jeg skal til Hem, så kan vi da følges til Kærbybro”. Jeg havde ingen fornemmelse af byernes beliggenhed, så jeg nikkede og slog følge med hende og hendes barnebarn.
    Det var en usædvanlig varm dag, så det blev en drøj spadseretur. Vi satte os i grøften og hvilede lidt. ”Tag bare strømperne af”, foreslog min ledsager, hvorefter hun og barnet tog deres af.
    Strømperne af! Det var utænkeligt i Mørke. Kvindfolk uden hoser var en skammelig ting, så jeg beholdt mine på.
    I Kærbybro skiltes vore veje, men efter min ledsagers anvisning fandt jeg Skrødstrup.
    En mand, som viste sig at være sognefogeden, stod ved vejen med tommeltotten i vesten. ”Kan du sige mig, hvor Jens Peter Jensen bor”, spurgte jeg. ”Jo, det er såmænd bare over vejen og så lige ud”, sagde han og tilføjede:
    ”Vi var for resten sammen til kaffebesøg i aftes. De er lige kommet hjem fra stationen”. Fra stationen? Mine forældre og jeg var altså gået forkert af hinanden.

    Da jeg nåede frem, kom mor kom mig glad i møde. Det var tydeligt, at hun havde noget på hjerte. ”Karen, du må ikke være så langt væk fra os. Vi har fundet en god plads til dig på en gård i Hem”.  Min verden sank næsten i grus ved den besked. Jeg berettede om pladsen, der ventede hos Marie i Mørke. Det kunne der ikke være tale om. Mine forældre havde truffet deres beslutning. Og den stod ikke til at ændre.

    Fæstemål i Hem
    Næste dag spadserede mor og jeg til kaffebesøg i Hem. Jeg skulle til en samtale om den plads, de havde tiltænkt mig. Da vi stod foran gårdsleddet, kom en tjenestepige løbende – med bare ben. Jeg stirrede forarget på hendes bare ben. Mor bøjede sig ind mod mig og hviskede: ”Low mæ, at do aldrig goer sån, Karen”. Det faldt mig ikke svært at give hende det løfte, og dette var afgjort ikke en plads for mig.
    Mor var åbenbart af en anden opfattelse, for kort efter sad vi ved et overdådigt kaffebord. Aldrig havde jeg set mage til kaffebord – hverken i Mørke eller Aastrup.
    Og den dag fæstede mor mig, meget mod min vilje, til en fremmed familie på en egn, hvor de oven i købet snakkede så sært. Lønnen var 225 kr. for 1 års tjeneste hos Lars Andersen i Hem.