Jeg har adskillige anekdoter om fru Iversen, som ganske rigtigt havde meget få pædagogiske evner. – Men det var vist heller ikke noget, man gik meget op i – i 1950’erne.
Fru Iversen gjorde meget forskel på eleverne… Bl.a. var jeg absolut ikke nogen ørn til regning, – og hun gad derfor ikke hjælpe, hvis man havde problemer, – men til gengæld var jeg ret god til at tegne… Og så fik jeg skam lov til at bruge de HELE og nye Filia -farver – mens de, der ikke var så dygtige, skulle bruge de gamle knækkede…. Sikken undervisning!
Jeg blev engang i en regnetime spurgt om, hvad 4 x 0 var…. og jeg sagde: 4! – Så bad fru Iversen mig gå udenfor døren. Der stod jeg så et stykke tid – og hun kaldte mig ind igen, – og spurgte, om jeg havde noget med ind. Det havde jeg jo ikke – og så bad hun mig igen om at gå udenfor… og det fortsatte hun med i alt 4 gange. Og hver gang spurgte hun: ”Har du noget med?”…. Da jeg sidste gang kom ind – lød spørgsmålet: ”Og hvad er så 4 x 0 ? ”. Jeg havde ikke fattet en bønne af, hvad formålet med at jeg skulle udenfor døren var. Så jeg svarede jo derfor ”4”! – Og så blev hun godt nok gal… og sagde, at hun opgav at lære mig noget. Så på det tidspunkt brød jeg sammen og græd. Men trøst fik man intet af, – og heller ingen forklaring på regnestykket. Meningen med, at jeg kom ind 4 gange uden noget, var måske ok, – men jeg forbandt selve det, at skulle udenfor døren – mere som en afstraffelse end som en forklaring og hjælp til et regnestykke…
Jeg husker også, at man (selvfølgelig) ikke måtte gå på toilettet i timen, – lille Erik var 1.klasser. Han havde helt sikkert et behov for at komme derud, men havde fået at vide, at han måtte vente. Sådan var det….. Og hvad gør man så, når man skal? Man tisser i bukserne – på bænken, hvor man sidder!
Pludselig kunne man høre en svag rislen fra Eriks plads, – og så bredte der sig ellers en lille sø under ham. Stakkels, stakkels Erik. Hvor havde jeg dog ondt af ham. For selvfølgelig blev han skældt voldsomt ud.
Jeg var ikke ferm til håndgerning, – det ville være synd at sige, – og at lære at strikke var bestemt meget svært for mig…. Fru Iversen gik altid rundt mellem pultene med et ørneblik, alt mens man sad der og forsøgte at gøre strikketøjet så pænt som muligt. Og man blev helt skræmt, når hendes trin stoppede ud for ens plads. Og MEGET nervøs. Og hvad sker der så? Jo, selvfølgelig kommer man til at ”tabe en maske” af bare nervøsitet. Det skulle man aldrig have gjort, – for i løbet af nul komma fem hev hun en lineal frem, – og så lød der et smæld ned over mine fingre. Av-av-av… Det gjorde godt nok nas… og sved og hævede! Så kunne jeg lære det, kunne jeg!!! Eller hvad? – Den form for afstraffelse gjorde altså bare, at jeg den dag i dag absolut ikke kan strikke, – og hvis jeg får et strikketøj i hånden, får jeg med det samme klamme, svedige fingre.
Så det var det, fru Iversen opnåede ved den belæring. – Trist. Jeg var heldigvis ganske god til diktat – og fik næsten altid UG. Hvilken lettelse, at der dog var noget, man var god til. Og så havde fru Iversen også et system med fine mærker, der blev klistret ind i diktatbogen, når man havde opnået 10 UG’er. Nej, hvor var det skønt at få en blomst, en elefant, en stjerne eller noget helt fjerde sat ind i sin bog. – Det allerbedste var dog, at når der ikke var flere mærker på fru Iversens ark, skulle der jo købes nogle nye oppe hos købmand Røge. Og den, der blev sendt op efter dem, var den, der havde flest UG’er. Hurra for det, – for jeg var ret tit den heldige. Det var simpelthen sådan en stor ting at få lov til at gå til købmand – I SKOLETIDEN!!!
Så det var sådan lidt Gyngerne og Karrusellen at gå i skole dengang. Var man dum til noget – blev man nedgjort, – og var man dygtig – blev man fremhævet. Joh, pædagogik var en by i Rusland!
Som Conny så rigtigt fortæller, var ordblindhed ikke anerkendt/kendt dengang. Og det gik også ud over Åge Kristensen, som havde det problem. Nej, hvor er han dog blevet skældt ud mange gange, – og jeg mener også, at han af og til fik en på siden af hovedet pga. sit handicap. Han har i hvert fald grædt mange bitre tårer i sin skoletid. Desværre var vi andre jo ikke klogere, – vi syntes da også, at han var dum – og man var nok ikke altid lige sød ved ham.
Dog havde jeg virkelig ondt af ham, engang han fik næseblod. For fru Iversen forlangte, at han skulle lægge sig ned på ryggen – og blive liggende til det var stoppet!!!! Og min erindring er så, at det jo ikke hjalp overhovedet, – men blodet løb bare ned i halsen… og Åge var ved at blive kvalt – og hostede og nærmest kastede blod op i kaskader. Jeg kan stadig se det for mig: Åge liggende der – grædende – og med en masse blod ud over sig. Det syntes jeg godt nok var synd for ham. Og meget ulækkert…
En anden episode, jeg husker, er engang, hvor fru Iversen blev MEGET vred på os alle sammen. Jeg kan desværre slet ikke mindes over hvad, – men hun begyndte at græde – og gik derefter ind i privaten. Og så sad vi ellers der og gloede. Ingen turde sige noget – eller rejse sig……. Jeg syntes, vi sad der meget, meget længe før der skete noget. – Men endelig kom hun ind i skolestuen igen – helt forgrædt og sagde bare, at nu kunne vi køre hjem og fortælle vores forældre, at vi var blevet sendt hjem, fordi vi havde været uartige. Jeg husker dog, at der blev noget ballade over det, – men det skete et par gange, at hun brød sammen midt i en time. Ja, det var et par fortællinger fra min tid i forskolen…
Det må dog lige tilføjes, at der da bestemt også var hyggelige dage derovre. Især op til jul, hvor vi fik lov til at lave julepynt, der blev hængt op i skolestuen. Og hun læste også somme tider historier for os, – det var hun ret god til. Og så er der ingen tvivl om, at fru Iversen så absolut foretrak piger frem for drenge. Piger kunne tillade sig lidt mere, før hammeren faldt. Nu var det jo heller ikke ligefrem uartigheden, der var i højsædet dengang. ALT var jo ”kæft – trit – og retning”. Og man opførte sig ordentligt, – i hvert fald pigerne.
Jeg var heller ikke altid bange for hende, – og hun har da skrevet i flere af mine veninde/poesibøger. – Det havde man vel ikke bedt hende gøre, hvis man ikke kunne lide hende…. Da Fru Iversen sluttede sin gerning i Skraverup Forskole, gav hun da også bl.a. Kristians Inge en af sine brocher, – og jeg mener også, Smedens Anne fik et eller andet smykke. På det tidspunkt, gik jeg ikke i forskolen mere…
Jeg holdt kontakten ved lige – som tidligere fortalt, – og hun broderede også nogle meget fine dækkeservietter til mit bryllup – og så var hun altid opmærksom, når jeg havde fødselsdag. Og da jeg fik Kenneth, huskede hun også altid ham – endda også med gave til hans konfirmation, – så hendes eftermæle skal bestemt ikke kun være negativt. Jeg er sikker på, hun angrede sin væremåde som lærerinde, hvilket hun jo også gav udtryk for, da vi var ovre til hendes 90 års fødselsdag.
Forskolen er bygget i 1914, og var en skole for elever fra 1-2-3-4 klasse. Det var en skole hvor der kun blev undervist af kvinder. Den første lærerinde var Gerda Christensen, senere kom Ingeborg Johanne Hansen.