Efteråret var mere indetid. Så var det godt at ”holde mørkning” inde hos bedstemor, – og høre hende fortælle de gamle beretninger fra et langt liv. Om hendes fars lange vandringer ”nør ned” efter stude, som de så drev op til Hamborg og Husum. Om bedstefar, der havde været i krig. Om hvordan de havde stridt sig gennem livet, med dets glæder og sorger. Gamle siger og sagn, der levede i hendes firsårige erindringer – og groede videre i drengens fantasi og lege.

Bedstemors beretning
Min farmor, Marine Lauridsen – Født Clemmensdatter var født den 2. oktober 1839 i Knud, Fjelstrup sogn. Da hun var omkring 80 år boede hun hos mine forældre på Vejen Østermark. Jeg var omkring 10 år gammel, da hun fortalte de beretninger, som jeg nu fortæller videre. Der er ingen kronologisk rækkefølge i disse glimt af et menneskeliv, om end jeg vil søge at gøre det nogenlunde fortsættende.

Det hændte at hun blev fjern i blikket når minderne kom over hende. Så glemte hun sikkert hvem tilhøreren var, med det resultat at der blev fortalt et og andet som måske ikke helt var beregnet for en lille drengs øren. Mange af beretningerne er så ofte fortalt, at det rigtig har kunnet sætte sig fast i erindringen.

Min fader var daglejer, og arbejdede ved hvad arbejde der var at få. Om foråret stod han i møddingen på gårdene og læssede møg. Det kunne hænde at han arbejdede på akkord, og fik løn efter antal læs; men for det meste måtte han arbejde på dagløn, for ellers syntes gård folkene, at han tjente for meget.
Om sommeren gik han i mosen og gravede tørv. I høsletten gik han med leen, og lige sådan i høsten; men når høsten var ovre, gik han på sine ben til Thy, hvorfra han var med til at samle stude, som de så drev til Husum og Hamborg. Ja det kunne hænde at de gjorde turen to gange på et efterår, – vist også om foråret.
Når de var kommen af med studene, købte så studedriverne hver et ”rink” klodser – et slags træsko – så mange som de kunne bære på deres ryg, og dem solgte de så på vejen hjemad. Vi længtes altid efter den dag han kom hjem, for så havde han gerne lidt godt med til os børn.
En gang fik jeg et lille spejl, Jesper fik en kniv og Knud fik en kok, der kunne gale når man blæste i et rør, der sad i den bagerste ende på den. Jeg husker hvordan han græd da den gik i stykker. Jeg græd også da mit spejl gik i stykker. Det var vist de eeneste stykker købelegetøj vi havde nogensinde.
Ellers var det gerne lidt slikkeri og sådan noget, han havde med til os; men det bedste af det hele var, at når han kom hjem med penge, så kunne vi da få hvad vi kunne spise, og så fik vi smør på brødet om søndagen. Til daglig fik vi bart brød, hvis vi da fik noget. Sommetider fik vi skabet fedt eller fåretælle på. Vi sultede tit når far var på de lange rejser, eller der var småt med arbejdet. Han var ellers ihængende nok, for når han om vinteren var ude og tærske med plejl, kunne han godt nå at tærske 10 skæpper om dagen, når ellers kornet var til det, og det var højt, når det ellers regnedes med 1 tønde om dagen for en mand*; men så måtte han da også have lys både morgen og aften.

En gang da far var kommen til Sommersted – var det vist – med en drift stude, fik han en anden til at se efter dem den nat, og så rendte han med træskoene i hånden hjem til os, og det var over en mil. Vi blev så glade for han havde jo noget godt i posen, og vi fik så meget at spise, at vi fik ondt i maven.
Næste dag da vi vågnede, var han væk, og så græd vi; men han skulle jo være på sin plads til tiden.

Den gang var det skik, at fattigfolk kunne gå til bønderne og tigge mælk, og da hun (moderen) ikke selv var meget for det, blev vi sendt af sted, så snart vi var så store, at vi kunne bære kanden.
Ved Mortens fik vi altid god sødmælk i kanden og en kopfuld at drikke; men vi måtte jo ikke gå der for tit. Der var andre steder hvor vi kun fik noget sølle blåsur håndskummet mælk.
En gang var vi på vejen hjem med mælk, og det var min tur til at bære kanden. Da vi kom hen til en gård, som vi altid var rædde for at gå forbi, fordi de havde sådan en gal hund, så kom hunden farende ud mod os. Jeg blev ræd og ville rende. Selv om Jesper prøvede at værge for mig, nåede den at rive min kjole, og jeg faldt og spildte mælken, og kanden gik i stykker.
Jeg var så ræd for at komme hjem; men jeg måtte jo til det. Hu ha endda, hvor hun smækket mig, og så blev jeg sendt i seng uden mad.
Jeg græd og bad om forladelse; men det fik ikke hjælpe, og så var jeg så sulten. Da så Jesper kom i seng, havde han gemt det halve af sit brød under skjorten, og det lå jeg så under dynen og spiste; men hvor var vi dog bange for at det skulle blive opdaget. ( Om moderen talte hun sjældent. Hun sagde at hun var ”ilsindet” – galhovedet – og at hendes ”folk” – forældre – var vrede på hende fordi hun havde ”smidt sig hen til en småmand”.

Skolegang fik de vist ikke meget af; men det hændte dog at hun fortalte: Bønderbørnene var sommetider slemme ved os. Engang var der nogen der havde gemt Jespers træsko, så han måtte tage strømperne af, og løbe barbenet i sneen hjem, og det var temmelig langt; men næste gang måtte han så gå med et par gamle af fars, og de var jo alt for store til ham. Træskoene stod så hvor han havde sat dem, og der var ingen der ville vedgå at have gemt dem for ham, og ingen turde sige, hvem der havde gjort det.

En gang, da degnen var ved at slynge honning, fik vi lov til at sutte honning ud af vokset. Som det dog smagte.

Når vi var ene hjemme måtte vi hverken have lys eller ild på skorstenen (arnen), og når det så var koldt, og vi var trætte af at rende, så krøb vi tæt sammen i sengen for at holde varmen.
Vi måtte jo holde sammen og ”vare af” for hinanden. Engang havde Jesper slået noget i stykker, og skulle have stryg; men da han dagen før var blevet tærsket af degnen, så der var kommen blod på hans skjorte, så måtte jeg jo sige, at det var mig der havde gjort det, og så var det mig der fik pryglene.

En dag var der en mand der havde kørt det ene hjul fast på sin vogn. Han fik det da af; men han havde ikke noget ”fjetels” at smøre med; men så tog han en ”suotens” (skovsnegl) og smurte med, og så kunne vognen køre igen. Vi måtte samle brænde i skoven, og ofte blev vi sendt alene ud efter noget. Vi måtte efterhånden længere og længere ind i skoven efter det, og det var vi jo ikke så glade ved, for vi var så ræd for ræven.

Om sommeren skulle vi samle tørv på mosevejen. Så var der en gammel mand, der var efter os, for han ville selv have brokkerne; men så fik Jesper ham til at rende efter sig, og så samlede Knud og jeg hvad der var at finde. En meget begærlig mand kom kørende med et læs tørv. Han opdagede at der var faldet et par tørv af. Han lod så hestene stå, og løb tilbage efter dem. Alt imens gik hestene i gang, og trak vognen ud til siden, hvor de to hjul sank i, så de ikke kunne trække vognen op. Så måtte han til at læsse det meste af, og siden på igen. Det var der ikke noget ved for ham, og vi fik vore poser fyldt da han var kørt sin vej.

Jeg var ikke ret stor, da mine ”folk” (forældre) Flyttede til Farris. Far havde akkorderet med en mand, der skulle til Vamdrup efter noget, så han tog vort ”boskab” med. Når det ikke gik op ad bakke, fik vi børn lov at køre med på læsset; men mine forældre måtte gå hele vejen, og det var seks mil.

Jeg kom ud at tjene første gang da jeg var seks år. Skulle vogte gæs. Det var strengt at gå dagen lang og skulle passe på at de ikke gik i kornet eller haven, og især var det drøjt da gæslingerne ville flyve. De kunne jo ikke flyve rigtig; men det kunne godt blive nogle slemme rendeture efter dem. Mine ben var jo kun korte. Det var slemt at komme ud om morgenen når der var rim i græsset. Jeg måtte rende med bare ben, for jeg havde ingen træsko; men det hjalp da noget da jeg fik et par ”stunthoser” der var blevet for små til deres egen (søn eller datter). Der var jeg i to somre.

Siden kom jeg et sted hen, hvor jeg skulle passe får. Det var bedre, selv om det kunne være kedsomt nok. Konen havde givet mig en pose med, og i den skulle jeg putte uldtotter, der var blevet hængende i lyng og buske. Havde jeg ikke noget i posen når jeg kom hjem om aftenen, skældte konen, for så havde jeg været doven.
Så lærte karlen mig at plukke lidt uld af fårene og putte i posen, når der ikke var ret meget at finde. Jeg vidste godt at det ikke var rigtig at gøre sådan; men jeg var så ræd for konen. Dog skulle jeg passe på kun at plukke på bugen og benene af fårene, for ellers kunne hun se det, og så var det sidste værre end det første.
Jeg drev også med ungkreaturer. Det var lange dage – fra sol stod op til sol gik ned. – Der havde jeg det ellers godt nok, for den gamle (mand) kom gerne ud med mad til mig, og så efter dyrene, mens jeg spiste, og fik en lille middagssøvn. Konen i gården kunne ikke så vel lide det; man turde ingenting sige, for det var den gamle der havde skødet på gården. Han havde også givet mig en gammel frakke til at tage over mig.

Da jeg havde ”stået på kirkegulvet”, kom jeg til Sønderskovgård som lillepige. Det var en god plads. Jeg var barnepige det meste af tiden. – Ok ja – ham der har gården nu ( ca. 1920 ) har såmænd tit siddet på mit skød og faldet i søvn. Der var flere karle på gården, så det var såmænd ikke så let at værge sig, Især var der én, der var slem, og han havde da også gjort det ved en pige; men han måtte rende sin vej, for hun druknede sig. Eja – sikken en redelighed.

Man var jo ung den gang og kunne nok bestille noget. Jeg var længe i den plads, og jeg har snart aldrig haft det så godt; Men omsider mente jeg jo at jeg ville se noget andet, og så fik jeg da en anden plads, og det var medens jeg var der at jeg fik ”kolden” (malaria). Da jeg kom så nogenlunde ved det igen sagde doktoren, at jeg havde Tæring, og at jeg ikke levede til jeg var tredive år – og nu er jeg snart tre gange tredive år.
Han sagde også at jeg ikke kunne tåle bondearbejdet, og måtte se at komme til noget andet. Så kom jeg da til nogle gamle folk for at lære at væve. Jeg var tyve år den gang, og tænkte ikke på at jeg skulle komme til at væve i syvoghalvtredsindstyve år.

Da jeg havde lært min tid, akkorderede jeg med de gamle, at jeg skulle have en stue og (en vis mængde) uld, tørv, mælk, rug, (og måske mere), og for det skulle jeg væve for dem. Hvad jeg nåede mere var min egen fortjeneste. Det var ikke altid jeg havde brød, for jeg kunne kun få bagt når de gamle skulle bage; men så måtte jeg spise rugmelsgrød.
Når der skulle bages, måtte jeg stå op og ”ilde” ovnen tidlig om morgenen. Det var ikke altid så rart. Den gamle skulle jo sørge for at der var brændsel nok. Det var ikke altid tilfældet, og så måtte jeg se at finde noget kvas og andet skrupperi, så jeg kunne få ”den sorte mand” ud og ”den røde mand” ind. (Ovnen skulle varmes så den var rød indvendig).
Jeg havde ikke noget dejtrug, så jeg måtte bruge en dragkisteskuffe til at ælte dejen i. Bagefter måtte jeg jo så gøre den ren. Det var vel ingen skade til, for det var den jeg gemte maden i, – når jeg ellers havde noget at gemme.
En gang kom der en mand og ville give mig et dejtrug han havde hulet ud af en skoeld (bævreasp). Det skulle ikke koste noget; men jeg vidste nok at hvis jeg først kom i lag med ham, kunne det blive mig dyrt nok. Lige meget hvor meget han ”sleget” og snakket ville jeg ikke linde af for ham, så han måtte gå med sit trug igen.
Jeg kunne nok væve – jo jeg kunne – skulle det være stadstøj, kom de til mig, og det kunne de gamle ikke vel lide.

En gang i krigens tid, sad jeg og skulle være færdig med et stykke, som kunden havde sagt at de ville hente den aften. Jeg var blevet sinket og det var blevet sent.
Da det bankede på døren, måtte jeg jo lukke op, selv om man ikke var så glad for det, for der var jo så meget med soldater, og man hørte så meget om at der var sket både det ene og det andet. Det kunne jo være at det var dem der kom efter tøjet.
Udenfor stod en soldat, og han sagde at jeg ikke skulle være ræd, han ville bare så gerne bede om en kedel varmt vand til sine fødder. Han var gået efter lyset. Han så så afkørt ud at jeg fik ondt af ham og lod ham komme ind. Han var så træt, for de havde marcheret så langt den dag. Jeg hjalp ham støvlerne af og sikken en redelighed. Hoserne måtte jeg linde med lunken vand, for at få dem af benene. De sad i det blodige kød. Nå, han fik fødderne i vand, og siden smurte jeg dem i noget usaltet fedt, som jeg havde fået et sted.
Noget af det fik han med i en klud da han gik, så havde han da noget at smøre med. Så varmede jeg noget øl til ham. Han havde noget brød, som han havde fået udleveret, og det var godt brød. Vi delte så med hinanden hvad vi havde, og siden lod jeg ham lægge sig på min seng og sove. Jeg vaskede hans hoser ud og tørrede dem ved varmen, og sad vågen resten af natten, for at få ham op og af sted. Han skulle være i sit kvarter klokken 5, og det kom han. (Når hun kom så langt, fik de gamle øjne glans, og med et hemmelighedsfuld smil sagde hun ”Det var Mads Lauridsen”).

Efter krigen tjente min bror Knud i samme by. Han havde en kammerat der hed Peter. Denne Peter havde en bror der nylig var kommen til at tjene i samme by. Nu var de to knægte så ivrige efter at få et par ud af Peters bror og mig; men vi afviste alle forsøg, og lod som vi slet ikke brød os om deres pjat. De viste jo ikke at vi kendte hinanden.

Da vi blev gift, købte vi et hus i Maltbæk. Det havde tilhørt sognet, og de havde haft nogle husvilde boende i det en tid, og de havde brændt alt hvad der kunne tages bort uden at huset faldt ned. Der var ikke engang en dør; men din bedstefar lavede en af tagrør og den klarede vi os med indtil der blev råd til at købe brædder til en ny dør.
De penge vi havde sparet sammen, var jo gået med til købet af huset , så vi måtte klare os med de møbler som jeg havde i forvejen. Det var min væv, et bord, hans skab (eller kiste) min dragkiste, min seng og to stole.
Kom der så nogen på besøg, måtte jeg sidde på skostensskødet (kanten af ildstedet).
Al jorden var hede, og din bedstefar gik i gang med at brække den op med spaden. Om aftenen lavede han fodtøj. (Han må have lært noget skomageri på et eller andet tidspunkt, muligvis ved militæret. Der blev talt om at han havde været såret).
Vi lagde skilling til skilling, og fik jorden dyrket op, og så solgte vi stedet, og købte et bedre.
Da banen til Esbjerg blev anlagt fik han arbejde der, og efterhånden tjente han helt godt, for han blev formand.

Så stred de sig da gennem årene. Flyttede nogle gange og endte med at bo i Gørding. Far var den ældste, og var født i 1867 i Maltbæk. Han havde en søster i Vejrup, og en bror og en søster på New Zealand. En yngre bror døde mens han gjorde militærtjeneste. Om dette fortalte bedstemor:

Der kom bud at Peder var blevet alvorlig syg, og så rejste hans far til København for at se til ham: men da han kom derover var Peder død. Hans far fik så ham i en kiste og rejste hjem med ham i en kreaturvogn. Det tog halvanden døgn. Det var strengt for ham…

Bedstefar må ved den tid have været omkring 67 år gammel. Så det har været en hård tørn at sidde i en kold kreaturvogn i halvanden døgn, ved sin døde søns side.

*10 skæpper korn = 180 potter 1 tønde korn = 144 potter