”Du skal op ad Over Fussingvej og lige før ”Skivhøw” drejer du til højre”! Den besked kan man risikere at få, hvis man spørger en ældre bjerregravborger om vej.
Når spørgeren så vil have at vide, hvor ”Skivhøw” ligger, så får han fortalt, at det er marken mellem Bjerregrav og Over Fussing. Men du vil lede forgæves efter navnet på kort over byen.
I et næsten 200 år gammelt digt af bjerregravpræsten Briem dukker navnet op: Udsigt fra Skibshøj. Det er altså en nu sløjfet oldtidshøj, der har givet navn til et sted i byen. Uden at nogen vel i dag kender baggrunden.
Præsten står på højen og beskriver, hvad han ser. ”Så nævn min strengeleg, De stille glæder Som denne udsigt herligt skænker mig Så tidt jeg denne kæmpehøj betræder Og hver gang næsten mere lykkelig”
Mod vest kan han skimte Viborg Domkirkes tårne, vel 30 km borte, og bag Læsten ser han Hammershøj og Ørum.
Hvad var det for en kæmpehøj, der lå her engang, og hvornår er den blevet pløjet ned?
I 1890 registrerede en arkæolog oldtidshøje på egnen og noterer, at der på en mark ved skellet mellem Øster Bjerregrav og Over Fussing var rester af en sløjfet høj. Så på et tidspunkt mellem ca. 1830, hvor præsten kunne nyde udsigten fra Skibshøj og 1890 er højen altså forsvundet.
I 1990 blev stedet igen besøgt af en arkæolog fra museet. Han fandt nogle store sten, hvor højen havde været og aftalte med ejeren af marken, Per Axelsen, at der måtte foretages en udgravning på stedet.
Men på grund af manglende bevilling til arbejdet blev planen opgivet.
Nationalmuseet kan kun oplyse, at der var tale om en høj fra bronzealderen. Og at der var fundet potteskår. Arkæolog Ernst Stidsing fra Randers Kulturhistoriske Museum er bange for, at en udgravning ikke vil vise meget. Der er blevet pløjet for mange gange hen over højen. Om en høvding engang er blevet lagt i højen i sit skib, og at det har givet højen sit navn, det vil arkæologen kun tage som en spændende mulighed.
Men står man på den lille forhøjning, der stadig tegner sig på marken, kan man gøre som præsten dengang og nyde udsigten mod Læsten og Sønderbæk.
Og selv om Skibshøj for længst er pløjet væk, kan man stadig have ”Skivhøw” som et pejlemærke i Bjerregrav.
Kilder: Randers Kulturhistoriske Museum, Nationalmuseet, Pastor Briems Fussingø digte
Når man i dag går tur i den tilgroede Bjerregrav mose, er det svært at forestille sig, at der her i det store moseområde blev produceret millioner af tørv. I krigsårene og til sidst i 50`erne var hundreder af mennesker beskæftiget i et nøgent landskab fra Skalsåen til Rejstrup og Kousted.
I forbindelse med fællesskabets ophør blev det store moseområde fordelt mellem bønderne i Over Fussing og Bjerregrav. Som en del af årets arbejde, blev der skåret tørv, så man kunne være selvforsynende med brændsel.
Efter 1939 opstod der et stor behov for brændsel, og snart blev produktionen voldsomt forøget. Nu var det ikke længere bare de enkelte bønder, der gravede med en spade. Der kom stordrift.
Når det øverste muldlag var fjernet, var der 3- 5 m tøv at grave op. Det øverste lag, ”hundekød” var så løst, at det kun kunne bruges til optænding. De tungeste tørv lå nede ved bunden. Og havde højere brændværdi.
Producenten blandede materialet, således at tørvene blev af en ensartet kvalitet. En elevator blev sat ned i udgravningen, og der blev kastet tørv på både fra bunden og fra oven.
Fra den fugtige mose sivede der vand ind i udgravningen, så pumperne var altid i gang med at fjerne vand og sende det ud i vandløbet.
Ellen Heiring fra Sønderbæk fortæller:
”Mit arbejde bestod i, at jeg kørte de våde tørv fra maskinen og ud på tørrepladsen Det var en helt flad vogn. Ingen kanter og nok kun en halv meter høj. Den skulle jo passe i højden til tørrepresseren.
Selve processen med at fremstille tørvene forgik således: Fra maskinen og ned i graven var der en elevator. Der stod to mænd nede i graven og fyldte den våde dynd i elevatoren, som så førte det videre op i maskinen, hvor det blev æltet og presset ud af en tud, der var ca. 30 cm bred og 12 cm høj.
Der stod så en mand og læssede over på vognene til vi kuske. Der skulle et bestemt tag til for at få stykkerne lige lange, men den greb som han brugte, har vel haft en størrelse, som nogenlunde har passet i størrelsen. Det skulle jo helst gå hele tiden, så det gjaldt om for os kuske at være klar med en tom vogn, hver gang der var en fyldt vogn ved maskinen.
Det vil så sige, at vi satte en tom vogn og flyttede hesten over til en fyldt vogn. Men det var nu ganske let, idet vi bare flyttede hamlen fra en krog på den tomme vogn til en krog på den fyldte vogn. Når vi så kom ud til tørrepladsen, stod der en mand klar til at tømme vognen. Det foregik med en greb, og det gik i en fart, må jeg sige.
Nu er der måske nogen, der tænker, hvordan vi fik alle de tørv talt. Men det gik altså til på den måde, at vi talte, hvor mange tørv, der gik på en favn(= 3 alen eller 1,883 m), og så gik vi jo der med favnmålet og talte og gangede.
Jeg fik 12 kr. om dagen for at køre dynd ud. Mændene var akkordlønnet og fik 105 øre pr. 1000 tørv. De som rejste tørvene fik 65 øre pr. 1000 tørv. Der er vel ingen i dag der ved, hvad det vil sige at rejse tørv, men når tørvene blev lagt ud på pladsen, lå de ned ganske tæt. Når de så var halvtørre, svandt de jo lidt i størrelse, og så skulle de op og stå på højkant. Det var et hårdt arbejde at rejse tørv – både fingre og ryg blev ødelagt.
Når tørvene så var ved at være helt tørre, så var der igen en mand til at smide dem sammen i en lang rille, således at lastbilerne kunne køre mellem rillerne og læsse – også med håndkraft. Alt foregik med håndkraft dengang. Jeg mener, at ham som rillede tørvene fik 50 øre pr. 1000 tørv. Sommeren 1945 producerede Jens, som jeg arbejde for og som senere blev min mand, 2 576 000 tørv – altså godt 2½ million tørv. Den bedste ugeløn, jeg kan finde i min regnskabsbog, var på kr. 250,-. Det var mange penge dengang, hvor man kunne få en liter mælk for 36 øre, og et rugbrød gav vi 58 øre for.
Når der var produceret 1 million tørv blev der holdt milliongilde. Det vil sige, at arbejdet blev stoppet, og så vankede der øl. Vi havde en elmotor til at trække tørveværk og pumpe, så der var lagt el ned i engen. Men det havde vi nu tit problemer med. Ofte var der ikke strøm nok, så stod motoren bare og hakkede og kunne ikke trække værket”.
Fra Kjeld Svendsens erindringer om arbejdet i mosen:
“Tørvene blev lagt ud lidt på skrå, dels for at sol og vind kan tørre på den våde tørv, dels for at lette arbejdet, når tørvene skulle rejses. For at ”holde tal” blev tørvene lagt ud i 5 rækker, og for hver 10 stk. blev der prikket et hul med en finger i den sidste tørv. Når 500 stk. var nået, blev der fortsat med de næste 5 rækker, indtil 1000 stk. lå side om side, og med et lille mellemrum begyndtes på de næste 1000.
Når tørvene var tørret så meget, at de kunne holde til at ”rejse”, tog man de to første tørv og satte i hus. Og med to rækker ad gangen blev tørvene nu rejst op på enden. Var der for mange til at stå i rejsningen, blev de lagt ovenpå.. det kunne ske, at der blev så meget tørvejr, at tørvene kunne ”tages i rejsningen” og køres hjem, så skruning blev sparet.
Skruningen foretoges, når tørvene var så tørre, at de kunne holde til at flytte uden at knække. Der blev lagt en rund bund af ca. 20 tørv, således at der var luftrum mellem tørvene. Der bygges så ovenpå og ”tages ind”, så skruen til sidst står som en kegle.
Som arbejdet skrider frem, fyldes skruen med de mest tørre tørv, eller tørv som gik itu. Når skruen var færdig, var der ca. 500 stk. i den. Rejsning og skruning var mest kvindearbejde. Hele arbejdet med tørvene var slemt for fingrene, idet disse revnede i fingerrevnerne”.
De mange millioner tørv blev afsat i omegnen og ikke mindst i Randers. Kulkompagniet, der levede strøm til produktionen, havde selv en produktion i gang i mosen. Det lå lige for at benytte Bjerregrav station til transporten. Fra tørrepladserne blev tørvene kørt til godsvognene Og så kom det hårde dagsarbejde med at kaste læs efter læs op i godsvognen.
Fra både Sønderbæk og Bjerregrav berettes om et klondikelignende liv, der udfoldede sig ved mosen fra april til oktober. Det var den gode løn, der trak. Ugelønnen var flere gange højere i mosen end i byen. For de fleste var mest bekvemt at finde et sted at bo ved mosen. Det kunne være at leje sig ind på hotellet ved stationen og spise på pensionatet. Andre lejede sig ind på gårdene, boede i skurvogne og hytter.
Ellen Heiring fortæller fra Sønderbæk:
”Der var også 2 små piger på en 3-4 år. Anne og Mitte kan jeg huske de kaldte dem. Det var et par rigtig søde piger, men de havde næsten ingen tøj på kroppen. Det kunne da gå der om sommeren, da kunne de jo nok gå uden både sko og strømper. De flyttede jo derfra inden det blev rigtig koldt. Men hvordan de klarede sig da det blev vinter, ved jeg ikke, men jeg tænker da af og til på det. Min svigermor syede kjoler af noget aflagt tøj til pigerne.
Manden havde heller ikke noget tøj. Jeg tror ikke, han ejede en skjorte. Vi så ham i hvert fald aldrig med skjorte på – han gik altid med bar overkrop. Blev det for koldt, havde han en gammel jakke, han tog på, og hvis han skulle til Randers, havde han et halstørklæde til at dække det bare bryst. Så det varede ikke længe, før vi alle omtalte halstørklædet som Marius` pæne tøj”.
Under disse forhold kunne man forvente druk, slagsmål og kriminalitet. Men der er ingen, der erindrer noget om det! Måske fordi man vidste, at det var nu pengene skulle tjenes. Når vinteren kom, måtte mange tilbage til arbejdsløshed.
Fra slutningen af 1950érne var det slut med at producere tørv i Bjerregrav. Man fik oliefyr, og det var rart at slippe for den sure lugt fra tørvene i kakkelovnen og for løbesoden på væggene.
Kilder: Udvalgte afsnit af: Ellen Heiring Sørensen: Tørveproduktion omkring Sønderbæk i krigsårene. (Purhus Lokalarkiv) Studiekreds omkring tørveproduktionen i Bjerregrav mose 1977-78 ved Thyge Jensen (Purhus Lokalarkiv) Gerhard Nielsen, Bjerregrav
Hver by har sin heks! Og for mange var Hjul-Mariane en kvinde, der kunne mere end sit fadervor. Mariane Rasmusdatter blev født i 1815 i Helsted. I 1853 blev hun i Bjerregrav kirke gift med Laust Christensen, og de to slog sig ned i et faldefærdigt hus ved en lille mose, der dengang fandtes bag forsamlingshuset. Laust ernærede sig ved lidt karetmageri og rygtet fortalte også om krybskytteri i Fussingskoven. Han beskrives som en lille undersætsig mand med et stort skaldet hoved og rindende øjne. Hun som en trivelig bondekone i grøntfarvet vadmelsskørt og med hovedet indsvøbt i tørklæder. Men som ung skulle hun have været en landsbyskønhed, omend af tvivlsomt ry.
I det lille hvidkalkede hus i baggrunden til højre boede Laust og Mariane fra 1853.
På loftet stod to ligkister, som Laust havde lavet og som de skulle begraves i, når den tid kom.
Her i det lille hus foregik der ting, som ikke altid tålte dagens lys. Mariane var byens kloge kone. Ikke blot med urter og gode råd, men også med håndspålæggelser og besværgelser. Man sagde, at hun havde Cyprianus og andre skumle bøger stående. Hun kunne læse over en bullen finger, så den blev rask. Mange frygtede hende. Om en bonde fortælles, at han var bange for, at Mariane skulle komme forbi hans smukke heste, klappe dem og derved gøre dem syge. Kamma Pedersen fortæller, at hendes oldemor blev et offer for Hjul-Marianes besværgelse. Hun fik at vide, at hvis hun gik gennem en bestemt dør, ville hun dø inden en bestemt dato. Oldemoderen tog sig ikke af advarslen – og hun døde inden tiden var gået!
Byens folk søgte hende ikke. Her var hun foragtet, og man drog hellere den lange vej til den kloge kone i Vindblæs for at søge hjælp. Men rygtet om hendes evner nåede vidt omkring. Når mørket faldt på kunne man se folk – ofte kvinder – komme til hende for at få hjælp. Der blev set fjedervogne med kusk som bragte ”klienter” til hendes dør. Der blev talt om fosterfordrivelse. En dag var Mariane på sygebesøg i et hjem og medbragte en krukke med et indhold, der lugtede så forfærdeligt i husets køkken, at konen udbrød:” Den vil a mi sæl et ha te aa sto hie, Mariane”! Mariane svarede:” Da æ dæ manne pæn piger dæ maa haet i sæ!
Laust og Mariane holdt sig for sig selv, og det forøgede blot mystikken omkring ægteparret. Byens folk gik helst en omvej uden om huset. De holdt et par får på lidt jord, men penge kom de vist ikke ærligt til? Besøgende kunne fortælle om et lille grønt vægskab, som skulle være fyldt med pengestykker!
En dag kom sognefogeden og hentede hende, og hun var borte i længere tid.
Efter Lausts død i 1893 blev Mariane boende i huset nogle år. Hun blev svagelig og for at sikre sin sidste tid ”solgte” hun sig til en kone i byen, som skulle passe hende, til hun døde mod at blive hendes universalarving.
Senere solgte konen hende videre til en husmand i Svejstrup for 400,- kr., og Mariane flyttede hen til ham. Da huset blev tømt, var spændingen stor i byen efter at se, hvad huset gemte. Men der var blot almindeligt fattigt indbo. Kun det grønne vægskab havde Mariane ført med sig aflåst. Senere blev huset overtaget af Laurits og Andrea Larsen. Niels Brøndum husker hjemmet som velholdt og hyggeligt og ægteparret som respektable folk.
Huset blev revet ned i 1950erne.
I 1898 døde Hjul-Mariane.
Billeder fra Bjerregrav kirkebog 1898:
Mariane Rasmusdatter: Enke efter Husejer i Bjerregrav, Sønderlyng Herred Laust Christensen, født i Helsted, Borup Sogn, 7. April 1815 Forældrene var Daglejer i Helsted Rasmus Olesen og Hustru Sofie Vognsdatter. Sidste fælles Bopæl var i Bjerregrav
