Lærer Einar Lambert, Skelby, blev født i Ørslevvester 1908. Hans far var enelærer Hans Lambert og farfaren enelærer Hans Lambert i Tyvelse. I 1978 holdt han et foredrag om sin opvækst i Ørslevvester.
Der skete ikke meget i de tyve år, men hjemegnen var aldrig kedelig. Som 10-12-årige drenge badede de i gadekæret. Da en dame klagede over denne nøgenhed til faren, blev den fornøjelse forbudt. De badede også i tørvegravene ude i mosen. Det blev ikke opdaget. Mange år efter tog Einar Lambert ud i mosen med en bekendt. Mosen var nu blevet til en eng.
Man skal ikke opsøge det gamle, sagde han.
Flere gange gik han med sine brødre fra Ørslevvester til Tyvelse, hvor farfaren Hans Lambert var lærer. På vejen kiggede de ind hos Frelsermanden og hans kone i Vetterslev, som gav saftevand og kager.
Han var en ypperlig fortæller og havde som dansk marinesoldat været i Grækenland. Senere skrev han bogen “Under Halvmånens Segl”.
Branden
Den 21. oktober 1913 brændte skolen. Det skete dagen før den halvårlige eksamensdag. Den 5-årige Einar Lambert reddede grisen!
Den følgende morgen bad bedstemoderen i Århus sin mand om at købe Politiken, fordi hun havde drømt, at skolen var brændt. Branden var omtalt i en lille notits i avisen.
Efter branden flyttede de ind på en senere nedreven gård. Biskoppen anmeldte, at han ville komme på visitats. Dengang var biskoppen skolens øverste myndighed. Hans Lambert var lidt nervøs. Visitatsen gik dog godt.
Den 5-årige Einar Lambert fik ikke lov til at være med til den efterfølgende middag.
Pludseligt hørte han, at der blev råbt højt inde i spisestuen. Det var den konservative biskop og hans radikale mor, som diskuterede politik.
Moderen var med i Det Radikale Venstres hovedbestyrelse. Hun kunne være meget skarp.
Klassesamfundet
I hans barndom var der virkeligt fattige mennesker. Skellet mellem grupperne var skarpt. Øverst oppe stod de store gårdmænd, for hvem det var en skam at tage et lån.
Derefter fulgte husmændene og småhåndværkerne. Dem var mange af . Det tredje lag udgjorde arbejderne.
Endeligt var der en til to sølle familier på fattighjælp. De begik ofte lidt småtyverier, og det blev tolereret. Det var en form for fattigforsørgelse.
Over for skolen boede gårdejer, sognerådsformand og amtsrådsmedlem Hans Jørgensen. Hans gård var bygningsmæssigt den største med mange længer og dyr i alle. Ud til vejen lå en kæmpemødding, der om sommeren kunne løbe over og ud på vejen. Når han skulle til amtsrådsmøde, kørte han i en grøn vogn. Han kunne lide at spille kort. Enelærer Hans Lambert kaldte ham sognekongen. Han var en bøs mand. Til fest var han iført jaket og raflebægre – altså støvler.
Da de radikale fik flertal i sognerådet i 1917, blev Hans Lambert sognerådsformand. Det gav kulde mellem de to mænd. Sognearkivet blev kørt fra gården til skolen i den grønne vogn og i høkurve båret op på loftet, hvor der var mus.
Der var en lille missionskreds i Ørslevvester. Medlemmerne var småfolk. De samledes i skolen. Einar Lambert var engang med til et møde. Det gjorde et stort indtryk på ham, at de sang. Han var tæt på at blive missionsmand. Det blev dog ved det ene møde.
I 3½ år tjente han hos gårdejer Hans Hansen, som var en mand med stilfærdig myndighed. Han var meget hjælpsom. Engang om ugen tog han rundt til de enlige gamle og talte med dem. Han hjalp dem med brændekørsel og møddinger og så videre. Han tog sig af en flytning fra Gårdstofte til Valsølille. Ingen lille sag dengang. Han hjalp småbrugerne. Han havde kun venner og fik mange personlige stemmer ved valg.
Tage Jensen hed en arbejdsmand, som havde det svært med at finde arbejde i de hårde vintermåneder. Han havde en pægl brændevin med på arbejde. Han var, hvad man i dag (1978) ville kalde specialarbejder. Han var fantastisk til at flække sten.
Fester
Af traditionelle fester nævnte Einar Lambert Sct. Hansaften, skolens årlige udflugt med hest og vogn til Vrangeskov, skolejuletræet og ornegildet.
Ørslevvester havde et ornelaug, som stod for landsbyens orne. Den blev ført fra gård til gård, når behov opstod, af en mand med en kæp. Ornen gik roligt af sted. Ingen slinger i valsen. Den vidste, hvad der ventede.
En gang om året blev der holdt ornegilde, hvor der blev spist, drukket og danset. Gildet gik på skift mellem laugets medlemmer.
Ud at tjene
8 dage efter sin konfirmation kom Einar Lambert ud at tjene hos Aage Petersen. Han ankom med klædeskab. Det var en barsk start, men han ville selv ud at tjene. Arbejdsdagen gik fra kl. 05 om morgenen til kl. 18 om aftenen med en halv times frokost og en times middag.
Der var ikke så meget at lave på gården. Han fik en spand og blev sendt ud på marken for at pille sten op. Hele dagen, næste dag og næste dag igen. Da Aage Petersen på sin 50 årsdag blev rost som en dygtig landmand, mente Einar Lambert, at det var hans skyld, fordi han havde pillet alle stenene op.
Faderen og moderen ville gerne bestemme, hvor Hans skulle tjene. Efter et år hos Aage Petersen fik hans plads hos Hans Ferdinand i Egerup. Han var radikal. De tærskede med et omgangstærskeværk og om vinteren med plejl. Ingen blev overanstrengt på den gård.
Da året var gået, tog han plads hos Hans Hansen, Ørslevvester. Det var en gård, hvor der skete noget. Når andre gårde havde kørt 30 læs ind, var der kørt 40 læs ind her. De var 2 karle og 2 piger på gården. De høstede hø, skar tørv i mosen og kørte gødning ud. Læsset med roegreb. Der var arbejde i det fra kl. 05 til kl. 18. 500-1.000 slag skulle der til, førend ajlebeholderen var fyldt. Når han som 17-årig slæbte sække på 100 kg. op på loftet, rystede benene under ham.
Der var ingen urimelige krav. Vi havde det godt.
Hygiejne
Siden 1920 var der sket en del på hygiejnens område. Dengang vaskede man sig i ko- eller hestestalden, hvor vaskefadet og sæbeskålen stod, og håndklædet hængte på et søm.
Om vinteren var der ikke tale om kropsvask. En mand hævdede, at han kun havde fået kropsvask to gange i sit liv. Det var, da han blev født, og da han skulle på session.
De vasker mig vel også, når jeg er død!
Om at dø
Om døden dengang og nu kom Einar Lambert med nogle betragtninger. I dag dør folk på hospitaler, hvor de bliver passet og plejet. Dengang døde man i sit hjem med de pårørende omkring sig. Det var en bedre død end den på hospitalet. Dengang blev mand af huse inviteret til begravelse. Det var hyggeligt, fandt han og nævnte blandt sin farbrors begravelse i Rørby.
Einar Lambert havde gennem mange år set, hvad det betød, at præsten fandt ud til de gamle og svage i sognet og med sin snak lyste lidt op i deres trange tilværelse. Ligeledes var det en selvfølge, at de kunne gå frit ind og ud af de lokale sygehuse og besøge sine sognebørn til en lille opmuntrende samtale. Det behøvede ikke dreje sig om himmel og helvede. Det kunne godt være ganske dagligdags snak. Det, at præsten kom, var en god ting.
Da hans stedmor, Kamilla, skulle dø, sad han en dag hos hende alene.
Hvis pastor Hansen havde levet, var han nok kommet op for at se til mig, sagde Kamilla.
Det er der nok ingen tvivl om. Vil du gerne have besøg af en præst? Jeg kan skaffe dig en. Det er helt sikkert.
Næh, det vil jeg ikke, for jeg kender dem ikke.
Det er nok din egen fejl. Du har ikke formørket kirkedøren særligt meget i den sidste tid.
Næh, jeg har klaret mig med radiogudstjenesten. Grunden til at jeg ikke er kommet i kirke, er mine dårlige øjnes skyld, for jeg har dårligt kunnet gå udenfor, fordi jeg ikke har kunnet se, og jeg kunne da også ligge og læse i en salmebog og så videre, sagde Kamilla.
Det er svært for pårørende at tale om liv og død, og det gjorde mig ondt, at hun skulle ligge der og savne det. Men når det er sagt, at hendes sygdom – hun var en gammel kone på 86 – har vist mig, at det nære samfund stadig eksisterer i 1978. Hun modtog fra venner og bekendte al den venlighed og varme, hun kunne forvente sig og mere til fra venner og bekendte. Selvom forholdene på landet har ændret sig meget, er jeg sikker på, at vi stadig kan fremhæve det lille samfund, som det, der er godt at leve i.
Med de ord sluttede Einar Lambert sit foredrag om opvæksten i Ørslevvester.