Johanne Sparres var søster til Maren Johannesdatter Sparres, der gjorde livet surt for sin søn David Pedersen i Nr. Touborg.

Først i januar 1756 dør Oluf Poulsen i Hyldgaard. Den 76-årige Johanne forsøger at ernære sig selv. Hun søger arbejde i Lemvig, men uden større held.

Kort tid efter finder vi hende i Lemvig stillet for retten som “en fattig gammel enke fra Nørre Nissum” – hun er rendt af pladsen.

I tingbogen kan man læse:
“Ligeledes var mødt for Retten paa velbem. Sr. Hees vegne Peder Smidt af Lemvig og producerede en Rettens Stevning paa Papir No 18 af 4. Dec sidst paa en hans Tienestequinde eller gammel Enke af Nørre Nissum Sogn Johanne Johannesdatter ham tagne Tieneste. Samme Stevning med sin Forkyndelses Paaskrift Smidt byidende læst, og Acten til ført som og skede, lydende føl:
Sr Jacobsen mødt paa Johanne Sparres Vegne og i Retten foreviiste Brev fra Hans Hee hvor i hand tilstaaer at ville frafalde Sagen mod hende mod at hun betale til Lemvig Byes fattige, og blev da derefter besluttet at hun betaler i Sagen Omkostninger 2 M 2 S og 2 M til Byens Fattige, som Sr Jacobsen strax betalte, hvor jmod Sagen er ophørt og frafalden.”

Denne gang klarer Johanne Sparres næsten frisag.

Maren havde kendt bedre dage. Mens hun var gift med Iver og Oluf, sad hun som velhavende gårdmandskone i Hyldgaard i Nørre Nissum. Nu søgte hun tryghed i sin alderdom. I kirken havde hun lært, at mennesket er ikke skabt til at være alene, så en dag flyttede Peder Christian Meyer ind i den tomme ægteseng hos vores aldrende ane (72 år). Trolovelse 2. Påskedag – den 16. april 1761 og bryllup den 10. august s. å.

Sønnen, Johannes Iversen i Geilgaard, er en fornuftig og økonomisk mand. Han får i tingbogen indskrevet, at Peder Meyer ikke kan få del i “den Afgift eller Aftægts Pleie, som hun (Johanne) var tillagt fra Geilgaard al Hendes Livstiid” samt, at alle de ting Johanne havde taget med fra Geilgaard, når hun var død, skulle leveres tilbage til Geilgård.

Det har sikkert været en streg i regningen for Peder Meyer, der blev udskreget som det, der på jysk kaldes “en skidt hvalp” – og sandt er det. Allerede før bryllupet havde han bragte skam over sin aldrende brud. Det ses af den kendsgerning, at parret på deres bryllupsdag måtte stå offentlig skrifte i en sikkert stopfyldte kirke i Nr. Nissum.
Johannes fik desværre ret. Knap var Peder Meyer blevet mand i huset, før han tvang Johanne til at afbetale på “sin hemmelige Gield”. Og ikke nok med det. Han begyndte at gå rundt i nabolaget og sælge billigt ud af hendes ting bl. a. mange alen stof, hun havde vævet – alt sammen for at finansiere sin “drikken og svirren”.
Og endelig, da han havde sat alt overstyr, forlader han Johanne.

Johannes Iversen var rasende. Han måtte nu forsørge sin mor og betale for hendes logi på gården, Buggesboel, i Fabjerg “-da ingen ville ræcke Hende Haanden eller give Hende mindste Almisse, formdelst hun forhen sad som en formuende Enke.”

Syv år senere vender Peder Christian Meyer tilbage for at fortsætte med “Tyverie, Skarns Stycker, Drik, Fylderie og Liderlighed”, men da har Johannes Iversen fået nok. Peder Meyer bliver slæbt for retten, der dømmer ham til to års ophold i Tugt og Manufacturhuset i Viborg.

Dommen ses i Tingbogen:
”Johannes Iversen udi Geilgaard i Nørre Nissum haver, paa egne og Moders Johanne Johanes Datters Vegne, ved lovlig Stævnemaal af 14de
Nov: a.p., ladet Peder Christian Meyer, opholdende sig udi Buggesboel Huus i Fabjerg, indkalde for Schodborg Vandfuld Herreders Rætt til Doms Kiendelse, for hans slette og utilbørlige Opførsel og Forhold imod hans gl. Hustrue, som er Citantens Moder, i det han, ungefæhr for en 7 Aars Tid siden, forlod Hende og rejste her fra Egnen, efter at hand i forveyen havde forødt og sat overstyre, hvad hun eyede og havde, saavel reede Penge som Gods, og saaledes efterladt hende i yderlige og fattige Omstændigheder; hvor om Citanten, til Doms Actens Vedhæftelse, haver produceret et her ved Scodborg Vandfuld Herreders Rett ført Tings Vidne, begyndt den 22de Nov: 1770 og sluttet den 6te Decemb: næst efter, og derved oplyst og beviist:

1: at Peder Christian Mejer, ved Indtrædelse i Ægteskab med Citantens gl. Moder, har frasagt sig den Ophold og Aftægt, som ved Geilgaards Fratrædelse og Afstaaelse, var hende accorderet at nyde hendes Livs Tiid, hvilket alt hans egenhændige underskrevne af Dato 22 Martii 1761 tydelig udviiser, og udi Tings Vidnet findes anført Pag: 34.

2: Ved Ed førte Vidners endelige Forklaring beviist:
a. at han før sin Afrejse solgte sin Kones Kiste og Klæder med videre ved offentlig imod hendes Minde og Villie uden at 1 Skilling deraf er kommen hende til Gode.
b. i hvor vel han, efter den producerede Specifikation, under Johannes Iversens Haand, havde bekommet En Deel Penge af hende til sin Gjelds Afbetaling, vide Tings Vidnet Pag. 60 og 61.
c. at han nu er komen tilbage igen, har hemmeligen og imod Hendes Villie frataget Hende et Stycke stribet hiemegiort Tøj paa 30 All: og solgt Eendel af same, Neml: til Lars Bruunsgaard i Nissum 3 All : à 2 M og til Thomas Mølgaard i Gudum 2 All : à 2 M 2 S hvilket Kiøberen ogsaa Selv for Retten haver tilstaaet .
d. at Peder Mejer er et liderligt og Drikfældigt Menneske, der har sidet og svirret og drukket i Kro-Huuset i hele Dage tillige og forlods fordøyet saavel sin Kones tilbragte Midler som hvad han selv kunde forhverve.
Derimod haver Peder Christian Mejer første Dag, ved sit i Retten indgivne Indæg, vel søgt at retfærdiggøre sit Forhold, og ligesom kaste Skylden paa Citanten og sin Hustrue, men ey fremlagt noget lovgyldigt Beviis som saadant sit foregivendes Rigtighed, følgelig kan det iche tiene ham til nogen Forsvar eller Befrielse i den Sag. – Som det af forestaaende erfahres, at Peder Christian Mejer icke, som en retskaffen Mand, efter den ham paaliggende Pligt og given Revers har viist tilbørlig Omsorg for hans gl: Koene; men tvertimod, som en Fordøyer og Ødeland, paa en liderlig Maade, skilt hende ved Hendes reede Midler og Gods ja ligefrem udplyndret hende baade først og sidst, saa hans hele Adfærd viiser, at han icke har attraaet andet, end at øde og spolere alt hvad hun maatte eye og have og saaledes at sætte hans gl: Koene, paa hendes høye Alderdom, i trængende Omstændigheder.
Altsaa Kiendes hermed for Ræt:
1. at Peder Christian Mejer for saadan hans slette og ulovlige Forhold imod hans Hustrue, bør, til nogenledes Rettelse, at indsætte til afbryde i Viborg Tugt- og Manufactur Huus paa 2de Aar, og derforuden at betale i Proceshens Omkostninger 6 Rdr, inden 15te Dage efter den Doms lovlige Forkyndelse, under Ram og Indførelse i hans Eyende, hvor same maatte forefindes. – 2.Hvad angaar de 3de Kiøbere, Neml: Peder Katkier, Lars Grummesgaard og Thomas Mølgaard, da siden de have handlet med en Person, som icke kan skaffe lovlig Hiemel til det, han haver solgt dem, Tilpligtes De, enhver for sig, enten at levere det kiøbte Tøy tilbage in natura eller at betale Dets Værdi, som De, efter deres egen Tilstaaelse, kar kiøbt det for, imod Regres til Mejer, som Sælger, det inden 15ten Dage efter denne Doms Lovlige forkyndelse, under Lovens videre
Tvang.-
Dato til Bekræftelse under min Haand og forsegling. – Actum anno, die et Loco et Supra. – J. Søfrensen.( L.S. ) (B77B – sp 2 side 419-20)

Johanne Sparres har sikkert ikke været den mest indtagende blandt vore kvindelige aner, men man har svært ved ikke at føle medlidenhed med hende, den gamle, stride og måske senile indsidder i Buggesboel i Fabjerg, der trods tidligere velstand nu “end ikke kunne håbe på at få så meget som en almisse”.
Man kan forestille sig den lettelse, der er gået gennem sognet, den dag i juni 1777, det blev kendt, at Johanne Sparres var død.
Johanne blev begravet den 23. – med ligprædiken Hvem ville ikke gerne have været med på en ”lytter” i Nr. Nissum kirke hin junidag i 1777.

Min ane Johannes Iversen (1720 – 1802) boede i Gejlgaard i Nørre Nissum. En djærv, vestjysk bonde, der ikke var bange for at føre processer – især ikke, hvis der var penge at tjene – men ved processen mod tateren Jørgen Kolli var han og andre gode bønder fra Nørre Nissum bemærkelsesværdig ulden i mælet, når de blev bedt om at besvare anklagerens spørgsmål i retten.

Keltringen Jørgen Christian Erichsen Kolli (ca. 1714 – 1786) residerede i Kjeltringhuset i Nørre Nissum i midten af 1700-tallet.
Som andre af hans slags opretholdt han livet ved at skære grise og kalve, flå selvdøde dyr og andet urent arbejde.
Som barn af en kjeltring vidste han sig udstødt, hadet og afskyet af egnens befolkning. Han og hans lige fik aldrig muligheden for at blive optaget i ”det gode selskab”, så hvorfor og hvordan skulle han lære at opføre sig anstændigt.
I stedet terroriserede han hele egnen i en grad, man i dag har svært ved at fatte.
Jørgen kom langt omkring – helt over til Vejrum – hvor han efter sigende nær havde myrdet en pige, der gik ham i bedene ved at skære grise. Han følte sig truet på sin næring.
Andre så ligefrem med en vis forståelse på episoden ”det var jo bare kjeltringer”.
Men da Jørgen og hans søster Johanne den 30. august 1744 måtte stå offentlig skrifte i Nørre Nissum kirke anklaget for hor, var bægeret fyldt.
Samfundet viste sin magt. Jørgen Kolle, søsteren og et par andre kom for retten.
De Nissum-bønder blev indkaldt som vidner. I tingbogen kan man tydeligt se, hvordan de fleste forsøgte at undgå at svare alt for klart på anklagerens spørgsmål:
”Jørgen Kolle havde intet ondt giort dem, men dog levede hand ei saa skickelig som hand burde.”

1. Tilspurgt: Om de ved han lever forligelig og tilbørlig med hans Hustrue.
Vidnet Johannes Geilgaard svared, at hand vel havde hørt af andre at Jørgen Kolle skulle ej forligelig leve med sin Hustrue men hafde icke self hørt eller set det.

2. Tilspurgt: Om de icke har hørt at hand har levet et ondt og skammeligt lefnet med løse Quinder og omvandrende kieltringer baade før og siden hand blev gift.
Johannes Geilgaard: Ja, hand havde omløbet med løse Quinder baade før og efter hand blef gift og saa med dend i Dag indstefnte Maren, men hvorledes hand hafte levet med dem kunne han icke sige

3. Tilspurgt: Om de icke og har hørt at hand skal være udlagt mange gange for barnefader af en Racker Quinde som kaldes Boel i Vester Egnen?
Johannes Geilgaard svarede hand hafde hørt det sige og vidste det af Spørgement.

4. Tilspurgt: Om de icke ved, at Jørgen Kolle har sidste Aar ligget i et ondt lefnet med fremede Quindfolk Hand hafde løbet om sidste Aar med den fornnævnte Maren som icke var hand anstændig da hand hafde hans ægte Hustrue levende med Søsteren Johanne (B77B – sp5 s.587) Det hjalp ikke Jørgen Kolle, at Johannes og bønderne af angst var lidt uldne i mælet.
Horeungerne løb jo rundt synlige for enhver, især barnet med søsteren Johanne var en torn i øjet på de gode Nissum-borgere.
Flere har sikkert nydt at kunne sige tak for sidst for den tort, de gennem årene havde måttet lide. Alle vidste jo, at Jørgen var skyldig.
Dommen lød på fire års hårdt strafarbejde ved ”skubkærren”, som det hed, i det nyligt opførte ”manufaktur og forbedringshus” i Viborg.
Søsteren, Johanne, der havde født Jørgens barn og sammen med ham havde stået offentlig skrifte i Nørre Nissum kirke, fik otte års strafarbejde. To andre søskende blev frikendt.
Samfundet havde viste sin styrke og taget hævn over de udstødte.

Efter Jørgens begravelse købte en lokal bonde huset og brændte det ned til grunden. Overleveringen vil vide, at adskillige ”kjeltringer” ved den lejlighed vrimlede ud af huset.

Men Jørgen Kolle og hans stakkes familie var ikke de eneste udstødte i 1700-tallet. Man regner med, at der i Danmark var omkring 65.000 personer, der med eller uden skyld var blevet subsistensløse. De måtte tåle folks foragt og modvilje, mens de hutlede sig igennem livet ved at vandre rundt som betlere eller sad under kummerlige kår som fattiglemmer i fattighuset.

Flere oplysninger om Jørgen Kolle og hans lige kan findes i: H. P. Hansen – Natmændsfolk og kjæltringer – bind 1 side 254.

David Pedersen blev født omkring 1724 i Nørre Nissum som søn fæstebonden i Nørre Touborg, Peder Davidsen og hans kone, Maren Johannesdatter Sparres. Den 5. februar 1753 overtager David fæstet på Touborg efter sin far. Dagen før, den 4. februar 1753 var stavnsbåndet blevet genindført. Adelen manglede arbejdskraft på deres godser, og kongen ville være sikker på, at der altid kunne udskrives værnepligtige til hæren. Stavnsbåndet betød, at bønderkarle mellem 14 og 36 år ikke måtte forlade det gods de tilhørte – var knyttet til.

Fæstebrevet, ses indført i tingbogen under den 5. februar 1753 godt tyde på. Det lyder:

No 19  F5 12 Sk   1753
Underskrevne Anne Marie – Sal. Cammer Raad Mathias Pedersens efterleverske til Kongensgaard tilstaar og herved vitterlig giør at have sted og fæst til min Bondesøn David Pedersen det lidet stæd Nør Touborg i Nissum som hans Fader David Pedersen nu ibor i fæste har haft og til hannem afstaaede og oplat haver paa følgende Conditioner:

I.         Saa længe begge hans forældre lever og er nogenledes ved Helbred og oven Sengen, sider han med dem, og ei gifter sig, uden deres gode villie og samtøke med Mindre der sygdom og svaghed skulle paakomme dem, da fornødenheden sligt udkræver.

II.        Omgaaes hand dem sønelig, kierlig og vil og forsyene dem med deres fornødne underholdning lige med sig selv som ogsaa efter deres død skaffer dem en sømmelig begravelse og iordefærd, hvorimod David Pedersen for det.

III.       Beholde alt hvad hans forældre efterlader sig, uden nogen Skifte og deling med hans afvgn sødskende, eller at de derpaa have nogen Protention.

IV.        De gamle love at viise Sønnen ald den hjælp og assistence muligt er, og ei give aarsag til nogen uEnighed klager eller Dispute, og i fald Samme skulle ved døden afgaae før hans forældre, staaer ded gamle fæstebrev endda ved Magt. Naar nu ovenskrefne saaledes rhedelig og tilbørlig holdes skal fornte.

V.         David Pedersen for det beholde bem. hans faders stæd og fæste sin lifs tid uud lige Ret og tillæg som hans fader og formænd, det have haft og brugt, Stædets bygninger forbedrer og istand holder, marker ei til upligt bruge, Aarlig til hver Martine betale Husbonde for ægt og arbejde Skyld og landgilde, de 4re Quartaler og kornskatten medberegnet, Rede penge 6 Rd, skriver 6 Rigsdaler. Indfæstning har han i dag betalt med 8 Rd og i alt Øvrigt, som een fæstebonde, retter sig efter Kongens Lov og forordninger, under denne fæstes fortabelse.

Dete til bekræftelse under min haand og forsegling.
Lemvig dend 5te febr. 1753
Anne Marie
Sal. Mathias Pedersen (B77 B-5a, side192b)

Man kan undre sig over fæstebrevets skarpe ordlyd, men herskabet på Kongensgaard har måske ikke været helt uvidende om, hvad der foregik i Nr. Touborg – og det er vi heller ikke.

Samme år fik David sine forældres samtykke til at gifte sig. Der var trolovelse den 19. oktober, og vielsen foregik i Nørre Nissum kirke lige før jul, den 19. december. Bruden var Maren Pedersdatter, der sikkert stammede fra Nørre Nissum.

Da H. V. Richter overtog Kongensgaard i 1755, nævnes det i tingbogen, at det var David Pedersen og hans svoger, Jens Maltesen, der boede i Nørre Touborg, der som mange andre fæstegårde var en dobbeltgård.

I tingbogen under den 29. januar 1756 får vi et tydeligt billede af, hvad Peder Davidsen, Davids far, og senere David måtte stå igennem på grund af moderens hidsige temperament, senilitet eller sindssyge.

David har givet op og stævnet moderen for retten i Lemvig. Gennem vidnernes forklaring får  vi et indblik i et af de mest tragiske eksempler på ufred i vor slægt.

Torsdagen den 29de Janv: 1756 Dommer og Skriver Jørgen Sørensen. Stolemændene vare: Morten Madsen, Søren Futtrup, Henrik Christensen af Lemvig samt Peder Pedersen Synderby i Fabjerg.
Fremkom for Retten sr. Peder Nielsen Smith af Lemvig og producerede Een skriftlig Rettens stefning paa papir No 18 af Dato 22.  Janv: sidst hvilken stefning med sin forkyndelses paaskrift begierende i Retten læst, paaskreven og  den forventede act tilført som og skede, lyde fol: Efter Begiering paaberaabende Retten de indstefnte Neml: Maren Johannesdatter Sparres, Johannes Iversen, David Pedersen og Hustrue, Hvor efter anmeldte sig David Pedersen, som tilstod stevningens lovlige forkyndelse.
Smidth begierede at Retten ville Æske David Pedersens fæstebrev og at dend i Retten maatte vorde fremlagt til læsning og protocollation, hvorefter David Pedersen fremlagde hans fæstebrev af Dato 5. Febr 1753, som blev læst og lyde fol: Jfølge stævnemaalet var Smith beføiet til at giøre følgende Spørgsmaal til David Pedersen.

1.         om hand har nægtet sin Moder noget til hendes underholdning og lifsopophold af det han selv har haft enten ved hans bord eller i hans huus.

2.         om hand veed eller er vidende at hans hustrue Maren Pedersdatter enten ved opsætsighed eller gienstridighed har forvoldt saadan ufrighed.

3.         om han veed eller er vidende at hans Hustrue Maren Pedersdatter enten med Opsætsighed eller gienstridighed har forvoldt saadan ufrieghed, Paa hvilke 3de Spørgsmaale Smit begierede Retten ville indhente David Peders: svar
David Pedersen svarede paa 1te Spørgsmaal, Nei hand havde ingen aarsag givet til den ufrieghed der har været jmellem ham og Moder. Paa det 2dte Spørgsmaal svarede, Nej vist havde han icke nægtet hende noget til underholdning, Paa 3die svarede, Nej vist havde hans Hustrue icke været aarsag til ufrigheden, og erklærede i det øfrige der paa at aflægge lovens Eed naar den ham vorde tillat: David Peders: blev endelig tilsidst tilspurt om han intet havde hans moders fæstebrev med sig eller quitaatj bogen, Svarede Nej ingen af delene, Man havde vel begieret quitaatj bogen af hende, men ej til Datum faaet dend.

Videre erklærede Smith at dend uforliegelighed, dend forargelig Levemaade og onde forhold har foranlediget Smith at lade dend Gl. Maren Sparres Lauværge her til tinget at indstevne, for sligt at faa fremmet, om muligt er, og til den Ende indkaldt 4re af Nør Nissum Sognemænd, som og i lang tid har været ?)—-end og videre fremlagde en ?) Mi— fra Præsten Christian Brun i Nissum. angl. samme Beskaffenhed, hvilket Smith begierede i Retten maatte læses og Acten tilføres, som og skede lyde fol: hvorefter Smith var begierende at de indkaldede mænd maatte for Retten fremkaldes og tages under Eed for at vidne deres sandhed hvad de om dend ting er bevist, og fremstod da Jens Maltesen, Christen Jepsen og Peder Pedersen Støvlbæk samt Christen Christensen af Høgsgaard alle af Nissum sogn, for hvem forklaringen over Eeden af Lovbogen blev oplæst med formaning at sige sandhed, og derpaa med paalagte sore Lovens Eed at vidne deres sandhed i denne sag, hvor efter de 3de afvigede og Jens Maltesen af Nør Toubro Toubro, som er næste Naboe til den indstefnte Persoeen blev af Smith tilspurt.

1.         om han icke veed at de har levet uforliigelig i Nør Touborg paa Nogen tid.? Svarede iae det vidste Hand og var icke dulgt.

2.         om vidrer veed at skylden er hos Søn eller Kuen eller hos hans gl: Moder? Svarede saa vidt hand vidste hafte dend gl: Mor været aarsag til ufriegheden

3.         om hand ved at Maren Sparres paa visse tider har voldt et slemt huus i Touborg? Svarede sidste aar havde hand icke været overværende, men Juuledag hen ad Aften kom der bud efter ham, og da var Maren Sparres meget Uregerlig saa det lod sig ansee hun enten var fuld eller gal.

4.         tilspurt om vidnet dend tiid kunne Raade med Maren Sparres enten med det onde eller det gode? Svarede at hverken hand søn eller Hustrue kunde Raa de hende paa Nogen Maade og sønnen David havde hun oprevet i Ansigtet saa blodet gik ud.

5.         om vidnet veed at slig hendes onde adfærd baade hemmelig og aabenbare er søgt at Raade Bod paa af Præsten?            Svarede: ia vist var der.

6.         om vidnet veed at deres hosbond og fuldmægtig har søgt at Raade Bod der paa og Vigilleet for de skulle blive forliiggelig? Svarede: iae, det viste han og.

7.         om vidnet veed at David Peders. og Hustrue saa nægtet deres Moder hendes underholdning oh lifs ophold af hvis de selv havde haft og nødt. Svarede nei det havde han intet hørt.

8.         om hand veed Maren Sparres  er fløttet fra Toubro, da hvor og hvormed hun er fløttet? Svarede Vidnet og Christen Hundskier blev begieret d 5de Janr. sidst at komme der ind og da var Johannes Gilgaard. møt med hans vogn og afhentede Maren Sparres hiem til sig tillige med hendes kiste og seng, samt 1 Jern Kachelofn, 1 kaaberbrøg Kiedel af gruen og andre smaae Sager som hand ej just kand forklare.

9.         om hand veed at Maren Sparres havde nogen lov af hendes Hosbond at flytte fra Touborg? Svarede nei det viste hand icke.

10.        Endelig om hand var beviist Maren Sparres havde nogen Pass hvormed hun kunde have tilladelse at qvitere godset? Svarede det viste hand icke.

Efter dette vidnes udsigelse af protocollen var oplæst og samme under aflagde Eed hafde tilstaaed og efter at Retten havde paaraabt den indstefnte Maren Sparres med Lauværge, Men icke mødt, blev vidnet Dimmitteret.

Og igien fremstoed Christen Jepsen af Hundskier som svarede paa 1te qvestion til forrige vidne. Jae der havde undertiden været ufriighed imellem dem.
Paa 2de sp: Sv Moderen var mere ondrig og klammeragtig end de unge, troede vel der for hun havde skylden.
Paa 3die svarede: hand havde været der 2 à 3 gange og da hafte der været et slemt huus, saa det lod sig ansee som om hun ej var Ret ved forstanden.
Paa 4de svarede hun lod sig beqvemme, men spurte siden, det ej stod sig længe der var fred.
Paa 5te iae! havde hørt tale om at præsten havde formanet og til rette sat hende.
Paa 6te svarede. det viste hand til visse.
Paa 7de det havde hand icke hørt nogen tid.
Paa 8de svarede ligesom Jens Maltesen afvieste hanen.
Paa 9de ligesom forige vidne og  Paa 10de Ligeledes som forige vidne, Endelig før dette vidne blev dimitteret fra Retten vilde Smith spørgen ham om hand kan nægte om Maren Sparres it ofte har levet i et uforliigeligt og forargeligt levned baade med  hendes afdøde Mand og Børn?  Svarede hand havde hørt sige at hun Raadede for Manden og levede med ham og Børn ichun maadeligt. og da ingen var møtsom havde vidnet videre at tilspørge blev hd. fra Retten dimmitteret.

Dernæst fremstoed Peder Pedersen Støvlbæk, som under lige soren Eed svarte
paa 1te Spørgsmaal Jae hand hafde hørt meget der til, men icke selv overværende der ved.
Paa 2dte derom viste hd. intet
Paa 3die viste det iche uden hvad hd. har hørt af andre.
Paa 4de og 5de viste intet uden efter sigende.
Paa 6te det viste han til visse
Paa 7de det hafte hand iche hørt.
Paa 8de hand hafte hørt det lige saadan som de 2de vidner afvundet haver.
Paa 9de og 10de svarede nej, det viste hand iche. Paa sidste qvestition til næstforrige vidne svarede at hand havde hørt at hun Raade for Manden. Smith ville nu tilspørge dette vidne om hand kan nægte at Maren Sparres io ofte har levet i stor uforligelighed og Dispute med hendes og vidnets Naboe Nafnl: Jørgen Stokholm. Svarrede de havde undertiden skiftet deres mellemværende noget knobervorren, for det 2dt kand nægte at Jørgen Stokholm  som Maren Sparres Naboe har anklaget hende for Præst og hosbonde og  hun derfor er bleven anklaget var og for i Lemvig ved hosbonden og blev til Rette sat derfor. Og da ingen havde ham videre at tilspørge blev hd. fra Retten demmitteret.

Da igien fremstod Christen Høgsgaard, som paa1te Sp. svarede ia hand hafde hørt det og iche troet det var sandt.
Paa det 2dte svarede nei, hand havde iche været overværende, dog troede han nok den gl. havde skylden.
Paa 3die hand viste iche Nogen fordels vished, uden hvad han havde hørt sige af andre.
Paa 4de kunde intet forklare.
Paa 5te svarede ia Præsten havde inde hos hende.
Paa 6te svarede ligeledes ia.
Paa 7de det havde han iche hørt tale om.
Paa 8de forklarede hun var flyttet til Geilgaard men hvad hun var flyttet med vidste hand iche uden efter sigende.
Paa 9de og 10de det vidste hand iche. Smith vilde viidere tilspørge dette vidne om hand kand nægte at hand io ved Maren Sparres levned ofte uforligelig baade med hendes Mand og Børn og førte forargeligt lefnet. Svarede det kunde han iche nægte thi det var desværre en Sandhed. End mere tilspurt vidnet om hand  veed at David Touborg havde anden Kachelofn end den hans Moder tog, og om de iche havde ild og varme hver dag naar behov giørtes? Nej iche uden den samme. Viidere tilspurgt om de havde anden kiedel i grue eller uden grue, end den som Maren Sparres tog – Svarede Nej. Endelig og til slutning tilspurgt vidnet om David Peders, Hustrue og Spæde Barn iche maatte qvittere huuset da Kachelofnen var nedbrut og hvad tid det skeede? Svarede paa hellig 3 kongers aften, da Kachelofnen var nedbrudt matte de qvittere huuset, siden de ingen varme kunde have der, og tog Logimente  hos Jørgen Stokholm 1te Natten til de igien havde samlet nogle leerpotter at opsætte en Kachelofn af. Og da ingen havde vidnet videre at qvestionere enten pro eller contra blev hd. fra Retten Demitteret. sør P, Smit Kunde gierne føre flere vidner og beviiser over Maren Sparres hendes onde forhold, adfærd og forargelige levemaade ia baade muntlig og skriftlig beviiser hendesgierninger grovere end i dag afvundet er, men som er alt for erlat og aabenbar og deraf de 4re mænds aflagde vidne saas at hun er baade Guds og Kongens Lovs overtræder, saa slig hendes Gierning nok at afstraffes, saa Begierede Smith af Retten at hvis som i dag er passeret maatte ham formaa af tingsvidne en beskreven Meddel, som og af Retten stad. blev.

Det kan vel ikke undre, at forholdet mellem de to naboer og fætre, David Pedersen og Johannes Iversen, der sad i Geilgaard, kølnedes en anelse.  Af fadderlisterne ses det, at de i tiåret fra 1755 – 1765 ikke var blandt fadderne i henholdsvis Geilgaard og Nr. Touborg. Efter 1765 er forholdet åbenbart normaliseret.

David levede endnu tyve år som fæstegårdmand i Nr.Touborg. Århundredets sidste årtier var gode år for landbruget med fremgang for de fleste, bønder som fæstebønder – også i vor slægt – men David. Han døde året før de store bondereformer og blev begravet den 9. april 1787 – stadig fattig – så fattig, at han blev begravet uden ligprædiken eller salmesang af degnen.

Jo! Familien i Nørre Touborg var stadig i stand til at leverede stof til hyggesnakken over hækken i Nørre Nissum, men måske fik folk andet at tale om to år senere, da Den franske Revolution brød ud (1789).

Og stakkels Maren, der nu ikke længere kunne beholde fæstet. Om hun er død i Nørre Nissum vides ikke. Hun har nok delt skæbne med de mange andre enlige kvinder, der måtte leve nådsensbrød hos familien eller kom på sognet, når de ikke længere var i stand til at ernære sig som spinde- eller malkepiger eller på anden måde kunne gøre sig nyttig på gårdene. Marens død er endnu ikke fundet.