Tag: Lilleø

  • De banede vejen på Lilleø

    De banede vejen på Lilleø

    Hvis du af og til nyder en køretur på den smukke Lilleøvej, som går både til højre og til venstre ved ”krydset” ud for Vigmosegaard, så send en taknemmelig tanke til de jordejere, som en gang først i 30’erne afgav noget af deres jord gratis til det ”vejnet”, som nu er på Lilleø.
    Inden da havde Lilleøbeboerne måtte klare sig med et hjulspor i strandkanten på Lilleøs nordre strand. Det var den eneste mulighed, man havde for at komme frem og tilbage til de enkelte gårde og huse på Lilleø, hvor hver beboelse den gang havde en markvej eller sti ned til nordre strand.

    Kold luft fra sognerådet
    En dag blev det gårdejer Ove Hansen fra Lundgård for meget, og han besluttede sig for, at nu skulle Lilleø have et ordentligt vejnet. Projektet blev forelagt Askø Sogneråd, men her var kold luft. Sognerådet på Askø havde sandelig ikke til sinds at smide penge ud til et par veje på Lilleø — der var jo ikke mange stemmer at hente på Lilleø, når der var valg til sognerådet, så det tog de helt roligt.

    Ove Hansen - Lundgård

    Fladevig
    Men Ove Hansen gav ikke op. Han fik ”Legendariske Villys” far, H.P.G. Hansen, med på at rejse til Nykøbing F. for at få amtet i tale. Her blev Ove Hansens idé modtaget med en helt andet interesse, end da det blev forelagt i Askø Sogneråd.
    Amtet aftalte et møde på Lilleø, hvor der skulle ses på sagerne. Mødet blev afholdt på Lundgård i 1932 og det faldt gevaldigt heldigt ud, for amtet tog den beslutning, at de ville finansiere vejprojektet, hvis hver enkelt jordbesidder ville afgive noget af deres jord til vejene — selvfølgelig uden erstatning.

    Grøfter og skråninger
    Kort tid efter kom der folk fra amtet for at afstikke vejnettet. Det foregik på den måde, at de satte pæle på hver side af den kommende vej. Det stykke, der blev afsat var seks meter i bredden, idet der både skulle laves grøfter og skråninger med mere.
    Pælene angav, hvor det kommende vejnet skulle ligge. Min morfar Jens Chr Hansen, som den gang ejede Viggård, var meget i tvivl om, hvor vejen skulle ligge i forhold til hans gård og marker, og som han nu skulle afgive gratis jord til.

    Jens Chr Hansen - Viggård

    Den drilske morfar
    Morfars tvivl udmøntede sig i, at hver gang amtets folk rejste fra Lilleø, så gik morfar ud og flyttede på vejpælene.
    Det forvirrede amtets folk en del, men til sidst fandt de frem til, at det var Jens Chr fra Viggård, som hele tiden ændrede på udformningen af projektet.
    Det fik amtsfolkene til at opsøge min morfar:
    ”Hør her Jens Chr!. Hvis du bliver ved med at flytte på pælene, så må du altså selv betale hele gildet!”

    Det kan nok være, at det kunne stoppe min morfars ”leg” med pælene, og det ganske øjeblikkelig.

    Derfor er der den dag i dag på Lillløvej ud mod Draget de mest forunderlige og overraskende knæk lige ved det, der hedder Fladevig.

    Næste gang du kører på den charmerende Lilleøvej, så send en venlig tanke til Ove Hansen og de øvrige jordbesiddere på Lilleø, som har gjort det muligt, at du nu kan køre på en god og ordentlig vej, når du færdes på den smukke ø.

    Stå ud af bilen
    Og hvis du ikke tror på historien, så stå ud af bilen, når du kommer til Fladevig, find hen til det store rør, som er lagt under vejen, for at aflede vandet fra de øvre marker. På cementsoklen, som omkranser det store rør, står årstallet 1936, som angiver, da vejnettet på Lilleø var færdiggjort. Men, der burde også havde stået navnene på de jordbesiddere, som afgav en del af deres kostbare jord, for at de – og vi – kunne få en ordentlig vej at køre på når vi færdes på Lilleø.

  • Askøs læge kom sejlende

    Askøs læge kom sejlende

    Doktor Rasmus Jensen

    Doktor Rasmus Jensen fra Fejø var også Askøs læge i min barndom. Ja faktisk var Doktor Jensen læge på ikke mindre end seks øer: Fejø, Skalø, Vejrø, Askø, Lilleø og til dels Rågø.
    Der stod meget respekt om Doktor Jensen, han havde stor autoritet blandt sine patienter. Markus Hummelmose har i sin bog ”Gammeltid på Fejø” skrevet en levende skildring af Doktor Jensens besværlige lægeliv på de seks øer.

    Den gang var det ofte rigtig vinter og ofte frøs Smaalandsfarvandet til – og så var det over isen på gåben eller i egen bil over isen. På Askø havde man en isbåd, som kunne trækkes over isen – et enormt slæb, som kunne kræve op til seks mænd, når den tunge båd skulle slæbes over isen. Hvis isen knækkede, så var det om at komme op i isbåden i en vis fart, ellers røg man ned i det iskolde vand, og overlevede måske ikke.

    Det kløede…
    Da jeg var barn, havde jeg meget eksem, som jeg gik og kradsede i, fordi det kløede. Der kom ofte sår med mere. Den gang vidste man stort set ikke noget om overfølsomhed og allergier, men da min mor gik til Dr. Jensen med mig, sagde han:
    – Lad Mie ligge en halv time i havet hver dag så længe vejret er til det.

    Det var jo en noget mystisk recept, men selvfølgelig blev jeg hver dag beordret ned i vandet, for når Doktor Jensen havde sagt det, måtte det være rigtigt.
    Og om ikke både eksem og sår gik væk efter et par måneder – selvfølgelig fordi saltvandet rensede huden.
    Jo doktor Jensen var en rigtig familielæge, som kendte sine patienter ud og ind.

    Doktor Hersom
    Min far, Harry Jensen, blev født i 1912. I min fars barndom kom den daværende læge Doktor Hersom fra Fejø kun hver fjortende dag.

    Min far har fortalt, at en gang gik han med en forfærdelig tandpine. Den gang trak lægerne også tænder ud på folk. Min farfar mødte lægen uden for Toftegaard og spurgte,” om ”dovtoren” havde sin tang med? Den han brugte til at trække tænder ud med?

    ” Nej, det havde han desværre ikke.

    ”Vil ”dovtoren” så tage den med næste gang, han kommer?”

    Det betød åbenbart ikke så meget, at min far så skulle gå i endnu fjorten dage med tandpine!

    Da farmor blev syg
    En gang blev min farmor meget syg. Det blev så slemt, at man ikke turde andet end at få ringet efter Doktor Hersom fra Fejø. Det blev til, at lægen ville sejle fra Fejø og ”lande” ovre under Lilleø ved Viggården.
    Det var en mørk, kold og blæsende efterårsaften. Min far blev af min farfar kørt over under Lilleø udstyret med en stormlygte.

    Min farfar, som var en sand hesteven, vendte så hest og vogn og kørte hjem igen, så hesten ikke blev kold. Det gjorde åbenbart ikke så meget, om knægten blev kold.

    Vippende lanterner
    Min far skulle så stå der i mørket og kigge efter en lille båd, som ville sejle ud fra Fejø.
    Båden havde en vippende lanterne i masten.
    Når min far kunne se båden nærme sig, skulle han løbe, alt hvad remmer og tøj kunne holde til hen over Lilleø og en blæsende Lilleøsbro, for at fortælle min farfar, at nu var lægen på vej, og nu kunne han godt spænde Lise (farfars hest) for igen, så lægen kunne blive hentet ovre under Lilleø.
    Fiskeren, som havde sejlet lægen over, blev på båden og ventede. En nabokone var blevet hentet, for der skulle både laves kaffe og smøres smørrebrød til lægen, inden han dampede af igen, og det var jo i hvert fald ikke noget datidens mænd kunne befatte sig med den gang..!

    Doktor Jensen blev boende
    Der er ingen tvivl om, at det har været et fantastisk hårdt liv at være ø-læge den gang.
    Den 1. januar 1969, da doktor Jensen var fyldt 70 år, afstod Doktor Jensen sin ø-praksis, men blev boende på Fejø indtil sin død – 15 år senere.

    Der burde rejses mindesmærker over alle de flittige ø-læger, som den gang trodsede vejr og vind og ikke mindst kulde for at tage sig af deres patienter døgnet rundt, år ud og år ind.