Skrænten, hed vejen. Ikke fordi den var stejl, men den lå på kanten af dalen. Vejen var lukket i en rhombelignende firkant. I bunden var der en lille trekant beplantet med hybenroser. I et af trekantens spidser rejste en høj flagstang sig. Husene langs vejen var næsten ens. Dog var højresidens huse skiftevis gule og røde 2-etagers villaer med balkon på gavlen fra 1. salen. Venstresidens huse var lave, røde villaer.

Det var min første vej og jeg var 7 år. Det skabte ingen uro hos voksne, når man råbte: ”Jeg går ud på vejen!”. For de få biler, der viste sig, lod os lege i tryghed. Vejen var vores, og vi vidste det. Vi var altid på vejen. Så snart skolen var slut, var vi der. En flok unger, der ikke havde brug for voksne. Fra tidlig forår til sen sommer var vejen samlingsstedet for os, lige til det blev mørkt. Og i sommertiden længe efter at mørket skjulte os. Seks måneder året var voksenfri, og kun kulde og regn tvang os ind i husene, stadig flokvis, dog i mindre flokke. Og stadig i voksenfrie områder.

På vejen havde vi ”vores heks”, som vi gjorde vanvittig med dør-fis og vild flugt. Vi havde ”vores syndebuk”, som vi mobbede og slog. Vi havde ”vores leder”, som vi fulgte i krig og fred. Vi havde ”vores fjender”, som boede i Vesterled. Vi havde ”vores forsyningstropper” blandt de hjemmeløbende mødre, som altid vidste, at NU var lykken en kage eller et stykke slik. De mødre havde til gengæld altid nogen, der var villige til at afbryde legen og løbe i byen. I byen kunne være til slagter efter 1 pund mellemskært til bøf hakket 2 gange og for 50 øre leverpostej. Eller til købmanden rundt om hjørnet på Heldumvej efter ½ pund kaffe. Måske kun op til ismejeriet på vejen. Damen i butikken så, sommer som vinter, blå og forfrossen ud. Ikke så mærkeligt, da hele butikken havde køleskabstemperatur. Hun holdt regnskab med, hvor mange is, vi kunne tiltuske os i løbet af en god sommerdag. En rund vaniljeis kostede 15 øre. En salmiakstang kunne erhverves for 10 øre, og netop en sådan blev min lærestreg i skelnen mellem dit og mit. Jeg havde efterhånden fået den vane, at når jeg løb ærinder for mor til udsalget, hvor vi ikke havde bog, ja, så måtte jeg afslutte handelen med køb af en salmiakstang, som forsødede hjemturen med indkøbsnettet. Lige til den dag mor talte byttepengene særlig energisk. Der manglede 10 øre. Jeg kendte intet til det, og var i samme nu på vej mod en kriminel løbebane for ”den der lyver – stjæler – og den der stjæler – kommer i fængsel.” Stor var min skam, da mor ringede til mejeridamen og tjekkede, hvad jeg havde købt. Jeg måtte gå den tunge vej med en af mine spare 10-ører op og få mors byttet, så hun kunne putte den i husholdningspungen. Der var ikke for mange i forvejen – 90 kr. om ugen til os 5 i familien. Til alt i husholdningen. Min skamfuldhed gik så dybt ind, at jeg aldrig siden tog noget, der ikke var mit.

Fortovene var jord med en række fliser. Det gav plads for kuglespillesteder ind mod hække og stakit. I sæsonen var der kuglehuller overalt, hvor jorden var faststampet og plan. I kuglesæsonen var vore pegefingre sorte. Vi havde alle stofposer fyldt med farvede lerkugler. Enkelte havde nogle få glaskugler, som alle ønskede at vinde. Reglerne var enkle og indiskutable. Rettede man sig ikke efter dem, var man ude af legen. Alle vidste det, så der opstod sjældent diskussioner.

Det var også på jordstykkerne, vi åbnede vore små loppemarkeder om foråret, når mødrene blev grebet af rengøringsvanvid og børneværelserne endevendt. Det var en tid, fædre og børn kom tættere på hinanden i fælles fortvivlelse over fredløsheden i hjemmet. Jeg husker det år, hvor mor lavede et nødkøkken med et par gasblus i vaskekælderen for at skåne det skinnende køkken oppe i huset. Vi sad i kælderen og spiste. Det var også det år, far bryggede øl, som han opbevarede i de mælkeflasker med patentlåg, vi havde fundet ved havet i Vrist. Og her var det praktisk at være tæt på et afløb, for noget var gået galt under gæringsprocessen. Halvdelen af indholdet stod som en skumflod op af flasken. Det, som ikke skummede ud, var grumset og smagte meget gæragtigt. Far hævdede, at smagen var som hans mors øl. Men min mor nægtede at smage, så i solidaritet måtte jeg drikke en lille tår, når far ”spenderede” en flaske. Mor fik dog ret i sin lovprisning af kælderen som spisested, for den sommer var usædvanlig varm og solrig. Når vi ikke var i kælderen, var vi i haven i skygge af hække og træer.

Selve vejen var asfalteret, hvilket gjorde den til en god racerbane. I perioder var der cykelløb hele tiden. Skrænten rundt. 6-dagesløb var jo det første, vi så i TV hos naboen, som var ejer af et fjernsyn. Par nr. 7 var vores helte samt en lille italiener med et skævt smil. Det fortalte vi nu ikke de voksne. Min venindes far havde været cykelrytter, og hans cykel hang stadig i deres kælder. Hun fik en Crescent cykel – faderens mærke. Hun gav os, til stor ærgrelse, ofte baghjul. Men vi var, til dels, indforstået med, at design og teknik kunne man ikke kæmpe imod.

Også rulleskøjter var der sæson for. Ikke i lange perioder, for det var ikke alle, der havde rulleskøjter. Indtil et par stykker af os hjemførte skøjter med gummihjul fra Hamburg, må det ha’ været en støjende omgang for vejens beboere.

Dåseskjul og Put havde ikke en speciel sæson, men var med hele tiden. Vi havde et godt skjulested i trekanten med flagstangen, hvor vi efterhånden havde fået dannet en labyrint af stier. Hybenbuskene voksede med os, så vi år efter år altid var skjult, set udefra. En dag var vajede dannebrog fra stangen, og en guirlande med flag var spændt over vejen. VELKOMMEN HJEM – stod der. I et af husene boede en kaptajn fra handelsflåden, og det var 2 år siden, han udmønstrede. Hele vejen var involveret i at gi’ ham en festlig hjemkomst. Dengang forstod jeg ikke den arme mands hovedkulse flugt ind i husets trykke ly – uden smil eller ord. Nu gør jeg.

De lyse sommeraftener var rundboldskampenes tid. Da vejen var smal, blev banen rektangulær, og vi var mange unger, så vi kunne stille gode hold. Engang imellem kom en mor ud og så på, og kunne vi lokke hende med som opgiver, fik spillet en særlig værdi. Det var en af de få gange, vi tog voksne med i vores verden – og vi kunne li’ det.

Der blev aldrig spillet fodbold på vejen. Jeg ved faktisk ikke, hvad grunden var. Måske ejede ingen en fodbold! Eller vi var for mange piger. Og for stærke. Så drengene nøjedes med klubbens tilbud.

Vi samlede på nummerplader – altså tallene på bilers nummerplader. Vi sad på fortovet og skrev ned i en lille lommebog, når en bil kørte forbi. På vores vej var der ikke trafik af betydning, så skulle vi ha´ skrevet gode numre, måtte vi op på Heldumvej, hvor vi kunne være heldige at få tyske numre, der var på vej til Vrist og sommerhusene. Denne leg er helt uforståelig for nutidens børn, og jeg ved ikke, hvorfor vi legede den. Hvis man ville ha´ mange numre, ku’ man jo bare digte nogle. Af en eller anden grund gjorde vi ikke det.

Det sammenhold vi havde på vejen, flyttede vi efterhånden ud i byen. Når en kom og sagde, at hun var blevet spejder, ja, så måtte vi da lige se, hvad det var for noget. Nogle af os fortsatte i 8-10 år.

Og om søndagen klokken halv et gik en flok af os ned i byen til søndagsskole. Ikke fordi vi var særlig religiøse på vejen. Men søndag havde sit eget ritual. Og søndagsskolen var 1. punkt i det. Forsynet med 2 kroner vandrede vi i flok og rad. Den nikkende negerdukke i missionshuset fik den ene krone i hånden og nikkede tak til os. Vi hørte bibelens historier og sang børnesalmerne. Og – ikke mindst – ved at give møde gjorde vi os fortjent til at deltage i Søndagsskolens Sommerlejr i Toftum Bjerge. En hel uge i frihed og leg. Og sovesale med køjesenge og ”den sorte hånd” som skræk…..

Efter 1½ times passivitet vågnede vi op til 2. punkt. Rundt om hjørnet så hurtigt som muligt for at komme forrest i køen til biografen. Men der stod altid nogle ”ugudelige” unger, som ikke fulgte vores ritual. Filmen begyndte kl. 1600 , men vi følte aldrig de 1½ time som kedelig ventetid, for vi var sammen med 200 andre børn, som vi mere eller mindre kendte. Så der var nok at se på og høre om. Når dobbeltdøren gik op, masede vi os frem til den lille billetluge og afleverede de 60 øre, som sikrede os en billet. Resten af pengene brugtes til is- og slikkøb. Larmen inde i salen var voldsom, kun afbrudt af direktør Nielsens runder i biografen. Direkte håndgemæng var sjældne, for vi havde jo set ballademagerens sortie i Nielsens store næve. Og man fik ikke de 60 øre retur.

På vejen øvede vi os i at blive kloge på den virkelige verden. Når vi bevægede os ind i fantasiens, måtte vi ned i dalen, som jo lå bag skrænten. Dalen var en ådal, hvor åen nok snarere var en bæk. Dalen var smal, og åen snoede sig i bunden. Engen omkring vandløbet var græsningsareal for en flok køer, og skrænten på den ene side var urskov med mange træarter. Her spillede vi vore rollespil med Hopalong Cassidy som helt og leder. Men vi var en lille flok, som frivilligt valgte rødhudernes grumme skæbne. Det gav os nemlig mulighed for at anvende spejderdolken, når vi fremstillede vore våben. Vi blev ret gode til at finde de grene, der kunne blive til en stærk flitsbue. Og der var noget magisk i at være jaget og i skjul frem for at være jægeren. Vi sad i timevis i skjulte huler. Jeg har glemt, hvad vi talte om, men jeg tror, det var om den fantasiverden, vi opholdt os i. Først når blegansigterne skulle hjem og spise, vovede vi os ud i åbent land. Men her lurede andre farer i form af vilde bisonokser og blodtørstige ulve. – Bybørn, som vi var, frygtede vi køer og fremmede hunde.

Den lille bæk gav mulighed for fiskeri. Her fangede jeg mine første fisk – skaller. Da jeg stolt kom hjem med en hel spandfuld, var det uforståeligt og dybt krænkende for mig, da min mor gik ud i haven og gravede et hul, mens hun sagde noget om gødning til jorden.

Om vinteren gennemlevede vi Rasmussens og Nansens trængsler i den sneklædte isørken med kælk og ski. Og overlevede kun ved hjælp af den medbragte kakao, der blev holdt varm i sodavandsflasken med patentprop pakket ind i en uldsok. Pakken med Lille Marie kiksene smagte aldrig bedre end her ved den yderste rand.

Vores nabo var apoteker. Der var 3 drenge i familien, og den ældste gik i faderens fodspor. Han var den lykkelige ejer af ”Den lille kemiker”. Når nytårsaften nærmede sig, gik vi i gang med eksperimenterne. Hvordan kunne man omdanne en fredelig 1-øres kineser til en bragende bombe? Vi samlede krudt fra mange 1-øres i et paprør, smeltede stearin, dyppede, pakkede ind og dyppede mere. Det udvalgte afprøvningssted måtte blive opgangen i vejens eneste 2-familieshus. Braget, bomben udløste, var så højt, at vi, der stod i opgangen ikke hørte det, men mærkede det. Billedet fra søndagsskolen med englen, der passer på to små børn på vej over en faldefærdig bro, fik ny mening for mig.

Som nævnt var vejen en øvelsesplads for vores forståelse af samfundets spilleregler. Vi fik slebet kanterne af. Efterhånden som vi voksede, forstod vi ondskaben i drilleriet af heksen, og det ophørte af sig selv. Da min hånd ramte syndebukkens ansigt, satte det et aftryk i min håndflade, som – nu godt 50 år efter – stadig giver mig afsmag for vold. Og da vores anfører bad os binde og pine en af Vesterledsungerne, én af de små, der havde vovet sig ind på vores område, lærte vi en sund skepsis for autoriteters dømmekraft.

Da jeg flyttede hjemmefra, blev vejen ved med at være hjem i mange år. Mine børn legede på vejen, når vi var på besøg. Men det var ikke mere min vej. Husene var beboede af bedsteforældre og pensionister, og børneflokken var borte.

Det var i 1950 eller 51. Jeg var 6 år, og jeg var i biografen for første gang. Det var i Lemvig Biograf Teater, som var den eneste biograf i byen. Jeg var bragt med af min 8 år ældre storesøster. Prisen var 35 øre for en børnebillet. Og det var en søndag eftermiddag kl. 16.00. Filmen hed ”Bambi”. Min søster anbragte mig i et sæde på en af de forreste rækker og trak sig tilbage til vennerne længere tilbage i salen. Biografejeren, som hed Nielsen, var en stor, kraftig mand. Han bar en sort habit, hvid skjorte og slips. Han gik op og ned i gangen og holdt styr på de mange børn, til lyset blev slukket, og filmen begyndte. Hvis larmen blev for voldsom, gav han et brøl fra sig. Det gjorde han på denne min første biograftur. – Med det resultat, at jeg stak i at tude, så søster måtte hente mig op til sig. Jeg burde ha’ været klogere, for det medførte , at hun, så vidt jeg husker, aldrig siden tog mig med i ”biffen”. Nielsen burde også ha’ sparet på det vrede blik, han sendte mig, for i årene der kom, var jeg en sikker og fast indtægtskilde 1-2 gange om ugen. Lige til jeg rejste fra byen til større biografsale med flere tilbud om paradisstunder.

Men tilbage til ”Bambi”. Det var første gang, jeg så levende billeder. Jeg tror ikke, jeg opfattede, at det var en tegnefilm. For mig var dyrene levende. Det var en tårepersende oplevelse for mig til slut at se den ensomme far med den moderløse Bambi ved sin side. Var det ikke i udkanten af en skov? Alt i alt var min første biograftur så sindsoprivende, at der gik et par år, før jeg gentog eksperimentet. Jeg husker ikke, om det skyldtes forbud fra mine forældre eller ren og skær skræk.

Omkring 1953 begyndte mine ture i biffen at komme i faste rammer. De første år var søndag fast biografdag. Eftermiddagen startede kl. 13.00 i søndagsskolen i missionshuset – ikke fordi mine forældre var missionske – snarere fordi alle, vi kendte, gik der. Og så afholdt de en årlig sommerlejr i Humlum – en hel uge sammen med 30-40 jævnaldrene og nogle rare voksne ledere og ”tanter” til leg og boldspil og badning. I missionshuset deltog vi i en slags misforstået nødhjælp – efter min mening – bl.a. i form af en negerdukke på en opsats, der ved hjælp af en mekanisme fik dukken til ydmygt at bøje hovedet til tak, når man lagde en mønt i munden på den, som den slugte. Jeg medbragte hver søndag 1 kr til ”de fattige negerbørn”, Søndagsskolen sluttede kl. 14.00, og så gik min veninde og jeg rundt om hjørnet og stillede os i kø foran biografen, hvor de ”ugudelige” allerede stod. Først ca. 15.30 begyndte billetsalget, og der blev en masen og skubben. I billetlugen fik man en nummereret billet. De første år til 35 øre, så steg prisen til 60 øre. Det var prisen en del år, for endelig de sidste børneår at nå den svimlende pris af 90 øre. Jeg fik altid 1 kr – der var dog retfærdighed til med hensyn til negermanden contra den hvide pige. De fleste år havde man så 40 øre til snold. For det meste 4 salmiakstænger, som holdt det meste af filmen, da vi udviklede en særlig sutteteknik, som gik ud på at slikke stangen tyndere og tyndere fra spidsen. Alskens slik og is kunne man købe i en lille kiosk i foyeren – bestyret af Nielsens kone, tror jeg.

Når man først var kommet ind på sit sæde, sad man med en frydefuld forventning blandt flere hundrede børn, der råbte, grinede og, for drengenes vedkommende, toppedes i al godmodighed. Jeg var altid sammen med veninder. Jeg kan ikke huske, at jeg nogen sinde gik alene. Måske var jeg så ”billedfortryllet”, at jeg måtte dele oplevelsen med nogen. Måtte ha’ en hånd at gribe, og det var udelukket, at mine forældre ville med. I det hele taget husker jeg ikke voksne tilskuere i salen. Først langt senere, som teenager oplevede jeg min far gå med mig i biograf. Vi så en gyser af Hitchcock. Jeg var ved at bide knoerne til blods og var ret skuffet over fars uberørthed. Men han kendte jo til større dramaer fra virkelighedens verden.

Nå, i 1953 var Hoppalong Cassidy det store nummer. Amerikansk western. Vi så mange film med Hoppalong på den hvide hest, smukke Johnny og den hyggelige komiske gamle cowboy. Vore lege var præget af filmene. I en lang periode var vi heltenes ventende kvinder. Vi havde en saloon, hvor vi lavede, anrettede og serverede vældige måltider til heltene, når de trætte vendte hjem efter jagten på ”the bad guys”. Vi var kun 3 piger, men i fantasien var intet umuligt. Legen foregik i et træskur, som vi syntes, lignede bjælkehytterne fra filmene.

Senere så vi en del indianerfilm, og i en periode var vi grusomme, men ædle vilde. Vi byggede huler, fabrikerede buer, pile, piske og marterpæle. Disse lege foregik i naturen – dalen – neden for villavejen, vi boede på. Legene førte til tider til sammenstød med fjendtlige banditter (børn fra andre kvarterer) Vi tilbragte en del tid med at udspionere fjender – som kunne være en ko, en beboer fra kvarteret eller ingenting overhovedet.

Også Tarzan-film og naturfilm var inspiration til lege, hvorimod komiske film, som Gøg og Gokke og danske film, ikke blev brugt i lege. Mærkelig nok husker jeg ikke én eneste Chaplin-film. Måske brød Nielsen sig ikke om dem.

I hele min barndom var jeg i biffen ca. en gang om ugen – altid søndag eftermiddag. Som teenager steg det til ca. to gange. Repertoiret skiftede torsdag og mandag. Som barn fik jeg penge af mine forældre – jeg skulle ikke tigge og bede om dem – Jeg fik 1 krone, senere 1 daler, da biletten steg til 90 øre. Omkring 1956 begyndte vi at samle på programmer – små hæfter med omtale af filmen. De kunne altid købes sammen med billetten. Jeg husker ikke, hvad de kostede, men det var vist ikke meget. Jeg har stadig en del, som jeg med mellemrum tager frem og viser mine børn. Når jeg sidder med et program i hånden, fornemmer jeg den særlige atmosfære i biografen, hvor vi studerede programmet nøje, før filmen begyndte,. Mine forældre censurerede aldrig filmene, så jeg så alt, der var tilladt for børn. Som nævnt var Hoppalong Cassidy-film meget populære hos mine veninder og jeg. Vi syntes, de var spændende og ind imellem morsomme. Vi syntes, vi kendte personerne, fordi vi så dem så ofte. Jeg husker det som om, vi så mindst 50 forskellige, men det kan jo ikke passe, at der blev lavet så mange.

Senere kom der danske børnefilm, som optog os meget, men ikke gav samme næring til fantasien. Måske bortset fra ”Paw”. ”Far til fire”-film så vi altid og ”Altid ballade”, ”De pokkers unger” og selvfølgelig Morten Korch-filmene. Jeg var den eneste i min familie, der var ”filmtosset”.

Efter 14-årsalderen brugte vi biografen som mødested. Der var ingen fritidsklub i byen, så ”biffen” var det eneste legale mødested for piger og drenge.

Selve biografens udseende og indretning ændrede sig ikke i hele min barndom og ungdom. Ja, år tilbage fulgte jeg min datter i biografen under et besøg i Lemvig. Det hele lignede sig selv. Blot var der så stille –så stille. Først i de senere år er bygningen taget i brug som en slags medborgerhus. Som 16-17-årig kunne det ske, at min venindes forældre, der havde bil, inviterede på biograftur i Struer. (18 km. fra Lemvig) Det var film, som var for dyre for Lemvig Biograf Teater. Ofte store, amerikanske helaftensfilm eller film med det man kaldte kunstnerisk værdi.

Da min søster blev bosat i Søborg, var jeg hver sommerferie hos hende, og jeg tog altid mindst én gang ind til byen og så en film. Det var film, der aldrig nåede til Lemvig. Måske havde biografen ikke teknik til at vise dem. Som eks. kan nævnes ”Borte med blæsten” (Den så jeg også året efter). ”Pepe”, ”South Pacific”, ”De ti bud” og ”Kongen og jeg”. Alt, hvad jeg så, var utrolige oplevelser for mig. Jeg gik helst alene nu, nok fordi jeg ikke ville vise, hvor berørt jeg blev af filmene. De programmer, man kunne købe til disse film, var store, flotte og på glittet papir – og til en anden pris end Lemvig Biograf Teaters.

Som studerende blev Herning min by. Her fik jeg nye muligheder for at se film. For et lille beløb kunne studerende blive medlem af en filmklub. Jeg blev naturligvis medlem, og en helt ny filmverden åbnede sig for mig. Der blev kun vist ”smalle” film. Det var i 1964 – 69. Så det var franske nybølgefilm, italienske og engelske film. Enkelte danske. Og selvfølgelig Bergman. Jeg læste en del om filmene og kendte de forskellige instruktørers brug af symboler. Jeg så film på en anden måde end før. Det var ikke kun oplevelse, men også teknik.

Når der var mulighed for det under uddannelsen, valgte jeg altid noget med film. Jeg deltog i filmkurser og fik et kursus som operatør.

I 1969 var jeg uddannet lærer og flyttede til Sparkær, 15 km. fra Viborg. Der var ingen biograf. Jeg havde nu 2 børn og intet kørekort, så i nogle år var jeg højst i biograf 1 gang om året. Det foregik med bus til Viborg nogle timer før filmen og bus tilbage sent om aftenen. Så det var kun særligt ønskede film, jeg så. Mine børn så aldrig film. Først i 1971 fik vi TV, og der oplevede de så den fattige erstatning for levende billeder.

I 1974 flyttede vi til en lille ø med 120 indbyggere og naturligvis ingen biograf. Men min interesse for film kunne jeg udnytte i mit arbejde som lærer. Jeg fik skolen til at anskaffe en moderne 16 mm fremviser, og så gik jeg i gang med at vise film fra Statens Filmcentral. Undervisningsfilm, men også spillefilm. Vi lavede en filmklub for børn. Efter at have vist, hvad vi kunne bruge af SF’s spillefilm, lejede vi film af private udlejere, ikke mange p.gr.a. prisen. Jeg kunne dog ikke lade være med at vise børnene ”Det store løb” og ”Det gamle guld”. De elskede dem!

Senere blev jeg bosiddende på Frederiksberg og mine muligheder for at se film var uendelige. Og dog gik jeg kun i biograf 8-10 gange om året. For øvrigt er det en uskik med alle de små sale, de store biografer har. Det er ikke særligt ”biograf-agtigt” at sidde i en sal sammen med 10 andre tilskuere. Så var der anderledes stil over det, når man gik i Palladium i ”gamle dage” med hammondorgel og plysfortæppe.

Min dagligvarebutik hed ROXY. Der gik lidt tid, før jeg opdagede, at det var den tidligere biograf Roxy på Frederiksberg. Nu har NETTO overtaget butikken – lidt trist er det. Men nu er man vist ved at etablere en biograf på Frederiksberg igen. Den får jeg ikke glæde af, da jeg er flyttet til Tåsinge. Men der er en biograf i Svendborg, så der er mulighed for flere filmoplevelser.

Her som 62-årig tænker jeg ofte på, at film og biografer har været en berigende del af mit liv. Jeg bliver glad og (tror jeg) lidt klogere, når jeg har set en god film.