Når jeg på rejser har besøgt historiske steder, har jeg undertiden ønsket, at jeg havde været en lille flue på væggen – f.eks. da jeg stod i det lille værelse på Wartbourg, hvor Martin Luther i 1520 som bandlyst og landflygtig oversatte bibelen til tysk, på torvet i Gamle Stan, hvor Det stockholmske Blodbad udspillede sig på Chr. 2.’s tid, på Den himmelske Fredsplads i Beijing, hvor Mao udråbte den kinesiske republik, eller Historischer Krug i Slesvig, hvor oldefar i 1864 kæmpede en håbløs kamp mod den tyske overmagt, hvilket gav ham ar på sjælen, han aldrig helt forvandt.

Det ændrede sig, da jeg for næsten 40 år siden flyttede til Torngårdsparken i Tendrup – en bydel i Hornslet – anlagt af Thernes omk. 300 e.Kr., da han fik det for trangt og flyttede ud fra hovedbygden, Horn slet, som hans aner tidligere havde grundlagt i en rydning i Horn skov, der den gang dækkede vores egn. Jeg kendte ikke meget til Hornslet, da jeg flyttede ind i Torngårdsparken, men jeg fandt hurtigt ud af, at lige her omkring min lille parcel har der levet mennesker siden stenalderen. Jeg var irriteret over de mange sten i haven, indtil jeg fandt små bor og en lille, fin pilespids lavet af flint. Det er i årenes løb blevet til mange flere. Nu føler jeg næsten, at jeg kan se ham liste rundt – jægeren i skindpels.

Jeg ville også gerne omkring 1680 have set Chr. 5.’s rytteri træne lige her i haverne eller opleve en Sct. Hans nat ved St. Karens helligkilde nær kirken – for øjeblikket risler den dog under jorden.

Hornslet Kirke. Det hænder også, at jeg lister mig ind i vores unikke kirke med de mange minder om slægten Rosenkrans og drømmer.
Tænk at overvære en af ”Lærde Holgers” forelæsninger i Pirkentavl, høre larmen i Erik Rosenkrans stampemølle, der lavede krudt til Frederik 3. eller stå som bondedreng på kirkebakken og se de 2000 fornemme gæster, der i kareter fulgte Iver Rosenkrans til graven i 1745.
Hvor mange byer har for øvrigt et bibliotek bygget af Hack Kampmann – en af Danmarks bedste arkitekter – eller frihedskæmpergrave på kirkegården, der minder om de dramatiske hændelser, der udspillede sig i vores by under 2. Verdenskrig.

Når vi hver jul synger Vilhelm Gregersens julesang: Der er noget i luften, er det for mig, som om ordene har en dobbelt betydning.

Det var nu afdøde Broder Vandal, der indledte sine foredrag med:
”Man siger, at sønderjyders omtale af deres hjemstavn nærmer sig praleri. Det er en fed løgn. Havde det været jer, ville det være meget værre”. Jeg er ikke utilbøjelig til at give ham ret – og så har jeg ikke engang nævnt, at vores by – en dejlig handelsby – ligger i en af landets smukkeste egne.
Nej – – – – ”de æ it så ring endda å vær hornsletter”