I 1712 fødtes Elisabeth Marie Olivarius, datter af sognepræsten i Ørslev Sogn Holger Nielsen Olivarius og Elisabeth Bager. Samme år døde hendes mor. Faren giftede sig med Kirstine Malene Schmidt. I dette ægteskab fødtes der tre sønner og fire døtre, herunder Kirstine Magdalene Anna. I det første var der ud over Elisabeth Marie kun to sønner.

Kun 20 år gammel blev Elisabeth Marie gift med pastor Vitus Ovesen Guldberg, Haarslev og Ting Jellinge sogne. Han døde 22. januar 1738. De fik to børn.

Den 28. januar 1739 blev hun gift med sin afdøde mands efterfølger, en søn af den dengang kendte lærde degn i Tårnby, Jochum Halling. Han hed Magnus Halling og var kun seks år ældre end sin kone. Det var nok ikke helt tilfældigt, at de to fandt sammen. Magnus havde gået på Sorø Akademi sammen med hendes bror Christen.

Dengang havde enken ret til at blive boende i præstegården og få en del af embedets indtægter det første år efter mandens død. Derefter skulle den næste præst betale hende en nærmere fastsat pension. Det var således billigere at gifte sig med enken. Man sagde, at enken blev konserveret i kaldet.
Omkring 1659 skriver den hollandske major Johan de Bæverens i sin dagbog om “den besynderlige skik, at den nye præst skulle gifte sig med enken på Kaldet, om hun så var 70, og han kun 20 år gammel, hvis han ikke vil udbetale hende embedets halve indtægter”. Man kaldte det konserveringsprincippet.

Magnus Halling døde den 9. april 1748. Han efterlod sig to sønner. Jochum Halling (1740-1811) blev sognepræst i Saxkøbing. Den fire år yngre Vitus Halling fik et kort, men eventyrligt liv. Det startede i Trankebar. Han endte som hovedrig herremand, adelsmand og bondeplager i Vendsyssel. Døde 52 år gammel i 1796.

Nu var Elisabeth Marie blevet enke anden gang. Hun nød nådsensåret til 22. april 1749 og giftede sig med den elleve yngre Jens Munch. Han var kaldet som sognepræst til Hårslev og Ting Jellinge sogne 4. maj 1748. De havde således haft et år til at finde ud af, om de skulle giftes eller ej. De fik en datter. Han dør i 1753. Den næste præst var gift.

Ved folketællingen i 1787 boede hun på Hjultorvet i Næstved hos sin datter fra ægteskabet med pastor Munk. Hun hedder Ana og er gift med premierløjtnant Jens von Funk. De har to børn sammen. Hun dør i 1794 kun to år før Vitus, der udskiftede sit fornavn med det mere engelsk klingende William. Formentligt mens han var kaptajn og stabschef hos sir Clive i Indien. Omme i Østergade boede hendes halvsøstre, Kirstine Magdalene og ugifte Anna. Kirstine havde været gift med den tretten år ældre sognepræst ved Sct. Mortens Kirke Jacob Haagen. Det var hans andet ægteskab. Han døde i 1782 og hun i 1807.

13. maj 1836 blev Ane Rasmusdatter dømt af birkedommer Klüver i Rude og hans meddomsmænd til at miste sin hals. Det afhuggede hoved skulle derefter sættes på en stage. En enkelt meddomsmand var uenig. Det måtte være nok med et år i forbedringshuset. Hun havde ikke selv meldt sig til politiet. Set med hans øjne havde sognepræsten anmeldt forbrydelsen, selvom han havde tavshedspligt. Anklageren kaldte det en sørgelig pligt at kræve straf der, “hvor en præsts utilgivelige uvidenhed i hans embedspligt har foranlediget, at en forbrydelse, som efter det passerede burde have været holdt hemmelig, er fremstillet for dagens lys, og forbryderen således uretteligen overleveret i rettens hænder”. Forsvareren påstod, at sognepræsten, pastor Mau, havde forsyndet sig mod Christian V´s Danske Lov. Den forbød præster at åbenbare, hvad nogen har betroet i lønligt skriftemål. Straffen herfor var afsked. Det eneste grundlag for dommen var konens egen tilståelse. Der var ingen beviser eller vidner. Dommen blev appelleret til Højesteret. Dommen faldt måned senere. Den lød på frifindelse.

Hård skæbne
Ane Rasmusdatter var barnemorderske. I 1828 boede hun i Spjellerup. Hun var gift med en husmand kaldet Doven Per. Han var spilleglad og fordrukken. I efteråret 1828 fødte hun en lille pige. I over to måneder før fødslen lå hun syg i sengen. Hun var også syg tre uger efter fødslen. Fortvivlet over deres fattigdom og sin sygdom foreslog hun manden, at de skulle myrde den tre uger gamle pige. Manden svarede, at hun kunne stoppe et halstørklæde i munden på barnet. Han gik sin vej. Da han kom tilbage, var barnet død. Det blev begravet uden, at nogen fattede mistanke. I januar 1829 døde sønnen Hans kun tre år gammel. Doven Per døde et par måneder senere. Som enke flyttede hun i maj 1830 til sit fødesogn Hårslev. Hun giftede sig med husmand Hans Hansen i marts 1831. Han var 14 år ældre og døde i april 1833. Oktober samme år giftede hun sig med en 35-årig enkemand og tjenestestekarl. Senere blev han husmand. Ægteparret sluttede sig til de gudelige forsamlinger. Hørte altså til de opvakte, som man sagde dengang. Sønnen Hans blev født 1837 og datteren Birthe i 1839 – altså efter frifindelsen. Gårdejer Rasmus Ottesen stod fadder ved begges dåb. Han og lærer Rasmus Sørensen var de egentlige ledere af de gudelige forsamlinger i Vestsjælland. Sognets præst, pastor Mau, tilhørte det sydvestsjællandske broderkonvent og havde på Fyn været talsmand for de gudelige forsamlinger.

Skriftemålet
En dag holdt Mau en lille forsamling i deres hjem. Det satte tanker i gang hos Ane Rasmusdatter. En nat fortalte hun manden om det mord, hun havde begået. Manden mente, hun skulle holde sin mund. Ane svarede, at det tillod hendes samvittighed ikke. Næste dag tog manden ned til Tinghuset for at ordne nogle økonomiske sager. Imens gik den forpinte Ane hen til præstegården i Venslev for at tale med pastor Mau. Denne sad sammen med sin kone og spiste. Da Ane sagde, at hun ville bekende en synd, forlod præstekonen spisestuen. Det så Ane blot ikke. Hun fortalte pastor Mau om mordet. Han trøstede hende, men sagde ikke et ord om den borgerlige straf. Da manden hørte om det besøg, fik han det skidt med, at præstekonen i følge Ane havde hørt historien. Han gik straks op til præsten og talte om straffen for den forbrydelse. Pastor Mau sagde, at han lige ville tale med pastor Rønne i Høve, sognets præst indtil 1834. De to præster opsøgte senere på dagen Ane og hendes mand i hjemmet. Manden var bange for at blive delagtig i konens forbrydelse, hvis han holdt sin mund. Hun måtte hellere bekende frivilligt, mente han. Det var de to præster ikke imod. Ane var bekymret for, om hun kunne udholde det, der ventede hende, hvis hun tilstod. Præsterne trøstede hende.

Brevene
Næste morgen besøgte pastor Mau ægteparret igen. Mand og kone havde ikke sovet meget den nat. Ane ville gerne tilbringe endnu en nat i hjemmet, inden hun gik til birkedommeren. Pastor Mau holdt på, at de hellere måtte tage af sted med det samme. Om eftermiddagen lånte manden hest og vogn af præsten og kørte til Rude. Med sig havde han et brev fra pastor Mau til birkedommer Klüver. I brevet fortalte præsten i detaljer hele sagens forløb. Der var al mulig grund til at tro, at hun havde fortalt sandheden, skrev han. Tilståelsen var jo aflagt frivilligt. Med hensyn til forhør og fængsling bad præsten hr. birkedommeren om at vise Ane al den humanitet og velvilje, som embedspligten tillod. Under retssagen hævdede Mau, at hans skrivelse alene var ment som en anbefaling til mild behandling. Ikke som en anklage og angivelse. Birkedommeren betragtede brevet som officielt. Mau mente, det var privat. Dog kunne han godt se, at formen ikke var så heldig. Pastor Rønne skrev også et brev. Han bad birkedommeren om en mild behandling af konen. Det brev betragtede Klüver som privat.

Lånte hest og vogn
Manden mente, konen var så svag, at hun ikke kunne gå fra Hårslev til birkedommeren i Rude. Det var der råd for. Den venlige pastor Mau sagde, at manden kunne låne hest og vogn i præstegården. Han tog mod tilbuddet. Mens manden spændte for i Hårslev Præstegård, lod han munden løbe. Karlene lyttede og skyndte sig at fortælle historien videre til Jakob Fisker, der tilfældigt kom forbi. Han var et fremtrædende medlem af de gudelige forsamlinger. Da han ikke billigede præsternes ageren i den sag, gik han straks til lærer Rasmus Sørensen i Venslev. Senere udgav Rasmus Sørensen et flyveskrift med et stærkt angreb på præsterne.Han beskyldte dem for at have tvunget manden til at køre konen ned til birkedommeren. Påstanden var ikke grebet ud af luften. Det havde manden forklaret under retssagen. Begge præster nægtede. Den ide havde manden og konen selv fået, hævdede de. Det var de rede til at aflægge ed på.

Efter dommen
Sagen fik ingen embedsmæssige konsekvenser for pastor J. C. E. T Mau. Men han blev centrum for en hidsig offentlig debat. I 1850 blev han sognepræst i Skjellerup-Ellinge på Fyn. 1850-52 var han landstingsmand. Som Mau var pastor C. F. Rønne medlem af det sydvestsjællandske broderkonvent og positivt indstillet over for de gudelige forsamlinger. Han blev formand for Dansk Missionsselsselskab og Indre Mission. Trods hele forløbet af denne sag forblev ægtefællerne sammen. Ane Rasmusdatter dør den 24. februar 1859, 58 år gammel. Han dør marts 1861 som almisselem.