Tag: Gyrstinge Præstegård

  • Christian IV´s søn

    Christian IV´s søn

    En anden version af Gyrstinge Præstegårds brand fremgår af A. F. Elmquists novelle ”Mølleren i Gyrstinge”. Den udkom i 1828 i ”Læsefrugter”.

    Novellen hævdes baseret på to håndskrevne, nu forsvundne ark efterladt af Anders Møller. Han blev født i dølgsmål af Hellestrups ejer, jomfru Anna Grubbe på Hellestrup.
    Faren var Christian IV. Anders blev som spæd afleveret i nattens mulm og mørke med en pose penge til mølleren i Gyrstinge. Da plejeforældrene døde, overtog han møllen.

    Anders Møller var en voldelig herre. Som ung dræbte han på Torvet i Ringsted en mand, der greb fat i hans stedfar, den gamle møller. Anna Grubbe gik til kongen og fik ham benådet.
    Senere druknede han sognepræst Jens Povelsens søn i Gyrstinge Sø, fordi han havde besvangret hans trolovede. Et antal svenske soldater fik han også dræbt.
    Han satte ild til præstegården for at hævne sig på de to præster. Henrik Thygesen Colding havde engang forført en pige, han var forelsket i, og Jens Povelsens søn havde gjort Anders Møllers trolovede gravid, mens hun opholdt sig i præstegården.

    Gyrstinge Sogns Kirkebog 1645-1778 er bevaret. Formentligt har den været opbevaret hos degnen, Jens Ramussen Atterup, der boede i Flintinge. Han bestred embedet i 40 år. Døde i 1680.
    Kirkebogen afslører, at svenske soldater har stået fadder til børn døbt i Gyrstinge Kirke 1659 og 1660, hvor svenskerne var besættelsesmagt. Det skete også i andre sogne. Blandt andet i Jystrup.

  • Da præstegården brændte

    Da præstegården brændte

    6. maj 1663 brændte Gyrstinge Præstegård ved højlys dag. Gyrstinges sognepræst Jens Poulsen Sascerides, hans hustru Marie Christensdatter, hendes bror, provst Henrik Thygesen Colding, Bringstrup – Sigersted, to tjenestepiger og et lille barn omkom. Provst Thygesen havde taget sin kollega til alters om formiddagen. Provsten blev begravet fra Bringstrup Kirke 18. maj af sin efterfølger som sognepræst, Søren Pedersen. Enken, Bodil Hansdatter, blev konserveret i embedet. Hun giftede sig med Søren.

    Årsagen til ildebranden skal være, at præstekonen kom til at vælte en gryde med fedt om i køkkenilden. I et nu var stråtaget og loftet antændt. De tilstedeværende løb forvirrede rundt og prøvede at redde noget. Huset faldt sammen over dem, inden de kunne komme ud. Folkesnakken spredte det ondskabsfulde rygte, at præstekonen ikke havde kunnet få ilden til at brænde. Derfor havde hun smidt en krukke fedt på ilden med bemærkningen: ”Nu skal det brænde, om jeg så skal brænde i helvede”. Ulykken var altså Guds straf for hendes bespottelse og formastelse, mente man.

    I Gyrstinge Kirkes våbenhus sidder der en sandsten, som på latin fortæller om den højst bedrøvelige ildsvåde, hvor Jens Poulsen og seks andre omkom.

    Den tids præstegårde var beskedne. Nærmest faldefærdige rønner. En fransk opdagelsesrejsende skrev i 1634 i sin dagbog, at de set udefra lignede gåse- eller hønsehuse. Ved mange brande gik kirkebøgerne til. Men det skete ikke ved denne brand. Årsagen var nok, at degnen Jens Rasmussen Atterup opbevarede kirkebogen i hjemmet.

    Der var flere årsager til de mange præstegårdsbrande. En præst satte ild til præstegården for at komme rotterne til livs. I 1711 var præstegården i Snøde forfalden. Svineri og urenlighed havde taget overhånd. Derfor satte man ild til den og byggede en ny. En præstegård brændte, fordi præsten havde skudt efter duer på taget. I flere tilfælde kom præster galt af sted under forsøg med at fremstille guld. En tidligere præstegårdsforpagter tilstod på sit dødsleje, at han havde sat ild til præstegården, fordi han ikke havde fået forlænget sin forpagtningskontrakt. Det sagde man i hvert fald.