I 1774 blev den residerende kapellan ved Stubbekøbing Kirke, den 43-årige Jens Daniel Wedel, kaldet til sognepræst i Gyrstinge og Flinterup sogne. Han døde i 1792 efter en bispevisitats, hvor alt gik grueligt galt. Inden visitatsen forsvandt skoleholderen fra Gyrstinge, og hr. Wedel lagde sig syg.

Gyrstinges sognepræst 1824-1855 Jørgen Thisted nåede at få hans kones åbenhjertige beretning om hr. Wedels embedstid, inden hun døde omkring 1840. Hun satte ikke sit eget lys under en skæppe.

Jens Wedel var ungkarl, klejn af vækst, svagelig og stærkt forgældet. Han tog sin embedseksamen i 1752, men holdt først sin prøveprædiken i 1759, hvor han blev ordineret medhjælper for faren, der var slotspræst i Hillerød.

Til sin forgænger i embedet, pastor emeritus Wederkinch, skulle han hvert år betale 150 rigsdaler. Wedel var heldig. Formanden døde året efter, og så slap han for at betale til sin forgænger.

Wederkinchs mandhaftige datter Petrine Ane Lucie blev i præstegården som husholderske. Hun var lille af vækst, men stærk. Wedel faldt for hende og friede. Hun betakkede sig. Han var jo både svagelig og forgældet. Hele 1.600 rigsdaler skyldte han væk.

Hjælpeløs mand
Hr. Wedel var ikke sit embede voksen. Han var uden begavelse og præstelig dygtighed. Kreditorerne var konstant efter ham. Gyrstinge Præsteembedes hovedindtægt kom fra tienden og præstegårdsavlingen. Hver gang der var offer i kirken, flokkedes tiggerne omkring ham. Han nåede aldrig at få ofret med over i præstegården. Wedel kunne ikke sige nej til tiggere.

Efterhånden gik det op for ham, at han måtte gøre noget drastisk ved sin økonomiske situation. Han drog på frierfærd rundt på egnen. Ingen rige piger bed på krogen. Lucie Wederkinch afviste fortsat hans frierier. Hr. Wedel var jo så forgældet og svagelig.

Nu havde hun en broder, Jørgen Wederkinch. Han studerede teologi i København og besøgte i ferierne gerne sin søster. Hr. Wedel fik ham til at støtte sig, men i første omgang til ingen nytte. Lucie ville ikke giftes med så svagelig og forgældet mand. Men så fik broren en genial ide. Han indrykkede i københavnske aviser en annonce, hvor en intim ven lykønskede den velærværdige, højtærede hr. Jens Daniel Wedel og dydædle Jomfru Lucie Wederkinch med deres forlovelse.

I Gyrstinge Præstegård var der vist ikke råd til avishold. Men nyheden gik fra mund til mund. Provsten, professor Pontoppidan, kom som den første med sin lykønskning. Jomfru Wederkinch kapitulerede. De blev gift i 1776. Børn kom der ikke i det ægteskab.

Stærk kvinde
Derefter tog Lucie fat. Den store dagligstue blev istandsat. Det trængte den også til. I hvert hjørne af stuen var der et lille blyvindue, som ikke gav meget lys. Gulvet var et simpelt lergulv med både forhøjninger og fordybninger. Hun fik indsat fire fag nye vinduer, som kunne åbnes. Den slags vinduer havde man ikke hidtil haft i Gyrstinge. Lergulvet blev erstattet af et bræddegulv. De blev gift.

Hun fik sin mand til at indgå en forpagtningskontrakt med en mand fra Ringsted. Han hed Frederik Freiesleben. For 268 rigsdaler årligt overtog han korntienden fra begge sogne og dyrkningen af præstegårdens jordtilliggende. Forpagtningsafgiften gik til at nedbringe hr. Wedels gæld.

Mod betaling fik hun en håndfast husmand for at optræde som sauvegarde – livvagt – hver gang der var offerdag i kirken, så hr. Wedel kunne bære hele ofret hjem til præstegården. Ofret var i 1788 på 42 rigsdaler og samtlige accidenser året rundt 20 rigsdaler. Det måtte præsteparret så leve af.

Forpagteren fik hele stuelængen til beboelse. Storstuen blev indrettet til at huse fjerkræ. Præstefolkene flyttede ind i et lille værelse i den nordre sidelænge.

Når bønderne klippede får, gik hr. Wedel med hustruen under armen fra gård til gård og bad om uld. Bag dem gik deres tjenestepige med en stor kurv. Det tog sin tid, da hr. Wedel ikke havde fysik til lange dagsmarcher.

Gælden blev betalt. Ægteparret må have følt sig i himmerige.

Desværre havde madam Wedel ikke forstand på gejstlige forretninger. Hr. Wedel selv havde ikke ordet i sin magt, og skrivningens kunst beherskede han kun i begrænset omfang. Men i 1779 blev en student ved navn Gerhardt ansat som skoleholder i Gyrstinge. Hr. Wedel satte ham til lidt af hver. Prædike, når han selv var syg, føre kirkebogen, og klare embedets korrespondance. Kort sagt optrådte monsieur Gerhardt som hr. Wedels højre hånd.

Den godtroende sognepræst troede alt var i sin bedste orden.

Første visitats
Men en dag slog lynet ned. I 1786 meddelte biskop Balle, at han vil komme på visitats den 2. september. Den forrige visitats fandt sted i 1766. Lige siden havde præst, degn og skoleholdere levet roligt og sorgløst uden tanke på, at en dag kunne bispen dukke op for at se på, hvordan de forvaltede deres embeder.

Hr. Wedel blev greben af angst. Hustruen prøvede at muntre ham op, men havde vist ikke forstået, at en bispevistitats var en alvorlig ting. Set med hendes øjne gjaldt det om at få sat bispekammeret i stand, gulvet skuret, væggene kalket og sengeforhænget sat op. For at komme ind i bispekammeret skulle man igennem storstuen, hvor forpagterens fjerkræ gik. Det var en hård kamp at få forpagteren til at forstå, at fjerkræet måtte væk fra storstuen, så biskoppen kunne komme ind i sit kammer.

Monsieur Gerhardt måtte stille med kirkebogen, som han førte, hos hr. Wedel. Kirkebogsføringen lod en del tilbage at ønske. Wedel gjorde sit bedste for at rette op på fejlene. Det hævdede Lucie Wedel i hvert fald mange år senere.

Visitatsdagen kom, og den fik som alt andet også sin ende. Biskoppen var, som det fremgår af ” Bispevisitatser i Gyrstinge” ikke særligt tilfreds med tingenes tilstand. Med skolebørnene var han slet ikke tilfreds. Monsieur Gerhardt fik en reprimande.

Præstegårdene måtte den gang både bespise og indkvartere bisper og provster, når de kom til visitats. Lucie Wedel satte alle sejl til for at give biskoppen og hans ledsagere en rigtig god aften. Det lykkedes. Biskop Balle var i godt humør ved middagen. Provsten roste de store, gode gedder, som blev serveret med persilleviske i munden.

Aftenens gode stemning kunne ikke opveje dagens ulykker, men når alt kom til alt, var det vel gået nogenlunde. Næste bispevisitats kom nok først om tyve år. Den tid den sorg, har både præst og skoleholder nok tænkt.

Jeg dør af angst
Biskoppens hårde ord gjorde ikke noget større indtryk på monsieur Gerhardt, sognepræstens højre hånd. Han udviklede sig til et skrækkeligt menneske. Det kunne alle bortset fra hr. Wedel se.

En dag i 1792 slog lynet ned. Biskoppen forkyndte, at han kom på visitats den 29. juni. Monsieur Gerhardt forlod hastigt Gyrstinge på gåben i retning af Sorø.

Hr. Wedel lagde sig syg. Da biskoppen kørte ind i præstegården, greb han hustruens hånd og sukkede: “Ak, Lucie, jeg dør af angst”. Visitatsen gik grueligt galt. Se ” Bispevisitatser i Gyrstinge“. Biskoppen tordnede og lynede i kirken. Endnu et halvt århundrede senere kunne ældre mænd og kvinder i Gyrstinge fortælle om bispens vredesudbrud.

Da biskoppen kørte ud af præstegården, døde sognepræsten. Hans sidste ord var: “Jeg føler mig så let”.

Den 6. juli blev han begravet på Gyrstinge Kirkegaard. Et epitafium fik han ikke, skriver Jørgen Thisted.

Efterskrift
Lucie Wedel blev boende i præstegården. Hun flyttede ind i en bygning, der lå mellem forpagterboligen og Ruhedal. Ved folketællingen 1834 kaldet præsteenkesædet. Bygningen endte sine dage som hønsehus og blev derefter revet ned.
I 1801, hvor hun var 45 år gammel, levede hun sammen med enken Elisabeth Marie Wederkinch og pigen Ane Jensdatter her.
Ved den efterfølgende folketælling i 1834 boede den 79-årige Lucie Wedel i præsteenkesædet sammen med den 71-årige Christiane Marie Biering, indsidder og skomager Hans Møller, dennes kone Esther Richter og almisselemmet Julie Marie Hansdatter.
Jørgen Overgaard Thisted var sognepræst i Gyrstinge – Flinterup 1824-55. Han udgav flere andagtsbøger og prædikensamlinger.

Kilder
a. d. Immanuel Barfod, sognepræst i Sørup, Flensborg Amt: Den falsterske Gejstligheds Personalhistorie. Udgivet af Selskabet for Danmarks Kirkehistorie. 1854.
b. Træk af forrige Aarhundredes Præstehistorie. Ved Pastor J. Thisted i Gyrstinge (meddelt af I Barfod). Kirkehistoriske Samlinger, bind 2, 1853-56.
c. S. V. Wiberg: Personalhistoriske, statistiske og genealogiske Bidrag til en almindelig dansk Præstehistorie. Odense 1870.
d. Udvalg af biskop Balles embedsbreve (1790-98) meddelt af L. Koch. Kirkehistoriske Samlinger, Tredje Række. Udgivne af Selskabet for Danmarks Kirkehistorie ved Holger Fr. Rørdam. Dr. Phil. Præst. G.E.C. Gad. 1874-77.
e. Folketællinger 1787, 1801 og 1834.

I gamle dage så præster, degne og skoleholdere ikke frem til visitatser med større glæde. En visitats var nærmest en eksamen. Bisperne kontrollerede embedsbøgerne og bedømte skoleelevernes kundskaber. Under kirkevisitatsen måtte præsten prædike og katekisere. Degnen måtte synge og katekisere. Selv den konfirmerede ungdom måtte ud og stå på kirkegulvet, mens biskoppen eksaminerede dem. Det hele sluttede med, at biskoppen spurgte menigheden, om der var nogen klager over præst og degn. Ris og ros blev skrevet ind i embedsbogen, så præsten dagligt kunne minde sig selv om, hvad der var godt, og hvad der skulle gøres bedre i kirke og skole.

Biskop Balle visiterede i Gyrstinge og Flinterup i september 1786. Siden sidste visitats var der gået nitten år. Pastorinden, den energiske og mandhaftige Lucie Wederkinch, beroligede sin bekymrede mand, indrettede gæstekammeret til biskoppen, fjernede forpagterens gæs fra storstuen og serverede en fortrinlig middag. Som skik var, skrev biskoppen bagefter, hvordan visitatsen var forløbet i embedsbogen. Dommen lød, at det stod ikke godt til i Gyrstinge. Det fik hverken præst eller lærer til at ændre adfærd.

Sognepræsten, pastor Wedel, en skikkelig stakkel, og den dovne og liderlige skoleholder Gerhardt trøstede sig vist med, at nu var det overstået. Biskoppen kom nok ikke igen i deres tid. Men der tog de fejl. Allerede i 1792 kom biskop Balle igen, og så gik der panik i både præst og lærer.

I et brev til biskop Balle sendt 14 dage før visitatsen skrev den stakkels pastor Wedel, at han ville tage sin afsked, og så lagde han sig syg. Biskop Balle støttede hans plan om at tage sin afsked. Hvis han ikke gjorde det, ville biskoppen indstille til Kancelliet, at han fik en kapellan. Lønnen til kapellanen skulle Wedel betale.

Skolelærer Gerhardt smed nøglen til skolen i gadekæret og skrev med kridt på en dør, at skolelærerembedet var vakant. Og så gik han til Sorø. I et brev meddelte han biskoppen, at han var blevet syg her. Det med nøglen og skriften på døren er nok en skrøne. For der var hverken dør eller vinduer i skolen.

Menighedens kundskaber var de ringeste i hele Sjællands Stift. Kirkegangen Til gudstjenester mødte højest 8 – 10 sognebørn op. Katekisation var der ikke meget af. Enten kom de unge ikke i kirken, eller også løb de ud af kirken, når præsten ville til at katekisere. Biskoppen nægtede tolv unge adgang til at gå til alters, førend de på ny havde lært deres katekismus. De kendte ikke det mindste til Gud eller Guds forsyn, hvorfor de gik til alters, hvad de skyldte deres forældre, øvrighed og husbond. Det var ikke muligt af få blot et halvt fornuftigt ord ud af dem.

– Tilstanden var slet ved min første visitats. Jeg advarede med iver og efterlod en skriftlig påmindelse. Denne gang var tilstanden langt slettere, skrev biskop Balle i sin indberetning til Kancelliet.

Fire sogneboere klagede på sognets vegne over skolelæreren.

Hr. Gerhardt var sjældent i skolen, når børnene mødte op. Hvis han var der, når de kom, forlod ham dem kort tid senere. Børnene lærte intet ud over spøg og leg. Et år skulle der ikke have været nogen skolegang.

Biskoppens overhøring af børnene fandt sted i kirken, fordi skolen var ubrugelig. Nogle få børn kunne læse tåleligt. Nogle havde lært deres katekismus udenad, men ikke forstået den. En kone og forældrene havde læst noget for dem. Hovedparten af børnene var uvidende.

Skolepatronen havde leveret brænde til skolestuens opvarmning. Men det brænde havde hr. Gerhardt solgt.

Om sommeren havde han hverken ved dag eller nat været i skolen og ført tilsyn med den. Skolen var ødelagt af kreaturer, som gik på gaden. Væggene var faldet sammen. Bønderne havde taget kakkelovne, borde og bænke i forvaring, så de ikke blev ødelagt.

Biskoppen havde personligt inspiceret skolen og set, at dens tilstand overgik alt, hvad man kunne tænke sig. Væggene var væltede. Vinduer og døre manglede. Gulvet var fyldt med affald. Skolevæsenet var i yderste forfald.

Den liderlige skoleholder, som aldrig har læst, men stedse sværmet og derhos yderligere ruineret skolen, er nu under tiltale efter forordningerne til embeds fortabelse, skrev biskoppen i et brev.

Pastor Wedel lå syg i sin seng under visitatsen. Da biskoppen kørte ud af præstegården, døde han. Det var den 29. juni 1792.

I embedsbogen beklagede biskoppen, at intet var blevet bedre siden visitatsen i 1786. Alt var blevet forværret. Hvis ikke der blev truffet nogle foranstaltninger, ville hedenskaben komme til at råde i Gyrstinge.

Nu skulle der findes en ny sognepræst til Gyrstinge-Flinterup Sogne. Biskop Balle mente, at embedet var så forhutlet, at ingen sognepræst ville søge det. Derfor foreslog han, at Kancelliet valgte en af fire navngivne kapellaner. Valget faldt på Nicolai Henrik Ursin, residerende kapellan i Kjøbelev og Vindeby sogne.

Kilder:
a. Udvalg af biskop Balles embedsbreve (1790-98) meddelt af L. Koch. Kirkehistoriske Samlinger, Tredje Række. Udgivne af Selskabet for Danmarks Kirkehistorie ved Holger Fr. Rørdam. Dr. Phil. Præst. G.E.C. Gad. 1874-77.
b. Georg Hansen: En Bispevisitats for 150 år siden. Ask Højskoles Årsskrift. 1939.
c. S. V. Wiberg: Personalhistoriske, statistiske og genealogiske Bidrag til en almindelig dansk Præstehistorie. Odense 1870.