Min læretid som købmands lærling hos Købmands Skallerup i Fjellerup er ved at slutte, nemlig den 31.marst 1957 kl. 18.00.
Jeg begyndte i januar måned 1957 at tænke på, HVAD SÅ?
Jeg burde have tænkt på, min nye job skal være et sted hvor der er mere tilgængelighed og mere rummelighed, men de ord var ikke opfundet på daværende tidspunkt.
Jeg forsøgte at få Skallerup til at udfærdige en Anbefaling eller en udtalelse, men som Skallerup klart sagde, DER ER INGEN DER KAN FÅ KVITERING FOR DERES ARBEJDE før det er lavet færdigt. Noget vrøvl, alle mine handelsskolekammerater havde fortalt de fik en anbefaling af deres læremester så de kunne søge nyt job.
Jeg besøgte de nærliggende landsbyer, deres købmænd og Brugsforeninger, alle havde personale, men til sommer eller efteråret kunne jeg få ansættelse, når jeg huskede min anbefaling. De fleste kendte Skallerup af omtale, enhver handelsrejsende eller agent som kom og besøgte købmændene var de bedste til at sprede gode som mindre gode oplysninger. Og havde en af disse fået en dårlig behandling af Skallerup kunne man ikke forvente andet end han tog sine dårlige oplevelser med til næste købmand.
Jeg søgte job i Oslo som jeg havde set i Jyllands Posten, derfra modtog jeg et flot svar, du kan blive ansat fra 1.juni , vi mangler udtagelsen fra din læremester. Det gik altså heller ikke.
Jeg var til Idrætsforeningens bal på Fjellerup kro den første lørdag i februar, jeg havde en snak med Bent Klithus, kulturen bevarede de i Fjellerup, Bents forældre boede i KLITHUSET på vej til stranden. Bent forsøgte at fortælle mig om København og de fordele der fandtes der, Bent var kort forinden startet i a/s Irma, og det var bare livet. Jeg kunne gøre det meget klart for Bent, glem det.
Jeg fik lovning på et job hos Momme og Sechers Koloniallager i Grenaa til 1.august 1957, og så skulle jeg finde et job i den periode, for at blive hos Skallerup, nej.
Fjorten dage efter også i februar var der bal i Fjellerup borgerforeningen, Bent Klithus kom igen med sine argumenter, jeg bad ham hygge sig i Irma, men uden mig.
Men det lod Bent Klithus sig ikke nøjes med
Få dage efter jeg kom hjem fra forretningen lå der brev til mig, EN KONTRAKT fra IRMA, med begyndelse dato den 2.april 1957 kl. 9.00 på hovedkontoret i Ravnsborggade. Kontrakten var en side med få oplysninger, ikke som i dag hvor den ville fylde flere sider.
Hvorfor? jeg skrev kontrakten under, gik over i postkassen med brevet, posthuset lå på den anden side af skinnerne, Tranehuse station. Meddelte mine forældre jeg har truffet en ny beslutning. Næste dag fik jeg annulleret aftalen i Grenaa hos M&S.
Det blev ikke den bedste periode hos Skallerup, han var meget vred over jeg sluttede min ansættelse, han kontaktede min far, fortalte da det var far der skrev kontakten under, så også ham der skulle have noget og sige nu, Jørgen er over atten var min fars kommentar.
Det var ikke behageligt når der kom kunder i butikken og sagde farvel til mig, Skallerup vendte nærmest ryggen til. Der kom på tidligere tidspunkt sommergæster og sagde farvel, da jeg ikke ville være i butikken næste gang de var i Fjellerup, Skallerup kunne finde på at udbryde ”bare han ikke får næsen i klemme i S. toget”. Jeg fik adresser til kunder der boede i København, det kunne jeg ikke tillade mig, mente Skallerup. Jeg besøgte dem da jeg kom til København, det var da rart. Da Johanne (fruen) forstod min beslutning, bad hun Skallerup skrive den anbefaling, jeg kan prale med, selvom den blev skrevet hurtigt, var mine skolekammerater misundelig på de udtagelser Skallerup havde lagt i min anbefaling.
Den 1.ste marts bad Skallerup mig vente efter middagen med at køre hjem til han og jeg havde talt sammen om fremtiden, han tilbød mig logi og bedre løn en den man skulle ifølge listen. Men nej. Så havde vi faktisk talt sammen for sidste gang, inden jeg rejste. Tidligere omtalte lærling hos Steffensen i Tranehuse, Jørgen Hansen fik job hos Skallerup da han var udlært, efter 5. måneder rendte han derfra, jeg mødte ham i år 2000, han spurgte om jeg havde været ansat i Fremmedlegionen, mit svar var klart nej, du lyver, udbrød han, du har været hos Skallerup.
Jeg havde nok forventet mine forældre havde været mere imod min beslutning at rejse til København og arbejde, de burde nok have givet mig en del flere formaninger og anbefalinger inden jeg rejste til København, ja måske også have sat spørgsmål ved det at jeg ikke tog til Randers eller Århus, de to byer som jeg først sagde nej til da det var langt fra hjemmet vennerne, men nu blev det til København. Hvor skulle jeg bo og spise, blev min arbejdsplads i København? eller i de nærliggende nabo byer, Irma havde jo mange butikker, det var noget jeg ikke havde styr på da jeg drog af sted mod København.
Jeg var heldig min far ville følge mig til Irma hovedkontor, han kendte København fra sit virke i sine yngre dage. Jeg pakkede kufferten da jeg kom hjem den 31marst om aftenen, næste dag skulle vi med Grenaa/ Hundested færgen ISEFJORD og ankom hos mine forældres venner i Ægirsgade, her spiste vi aftensmad, og næste morgen tog vi sporvognen ind af Nørrebrogade til Ravnsborggade, til Irmas hovedkontor. Far lovede han ville bruge dagen til at finde et sted jeg kunne sove og få min kost, så skulle vi mødes i Ægirsgade til aftensmad.
Mit foretræde for Irma, for første gang i mit liv, noget rystende, men videre. Jeg kom ind i receptionen, en flink dame sagde velkommen og bad mig vente (der var fru Clausen, en person som det var godt at være på god talefod med, viste sig senere i Irma tiden ). Så kom der en stor mand i hvid kittel hen til mig lille mand, ”hvad vil de ” jeg blev lidt nervøs over en sådan modtagelse, det var overinspektør Jørgensen, men som han fortsatte havde han ikke tid, han skulle ud og køre med BO. Sagde jo ikke mig noget. De skal starte i Irma Hindegade butik nr. 21, ” de kan gå over på Tøjdepotet hos fra Andersen og hente deres kitler ”. Hvis ikke Fru Clausen havde taget sig af mig som ny, ved jeg ikke hvordan jeg skule reagere, da jeg ikke følte mig velkommen. Vi gik sammen over til fru. Andersen fik 13.kitler en stor pakke i gråt papir. Jeg fik her en forklaring på hvor Hindegade butik 21. var og hvordan jeg skulle finde der hen med sporvogn og gå resten af vejen.
Da jeg kom uden for og skulle tage et overblik, stod min far og ventede på mig i Ravnsborggade, far var orienteret om Irma havde 150 butikker, hvor kunne de så finde på at sende mig hen. Jeg fik det straks bedre, han hjalp mig ned til Borgergade, som jeg så skulle følge ned til Hindegade. Da jeg kom ned at Borgergade og næsten helt nede i slutningen, stod en dame i blå kittel ude på fortovet og råbte ”nu kommer han” hun kendte mig på en stor pakke kitler under armen. Det var et kendetegn i bybilledet, ”nå nu har Irma igen en ny medarbejder”. Så kom bestyrerinden Fru Sørensen ud og tog imod mig, Tænk hun sagde velkommen hr. Lund, hr. hvad sker her i København, de det var noget vi sagde til Hofjægermesteren og til Pastor Jensen.
Alle i butikken kom og bød velkommen hr. Lund og sagde de, og så fik vi kaffe og kage, det var en mærkbar forandring fra Købmandsbutikken og til Hindegade. Irma pigen som stod på gaden og tog imod mig hed Jonna, var i kort nederdel, hvidt hår i hestehale, ja pigerne så godt ud, og så havde de et meget frisk sprog, de brugte ord som pigerne i Fjellerup aldrig ville bruge.
Efter modtagelsen med kaffe og brød, skulle jeg være klar til at modtage Irma lastbilen med Kolonialvare fra Ravnsborggade, der var ikke meget plads på lageret til alle de vare der kom hjem, der skulle virkelig arbejdes for at alle kasserne kunne være der, en meget mærkelig fornemmelse, det var mig der skulle sørge for det virkede, og da de to chauffører skulle afprøve en jyde drengs styrke med at lade de lette kasser stå i bunden med det tunge ovenpå. (cornflakes og salt)Det blev for meget, så jeg gik helt i front over for de to, gav dem den helt klare tekst, prøvede de det igen, så ville jeg vise hvad jeg kunne, ren selvmord, men det virkede. Ved næste varelevering havde de brød med til kaffen. Fru Sørensen kom og fortalte hr. Lund det er nok det dummeste de har lavet nu de er ny startet, ”Fru Sørensen jeg har haft opgaver at løfte der var større en denne”. Siden havde jeg et godt samarbejde med samtlige ansatte i Irma. Tænk det skulle blive 20.år.
Første dag sluttede med at være en kultur bombe, Irma var selvbetjening, det havde jeg aldrig hørt om, og den første selvbetjeningsbutik åbnede Irma 1950 i Nykøbing S. Jeg blev af fru. Sørensen vist rundt i butikken, tænk det var selvbetjening, kunder tog selv varerne fra hylden og lagde dem i en stål kurv, gik hen til kassen hvor kassemedarbejderen sad og slog varerne op, ja og de skulle huske prisen på de fleste vare. Der var sat skilte op, Tag venligst en Kurv – Fuld ombytningsret – og Kontrollerer deres køb på bonen – der er Kontrol vægt. Da jeg var på rundtur i butikken, tiltalte kunderne mig, velkommen dejligt de er kommet, butikken havde jo mangler en assistent i flere dage. jeg kunne slet ikke få det til passe med den forud indtagelse jeg havde om Københavnere. Damerne gik i flotte frakker og enkle i pelse, der var ikke fest, det var hverdag, det var en stor forskel fra kvinderne i Fjellerup. Vi henvendte os til de kunder som ikke have husket at tage en kurv, ” vil de venligst benytte en kurv” og gav dem en.
Da første dag var slut, mente jeg nok det blev en vanskelig fremtid (omvæltning), selv om jeg var overvældet over den gode måde jeg var blevet modtaget på i butikken. Jeg gik op af Borgergade til Gothersgade for at tage sporvognen til Stefans kirken, så var Ægirsgade lige ved. Vi spiste aftensmad medens jeg fik hældt mine Kulturchok over på min far. Far var klar med et sted jeg kunne bo, så vi drog ind til Pensionat Øst på Holsteinsgade. Her kunne jeg bo og få mine måltider for rimelige penge, far havde betalt for den første måned. Jeg siger noget gammelt, ja alt sammen, jeg boede på tredje sal, der var 80 pensionærer gamle som unge, nogen havde boet der hele livet. Inventaret på værelset var under lavmålet, stolene faldt fra hinanden, gulvtæppet var der hul i. Der var ikke andet at få, der var tusindvis at unge mennesker på vej til hovedstaden for at få noget arbejde. Hvis vi fik middags mad med mange krydderier, og alle håndværkerne som boede der var samlet, råbte de på politi og brandvæsen for at få slukket ilden i halsen, de fleste havde fået et par øl på vej til pensionatet. Jeg var spændt på hvad der ville ske, lederen af pensionatet slog i bordet, og råbte højt på ro, og hvis ikke blev de smidt ud, det hjalp normalt. På tredje sal var der en telefon Tria. 35.080 lige ved trappen og folk rendte så rundt og råbte hvem der var telefon til, vi havde en gammel dame boende som hed fru. Danmark, og mange andre med tillægsnavne. Det ville jeg ikke leve i, så næste måned ville jeg blive i Tranehuse når jeg var på besøg hjemme, det stod klart.
Jeg rejste i starten hjem hver anden lørdag, retur fra Københavns hovedbanegård til Grenaa Havn og omvendt 19.50kr. Jeg kunne være hjemme i Grenaa kl. 19.00 lørdag aften, retur igen søndag kl. 20.00 fra Grenaa havn og var på Østerbro station kl. 4.00 om morgenen. Men hurtig blev det hverdag, så jeg glemte at pension Øst var så dårligt, maden var jo perfekt. Der lærte jeg så meget om mennesker jeg aldrig havde været vidende om før.
Jeg havde levet i Tranehuse og Fjellerup med meget lidt trafik, og så se Nørrebrogade, det var uhyggeligt med så meget trafik. En tur med sporvognene var en god oplevelse, 45 øre for en lige ud (kør til endestationen) 65. øre for en omstigning, så kunne jeg stå af undervejs og gøre brug af en anden sporevogns linje, samtidig kunne jeg få et indtryk på turene hvordan København var sat sammen. Det var spændende.
Men mon ikke de københavnske husmødre kunne bage og lave mad. I Fjellerup, ja og hos mine forældre bagte husmødrene selv brød og kager. I Irma stod kunderne i kø når Irmas kage lastbil kom tre gange om ugen, de skulle købe Irmas Roulader, sandkager, marmorkager, ikke at glemme lagkagebunde. Irmas Brød var også kendt for at være det bedste i byen. Det var så langt fra de måder vi brugte penge på landet, i Irma solgte man produkter som aldrig ville komme på hylderne i Fjellerup. Irma havde mange dåse retter, -Fiskeboller, -Leverpostej -, Svensk- pølseret, Boller i ris og karry, Mager bov, og tænk dig sylte i dåse. Der var et enormt salg i Frugtkonserves, dansk som udenlands.
Sildesalat, russersalat, mayonnaise, italienssalat, hellefisk og røget ål, og meget mere i poser, Rejer i dåse og Hummer -klør fra Rusland dog mest til weekender og helligdage. Det var noget som jeg aldrig havde forestillet mig. Tarteletfyld på dåse, min mor har altid lavet det selv, i Irma havde vi den i store udstilling, for fru Jensen købte det færdigt.
Vi udstillede f.eks. Produkter som passede sammen, til Mager Bov, ærter og gulerødder, fiskeboller og asparges i dåse, med tarteletter.
Mager bov i dåse, det var en fantastisk stor salgsvare i Irma.
Overalt hvor jeg var i København der myldrede det med mennesker, det ville jeg ikke leve i ret længe, men jeg var positiv overrasket over så flinke alle jeg var sammen med var, kunderne var videbegærlige og ville vide hvor jeg kom fra. Det varede ikke længe før jeg også fik et job ved kassen, jeg husker den første kunde var fru. Sørensen som ville afprøve mit kunnen, tænk jeg fik ros, Lund det kan de godt. Det var en stor omvæltning at blive regnet for en person der betød noget i mit arbejde og blandt de øvrige i butikken. Nabo butikkerne ved siden af Irma her var alle friske og tale med mig, vi havde meget med grønthandleren at gøre, han lånte mig varecyklen, longjohn når jeg skulle ud med varer, særlig aftale vi havde med nogle kunder, ikke Irma koncept. Slagteren kom ind med færdigretter vi skulle smage og bedømme. Rasmussen i Ismejeriet kom og fik en snak og fortalte, hos ham kunne man få kredit, man kunne jo ikke skylde i Irma. Jeg fik en ny bekræftelse på ”de er underlige i København” jeg skulle ringe til min moster der boede på Maglekildevej og lave en aftale om hvornår jeg skulle besøge min moster, onkel og fætter, tænk så siger damen i telefonen der skulle 10øre i telefonen og efter 3. minutter sagde hun vil de forsætte, så skulle der igen 10.øre igen, ellers så sluttede hun samtalen, sådan var det ikke i Fjellerup hos Sorine skomager, hun sagde ”Fjellerup” derefter bad man om snedkeren eller andet, jeg har aldrig set i en telefonbog, men nu! Min moster tilhørte det bedre borgerskab med fransk mad og franske vine, noget jeg ikke var støt på i mit hjem.
Da jeg drog hjemmefra fik jeg ikke nogen forklaring på den verden jeg skulle over til, har tit undret mig over der ikke var advarsler eller andet, det eneste jeg fik, var formaninger fra min mor om, Jørgen du skal ikke gå ned i de underjordiske toiletter på Hovedbanen, Rådhuspladsen og Nørreport der er mange grimme mænd! Nå men hvordan. Jeg fik aftalt med moster jeg skulle komme og spise til aften et par dage efter, en hyggelig aften, og da jeg ventede på elevatoren (ja det var fint med, elevator) var min moster med ude, og fortalte mig, ”Jørgen husk ikke at gå på de underjordiske toiletter” der er så mange grimme mænd, ingen nærmere redegørelse. Nu kunne det være nok, jeg tog en sporvogn ind af Frederiksberg Alle til Rådhuspladsen, så måtte jeg finde ud af hvem disse mænd var. På Hovedbanens toiletter var der kunne pæne mænd, hat og frakke, rene sko, men der var noget andet mystisk, der var en tissemand på herrer toilettet, og en tissekone på dametoilettet, det fattede jeg ikke, så jeg tog mod til mig og spurgte tissedamen, hun gav forklaringen, men jeg turde ikke spørge hende om de grimme mænd. Jeg gik hen på Rådhuspladsen, ned i den underjordiske, her var heller ingen grimme mænd, alle hilste og havde en pæn opførsel. På Vesterbrogade var mange vilde lysreklamer i lange baner, kæmpe biografer med billedreklamer på bygningerne, så vanvittigt, Københavnere er gale som de dog fråser med lyset. Vi havde hos Skallerup et Neonrør med farvede bogstaver i vindueskassen, det var reklamens indtog i Fjellerup. De store biografreklamer fik min interesse, hen og se på plakater, billeder og læse teksten på opslagene, jeg læste teksten til filmen Bundfald og fik det ret dårligt, MEN NU FALDT TI ØREN. Det var trækkerdrenge fra Jylland det hele drejede sig om. Tænk hvis min familie havde været åben, så havde jeg sparet mig selv for alle de bekymringer. Næste dag i butikken kom to mænd, nydelig klædt på, havde set dem før, men de holdt hinanden i hånden og lugtede frygteligt, jeg tog mod til mig og stillede fru. Sørensen spørgsmålet, ”hvorfor gør de det ” de elsker hinanden, hvad gør de, nu er det nok, hjemme i Fjellerup gik pigerne med hinanden i hånden, men ikke fordi de elskede hinanden. Jeg ville også vide hvad mændene lugtede af, hvidløg var svaret, det var ikke korrekt, for hjemme avlede min far løg, skalotteløg, zittauerløg og rødløg, er der noget til jeg hele livet har løbet uden om hvidløg. Jeg har tit været lidt ked af ingen fortalte mig sandheden om hvad der kunne foregå i den mørke del af København, jeg havde også undgået at stille ”dumme” spørgsmål til kollegaer i mit job.
Næste aften tog jeg igen på Vesterbrogade for at forske reklamer, tænk de københavnere svømmede i biografer, der var mange film, Det var på Rundetårn- Hold fingrene fra Mor – Der var en Gade – Guld og Grønne skove – og mange flere. I Fjellerup kom DANA Bio en gang om måneden, omkørende biograf på Fjellerup kro, her sad vi på en bænk og gav 1.50kr. i København kostede det 3.50 for voksne – 1.50. kr. for børn. Rådhuspladsen var et mylder af mennesker, og de åd pølser og brød, Is med mange farver. Jeg gik i Palladium Biografen og så min første forestilling Bundfald, tænk var et kæmpe orgel som en Mogens kilde spillede på inden forestillingen, Hold da op det var flot.
1.ste damen i Irma butikken fortalte mig, hende og hendes mand, som var sø officer, tog til hygge eftermiddag på NIMP om søndagen, der var musik og dans, man bestilte bord og nød en let frokost f.eks. Her mente jeg man var nået grænsen af galskab, ingen familie kultur. NEJ/NEJ. Så var det rart at se rulleteksten på Politikens hus, DE HANDLER BEDST HVOR DEN LILLE IRMA PIGE BOR. Eller se IRMA Kaffe sporvognene komme rullende.
Jeg havde fået kontakt til Bent Klithus han boede i Vanløse og arbejdede i Irma Gothersgade butik 75, vores første udflugt gik til Danmarks akvarium, og i den forbindelse kom vi forbi Bellevue Strand Promenade, der hvor de fine STRANDGÆSTER kom og satte deres lid til at det var det fineste sand. Derfor kom der den dag vi var der og så på, 5.store lastbiler med strandsand hentet fra Gilleleje strand, og der kom en række mænd med trillebøre og delte sandet ud på den gamle vinter trætte sand, som den bedste glasur. Vi blev meget hurtige enige om, nu ramler det, de er gale alle sammen.
Irma satte hurtigt kloen i alle de unge mennesker der var kommet til firmaet, vi blev kaldt på kurser, salgsmøder, firmapolitiske møder, som Henry Jørgensen sagde til Asger fra butik 106 på Stengårds Alle, min herrer guldet ligger for deres fødder hvis de gider samle det op. Aktiviteter af denne art var selvfølgelig efter lukketid, når man så kom cyklende på vej hjem, og ikke havde husket at tænde Nefa lygten, blev man råbt an af de gående politibetjente, fik en pegefinger ”husk nu ikke at cykle længere, gå hjem”. Inde på Hovedbanegården var DSB. Kino, der var gratis film hele dagen, datidens reklamer og nyhedsorientering, jeg så for første gang landsholdet spille mod Sverige, utrolig som man kan. Her så jeg også den nye film Fjeldgængeren (om Grønland) fantastisk!
Min far fortalte mig, når du går i sko hele dagen skal det være gode travesko,! Jeg gik inde på det der kaldtes strøget, kom forbi en skobutik HECTOR, der var et par flotte, stærke sko pris 225.00kr udstillet i vinduet, jeg gik ind i butikken og fortalte den flotte sælger i habit der kom og bød mig velkommen, dem kunne jeg tænke mig. Det var noget andet end gå ind til Arne skomager i Fjellerup. Midt i snakken siger denne sælger, er De platfodet, nej det har jeg ikke bemærket, må vi hjælpe dem, der kom en anden pæn sælger, men i hvid kittel, han målte og tegnede, efter et kvarter fik jeg en seddel som jeg skulle aflevere ved kassen så ville jeg få mine sko der. Goddag (igen hr.) det bliver så 365.00kr. jamen prisen, de har jo købt indlæg til skoene og de koster 140.00kr. Derfor. Mit indtryk af flinke københavnere røg på gulvet med et brag. Jeg har aldrig besøgt butikken senere.
Arne Skomager i Fjellerup Den 21.maj 1957 kom jeg til at tænke på Arne, jeg så Dronningen Elisabeth af England var på besøg i København, København var på den anden ende. Arne skomager havde i et år fra sin stol i Fjellerup arbejdet på at sy et par sko til den Engelske Dronning, Som Arne sagde da han viste mig prøven, ”så bliver jeg kongelig hofleverandør”, Vi hørte aldrig om udnævnelsen, skoene er nok aldrig kommet frem til gavebordet.
Men jeg husker mine nye sko blev gemt bag sengen, så dyre, så skulle ingen løbe med dem. Godt ingen hørte min fars reaktion, da jeg var så dum at fortælle ham prisen på min sko købt i Hector.
Jeg var på sporvogns tur inde i byen, På Rådhuspladsen lå nogle banker, då blev jeg vred, på bankernes vinduer sad plakater med teksten LÅN 5000.00kr. PÅ DERES GLATTE ANSIGT. I Fjellerup skal bønder og andet godt folk ligge på knæ med underskrifter og garantier for at låne 500.00kr. Det var det første jeg fortalte min far da jeg var hjemme på besøg.
Så var det hjem fra bytur til Pension ØST, sørge for mit tøj mm var i orden, jeg havde en håndkuffert med da jeg kom hjemmefra, så der var ikke meget at holde styr på. I starten når jeg var hjemme hver anden weekend, kunne jeg få rent tøj med. Jeg prøvede efter min vaske opfattelse at vaske strømper i kogende vand, jeg kan betro alle, så havde jeg ikke strømper mere jeg kunne passe, så lærte jeg også det.
Der skulle også opleves noget på egen hånd. Pigerne i Irma var flinke til at give mig forslag, Lund de skal også se Istedgade, jeg fik lidt orientering om denne levende gade, linje 10 kører igennem lstedgade, jeg blev nu siddende i sporvognen og kikkede ud af vinduet, det var mere sikkert en stå af. På vejen hjem gik jeg igennem Hovedbanegården og henne ved Aviskiosken var store reklamer med Hudibras, Cocktail og andre FY blade. Hvis vi nævnte de navne i Fjellerup skulle det være i ly af mørket. Det holder jeg ikke til, det er for meget, jeg siger op og kan så rejse den 30.maj, jeg vil kontakte Momme i Grenaa og spørge om jobbet stadig var ledigt.
Det var utroligt hvad en Irma butik som b.21 kunne omsætte, for små lagerlokaler, frokoststue 2×3 meter, butikkens areal var proppet med kunder dagen lang, Jeg fik brug for min læremesters sind, til påske og andre højtider havde vi Rejer i dåse, vi manglede i denne påske, kontaktede Jørgen Larsen også overinspektør om han kunne skaffe en kasse med 100ds. . Fru Sørensen og jeg sad og fik en tår formiddagskaffe medens vi disponerede varer, så kom Jørgen Larsen brasende, her skal de ikke have en kasse rejer, man bruger tiden til at drikke kaffe, SÅ blev jeg vred og fortalte ham med Jyske ord, vi har været på arbejde siden kl. 7.00 og arbejder(bestiller vare) medens vi får en tår kaffe, og selvfølgelig skal vores kunder have Rejer til påske. Vi fik kassen med God påske, fru Sørensen var bange for den fremtoning jeg brugte, var for meget. Har aldrig haft dårligt forhold til Jørgen Larsen.
Meget hurtigt blev vi indkaldt til salgsmøder med varekundskab som første prioritet, der blev orienteret om DEN LILLE RØDE, Irmas manual, var der noget man var i tvivl om, kunne man slå op i den lille røde, der stod efter Irmas mening det vi skulle vide om teknik og personale og ikke mindst kundepleje. Ingen skulle bryde sin hjerne med andet en hvad manualen orienterede om.
Irma butikkerne blev jævnligt besøgt af en Irma Inspektør, han/hun kom med en tjekliste som han krydsede af på når opgaven var udført F.eks. har pigerne kappe på, hvis ikke fik den enkle en røffel, netop været hos frisøren hjalp ikke, var der rent og meget andet, talte med betyren om sidste optælling som var en form for status. Der kom uanmeldt tre personer gerne ældre bestyrerinder, de skulle tælle varebeholdning i åbningstiden, umuligt, nej det var sådan.
Var optællingen dårlig, så kom de igen inden for et kvartal og talte op igen, så skulle den passe, ellers kom der trusselbrev fra BO.
Børge Olsen kaldt BO var personen i Irma der vidste alt, skulle vide alt, han kendte samtlige bestyrer, assistenter og øvrige ledende medarbejdere, var en sand diktator, beslutninger han traf, var ikke til at ændre, en bestyr som ikke holdt sit Irma kaffesalg i hånden kunne nemt komme til at stå uden job. Alle der blev fyret var en beslutning taget på BO s skrivebord, og alle afskedigelser var uden gage.
Dansetten i Tivoli, En eftermiddag jeg havde fri, tog jeg efter at have udstyret mig med det bedste tøj, og mine Hector sko ind til Dansetten som lå i Tivoli, her blev jeg så ikke gode venner med Tivoli vagten, jeg skulle ikke i tivoli, men i Dansetten og ville ikke betale for at gå igennem haven, så kom der højtlæsning, ja så måtte jeg betale, og igen da jeg skulle ind i salen, og købe en uhyggelig dyr HOF. Der var næsten fuldt hus, jeg fandt et bord bagerst i lokalet og kunne hurtigt se, jeg skulle ikke danse her, det var vild dans, smed pigerne rundt og hoppede vildt omkring. Tænk det sidste vi dansede i Fjellerup var til Emmy Spens trio. Medens jeg sad og betragtede disse flittige dansere, kom der en dame og hendes datter, ” må vi sidde ved deres bord ” det måtte de meget gerne, moderen begyndte hurtigt at udspørge mig om havde jeg lavede mm. Pludselig siger hun, vil de ikke danse med min datter? Så tænkte jeg i det modsatte af GRIMME MÆND, nej tak, skyndte mig at drikke min øl. Og så afgang. Da blev den lille jyde urolig.
Det er Danmarks stolthed, fik vi belæring om Irma pigen var overalt i bybilledet, annoncer, plakater, på sporvogne og hvor BO kunne købe plads, Irma pigen var absolut et kvalitets mærke, som kunderne respekterede. Og det må siges at være korrekt, kunderne var meget glade for medarbejderne i Irma butikkerne. Efter en travl dag, kunne nogle af kunderne komme med kager, frugt og andet hjemmelavet.
På pension Øst fik vi ikke madpakke med, så frokosten skulle jeg selv drage omsorg for, mange udgifter til alle de oplevelser mm. var problemet når det blev sidst på måneden, ikke noget problem sagde Rasmussen i Ismejeriet på den anden side af gaden, så der kunne jeg købe kage og brød, en marmorkage passede til to dages frokost. Så kunne jeg bare betale til den 1.ste. Dårlig løsning, men den var frelsende, ikke kredit i Irma.
Københavnerne var at binde gale, tænk de rejste til Sverige uafbrudt, der var jo ingen pas krav mere mellem Sverige og Danmark, så der sejlede turbåde fra Københavns havn, ja samtlige havne langs kysten til Sverige. Fra havnegade sejlede bådene hver halve time, der var gratis billetter, man kunne købe en øl, en snaps 2.stk smørrebrød for 10.00kr. Der var ikke plads til at sidde ned, ja så stod man bare op og hoppede med det i hænderne, man havde jo også ventet på at blive betjent, så der var heller ikke tid til at nyde det, men det var billig. Pensionister rejste frem og tilbage dagen lang, når det var gratis og de kunne købe to pakker toldfrie cigaretter på hver tur, det kunne blive til mange, så solgte de dem til venner og bekendte. Der var på visse aftenture med orkester og musik, de mange moderne sange som kom frem blev sat i verden på de både. I Danmarks Radio var de ikke glade for moderne musik, ” så her kunne man lytte til ugens slager”. Firmaerne brugte bådene til forretnings ture, foreninger lejede hele både om aftenen, spisning og bal, den helt store aktivitet.
I Irma havde vi ikke kunde tilbud med nedsat pris / ugens tilbud. Irma lavede f.eks. Irma kaffekampagne uden tilbuds pris, for at personalet skulle sælge mere kaffe til kunderne. Der kom kaffeplakater med sætningen Irma kaffe er god kaffe, ja på samtlige butiksvinduer i hele København, og der var 150 Irma butikker. De samme plakater så Fru Jensen der kørte med sporvogn fra Ryparken til Valby, kæmpe gentagelse virker, så hun kunne ikke andet end at købe Irma kaffe. Når der var Kaffekampagne kom der et grundtal, hvad butikken skulle sælge inden de fik præmier. Da der ikke var pristilbud var det tale- evnerne der skulle rede præmierne hjem, alle kunder fik ved kassen spørgsmålet” har fru Jensen husket Irma kaffen” der stod en kaffeudstilling ved hver kasse, og kassemedarbejderen kunne holde styr på hvor meget der blev solgt ekstra ved kassen. Personalet gik rundt hos naboerne og venner i fritiden og spurgte om de ville købe noget Irma kaffe, så kom de om morgenen med ordren på det de skulle have med hjem efter lukketid, bestyren lånte dem pengene til at handle for. Igen dagen efter, det var bare så fantastisk en indsats. Hvis inspektøren kom i butikken og opdagede en ansat ikke sagde Irma kaffe til kunden, kom han/hun med i baglokalet til højtlæsning. Præmien var værdikuponer med en værdi der kunne ombyttes til rejsebilletter i D.S.B. på Hovedbanen, jeg brugte dem til mine ture til Grenaa.
Irma kaffe var hovednerven i Irmas strategi, når en kunde blev tilvendt en god kaffe kom de fremover og købte kaffen og foretog de øvrige indkøb, som de også skulle foretage.
BO lærte os alle hvor betydningsfuldt det var at kunne sælge Irma kaffe, indkaldte til flere kurser hvor Irma kaffen var i højsædet. Bo drog sammen med en agent til Brasilien og købte kaffebønner, og for at foretage det rigtige valg havde BO Københavner vand med i dunke, som han sagde, jeg kan ikke side i Brasilien og tilpasse kaffen for fru. Jensen, hvis han ikke havde lokalt Københavner vand med. Berlingske Tidende elskede at sætte store foto af BO med dunke i lommerne, når han var på vej op i flyveren. BO havde hver uge et personligt budskab til Fru. Jensen, han fortalte om nye produkter, nye opskrifter, alt det Irma foretog sig for Jensen var, så hun bedre kunne forkæle sin mand, komme bedre igennem madlavningen når Irma kom med produkter som var lettere og gøre færdig. Det der var det mest utrolige, Fru Jensen troede bare på BO. Vi havde rigtig mange mad produkter i dåser, det virkede underligt, som om kunderne ikke var meget for at lave noget i køkkenet. Når BO kom hjem fra sine ture i udlandet, skrev han til Fru. Jensen om de indkøb han havde foretaget for hendes skyld. Han brugte købte mange spalte pladser i dagbladene, mange artikler blev det til for at lade fru. Jensens vide, nu hvor mange kvinder begyndte at komme på arbejdsmarkedet, ville Irma hjælpe med at det blev nemmere at tilberede middagen for familien, så hendes familie / mand blev tilfreds.
Arbejdsløshed, jeg blev meget overrasket en morgen kl. 6.00 jeg kørte ind forbi Fælledparken, der stod en lang kø af mænd, videbegærlig som jeg var. stod af og spurgte hvorfor de stod der og frøs, jo hvis de ville have arbejde skulle de møde op, fik måske et job (daglejer) hvis ikke fik de en seddel til fagforeningen. Det så meget skræmmende ud at arbejdsløsheden var så slem i 1957.
Krystal is, de stiller store krav til livet! På tre Københavnske mejerier lavede de krystal is, store lastbiler kørte ind i byen og parkerede fyldt med is i stænger, så kom der en masse SVAJERE (bude på lang john) fik læsset op med stænger af krystal is ,de leverede is i stænger i ejendommene, fru. Jensen på 4.de havde et lille isskab, hun skulle have en lille stang is på 40.cm til 1.00kr. Jeg blev så forbavset ”vand i stænger” lavet på mejerier, og så mange der skulle leve af det. Alt var bare så anderledes.
Der var også de Københavnske Avis/blad Bladkompagniet på Nimbus motorcykel med sidevogn, jeg husker tydelig de kørte som de ejede hele byen, på to hjul, om fornødent sidevognen op på cykelstien, forbi skulle de. Vi havde en fiskehandler i Fjellerup, Hother, vi syntes også han kørte som en gal, men det var ingen ting.
I Holstensgade hvor jeg boede, lå et værtshus, jeg besluttede at besøge det, de ville spille billard, jeg tabte, havde aldrig prøvet det før, alle ved bordet skulle have en bajer, så skulle jeg hurtig hjem og i seng. Spillede ikke billard mere, de skulle jo have bajere hvis jeg tabte, og det var der ikke til.
Da jeg rejste fra Tranehuse, besøgte jeg Kæmneren Jørgen Nielsen i Tranehuse jeg ville være sikker på jeg ikke skyldte kommunen noget. Men pludselig en dag kom der et brev fra Øbro Rodekontor, jeg skyldte 300.00kr. jeg fattede mod og besøgte rodekontoret, fortalte de var helt gale på den, og jeg var lidt vred, de kunne sagtens være høje i hatten, men de var fejl på den, jeg havde nemlig talt med Jørgen Nielsen. De mente jeg skulle bede denne Jørgen Nielsen få et kursus, det var nemlig stats skatten jeg skyldte, og den havde han ikke tænkt på. Jeg kæmpede frem til en afdragsordning på 10 måneder. Jeg mente alle var ude efter mine penge. Særligt den dag jeg måtte til tandlæge og blive behandlet, alt hvad denne tandlæge så i min mund der var behandlet dårligt i Grenaa, op med pungen igen.
Som ansat i Irma var man absolut bundet til regler som var umulige at ændre på, det fleste bestyrer var Irma piger som havde været ansat i mange år, de bestyrerinder var meget stolte af deres Irma, og havde stor respekt for BO, alt hvad han sagde og gjorde var lov. Der var så stor udvikling i Irma, det krævede mange medarbejdere fra Jylland, hver weekend sad en overinspektør i henholdsvis Vejle, Århus, Randers og Ålborg for at tage imod ansøgere, der var om fredagen en annonce i Jyllands Posten hvor de søge mandlige butiksassistenter, det tømte ud i jyderne, men gav bolig problemer i København, der blev udlejet alt, også det som ikke var brugeligt. Købmand Steffensen i Tranehuse havde udlært en ung mand som skulle finde sig noget nyt job, ” søg dog der hvor Jørgen Lund er blevet ansat” den unge mand tog til Randers, mødte op og fik en samtale med Hr. Jørgensen som spurgte hvad han ville? Søge job, jamen så syntes jeg de skal tage hjem og spise noget mere rugbrød, og prøv igen til næste år. Ugen efter da jeg var hende hos Steffensen, fik jeg en skideballe om den ubehagelige måde Irma behandlede sine ansøger, da tabte jeg ansigt i den lille by, alle fik historien serveret når de kom i hans butik. Men da jeg kort tid efter kom hjem i en Irma bil, kom jeg lidt op igen, Irma havde ferie biler man kunne søge om, en uge med et tilhørende benzin, det var bare supert.
Irma arrangerede Taletekniske kurser, sprog kurser, engelsk og tysk 3.personer på hvert hold. Sørgede for vi blev oplyst om de forventede opfindelser der måtte forventes i fremtiden. Biler der kunne køre selv, grundet mekanisering ville vores job i 1990 delt til halvdagsjob, så der kunne blive job til alle, trafikken blev et problem på vejene, der var en Amerikansk fremtidsforsker der også kunne fortælle ved hjælp af en tegne film, mange fik en mini helikopter til at have på ryggen, så de kunne komme på arbejdet. Det var meget overvældene at høre om fremtiden. Næsten helt svedt.
I 1957 var gennemsnitslønnen 4.93.kr. En øl kostede 85.øre. 500.gr. Irma kaffe 5.00, vi solgte mest 250.gram kaffe til en pris 2.50.kr pr. pose.1l. mælk 0,68 øre, 1.kilo rugbrød 0,60 øre, 250.gr. smør 1,95 kr., en arbejdsuge var 48 timer.
Lønnen i Irma da jeg startede var 875.00kr. om måneden, minus sygekasse, skat, husleje og mad, forsikring mm. Så var det ikke så rosenrødt, men det var i en op af stigen løn, den steg hurtigt i slutningen af halvtredserne og så fik jeg som bestyrer ½ % af omsætningen oven i lønnen, minimum 50.00kr om måneden, ja vi løb stærkt for at få omsætningen op af/ op af.
Mange unge piger fra Jylland fik job i ” DE BORGERLIGE HJEM”, det vi senere kaldte Whisky bæltet. Disse fruer kunne se det var bedre at have to frem for en pige i huset, stuepige og kokkepige, mange flere. I 1956/57 var en månedsløn som pige i huset, gennemsnitlig 250,00. kr. om måneden, de fleste havde gerne op til 70. timer om ugen altså 89. øre i timen. Ja de fik husly og mad, men sygekasse, frisør, nylon strømper, toiletartikler og sko, ikke at glemme skat og sygekasse. Og husets indehavere smed om sig med midlerne. Jeg kan skrive dette fordi Aase (min hustru) har været ansat i et direktør hjem og havde derfor kendskab til dette, meget flinke mennesker at arbejde for. Det var hårdt en retur billet til Grenaa steg i august 1958 til 24.50.kr.
Da jeg boede i Jylland var græsset grønt og træerne fik grønne blade når det blev forår, sådan var det bare. Ikke ret længe efter kom man til at holde af de flotte omgivelser som var på landet, når jeg var hjemme på weekend, kunne jeg gå tur i skoven lige uden for døren, standse op om og tænke hvor er her flot, se hvor det blomstre.
Min nabo på Øst lokkede mig på langfart, Chauffør Poul hos Vinfirmaet Troels Smith, talte jeg meget med, vi sad ved samme bord og spiste, Poul kendte to piger der også boede på ØST, de skyldte ham nogle penge, de var hjemme hos forældrene i Greve hver weekend. De havde aftalt med Poul han skulle komme til fest på Greve Bade Hotel først kommende lørdag, så skulle han få beløbet. Poul inviterede mig med. Sporvogn til Toftegaards plads, bus til Greve. Der var fest og glade dage, vi havde lige råd til baltegnet og et par øl. Klokken 24. var disse piger ikke kommet endnu, vi skulle hjem, vi havde ikke en øre. Bussen vil ikke give kredit, vi gik til Pension ØST, 32. kilometer i regn, ingen regntøj, vi sang hele vejen ”Blot slentre gennem regnen” har derefter været min slagsang i mange år. Tænk jeg skulle hoppe på så dum en tur. Jeg fortalte om turen til vennerne da jeg var i Jylland, her var svaret fra vennerne, kom dog hjem igen.
Undgå Irma pigen eller rejs, Skulle en Irma pige og en mandlig ansat i samme butik begynde at komme sammen, var der en Irma regel der sagde UD, inspektøren blev kontaktet, han kom snarest muligt og fortalte den unge butiks assistent, Irma vil ikke tolerere de kommer sammen med en Irma pige fra samme butik. De må afbryde bekendtskabet eller stoppe med at arbejde i Irma omgående, hvis den ansatte var villig til at samarbejde blev han sendt til Irmas arbejdslejr som lå i Helsingør, butik 215, her kom så mange svenskere over med færgerne, de skulle købe fødevare i Irma. Var man ansat der, kunne man komme til at stable margarine eller andet en hel dag, der var så travlt. Det var i folkemunde Irmas arbejdslejr, med den straf rejste fleste selv fra Irma. Irma kunne sende de ansatte hen hvor de mente, uden nogen indblanding.
Bent Klithus var med oppe hos min moster og onkel en aften, vi fortalte om den brutale måde de behandlede ansatte på, min onkel som var fuldmægtig i FlSmidth, blev så vred da vi fortalte om dette. Næste morgen på vej til kontoret tog han ind på Irmas hovedkontor, bad om et haste møde med ledelsen, seks personer uden BO, da han var på rejse. Min onkel orienterede om sit viden, og hvis det skete en eneste gang mere i Irma ville han sætte FLSmidth presseafdeling på sagen, og så skulle Irma ikke vente nogen medlidenhed fra deres kunder. Det værste var, stik i mod vores aftale med min onkel, fortalte han ledelsen i Irma hvem han havde orienteringen fra, Bent og jeg ventede der efter et spark ud. Vi hørte aldrig noget til sagen, og Irma har aldrig gjort brug af deres udsmidnings tradition for elskedes forhold i en Irma butik derefter. Så kunne man spørge hvordan kunne BO få disse personale informationer, SPIONER. Tidligere gamle at bestyre (kvinder) fik et ældre job, kasse kontrollanter, kasseafløsere, deltager på optællingsholdet mm. Nogle af disse ældre medarbejdere var så farlige at få på besøg, de kom som den bedste nyheds / formidler, havde altid en lille nyhed med, og forventede selvfølgelig at få en bytter, når en bestemt kasse kontrollør kom på besøg og havde en pose med wienerbrød sagde mit personale altid, Lund fru Jacobsen havde brød med til kaffen, så var man advaret, hun rapporterede til BO om sine observationer ude i marken, og så kunne alle mærke hvis der skete noget, fyring, flytning eller degradering at der svar tilgået BO informationer, men ingen turde sige noget, i dag ville vi havde lokket denne person ned i kælderen og låst døren for evigt.
Irma havde sandelig også mange personalegoder, til Påske havde alle ugifte fra Jylland fri påskelørdag, de havde også fri den 24.december så de kunne være hjemme og fejre jul, Irmas ferie bil som man kunne søge på, når en ansat eller en ansats hustru fik barn skulle man ind på Irmas Hovedkontor og aflevere en fødselsattest, den udløste et gavekort til en barnevogns forretning ude på Roskildevej, her fik den ansatte barnevogn efter eget valg, babyudstyr i lange baner, tæpper og babylift med indsats og mm. Det var så flot. Når barnevognen ikke skulle bruges mere afleverede den ansatte vognen på Børnenes kontor, og med den kvittering i hånden kunne der udleveres en klapvogn efter eget valg, og den var til evigt eje.
Den Røde Seddel. Alt for kunderne det var Irmas kunde politik, skulle en kunde være utilfreds med købet af et produkt, skulle de komme retur med varen og få pengene retur eller byttet. Uanset om personalet mente det var overdrevet skulle kunden have et smil og erstatning, det foregik på den RØDE SEDDEL, her skulle kunden skrive sit navn og give sin adresse, bagsiden var til personalet så de kunne brokke sig der, og ikke til kunden, kunden har altid ret. Jeg var meget overrasket over kundernes reaktion, de fik refunderet hvis et æg var revnet, en appelsin var dårlig, mm.
Kaffeklage fik klokkerne til at ringe, kom en kunde og havde en kaffeklage skulle den røde seddel sendes ind med dagens post som de øvrige, men vi skulle ringe til fru Irma (fru Berg) og fortælle vi have en kaffeklage, fortalte navn, adresse og telefonnummer på den kunde. SOS gik i gang, straks efter kunden var kommet hjem ringede fru Irma og fortalte hun ville gerne komme og besøge kunden, bad kunden invitere nogle veninder, og fru Irma ville komme den dag og lave kaffe hos kunden, havde kager, kaffe, smør og brød med, og så talte de kaffe. Den kunde klagede aldrig over Irma kaffen mere. Men var glad for de gaver fru Irma havde med. DET VAR KUNDE POLITIK for fulde omdrejninger.
Ingen ansatte i Irma butikken måtte lave kaffe på madam blå, den var bandlyst i Irma, der måtte kun laves kaffe på IRMA s KAFFE GLASKOLBE, fandt inspektøren ved sit besøg en Madam blå, blev den smidt ud, personalet kan ikke lære kunderne lave god kaffe, hvis ikke de har det rigtige værktøj til at lave kaffe. Der var så småt med pladsen i butikkerne og i bagbutikkerne, det var næsten umuligt for personalet ikke at skubbe Glaskolben på gulvet. Men det var ikke en undskyldning, man kunne bestille en ny på teknisk afdeling. Hver butik fik 4. Glaskolber som de kunne låne ud til deres kunder, her kunne butikken så ”låne” en ny til de fik fra teknisk afdeling.
BO underskrev. Når en medarbejder blev flyttet eller der var bevilliget lønforhøjelse var det altid BO der havde underskrevet brevet som kom fra Irma, med teksten Hr. Lund deres løn vil fra 1.april være ændret til. Der var ikke noget med at spørge, nej det var efter fortjeneste eller?
Det første halve år var bare forsvundet. Truslen om at forlade København var gledet helt ud af min fremtids aktivitet, jeg var allerede Københavner, alt var så godt, komme på weekend hos mor og far viste bare det var bare en fejl trits måde alle levede på i Fjellerup og Tranehuse, så stille, ingen aktiviteter, alt var bare så perfekt. Intet var dog bedre end komme til bal og mødes med vennerne. Men så retur til ØST.
De første fem måneder var jeg fredet i butik 21, men så var det slut med at arbejde i den butik. Overinspektør Jørgensen kom og bad mig køre med til butik 35, på hjørnet af Lyngbyvejen og Haraldsgade, her skulle jeg være assistent i butik med større omsætning, også her var nogle dejlige Irma piger og arbejde sammen med, bestyrerinden hed fru Svendsen, der var fem Irma piger mere. Men en utrolig gammel butik, og ikke mindst lageret, det var en gammel lejlighed, vi brugte alle rum til lager, og det var ikke spændende, men sådan var det i Irma, man kunne få Irma pigerne til at knokle i de dårlige arbejdsforhold. Varme var der ikke i butikken, der var fire trin ned i butikken fra lageret, inden man skulle ned i butikken stod en gammel kakkelovn og var koks fyret, der var bag kakkelovnen lavet et hul i væggen men den forhåbning at varmen ville trække fire trin ned til butikken. Når det var koldt, kom der brændsel på konstant, så kakkelovnen var helt gloende. Det var utrolig dårlig behandling af personalet, men har aldrig hørt klager. Om morgenen inden fru Jørgen og fru Madsen skulle i kassen, blev der rullet en Berlingske Tidenden om livet på dem, bundet med snor, da havde vi ikke Tape, så kunne de holde den værste kulde borte. Fru Jørgensen sad hjemme i Ryparken om aftenen, strikkede vanter uden at fingere til os alle, ellers kunne vi ikke arbejde i den kulde, ja alt var koldt. Men humøret var altid højt, og nogle dejlige kunder. Butikken var så lile, glemte en kunde en pose sildesalat eller et stykke Konstedlund ost fra køleren først i butikken, råbte kassemedarbejderen, kunden vil gerne have en pose sildesalt, så kastede vi den gennem luften, det var umuligt at komme tilbage i køen. Sjovt? Nej, men vi levede med det som en hobby.
Der var borgere der holdt meget fast i det formelle. Da jeg første gang ringede til min gode ven og bekendt Aase, som var ansat i huset hos en familie med økonomien i god form, fruen i huset tog telefonen og sagde, Goddag det er fru direktør Inger Hannover, jeg blev noget kultur forvirret, fik aftalt med Aase at Bent og jeg kom og hentede hende en lørdag aften, vi skulle i tivoli. Da vi ringede på døren om lørdagen kom Fruen selv og lukkede op, hun ville se de herrer der gik i byen med Aase, fortalte hvem hun var og fortalte her er min mand direktør Poul Hannover, det varede længe inden jeg blev dus med denne måde at være på. Men med tiden gik det fint, jeg blev ansat som havemand i huset hvor Aase var stuepige, og til alt mulige job i hjemmet, om det så var at hjælpe til at vaske op, og det var alt sammen meget antikt service de brugte, men Aase anbefalede mig til opvask, selv om fruen så noget urolig du i starten. Husk hr. Jørgen et glas af gangen.
Nu var tidligere planer og ideer om at vende om og flytte til Jylland igen, helt glemt, jeg var Københavner og havde en kæreste, det var Dora Jensens datter Aase fra Fjellerup, Dora var gift med fiskehandler Tage Jensen.
Firma cykel, efter et par måneder i b.35, blev der sagt jeg også skulle passe en butik mere, jeg skulle ned til Frk. Jacobsen i butik 37. hjørnet af Lyngbyvejen og Emdrupvej, 500 meter fra b. 35, men så fik jeg også firma cykel, stolt ja, men den første tirsdag i hver måned skulle den til syn på HC Ørstedsvej på Frederiksberg, det var noget pjat, men sådan var ordren, og selvfølgelig den dag jeg havde fridag. Det var nogle spændende måneder med to butikker, de to bestyrers kamp om at tage så meget af min tid som muligt. Det var en snedig for at presse fru Svendsen i b. 35 til at sige sit job op, butik 35 kunne nemlig ikke undvære en assistent på hel tid. Men der blev de snydt, hun sagde ikke op. Efter fire måneder kom der igen ny ordre, Hr. Lund de skal være bestyrer i B. 36 på Lyngbyvejen på Hans Knudsens plads, midt i mellem b 35 og 37, en dejlig butik ny renoveret, fire Irma damer i mit brød, nogle dejlige Irma piger også dette sted. Meget spændende, for nu kendte alle kunder i området mig, og det var som at være egen købmand, men tænk efter så kort tid i Irma, så ung jeg var Det blev kun fire måneder, så var der ny ordre, fru Svendsen havde sagt sit job op, Hr. Lund de skal være bestyrer i b. 35, de skal få den butik sat på plads, der var dårlig optælling, nedadgående omsætning. Jeg havde også her nogle gode Irma piger, rene arbejdsheste, jeg husker påske onsdag (den gang årets travleste dag) ingen fik pause den dag, mad i hånden medens de lagde varer på de meget små hylder. Klokken 20 da vi lukkede butikken var gården fyldt med tomme kasser, emballage mm. Vi var færdig med at stable kasser i bagbutikken, fylde butikken op til en travl påskelørdag kl. 23.00 , vi fik et stykke kage og en kop kaffe, alle sang. Jeg var lidt urolig, Fru Madsens mand var fælles tillidsmand på B og W, hvad mon han sagde, jeg hørte aldrig noget om den måde vi behandlede Irma pigerne på. Her fik jeg lov til at arbejde to år.
Der manglede en til at feje og rydde sne i b. 35. 36. og 37 det job tog påtog jeg mig, lidt ekstra til livets ophold. Vores nabo i b. 35. Schous Sæbehus fik ny markise, der mangle en til at passe markisen i weekenden, det blev også mit job.25.kr. Om måneden. Fejeansvarlig for de tre butikker gav 100.00kr. Om måneden.
Irma Fon, Det var Irmas opgave at være et kaffe kast foran hele tiden, Irma lancerede Irma Fon, her kunne firmaer, foreninger eller dem der have brug for kaffe til mange gæster bestille kaffe på kolbe i isolerede varmekasser, der var piskefløde, mokka sukker samt kransekage stykker med, det blev meget anvendt i starten.
BO havde fornemmelse af det der skete i samfundet, hos fru Jensen, flere og flere husmødre fik job i den voksende industri og handel, men de havde problemer med at få deres børn passet, kommunerne e var ikke foran udviklingen. Irma lancerede en børnehave for de ansattes børn på Sortedams Doseringen, stor succes.
Irma elever, Irma var forudseende, vi havde elever i hver eneste butik en til to, Irma var meget dygtige til at have elever, de kom på Irma skole, salgs teknik, kassekurser, og varekundskab, jeg var også kaldt ind på skolen for at undervise i kundebetjening og senere undervist i Frugt og grøntkurser da vi fik udvidet frugt og grøntsortimentet. Irma ansatte en Elevkonsulent fru Fåborg (Ingrid og lillebror, datter af fru Fåborg) hun var nærmest værge for Irma eleverne. Eleverne var alle Irma piger de måtte arbejde på samme vilkår som de uddannede Irma piger.
De point (kilometrere blev de kaldt) vi vandt i Kaffesalg kampagnerne kunne Irma godt selv få glæde af, derfor kom en ny afdeling i Irma, IRMA PAS, her kunne personalet fremover på disse kilometer indløst ved rejser indlands eller til Østrig, Det foregik i den ny etableret afdeling, der blev ansat en meget dygtig dame Fru Nielsen hun arrangerede busrejser til Østrig, så fik Irma sine egen point retur når personalet betalte deres rejser med hjælp af pointene. Ja så blev det også et problem for de ansatte at komme til Østrig hvis ikke de havde nogen der kunne passe børnene. BO boede i Odsherred, her fik han ideen til Irma BO, Irma købte et nedlagt landbrug ved Højby Strand, Irma etablerede her i nye bygninger en sommerlejr for de ansattes børn. Der kunne de ansatte søge om plads til deres børn, en periode var 14.dage, afgang lørdag morgen fra Ravnsborggade med busser til Højby, kostede ikke en krone, alt betalt i det ophold. BO kunne godt være et ben hård chef og vinde personalets gunst alligevel. I løbet af nogle år skulle der gøres mere ud af IRMA PAS, Irma var det første selskab i norden der fik øjnene op for Rhodos, her blev arrangeret rejser for personalet, kunderne kunne også rejse med Irma Pas. Der var et lille kundekontor nede i Rhodos by, her kunne Irmas kunder købedansk rugbrød, dåse leverpostej, dåse spegepølse, smør i tube, Irma Kaffe, skærekager mm. På hotellet var der Irma Glas kaffe kolber. Aase og jeg var sammen med reklamechefen Telmer og en af konsulenten med på den første Ferietur der blev arrangeret til Rhodos, vi skulle selv betale Aases billet 995,00 for fjorten dage, kun med morgenmad.
BO på julebesøg. Det var almindelig kendt ingen jul uden Børge Olsens håndtryk, en meget uheldig tradition der var sat i værk. BO og Jørgen Larsen / eller Henry Jørgensen begge overinspektører kørte med rundt til samtlige Irma butikker for at ønske glædelig jul. Dette julebesøg kunne efterlade noget uhyggeligt julebillede, det var en meget travl periode, og mange ting kunne være årsag til butikken ikke var velopfyldt, være i den standard som BO. mente den skulle være, måske sad bestyren i baglokalet og fik sin velfortjente kaffe. Alt sammen noget som måske kunne få BO op i det røde felt. Han kunne finde på at afskedige bestyren på stedet, ja lige før jul, han kunne også finde på at rydde nogle af butikkens hylder med hænderne, og råbe rodebutik, han kunne skælle bestyreren ud for det værste medens personalet og kunder hørte på episoden. Så gik han bare med Overinspektøren som en flov efterløber. En oplevelse som var en familietragedie. Jeg kan egentlig ikke forstå hvorfor der ikke var uro omkring disse forfærdelige episoder. Jeg har heldigvis aldrig været udsat for et julebesøg gav et dårligt resultat, har modtaget håndtrykket mange gange uden vrøvl, og det til glæde for personalet som også var præget af spændingen inden det blev vores butik der fik besøg. BO kørte ikke butikkerne i rækkefølge, han forsøgte at være usynlig ved at køre rundt fra bydel til bydel, så ingen kunne ringe til nabobutikken og sige BO er på vej, nej han kom måske først morgen. Derfor var det meget vigtigt at have et godt forhold til fru Clausen i receptionen, hun sagde aldrig hvad vej BO var kørt, man skulle stille spørgsmål til fru Clausen som kunne besvares, så oplysende som muligt.
Det gik godt i b. 35 vi havde en god butik, men så kom Jørgensen igen og bad mig møde i B. 53 på hjørnet af Strandvejen og Sofievej i Hellerup. En butik med noget større omsætning og noget andet publikum det glædede jeg mig til, min ven Børge også bestyr i Irma hjalp mig i en weekend og vaskede væge ned og stillede butikken om, den trængte til en HÅND. Vi var stolte over alt det vi havde fået lavet, noget som ikke var tilladt i Den Røde Bog, det var kun Irma der gav ordre til ændringer i butikkerne, jeg måtte heller ikke fortælle hvem der havde hjulpet mig, så ville Børge blive fri for at høre knurren. Der gik tre uger, ja så var det galt igen: Hr. Lund de skal ind til BO han har et andet job til dem. Vi havde lige købt bil. En Renault Dauphine kr. 13.000 lige fra fabrikken. Jeg mødte op hos BO som gav ordre på, Lund de er udnævnt som inspektør fra i morgen, det nord Sjællandske distrikt på 22 butikker, og der står en Irma bil nede hos garagemester Carlsen, den må de køre i med deres familie alt hvad de ønsker. Det var noget af en overraskelse, ansvar for 22 Irma butikker. Og så have en ny bil stående hjemme, HVAD NU. Ja det var ikke BO problem. Og bilsalget i Danmark var pludseligt gået i stå, der var Økonomisk uføre i DK. Jeg ville forhandleren jeg have købt min bil hos tog den i kommission, den var jo betalt, men nej var svaret, han havde ikke solgt en bil i to uger. Den blev solgt hos Andreas Jacobsen i Grenaa kontant og selvfølgelig med tab. Det var en stor udfordring for så ung en mand som mig at komme i mine 22 butikker som inspektør, ansvar for salg, regnskab og personale, ja ikke mindst Irma Kaffe salget. Og de fleste Irma bestyre var jo meget ældre end denne unge inspektør på 24 år, men jeg klarede opgaven og blev gode venner med respekt hos alle. Det gav også mange opgaver i kølvandet af jobbet. Fik også mange mærkelige opgaver.
Vi var til Butiksmøde hver onsdag morgen kl. 7.00, med BO for bordenden, når BO mødte op til mødet kunne vi erfarende se på piberøgen hvordan mødet kunne komme til at foregå, ikke noget med et smil eller ros til holdet, nej ingen turde tale eller mene noget før BO havde talt og givet sin mening, jeg har nok lært hos Skallerup ikke at være bange for at sige hvad jeg mente, og bagefter få denne af kollegaer, ”de er modig Hr. Lund” og det var total misforståelse, det var hvad jeg mente. BO havde den dårlige vane, han sørgede for der ikke var Team i ledelsen, alle skulle helst være konkurrenter så udførte de meget mere, var mere kreative, BO kunne godt tillade sig at skælle en af de øvrige ledere ud i alles påhør, og han nød det, så blev der mere kamp om at komme med nyheder eller bedre resultater. På dette onsdags møde var det vigtigste at gå samtlige butikkers kaffesalg igennem for den forgangene uge, jeg husker tydeligt da han udtrykte en skarp lyd, Fru Larsen b. 121 i Hørsholm, ”skal denne bestyre ikke snart fyres hr. Lund, hun holder ikke sit kaffe salg”, og til det var der kun at svare, det skal fru Larsen ikke, b. 121 skal nok komme på toppen igen,” nå det er måske en svag inspektør b.121 har”. Så var der kun og drage til b. 121 tale kaffe krise, få etableret deres egen kaffe kampagne, så kom de op igen. Eller hvis en butik havde dårlig opvejning (optælling) fik inspektøren også en over nakken i alles påhør, og der var kun bestyreren der kunne besvare emnet, så besøgte inspektøren butikken og fik udleveret en advarsel for et dårligt resultat, og hjælpe med at finde et evt., hul i butikken. Når BO bad receptionen kalde Inspektørerne til hastemøde blev der fart på, jeg husker en dag jeg var i Hørsholm da klokken lød, ud i Volvoen og fuld fart på, jeg satte bilen ved vores service station på denne anden side af Irma, den lugtede. Da jeg kom og ville hente den var den ikke færdig, top pakningen var ødelagt med mm. den kræver en afløser, det skulle mekanikeren drage omsorg for, der var altid en reserve bil klar hvis ens egen Irma bil gik i stykker. Dengang skulle vi køre efter forholdene, men helst lidt hurtigt. Den arme inspektør der overhalede BOs bil, jeg husker da Svensson en mørk aften mod Nykøbing var drønet forbi BO og fru Anna, han fik en over nakken til butiksmødet” tænk hvis en kunde var blevet overhalet af en Irma bil på to hjul”.
En opgave med blandede opgaver. Fru Høgh i butik 90, ringer ”Hr. Lund de må komme med det samme Frk. Nielsen(elev) vasker sig ikke, og nu lugter hun”. Ind i Schous Sæbehus og købe undertøj, sæbe og creme, og stå over for en ung elev og bede om en gang rengøring, var svært. Frk., Svendsen elev i butik 35, hendes hår sad som en høstak, jeg bad henne om at vaske håret når hun kom hjem, det var svært, så mange i en lille lejlighed på Nørrebro gav hun som undskyldning, Frk. Svendsen husk skyl i en lys øl,( den kostede 50.øre.) Jeg var for at se resultatet om morgenen hun kom i butikken. Frk. Svendsen hvordan er det de ser ug i håret, så græd hun og sagde” far havde ikke penge til en lys øl, vi havde en hvidtøl som far sagde jeg skulle bruge” . Jeg kunne fortælle der var sukker til forskel. Jeg lavede en aftale med butikkens nabo frisøren, så fik Frk. Svendsen fik lavet sit hår, til en flot pige. En aktivitet som denne gav altid et stort glædeligt tak for hjælpen.
DEN LØSE HÅND når inspektøren var på besøg og konstaterede for mange hylder ikke var velopfyldt, havde inspektøren nogle Løse Hænder i tasken de blev smidt hvor der manglede at blive fyldt op, det var en rød pap hånd 25x12cm. Og så fik rapporten et notat om antal, jeg brugte ikke at rapporter løse hænder, jeg kunne godt forklare hvad der var af mangler.
Irmas nye motto ved siden af” IRMA KAFFE ER GOD KAFFE”, blev SMIL GIVER GLÆDE, jeg havde som inspektør altid en rød læbestift i lommen, så skrev jeg på Toiletspejlet ”SMIL GIVER SALG”. Til jul og øvrige mærkedage udleverede vi et Rødt hjerte med (med tekstillim bagpå) TEKSTEN ” SMIL GIVER GLÆDE” også med andre tekster til SMILET, det var til alle kunderne når de handlede i butikken. Et hjerte kunderne kom tilbage efter, hvis vi skulle have glemt at udlevere det. Mange kunder kom og spurgte om de måtte få et ekstra, fantastisk populært, kunderne gik med dem på tøjet og gav udtryk for glæde. Jeg husker tydelig så godt disse Hjerter blev modtaget når jeg var hjemme hos familien. En anden ting som bragte glæde hos familie og bekendte når Aase og jeg besøgte familierne i Fjellerup og Tranehuse , har i Irma kaffe med hjem, familien nød kaffen.
Ja, der kom nye udfordringer ,1964 kom der et brev fra BO, de er udpeget til at deltage i oplæring af de opgaver bestyrerne skal løse i fremtidens opgaver i forbindelse med Irmas etablering af nye store markeder. De skal starte i den daglige drift på Irma Frugt i Valby den 1. oktober, senere skal de deltage i den daglige drift på Irma Kød og i Irmas sekretariat senere, de skal være alsidig. På Irma frugt blev min første opgave, ændre antallet af egne lastbiler fra 25 stk. til 5.stk. Irma skal fremover gøre brug af vognmænds drift. Noget af en opgave for en person der ikke have erfaringer fra fagforenings opgaver, på Irma frugt var fire fagforeninger i drift. Afmelde lastbilen, opsige Chaufføren og det krævede mod , samtidig lave aftale med vognmænd om at køre Irma Frugts vare ud til butikkerne, jeg er kommet hjem fra kontoret og fortalt min familie jeg var blevet truet på livet , en chauffør som havde kørt for Irma Frugt i mange år , fik en fyrreseddel , så hans job overdrages til en vognmand gav høje brøl. Jeg fik tre måneder til at ændre dette projektet, det nåede jeg. Derefter var jeg fremover med i den daglige drift af Irma Frugt til 1976. Har efterfølgende i 2014 været til selskaber på Gjerrild Kro, hvor der kom et spørgsmål fra en af selskabets damer” er de den Lund der var på Irma Frugt i 1964, de fyrede min daværende mand, det var grimt gjort!
1976 fratrådte jeg min stilling i Irma, hvor jeg var ansvarlig for salget af frugt, grønt og blomster i Irma butikkerne. Kold og kynisk var BO, skrev han havde modtaget min opsigelse, det passede ham ikke når en medarbejder rejste af egen fri vilje.
I året 1998 rejste Aase og jeg hjem til Djursland igen, og bosatte os i Grenaa efter 41 spændende år i København.
