Tag: Fattiggård

  • En beretning om fattiglem nr. 27 på Bælum fattiggård

    En beretning om fattiglem nr. 27 på Bælum fattiggård

    Dette er en beretning om fattiglem nr. 27 Jens Hansen Petersens liv og levned.

    Ved et tilfældig opslag i en af Bælum sogns gamle kirkebøger fra 1888 under ”Afdøde Mandspersoner” faldt Jens Hansen Petersens Tørslev navn blandt mange andre især at være interessandt, ene og alene fordi der her var tilføjet den ikke særlige flatterende betegnelse eller tittel : ”fattiglem” – et særdeles kedeligt tilnavn at få på sig såvel som afdød som i levende live.

    Men hvem var han og hvorfor mon han fik dette tilnavn? Det ville derfor være interessant, hvad mere – ja, hvis der i det hele taget var mere, man ville kunne finde om ham ved at grave dybere i forskellige kirkebøger, søge i lægsruller og folketællingsskemaer og ellers bruge de muligheder der herudover findes ved bl.a. at søge i ” Lokalhistorisk Arkiv”s arkivsamling i Skørping, hvorunder både Solbjerg og Bælum sogne hører.

    Ifølge kirkebogen for Solbjerg sogn, Rebild provsti blev Jens Hansen Pedersen Tørslev født d. 30. september 1833 og hjemmedøbt 3. november s.å. sammen med sin tvillingbror, Jens Christian Pedersen Tørslev . De fik derved samme fornavn – kun med mellenavnet til forskel. Forældrene var husmand og træskomand Peder Jensen Tørslev og gjordemoder Mette Kristine Hansdatter, begge Soelbjerg.

    Bælum Fattiglem 27

    Til familiens store sorg bliver hans tvillingbror kun 5 måneder gammel, i det han allerede afgår ved døden i februar måned 1834. Måske var de begge født svagelige, men kun Jens Hansen Pedersen Tørslev havde kræfter til at overleve.

    Der skulle kun gå fem år inden manden med leen igen aflægger besøg i Jens Hansen Pedersens nærmeste familie, idet han den 4. november 1838 mister sin mor, Mette Kristine Jensdatter. Dermed er trængslerne i hans unge liv ikke forbi, for i eftersommeren 1843 ruller tunge sorte skyer igen over familien og dennegang gælder det hans far, Peter Jensen Tørslev, der den 27 september også må sige farvel til denne verden. Med dette er familien på det nærmeste gået i opløsning og den nu 10 årige forældreløse Jens Hansen Pedersen bliver herefter sat i pleje hos gårdmand Peder Sørensen Væstergård i Skørping , formedentlig på foranledning af af Bælum- Solbjerg kommune.

    Jens havde flere hel og halv søskende, både ældere og yngre end han selv, idet hans far havde nået at gifte sig igen efter Jenses mor, Mette Kristines død og oven i købet nået at få barn med sin tjenestepige. – Dette barn døde bedrøveligvis forinden det blev døbt, men resten af søskendeflokken bliver med faderens død hermed spredt for alle vinde.

    Som født af husmandsfolk og opvokset som plejebarn i en bondefamilie ville det være naturligt, at Jens hjalp til på sin plejefamilies gård som hjorddreng ” og ellers fortsætte i dette erhverv efter konfirmationsalderen som ”bettekål ” enten hos plejefaren eller hos en bonde i den umiddelbare nærhed. Men det er ret tvivlsomt om det også kom til at gælde for Jens. Måske var han allerede fra barnsben en lille og klejn dreng – for spædlemmet til at kunne klare det hårde job hos bønderne. I det mindste ved vi at han en halv snes år senere – på sessionen i 1858 som 25 årig bliver målt til kun at være 59 ¾ tomme høj , svarende til 156,5 cm. Set i dette lys er det derfor ikke så overraskende at vi i 1850 træffer ham 16 år gammel, som skomagerlærling hos skomagermester Niels Christensen, Vester Gravensgade , 1ste Rode i Aalborg.

    Vi ved knap om han når at bliver udlært, vi ved kun han forlader pladsen hos sin læremester den 1. februar 1855 og som det eneste han får med i sin flyttekasse fra skomagermester Niels Christensen er et dårligt skudsmål. Han har måske heller ikke det store behov for et svendebrev for han har søgt og fået arbejde på herregården Tustrup i Fræer sogn, hvor han her kommer til at arbejde i den tilhørende smedie.

    Med dette ser det ud til han helt forlader skomagerfaget, for følger man ham i lægsruller og kirkebøger i tiden herefter, fortsætter han med at arbejde som ”smedekarl”, det vil sig sige som arbejdsmand hos smedemestrene , dels i mange af Østhimmerlands landsbysmidier dels på egnens små og store herregårde – men også med korte afstikkere til bl.a. Nibe og Hasseris sogne.

    Han er åbenbart her kommet på den rette hylde, men samtidigt er han er blevet en rastløs sjæl – er som en trækfugl, der pludseligt har fået forlidt luft under vingerne og nu flakser uroligt fra sted til sted. Det er som uroen, der altid har ligget og ulmet i ham nu er brudt ud i lys lue. Han har således ofte skiftet arbejdsplads og fortsætter med det – er kun fra få uger til et års tid på et sted. F.eks. finder vi ham ifølge folketællinglisten d. 19. august 1860 hos smedemester Claus Christensen Zink i Sejlflod. Men allerede d. 1. november s.å. forlader han smedemester Zink og flytter nu til Bælum sogn. Han har åbenbart svært ved at finde sig til rette. Måske har han også svært ved at begå sig på grund af et vanskeligt sind. Hans ret forkvaklede barndom, antageligt med store omsorgssvigt viser sig at have sat dybe spor i ham.

    Hvordan hans tilværelse ellers har formet sig, og hvad der sker i årene fremefter, inden han ender som fattiglem må forblive i det uvisse. Dette skyldes dog ene og alene han efterfølgende i en årrække har været som forduftet,- forsvundet ud i den blå luft. Han har været umuligt at følge, hverken i lægsrullen , i kirkebøger eller i diverse folketællingslister , før end han pludselig er dukket. op i Vebbestrup sogn, men nu i en tilstand , hvor han ikke er i stand til at tage vare på sit eget liv og helbred.

    Da han var barnefødt i Solbjerg sogn, beliggende i Bælum- Solbjerg kommune, er det også her man har pligt til at sørge for hans underhold når og hvis han ikke er i stand til at klare sig selv. Derfor blev han ført til Bælum fattiggård fra Vebbestrup sogn, som var hans sidste kendt adresse. Han ankommer den 30. september 1879 og bliver som 46 årig indført i den såkaldte ”Lemmebog” som ”fattiglem Nr. 27. Jens Hansen Petersen”.

    Han var om ikke velhavende ved ankomsten , så dog langt bedre stillet end de fleste fattiglemmer. I modsætning til mange af fattiggårdens øvrige beboere, hvoraf mange var ankommet kun i det tøj de gik og stod i, ofte klude, der knap kunne hænge på dem, så ejede Jens Hansen Pedersen både en del tøj og bohave. Desuden havde han en samling værktøj fra sin tid som skomager, så måske har han også fra tid til andet også ernæret sig i sit gamle fag. Ved ankomsten blev alt hans bohave således noteret op i ”lemmebogen” og det var som følger:

    1 klædekiste, 1 hængeskab, 1 dyne, 2 puder, 1 par lagner, 2 skjorter, 1 haandklæde, 1 regnfrakke, 1 god og 2 simple frakker, 2 par benklæder, 1 par underbenklæder, 2 huer, 2 hatte,1 bord, 1 stol, 1 bænk, 1 stueur, 1 lommeur, 1 sykasse, 1 lampe, 1 salmebog, 1 spejl, 1 kakkelovn, 2 kasseroller, 1 lille gryde, 1 kaffekjeddel, 1 thepotte, 1 sukkerskål, 1 fad, 4 over og 2 underkopper, 1 sovsskål, 1 tallerken, 4 flasker,1 kopjern, 2 håndtørklæder, 5 halstørklæder, 2 lommetørklæder, 1 par lufferdisser, 1 par mangchetter, 1 hvid krave, 1 simpel nattrøje, 5 par strømper, 4 veste, 2 par træsko, 1 par sko, 2 poser, 1 sæk skomagerrekvesitter , 28 lister eller blokke, 4 pakker 1 taske til saddelmagerrekvesitter 1 cirkel, 1 braadde, 2 hamre, 2 mejsler, 8 syle, nogle spænder, 1 lille lædder, 1 del nåle, garn og sværte, 1 kniv med gaffel, 1 lommekniv, 1 vægt med lodder.

    En ting kan siges med sikkerhed, det har været en omtumlet tilværelse, der var gået forud i Jens Hansen Pedersens liv. Han har på intet tidspunkt haft et fast holdepunkt. Hertil kommer en meget dårlig start på livet. Der nævnes her efterfølgende han var vanskeligt omgås, var brovten og utilfreds med alt og alle og dertil havde et særdeles vanskeligt sind. Dette fremgår bl.a. af fyldig klage fattiggårdsbestyre Busk følte sig nødsagen til at sende til Bælum – Solbjerg kommune, hvori han også nævner at distriktslægen tidligere havde vurdere Jens som værende sindssyg.

    Fattiglemmerne skulle som udgangspunkt arbejde for tøj, mad og logi ved fattiggårdens landbrug og den tilhørende mølle i Bælum med forefalden arbejde og her kniber det, ifølge fattiggårdsbestyrer E. F. Busk, for Jens Hansen Petersen at følge dennes anvisninger, hvilket tydeligt fremgår af klagen. Et skudsmål, der i store træk må man formode, har fulgt og ikke mindst forfulgt ham gennem hele hans ungdoms og voksenliv:

    Bælum Fattiglem 27

    Til Bælum -Solbjerg Sogneråd
    Jeg undertegnede Bestyrer paa Bælum Fattiggaard finder mig herved Foranlediget til at fremkomme med en Klage til det meget ærede Sogneraad over Fattiglem Jens Hansen Pedersen her, indført i Fattiggårdens Hovedbog som Nr. 27.
    Han paaberaaber sig bestandigt han er befængt med Fnat og jeg ikke vil tage ham i Kur derfor. Hertil maa jeg bemærke, hvilket ikke heller er det ærede Sogneråd ubekjendt -, at jeg straks Pladsen som Bestyrer her, nemlig i April 1882, efter Distriktslæge Brandts Foranstaltning, lod ham undergaa en fuldstændigt Fnatkur, hvorunder jeg selv personligt behandlede ham fra først til sidst, hvor efter saavel Gangklæder som Sengeklæder, ja endog hans Sengested, under mit og min Kones Tilsyn, blev underkastet en fuldstændigt Renselse, ved dels at komme i en varm Bageovn 2 gange, og dels ved at de Gjenstande, der kunde lade sig vadske, blev godt udvadsket i varm Sæbelud, samt kogt, hvilket erklæredes af Lægen for at være tilstrækkeligt, men da Kløen imidlertid vedblev paa Jens H Pedersens Legeme, erklærede Lægen at det var en Slags Hududslet, der ikke lod sig fordrive, og ikke Fnat, hvilket vi ogsaa har tydelige Beviser for, da de Personer som har delt Værelse med ham, aldrig er blevet smittede af Fnat.
    Han klager bestandigt over Forplejningen; i det hele taget ikke er ham tilpas. Hertil maa jeg bemærke , at forplejningen er ens for samtlige Fattiglemmer,og at aldrig nogen af de andre har fundet sig beføjet til at klage i saa Henseende; og at samme af de forskjellige Autoriteterer blevet erklæret for god; men desuagtet er han stadigt grov og ubehagelig ved Bordet, så de andre Fattiglemmer nær ikke kunne sidde i Ro og nyde deres Maaltider , hvorfor jeg enkelte Gange , med Magt har naattet fjerne ham derfra.
    I det sidste aarstid har han stadig væk udslynget den beskyldning imod mig og min Kone, at vi har iblandet Gift i hans Mad samt i hans Tobak.
    Det forekommer mig , at han, ved at udslynge en saadan Beskylding maa kunne sættes under Tiltale, medmindre der her kan være undskyldende Omstændigheder, da Distriktslægen, en Gang, under et Besøg her, har erklæret ham for at være sindssyg.
    Han gaar ofte til Byen (Bælum) uden min Tilladelse, ja flere Gange er han endog gaaet, lige umiddelbart efter at jeg udtrykkeligt har befalet ham at blive hjemme, og paa disse Udflugter er han jævenligt til stor Besvær for enkelte af Byens Beboere; Hvorover der jævenligt indløber Klage til mig; hvorfor jeg herved finder Anledning, til at henstille til det ærede Sogneraad, om det ikke kunde tillades at indrette et Slags Arrestlokale her paa Gaarden, hvor jeg, naar han har gjort sig opsætsig, kunde lukke ham inde; samt tillader jeg mig herved, i saa Fald, at bede det ærede Sogneraad skaffe mig Oplysning om, om der er Regler for, hvorledes et saadan Lokale maa og bør indrettes. Maaske maatte Jens H. Pedersen, ved saaledes at blive indesluttet, kunne bringes til at lære lidt Respekt; Saa han kunde bruges til at arbejde, eller i det mindste lade sig kalde til Orden. – I Vedtægterne for Bælum Fattiggaard, staar Paragraf 13; Bestyreren anviser et hvert Lem til arbejde, og må hans Befalinger uvægerligen og uden Indvendinger udføres. Under Arbejdet bliver ethvert Lem paa sin anviste Plads, og udfører sit Arbejde med Flid og Nøjagtighed. Men nu er nævnte Jens H. Pedersen ikke, hverken ved godhed eller ved Trudsler, at formaa til at arbejde; Som Suplement her til skal jeg her anføre Bemærkningen paa hans Konto i Lemmeprotokollen for 1883, Han udretter saa godt som intet og ligger i Sengen den halve Tid, han kunde vist nok godt udrette noget, men er tvær og stivsindet…. Samme Konto viser ved Opgjørelsen for 1883 en Udgift for Fattiggaarden ved hans ophold her, stor 166 kr 15 øre, og heri er endda intet regnet for Logi og Betjening. Den Underballance paa hans Konto kunde bringes Betydeligt ned, hvis man, ved at anvende mere radikale Midler imod ham, end jeg for tiden er i Stand til, kunde Tvinge ham til at arbejde! Thi vel er hans Ben svage, men hans Arme ere stærke, og da han saa har lært Skomagerprofesionen, og er i Besiddelse af et Komplet Sæt Værktøj til dette Haandværk, saa vilde han ikke kunne fortjene saa lidt ved at reparere Fodtøj, dels for Gaardens Folk og dels for Fremmede, samt ved at sy paa Gaardens Seletøj, hvilket ikke saa sjeldent trænger for Reparation; maaske nok ikke ikke det blev saa meget, man paa den Maade kunde drive ham til at udrette. Men i Vedtægterne for Fattiggaarden staar fremdeles Paragraf 17; Efterladenhed, Uorden, Ødelæggelse af Klæder, Redskaber og Materiale og deslige paatales alvorligt, og i Gjentagelsestilfælde foranstaltes de paagjældende afstraffede af Øvrigheden.
    Efter alt dette overlader jeg nu til det ærede Sogneraad at afgøre hvilke Forholdsregler der skal tages overfor forannævnte Jens H. Pedersen, da den maade hvorpaa han for Tiden opfører sig her paa Anstalten, og som for det meste foran beskrevet, er utaalelig, og hverken de øvrige Fattiglemmer eller mig og Kone er tjent dermed, men jeg formaar ikke at tvinge ham til Rolighed, saalænge jeg ikke har andre midler i Hænde dertil end de der for Tiden staar til Rådighed.

    Med megen Agtelse
    Underdanigst
    E. F. Busk
    Nørgaard den 21. September 1884.

    Ovenævnte skrivelse blev behandlet som et punkt på sognerådets næstfølgende sognerådsmøde og her vedtog man, som der står i forhandlingsprotokollen, ”… at indrette et Arrestlokale paa Fattiggaarden og rette Forespørgsel til Stiftsamtet angaaende sligt Lokales Indretning, samt efter Tilvejebringelse af et Arrestlokale, at give Bestyreren Bemyndigelse til, når nævnte Fattiglem viser Trods eller Ulydighed, at indespærre ham i en passende Tid”.

    Dengang behøvede man ingen lang behandlingstid, for allerede den 17. oktober 1884 kunne sognerådet fremlægge en skrivelse fra Stiftsamtet, hvori man kort meddelte, at man derfra ikke kunne anbefale at fattiglem Jens Hansen Pedersen på Bælum fattiggård blev indsat i arrest, da man derfra ikke fandt ham egnet til sligt anbringelse.

    Som før nævnt var Jens en urolig sjæl, og fattiggårdsbestyren havde sit hyr med at holde ham inde på fattiggårdens enemærker. Han gik således ofte ned i Bælum by uden tilladelse, hvor byens borge ofte klagede over han generede dem med rå tilråb og uhøvisk tale- Men han kunne også også bevæge sig videre omkring, Han var således i flere omgange antruffet i Aalborg, mere end 35 km borte hvor han enten blev indsat i arresten eller anbragt på en af Aalborg bys hjem for hjemløse indtil han kunne blive eskorteret hjem af ordensmagten.

    Bælum Fattiglem 27

    I følge en skrivelse fra Aalborg Fattigvæsensudvalg til Bælum- Solbjerg kommune dateret den 12. juni 1885, som de har medsendt Jens Hansen Pedersen, hvor han ved ordensmagtens mellemkomst var blevet retuneret til Bælum fattiggård, forbeholder de sig derfor ret til refusion for erholdte udgifter de har haft på ham. De henstiller desuden til det ærede sogneråd om ikke det ville være hensigtsmæssigt at der bliver tilhold til poletiprotokolen om han ikke må at forlade Bælum fattiggård, da denne fremgangsmåde følges over for flere fattiglemmer på tilsvarende fattiggårde.

    Man kan forstå af skrivelsen, at det ikke er første gang Jens Hansen Pedersen er bragt tilbage på Bælum fattiggård ved hjelp af ordensmagten, og det tegner endnu engang et billede af en mand med store physiske problemer. Man brugte ofte fattiggården som opbevaringssted i disse tilfælde, idet man dengang ikke kendte, eller havde for ringe ikke kendskab til behandling af disse mennesker.

    Det har ikke være muligt på nuværende at finde mere skriftlig materiale om hvad der i øvrigt er hændt i Jens Hansen Petersens liv og levned. Herom må man ud fra ovenstående forsøge at danne sit egen billede.

    Bælum Fattiglem 27

    Den aller sidste gang vi træffer Jens Hansen Pedersen Tørslev, er derfor som den første gang i en notits i Bælum kirkebog over afdøde mandspersoner.

    Her kan vi så yderlig tilføje som et endeligt punktum, at han afgik ved døden den 21. Juli 1888 på Bælum fattiggård som ugift fattiglem i en alder af 54 år og blev begravet den 1. august på Bælum kirkegård s.å.

  • Vester Nebel fattiggård

    Vester Nebel fattiggård

    Skæbner og minder fra 20 år som bestyrer…

    Tidligere tiders fattighjælp
    Når man læser om tidligere tiders fattighjælp og dets fattigvæsen, har det alligevel i loven været  sådan, at de fattige skulle hjælpes, men det kan jo også skønnes, hvorledes det blev praktiseret.  Helt fra enevældens tid  har det nok været den stedlige præst og  tre fire af sognets største gårdmænd, der med præsten som formand  har været fattigvæsnets bestyrelse, ingen af de fattige har været repræsenteret.

    Allerværst må det have været for de mennesker, der kom ud for en ulykke, så de med kort varsel blev bortvist fra arbejdsstedet,  og var det personer  udensogns fra, blev de sendt tilbage til deres hjemstedskommune.

    Treårs – opholdsperioden blev nøje overholdt, og selv om loven gav ret til klage, er der nok ingen, der har turdet gøre det, og der er sikkert ingen eller næsten ingen, der har anet , at der fandtes en sådan bestemmelse.

    Efter at være kommet igennem enevældens tid og til hoveriet blev afskaffet, er der nok sket store fremskridt.

    Den periode og helt til vor tid må have været fattighusenes tid med al deres elendighed. Al den hjælp de fik, blev altid leveret i naturalier, ingen kontante penge.  Det har vel også været det rigtige i den periode, da drikfældigheden var stor.  Der ville jo nok være blevet gjort brug af nogle af pengene til brændevin, men de naturalier de fik, var så småt tildelt, at det altid var på sultegrænsen, og helt op til 1849 var al  fattighjælp ved frivillige gaver.  I kirken blev der indsamlet   ”mæ æ klinkpung”,  ja det var helt op til vor tid.

    En lille historie fra den tid: En lille dreng var med sin far i kirke. Da de var gået forbi med klinkepungen , sagde drengen til sin far: ”Hvormøj fik do får?” – ”A fek et ant end en to øre”. Det er jo nok små beløb, der er  kommet ind på den måde. Efter grundloven i 1849 ser det ud til, at der kan udbetales lidt mere i kontante penge, da det var vedtaget, at der skulle udskrives så meget i skat, så der blev et lille beløb til fattigvæsnet,  –  til stor forargelse  fra skatteydernes side. Jeg kan ikke tro andet , end at forbedringerne alligevel må være kommet fra velmenende præster og gårdmænd, da ingen af de fattige har vovet sig frem Først 1933 fik vi den ny sociallov, som vel nok blev præget af, at landarbejderne og byarbejderne for længst havde begyndt at gøre sig gældende.

    Vester Nebel - Ægteparret AndersenTil venstre ægteparret Andersen fra Fattiggården i Vester Nebel og til højre gården der nu er nedrevet.

    Vester Nebel - FattiggårdenFattiggården i Vester Nebel blev købt og oprettet som arbejdsgård af Vester Nebel og Starup sogn i 1867 med 37 tdr. land. De første, der tog gården i brug, var  beboerne af fattighusene eller kommunehusene.

    Da man overtog gården  var det en firlænget gård med en stor lade ud mod Donsvejen med to porte. Den blev så revet ned, og det af materialerne, der kunne bruges, blev brugt til opførelse af en ny fløj, der blev bygget i vinkel for det gamle stuehus, sådan at der vist var ca. 10 små værelser i selve stuehuset og en  lille arrest, og så var der plads til seks senge i udhuset. Det blev så ombygget i 1921 og gjort større, så de gamle havde ret gode værelser med bræddegulv, men ellers havde vi jo slet ingen af nutidens bekvemmeligheder, fik dog indlagt vand efter nogle års forløb. De havde nu hver sin kakkelovn, foruden en ret stor opholdsstue, arbejdsstuen kaldte vi den. Der fik de rejsende deres mad og kunne lave deres musefælder og deslige der, og hvor de kunne lave deres campagne.

    Gården blev bygget først i 1800- tallet til en søn fra Elkærholm, havde så forskellige ejere indtil 1867, den sidste hed Svanbjerg. Den første bestyrer hed Mads Foged. Da gården ingen heste havde, blev den drevet af en husmand, der havde en hest. Han drev så begge ejendomme vistnok til 1897, da sognerådet blev enige om, at der skulle købes et spand heste, sagde Mads Foged pladsen op, han ville ikke på sine gamle dage til at løbe efter et spand heste, de byggede så huset over for.

    Jeg har set en gammel regnskabsbog, hvor der stod 12 børn optegnet, og der var vist familier med børn helt op til 1900. Efter Mads Foged kom Hans Fink, som var forpagter i 30 år, dernæst Peter Petersen, som var bestyrer i 5 år, Søren Bang  var der i 5 år, og fra 1928 kom jeg som forpagter i 18 år, købte så gården og solgte den igen  1½ efter på grund af sygdom.

    Da vi overtog gården i 1928, var der fire  alderdomsunderstøttede;  der var nemlig fire værelser adskilt, der var anerkendt til det formål, det var nu ellers uden betydning, da vi gav dem alle akkurat den samme behandling. Deres stuer var malede lidt pænere det var det hele. Så var der 7 såkaldte fattiglemmer foruden de rejsende – og desuden skulle vi beværte sognerådet både til møder og skatteligning. Det skete tit, vi var 25 til spisning, så der var noget for en husmor at se til med kun en pige til hjælp, men vi havde også meget dygtige unge medhjælpere, og alle var de gode til at omgås de gamle, det betød meget for os.

    Alle som kunne, skulle jo arbejde, derfor blev de flere steder kaldt arbejdsgårde helt op til 1885, da blev det til fattiggårde,  hvad jeg syntes var kønnere. Vi sagde altid kommunegård, når vi talte med de gamle, og da måtte ingen sættes til regelmæssigt arbejde, selv ikke vagabonderne, men jeg gjorde det alligevel. Når det blev vinter, ville de jo gerne blive ved kakkelovnen, men når det blev ved med at strømme  ind med gæster, kneb det med plads.

    Vi havde plads til 4 i sengene, og når det blev for mange, måtte jeg have dem anbragt i høet over stalden. Når det blev for mange, sagde jeg til ham der boede længst: ”Dersom du vil blive her længere, skal du ud og slå sten.” Jeg gav ham så værktøj dertil. Det virkede aldeles omgående. Jeg kan huske, den første, jeg prøvede med , sagde: ”Nej, så dybt er jeg alligevel ikke sunket”, og så gik han.

    Det gik egentlig godt længe med stenhammeren, men så en dag var der en der ville prøve, og da han så, jeg gik i marken, tog han min hammer med sig og solgte den for 5 kr. Ham så vi aldrig mere. Stenene havde ingen skade taget. Jeg tror nok, det var skik på mange fattiggårde, at bestyreren forlangte deres tændstikker og vandreseddel. Der var også en der afleverede tændstikkerne til mig. Lidt efter stod han ved husgavlen og var ved at tænde piben. Siden sagde jeg altid til dem: ”nej, lad os være fri, du er jo ikke den slags der går rundt og stikker ild på”. Det var de alligevel lidt stolte over, at man viste dem tillid.

    Af de mange,  der i årenes løb kom til os, vil jeg skrive lidt om nogle stykker, jeg husker bedst. De allerfleste fik vi ingen kontakt med, de gik og kom igen, nogle var ædruelige, nogle var religiøse på deres egen maner, men det lød jo ikke særlig overbevisende, når de stod og dinglede og fremsagde skriftsteder, selvom det absolut var korrekt, men de fleste var fordrukne og ødelagt af mange forskellige grunde, vel mest en karakterbrist. Mange af dem ville gerne fortælle, og var der en, jeg gerne ville have til at fortælle, tog jeg gerne cigarkassen frem og satte mig ned og sludrede med dem, men vedkommende skulle være ene, ellers tav de med det, jeg gerne ville høre. Mange af dem viste os billeder af en kone eller kæreste eller af deres børn, og i de fleste tilfælde tog de selv skylden for, hvordan det var gået.

    Det er ikke for at stille nogen til skue eller latterliggøre dem, men for det særprægede, og da sagen i sig selv er dybt alvorlig, bør man være nænsom med at dømme. Der er jo næsten en tragedie for hvert enkelt menneske, vi har og fælles for dem alle var, at de var glade for børn. Vi har tit set deres øjne stråle, når et af børnene tog deres hånd, vi var aldrig bange for at lade dem ene med dem, og jeg har i de 20 år aldrig hørt nogen sige et ufint ord til min kone, de var altid rolige og besindige.

    Nu vil jeg fortælle noget om dem, der var mest særprægede. Der var jo mange, som vi aldrig kom til at kende, de var tillukkede eller var sig selv nok eller måske blufærdige.

    Verner
    Jeg husker hvem den første var. Det var Verner fra Skibet, ca. 60 år i 1928, gik altid med pakke under venstre arm og stok i højre hånd. Han var en ener, der  ikke sagde ret meget, var forlegen når der var flere. Han drak ikke, men bare gik og fægtede lidt, gik en bestemt rute og kom så igen flere gange hvert år, havde lidt indtægt af at handle med sine træsko. De kunne få forskellige ting, når hjemstedskommunen ville refundere beløbet. Verner havde fået en seddel ved sognerådsformanden. Han ringede så til Skibet for refusion. Han svarede, ja lad gå denne gang, men I må godt spare lidt ved det, da han har fået 300 par sidste år. Det var nok lidt højt sat, men han havde omsat et par hver gang han skiftede fattiggård. Han var absolut arbejdssky. De havde haft ham på arbejdsanstalt. På det punkt lod han sig ikke rokke.

    Den gamle smed Niels Thomsen
    Boede ved Donssøerne og arbejdede på Elkærholm som smed og mark kusk. De havde det meget fattigt, han var meget fordrukken, mishandlede konen og stjal lidt til husbehov. Engang da mølleren og forvalteren en aften var på vej til Vester Nebel kro, fangede de smeden med en sæk korn og tog ham med tilbage til gården. Der blev de alle tre kaldt ind til godsejeren, som skammede smeden ud. Da han var færdig med det, sagde han: ”Ja nu må vi ha’ en anden ordning på det hele, du er jo ellers en dygtig mand, og så lover du mig ikke at stjæle tiere”, og så vendte han om mod mølleren og forvalteren: ”Hvordan tror de to herrer, en stakkels mand skulle leve med den elendige løn, jeg gir ham hvis han ikke stjæler lidt, men nu får du Niels 50øre mere om dagen, og så kører forvalteren ned med en sæk malet korn og 50 knipper halm, og så kommer vi med en halv gris, skal vi så lade det være godt”.

    Nogle år senere døde hans kone, og han kom på fattiggården, hvor han var meget nem at have. Han blev meget religiøs, tænkte meget over sit levnedsløb. Da han lå for døden, skiftedes min kone og jeg til at våge, han var bange for at dø, han ville holde os i hånden og blev ved at gentage: ”Bare Vorherre vil tage godt imod mig”. Vi trøstede ham så godt vi kunne. Et fattigt liv var endt.

    Bette Fanden
    En lille beskidt fyr af værste slags.  Han var vel en 60 år dengang, så han var ikke så farlig. Jeg har aldrig hørt et menneske, der sådan kunne bande, han kunne slet ikke gå forbi et menneske, uden han skældte dem ud med de værste udtryk, uden der var nogen grund. Folk var bange for ham. Engang sad han oppe i arbejdsstuen og råbte og skreg og var blevet uenig med vore egne folk. Jeg måtte jo derop, for han kunne godt true med kniven eller træsko. Da han så mig, blev han fuldstændig desperat og for hen imod mig.

    Jeg snuppede ham så og klemte ham så han skreg, bar ham ud og bad ham forsvinde. Han løb så ud på vejen, og da han fortsatte og var ved at samle opløb, måtte jeg derud igen, og det var ellers meningen, jeg ville tage hårdere ved, men han løb alt det han kunne. Men der er jo ingen der ved, hvad sådan et lille menneske har været igennem. Han havde arbejdet med mange ting: banearbejder, tørvearbejder, skovarbejder, og er jo nok hele livet igennem blevet holdt nede af sine kammerater, og hans gale sind har nok ikke gjort det bedre. En halv snes år efter blev han fundet død i en vejgrøft oppe i Nordjylland.

    Han gik en del år med en kurv med træskeer, som han vist ikke solgte ret mange af, kun til dem, der var bange for ham. De, der ikke var bange for ham, blev så tværet ud i den værste svovlpøl, eller også fik han nogle lussinger og blev smidt ud. Jeg kan ikke huske hans rigtige navn, men han er født i Vejle, og altid hed han Bette Fanden fra Vejle.

    Karl Knigger
    Hans moder en nu afdød distriktsjordemoder i Give. Da drengen blev født uden for ægteskab, blev han bortadopteret til en proprietær på Århus egnen og fik en særdeles god barndom.

    Efter skoleårene fik han lov til at læse til realeksamen, det var omkring 1930, da landbokrisen satte ind. Karls stedfar gik fallit og måtte begynde på noget nyt. De havde en svoger i Randers, der var grosserer. De ville gerne have Karl, som de også fik. Han var hos dem til han fik studentereksamen, så gik grossereren fallit, og nu sad Karl skidt i det, som han sagde.

    For han havde jo ikke lært at bestille noget, skulle bare være til stads. Han prøvede så en del af forskellig slags, var kontorelev og prøvede at gå handelsvejen, men alt gik i fisk for ham.

    Blev forsikringsagent, støvsugeragent, symaskineagent. Han prøvede at sælge tran til landmændene. Det var vist det sidste, inden han gik over til at handle med sikkerhedsnåle og lignende småting, så var der jo ikke andet end landevejen, men han blev ved at beholde kufferten og politimesterens tilladelse til handel. Når det kneb, måtte han begynde at indlogere sig på fattiggårdene og kom også til os. Vi havde ondt af ham. Han var rigtig en nobel og pæn ung mand, han blev ved så godt, han kunne at holde sig ordentlig i tøjet, det var  ikke let under disse forhold. Han blev så hos os i 14 dage, hvor han hjalp mig med hvad han kunne, han fik jo også en lille dagløn og kosten, og min kone vaskede hans tøj og ordnede det så godt det lod sig gøre. Han fortalte os så hele livshistorien, og nu havde han sat sig for at finde sin rigtige mor. Jeg vidste god besked med moderens familie, som var fra Øster Starup, og moderen boede på det tidspunkt i Give og var gift og havde flere børn. Jeg havde fået besked på ikke at fortælle ham noget, da han var adoptivbarn.

    Jeg var tit ved at være i tvivl om det var rigtig, men lod være. Han både græd og tryglede for at få det at vide. Det var nærmest lidt tragisk, for vi havde på det tidspunkt en kusine til ham som tjenestepige

    De snakkede med hinanden uden at vide, de var af samme slægt. Karl blev ved at komme 2 eller 3 gange om året. I mange år holdt han sig fri af spiritus og så nogenlunde ud i tøjet. Vi snakkede også om vi skulle have prøvet at få ham til at blive som karl. Han arbejdede altid en 14 dages tid, når han var hos os var venlig og rar mod os.

    Efter disse små optegnelser af  alle de mennesker vi har mødt, er det for langt de flestes vedkommende med venlighed jeg mindes dem, langt de fleste var jo kommet i vildrede med sig selv ved druk og dårlige familieforhold. Det var absolut ikke altid fattigdom i hjemmet, der havde leveret de fleste til landevejen, og de har sikkert alle haft perioder, hvor de var langt nede. Vi har tit set dem græde over det, de havde tabt, og så måtte de ty til spiritussen for at dulme smerten. Det syntes jo mærkelig for mange, at de ikke kunne lade være, men det kan vi vist ikke komme nærmere, end at vi ingenting ved derom, – os der er blevet fri for denne last.

    Jeg har lige haft besøg af en vagabond, han var her for tre måneder siden, og da fortalte han, at han havde haft en Købmandsforretning i en af forstæderne til Århus, kunne pludselig ikke mere og gik så og sjuskede rundt indtil han havnede på landevejen. Den første gang, han var herinde var han nogenlunde i tøjet, renvasket og barberet, næste gang, han kom, kunne jeg straks ikke kende ham, langskægget, beskidt og pjaltet, overhængt med ølkapsler og deslige dingeldangel. Jeg udbrød så ”hvordan pokker er det du ser ud Møller”?, Nå, han fik sin 1-kr., ”men næste gang du kommer og har fået alt det skidt smidt væk og er blevet klippet og barberet, så får du en femmer”, og nu har han lige været her i nogenlunde påklædning og ren og glatbarberet. Jeg prøvede at snakke med ham om dem derhjemme, så brød han sammen.

    ”Jeg kan ikke blive ved at holde det ud , for min kone og fire børn er helt uskyldige”. Han fik så en fem-krone, og jeg vil håbe at han får lov at græde mange gange endnu; så længe de kan det, er der håb for et stakkels menneske i nød.

    Der var en periode først i trediverne, hvor der kom en mængde helt unge københavnere, de kom tit fem- seks stykker ad gangen. Dem var vi ikke glade for, de var både frække og uforskammede. Når pigen var oppe med mad til dem, og hun var ved at være bange og ked af det holdt jeg mig i nærheden, og hørte jeg deres råheder, rev jeg døren op og gav dem en ordentlig skylle. ”Så må I ud ad døren med samme, ellers skal politiet snart få jer hen, hvor der er ro”. Det var de alligevel bange for. De blev jo også noget flade, når jeg selv engang imellem gik op med maden til dem, men jeg havde selv meget at bestille, så jeg havde ikke altid tid at være vagt. Jeg lod dem vide, at hvis de igen vovede sig frem med deres frækheder, ville politiet øjeblikkelig blive tilkaldt. Vi havde ellers aldrig nogensinde politiet blandet ind i de forskellige forhold. Det var ikke altid så let, men jeg havde jo en uvurderlig støtte i min dygtige kone, som altid havde god mad og var venlig mod dem. Vi var enige om, at vi var der for deres skyld og ikke omvendt.

    Vi beværtede jo også sognerådet til alle møderne og skatteligning til heldagsbespisning, det fik vi 200-kr. for årligt. Det var en ren underskudsforretning, men det gik jo alligevel. Vi var først bestyrer i to år, derefter forpagter i 16 år og købte så  gården i 1946 for 42000-kr.  Der var på det tidspunkt en ejendomsskyld på 25000 kr. alt fulgte med,  heste og maskiner var mit eget, men jeg fik en klausul lagt på, at vi skulle nedbryde huset, der var beregnet til de gamle. Det var ellers ombygget i 1921, så der var gode materialer, som vi byggede et hus af her ved siden af, hvor vi nu bor.

    Da vi igen solgte gården og flyttede ned i vort nye hus kunne jeg ikke undvære jorden, byttede så og fik en lille ejendom ved Nebel skel ved Bølling, men vi følte os altid som hørende til Nebel. Jeg gav mig da til at fuske i murerfaget og fik så travlt som aldrig før, indtil sygdom for alvor satte ind, og min kone var stærkt angrebet af hjertesygdom, hun havde også bestilt noget så det forslog.

    Men det har jo alligevel været en rig tid, man har gennemlevet, og nu hvor der er rigelig tid til at tænke, så er der jo så meget man gerne ville have gjort bedre.

    Hans E. Andersen

    Det er en datter fra fattiggården, Inger Andersen, Alleen 2 i Vester Nebel, der  har givet museet denne interessante skildring, som hendes far skrev for mange år siden, om livet for dem, der havde de ringeste vilkår, men dog alligevel fik lidt hjælp og støtte i deres elendighed for 60-70 år siden.