Nutildags ses roer vel stort set kun i områder, hvor der forekommer sukkerprodution, men i gamle dage var det en vigtig afgrøde overalt. Men også meget arbejdskrævende! Og det begyndte allerede tidligt, fordi det var vigtigt at holde roerne fri af ukrudt. Derfor skulle de luges adskillige gange i løbet af sæsonen. Og det krævede folk – og tid – for markerne kunne være store og roerækkerne lange. Men der var jo også adskilligt flere mennesker beskæftiget ved landbruget dengang. Karlene på de enkelte gårde satte en ære i, at der var styr på tingene på “deres” gård. Og noget af det, man gik op i, var ikke at være bagefter andre med markarbejdet.

Far fortalte, at når de unge mødtes i Lemvig om eftermiddagen på Grundlovsdag, var et fast tilbagevendende spørgsmål, om man var kommet i roerne. Det var utænkeligt, at man skulle være nødt til at svare nej på det spørgsmål – en sådan indrømmelse ville simpelt hen være for ydmygende, så om ikke andet, så måtte man i det mindste om formiddagen på selve Grundlovsdag ud at hakke i hvert fald en halv times tid, for at man med god samvittighed kunne svare på det obligatoriske spørgsmål.

Der var stor forskel på, hvor hurtige de enkelte var til at hakke. Som regel var mange i gang samtidig, og lykken var jo da, at finde sammen med nogen, der arbejdede i samme tempo, så man kunne have selskab. Men ellers arbejdede hver enkelt sig igennem rækken i sit eget tempo, og man kunne derfor se folk spredt ud over marken. Roemarkerne lå jo af og til ud til landevejen, og folk, der var på farten – ofte til fods – passerede derfor forbi flere, der arbejdede i roerne, efterhånden som de kom frem.

Dengang var folks gudstro noget helt anderledes nærværende, end vi kan forestille os i dag, og det kunne komme til udtryk i den måde, man hilste på. Det kunne lyde således, når man vandrede langs en roemark, hvor der var folk i gang: – Godaw’ – og Gud hjælp’ dæ’! – Godaw’ – og Gud hjælp’ dæ’!
Samme hilsen for hver gang man passerede én. Og det var ikke bare en tom høflighedsfrase – man ønskede virkelig for dem, at Gud måtte være med dem i deres arbejde, så det bar frugt.

Det kan være svært for os i dag helt at sætte sig ind i, hvor integreret religionen var i folks dagligdag. Det kunne imidlertid også nærmest komme til udtryk i det stik modsatte af ovenfor, for hvis det skulle ske, at nogen f.eks. arbejdede i roerne på en søndag, var det ikke utænkeligt, at kirkegængere, der passerede forbi, i stedet kunne hilse med ordene: – Godaw’ – I helligdagsbrydere!

I de gamle landsbysamfund indtog den lokale skolelærer ofte en vis position, og i hvert fald havde han uindskrænket magt i skolen. Indtil centralskolen kom til for et halvt hundrede år siden, var der i Fabjerg to skoler, henholdsvis Nordre og Søndre skole. Den sidste var placeret med Fabjerg Kirke som nærmeste nabo, og her regerede fra 1920 og fire årtier frem førstelæreren, Iver Kristian Schriver (1890 – 1979). Lærer Schriver så det åbenbart som en opgave at beskytte de opvoksende generationer mod moralsk fordærv. I hvert fald censurerede han i noget så uskyldigt som børnesange og de læsebøger, der blev anvendt i skolen. Noget, der blot antydningsvist kunne tendere noget uartigt eller gudsbespotteligt, blev hårdt og konsekvent luget væk.

Ifølge far havde de i en af skoletidens læsebøger en – i øvrigt opbyggelig – lille historie om en mand, der kunne høre dyrene tale. Han kunne selvfølgelig af den grund ikke slagte dyrene for at spise dem. Men situationen udviklede sig videre, så han også kunne høre planterne ytre sig. Han kunne f.eks. ikke trække en gulerod op af jorden uden at høre den jamre og bede for sit liv. Den stakkels mand var efterhånden ude af stand til at få føden – indtil han til sidst befriede sig for al føleriet, så han igen kunne få en normal tilværelse. Undervejs i fortællingen, hvor han netop ville trække en gulerod op af jorden, stod der følgende: – Åh, Herregud, åh, Herregud, skal jeg nu også dø, sagde guleroden.

Nu var udtrykket Herregud på den tid – og da i hvert fald i det Schriverske univers – et bandeord, som absolut ikke kunne tolereres, og slet ikke i en Læsebog for Landsbyskolen. Lærer Schriver havde derfor i alle eksemplarer af læsebogen omhyggeligt streget ordet ud, så det ikke kunne ses. Den slags er jo som skabt til at pirre ungernes nysgerrighed, for hvad i alverden er det mon, man ikke må se? Derfor blev der udfoldet store anstrengelser med viskelæder og andre hjælpemidler for at finde frem til, hvad der oprindelig havde stået. Efter datidens pædagogiske principper skulle eleverne på skift læse op af læsebogen, og når man kom til netop denne historie, kunne det ske, at en særlig dristig elev formastede sig til at læse den ucensurerede tekst: – Åh, Herregud, åh, Herregud, skal jeg nu også … men blev afbrudt af et vredt: – Det står der ikke! – Åh, åh, skal jeg nu også dø, sagde guleroden, lød det så…..

Men ikke kun bandeord blev bortcensureret. I børnesangen “Ole sad på en knold og sang” lyder næste linie som bekendt: Får og beder omkring ham sprang. Denne linie var omhyggeligt i alle bøger rettet til: Får og geder omkring ham sprang, for ingen af de små uskyldige landbobørn skulle finde på at spørge om, hvad en bede var!

Fabjerg var i 1700-tallet en lille landsby, hvor alle vidste alt om hinanden. Min ane Poul Madsen i Hyldgaard måtte i februar 1753 sande, at det undertiden er klogt at holde ”tand for tunge”.
Han var kommet til at sende et spændende rygte rundt over havehækkene. Det kostede ham en stævning for æreskrænkelse. Han undgik at få en retssag på halsen ved sammen med sin søstersøn at give en skriftlig, offentlig undskyldning, der kan læses i tingbogen.

Ved Jeg undskylder Michel Nielsen i Vintersgaard i Fabjerg den 2de Feb. sidst har udsagt nogle ærerørige og skieldsord i stor Vestergaard om Karen Christensdatter Poul Vestergaards Søster, og endskiønt min Morbroder Poul Hyldgaard i Fabjerg først før mig har udsagt samme ord om bemte Karen Christensdatter som ovenbem. min Morbror skulle have hørt af Hans Mathisen Groos i Hyldgaard, da som Sagen mellem os og Peder Vestergaard og hans Søster er bleven forligt, for ikke at ligge i Proces og ufrieghed med hver andre paa den Maade at vi alle tre Michel Vintersgaard, Poul Madsen Hyldgaard Hans Mathisen Groos her ved vore hænders underskrift og Declaration erklærer ovenbem. Karen Christensdatter Peder Vestergaards Søster, at vi intet veed paasige eller er vidende om hende, uden det som salig, kristelig og skickelig er i alle Maader og ald ond som om ovenbem. Karen Christensdatter hende til vanære skulle være bleven udsagt skal og bør ej komme hende eller nogen af hende s til Ringeste eftertale i nogen Maade. Men herved død og magtesløs og som utalt være og blive og eftersom stamme ond og uforstandig og ubetænkt mund er udtalt, skal samme ond til os haver hver igien til for sagens forfald og til disses allerede anrendte omkostninger og en liden kiende til sognets fattige gives 2 Rd og paa alt denne Erklæring skal staa i fuldkommen haver vi naunlig ombedt 2de dannemænd nafn. Jens Jensen Svendsgaard Niels Jensen Kiergaard begge af Fabjerg Sogn dette med os til vitterlighed at underskrive og attestere. Datum Stor Vestergaard d. 26. frbr. 1753 (ses – B77B-5 – side580b)

Det kunne have været interessant at kende indholdet af de rygter, vor ane i 1753 så ubetænksomt bragte videre. Pinligt må det have været, men det er ikke eneste gang vor vestjyske ane gav anledning til en god snak naboerne imellem.
Året efter finder vi igen Poul Madsens navn i Tingbogen. Den 29. august indgår Poul Madsen forlig med Jens Nørgaard i Fabjerg. Der er opstået uenighed om en stak rug. Den 24. oktober 1754 ses dommen:

Birkedommeren giver efter fuldmagt: – efter formelding af det Bevis: som Birkedommeren fra hannem i hænde haver imidlertid beholder Jens Nørgaard dend Høstak Rug saavel som dend Redten (retten) haver uden tiltale fra Poul Hyldgaard og dend foruden fri for alt det Strafmaalet har kostet og fra Retten givet er og saaledes Sagen med Rettens Samtyke efter Forskrifternes Indhold nedlagt.

Poul Hyldgård må igen indgå forlig og betale. Måske har han lært det. Hans navn ses i alle tilfælde ikke igen i tingbogen.

Bertel Jepsen er født i Vestergaard i Fabjerg omkring 1733. Han var søn af Jep Vestergaard, efter hvem han overtog fæstet på gården. I 1767 – samme år som faderen døde – blev han den 22. april viet i Fabjerg kirke til den 20’årige Kiersten Katrine Povelsdatter, der var datter af Poul Madsen i Hyldgaard og hans kone Kirsten Maltesen.
Underskriverne af forlovelsesattesten i kirkebogen er svigerfaderen, Poul Madsen Hyldgaard og Søren Mortensen i Pindsboel.
De første år hører vi ikke noget til familien i St. Vestergaard, så vi må formode, at livet har udfoldet sig for dem som for andre familier i landsbyfællesskabet i Fabjerg med barnefødsler, slid og slæb for at holde sulten fra døren.
Den 8. januar 1777 brænder gården. Bertel må gå den tunge gang til herredsretten i et forsøg på at få et par års skattefrihed, så han kan få råd til at genopbygge gården.

En katastrofe for Bertel, men vi, hans efterkommere, får pludselig mulighed for at løfte lille en flig af glemselens slør, og få et lille indblik i de barske vilkår Fabjergboerne levede under i 1700-tallet.
For Retten fremstod Bertel Jepsen, Fæste Bonde af Store Vestergaard i Fabjerg Sogn under Skodborg Herred, Beufling Amt, som beklagelig Anmeldte i Retten, at Mandagen d: 8 January næstafvigte om eftermiddagen, noget over Middag opkom Vaade Jld udj bem.te hans paaboende Gaard som uanseet tilkommende Naboers hielp saaledes tog Overhaand formedelst daværende stærk Stormveyr, at det hele Stue Huus længe og dertil tilstødende høelade ialt 19 Fag vel bebygt huus med Kub eller Halvtag i begge Ender aldeles af Ilden blev fortæret og lagt i Aske, saa deraf ej blev det mindste tilovers fra ildens Lue, som kunde anvendes til nogen Nytte hvorved tillige største Deelen af hans Indboe blev opbrændt  saavel som en 14 læs høe med noget mere hvoriblandt hans aftærskede Korn, som laa paa Loftet, hvorved han er sat i ynkelige og beklagelige Omstændigheder, trængende til Kongens Naade, og Med Christnes hielp, til hvilken Eed og for at ansøge Hans Majestæt om De Kongel: Contributioners eftergivelse, Bertel Jepsen var begeærende at hans Naboer og flere, som ved ilds Vaaden har været tilstæde, maatte tillades deres Eedelige Vidnesbyrd for-inden Retten at aflægge og hannem derefter et louligt Tings Vidne desangl: maatte blive meddelt, i hvis følge han fremstillede Søren Laursen af Lille Vestergaard, Laurs Christensen Vinte sgaard, Peder Nielsen Svensensgaard, Christen Nielsen Bloksg, Søren Pedersen af Bloksgaard Huus og David Lauritsen af Hyldgaard, alle af Fadbjerg Sogn, som han begiærede i Eed tages og stedes til Forhør.
Retten fremkaldte berørte 6 Vidners Persohner, forelæste og betydede dem Lovens Eed, og formanede dem til Sandheds Udsigende, som de og enhver belovede og derpaa med oprakte Fingre giorde Lovens Eed, og derefter paa Rettens tilspørgende qvestering forklarede: at det udi alle Maader forholdt sig saal: med den ilds Vaade, som Bertel Jepsen foran for Retten forklaret haver, meml: at Stuehuuset med høe laden aldeles blev lagt i Aske, og ikke det mindste deraf blev reddet fra ildens lue, og at største deelen af indboen, kornet paa Loftet og Høet i Laden ligel. Af ilden blev fortæret, saasom ilden tog saa kraftig og stærk overhaand, at det næppe varede en halv Time, fra ilden først saaes, og til det alt sammen var i Aske. – Vidnerne forklarede d: at ingen af dem vidste nogen Aarsager til ildens Opkomst, Ligesom det ogsaa var dem bekiendt, at der den dag ei var brugt brygning ell: bagning i Bertel Jepsens huus, hvoraf saasom ilds Vaade kunne opkomme, og desuden tændte ilden først an i vester ende af huuset, hvor hverken Ofn, Kycks eller Skorsteen var. Endnu forklarede Vid-nerne: at berørte Store Vestergaard staar i matriculen for hartkorn 9 td. 7 skp. 1 alb. Som stodhe i Deres Minde tid har været under en Beboer, og da Vidnerne paa nye efter op Læsning havde tilstaaet Deres Vidnesbyrds rigtige Tilførelse og aflæggelse blev de fra Retten dimitterede, da dert passerede efter Bertel Jepsens begiering hannem i Tings Vidnes form blev bevilget.- Da ingen efter Rettens Paaraab meldte sig med noget videre blev Retten udlyst og ophørt (Sk.-V. hrd’s Tb 25.01,1776, s. 3b).

Man må formode, at Bertel Jepsen, som det var kutyme, fik eftergivet skatter og afgifter 2 eller 3 år, så han kunne genopbygge gården og indsætte en ny besætning for derefter igen at blive en af Hans Majestæts gode, stabile skatteborgere.
Det nåede han nu ikke. Måske har branden knækket han. I alle tilfælde døde han året efter 1777 og blev den 13. februar begravet på Fabjerg kirkegård 44 år gammel. Man kunne ellers have undt den stakkels plagede Bertel at opleve jubelåret, 1788, året, hvor kongen ved lov ophævede vornedskabet.
Det var en ung enke, der sad tilbage med ansvaret for gården. Men, på en gård skal der være såvel husbond som madmor, så allerede den 12. november 1777, var der bryllup i St. Vestergaard. Kirstens nye mand var Christen Lauritsen Trans med hvem hun fik to børn.
Den 31. marts 1822 døde Kirsten. Hun var 75 år, da hun blev begravet på Fabjerg kirkegård.