Bertel Jensen Krog var født i 1650. Fødselsåret er udregnet efter hans gravsten i Egtved kirkes gulv, her kan man tydeligt læse, at han døde 46 år gammel i 1696. Oplysningerne om fødsel, vielse er ikke kontrolleret da kirkebogen for Egtved først starter i 1690 og for døde fra 1698.
Bertel Jensen Krog var en meget anset og betydningsfuld mand, Herredsfogde for Anst-Slags herred fra 1687 til kort før sin død i 1696. . Ligeledes må han have fået utrolig meget lærdom og undervisning. Bertel Jensen Krog skrev et brev til Kanceliet 5. maj 1680. Den smukke læselige skrift, har der kun været ganske få folk på den tid der har kunnet skrive, også dette tyder på, at han må have fået en størrer uddannelse. Det er sikkert, at han selv har skrevet brevet, for det slutter med “Med min Eegen Hand sign. Bertel Jenssøn Mana (= egen hånd)”
Bertel Jensens brev til kancelliet, Koldinghuus den 5. maj 1680:
Saa som de Høyædle och Velborene thill Ryttergaardeniss besigttelse forordne Kongl: H. (=hr.) Commissarrer haffuer mig schriftlig till Kunde giffne fl: (= følgende) Herritz fougden udj Jerlouff herrit, Jerlauff Lauritsen for sin giorde besigtelse paa Ryttergoedtzen Jerlouff Herrit, 4ey at Haffue observeret, sin Ed oh pligdt, Som ded sig, Beørder, Mens Megit at shall Haffue Seett igiennem fingrene, och ey effter Hans Kongl: Mayts. allernadigste Befalling Retteligen Antegnet Hvad till Huer Gaard Svaes (= svares) Kunde, Saa som Hand forslig Graffue (= graverende, altså alvorlig) Mishantlig ey veredig (værdig) Dommerssæde meere at betienne, førend Hand sig, for Sig tillbørlig (= passende) pupieries (renses, jævnfør det engelske to purify) Maa Paa Hans Kongel: Mayts. min allernaadigste Arffue Herris och Kongis Veegne Suspendieris her med Jerlouff Lauritzen Obssicio och Anbefallis Herritz foudens Sæede thill Jerlouff Herritz ting hereffter icke Videre at beside och betræede forrend Hand sig For Slig Haarde Haarde Beshyldning purigierer Haffuer. Koldinghuus d. 5 May 1680 sign. Ditløff Randzou Dette at verre en Rigtig Coppiore aff Thingbogen udi Jerlouff Herrit det Testierer ieg Med min Eegen Hand sign. Bertel Jenssøn Mana (= hånd)
Bertel Jensen Krog gifter sig med Kirsten Nielsdatter, sikkert omkring 1683, regnet ud fra deres 1. barns fødsel. Bertel Jensen Krog var 33 år og Kirsten Nielsdatter 38 år gammel, da de fik deres første barn. En søn Jens Bertelsen Krog blev født omk. 1683. De må have giftet sig sent. Men uanset hvordan det hænger sammen, så overtog Bertel Jensen gården, og fik Kirsten Madskone på aftægt. I året 1685 fødes deres 2. barn i Bølling, Egtved sogn i Vejle Amt, hun døbes Anne Bertelsdatter Krog. Omkring 1689 får ægteparret igen en datter, som døbes Johanne Bertelsdatter Krogh. Det sidste barn en søn Peder Bertelsen Krog blev født omk. 1692.
Bertel Jensen Krog, havde en bror, som hed Jacob Krog. I skattelisten fra Jordrup og Lejerskov sogne i 1686, ses og nævnes Skovridder Jacob Krog og hans hustru, de har en karl, en pige, 2 heste og 2 køer og måske er det også der han døde? Det har jeg ikke kunnet finde bevis for.
Johannes Linds hjemmeside har mange ekstragter af Tingbøgerne fra området. Her kan man se, at Bertel Jensen Krog var på tinge i 1695. I jyske register ses det så, at han…”haver afstenden fra sin bestilling, formedelst svaghed” den 14. marts 1696. Han må være død ganske kort efter. Det er også i Tingbogen, det ses at familien kom fra Jordrup, før de flyttede til Egtved.
Bertel Jensen Krog døde 1696 i Egtved, han begraves i kirkens gulv i Egtved og gravstenen findes stadig i midtergangen i kirkens indre, dog meget slidt og svær at læse. Det var degang kun meget betydningsfulde og velhavende mennesker der kunne blive begravet i kirkens indre. Parret fik 2 sønner og 2 døtre.
Her følger en afskrift fra den gamle lokalhistoriker, H. P. Sørensen, med hans egen typografi, den gamle retskrivning, som jeg synes ville være synd at ændre ved
Egtved kirke engang inden restaureringen, den store kakkelovn ses til venstre
I Vejle Amts Aarbøger fra 1916 har Hr. P. Eliassen skrevet en højst læseværdig Afhandling om Egtved Sogn Jeg har tænkt mig, at det efterfølgende, for en stor Del ældre Folks Fortællinger, paa flere Steder kunde udfylde denne Skildring.
Det var en gammel Tale, at Egtved Kirke vilde falde sammen en Gang, naar den var fuld af Mennesker (under en Gudstjeneste); dette skete dog heldigvis ikke, men Kirken var meget brøstfældig, da den i Aaret 1863 blev ombygget, og nu er der ikke stort mere tilbage af den gamle Kirke end et Stykke af den nordre Mur; i dennee sidder to smaa, rundbuede, tilmurede Vinduer, der kunde tyde paa, at Kirken, der nu er i Spidsbuestil, tidligere har været i Rundhuestil; den tilmurede nordlige Indgangsdør ses ligeledes meget tydeligt.
Taarnet var firkantet og havde Saddetag; Kirkeklokken var ophængt saaledes, at naar den sattes i Bevægelse, svingede den ud af det østlige Lydhul. Gamle Folk fortæller, at naar Klokken i Førstningen ringede fra det nye Taarn, saa de uvilkaarligt efter den, men nu kunde den ikke ses mere.
Indgangsportalen stammer fra den gamle Kirke; den sad i Vaabenhuset paa den sydlige Side af Skibet. Vaabenhuset gjorde tillige Tjeneste som Sprøjtehus. I Kirkens Kor fandtes tre smaa Stolestader ved hver Side, og desuden havde Præsten og Degnen hver sin lukkede Stol ved Enderne af Alteret; her stod Degnen og sang under Gudstjenesten. Opgangen til Alteret var midt for dette, og naar Folk ofrede ved Barnedaab og Bryllup, skete det paa den ene Ende af Alteret til Præsten og paa den anden til Degnen. Altertavlen, der stammer fra den katholske Tid, bestaar af et Midterparti med to Sidefløje med bibelske Malerier paa Bagsiden; paa de almindelige Søndage var disse Fløje lukkede sammen, saa Malerierne kom frem, og det Parti, som vi nu altid ser, vistes den Gang kun paa de store Højtidsdage.
De gamle Kirkestole var forsynede med Nummer, og hver Familie havde sin bestemte Plads; de blev erstattede med andre for en Del Aar siden, men en gammel Mand, nær de firs, sidder endnu om Søndagen i den Stol, der staar paa den gamles Plads, hvor han som Dreng sad sammen med sin Fader. De gamle Stole var meget ubekvemme; de bestod, foruden af Endestykket, af et Siddebrædt og et smalt Ryglæn (Hældtræ), der sad omtrent i Højde med Folks Skuldre. Paa Gulvet laa et Brædt til at sætte Fødderne paa, men der var næsten altid fodkoldt i Kirken, især da før der blev anskaffet Varmeapparat; enkelte Kirkegængere havde en lille Fodpose, andre havde Halmsko til at _trække uden paa Støvlerne.
Folk var tarvelige i deres Klædedragt, ogsaa naar de gik i Kirke; for ca. 40 Aar siden gik endnu mange med .Træsko og en Del af Kvinderne med Bomuldsforklæder.
Som omtalt i Hr. Eliassens Afhandling var Kroen den vestligste Gaard i Byen; her var tillige Brændevinsbrænderi i en Fløj, som gik ned i Haven. Den gamle Gæstestald brændte tilligemed Gaarden i Begyndelsen af Firserne.
Den ny Kro blev udskildt fra Gaarden i Halvtredserne og bygget i en Sandgrav paa den modsatte Side af Vejen. Her havde Folk tidligere hentet Sand til nødvendigt Brug indvendigt; nu blev dette jo aflagt, og Beboerne hentede saa deres Sand i en Bakke lidt ovenfor, der hvor nu Forsamlingshuset ligger. Denne Bakke har man i tidligere Tid kaldt »Savladbakken«. Navnet, som jeg har fundet i Præstegaardens »llber daticuse, er gaaet af Brug for mange Aar siden, og Bakken er udgravet. I det hele gælder det om alle disse gamle Navne, der vil blive nævnt i det følgende, at man skal være temmelig godt kendt for at kunne stedfæste dem nu efter saa mange Aars Forløb; de paagældende Steder og deres Omgivelser har forlængst skiftet Udseende.
Bakken lige øst for Savladbakken var tidligere fuldstændig nøgen; den blev taget ind til Præstegaardshaven og beplantet af Pastor Tilemann (Sognepræst i Egtved 1864-1875). I den østlige Bydel har forhen ligget de saakaldte Hvidegaarde. En gammel Mand, der er født i den ene af dem, fortæller, at medens de laa i Byen, hed den ene af dem Hvidesgaard, men om Navnet var opstaaet af et Personnavn (Hvids-gaard) var han ikke klar over, men det er ikke usandsynligt. Beboerne i de to Gaarde var beslægtede; Gaardene i denne Bydel ejes endnu af Efterkommerne af de Mænd, der er nævnt i P. Eliassens Afhandling.
Vejen, der fra denne Del af Byen gaar nordpaa, den saakaldte »Nørreforte« eller »Thyboforte«, er den gamle Drivvej fra Byeen til Markerne. Paa Gadejorden har Byhyrden samlet Kvæget fra Gaardene og drevet det ad denne Vej til Græsningen. Ved Thyboforte har der ligget en Gaard, »Thybogaarden«. Folk fortæller, at den i sin Tid blev købt af en af Præsterne Storm til Aftægtsgaard, men han solgte den senere til sin Avlskarl. Hr. P. Eliassen fortæller, at Pastor Ancher Storm i 1773 købte sin Nabogaard mod Øst; de to Beretninger gaar temmelig sikkert ud paa et; Præsten har beholdt Toften, som endnu hører til Præstegaarden, og saa solgt Udmarken til sin Karl. Gaarden er nu udstykket i fire Parceller, et Stykke af Toften var omkring ved Midten af forrige Aarhundrede indhegnet med et højt Gærde; her gik Præstegaardens Heste løse om Sommeren.
(Det brugtes tidligere, naar Hestene om Aftenen var kommet af Tøjet, da at slaa dem løse. De søgte saa ned i Dalen under Skoven. Om Morgenen maatte saa Karlene ud med en Visk Havre for at fange dem igen, men det kunde ofte tage det meste af Formiddagen.)
Lige syd for Branddammen ved Præstegaarden, paa den modsatte Side af Vejlevejen, var en stor Mergelgrav, hvorfra der er kørt mange hundrede Læs Mergel ud paa Bymarkerne. Skrænten ned til Mergelgraven kaldte man »æ Spring«. En Toft ved Siden af kaldte man »Svarretofh. En lille Bakke omtrent midt i Byen kaldte man »æ Swaaenbank«; den kaldtes saaledes efter s æ gammel Swaaen«, som boede der i et lille Hus i nogle Aar til sin Død i Aaret 1862. Han hed egentlig Søren Christensen og havde tidligere ejet Svanbjerggaard; han kunde saadan >lidt af hvert«, som man siger; sit største Ry opnaaede han dog som Jæger, men han bestilte nok heller ikke stort andet. Folk troede ligefrem, at alt hvad han skød paa, skulde falde.
En Gang forfulgte han en Hjort fra Egtved Skov helt op i Viborg-Egnen; her fik han den vendt om, og hjem igen til Egtved, hvor han saa skød den; det kunde han sagtens have gjort før, men saa kunde han jo ikke faa den hjem igen saa billigt, som naar den selv løb. Han forsøgte sig ogsaa i Flyvekunsten, som jo den Gang stod paa et temmelig uudviklet Stadium; der fortælles, at han en Gang bandt et Par store Vinger paa Ryggen, kravlede op paa Huset og lod saa staa til, men Forsøget faldt desværre ynkeligt ud – han endte paa Møddingen; det havde unægtelig været bedre, om han var fløjet fra Møddingen op paa Huset. Hans mange Haandværk blev imidlertid hans Ruin, han døde i Armod. En af hans Døtre, »Swaaen-Stinn«, arvede hans Natur; hun har gennemvandret store Dele af Jylland med et Bundt Pølsepinde; Føden tiggede hun og overnattede i Lader eller under aaben Himmel.
Noget, man ikke kan blive fri for at lægge Mærke til, er de mange Øgenavne, Folk har haft i ældre Tider; der siges, at der var ikke noget ved et Menneske, hvis det ikke havde et Øgenavn, men det skal vel ikke forstaas helt bogstaveligt, og de fleste kom vist temmelig uskyldigt til disse Navne. Herpaa kan der fortælles et, vistnok typisk, Eksempel. En Gaard paa Grænsen af Egtved Sogn ejedes af en søn der hed _Rasmus Påske, han solgte· Gaarden til en Præstesøn, som man saa kaldte »æ Posk-Præst«. Pastor Kau har tidligere i » Vejle Amts Aarbøger«, i sin Skildring af Maren Bjørn, fortalt, hvorledes hendes Mand fik Navnet: »Taalle-Pejer«; akkurat det samme Navn har vi haft her i Sognet, og Manden havde faaet det paa samme Maade. Det var især i Kvarteret nede omkringKarpenhøl, hvor der foruden Fattighuset laa en tre a fire gamle Rønner, deriblandt den saakaldte Stærkasse, at denne, Byens Pariabefolkning, boede, og her holdt Byens Ungdom om Aftenen et syndigt Halløj.
Hver Søndag Morgen var en af Sogneforstanderne nede ved Fattighuset for at tælle Tørv ud til Fattiglemmerne til den kommende Uge; saa hændte det ofte, fortælles der, at der blev gjort Forsøg paa at bestikke vedkommende til at levere flere ud, end han egentlig maatte. Maalet har maaske ogsaa nok været lidt knapt. Naar Udleveringen var endt, blev der laast for Huset til næste Søndag, hvor saa den samme Scene gentog sig med Skænderi og Vrøvl. Nogle af Fattiglemmerne »gik paa Madding” i Sognet, som det kaldtes, men det var vistnok kun de mandlige. Tiggeriet dreves i stor Maalestok her i Sognet og langt uden for dettes Grænser.
Der fortælles fra Jelling, at naar der kom Tiggere, og Folk spurgte dem: »Hvor æ I fraa?«, saa lød Svaret næsten altid i en ynkelig Tone: » Vi æ fra Ejde«. Det var dog mest op imod Højtiderne og naar der havde været Gilde i en Gaard, at man fik slige Besøg; naar der var Bryllup, stod der altid en Flok ved Kirkegaardslaagen og ventede en Skilling af Brudeparret og Følget, saa man kan jo sige, at den Gang maatte Folk ofre baade inde i og udenfor Kirken.
Egtved by som den tog sig ud på H.P. Sørensens tid, da han boede som pensionist i Egtved efter at han havde solgt sin ejendom i Oustrup. I forgrunden ses stationen med banelegemet, men ellers er det stadig småt med huse i byen. Vindmøllen og mejeriets skorsten dominere foroven
I Karpenhøl, eller i det mindste i Bækken, holdt Konerne tidligere deres Storvask, og i Kæret her laa Byens Børn de lange Sommerdage og passede Gæssene. Engene mod Øst kaldes endnu Ørvig. Engen vest for kaldte man »æ Trindhave”, men dette Navn bruges ikke mere. Der kom en ny Tid, og med den nye Mennesker til Egtved. Mange af dem kender ikke en Gang Navnet: Karpenhøl siden Bækken blev reguleret og den gamle Gravhøj jævnet ud, er Karpenhøl ogsaa nærmest kun et Vandhul.
De gamle Huse er forsvundne, og deres Beboere er flyttede ned paa Kirkegaarden, men morsomt er det at høre paa, naar gamle Folk en Gang imellem fortæller om dem og deres Bedrifter . Et Navn, der ligeledes er gaaet af Brug, er »Bygsdale; saaledes kaldtes en Lavning, hvorigennem Koldingvejen gik, lidt Syd for Karpenhøl [omtrent der, hvor nu Vejen gaar om til »Skovvang«. Vejen er for mange Aar siden flyttet op paa Skraaningen, og den gamle Vej er nu glemt; her var et slemt Sted at komme over om Vinteren, især naar der var Højvande i Bækken og man’ havde stort Læs. Sognets. Beboere kørte mest til Kolding; her solgte de deres. Korn, og Kroen fik sine Varer hjem herfra.
En Bys eller Egns ‘Udvikling kendes bl. a. ogsaa paa Postvæsenets Udvikling. Dette var her i Sognet, som saa mange andre Steder, ret primitivt: en gammel Kone, Maren Rødtnæs, gik til Kolding hver Tirsdag og Fredag og hentede ogsaa Hvedebrød til videre Forhandling; hun tog saa Breve og Aviser med til Egtved Kro, og Folk hentede det selv der. Den første Avis, der holdtes i Byen (i hvert Fald udenfor Præstegaarden), var et lille Vejleblad. Nu gaar der daglig seks Postbude ud fra Posthuset i Egtved.
Nedenstående omhandler Egtved kirkes synsforretninger 1861 til 1963, og restaureringen i 1972.
Egtved kirke som den tog sig ud inden den store istandsættelse 1972
Tiden før 1861 Egtved kirke er en af vore allerlængste, romanske landsbykirker, 26 meter lang, og der synes ikke at have været andre kirker på stedet før den blev bygget i slutningen af 1100-tallet. Dog har man ved gravning ved kirkens kors mur fundet rester af frådsten, som er naturlig kildekalk, og flere gamle kirker blev opført af i dette lette bearbejdede materiale i de ældste tider. Gennem tiderne har kirken i Egtved selvfølgelig flere gange skiftet udseende og har måttet ombygges og restaureres efter krige, ufred og efter at tidens tand har hærget. Kirkens usædvanlige størrelse skyldes sikkert, at kirken måtte udvides en gang, da de tre mindre sogne, Karbjerg ved Tågelund, Thorsted, samt Yding ved Rugsted blev nedlagt, henholdsvis i 1300 tallet, og ved reformationen midt i 1500 tallet. Oprindelig tilhørte kirken sognemenigheden, men efter reformationen i 1536 ejedes den af kongen. I 1582 blev kirkens administration overdraget lensmanden på Koldinghus, og ved lensmanden Casper Markdanner, fik kirken en kirkeklokke, prædikestol og paneler langs ydervæggene, måske også de første stolesæder, ligesom det ældste kirketårn sikkert blev bygget af denne lensmand. Menigheden betalte selv driften gennem korn- og kvægtiende. Svenskekrigene i 1600tallet var til gengæld en hård tid, hvor egnen blev udplyndret, tienden blev nedsat til det halve, men det var vanskeligt i disse år, at holde kirken i orden. Siden var kirken ejet af forskellige pengemænd, inden den endelig 1910 blev selvejende.
Nordsidens udvidelse mangler granitkvadre
Ellers er kirken opført at granitkvadre, 1600 stk. på nær et stykke af nordsiden, der er af rå kløvede kampesten Inden den omtalte restaurering i 1861-64 var kirkens kvindedør og to højtsiddende romanske vinduer på nordsiden dog blevet tilmurede, og de 5 spidsbuede vinduer, omgivet af brede rammer af røde mursten på sydsiden var blevet erstattet af de oprindelige romanske vinduer. Tårnet var ved at falde sammen og blev erstattet af det nuværende.
På lokalarkivet i Egtved ligger der udførlige beskrivelser over den store restaurering af kirken i årene1861 til 1864, og senere ved de mindre årlige synsforretninger frem til 1963, hvor kirken igen måtte gennemgå en større ombygning. Det var medens Olav Lindegård var sognepræst 1961-1972.
Synsprotokollen 1861 fortæller Kirken er dækket med stentag overalt, dens mure er af granit forskalning, fyldt indvendig med rå kampesten. Murenes udvendige højde fra grundstenenes nederste kant til taget er for skibet 8 alen, for koret 7 alen. Tårnets højde til tagets ryg er 32 alen, tårnets bredde og dybde er 16 alen. Det er firkantet forneden, og ottekantet foroven. I folkemunde verserer der en historie om at tårnet oprindelig skulle have været en del højere, men man sparede ved at bestille smalle mursten til byggeriet. Gulvet er af fliser, under stolene og i tårnet af mursten, omkring alteret bræddegulv.Stolesædernes antal for mandfolk 42, fruentimmer 42, med bagklædning 20, med ryglæn 46, desuden på pulpituret 4 bænke til ca. 50 personer. I kirken 3 gamle ligsten, pastor Søren Poulsen, 1591-1640, og hustru, Mette Stensdatter, samt pastor, Peder Iversen.. Altertavlen er af træ fra den katolske tid, den er malet 1857 tillige med hele kirkens indre. Kirkegården er i en regelmæssig firkant, ca. 4 skj. Land, lige stor mod syd og nord, kirkeporten er mod syd, en låge mod nord. På kirkegårdens dige er sat sten, indenfor samme, er nylig plantet poppel og hvidel. Kirkeklokken har følgende indskrift: Anno 1595 Lodt Erlig og Velborlig Mandt Casper Marcaadener Slotsherre På Kolding Denne Klokke Støbe hos Matthias Benning udi Lubeck. Kirken er assureret for 8000 RD.
Det er med stor glæde, at synet har taget denne kirke i øjesyn, der nu efter fuldførte og meget betydelige reparationer og forskønnelser, er en af de smukkeste kirker i provstiet.
1871: Kirkeejeren har af egen drift lagt nyt loft i tårnet og gibset dette.
1873: Den syvende bjælke fra koret repareres.
1877: Der anskaffes nyt knæfald af oval form.
1880: En ny kirkeport mod syd anskaffes, helst af jern mod sten eller murpiller. En ny lysekrone skænket af pige Maren Sørensen af Spjarup.
1881: Flytning af østre låge til nord indrømmes af synet.
1882: Døbefonten afpudses for maling, stenen i tårnets sydvesthjørne renses for kalk.
1883: Kirkegården udvides mod vest.
1884:Kanten om korbuen istandsættes, det forbydes at indhugge søm for at anbringe blomster mv.
1889: Et stykke gipsloft over pulpituret er nedfalden og må oplægges.
1890: Den søndre låge fornyes, den store repareres, alle 4 låger males
1891: Kirken hvidtes indvendig, de påsatte lisner om vinduerne bortfalder.
1892: Synet angår anskaffelse af en kakkelovn.
1893: Der anskaffes et panel med hængsler og brædder, for at lukke buen ved pulpituret. En foreslået udvidelse af kirkegården mod nord af 5 skp, land, fandt synet intet at indvende imod.
1895: Den vestre indgangslåge fornyes delvis.
1896: Den norde port til kirkegården fornyes.
1898: Gulvet i tårnet omlægges, farves sort og gult, man tillod at prædikestolen sænkes.
1899 Der bør anbringes en lynafleder.
1901: Kirkentrænger til en gennemgribende restauration, 2 udgangdøre, nyt gulv, og nye stolesæder, døbefonten flyttes, prædikestolen flyttes for at skaffe bedre lydforhold, korgulvet hæves, og da disse arbejder kræver en forud lagt plan, bør der senest 1. maj 1902 indsendes til provsten, af en kirkebygning arkitekt forslag i førnævnte retning. 2 udgangsdøre bortfaldt når der jkom lynafledere.
1902: 2. sept. afholdes møde om kirken i forsamlingshuset.Der er modstand imod at flytte døbefonten, der står smukt i korbuen, og stolestaderne er ganske vist ikke flotte, men vi er også på egnen tarvelige folk, der ikke behøver at sidde i lænestole for at høre en prædiken.
1903: Sagen er forelagt ministeriet, der har indhentet bygningsinspektørens erklæring. Følgende arbejder kan udsættes: Reservedør, fornyelse af stolesæder, og deres forbedring, og flytning af døbefonten. Der kræves opmålinger og tegninger for inventaret, og bag alteret anbringes et skab med låge samt hylder med vandtøj. Orglet vil i nær fremtid blive købt.
1905: Vindfløjen er nedblæst, og en ny foreslås af forgyldt kobberplade i form af fløjstangen.
1906: I tårnlugerne indlægges ½ tommer skiferplader som sålbænke. Ligstenen optages meget forsigtigt og anbringes til venstre for indgangsdøren til kirken.
1907: særligt syn afholdes i anledning af tiendeafløsningsloven. I kirken findes en altertavle af kunstnerisk værdi, en udskåret prædikestol, og et epitafium, 3 ligsten, 1 runesten og 1 døroverligger.
1911: Sålbænkene under tårnets sydvindue nedtages og erstattes med nye med dryp som går ind under vinduerne.
1912: Stolestaderne males.
Orglet og pulpituret flyttes i 1972
1916: Der foreligger tegnig og overslag over en større istandsættelse af kirken, og med elektrisk lysanlæg, samt tegning og overslagbudget over nyt ligkapel.
1917: Nyt loft og indskudsdæk, således at bjælkerne kommer til syne. Ved restaureringen blev der fundet gamle kalkmalerier i korhvælvingen, de bliver fremkaldt og restaureret af figurmaler E. Rothe i efteråret 1920.
Det var nogle usædvanlige kalkmalerier man fandt i alle hvælvinger i 1917. Mod øst over altertavlen ses Kristus som verdensdommeren siddende på regnbuen og støttende fødderne på jordkloden, over ham basunblæsende engle. Fra et motiv i Johannes åbenbaring, udgår et tveægget sværd, der peger mod de fortabte, og som små djævle tager sig af, mens de udvalgte går ind til Gods herlighed. Ved Jesus sider står Johannes Døberen og Jomfru Maria, medens Sct. Peter tager imod de frelste ved himlens port. Mod vest er den centrale skikkelswe en engel, der blæser i dommedagsbasunen, så de døde myldrer op af deres grave. I syd viser en engel Kristi våbenskjold med en fremstilling af lidelseshistorien med mange detaljer. Mod nord ses processen mod det enkelte menneske. Ærkeenglen Sct. Michael løfter en stor vægt, i hvis venstre skål har været en sjæl. Små djævle hiver ned i højre skål, mens Maria hjælper et par engle med at tynge den venstre skål ned for staklen, selv Sct Michael snyder lidt ved at lægge sin hånd på skålen også.
1920:Malerierne bag altertavlen fløj konserveres, og en præstetavle fra reformationens indførelse laves af kunstmaler Termansen, og anbringes i kirken. Maler Munk istandsætter og maler altertavlen.
1923: Menighedsrådet ønsker opført et brændehus på kirkegården.
1925: Bræddegulvet i stolene ferniseres.
1926: Fliserne i koret og gang omlægges og delvis fornyes. Tømmeret på taget forsynes med jernhagler.
1928: Loftet i tårnet forsynes med jernbjælker og hvælvinger. 16 bjælker nr. 12 og en drager, fuges og kalkes.. De to sydlige rækker grantræer i læbæltet mod nord fjernes, foran graves og til foråret plantes to rækker løvtræer, nordligst elm, sydligst bornholmsk røn.
1929: Den 4.,5. og 6. bjælke fra vest i skibet undersøges for svamp. Nye brædder og bjælker påføres Cuprinol forinden opsætning. 5. underramme med skråstiver i klokkestolen fornyes med egetræ. Yderdør fornyes, tegning indsendes til approbation.
1930: To stensøjler til kirkens vestre låge og låse til lågerne.
1932: Fornyelse af kirkedøren annulleres indtil videre. Klokke revnet og repareres.
1934: Stregning af kirkens nordre side og østre gavl, kalkes om vinduer.
1935_ ” nye kirkebøsser af malm.
1937: En thujahæk plantes på kirkegården og et lille anlæg ved kapellet.
1941: Korets østgavl afhugges for gl. puds, asfalteres om muligt og forsynes med nyt puds.
1942_ Da cement pt. ikke kan skaffes, beslutter man kun at kalke korets indre gavl.. Ophængning af rep. klokke.
1944: Fliserne i midtergang og kor omlægges. Murværk udvendig renses for mos og fuger repareres
1946_ Parkeringsplads planeres og beplantes, tjørn på kirkegården mod nord.
1949: Fugerne kalkes.
1952: Indgangsdør fornyes. Tag på kor og skib rep. enkelte tagsten fornyes. Nordsiden anbefales at fornyes i løbet af 5 år.
1954: Det henstilles, at hele på skib og kor fornyes samtidigt. Ny trappe til prædikestol.
19556: Bagsiden af altertavlen males lys.
1957: Kirkedør og døbefont renses.
1958: En låge fornyes.
1959: Ny kirgårdslåge i østdiget svarende til den påtænkte i sydsiden. Kirkelåge rep.
1960: Det forsloges at korbuen føres tilbage til sin oprindelige form.
1963: Nyt jernbånd om spirets midterstolpe. Menighedsrådet slår nu alarm om kirkens tilstand med følgende svada:
Kalkmalerierne i koret har nylig slået flere revner, og kalken buler ud, det befrygtes at billederne derved delvis bliver ødelagt. Menighedsrådet anbefaler at der straks indberettes om skaderne, og at kirken igen får en gennemgribende restaurering. Kirken fremstår brøstfældig hvad angår gulv, inventar og fyr, og skæmmes af tidligere tiders uheldige ombygninger, som der står i synet fra 1963.
Den omfattende restaurering 1964-1972 Kirkerummet fremstår efter restaureringen harmonisk med sine dæmpede olivengrønne farver. Til venstre dødedansfrisen på kirkens nordvæg
Der blev afholdt mange møder inden man blev enige om omfanget og behovet for denne større ombygning af Egtved kirke. Arkitekterne R. Aas, Varde, og Rolf Graae, Hellerup holdt i alt 56 byggemøder med medlemmer af menighedsrådet og håndværksmestre fra begyndelsen af 1964 og til den endelige genindvielse af kirken d. 12 marts 1975 . I det følgende vil jeg tage nogle udpluk af alle disse byggemøder, hvor menigheden måtte undvære deres kirke.
Varmeanlægget Er det første man tager stilling til. Et blandingsanlæg med kanal i nordsiden, aftagende i tykkelse gennem sydsiden af fjernvarme bliver vedtaget og overdraget til Rud. Sørensen i 1968. Der kommer dog en del bekymringer i de følgende år, bl.a. med befugtning, kanalerne placering osv. Først d. 25/9 1972 foretages afleveringsforretning, hvor alle er tilfredse med hensyn til inventar og orgelets bevaring.
Ellers drøfter man en etapevis udførelse af istandsættelsen af kirken, men enes om, at det ikke ville være hensigtsmæssig. I stedet bliver det nødvendigt at lukke kirken i et tidsrum medens arbejdet står på. Kunstmaler Aage Sørensen bliver antaget til at forestå rensning af træet i paneler og stolesæder. Der opstilles et budget i 1968 priser med en samlet udgift på 600.000 kr. 1969 bliver man ved et byggemøde enige om nødvendigheden af at hugge al puds ned i kirken under museets ledelse, undtaget i koret, hvor der ses gamle kalkmalerier, hvis man under arbejdet støder på malerier eller andet usædvanlig, skal arbejdet straks indstilles. Korbuen skal rekonstrueres.
Dødedansen Ved nyt byggemøde d. 26 august 1969 finder konservator Gregers Lind de første spor af frisen med dødedansen og den tekst, der hører med til kalkmaleriet. Frisen har hidtil været beskyttet af panelerne ved stolesæderne. Han fornemmer en væsentlig kvalitet i de sorte gotiske bogstaver. Afdækkes med brædder for at skåne for nedfaldende puds højere oppe på væggen. Ved et efterfølgende byggemøde, enedes man om at søge frisen kopieret og sat højere op på væggen. Det vil medføre nødvendigheden af at til mure vinduerne i nordsiden, men det vil også gøre belysningen i rummet bedre.
Prædikestolen og den ombyggede korbue
I den endelige udførelse står dødedansen på nord væggen, hvor fornemme folk i en kædedans med skeletter, der prøver på at antaste de levende personer. Skriften er en gammel bøn fra 1400tallet om at gøre bod.
Kalkmaleri i koret
Korbuen Efter nedhugning af gammelt puds finder man flere oprindelige buede kvadre, som kan rekonstrueres sådan, at korbuen næsten kan føres tilbage til sin oprindelige form.
Bjælker og loft Enkelte loftsbjælker udskiftes sammen med nogle af loftsbrædderne. Eg og Kalmar fyr i de oprindelige mål opsættes.
Stolestader Forskellige udkast til nye stolegavle og låger bliver bedømt, snedker udfører en prøvebænk. Man vedtager nye rygge på stolestaderne.
Arbejdets gang Ved et af de senere byggemøder 25.3.1971 ses følgende referat: Gulvet i midtergangen færdiglagt. Den fremtidige arbejdsgang drøftedes, følgende tidspunkter fastlagt: Eltavle leveres i uge 14. Ventilationsanlæg startes i uge 15. Lægning af trægulve i stolestader påbegyndes 22 april. Henlægning af gulvstrøer påbegyndes inden denne dato. Gulvet færdiglagt 3 maj. Konservator Lind påbegynder opsætning af dødedansfrisen i juni måned. Opsætning af paneler og stolestader påbegyndes 1 juli. Altertavlen kommer til Egtved midt på sommeren. Prædikestolen opsættes umiddelbart efter at vægpaneler er opsat. Mureren begynder istandsættelse af tårnets murværk så snart tårnstillads er opsat. Alterbordet opmures når arkitekterne har forelagt menighedsrådet tegning af dette. Orgelpulpituret udføres af 2 lag 51/4” brædder med mellemlag af Rochfon. Den store ligsten anbringes på korets nordvæg. Billedhuggeren anmodes om at være behjælpelig ved flytningen. Orgelbyggeren bedes oplyse hvor lang tid det vil tage at opsætte orgelet. Kunstmaler Aage Sørensen redegjorde for arbejdet med restaureringen af altertavlen, og i denne forbindelse drøftedes alterbordets udførelse, arkitekterne vil fremkomme med tegning til et muret alterbord indklædt antipendium, bag alterbordet indbygges et skab. Næste byggemøde 16 april kl.14.30 kl. 15 på Egtved hotel.
Afleveringsforretning d. 25.9.1972 Endelig, efter alle disse byggemøder, er tiden kommet til en sidste gennemgang af arbejdet. Til stede var: Menighedsrådet, murermester Henning Iversen, snedkermester Henry Nielsen, malermester Knud Bruun, ingeniør Mogens Storr, arkitekt Rolf Graae, arkitekt Richard Aas og arkitekt Niels Grønne. Her blev man enige om:
Gulvsten med knækkede hjørner udskiftedes. Korhvælvet isoleres og halvtag i tårnet som beskyttelse for orglet, fjernes. Oprydning på loftet i samråd med arkitekterne. Malermester Bruun kalkbehandler fyrretræsgulvet i stoleværket og skab bag alter males. På grund af den usædvanlige fugtige sommer, har fyldningerne i en mindre del af lågerne udvidet sig så meget, at ramtræet er sprunget, måske vil de i løbet af vinteren igen få sin oprindelige størrelse, så man enedes om at reparation udskydes til sommeren 1973.. Der anskaffes 10 stk. hynder, 35×35 cm. Arkitekterne kommer med forslag til afspærringsgreb ved orgel og til koret. Ingeniøren fremsender forslag til serviceeftersyn på varmeanlægget. Arkitekterne kontakter billedhugger Vitus Nielsen og aftaler sammenlimninger af ligstenen. Stenen søges efter istandsættelsen placeret i kapellet, murermesteren drager omsorg for stenens flytning.. Endelig fremsender ingeniøren også forslag til udvendig armatur for udvendig belysning af kirken.
Udgifterne De samlede udgifter for den omfattende restaurering af kirken kunne ikke holdes indenfor budgettet, men løber op i 873.181 kr. I hvert fald ifølge et håndskrevet ark, som også ligger sammen med referaterne af de mange byggemøder. Efter den tids priser og de store arbejder og ombygninger, især omkring dødedansfrisen, kan der nok ikke siges, at være for meget. Nu vil Egtved kirke kunne stå i mange år uden de helt store behov for reparationer. Det skal dog tilføjes, at kirken også fik en ny kirkeklokke i 1975, støbt i Frankrig.
Ved kirkens genindvielse, som først skete den 12 marts 1972 talte biskop Thyge V. Kragh, provst B. V. Hvidberg-Hansen og sognepræst Olav Lindegaard. Da havde kirken også været lukket i en del år, sådan at alle kirkelige handlinger var henlagt til skolen i Egtved samt sognets nabokirker. Siden har man bekostet et helt nyt tegltag, da stormen i 1999 ødelagde mange af de gamle tagsten, og for nylig har man også bygget helt nyt kapel med kontor og venterum. Lågerne i stolestaderne er forsøgsvis fjernet, da de generede i kirken ved høje bump.
Men man kan passende afslutte denne gennemgang med Grundtvigs salme: Kirken den er et gammelt hus – står, om end tårnene falde. Og selv om mange i dag ikke er religiøse, eller tror på en opstandelse, så hviler vores kultur og tankegang stadig, som igennem generationer på en kristen filosofi og tankegang om medmenneskelighed og næstekærlighed, det må vi værne om.
Man ser tydeligt at tårnets dimensioner ikke helt svarer til kirkens, så myten om de smalle mursten kan måske være sandfærdig
