Den byggeglade gamle, kendte konge havde en særdeles uheldig hånd med alle sine krige, som han måtte tabe den ene gang efter hinanden, og som desværre også gav befolkningen uhyggelige afsavn og elendighed. Alligevel blev Christian firtal ved med at slås med svenskerne, tyskerne og endda med sine egne lejetropper, der gjorde oprør mod ham, og på Koldinghus, der var kongeslot på den tid, havde han til stadighed brug for våben og ikke mindst krudt til sine uheldsfyldte togter.

Og netop krudt, var dengang et besværligt produkt at fremstille, og allerede Christian den 3. havde derfor anlagt en såkaldt ”Salpeterplantage” tæt ved kongens ejendom ved Nygård i Starup sogn. Ved landsbyen Borlev, tæt ind til Hjelmdrup ved Egtved blev der anlagt et såkaldt ”salpeterværk”, idet salpeter var en hovedbestanddel for at lave sortkrudt, og der blev indforskrevet eksperter fra Tyskland til at håndtere fremstillingen. Hovedbestandelen bestod af gennemvædet jord fra husdyrgødning, kalk og andre kalkholdige stoffer. Salpeteret blev leveret til Kolding Staldgård ved kongeslottet. I et regnskab fra kongeslottet står der noteret at flere tønder krudt er blevet røvet i svenskekrigen. Men her ved Borlev kunne der endnu i 1912 ses talrige teglstensbrokker på marken, hvor krudtfabrikken engang havde stået, stedet hed dengang ”æ pitteagre” som et minde fra tiden om salpeterfremstillingen.

I de gamle lensregnskaber stod der, at fabrikken havde hele 3 bygninger, et salshus, et salpeterhus og selve salpeterladen. Salpeterladen var hele 48 fag lang, den var tækket med strå, væggene var flettede ris, således at vinden kunne gå uhindret igennem laden, hvor der stod store kar, hvor vandet blev inddampet, men også en ovn, hvor salpeteret senere blev tørret. Igennem alle kongens krige led også salpeterværket i Borlev stor skade, de store, kostbare kobberkar blev røvet og omsmsmeltet. Kongen genopførte dog værket et par gange, og den kgl. Salpetersyder fik stadig sin gode årsløn foruden de naturalier, som også fulgte med hans arbejde. Der kom dog til flere retssager med bønderne i Borlev, som mente den samme ekspert udi krudtkunsten tog deres jord ind til græsning af sine dyr, og også pløjede og såede på deres jord. Sagen når helt op til Landstinget, hvor salpetersyderen bliver dømt til ikke at befatte sig med bøndernes jord. Desuden lover han de Borlev mænd, at de hver må få to svin på olden i Hjelmdrup Skov. Det tyder på at han har haft rettigheder her i skoven, og sikkert har han her kunnet hente brænde til salpeterværkets ovne. Kun markens navn, og de små teglstensbrokker er i dag tilbage af salpeterværket i dag, skriver P. Eliassen i Vejle Amts årbog 1912.