I 1764 blev væver Mogens Christensen begravet i Smørum og i kirkebogen står: Eodem jordet Mogens Christensen til huse hos sin svigerfar Bent Pedersen snedker, af hvilken han i Smørum Nedre meget morderisk blev ihjelslagen.
Bag denne notits lå en forfærdelig tragedie Bent Pedersens datter Sidse blev konfirmeret 17 åt gl, i 1752. Sædvanligvis kom drenge og piger ud at tjene efter konfirmationen, men muligvis fordi Sidse var forældrenes eneste barn blev hun hjemme hos forældrene efter konfirmationen. Året efter blev Sidse gravid og barnet, en dreng, døbes Peder. Ved dåben udlægges en væversvend Mogens Christensen til barnefar. Væversvenden boede til leje hos dem. Et par måneder efter barnets fødsel bliver Sidse og Mogens gift. Det unge par bliver boende hos Sidses forældre og i 1756 dør deres 3 årige søn Peder. Sidse venter deres andet barn og det bliver en drenge, der opkaldes efter den første søn. De får en datter Karen i 1760. De får to sønner mere Jens i 1761 og Niels 1763. Ved det sidste barns fødsel er Mogens blevet tingmand d.v.s. han deltager i retssager i Ballerup tinghus.
Kort efter det sidste barns fødsel skete tragedien. Et uvenskab mellem svigerforældre og svigersøn brød ud og mens Mogens sad ved sin væv gik svigerforældrene og deres datter ud på gaden. Svigerfaren Bent tog sin bøsse med og ude på gaden løftede han sin bøsse og skød Mogens gennem det åbne vindue. Mogens døde ikke og de tre udenfor, styrtede ind i huset og med forskellige værktøjer huggede de ham ihjel. Ingen havde hørt dem og skyndsomt bar de liget ud og begravede ham i tørvehuset.
Folk begyndte at spørge Sidse, hvor hendes mand var blevet af. Sidse holdt mund, men en dag talte hun over sig og fik sagt han ligger i tørvehuset. Rygtet nåede hurtigt Sognefogden, der anholdte Sidse og hendes mor Ingeborg, men Bent når at flygte til Sverige, hvor han var født. De to kvinder blev ført til København, hvor de blev indsat i Blåtårn. Formodentlig tog naboer sig af de fire små børn, der nu var uden deres forældre og bedsteforældre.
Sagen blev bragt for Birketinget i Ballerup og der har sandsynligvis været mange tilskuere både indenfor og udenfor tinghuset, da sagen kom for retten. Dels var det en yderst sjælden sag og dels var det en sag, der var foregået i Tinghusets nærmeste omegn. Desværre er forhørsprotokollerne gået tabt, således at vi ikke kan følge forhøret og dermed få klarhed over hvad der er sket.
Vi kender dommen og den var hård og ubarmhjertig og lød for dem undvegne Bent Pedersen, at han først skulle knibes med gloende tænger. Derefter skulle en hånd og et hoved at afhugges med en økse. For derefter at sættes på en stage og kroppen lægges på stejle.
Datteren Sidse Bentsdatter blev også dømt for mordet og skulle miste sit liv ved sværdet.. Det var mere vanærende at miste sit hoved ved øksen end ved sværdet, derfor ser man den største straf tildeles Bent Pedersen. Tilbage var Sidses mor Ingeborg Larsdatter blev idømt livstid i spindehuset på Christianshavn. Det blev også stadfæstet, at alle tre havde mistet deres ejendele og selv skulle betale for deres fængselsophold og straffens omkostninger bl.a. bødlen ud af de konfiskerede ejendele.
Dommen blev videre sent til kongen, der altid havdr mulighed for at omstøde en dødsdom, men dommen over Ingeborg blev skærpet og hun blev dømt til døden i stedet for den livstidsdom, hun havde fået.
Henrettelsen
Torsdag d. 21 februar 1765 blev Ingeborg Larsdatter og hendes datter Sidse ført til Trippendals galge i Herstedøster. I den kolde morgen kom moren og datteren roligt og fattet til Trippendal, fulgt af to præster, der flittigt havde besøgt de to kvinder i Blåtårn og havde forberedt dem til døden. Livstidsstraffen for Ingeborg Larsdatter var af Højesteret ændret til at miste hovedet med sværd og efter døden måtte hun begraves på Herstedøster kirkegård. Sidses straf var også blevet skærpet, idet hun skulle knibes fem gang med gloende tænger og derefter miste hånd og hoved med øksen. Det alt sammen skulle lægges på stejle.
I adresseavisen står der, at Sidse efter hun var blevet knebet med gloendetænger kyssede præsternes hænder ”velsignede dem ved deres arbejde og frydede sig ved den nu påfølgende evige glæde ”. Modsat moderen blev Sidse begravet i ved galgens fod.
Faderen vender tilbage
Et par år senere kom der livstegn fra faren Bent Pedersen. Han var flygtet til Skaane, hvor han var født. Han havde nu i sinde at gifte sig igen, han var opmærksom på at hans kone var død, skriver han.
Brevet var stilet til præsten i Ledøje Jacobæus, hvori han skriver at han vil giftes, men han mangler en seddel fra præsten, der beviser hvem han er og hvor han har boet i Smørum de seneste år. Uden disse oplysninger ville den svenske præst ikke vie ham til den kvinde, han havde fundet i Sverige.
Præsten sendte bud til Edelgaves godsejer, da Bent Pedersen havde været husmand under godset. Godsejerne i Danmark havde ansvaret for deres gård- og husmænd. Godsejeren udrustede en lille skare med godsforvalteren i spidsen. Den lille flok red til Helsingør hvor de sejlede over til Skaane og forsatte til Malmø, hvor Bent Pedersen i forvejen var blevet tilbageholdt. Godsforvalteren betalte for fangens ophold og pleje, hvorefter de drog samme vej tilbage.
Ved ankomsten til Smørum blev Bent Pedersen overladt til antageligt Sognefogden. Man må formode at Mogens Christensen ikke var let at leve sammen med, men konsekvenserne af de problemer hele familien havde, kom til at koste dyrt. Tre mennesker måtte lade livet for deres handlinger og fire små børn blev berøvet deres forældre og bedsteforældre.
De forældreløse børn
Men hvad blev der af de fire små børn. Peder på 6 år, Karen 3 år, Jens 2 år og Niels under 1 år. Børnene blev straffet hårdt. Niels blev konfirmeret i 1781 og ved konfirmationen læser han ”ypperligt” og har gode evner.