Der er nu 707 historier fordelt på194 byer

Landsbyhistorier

Indsend ny historie

Forfatter: Viola Tøt

  • Den forsvundne landsby

    Den forsvundne landsby

    Krista Tøt, 1911 – 1993, begyndte at skrive i 1979 – Huse som ikke er mere!

    Jeg er nu naaet til Knopper, hvor der i min barndom var jernbanestation og Købmand samt 11 huse, og naar det dengang var almindelig med 10, 12 eller 14 børn kunde vi godt blive en del til fødselsdage og lignende. Min Skolelærer Nielsen havde 17 børn. De boede paa Rønland, hvor vi ogsaa gik i Skole (ca 2 km).

    Knopper havde ikke husnumre og gadenavne, men vi benyttede høfderne ved havet. Det første hus laa ved høfde 47, der boede Madam Andersen og Andersen. Børnene var rejst fra hjemmet, da jeg arriverede. Hvor var det hyggeligt naar man gik fra Thyborøn, som havde høfde 52, og saa pludselig saa i sandet, Huset som var sort tjæret (og i stærkt solskin); det var, som om taget var blaat og det glitrede i flere kulører. I de smaa vinduer var der mange røde pelagonier og altid gik man til døren og blev budt velkommen med kager og saftevand. Andersens var kommet fra Fyen; dengang da høfder og dæmninger blev bygget, de havde da et marketenderi (cafeterie).

    Et lille stk. fra huset var der et firkantet hul, som hele Knoppers befolkning hentede vand ved, det foregik paa den maade, at vi laante Farbror Jenses Islændere, hvorpaa vi havde 2 trætønder paa vognen; vi maatte somme tider junge mus og frøer op af hullet; men vi blev aldrig syge af det; vandet blev hovedsageligt brugt til mad, kaffe & the, og det var en forbrydelse at bruge det til rengøring, der blev kaos naar der var nogen, der brugte ”Tutvand” unødvendigt, (navnet stammede fra dengang da Andersens havde marketenderi).

    En høfts længde syd paa, laa der en dæmning fra havet og østpaa, som blev kaldt risdæmningen, (navnet ubekendt), men det var saadan naar der ikke var nr. eller gade, da maatte der komme nogle navne paa de forskellige vandpytter og forhøjninger, som de ogsaa har på Chr.Ø (æ bette blaa! æ store blaa, Bensens vandhul, dæmningsgrav, banegrav og m. mere.

    Ved høfde 44 boede farbror Jens og Kristiane, der var 2 piger Marie og Krista, som blev mine gode veninder, vi gik i skole sammen og havde mange dejlige timer. Hvis jeg ikke maatte gaa derom, var jeg ulykkelig. Naar min Mor var i byen rendte jeg bud efter dem og vi bagte kyskager og spiste røræg, det gik ud over sukkeret, og i mit hjem maatte vi ikke ødsle med noget. Kyskagerne var ikke altid vellykkede og naar vi havde spist dem vi kunde smed vi det tiloversblevne væk.

    I det næste hus boede Anders Kruse og Sine, det var en lille ejendom med 2 Heste og 3 køer, Høns og Faar, der var 4 børn; men de var ikke saa meget ude sammen med andre.

    Nu er vi naaet til Poul Ovesen og Sofie. Manden var død før jeg blev født; men Sofie var en lille sød kone og jeg tror nok, hun var kommet fra Falster; hun talte saa pænt og sproget forandrede sig ikke.
    Hendes Datter Maren var hjemme hos hende, og da det var vores nærmeste naboer kom jeg meget der. Da Sofie døde, var jeg hos Maren om natten, naar det saa ud til tordenvejr. Der var en egen stemning i det hjem, særlig husker jeg det gamle vægur, som var speciel, med malede billeder paa glasset og en egen klang naar det slog, naar Maren spurgte, om jeg ville spise til aften var jeg lykkelig, hun lavede noget dejligt kartoffelstuvning i panden og dertil fik vi spegepølsemad, som smagte saa godt, derefter the og en ostemad. Naar Kirstine kom hjem paa besøg var der livlig, hun kunde digte og det var altid saa spændende. Maren var vist 30 aar ældre end jeg og Kirstine ca 20, men det betød ingenting for mig, begge var ugift og blev ved med at være alene.
    Da Staten overtog Jorden og jævnede Husene med jorden, flyttede de til Harboøre og boede sammen der; Maren er død for flere aar siden; men Kirstine bor på Alderdomshjemmet i Thyborøn, jeg gaar somme tider ind og hilser paa hende naar jeg er i Thyborøn.

    Ved Høfte 43 laa mit hjem, som jeg har mange minder om og tænker tit paa det, ja drømmer om det ogsaa, – det er altid, at jeg kommer og ser, der er kun det ene Hus, hvor min mor gaar helt alene, og vil ikke flytte ud. Det blev hun skaanet for, hun døde aaret før Staten overtog det. (hun blev 80 aar gammel).
    Vi var 12 børn, hvoraf jeg var den yngste, jeg blev født da Mor var sidst i 40erne, saa min ældste Søster Marie var mig næsten i mors sted, jeg var meget ked af det, da hun giftede sig; men heldigvis boede hun ikke langt fra os, hun flyttede hen til sine Svigerforældre i et par aar, og sidenhen til Langerhuse, og da hun fik det 4. barn flyttede jeg derop, hvor jeg var et aars tid og hjalp til i huset.

    Da minen sprang!
    En sommerdag for ca 61 aar siden saa jeg min Søster Marie komme gaaende paa Vejen med Barnevogn, (det maa have været Viggo, der nu er 61 aar). Jeg kunne næsten ikke vente til de kom hjem; men gudskelov blev jeg inde. Lige før de naaede døren blev det hele sort og alle vinduer gik i stykker, det halve af loftet i stuen faldt ned. Det var en stor hornmine som gik gik paa høften, jeg var vel ca. en 5-6 aar den gang, men glemte det aldrig. I mange aar efter fandt vi store jernstykker langt væk fra, hvor det skete. (disse erindringer er til orientering skrevet omkring 1980).
    Det skete tæt ved huset; vi var alle døve (af Lufttrykket velsagtens)! Der drev mange miner ind og minørerne kom og sprængte dem; men de slæbte dem væk fra husene før de gjorde det, og vi fik besked paa om, ikke at gaa ud.

    Strandingerne
    I den tid, som der var flest Strandinger, tror jeg nok jeg var imellem 6-10 aar og det var selvfølgelig spændende! Der kom saa mange mennesker, da vi var det eneste hus, som havde telefon. Der var engang jeg havde fødselsdag, da kom konsulen og havnefogeden fra Lemvig med en dukke, som kunne lukke øjnene, det var den første jeg fik, og jeg tror ikke jeg fik flere nogensinde.
    Om selve strandingerne ved jeg kun saa lidt, for som skrevet før, maatte der ingen gaa til havet. (at mormors forældre havde telefon, skyldtes, at hendes far gik strandvagt, og disse fik installeret gratis telefon)

    Himmelfænomenet!
    En aften skulde jeg hente min Mor ved stationen og da jeg gik henover engen, kom der pludselig en stor Ildkugle susende med en ildhale bagefter og jeg kunde høre en frygtelig lyd, jeg troede, at det var jordens undergang, for jeg havde hørt i Søndagsskolen, at der vilde ske tegn af den slags.
    Jeg var saa skrækslagen, at jeg aldrig fortalte det til nogen, de vilde sige det passede ikke eller et stjerneskud; men den var meget stor, og for over hele himmelen, for til sidst at gaa ud over havet.

    Den første skoledag!
    Jeg havde meget langt haar, to fletninger, som blev redt om aftenen og indbundet i et tørklæde. Jeg gik hen over engene til Rønland, og jeg husker jeg kom til at sige hold mund til en af kammeraterne; men det fortrød jeg meget, da de sagde, at jeg var den værste, de havde kendt; men heldigvis tror jeg de tilgav mig, for jeg havde en skøn tid mens jeg gik i Skole.
    Der var ingen landevej, og mens vi sad i skolen kunde det hænde, at der blev højvande og min Mor ringede saa til Lærer Nielsen saa vi maatte skynde os af sted; men nogle gange kunde vi ikke komme over og vi løb tilbage til Rønland og Hans Busk kørte med os. Jeg husker, at vandet stod op paa bugen af Hestene og det gik ogsaa op i vognen, foruden var der en rivende strøm, det var held, at det gik godt.
    En gang ville jeg vise mig og jeg placerede mig paa en bro som gik over strømmen og spjættede ud med benene med det resultat, at min ene træsko røg af, det var ikke blide ord der faldt, da jeg kom hjem; men da vandet faldt, nogle dage efter, var jeg nede for at lede efter træskoen, og den sad med næsen nedad et godt stykke derfra.

    Strandvagterne!
    Ved mit hjem havde Strandvagterne et lille hvidt hus, hvor de mødtes, et hold fra Harboøre og et fra Thyborøn, det var sommetider vejret var forfærdelig. De gik hele natten; men de var vel 3 hold. De kom tit til døren og fik kaffe. Som regel havde de hund med. (særlig husker jeg Barry)

    En juleaften mindes jeg særlig. Vi havde paa én eller anden maade faaet 2 juletræer, og jeg fik lov at pynte et lille træ og sætte det i en potte og saa blev der ogsaa en skaal med lidt frugt, jeg gjorde gulvet rent og jeg var spændt paa om lysene havde været tændt, og jeg løb ud Juledagsmorgen for at se, og der havde været nogen; lysene havde brændt, og der var spist af frugten; nogle aar efter læste jeg om det i avisen og det var en stor historie.

    En Vinteraften, var jeg gaaet over til vores nabo, der var helt hvidt af sne, og let taage, jeg gik og tænkte paa sagnet om ”æ Knopmand”. Efter sagnet var han svømmet i land fra en stranding med en masse guldpenge; men der var nogle grimme mennesker, der fangede ham og slog ham ihjel og tog alle pengene. Og nu gaar han igen derude paa Knopper engene.

    Men tilbage til min tur hjemad. Kl. var vel ca. 24, det rigtige tidspunkt til spøgelser; pludselig hørte jeg skridt bagefter mig, og jeg begyndte at løbe; men det gjorde skridtene ogsaa; jeg stod stille, og det samme skete ogsaa med skridtene, da var jeg næsten lammet af skræk; men saa besluttede jeg, at nu vilde jeg vide, hvad det var, og jeg gik tilbage for at se. Og da var det nogle faar, som jeg ikke kunde se paa grund af sneen og taagen.

  • Min barndoms jul

    Min barndoms jul

    Kære Mads og Ida kom her og sæt jer, så skal bedstefar fortælle jer lidt om min barndoms jul hjemme hos min far og mor.

    Vi skal helt tilbage til omkring 1936, hvor jeg var 4 år. Min far, jeres oldefar, var præst ved Horne kirke på Fyn, og vi boede i en gammel præstegård tæt ved kirken. Familien bestod af far, mor, farmor, tante søster, 9 børn, hvoraf jeg var den 3. yngste, samt 2 tjenestepiger, altså 15 i alt.

    Hvor præstegården ligger, lå der i meget gamle dage et munkekloster og en bygning står stadig tilbage, den er fredet. Vi børn var ikke helt trygge ved at færdes i det gamle kloster, for højt til vejrs på de fritliggende loftsbjælker havde et par store ugler indrettet sig, og når de stirrede på os med deres store øjne, var der dømt gys, for ikke at tale om når de næsten lydløst susede forbi os i skumringen. I klosterbygningen opbevarede vi vinterforråd som kartofler og gulerødder, og vi børn var da også helt sikre på, at her boede gårdnissen.

    Når julen nærmede sig, blev der stor travlhed i hele præstegården, der skulle gøres rent, bages, pudses sølvtøj og meget meget mere. Forpagteren, der passede landbruget og dyrene, skulle også sørge for at grisen blev slagtet, men det arbejde blev udført af hjemmeslagteren.

    Far, der som i nok husker, var præst, stod et par søndage før jul på prædikestolen og formanede menigheden om, at de ikke måtte arbejde om søndagen, men at de skulle holde den hellig. Da far kom hjem fra kirke, så han hjemmeslagterens bil holde på gårdspladsen, og på staldmuren hang en slagtet gris. Slagteren var blevet bestilt til at komme, når han fik tid, og det var så blevet søndag, der passede ham bedst.

    Far, der lige havde stået og belært menigheden i kirken, blev nu så vred over hvad der foregik i hans eget hjem, at han med store ord bebrejdede slagteren og hans søndagsarbejde. Slagteren tænkte lidt over irettesættelsen og sagde så på syngende fynsk: ”Jamen det nytter it’ no’e hr. pastor, grisen er fame’ dø’ ”. Grinende måtte far fortrække ind til sig selv, hvor han fortalte mor historien.

    Når sådan en gris blev slagtet, blev dens blod tappet over i en stor gryde, og så skulle der røres uden ophold, for at blodet ikke skulle størkne, samtidig blev der tilført kogt byggryn, rugmel, spæk, rosiner, sukker og krydderier, og alt blev fyldt i grisens egne rengjorte tarme for til sidst at blive kogt til blodpølse. En sådan skive ristet blodpølse med sukker, kanel og sirup smagte rigtig godt.

    Der blev også slagtet fjerkræ, ænder og gæs til julestegen og høns til suppe og hønsekød, i den forbindelse tror jeg nu nok, at hønsegårdens store og meget arrige hane røg med i købet, for der skete nemlig det, at jeg som lille purk på 3 – 4 år havde lukket mig ind i hønsegården, hvor jeg ville indsamle æg, her blev jeg pludselig overfaldet af den skrækkelige hane, der fik mig væltet ned på ryggen og satte sig med baskende vinger på mit bryst. Mine skrig blev hørt af en af tjenestepigerne, der straks kom til hjælp og sparkede dyret væk. Da mor og far hørte om episoden, var hanens skæbne beseglet.

    Lillejuleaften blev det store juletræ, der nåede helt til loftet, båret ind i den pæne stue, hvor mor og far begyndte at pynte det, samtidig blev vinduer og nøglehuller blændet, så vi ikke fik en chance for at få et glimt af herlighederne inden tiden.

    Juleaften om eftermiddagen skulle vi alle i kirke, og det må have været et stolt syn at se præsten i præstekjole med hele familien i én lang række bag sig gå ad kirkestien.

    Så blev det endelig juleaften og en portion risengrød var sat ud til nissen i klosteret. Inde var vi alle samlet til den store fest, I husker nok, hvor mange vi var, ja rigtigt 15 i alt. Først blev et meget stort lerfad med risengrød båret ind af tjenestepigen, i grøden var der lagt en mandel og kun én. Mandelgaven var altid en lille marcipangris.

    Et år gik alt dog ikke som planlagt, tjenestepigen, der bar grøden ind, snublede over dørtrinet og faldt så lang hun var med grød og fad. Hun skoldede sig grimt på den varme grød, og far måtte i hast køre hende til Fåborg sygehus til behandling, hun kom senere med tilbage med begge arme i bind. Tante søster havde i mellemtiden kogt en ny portion risengrød, så med stor forsinkelse blev det alligevel jul det år.

    Efter opvask blev alt lys i spisestuen slukket og farmor fortalte juleeventyr medens vi ventede spændt. Pludselig blev fløjdørene slået op, og vi så det mest fantastiske juletræ stråle imod os. På træet hang hjerter fyldt med pebernødder side om side med sukkerstænger, hjemmelavet konfekt og stjernekastere. Under træet var der som i dag lagt julegaver, dog ikke i så store mængder.

    Med hinanden i hænderne gik vi rundt om træet og sang alle de gode julesalmer og sange. Til sidst læste far juleevangeliet for os, og så var det endelig tid til gaver. Jeg selv fik en trehjulet cykel, som næsten blev kørt sønder og sammen af mine store brødre inden aftenen var forbi. Ellers bestod gaverne mest af tinsoldater, lersoldater og bliklegetøj, og alle, tror jeg, fik et eller andet hjemmestrikket til at varme sig ved.

    Ja sådan husker jeg min barndom og jul i præstegården på Fyn. I 1938 flyttede jeg med min familie til Lemvig, hvor jeg havde resten af min opvækst.

    Et stort knus til Mads og Ida fra bedstefar.

  • Juleforberedelser- da oldemor var ung

    Omkring 1. dec. begyndte vi at pudse Kakkelovnen og bronzere og pudse lamperne, vaske gardinerne og pudse sølvtøjet. Så skal gulvene i stuen vaskes til fernisering, og dagen efter ferniseres. Så skal der bages i den store ovn til franskbrød og rugbrød. Rugbrødet skal formes dagen før og stå natten over. Så bliver der lagt til sigtebrød. Når ovnen er varm bliver der først bagt småkager (kringler og jødekager, pebernødder og sigtebrød og Kyskager). Til sidst rugbrød der skal stå to timer i ovnen. Det er en hel dags arbejde.

    Så skal der en dag slagtes en gris. Der bliver kogt vand i gruekedlen til at skolde den. Så bliver den sprættet op og hængt på en stige og indvoldene bliver taget ud, så skal den hænge til næste dag, for at blive kold. De første år rensede vi selv tarmene til blodpølse, men siden købte vi dem hos slagteren. Så skulle fedtet smeltes så vi kunne få grever til blodpølsen. Blodpølse var lavet af blod rørt op med rugmel og løg og kogt, og så blev det varmet i pande sammen med greverne, det fik vi om morgenen. Næste dag skulle grisen parteres. Hovedet skulle koges til sylte. Den ene skinke blev hængt en kold Sted og brugt i Julen til Steg og den anden blev saltet i en tre Uger, så blev den taget op og lagt i vand for at tage saltet (vandet blev skiftet flere gange), så blev den sendt til røgning. Der blev også brugt meget af kødet til fars til frikadeller, medisterpølse. De blev stegt og blev lagt i stenkrukker og overhældt med fedt. Så kunne de holde et stykke tid. Flæsket blev saltet ned og brugt til stegeflæsk. Der var også noget af benene der blev brugt til hvidkålssuppe og grønkålssuppe.

    Det var jo ved håndkraft det hele.

  • Juletur med “Elephanten”

    Juletur med “Elephanten”

    Da vi i 1974 flyttede til Chr. Ø, medførte det meget andet end undervisning af øens ca. 20 skoleelever. Med sine ca. 120 beboere, 1½ times sejlads fra Bornholm, havde øboerne skaffet sig en del traditioner, som holdtes i hævd med stor alvor. En af dem var juleturen til Rønne og Svaneke. Begrundelsen for at sejle øens båd – en grå marinekutter – derfor navnet “Elephanten” til Bornholm var, at lærere og elever skulle møde til den årlige kontrol for tuberkulose på sygehuset i Rønne. For at slå 2 fluer med et smæk, kaldte man turen for Juleturen – lidt hyggeligere end Tuberkelturen. For god ordens skyld skal det nævnes, at øen havde én butik, købmanden, så børn og voksne var “sultne” efter at handle i storbyens (Rønne) mange juleudsmykkede butikker.

    1. december var starten på en måned med stor spænding og forberedelse. Kom vi af sted i dag? Og havde vi fået det hele med på huskesedlen? Men skulle vi ikke bare gå ned på havnen og entre ombord på “Elephanten”? Nej så glat gik det ikke, for man måtte sikre sig, at sejladsen blev så rolig som muligt. Både ud og hjem. Det kunne være vanskeligt med Østersøen i december og østenvind. Det skulle ikke blæse meget, før man ikke kunne sejle ind i havnen i Svaneke, hvor bussen ventede på os. Så hver morgen – meget tidligt – kimede telefonen mellem skipper og førstelærer. På den måde kunne der ofte gå op til 14 dage, før den rigtige vejrmelding endelig kom. Så skulle der ringes til alle skolebørn og andre interesserede, som mødte op på kajen klokken halv otte. Det tog 1½ time at sejle til Svaneke. Bussen var bestilt til os, og det i sig selv var spændende, da det eneste motorkøretøj på øen var “Trofast” – øens traktor. I skolen trak vi hver dag en sok ned fra loftet, mens vi sang: “Nu kommer julen pø om pø, på skolen her på Chr.Ø, har vi kalender gaver”. Sokken havde vi med, så vi i bussen kunne holde traditionen i hævd. Når kontrollen på sygehuset var overstået, ventede Rønnes lyksaligheder. Men sulten meldte sig hurtigt, og dengang lå Kvickly på Store Torv, så det var nemt og hurtigt at mødes på cafeteriet der. Børnene havde ikke adgang til Fastfood i dagligdagen på Chr. Ø, så det var deres valg. Vi voksne kunne forlyste os med julebuffeten. Men ingen havde tid til et langt ophold, for der skulle jo købes ind. Nu gjaldt det om at liste sig ind i en butik, uden at den, man skulle købe til, opdagede det. Og så videre til næste punkt på ønskelisten. Mens vore børn var små, var Dams Boghandel i Snellemark deres foretrukne butik. I den ene ende af boghandelen var der indrettet en lille gaveafdeling. Her var alskens eksotiske varer fra Østen. Og til en pris deres sparepenge kunne klare. Ekspedienten var langmodig og forstod, at øbørnene måtte ha’ alt at vide om pris og brug. Det kunne være en hjertemusling, som når den blev lagt i et glas vand, ville åbne sig og sende en blomst op i vandet. Eller en lille tyk lermand, som man stak en lille “cigar” i munden på. Når man tændte cigaren, pustede han små røgskyer ud i luften. For ikke at tale om alle de smukke smykker, som var fine gaver til mostre og veninder.

    Nu var det så heldigt, at bussen hentede os i Snellemark, og havde man lidt tid, skulle man et smut ind til Bager Rothe. Her kunne man så nyde en kop et eller andet til hans dejlige kager og wienerbrød. Samtidig kunne vi holde øje med bussen. Engang kom Rothes mor med en stor kagekasse fyldt med honninghjerter, son børnene kunne nyde på hjemturen med “Elepanten”.

    Når alle var samlet i bussen, blev kursen sat mod Svaneke. Her var der en times tid sat af til bl.a. handel i Brugsen. Her handlede man “på klods”, og betalte hver den 1. Så kunne man købe alle de lækkerier og juleting, som den lille købmandshandel på øen ikke var leveringsdygtig i. Her var der meget brug for en gennemarbejdet dosmerseddel, men det var nu ikke kun det nedskrevne, der røg i indkøbsvognen, for hvor fik man dog mange behov, når man så alle de dejlige sager. Børnene kendte Brugsen og kunne finde det, de manglede. Drengene gik til skibsprovianteringen og så på alle de dejlige fiskeredskaber og andre ting, man godt kunne bruge, når man nu var en fisker i svøb. Men kun nogle få af dem blev fiskere.

    På torvet lå Bager Piil. Der kunne man købe slik i alle afskygninger og børnene måtte købe sig en stor pose til hjemfarten. Bagerens kone stod i butikken og jeg erfarede, at hun havde en engels tålmodighed. Hun oplyste dem om varens substans og pris, før den kom ned i posen. Da de jo ville prøve så mange ting, som muligt for de sidste rester af julesparekassen, måtte jeg forlade dem, for jeg skulle nå Købmand Kristoffersen, eller rettere sagt hans venlige kone, som havde en trikotageafdeling i den ene ende af butikken. Her kunne jeg få strikke- og sytilbehøret opdateret, hvad der var nemmere end at ringe ind og bestille. Fru Kristoffersen var for øvrigt vældig flink til at sende et udvalg ud til os, så vi kunne bestemme, hvad vi ville købe. Hun havde også undertøj, natkjoler, børnetøj m.m. Et år havde hun det julestof , som stadig udgør vores juledug. Senere blev trikotageafdelingen indrettet som oste- og delikatesse del af købmandsbutikken, så juleturen afsluttedes stadig der, men nu med indkøb af julens gode oste.

    Allerede i bussen fra Rønne spejdede mange øjne efter, hvordan flag og træer svajede i vinden. Og når vi stod på kajen i Svaneke og skulle ombord på “Elephanten”, anede vi, hvordan hjemturen ville blive. Hvis det tegnede til at blive en “møgtur”, søgte vi under dæk eller op i styrehuset. Nede i lukaf’et var der køjer og wc og en lille kabys. Her kunne de søstærke brygge sig en kop kaffe. Men de børn, som ikke var sejlglade, blev puttet i køjerne – så mange de kunne være i en køje. Så gjaldt det om at lukke øjnene og slappe af. På den måde havde man en chance for at nå hjem til øen uden for mange ofringer til vejrguderne. Jeg mindes en hjemtur med den gamle “Elephant”. Der var ingen wc. Kun et forhæng til et lille rum i forstævnen med et pumpekloset. De børn, som lå i de forreste køjer måtte døje med at høre på skvulpene fra klosettet, som ikke just beroligede de nervøse maver. Så der gik 2 af øens unge fiskere i rutefart op af lejderen med brækposerne, som vuggede som en perlekæde efter båden fra Svaneke hjem til øen. Midt i kaos sad Eva på 3-4 år og legede med nogle meget små plastikdimser, hun havde købt til sig selv. Jeg prøvede at overtale hende til at vente med udpakningen, til vi var hjemme, men uden effekt, og snart havde jeg andre opgaver, der var vigtigere. Hun legede, til vi var i havn, og fik navn for at være den søstærke i vores familie. En gang gik det dog galt. Da hun havde ord for at klare søen, uanset vindstyrken, fik hun lov til at stå i styrehuset ved siden af Harald. Det var rigtig møgvejr, men hun stod støt ved siden af roret – lige til vi sejlede gennem havneindløbet for at lægge til kaj. Så brækkede hun sig ud over Haralds sko og gulvet og var noget ked af det. Hverken Harald eller Alfred lod hende høre for den “lille” smutter. Martin 8-10 år var altid i styrehuset eller på dækket. Der kunne man klare meget sø, hvis man ellers kunne holde varmen. Lea døjede mest med søen. Hun stod ved rælingen bag styrehuset og prøvede at holde søsygen i ave. Selv om hun var godt klædt på, var hun hurtigt stivfrossen. Hun stod der med bedsteveninden, som var solidarisk i “ofringerne”. Til trods for disse kvaler, insisterede hun altid på at ville med på ture med “Elephanten”. Efterhånden voksede hun fra søsygen, men nok ikke kvalmen. Marie var søstærk som Eva. Hun kastede aldrig op, men insisterede på at sidde på motorkassen bag styrehuset. Var vejret roligt, sang vi ofte.

    Var vejrguderne med os, fik vi en rolig, smuk tur hjem. Børnene kiggede dybt i slikposerne, og de voksne hyggede sig med en øl og måske en bitter. Vi stod ved rælingen og kiggede efter morild, og drengene stod i stævnen og spejdede efter fiskegrej og bøjer. Hvis der stod garn eller kroge på tværs af kursen, måtte skipper tænde projektøren, så vi kunne sejle langs med, til vi kunne komme igennem. Det var spændende, hvis der sad en laks i grejet og skinnede i vandet. Vi kunne se blinkene fra fyret blive klarere og klarere, og lige før havneindløbet kunne vi se ledefyret skifte fra rødt/grønt til hvidt lys. Vi var hjemme efter endnu en juletur.

  • Trygved – et hus med historie

    Den 1. maj 2004 havde jeg fået en aftale med en ejendomsmægler i Sakskøbing om at se på et ganske bestemt hus på Krårup Møllevej.

    På rundturen i haven og huset blev jeg ude i garagen opmærksom på et gult skilt med sorte bogstaver. Der stod “Martin Christensens 13. plads”. Jeg spurgte, hvad det betød. Det var hendes mand, som havde været buschauffør i København og da han gik på pension, skruede han skiltet af og tog det med hjem.

    Jeg købte huset og var ikke andet end lige flyttet ind, da 2 forskellige naboer uafhængigt af hinanden fortalte mig, at det var Trygveds hus, jeg havde købt. Jeg forsøgte da med, at jeg havde handlet med Lillian Christensen, og hendes mand hed Martin. “Det hjælper dig ikke, det er Trygveds hus, du har købt”. “Så må I fortælle mig om Trygved”, svarede jeg. Jeg fik da historien om Trygved, som var en uhyre flittig mand. Han byggede huset i 1955, og mens det stod på, boede han med sin kone og 4 børn ude i garagen. Det første rum i garagen, hvor der kunne holde en bil, hvis jeg havde en, der stod deres senge, og der var så lidt plads, at de måtte kravle henover hinandens senge for at komme til den rigtige. Det næste rum var deres spisestue og er vel på 12 kvm. Så følger et langt og smalt rum vel 4 x 1,5 meter højst, som var køkken, og endelig en kælder af samme størrelse som køkkenet, hvor der er to trin ned.

    En dag skulle jeg aflevere et brev i Toreby, og jeg kørte da selv med det. Jeg kom til at tale med en dame, som spurgte, hvor jeg bor nu, og jeg forklarede det. Da hun havde hørt min beskrivelse af huset, sagde hun: “Det er Trygveds hus”. Hendes fraskilte mand er Trygveds nevø. Efter nogle dage fik jeg selv et brev, som havde været omkring den gamle adresse, hvilket irriterede mig, hvorfor jeg kontaktede formanden for den forening, som havde sendt mig brevet. Han svarede, at det ikke var ham men næstformanden i foreningen, der havde sendt mig brevet, for han vidste godt, at jeg havde købt Trygveds hus. Hans kone er niece til Trygved.

    Desuden har jeg også ude i garagen fundet en skilt, som har hængt over en æresport til et guldbryllup. Der står årstallene 1933 og 1983, datoen den 21/5, og Tillykke Ingeborg og Trygved på.

    Trygved havde ret til at jage to harer hos den nærliggende gårdmand, mod at Trygveds hustru Ingeborg lugede roer i bondens mark. Bonden selv gik også og lugede roer. Huset er med fuld kælder under, og bonden og hans familie gik i marken og talte om, at det var da underligt, at der ikke snart kom vinduer i det hus, idet de sidder temmelig højt grundet kælderen. Stueplan er med andre ord en halv etage oppe.

    Jeg kalder huset for Trygved. Og både skiltet med Martin Christensen 13. plads og Ingeborg og Trygveds guldbryllups skilt får naturligvis lov til at hænge, sålænge jeg bor i huset.

  • Min far

    Jeg var vist syg – i hvert fald lå jeg i øverste køje og kiggede ud ad vinduet. Jeg ventede på, at far kom hjem og spiste middagsmad kl. 12. Så stod han der i gården og kiggede ind til mig. Han viste mig noget, han holdt i armen som et lille dyr. Det havde 2 runde øjne og en lille rund mund. Det så ud, som om det havde noget stift hår. Jeg havde aldrig set noget lignende. Et øjeblik troede jeg, det var en lille abe. Jeg lå og lyttede efter hans skridt gennem køkkenet og stuen. Nu tog han i døren og kom ind og lagde “aben” ned i sengen til mig. Han sagde, det var en kokosnød, og man kunne spise den. Jeg legede med den mange dage, før far gik i gang med løvsaven. Og man kunne spise det hvide i den. Det var en ny smag for en 5-årig. Skallen pudsede og polerede far. Han satte de to halvdele sammen, så de dannede en lille skål. Den skål havde vi mange år. Dette er en af de første erindringer, jeg har om min far.

    Han blev født i 1906 i Langerhuse (Tøt) med Vesterhavet lige uden for døren. Hans far var fisker, familien var fattig. Der var 7 børn, og far lå i midten af børneflokken. Familien levede af fiskeri, så maden bestod af fisk, måger og en gris i saltkarret. Og selv om drengene var forudbestemt til at fortsætte i faderens fodspor, måtte de vente, indtil de fik kræfter nok til det slidsomme fiskeri. I ventetiden “tjente de bønder”. Selv om far kun gik i skole om vinteren, og i en 6-7 år, stavede og regnede han uden fejl. Lønnen til en hjordedreng var et par træsko og kost og logi pr. halve sommer-år. Bønderne på den fede jord oven for det sandede, flade forland, Langerhuse lå på, var ikke altid gode ved de små drenge på 7-8 år, som var sendt hjemmefra for i det mindste at spare maden til dem. I hvert fald er det en af de få gange, min far omtalte sin barndom med vrede og afsky.

    Han fortalte kun én gang om sit hvide øje. Der lå en hvid hinde over øjet, og han var blind på det. Som lille dreng sad han på skuldrene af sin far og så på, at han flåede ål. Den skarpe lommekniv smuttede ud af åleskindet og lige op i fars øje. Der var langt til lægen, og den kloge kone anbefalede, at han opholdt sig i mørke. Han sad så i et skab i lange tider. Da han kom ud, var øjet ødelagt og blindt. Der var ingen vrede i ham mod forældrene, men jeg rasede og græd og forbandede, når jeg var alene, og tænkte på den lille, bange dreng i det mørke skab.

    Det var ikke kun det hvide øje, der gjorde far anderledes end andre fædre. I dag ville man kalde ham “en blød mand med udpræget yngelplejeinstinkt”. I 40-erne var det ikke normen. Ingen af mine veninders fædre var sådan. Far fandt sig i alt, jeg eksperimenterede med. Jeg brugte toiletpapir som papillotter og bandt dem i hans sparsomme grå hår. Det blev nu ikke fyldigere af det. Så puttede jeg jord på hans måne og spyttede forsigtigt ned i jorden. Jord og vanding fik jo frø til at spire – dog ikke fars hår. Min far “gik i land” fra fiskeriet, da jeg blev født. Han sagde senere til mig, at han ikke kunne undvære mig de mange dage, kutterne var på havet. Jeg kunne heller ikke undvære ham.

    Jeg var altid nær ham, når han var hjemme. Han verfede mig aldrig ned fra sit knæ. Jeg holdt hans hånd, når vi spiste. Som voksen har jeg tænkt på, at han så måtte spise med venstre hånd. Han lagde sin kind mod min, når jeg havde tandpine. Efter en tid sagde han så, at nu havde han så ondt i sin tand – og mine smerter var pist borte. Når jeg skulle til den halvårlige tandlægetjek, løb jeg ned på havnen og hentede far. Han gik altid med mig, selv om han stod midt i en fiskeauktion, som økonomisk betød en del i husholdningen. Han vidste, jeg ikke turde åbne munden, hvis ikke min hånd var gemt i hans. Når vi gik tur om vinteren, stak vi vores hænder i hans bukselomme. Han gik altid i Holmens bukser med gode, store lommer. I lommen lå lommekniven. Samme model, som hans fars. Jeg måtte kun røre den i fars lomme. Men han brugte den, når han skar tørfisk og fodrede mig. Eller skar frugt ud i mundrette stykker. Appelsinskallen skar han i ovaler – skar tænder og åbning ud og stak dem i munden med tungen mellem de hvide appelsintænder. Jeg ville både se og slet ikke. Det gav et frydefuldt kuldegys at se sin far som klovn.

    I 1951 byggede far og en ven et sommerhus ved havet i Vrist. Min mor var syg, og jeg var i pleje hos min moster i Vrist. Jeg havde det godt hos hende, men jeg savnede min far. Byggeriet af sommerhuset foregik i de lyse sommeraftener og om søndagen. Når min længsel blev for stor, gik jeg alene op til det halvfærdige hus og lagde mig på brædderne og jamrede min sorg ud i lyngen og marehalmen. Jeg fortalte ikke far om min længsel, men han så den og var ekstra kærlig, når vi var sammen. Han tog mig med til havet og viste mig, hvad jeg måtte samle op, og hvad der kunne være farligt. Miner spillede en stor rolle i min fantasi. Jeg havde hørt frygtelige historier om minesprængte kuttere, bortsprængning af hornminer på stranden, så alle ruder i husene blev smadret. Også sprængblyanter og fosfor kunne ligge på stranden som en hilsen fra krigens tid. Men engelske mælkeflasker med patentprop, mundblæste glaskugler fra trawl og ikke mindst rav var tilladte skatte at samle på. Far havde rav”øje”. Han bukkede sig ikke efter gule sten, som jeg hele tiden bed i for endnu engang at skuffes. Nej, hans interesse gik mere mod havets gaver. Hans barndoms fattigdom havde lært ham at tage mod havets gaver. I hele sin holdning var far en ærlig og lovlydig borger, men at gå forbi en god planke eller andet drivtømmer var et umenneskeligt krav. Det blev halet op mellem klitterne og gemt lidt af vejen – for i aftenskumringen at blive hentet hjem til sommerhuset og dækket af en presenning. Som teenager drillede jeg ham lidt med det, men modtog med glæde det lille 3-benede sofabord, han lavede af en mahogniplanke, han havde “strandet” ved havet. Han havde altid noget med fra havet. Måske en smuk flaske, måske en mundblæst glaskugle. Eller bare en mærkelig ting fra de fremmede lande.

    Fars morgentur var før, vi andre stod op, og jeg tror, han nød den tur mere end dagens andre ture til havet. Hvad gik han og tænkte på? Mindedes han barndommens mange ture ved havet, fiskeriet fra åbne havbåde, som blev trukket op på stranden, da der ingen havn var ved Langerhuse? Eller tænkte han på strandinger, han havde været vidne til som barn og ung? Det hav, han holdt så meget af, havde dog gennem tiderne krævet liv i hans slægt. Han fortalte om sin bedstefar, som druknede i en redningsaktion. Og han fortalte om dengang, den kutter, han fiskede med, blev minesprængt. De 3 mand bar alt køjetøjet op på dækket og tændte bål. Da de var ved at opgive, lå der pludselig en kutter på siden af dem. Far og hans bror fik bundet et reb om yngste manden – kun en dreng. Han blev halet over på hjælpebåden og nu gik det stærkt på fars båd. De to mænd måtte springe i havet og komme væk fra det synkende skib. Da de blev reddet op, var deres kutter forsvundet i dybet. Han fortalte altid meget afdæmpet og uden dramatik. Dramaet var i min lille pigehjerne – og skrækken. Hvad nu hvis..?

    Far ville gerne ha’ været snedker, men det var udelukket. Men han holdt drømmen i live, når han havde mulighed for at tømre hylder, kasser og skabe sammen. Mor viste ingen begejstring for hans “værker”, da han ikke gik meget op i mål og vinkler. En høvl hørte ikke med i værktøjssamlingen. I stedet fik frembringelserne flere lag tyk. hvid maling, som bandt de fleste splinter. Sommerhuset var en oplagt chance for at snedkerere af drivtømmeret.

    Da jeg var 17-18 år og flyttede hjemmefra, sagde far engang til mig, at jeg aldrig havde gjort ham ked af det. Jeg forstod nok ikke dybden af ordene dengang. Og til sidst, 3 år senere, da far lå og skulle dø, svigtede jeg ham. Jeg kunne ikke overvinde min rædsel over at skulle miste ham. Han lå bevidstløs med rør og slanger, og jeg var så skræmt, at jeg ikke satte mig og stak min hånd ind i hans. Den hånd, som gennem hele min barndom altid kærligt var der for mig.

  • Vejen – Lemvig i 50-erne

    Vejen – Lemvig i 50-erne

    Skrænten, hed vejen. Ikke fordi den var stejl, men den lå på kanten af dalen. Vejen var lukket i en rhombelignende firkant. I bunden var der en lille trekant beplantet med hybenroser. I et af trekantens spidser rejste en høj flagstang sig. Husene langs vejen var næsten ens. Dog var højresidens huse skiftevis gule og røde 2-etagers villaer med balkon på gavlen fra 1. salen. Venstresidens huse var lave, røde villaer.

    Det var min første vej og jeg var 7 år. Det skabte ingen uro hos voksne, når man råbte: ”Jeg går ud på vejen!”. For de få biler, der viste sig, lod os lege i tryghed. Vejen var vores, og vi vidste det. Vi var altid på vejen. Så snart skolen var slut, var vi der. En flok unger, der ikke havde brug for voksne. Fra tidlig forår til sen sommer var vejen samlingsstedet for os, lige til det blev mørkt. Og i sommertiden længe efter at mørket skjulte os. Seks måneder året var voksenfri, og kun kulde og regn tvang os ind i husene, stadig flokvis, dog i mindre flokke. Og stadig i voksenfrie områder.

    På vejen havde vi ”vores heks”, som vi gjorde vanvittig med dør-fis og vild flugt. Vi havde ”vores syndebuk”, som vi mobbede og slog. Vi havde ”vores leder”, som vi fulgte i krig og fred. Vi havde ”vores fjender”, som boede i Vesterled. Vi havde ”vores forsyningstropper” blandt de hjemmeløbende mødre, som altid vidste, at NU var lykken en kage eller et stykke slik. De mødre havde til gengæld altid nogen, der var villige til at afbryde legen og løbe i byen. I byen kunne være til slagter efter 1 pund mellemskært til bøf hakket 2 gange og for 50 øre leverpostej. Eller til købmanden rundt om hjørnet på Heldumvej efter ½ pund kaffe. Måske kun op til ismejeriet på vejen. Damen i butikken så, sommer som vinter, blå og forfrossen ud. Ikke så mærkeligt, da hele butikken havde køleskabstemperatur. Hun holdt regnskab med, hvor mange is, vi kunne tiltuske os i løbet af en god sommerdag. En rund vaniljeis kostede 15 øre. En salmiakstang kunne erhverves for 10 øre, og netop en sådan blev min lærestreg i skelnen mellem dit og mit. Jeg havde efterhånden fået den vane, at når jeg løb ærinder for mor til udsalget, hvor vi ikke havde bog, ja, så måtte jeg afslutte handelen med køb af en salmiakstang, som forsødede hjemturen med indkøbsnettet. Lige til den dag mor talte byttepengene særlig energisk. Der manglede 10 øre. Jeg kendte intet til det, og var i samme nu på vej mod en kriminel løbebane for ”den der lyver – stjæler – og den der stjæler – kommer i fængsel.” Stor var min skam, da mor ringede til mejeridamen og tjekkede, hvad jeg havde købt. Jeg måtte gå den tunge vej med en af mine spare 10-ører op og få mors byttet, så hun kunne putte den i husholdningspungen. Der var ikke for mange i forvejen – 90 kr. om ugen til os 5 i familien. Til alt i husholdningen. Min skamfuldhed gik så dybt ind, at jeg aldrig siden tog noget, der ikke var mit.

    Fortovene var jord med en række fliser. Det gav plads for kuglespillesteder ind mod hække og stakit. I sæsonen var der kuglehuller overalt, hvor jorden var faststampet og plan. I kuglesæsonen var vore pegefingre sorte. Vi havde alle stofposer fyldt med farvede lerkugler. Enkelte havde nogle få glaskugler, som alle ønskede at vinde. Reglerne var enkle og indiskutable. Rettede man sig ikke efter dem, var man ude af legen. Alle vidste det, så der opstod sjældent diskussioner.

    Det var også på jordstykkerne, vi åbnede vore små loppemarkeder om foråret, når mødrene blev grebet af rengøringsvanvid og børneværelserne endevendt. Det var en tid, fædre og børn kom tættere på hinanden i fælles fortvivlelse over fredløsheden i hjemmet. Jeg husker det år, hvor mor lavede et nødkøkken med et par gasblus i vaskekælderen for at skåne det skinnende køkken oppe i huset. Vi sad i kælderen og spiste. Det var også det år, far bryggede øl, som han opbevarede i de mælkeflasker med patentlåg, vi havde fundet ved havet i Vrist. Og her var det praktisk at være tæt på et afløb, for noget var gået galt under gæringsprocessen. Halvdelen af indholdet stod som en skumflod op af flasken. Det, som ikke skummede ud, var grumset og smagte meget gæragtigt. Far hævdede, at smagen var som hans mors øl. Men min mor nægtede at smage, så i solidaritet måtte jeg drikke en lille tår, når far ”spenderede” en flaske. Mor fik dog ret i sin lovprisning af kælderen som spisested, for den sommer var usædvanlig varm og solrig. Når vi ikke var i kælderen, var vi i haven i skygge af hække og træer.

    Selve vejen var asfalteret, hvilket gjorde den til en god racerbane. I perioder var der cykelløb hele tiden. Skrænten rundt. 6-dagesløb var jo det første, vi så i TV hos naboen, som var ejer af et fjernsyn. Par nr. 7 var vores helte samt en lille italiener med et skævt smil. Det fortalte vi nu ikke de voksne. Min venindes far havde været cykelrytter, og hans cykel hang stadig i deres kælder. Hun fik en Crescent cykel – faderens mærke. Hun gav os, til stor ærgrelse, ofte baghjul. Men vi var, til dels, indforstået med, at design og teknik kunne man ikke kæmpe imod.

    Også rulleskøjter var der sæson for. Ikke i lange perioder, for det var ikke alle, der havde rulleskøjter. Indtil et par stykker af os hjemførte skøjter med gummihjul fra Hamburg, må det ha’ været en støjende omgang for vejens beboere.

    Dåseskjul og Put havde ikke en speciel sæson, men var med hele tiden. Vi havde et godt skjulested i trekanten med flagstangen, hvor vi efterhånden havde fået dannet en labyrint af stier. Hybenbuskene voksede med os, så vi år efter år altid var skjult, set udefra. En dag var vajede dannebrog fra stangen, og en guirlande med flag var spændt over vejen. VELKOMMEN HJEM – stod der. I et af husene boede en kaptajn fra handelsflåden, og det var 2 år siden, han udmønstrede. Hele vejen var involveret i at gi’ ham en festlig hjemkomst. Dengang forstod jeg ikke den arme mands hovedkulse flugt ind i husets trykke ly – uden smil eller ord. Nu gør jeg.

    De lyse sommeraftener var rundboldskampenes tid. Da vejen var smal, blev banen rektangulær, og vi var mange unger, så vi kunne stille gode hold. Engang imellem kom en mor ud og så på, og kunne vi lokke hende med som opgiver, fik spillet en særlig værdi. Det var en af de få gange, vi tog voksne med i vores verden – og vi kunne li’ det.

    Der blev aldrig spillet fodbold på vejen. Jeg ved faktisk ikke, hvad grunden var. Måske ejede ingen en fodbold! Eller vi var for mange piger. Og for stærke. Så drengene nøjedes med klubbens tilbud.

    Vi samlede på nummerplader – altså tallene på bilers nummerplader. Vi sad på fortovet og skrev ned i en lille lommebog, når en bil kørte forbi. På vores vej var der ikke trafik af betydning, så skulle vi ha´ skrevet gode numre, måtte vi op på Heldumvej, hvor vi kunne være heldige at få tyske numre, der var på vej til Vrist og sommerhusene. Denne leg er helt uforståelig for nutidens børn, og jeg ved ikke, hvorfor vi legede den. Hvis man ville ha´ mange numre, ku’ man jo bare digte nogle. Af en eller anden grund gjorde vi ikke det.

    Det sammenhold vi havde på vejen, flyttede vi efterhånden ud i byen. Når en kom og sagde, at hun var blevet spejder, ja, så måtte vi da lige se, hvad det var for noget. Nogle af os fortsatte i 8-10 år.

    Og om søndagen klokken halv et gik en flok af os ned i byen til søndagsskole. Ikke fordi vi var særlig religiøse på vejen. Men søndag havde sit eget ritual. Og søndagsskolen var 1. punkt i det. Forsynet med 2 kroner vandrede vi i flok og rad. Den nikkende negerdukke i missionshuset fik den ene krone i hånden og nikkede tak til os. Vi hørte bibelens historier og sang børnesalmerne. Og – ikke mindst – ved at give møde gjorde vi os fortjent til at deltage i Søndagsskolens Sommerlejr i Toftum Bjerge. En hel uge i frihed og leg. Og sovesale med køjesenge og ”den sorte hånd” som skræk…..

    Efter 1½ times passivitet vågnede vi op til 2. punkt. Rundt om hjørnet så hurtigt som muligt for at komme forrest i køen til biografen. Men der stod altid nogle ”ugudelige” unger, som ikke fulgte vores ritual. Filmen begyndte kl. 1600 , men vi følte aldrig de 1½ time som kedelig ventetid, for vi var sammen med 200 andre børn, som vi mere eller mindre kendte. Så der var nok at se på og høre om. Når dobbeltdøren gik op, masede vi os frem til den lille billetluge og afleverede de 60 øre, som sikrede os en billet. Resten af pengene brugtes til is- og slikkøb. Larmen inde i salen var voldsom, kun afbrudt af direktør Nielsens runder i biografen. Direkte håndgemæng var sjældne, for vi havde jo set ballademagerens sortie i Nielsens store næve. Og man fik ikke de 60 øre retur.

    På vejen øvede vi os i at blive kloge på den virkelige verden. Når vi bevægede os ind i fantasiens, måtte vi ned i dalen, som jo lå bag skrænten. Dalen var en ådal, hvor åen nok snarere var en bæk. Dalen var smal, og åen snoede sig i bunden. Engen omkring vandløbet var græsningsareal for en flok køer, og skrænten på den ene side var urskov med mange træarter. Her spillede vi vore rollespil med Hopalong Cassidy som helt og leder. Men vi var en lille flok, som frivilligt valgte rødhudernes grumme skæbne. Det gav os nemlig mulighed for at anvende spejderdolken, når vi fremstillede vore våben. Vi blev ret gode til at finde de grene, der kunne blive til en stærk flitsbue. Og der var noget magisk i at være jaget og i skjul frem for at være jægeren. Vi sad i timevis i skjulte huler. Jeg har glemt, hvad vi talte om, men jeg tror, det var om den fantasiverden, vi opholdt os i. Først når blegansigterne skulle hjem og spise, vovede vi os ud i åbent land. Men her lurede andre farer i form af vilde bisonokser og blodtørstige ulve. – Bybørn, som vi var, frygtede vi køer og fremmede hunde.

    Den lille bæk gav mulighed for fiskeri. Her fangede jeg mine første fisk – skaller. Da jeg stolt kom hjem med en hel spandfuld, var det uforståeligt og dybt krænkende for mig, da min mor gik ud i haven og gravede et hul, mens hun sagde noget om gødning til jorden.

    Om vinteren gennemlevede vi Rasmussens og Nansens trængsler i den sneklædte isørken med kælk og ski. Og overlevede kun ved hjælp af den medbragte kakao, der blev holdt varm i sodavandsflasken med patentprop pakket ind i en uldsok. Pakken med Lille Marie kiksene smagte aldrig bedre end her ved den yderste rand.

    Vores nabo var apoteker. Der var 3 drenge i familien, og den ældste gik i faderens fodspor. Han var den lykkelige ejer af ”Den lille kemiker”. Når nytårsaften nærmede sig, gik vi i gang med eksperimenterne. Hvordan kunne man omdanne en fredelig 1-øres kineser til en bragende bombe? Vi samlede krudt fra mange 1-øres i et paprør, smeltede stearin, dyppede, pakkede ind og dyppede mere. Det udvalgte afprøvningssted måtte blive opgangen i vejens eneste 2-familieshus. Braget, bomben udløste, var så højt, at vi, der stod i opgangen ikke hørte det, men mærkede det. Billedet fra søndagsskolen med englen, der passer på to små børn på vej over en faldefærdig bro, fik ny mening for mig.

    Som nævnt var vejen en øvelsesplads for vores forståelse af samfundets spilleregler. Vi fik slebet kanterne af. Efterhånden som vi voksede, forstod vi ondskaben i drilleriet af heksen, og det ophørte af sig selv. Da min hånd ramte syndebukkens ansigt, satte det et aftryk i min håndflade, som – nu godt 50 år efter – stadig giver mig afsmag for vold. Og da vores anfører bad os binde og pine en af Vesterledsungerne, én af de små, der havde vovet sig ind på vores område, lærte vi en sund skepsis for autoriteters dømmekraft.

    Da jeg flyttede hjemmefra, blev vejen ved med at være hjem i mange år. Mine børn legede på vejen, når vi var på besøg. Men det var ikke mere min vej. Husene var beboede af bedsteforældre og pensionister, og børneflokken var borte.

  • Ska’ vi gå i biffen?

    Ska’ vi gå i biffen?

    Det var i 1950 eller 51. Jeg var 6 år, og jeg var i biografen for første gang. Det var i Lemvig Biograf Teater, som var den eneste biograf i byen. Jeg var bragt med af min 8 år ældre storesøster. Prisen var 35 øre for en børnebillet. Og det var en søndag eftermiddag kl. 16.00. Filmen hed ”Bambi”. Min søster anbragte mig i et sæde på en af de forreste rækker og trak sig tilbage til vennerne længere tilbage i salen. Biografejeren, som hed Nielsen, var en stor, kraftig mand. Han bar en sort habit, hvid skjorte og slips. Han gik op og ned i gangen og holdt styr på de mange børn, til lyset blev slukket, og filmen begyndte. Hvis larmen blev for voldsom, gav han et brøl fra sig. Det gjorde han på denne min første biograftur. – Med det resultat, at jeg stak i at tude, så søster måtte hente mig op til sig. Jeg burde ha’ været klogere, for det medførte , at hun, så vidt jeg husker, aldrig siden tog mig med i ”biffen”. Nielsen burde også ha’ sparet på det vrede blik, han sendte mig, for i årene der kom, var jeg en sikker og fast indtægtskilde 1-2 gange om ugen. Lige til jeg rejste fra byen til større biografsale med flere tilbud om paradisstunder.

    Men tilbage til ”Bambi”. Det var første gang, jeg så levende billeder. Jeg tror ikke, jeg opfattede, at det var en tegnefilm. For mig var dyrene levende. Det var en tårepersende oplevelse for mig til slut at se den ensomme far med den moderløse Bambi ved sin side. Var det ikke i udkanten af en skov? Alt i alt var min første biograftur så sindsoprivende, at der gik et par år, før jeg gentog eksperimentet. Jeg husker ikke, om det skyldtes forbud fra mine forældre eller ren og skær skræk.

    Omkring 1953 begyndte mine ture i biffen at komme i faste rammer. De første år var søndag fast biografdag. Eftermiddagen startede kl. 13.00 i søndagsskolen i missionshuset – ikke fordi mine forældre var missionske – snarere fordi alle, vi kendte, gik der. Og så afholdt de en årlig sommerlejr i Humlum – en hel uge sammen med 30-40 jævnaldrene og nogle rare voksne ledere og ”tanter” til leg og boldspil og badning. I missionshuset deltog vi i en slags misforstået nødhjælp – efter min mening – bl.a. i form af en negerdukke på en opsats, der ved hjælp af en mekanisme fik dukken til ydmygt at bøje hovedet til tak, når man lagde en mønt i munden på den, som den slugte. Jeg medbragte hver søndag 1 kr til ”de fattige negerbørn”, Søndagsskolen sluttede kl. 14.00, og så gik min veninde og jeg rundt om hjørnet og stillede os i kø foran biografen, hvor de ”ugudelige” allerede stod. Først ca. 15.30 begyndte billetsalget, og der blev en masen og skubben. I billetlugen fik man en nummereret billet. De første år til 35 øre, så steg prisen til 60 øre. Det var prisen en del år, for endelig de sidste børneår at nå den svimlende pris af 90 øre. Jeg fik altid 1 kr – der var dog retfærdighed til med hensyn til negermanden contra den hvide pige. De fleste år havde man så 40 øre til snold. For det meste 4 salmiakstænger, som holdt det meste af filmen, da vi udviklede en særlig sutteteknik, som gik ud på at slikke stangen tyndere og tyndere fra spidsen. Alskens slik og is kunne man købe i en lille kiosk i foyeren – bestyret af Nielsens kone, tror jeg.

    Når man først var kommet ind på sit sæde, sad man med en frydefuld forventning blandt flere hundrede børn, der råbte, grinede og, for drengenes vedkommende, toppedes i al godmodighed. Jeg var altid sammen med veninder. Jeg kan ikke huske, at jeg nogen sinde gik alene. Måske var jeg så ”billedfortryllet”, at jeg måtte dele oplevelsen med nogen. Måtte ha’ en hånd at gribe, og det var udelukket, at mine forældre ville med. I det hele taget husker jeg ikke voksne tilskuere i salen. Først langt senere, som teenager oplevede jeg min far gå med mig i biograf. Vi så en gyser af Hitchcock. Jeg var ved at bide knoerne til blods og var ret skuffet over fars uberørthed. Men han kendte jo til større dramaer fra virkelighedens verden.

    Nå, i 1953 var Hoppalong Cassidy det store nummer. Amerikansk western. Vi så mange film med Hoppalong på den hvide hest, smukke Johnny og den hyggelige komiske gamle cowboy. Vore lege var præget af filmene. I en lang periode var vi heltenes ventende kvinder. Vi havde en saloon, hvor vi lavede, anrettede og serverede vældige måltider til heltene, når de trætte vendte hjem efter jagten på ”the bad guys”. Vi var kun 3 piger, men i fantasien var intet umuligt. Legen foregik i et træskur, som vi syntes, lignede bjælkehytterne fra filmene.

    Senere så vi en del indianerfilm, og i en periode var vi grusomme, men ædle vilde. Vi byggede huler, fabrikerede buer, pile, piske og marterpæle. Disse lege foregik i naturen – dalen – neden for villavejen, vi boede på. Legene førte til tider til sammenstød med fjendtlige banditter (børn fra andre kvarterer) Vi tilbragte en del tid med at udspionere fjender – som kunne være en ko, en beboer fra kvarteret eller ingenting overhovedet.

    Også Tarzan-film og naturfilm var inspiration til lege, hvorimod komiske film, som Gøg og Gokke og danske film, ikke blev brugt i lege. Mærkelig nok husker jeg ikke én eneste Chaplin-film. Måske brød Nielsen sig ikke om dem.

    I hele min barndom var jeg i biffen ca. en gang om ugen – altid søndag eftermiddag. Som teenager steg det til ca. to gange. Repertoiret skiftede torsdag og mandag. Som barn fik jeg penge af mine forældre – jeg skulle ikke tigge og bede om dem – Jeg fik 1 krone, senere 1 daler, da biletten steg til 90 øre. Omkring 1956 begyndte vi at samle på programmer – små hæfter med omtale af filmen. De kunne altid købes sammen med billetten. Jeg husker ikke, hvad de kostede, men det var vist ikke meget. Jeg har stadig en del, som jeg med mellemrum tager frem og viser mine børn. Når jeg sidder med et program i hånden, fornemmer jeg den særlige atmosfære i biografen, hvor vi studerede programmet nøje, før filmen begyndte,. Mine forældre censurerede aldrig filmene, så jeg så alt, der var tilladt for børn. Som nævnt var Hoppalong Cassidy-film meget populære hos mine veninder og jeg. Vi syntes, de var spændende og ind imellem morsomme. Vi syntes, vi kendte personerne, fordi vi så dem så ofte. Jeg husker det som om, vi så mindst 50 forskellige, men det kan jo ikke passe, at der blev lavet så mange.

    Senere kom der danske børnefilm, som optog os meget, men ikke gav samme næring til fantasien. Måske bortset fra ”Paw”. ”Far til fire”-film så vi altid og ”Altid ballade”, ”De pokkers unger” og selvfølgelig Morten Korch-filmene. Jeg var den eneste i min familie, der var ”filmtosset”.

    Efter 14-årsalderen brugte vi biografen som mødested. Der var ingen fritidsklub i byen, så ”biffen” var det eneste legale mødested for piger og drenge.

    Selve biografens udseende og indretning ændrede sig ikke i hele min barndom og ungdom. Ja, år tilbage fulgte jeg min datter i biografen under et besøg i Lemvig. Det hele lignede sig selv. Blot var der så stille –så stille. Først i de senere år er bygningen taget i brug som en slags medborgerhus. Som 16-17-årig kunne det ske, at min venindes forældre, der havde bil, inviterede på biograftur i Struer. (18 km. fra Lemvig) Det var film, som var for dyre for Lemvig Biograf Teater. Ofte store, amerikanske helaftensfilm eller film med det man kaldte kunstnerisk værdi.

    Da min søster blev bosat i Søborg, var jeg hver sommerferie hos hende, og jeg tog altid mindst én gang ind til byen og så en film. Det var film, der aldrig nåede til Lemvig. Måske havde biografen ikke teknik til at vise dem. Som eks. kan nævnes ”Borte med blæsten” (Den så jeg også året efter). ”Pepe”, ”South Pacific”, ”De ti bud” og ”Kongen og jeg”. Alt, hvad jeg så, var utrolige oplevelser for mig. Jeg gik helst alene nu, nok fordi jeg ikke ville vise, hvor berørt jeg blev af filmene. De programmer, man kunne købe til disse film, var store, flotte og på glittet papir – og til en anden pris end Lemvig Biograf Teaters.

    Som studerende blev Herning min by. Her fik jeg nye muligheder for at se film. For et lille beløb kunne studerende blive medlem af en filmklub. Jeg blev naturligvis medlem, og en helt ny filmverden åbnede sig for mig. Der blev kun vist ”smalle” film. Det var i 1964 – 69. Så det var franske nybølgefilm, italienske og engelske film. Enkelte danske. Og selvfølgelig Bergman. Jeg læste en del om filmene og kendte de forskellige instruktørers brug af symboler. Jeg så film på en anden måde end før. Det var ikke kun oplevelse, men også teknik.

    Når der var mulighed for det under uddannelsen, valgte jeg altid noget med film. Jeg deltog i filmkurser og fik et kursus som operatør.

    I 1969 var jeg uddannet lærer og flyttede til Sparkær, 15 km. fra Viborg. Der var ingen biograf. Jeg havde nu 2 børn og intet kørekort, så i nogle år var jeg højst i biograf 1 gang om året. Det foregik med bus til Viborg nogle timer før filmen og bus tilbage sent om aftenen. Så det var kun særligt ønskede film, jeg så. Mine børn så aldrig film. Først i 1971 fik vi TV, og der oplevede de så den fattige erstatning for levende billeder.

    I 1974 flyttede vi til en lille ø med 120 indbyggere og naturligvis ingen biograf. Men min interesse for film kunne jeg udnytte i mit arbejde som lærer. Jeg fik skolen til at anskaffe en moderne 16 mm fremviser, og så gik jeg i gang med at vise film fra Statens Filmcentral. Undervisningsfilm, men også spillefilm. Vi lavede en filmklub for børn. Efter at have vist, hvad vi kunne bruge af SF’s spillefilm, lejede vi film af private udlejere, ikke mange p.gr.a. prisen. Jeg kunne dog ikke lade være med at vise børnene ”Det store løb” og ”Det gamle guld”. De elskede dem!

    Senere blev jeg bosiddende på Frederiksberg og mine muligheder for at se film var uendelige. Og dog gik jeg kun i biograf 8-10 gange om året. For øvrigt er det en uskik med alle de små sale, de store biografer har. Det er ikke særligt ”biograf-agtigt” at sidde i en sal sammen med 10 andre tilskuere. Så var der anderledes stil over det, når man gik i Palladium i ”gamle dage” med hammondorgel og plysfortæppe.

    Min dagligvarebutik hed ROXY. Der gik lidt tid, før jeg opdagede, at det var den tidligere biograf Roxy på Frederiksberg. Nu har NETTO overtaget butikken – lidt trist er det. Men nu er man vist ved at etablere en biograf på Frederiksberg igen. Den får jeg ikke glæde af, da jeg er flyttet til Tåsinge. Men der er en biograf i Svendborg, så der er mulighed for flere filmoplevelser.

    Her som 62-årig tænker jeg ofte på, at film og biografer har været en berigende del af mit liv. Jeg bliver glad og (tror jeg) lidt klogere, når jeg har set en god film.

  • Vrist i 50-erne

    Da jeg var 6 år, blev min mor syg, og efter en operation skrantede hun og blev tynd og bleg. Moster Sine sagde til min far, at han skulle bygge et hus i læ af dæmningen på deres jord i Vrist, for mor manglede havet og solen. Han fik hjælp af en ven, og på et par måneder byggede de, i deres sparsomme fritid, et lille træhus. Far købte døre og vinduer på en auktion, med det resultat at hoveddøren blev en stor 2-fløjet dør og vinduerne gik fra loft til gulv. Auktionen var nemlig over materialer fra Lemvig Sygehus, som ombyggedes.

    Selve huset opstod ud fra disse elementer. Nye døre og vinduer var dyre, men brædder var overkommelige. I det lille soverum blev overskud af træ brugt til at lave 2 køjesenge. Møbler og service var også købt på auktion. Drikkevand fandt en mand med en pilekvist. Kilden lå 10 meter fra huset og boringen gav udmærket vand. Noget bedre end moster Sines brune vand, men der lå vandpumpen også lige op ad møddingen. Det eneste problem med vores håndpumpe var, at vi måtte have vand for at få den i gang efter en lang vinter. Læderet i pumpemekanismen skulle være fugtigt for at fungere. Et år fik jeg den i gang med en Expres-citronsodavand , som vi fandt i den lille ”kælder”, far havde gravet ud til i soverummet.

    De første år lavede mor mad på primus. Senere blev det gas, og hun fik også en lille ovn. Der var ikke indlagt el, så lys og varme fik vi fra petroleumslamper og en ”Bess-ovn”. Til sidst fik vi en lille brændeovn, som vi fodrede med ”ulovligt” drivtømmer. Toilettet var et lille lokumshus bag sommerhuset. Spanden skulle tømmes en gang om ugen. Vi gravede den ned et stykke væk fra huset i en lavning før dæmningen. Da der jo var sand og ikke jord, skulle man være forsigtig med ikke at ramme et brugt hul, da omsætningen gik meget langsomt. Der var et lille hjerte i døren, men man nød ikke opholdet på lokum en varm sommerdag. Men det hjalp, hvis døren stod på vid gab. Så kunne man se omtrent til Vejlby (som i dag hedder Victoria Street Station). Vi fik til sidst indlagt vand, som var en stor forbedring, men el fik vi aldrig, og set i bakspejlet var det en velsignelse, for hvad havde TV, radio og barbermaskine ikke medført?

    Fra jeg var 7 år, til jeg som voksen, gift og mor til 2 børn, var Vrist fast sommerferiested. Mens jeg boede hjemme, begyndte ferien i Lynghytten, når skolen sluttede og sluttede først, når skolen igen startede. Når vi begyndte sommerhuslivet, cyklede vi med dyner og alt vores habengut de 15 km, der var fra Lemvig til Vrist. Det var drøjt op ad Engbjerg bakke, men herligt ned mod havet, som vi kunne se, så snart vi nåede bakkens top. Far cyklede ind på arbejde på havnen i Lemvig hver morgen kl. 4 og kom ud til os om eftermiddagen, så han kunne få et måltid varmt mad sammen med os. Senere anskaffede han sig en knallert, som var en stor hjælp for ham i hans pendleri.

    En af moster Sines sønner, mors fætter Christian, var fyrbøder på toget mellem Vemb–Lemvig–Thyborøn –V.L.T.J. Togskinnerne løb lige forbi sommerhuset før Vrist station. Når toget dukkede frem efter svinget ved Vejlby, fløjtede Christian med dampfløjten, og jeg styrtede ned til skinnerne. Han havde nemlig den aftale med mor og far, at han købte en pose rundstykker hos bager Budde overfor stationen i Lemvig. Han kastede så posen ned til mig, når toget passerede. Det var herligt at få nybagt bagerbrød til morgenkaffen, for der var ingen bager i Vrist. En bager ville også have haft svære kår, for konerne i Vrist var mestre i al slags bagværk. Moster Sine var en af de bedste. Hun gik jo også ud som kogekone for at tjene en skilling til luksus som strømper, frisør og især gaver til børnebørn. Senere kom der et brødudsalg i den ene ende af et hus, hvor vi hentede rundstykker og andet bagerbrød. Endnu senere en rigtig kiosk, men da var jeg på vej væk fra Vrist.

    Mor var panisk angst for to ting. Tordenvejr og mus. En morgen i sommerhuset vågnede mor og jeg op til en fremmed lyd fra køkkenet. Nu var det sådan, at vi hentede vand ved en vandpumpe lidt fra sommerhuset. Det stod så i køkkenet i en spand. Og det var fra spanden, lyden kom. Det viste sig at være en lille mus, som desperat svømmede rundt for at komme op af spanden, som den i nattens løb var faldet i. Resolut lukkede mor døren til køkkenet og forbød mig at redde det lille kræ. Køkkendøren var desværre også udgangsdøren fra huset, så der sad vi i stuen og ventede på, at far efter fyraften kom cyklende fra Lemvig. Angsten for tordenvejr var mere forståelig, for lyn og torden virker voldsomt ved havet. Når det trak op til torden, pakkede mor en taske og ilede med mig ved hånden de ca. 400 meter ned til moster Sine. Så sad vi i bryggerset og drak tordenkaffe. Jeg tror faktisk begge søstre var bange for naturens kræfter. De kendte jo havets magt fra barndommen. Havet havde taget mange af deres forfædre, og de havde fra barns ben lært at ha’ respekt for ”æ haw”. Og med hensyn til lyn, så fortalte mor med frygt og bæven om kuglelyn, som trillede ud af telefonen. Derfor sad de som børn oppe på bordet med åben dør ud, for hun sagde, lynet trillede på gulvet og trak mod åbne døre. De var de eneste, der havde en vægtelefon, for min bedstefar var strandvagt ved Knopper – en landsby, som nu er forsvundet og begravet under den nye dæmning ud for Cheminova. Moster Sine havde ikke telefon, hvad mange ikke havde i Vrist på den tid. Så vi brugte andre midler til at sende besked. Når vi hejste en klud op i flagstangen, vidste Moster Sine, at kaffen var klar. Og omvendt vidste vi, at hun havde noget godt til os, når kluden, ofte et stykke undertøj, gik til tops i hendes stang.

    Jeg kommer i tanke om en anden ting i forbindelse med at sende besked. Der var ikke lås i dørene på ejendommen, så når en kost stod på skrå i døren, var det tegn på, at ingen var hjemme. Så gik besøgende ikke ind. Da landskabet her i Vest var fladt og med vidt udsyn, sparede det jo også den besøgende for spildte skridt. Ja, det var 1950-erne på landet i Jylland. Er det til at forstå?

    Jeg boede hos moster Sine det forår, mor var syg og far byggede sommerhuset. Derfor startede jeg i 1. kl. i Vrist skole. Skoleåret gik fra april til april. Moster Sine og hendes mand, Senius, ejede et lille husmandssted i Vrist. I den lille stald var der vel plads til en 4 – 5 køer og et par svinebåse. Da jeg boede hos dem i 50-erne, havde de 2 køer og et par grise, som når tid var, blev slagtet og saltet . Der var også et faldefærdigt hønsehus, hvor en flok høns gik ind om natten. Ellers rodede de rundt, hvor de kunne finde lidt godt. I et flytbart bur østen for stuehuset gik en skrukhøne med en flok ællinger. Jordloddet strakte sig østfra med engene under Engbjerg bakke til klitterne mod vest ved Vesterhavet. Loddet var smalt og bestod stort set mest af lyngklædt hedejord. Længst mod vest af indlandsklitter med marehalm, lyng og ”swåtbær”. Engelsk Græs, som vi kaldte Kongens Knapper, plukkede vi store buketter af. De voksede i sand, men var store og flotte. De var også fine til blomsterkranse.

    Det forår, jeg boede hos moster Sine og onkel Senius var deres børn flyttet hjemmefra , bortset fra Selma, deres yngste datter. Hun hjalp en ældre kone, Andrea, ved blandt andet at sove hos hende i hendes lille hus ved vejen. Jeg tror Andrea var bange for at være alene, så hver aften når mørket faldt på, drog Selma af sted til Andrea, og jeg lånte Selmas seng i hendes lille værelse med alle nipstingene på komoden. Det var jeg taknemlig for. Jeg havde nemlig nogle få gange overnattet i ” æ gjæskammer”, et gæsteværelse, som sjældent blev brugt, og derfor føltes kold og fugtig. Men det værste var ørentvisterne, som jeg i mørket kunne høre falde ned på dynen. Jeg frygtede de skulle kravle ind i mine ører og videre ind i hjernen. Ak, ja. Hvad børn frygter. Østen for gården voksede der blandingssæd på en mark. Stråene var så korte og spredte, at jeg, som barn, kunne gå i marken uden at træde kornet ned. På marken ved siden af gik de 2 køer. Der var ikke hegn om markerne, hvilket betød, at køerne skulle flyttes et par gange om dagen. De var tøjret med reb til en pæl, som skulle bankes i jorden, når man flyttede dem. Jeg frygtede at blive sat til det, bybarn som jeg var.

    Jeg var bange for køerne og også for hanen, som kunne finde på at fare i nakken på én, bedst som man troede, der var fred og ingen fare. Ellers var moster Sines ejendom så godt som selvforsynende, selv om jeg i dag knapt kan fatte hvordan. Den smule mælk, de magre køer kunne levere, blev sendt til Harboøre mejeri. Overskud af æg blev leveret til Købmand Lars, som modregnede i købmandsvarer. Grisene blev slagtet og saltet, og høns, kyllinger og ænder var velkomment fersk kød til søn- og helligdage. Og de voksne sønner, som var fiskere, var flinke til at levere fisk. En nødvendighed for at få mad på bordet hver dag. De hjemmeboende børn betalte også til husholdningen. Når der ikke var frisk fisk, var der jo tørfisk, som altid hang på stejlen i rigeligt mål østen for huset og blev tørre, før fluerne kom. Kartofler og grøntsager blev dyrket på marken sammen med roerne. Bedre kartofler fandtes ikke, da de jo voksede på sandjord – mest sand. Tørfiskene spiste vi også rå. I min barndom var alle meget glade for tørfisk. De udgjorde det, man i dag vil kalde snold. Man skal dog ha’ spist dem som barn, for virkelig at holde af dem. At gøre en tørfisk spiseklar, lærte os tidligt at håndtere lommekniven, som om sommeren altid var i lommen.

    Handelslivet i Vrist bestod af Købmand Lars, en slagter, endnu en købmand i den anden ende af landsbyen, Slikmutter Frida, som også solgte brød og kager, en tømrerforretning, en smedje og en trikotageforretning, som solgte det mest nødvendige inden for beklædning samt strikke- og sytilbehør.

    Den daglige avis, Lemvig Folkeblad, hentede man ved 4-toget. Postbudet kom hver dag, hvis der var post. Hans rute voksede betydeligt i turistsæsonen, men han virkede glad og imødekommende, når han kom trækkende med sin tunge cykel gennem marehalm og sand.

    Frida besøgte vi hver dag for at hente dagens is. Bolsjerne, hun solgte, opbevaredes i store, runde blikdåser, som hun slog på, før hun vejede 100 gram af i en lille pose. Hvis man var heldig, kom man lige på det tidspunkt, hvor dåsen med de blandede var ved at være tom. Så solgte hun nemlig ”smuld” fra den til billig pris. Smuldet havde en helt særlig smag, som var eftertragtet. Fridas hvidkalkede hus med det tjærede tag lå omgivet af ret høje volde, og jeg fik aldrig spurgt hvorfor, og nu er både Frida og hendes lille hus væk. Senere kom der et brødudsalg nord i byen i den ene ende af et hus og til sidst en rigtig sommerkiosk. Men duften og atmosfæren i Fridas lille butik med Frida selv i sort, blank kjole og det hvide hår redt i fin frisure, kunne de butikker ikke hamle op med.

    Moster Sine havde ord for at være skrap. Jeg mærkede aldrig andet end varme og tryghed sammen med hende. Jeg elskede hende. I min mors familie brugte man ikke store ord og åbne kærtegn for at vise følelser, men jeg mærker endnu hendes varme hænder rede mit hår, før jeg gik i skole. Og så mildt hendes sort-grå øjne så på efternøler-plejebarnet. De samme øjne, som skød lyn, når nogen trådte hende for nær. Hun var skrap over for Senius, men antydede andre ringeagt for ham, huggede hun som en slange. Og hun havde en giftig tunge, som hurtigt bremsede videre snak. Onkel Senius var påholdende, hvad man jo nok kan forstå ud fra de forhold, der fandtes på stedet. For ikke at få besvær med ham, sendte moster Sine mig til mejeriet efter mejerismør, når de sov middagssøvn. Her skulle ikke betales, for det blev trukket fra mælkeleverancen. Hun ville ikke smøre margarine på sine gode boller, hvad også ville ha’ været en stor skam. Smør var ikke på købmandskontoen, og jeg tror, de til tider skyldte købmanden penge, for han fandt de billigste varer, når jeg med en seddel blev sendt op til Lars. Når jeg kom hjem med Alfa margarine, blev jeg straks sendt op for at bytte til Oma. Og moster Sine spruttede galde over den elendige købmand. Når hun selv handlede, vovede han ikke at komme med Alfa. Jeg har aldrig hørt nogen tage til genmæle over for hendes hvasse tunge.

    Der var lang vej til lægen, så Moster Sine havde mange husråd til småskavanker. Engang skulle jeg skræve over et pigtrådshegn, som en legekammerat holdt nede med den ene fod. Foden smuttede og piggen smutte op og ridsede en 10 cm lang flænge på indersiden af mit lår. Blodet dryppede og moster Sine fandt en mælkeflaske med en gullig væske frem fra spisekammeret. Da hun hældte det ned i flængen, trak såret sig sammen og holdt op med at bløde. I løbet af få dage var det lægt. Da jeg ville vide, hvad mælkeflaskens indhold var, mumlede hun noget om en klog kone, men ville ikke uddybe forklaringen.

    En af Sine og Senius’ sønner, Villy, fiskede fra Uruguay i Sydamerika. Han sendte de såkaldte Amerika-pakker til Vrist. Når moster Sine pakkede en ud, bredte en duft af eventyr, krydderi og de varme lande sig i bryggerset. Jeg husker især Johannesbrødet, som jeg fik, da det var en ukendt frugt for en vestjyde. Selv for en slikmund blev den dog hurtigt for sød og kvalmende.

    Mens jeg var plejebarn hos moster Sine, var vi en søndag på tur til børnedyrskue på Råbjerghøj. Vi cyklede de ca. 10 km. Cyklerne var gamle vrag og skulle ofte lappes på turene. Vi var 8-10 i karavanen. Alle cykler med stor oppakning, nemlig proviant til en hel dag. Første stop var oven for Strande, hvor Sine og Senius havde en datter med mand og to børn boende. Så stod den på formiddagskaffe. Derefter videre mod Råbjerghøj, som nåedes ved frokosttid. Alle moster Sines lækkerier blev fundet frem. Det var noget helt specielt at sidde på jorden i det fri sammen med de voksne, og maden smagte på en særlig måde. Drikkelsen var hjemmelavet saft og orangeade, et nyt produkt hos købmanden. Så var det tid for os børn at se på dyr. Når vi kom tilbage til voksenflokken var det blevet kaffetid. Og her trak Moster Sine så flaskerne indpakket i strømper og avis med kaffe, et par flot pyntede lagkager og diverse småkager og hjertekager frem. Jeg har aldrig forstået, hvordan hun kunne fragte dem på cykel 10 km, sammen med alt det andet. Det var mørkt, før vi nåede hjem til Vrist efter årets lange udflugt.

    Men der var også kortere udflugter. Som da vi en skønne dag hørte, at der blev solgt Premier is i Strande. I Vrist var ismærket Rønbjerg. Cyklerne blev pumpet en dejlig sommeraften, og vi drog i samlet flok de 3 km. til Strande for at prøvesmage den nye ispind. Jeg husker ikke, om den var anderledes, men jeg kan stadig høre onkel Senius’ stemme sige:” Der ær skedt i”. Og moster Sines svar:” Det ær æt skedt — det ær vanelle!”. I det hele taget sagde moster Sine – og hendes omgangskreds og børn – rammende og præcise ord, som jeg først som voksen forstod betydningen af.

    Naturen i Vrist var ikke præget af storladenhed, bortset fra havet, som var frygtindgydende og utæmmelig. På vej til skolen kom jeg forbi nogle forkrøblede nåletræer, som kæmpede mod havgus og vestenvind. Jeg kunne se hen over dem, og forstod først som voksen, hvorfor moster Sine forbød mig at gå ind i ”æ plantage”, da der lå miner fra krigen. Træer – hvor lave og sølle, de end var – var en plantage. Og da den første sputnik var sendt ud i rummet, hørte man jo om hastigheder, som oversteg selv fantasien. Naturligvis blev den bus, som indsattes af V.L.T.J., og som klarede turen til Lemvig 15 minutter hurtigere end toget, straks med vanlig jysk ræsonnement døbt: ”Æ sputnik”.

    Da skoleferien startede, var huset færdigt, og mor flyttede ind. Hun kaldte huset Lynghytten. Og moster Sine fik ret, for havet, havluften og solen gav mor livslyst, og hun blev rask og aktiv i løbet af sommeren. De 2 søskende, Sine og mor, fik hver sommer stor, daglig glæde af hinanden. Noget der i mange år ikke havde været muligt, da vi boede i Lemvig og moster Sine var bundet af dyr og mand, og nok heller ikke havde mange midler til selv små rejser.

    Dage med østenvind var sjældne i Vrist. Men de dage var gode badedage, for der var ikke meget brænding i havstokken og havet efter første revle var i strandkanten og ikke dybt. Alligevel medbragte mor tøjsnoren, som jeg fik om livet. Så måtte jeg svømme langs med stranden, aldrig udad. Hvis hun syntes, jeg var på vej ud i noget snavs, halede hun i snoren og jeg måtte, trods protester, følge med. Oppe ved havet var der altid ting at finde. Sten med hul i kaldte vi køer. Hjemme ved sommerhuset bandt jeg en snor i, og så stod de på græs ved flagstangen og blev flyttet et par gange i løbet af dagen. Der flød flasker med fine mønstre ind og en enkelt gang en flaskepost fra Tyskland. Vi ledte altid efter rav, men jeg fandt aldrig noget, selv om jeg har bidt i talløse gule sten. Far havde ravøjne, og kom sommetider med en klump. Det var spændende at finde et haj- eller rokkeæg. Det var ikke til at forstå, at et æg kunne være firkantet og sort. Vi fandt også hvide ovale kalkskaller, som vi fik at vide var blæksprutteskeletter. Vi gav dem til kanariefuglene, som hakkede i dem. Og så var der jo alle de fine runde sten. Siden da har jeg samlet sten, og har efterhånden en god samling. Vi måtte samle alt ”naturligt” op, men så det fremmedartet og menneskelavet ud, var det forbudt. Far fortalte flere gange om dengang han, som barn, fandt et stykke gult pap og puttede det i lommen. Da det begyndte at varme, lagde han det på en stor sten og gik videre. Næste dag var det væk og stenen var sodfarvet og sprængt i stykker. Han gættede på, at det måtte ha’ været en slags gul fosfor. Kuglepenne var også forbudt, da han fortalte om nedkastning af sådanne under krigen. Når børn så samlede dem op, eksploderede de. Jeg ved ikke med familiens øvrige børn, men jeg rørte aldrig fremmedartede ting. Når man stod ved sommerhuset og så mod vest, kunne man ikke se havet, men man hørte brændingen.

    Ca. 10 meter fra huset lå dæmningen, som skærmede baglandet for oversvømmelser. Gik man op på dæmningen så man havet og dets humør. Men man kunne ikke se stranden. Først når klitterne var overvundet, så man ud over strand og hav. Lavningen mellem klit og dæmning kaldte vi dæmningsgraven. Det var et mærkeligt landskab med lidt sumpet bund her og der. Om vinteren stod der havvand på dybe steder. På stranden lå store betonbunkers smidt hid og did. Hver sommer var det spændende at se, hvor havet nu havde smidt de tonstunge klodser hen, og hvilke klitter, der var forsvundet i vinterens storme. I min barndom tænkte jeg aldrig på havet som en fjende, men efter min mor solgte Lynghytten, nåede havet i en stormflod op til sommerhuset, og ødelagde klitter og dæmning vest for huset.

    Både far og mor var født ved havet nogle km nord for Vrist. De gik mange og lange ture ved havet. Næsten altid hver for sig. Far havde gerne 14 dages ferie fra sit arbejde, og i de dage gik han mange timer ved havet. Hans barndoms fattigdom havde lært ham at tage mod havets gaver. I hele sin holdning var far en ærlig og lovlydig borger, men at gå forbi en god planke eller andet drivtømmer var et umenneskeligt krav. Det blev halet op mellem klitterne og gemt lidt af vejen – for i aftenskumringen at blive hentet hjem til sommerhuset og dækket af en presenning. Som teenager drillede jeg ham lidt med det, men modtog med glæde det lille 3-benede sofabord, han lavede af en mahogniplanke, han havde ”strandet” ved havet. Han havde altid noget med fra havet. Måske en engelsk mælkeflaske med patentprop, måske en mundblæst glaskugle, som havde revet sig løs fra et trawl. Eller bare en smuk, mærkelig ting fra de fremmede lande. Fars morgentur var før, vi andre stod op, og jeg tror, han nød den tur mere end dagens andre ture til havet. Hvad gik han og tænkte på? Hvem snakkede han med? Længtes han tilbage til barndommen med 5 brødre og 1 søster? Mindedes han barndommens mange ture ved havet, fiskeriet fra åbne havbåde, som blev trukket op på stranden, da der ingen havn var ved Langerhuse? Eller tænkte han på strandinger, han havde været vidne til som barn og ung? Måske planlagde han, at for mig skulle alle veje være åbne, hvis det stod til ham.

    Far ville gerne ha’ været snedker, men det var udelukket. Han kom på landet og tjente bønder som lille dreng, til han fik kræfter nok til at tage hyre på en kutter. Men han holdt drømmen i live, når han havde mulighed for at tømre hylder, kasser og skabe sammen. Mor viste ingen begejstring for hans ”værker”, da han ikke gik meget op i mål og vinkler. En høvl hørte ikke med i værktøjssamlingen. I stedet fik frembringelserne flere lag tyk maling, som bandt de fleste splinter. Sommerhuset var en oplagt chance for at snedkerere med drivtømmeret. Da han havde gratis maling i farverne hvid og rød, var sommerhuset rødt, vinduer og døre hvide og soverummet lyserødt. Disse var også farverne på fars ”møbler”.

    Som nævnt var østenvinden fin til badning, men når vinden var i øst om sommeren, betød det tit makreleventyr. Sildinger og brislinger gik helt ind under land. Vi kunne samle dem i spandevis. Og lige i halen på dem lurede makrellerne. Vi stod på stranden og fiskede med stang og blink. Der var bid, så snart blinket ramte vandoverfladen. Så det var bare at hale ind. Eventyret var kortvarigt, og det var mågerne med deres galpen, der fortalte os, at nu gjaldt det om at komme op til havet med fiskestangen. Jeg husker det som en tidligmorgen-ting. Når mågerne trak væk, gik vi hjem til sommerhuset og fik stegt makrel til morgenmad. Smagen af den friske fisk, duften af hav og lyng, terrassen foran huset med fars rå bord og bænk. Det var Lynghytte-lykke.

    En stor sommerfornøjelse var ligeledes plukning af revlingebær – swåtbær. Vi gik ud bevæbnet med en tom sodavandsflaske, og målet var at få den fyldt. Flasken var praktisk. for bærrene blev i den til forskel fra en skål, som altid væltede før eller siden, og så var man lige vidt. Vi konkurrerede om at blive først færdig, for det gjaldt om at komme hjem til vandpumpen og få skyllet bærrene, få fyldt dem i en dyb tallerken, få sukker og mælk på. og så kom belønningen i form af en krydret, sød safteksplosion ledsaget af blå mælk. Vi plukkede til tider så mange, at mor lavede grød af dem, men hun var ikke begejstret for swåtbær – måske fordi det var eneste bær i hendes barndom, og hun nok havde fået for meget swåtbærgrød.

    Moster Sine blev syg det år, jeg blev konfirmeret. Hun bagte ikke krumkager , kanelbrød og andre gode ting til festen, som hun ellers altid havde gjort til vore familiefester. Hun lå på sygehuset på konfirmationsdagen. Jeg var der for at vise hende min kjole. Hun, som altid havde været rund, varm og blød, var blevet lille og gul, som hun lå der i den hvide hospitalsseng, men hendes øjne var som altid, og det var sidste gang, jeg så min moster Sine. Derefter var Vrist og Lynghytten ikke mere det samme lyse lykkeland.