Forfatter: Tonny Nordal

Sabotøren

I vinteren 1942 eller 1943 havde jeg en overraskende oplevelse som følge af nogle misforståelser.

Mens min far var inde at drikke formiddagskaffe, skulle jeg se efter en so, der skulle have grise.

Vi var to drenge, Karl Erik Mouritsen og mig, som skød med små hule nøgler, et søm og en snor og så tre – fire stykker svovl fra en tændstikæske — og så et klask ind i en mur, helst ved et hjørne, for nøglerne kunne springe i mange stykker, og det gav et stort brag.

Svovl fra tændstikker kommes i nøglens hulrum og en passende rund genstand sættes stramt i hullet. Nøgle og genstand bindes sammen med en snor. Kanonen affyres ved at slynge den mod en mur.

Jeg havde en nøgle i lommen den dag, jeg skulle se efter soen i stalden. Tiden var nok blevet lidt lang, så jeg ladede nøglen med svovl, og så sømmet i enden af nøglen og KLASK! Det gav et ordentligt brag her inde i kostalden. Jeg kan huske, at der var en kat, der af bar skræk suste op ad en træbjælke. Der hvor jeg skød nøglen af, stod der en trappe op til høloftet.

Far kom farende ud i stalden, da han hørte braget. Jeg sad jo henne ved soen, som jeg skulle, men der lugtede af krudtrøg. Far var meget betænkelig (det var jo under krigen) så han gik hen til naboen for at snakke med ham om det. På det tidspunkt var politiet ikke gået under jorden, så far og naboen, Albert Mouritsen, blev enige om at ringe til politiet. Kort tid før var der nemlig en tysk soldat, der havde skudt sig selv på et høloft i Klæstrup.

Politiet kom: Jeg havde det meget dårligt, men der var jo ingen, der spurgte mig om noget. Jeg skulle i skole, så politiet tilbød, at jeg kunne få kørende. Tænk, at blive kørt i skole af politiet!

Det rygtedes jo, at der måske lå en død tysker oppe på vores høloft, så køerne fik ikke noget hø i den tid. Jeg husker, at der kom tre unge mennesker om søndagen for at snakke med far. Far bød dem penge for at flytte de to fag hø, der var tilbage på høloftet, men de turde ikke.

Men jeg havde det ikke godt i den tid. Der gik vel otte dage, så skulle min søster Mie og far ned efter et læs kartofler. Her fortale Mie far, at Karl Erik havde fået lavet nøgler nede ved smedesvenden Osvald, for alle deres nøgler var sprunget/blevet væk. Da jeg kom hjem fra skole den dag, blev jeg spurgt, om det var mig, der havde skudt. Jeg blev truet med, at hvis jeg ikke talte sandt, kom politiet og hentede mig, så jeg gik hurtigt til bekendelse — og det var en hel lettelse for mig.

Jeg havde fået at vide, at hvis man kom til afhøring hos politiet, blev man spændt fast på nogle brædder. Under dem var der to badekar, hvoraf det ene var fyldt med spilkogende vand og det andet med iskoldt, og så blev man hevet fra det ene til det andet, indtil man tilstod. Så det skulle jeg ikke nyde noget af.

Hvor jeg havde den skrækkelige tanke fra, ved jeg ikke, men fantasien fejler jo ikke noget i den alder. Jeg var 8 – 9 år.

Mine skolekammerater kan bevidne, at jeg i lang tid måtte leve med at blive kaldt sabotøren.

(en sandfærdig beretning)

(Kilde: Egnsmindesamlingen for Jerslev og Omegn)

10. december 2011
Sterup omkring 1918

Da jeg var barn, var der hverken kloakeret, lagt fortov eller nogen ting. – Der var grøfter ned igennem byen og store træer langs med vejene. Det var ikke altid, der var helt fast grund under det hele, men vi gik i vore træsko den gang, så det kunne nok lade sig gøre.

Det område nede omkring købmanden og baptistkirken lå i sådan noget, vi kaldte fælledhuller. Det var sådan et sted, hvor folk smed deres affald hen: gamle blikspande, mejerispande, alt muligt blev smidt deri, så det så ikke akkurat så pænt ud, men sådan havde det jo altid været.

Men så var der nogen stykker, der kom efter, at det også kunne lade sig gøre at lave det lidt pænere. Så fik de hullerne fyldt op med et dige, der var øst for byen mellem Krakovs og Peter Pedersens marker. Det dige blev kørt op i hullerne, og så blev det jo jævnet og planeret og plantet træer.

Det gav i grunden stødet til at borgerforeningen blev lavet. De fandt på, at der kunne pyntes op på byen på mere end en måde. Efterhånden blev det for sammengroet, og så blev det sløjfet. Nu har købmanden så sin benzintank der.
Der gik en vej bagom hen fra gårdene i vestsiden af byen. Der trak vi med køerne, når de skulle ud i marken. Den er også sløjfet.
Der hvor Regner Abildgårds og Jægers hus (Myrtevej 3 & 5) ligger, var der en stor dam. Den kaldte vi Breddammen. Der skred vi på is om vinteren. Der var ikke ret mange, der havde skøjter den gang. Så brugte de iskælke og ellers var det jo vore træsko, vi brugte. Der kunne vi more os meget.

Mit hjem
Mit hjem lå her vest for brugsforeningen. Krakov kaldte de gården. Den hed i grunden Anneksgården, men det var jo siden bedstefar flyttede fra Krakov i Mvlund og herop. De blev ved med at kalde ham Søren Krakov. Så blev det sådan, at det heroppe også blev til Krakov.

Det er tre brødre, der har haft de tre gårde, der ligger i vestsiden af byen, men det ligger jo mange år tilbage. Thorkilds gård er nok (den), de andre er bygget fra i sin tid, for det har været en meget stor gård engang. Krakov og Thorvald Pedersens er jo sådan en smal streg jord, så det er sikkert nok stykket ud derfra engang.

Stuehuset til mit hjem er bygget i1828. Hvornår udhusene er bygget ved jeg ikke, ja, østerhuset er bygget i 1928, men de andre er gamle, men der er blevet bygget til og kommet andet tag på, der var jo stråtag over det hele.

Skolen
Jeg kom i skole, da jeg kun var seks år. Det var godt nok for tidligt, men jeg kunne læse, og jeg ville endelig i skole.

Det var lærer Svendsen jeg gik til og så en lærerinde, der hed frøken Laursen. Frøken Laursen var syg somme tider, så havde vi vikarer, det var jo nogle unge nogen. Det var ikke altid, vi var lige glade for dem, sådan kørte det i mange år.

Lærer Svendsen gik jeg til hele min skoletid. Dengang var der jo fire klasser. vi kunne nok lære noget, hvis vi ville, men det var jo ikke alle, der havde interesse for det. Men så fik vi en lærerinde det sidste år, jeg gik i skole. Hun hed frøken Nielsen.

Hun var her så i mange år. Da lærer Svendsen gik af, kom der en lærer Thomsen. og han var her helt til skolen blev nedlagt (som treklasset) og blev flyttet til Jerslev.

Fattiggården
Jeg kan huske lidt fra fattiggården. Det er ikke så meget, men nogle af dem, der var der, kan jeg da huske: Der var også somme tider børn deroppe fra, der gik i skole. Det var jo somme tider hele familier, der var der, men det var jo aldrig ret længe. Så blev de flyttet. Det var jo, fordi de ingen steder havde at være. Det var mest en enlig mor med børn, der var der, indtil de kunne komme et andet sted hen, hvis de da kunne få et sted.

Så var der jo dem, der var der, hele tiden – dem de kaldte fattiglemmer. Nogle kunne jo nok gå og hjælpe lidt til, og andre lavede ingenting. Det var jo noget op og ned hvordan – hvor gamle de var, men der var da mange, der blev der til de døde.

Jeg mindes ikke, at børnene derfra blev drillet i skolen. Der var nogle af børnene, der kom ud at tjene derfra. Der var en, der hed Helge. Han var i Østergård til han konfirmeret. Jeg tror ikke de blev liciteret ud, som man somme tider læser i gamle bøger. Det var vist sådan, at sognerådet snakkede om, hvor de kunne komme hen.

De fik selvfølgelig lidt i løn, men det var jo ikke meget, men de fik da føden, og det var da altid noget værd.

Jeg ved ikke bestemt, hvor mange der var plads til på Fattiggården, men Anna siger, der somme tider var ca. 40, men dengang mine bedsteforældre var bestyrerfolk, var de somme tider 70, men da var de godt nok også flere inde på hver stue, men nu ligger det jo også langt tilbage. Da var der jo ingen steder de kunne komme hen, hvis ikke de kom på Fattiggården. Men det var også et stort hus.

Min bedstefar, der var bestyrer, hed Søren Larsen eller Søren Krakov, Lise og Søren Krakov. Jeg ved ikke nøjagtig hvornår de var bestyrere der, men jeg vil tro det var før 1872-73. De flyttede til Krakov i Mylund, og der var de fra 1874 og vist til 1900. Der var jo mange små stuer på Fattiggården, men så var der jo sognerådsmøder ovenpå på kvisten. Der holdt de jo sognerådsmøder. Det var selvfølgelig ikke de store sager, der var dengang, men noget var der jo altid at forhandle om. Det var jo nok mange gange om, hvor de skulle anbringe de forskellige, hvis ikke de havde nogen steder at være.

Sognerådsstuen var i vestfløjen. Der var en dobbelt kvist i begge sider. Der var det jo så. der stod en sparegris. Det var sådan en slags bødekasse, hvis de ikke kom til møderne, og hvis de kom for sent. Så skulle der noget i bødekassen. Hvad de brugte pengene til, ved jeg ikke, men det fandt de jo nok ud af. Men hvor sparegrisen er blevet af, ved vi jo så ikke. Den kom da til Jerslev – ud på kommunekontoret, da Fattiggården blev solgt. Hvor den så siden er blevet af, ved jeg ikke. (se note for neden på siden) Den stod i det vindue, der vendte mod vest. Det kunne vi se, når vi kom ad vejen. Da gik vejen til Jerslev jo vest for Fattiggården.

Fattiggården brændte engang. Det var nok i 1909 eller 1910, for der står 1910 på gården nu. Den brændte Sankt Hans aften. Det var et af fattiglemmerne, der var blevet fornærmet på bestyreren. Så ville han jo hævne sig ved at sætte ild på. Han var så glad for dyr. Så han havde løsnet hestene først, så de kunne komme ud. Han ville ikke, at de skulle brænde inde. Men han fik straf i mange, mange år, men kom tilbage til Sterup igen og var på Fattiggården, indtil den blev nedlagt. Så fik han en stue nede i byen. Der var ikke noget ondt i ham, Det var kun fordi, han var blevet fornærmet på bestyreren, at han stak ild på.

Note: Grisen kom til at stå på Peter Schmidts kontor på Toftegårdsskolen og findes nu på Egnsmindesamlingen for Jerslev og Omegn på Borgen.

Ham der købte fattiggården hed Jens Jensen. Han byggede et hus nede i byen af materialerne fra det halve af vestfløjen. Huset ligger på Mimosevej , det er det vi kalder Svend Pedersen’s hus. Det ligger der endnu, men er blevet restaureret siden. Det blev bygget med det formål, at det skulle sælges, så det er ikke så svært bygget, men det er da et stort hus. Den anden halvdel af vestfløjen var jo lejet ud i mange år. Men så blev den også sløjfet. Stenene og det hele blev flyttet, så nu er der ikke andet end de to fløje tilbage. Det var jo en stor bygning med lange fløje. Men den var jo også for hele Jerslev kommune.

Det var nok i 1934, Fattiggården blev solgt. Da var der kun to beboere tilbage. De kom så ud i privat pleje.

Fattiggården blev også brugt, når der var husflidsudstilling. Det var mest den sidste søndag i maj. Så blev der lagt dansegulv ned ude i gården. Der var altid et foredrag om eftermiddagen og så var der åbent hus ind til lokalerne, så man kunne se, hvad der var lavet i løbet af vinteren af både mandligt og kvindeligt husflidsarbejde.

Og så var der bal på åben estrade om aftenen, men det fandt de jo så ud af at flytte ned i forsamlingshuset. Det var jo tit det regnede, når der var udstilling, og det var jo ikke så godt.

Slægtsgårde
Der er nogle slægtsgårde her i Sterup. Der var f.eks. den, vi kaldte Sine Piesens. Det var en meget gammel slægtsgård. De sidste, der havde gården, var de tre søskende Anine, Thorkild og Sigrid Pedersen, som fik gården efter at deres forældre var døde. Da de tre søskende flyttede de i et hus henne i byen, blev gården solgt.

Så var der Østergård. Det er også en gammel slægtsgård, som stadig er i slægtens eje. Vestergård er også gået i arv gennem flere generationer. Men ellers er der jo nok sket større eller mindre forandringer.

Gamle huse
Der er mange rigtig gamle huse i Sterup. Der er for eksempel det som vi kaldte Maren Krats hus. Det er meget gammelt. Da vi gik i skole, var der en høj pilehæk ved siden af. Der var skolebørnene somme tider henne at spille fodbold. Henne bag ved huset var der en “bette tovt ‘.’ (toft), Så skulle de over en dyb grøft, der var bag ved skolen. Der var lagt nogle brædder over. Nu er husets adresse Åkandevej 8.
Ved siden af ligger der et andet gammelt hus. Der har været smedje engang. Der har også været slagterforretning, brødudsalg og damefrisørsalon. Ja, der har også været en træhandel, så der har været mange forskellige ting. En tid var der også mølleri, Det var møller Søren (Søren Christensen) der havde en lille petroleumsmotor. Så malede han korn for folk, der ikke havde elektricitet. Det var også ham der havde træhandlen. Ved siden af gik både han og hans kone Dagmar ud på arbejde.

På den anden side af vejen ligger der også et par meget gamle huse, Jeg kan ikke huske, at de er blevet bygget. Der har boet mange forskellige i dem, I det der nu ligger på Åkandevej 7, har der været smed engang. Det var et stort hus, der har haft to lejligheder. Der var mange lejligheder i Sterup tidligere, vist op imod en halv snes stykker. Da skulle folk jo ikke have så meget plads som i dag.

Det hus, der ligger ved siden af (Åkandevej 5) er også gammelt. Det blev kaldt “Snedker Kristians” i gamle dage. Det var tækket med pap i begyndelsen, kan jeg huske. Det har altid været et hyggeligt gammelt hus.

Et stykke syd for mit hjem ligger der også et meget gammelt hus. Der var engang fire lejligheder. I østenden boede gartner Olsen. De havde en stue, et soveværelse og et lille køkken i østenden. Ham der ejede huset boede i midten. Han hed Mads Peter. Han var lidt snedker og havde et lille værksted. Så boede der en, som vi kaldte “Møl Stine“. Hun havde også en lille lejlighed. I vestenden boede der en, der hed Rasmus. Han havde bare en lille stue. Der kunne være plads til mange i et hus dengang. Nu er det hele i et.

De tre, Mads Peter, Rasmus og Stine, fyldte år den samme dag, og så var der jo stor fødselsdag. Det var den 16. Maj de fyldte år, så der var åbent hus.

Senere boede der en, de kaldte Jens Pinden og senere endnu Myl Valdemar og Johanne, men da de så ikke kunne mere, blev huset solgt til fremmede, og nu er der mange forskellige, der har boet der.

Villa Tveden
En mand, der hed Jens Tveden og som havde ejet Vester Tveden, lod villa Tveden bygge. Da han solgte gården lod han det store hus bygge, og det skulle hedde Tveden. Hans kone døde en måneds tid efter, at de var flyttet til byen og han sagde tit: Hvis jeg havde vist det, skulle der ikke havde været bygget så stort et hus. Han havde nogle husholdere gennem årene, men så kom der en søster til hans kone. Hun var hos ham til han døde. Der hørte lidt jord til huset, så han kunne have et par køer. Jorden blev solgt til sportsplads.

Håndværkere
Smede – Jeg kan huske flere smede. Der var jo ham, der blev kaldt “hylli smeden”. Han boede oppe i en gård. Ham kaldte de “smed Tammes”. Han var jo svær til at lave høleer, og der er nogle af dem, der eksisterer endnu, for vi havde en. Den er godt nok ikke til at bruge længere. Der er vist to af dem på Sæby museum. Disse høleer var meget efterspurgte. Den smedje var en gammel rød bygning, som vi kunne se fra marken af fra mit hjem, kan jeg huske.

Tømrere – Nu er der jo også tømrere her. Tømrerværkstedet her øster nede blev bygget i 1936. Så blev der bygget et stort tømrerværksted syd i byen. Der var engang et stort savskærerri til, men det fungerer ikke længere. Nu sælger de bygningsartikler og sådan noget.

Vognmænd – Der har været vognmandsforretning her i mange år. Den første var en, der hed Pedersen. Han havde en rutebil, der skulle gå fra Jerslev til Ålborg, men da han jo boede i Sterup, kom den til at gå fra Sterup til Ålborg, og nu har vi ikke engang en rigtig rutebil fra Sterup til Brønderslev, så det er gået tilbage, men ellers kørte den første rigtige vognmand jo med hestevogn. Han hentede foderstoffer til brugsen i Brønderslev med to heste og en stor fragtvogn.

Den første vognmand, jeg kan huske tale om, boede i Søndergård. Han hed Jørgen Højris. Han kørte med to store heste. Så kom Peter Jensen. Han kørte først med heste, men så fik han en lastbil. Han lavede det sådan, at han havde nogle sæder til at sætte ind i bilen. Nu kunne vi komme med bilen fra Sterup til Brønderslev. Det var et stort fremskridt. Det skete omkring 1922-23. Så kom der rutebil i gang, og den gik i mange år. Men så fandt de jo ud af, at der var for få til at tage med den, og så blev ruten nedlagt. Så nu har vi ikke andet end skolebussen herfra og til Jerslev. men det er nok også godt nok.

Forretninger – Da jeg var barn og ung, var der mange forretninger i Sterup. Der var noget af alt i byen. Der var selvfølgelig både købmand og brugsforening, slagter, bager. cykelhandler og smed, ja, der har endda været to smede, mejeri, forsamlingshus, skrædder og skomager. Ja, der har været noget af alt. Og nu har vi så ikke andet end købmanden tilbage.

Brugsen – Brugsen blev vist bygget i 1902. Det var en gammel købmand Larsen, der havde købmandsforretning der, men så var der nogen der kom efter, at der skulle laves en brugs. De købte så bygningen af købmanden og stiftede brugsen. Den kørte helt til 1972. Da blev den jo nedlagt. Brugsen var en meget stor forretning. Vi kunne faktisk få alt der – både manufaktur, kolonial og foderstoffer. Det var godt nok et stort savn, da brugsen blev nedlagt. Så skulle vi jo til at handle ved købmanden, og det har jo gået godt.

Forsamlingshuset – Jeg kan ikke huske, da forsamlingshuset blev bygget, men jeg har hørt tale om, at det startede med, at folk kunne tegne aktier. Så det blev bygget på den måde, og så kørte det bare videre. Skolebørnene havde gymnastik derinde. Der var en stor gymnastiksal med ribber og rudestiger og alt, hvad der hørte sig til dengang. Men efterhånden som tiden gik, blev der ikke holdt så meget i forsamlingshuset, så det begyndte at gå skidt. Så fik borgerforeningen fat i det. Huset blev restaureret og sat i stand. Så nu kører det meget godt igen.

Forsamlingshuset er vist nok bygget på noget jord, der er solgt fra brugsen, for der var landbrug til for mange år siden, men efterhånden er jorden solgt fra.

Baptistkirken – Det var en, der hed Svend Andersen, der byggede baptistkirken privat. Han solgte den senere til baptistmenigheden. Den var ikke stor, men den blev brugt i nogle år. Så blev den lejet ud og til sidst blev den solgt til privatbeboelse.

Missionshuset – Missionshuset blev vist bygget i 1917-18. Det var Peter Pedersen, der skænkede byggegrunden. Samme år blev der bygget et hus ved siden af. Der er holdt mange møder i missionshuset i de forløbne år. Der er jo ikke så meget nu, som det var engang.

Lise Toldbod
Jeg har boet i Sterup hele min tid på nær et halvt år. Jeg var på højskole i tre måneder og så havde jeg plads i huset i andre tre måneder. Så var jeg hjemme i mit hjem indtil 1935, da blev jeg gift med Otto Toldbod og flyttede et lille trip længere hen. Her har vi boet i 52 år. Det var en gammel enke, der havde haft Øster Stokbro, der har bygget ejendommen her. Hun blev kaldt Hanne Stokbro. Hun byggede hele ejendommen op. Den lå før ved skellet ned til Thorvald Eriksens ejendom, men så flyttede hun det hele her op, og efter tiden dengang var det jo godt bygget. Det er bygget i 1901 eller 1902. Nu er det jo ved at være gammelt, men vi bor da i det endnu.

(Kilde: Egnsmindesamlingen for Jerslev og Omegn)

10. december 2011
Fra enkelte gårde til moderne landsby

En folketælling fra året 1801 viser, at der i området, hvor Kølkær opstod, kun var 5-6 gårde, alle beliggende ved skel til nabosogne. De vidtstrakte hedearealer tiltrak unge mennesker, som skulle finde sig en levevej, og den møjsommelige opdyrkning til landbrugsjord begyndte. Nybyggerne levede spredt over hele området og der var ikke tale om nogen egentlig bydannelse. I 1884 skete der noget i området, idet der blev opført en såkaldt stråtækket skole på en åben mark, omtrent der hvor den nuværende skole ligger. I 1891 blev der i nærheden af skolen bygget en kirke – og omkring disse to samlingspunkter, begyndte de første beboelseshuse at dukke op i begyndelse af 1900-tallet.

Der kom for alvor gang i byens udvikling med anlæggelsen af jernbanen fra Vejle til Herning i 1912, og i årene derefter blev der bygget, efter den tids målestok, store og flotte huse, hvor handlende og håndværkere etablerede sig med forretninger i tillid til fremtiden i den spirende stationsby.

I mellemkrigsårene 1919-1939 voksede byen stille og roligt og den næste skelsættende udvikling indtraf med opstarten på brunkulsbrydningen i Søby i slutningen af trediverne. Der kom nu pludselig mange arbejdere til dette område, og selvom der under og efter 2. verdenskrig voksede en selvstændig by op i Søby med ca. 3000 indbyggere, blev de mange tilflyttere et særdeles godt aktiv for Kølkær. Det gav grobund for nye forretninger og håndværksfag. Det gav også mange beboere i Kølkær en ekstra indtægt, idet man kunne udleje værelser og oprette små pensionater til de mange brunkulsarbejdere.

Men som bekendt har alting en ende og med brunkulsbrydningens ophør omkring 1970 og en dermed følgende fraflytning fra området, indtraf en begyndende stagnation i udviklingen og en langsom afmatning gjorde sig mærkbar. Som i alle andre landsbysamfund, måtte man også i Kølkær i perioden fra 1970 til 1990 se den ene forretning efter den anden lukke, de mange håndværkere flytte eller ophøre med deres virksomhed og de fleste offentlige servicefunktioner blive afviklet.

Alligevel har byen med udbygningen af moderne faciliteter, især for børn og unge, formået at fastholde sit indbyggertal og dermed stadig være en særdeles velfungerede landsby.

(Kilde: www.koelkaer.dk)

15. november 2007
Tadre Mølle – den sidste mølle i dalen

Siden middelalderen har Elverdamsdalen, fra Soderup i syd og til Tempelkrogen i bunden af Isefjorden, rummet en spændende fortælling om vandkraftens tidligere betydning for de gamle møller. Flere af de tidligste mølleanlæg tilskrives sandsynligvis den nu nedlagte landsby Aastrup og senere herregården Aastrup (kendt fra 1400-tallet), hvorom stensatte render, dæmninger og møllesøer i dag vidner om mindst 4 møller.

I godsets nærområde er der kortlagt 13 vandmøller, foruden de 5 møller ved Vintre Møller i en paralleldal nordvest herfor. Tadre Mølle er i dag den eneste bevarede og ligger smukt og idyllisk placeret på den østlige dalside. Vandmøllen er grundlagt allerede i 1300-tallet og var fra 1405 og indtil Reformationen i 1536 ejet af den katolske kirke i Roskilde, som underhold for en præst der passede et af domkirkens mange altre.

Efter Reformationen blev møllen krongods og senere en af Aastrups mange møller. I 1674 overtager Sonnerupgård Gods møllen, som ejer den helt frem til 1952.

12. februar 2007
Den sidste fæster – den første selvejer

Møllegården har i århundreder været fæstemølle. Den sidste fæster blev Christian Hansen, som overtog møllegården i 1914 og drev den til sin død i 1945, hovedsagelig som landbrug, med en hastigt faldende kundekreds til møllen, og til sidst slet ingen.

Efter møller Hansens død overtager datteren, den efterhånden legendariske Mølle-Marie lejemålet, og hun frikøber møllegården til selveje i 1952. Nationalmuseet fik med Maries velsignelse fredet vandmøllen i 1956 som den sidste i Elverdamsdalen og gennemførte en hovedrestaurering i 1957-58. I mange år drev Mølle-Marie møllegården, som landbrug og museum, med en enkelt karl ansat, og mange gæster har besøgt Mølle-Marie og oplevet hende med stor kærlighed og indlevelse vise den gamle vandmølle frem. I 1986 solgte hun møllegården billigt til staten, mod til gengæld at kunne blive boende sit liv ud.

Mølle-Marie kunne d. 14. august 2002 fejre sin 100 års fødselsdag, som bl.a. blev markeret med udgivelsen af en lille bog om hendes 86 år på møllegården. Mølle-Marie døde d. 4. februar 2003, efter et langt og virksomt liv.

12. februar 2007
Kornmøllen

Vi ved med sikkerhed, at der har ligget en vandmølle på stedet i 1405, men møllestedets oprindelse kan sagtens være langt ældre. Hvordan de ældste møller så ud og var indrettet fortaber sig i historien, men fra omkring år 1800 og frem kan man f.eks. via de gamle brandtaksationer danne sig de første indtryk. Den nuværende vandmølle synes således at være opført omkring 1840, hvor den kunne betjene 3 kværne, sigte, grynsold, blæser og sækkevinde.

Det var sandsynligvis den sidste fæster, møller Hansen, som nedtog skalkværn og i stedet brugte trækket til at drive en båndsav med, der var opstillet i et hus uden for møllen. Møller Hansen fik i 1920´erne indlagt en petroleumsmotor til at sikre kraft til møllen, hvis der ikke var vand nok i mølle-søen om sommeren. Problemet med vandmangel kunne især opstå, hvis mølleren på den dengang eksisterende Øvre Tadre Mølle, nogle få hundrede meter oppe ad bæk-ken, holdt igen på det lidt vand der på denne årstid måtte være til rådighed.

Tadre Mølle er, ud over Blåbæk Vandmølle ved Fakse, den sidste oprindelige vandmølle på Sjælland, med ubrudt historie. Den er samtidig den sidste dalside mølle, p.g.a. dens beliggenhed højt i terrænet, betjent af Taderød Bæk, der i sit løb forbi møllegården falder stærkt ned over den østlige side af Elverdamsdalen. Vandmøllen fødes fra den ovenfor liggende møllesø og drives med et overfaldshjul. Nationalmuseet nedtog ved hovedrestaureringen i 1950´erne savhuset uden for møllens dør, og motorhuset, som lå på skråningen op mod møllesøen, ligesom man fri-lagde gavlen ved vandhjulet, der ellers havde været over-dækket/beskyttet af et skur. Begrundelsen var, at føre møllen tilbage til tiden omkring 1840, men man undlod dog at rekonstruere den 3. kværn, som havde været en skalk-værn til afskalning af byg.

Siden hovedrestaureringen i 1950´erne er møllen løbende blevet vedligeholdt, således, at møllen i dag er fuld funktionsdygtig på alle bevarede dele. D.v.s. med sækkevinde, en stor kunstkværn og en mindre Rhinskkværn. Det er intentionen, at få sigten rekonstrueret og om muligt, at få lagt en skalkværn ind igen.

12. februar 2007
Ledøjes historie ganske kort

Navnet Ledøje stammer utvivlsomt fra oldtiden, men dets oprindelige betydning er uvis. Det anføres omkring 1370 som Ledøwe og Lethøwe i fortegnelsen over jordegods under Roskilde bispestol.

Det er i middelalderen, at man træffer på enkelte sparsomme historiske efterretninger om Ledøje. I omegnen boede på den tid flere riddere af Hvide-slægten, og på det sted, hvor nu Brydegården ligger, havde en ridder på Valdemar den Stores tid bygget ridderborgen Ledøwe med tilhørende borgkapel. Borgen forsvandt i 1430-erne og på grunden byggedes en almindelig bondegård, som blev beboet af en “bryde”, d.v.s. en forvalter der havde tilsyn med jordegodset.

I tilknytning til borgen opstod en landsby, som tog navn efter borgen, og borgkapellet blev bevaret som det underste stokværk i landsbyens kirke.

Ridderborgens jorder udskiftedes mellem bryden og en del avlsgårde, som byggedes i landsbyen. Denne anlagdes efter en plan, som stadig er bevaret i vejnet m.v.. Den ældste del af landsbyen er den vestlige, hvor gårdene lå i en aflang kreds, som omsluttede kirken og den fælles landsbyforte med gadekæret.

I den østlige del lå gårdene i en række mellem bygaden og det, der den gang var bymosen, – en tidligere sø syd for landsbyen.

Landsbyforten bestod her af arealet mellem bygaden og den nuværende Nordre Gade.

Egnen led stærkt under svenskekrigene, og i tiden derefter fulgte misvækst og sygdomme blandt mennesker og dyr. Forholdene blev ikke lettere af, at Ledøje som ryttergods måtte bære indkvartering af kongelige ryttere og deres familier.

Til disse byggede man “soldaterhuse” på dele af landsbyforten, – en del af de nuværende småhuse menes at have en fortid som sådanne soldaterhuse.

Som by i rytterdistriktet fik Ledøje en kongelig rytterskole omkring 1725. Den blev bygget umiddelbart nord for gadekæret, hvor den stadig findes.

Den afløstes i 1924 som skole af “Ledøje gamle skole”, som siden er indrettet med pensionistcenter, børneinstitution og foreningsfaciliteter.

(Kilde: www.ledoejebylaug.dk)

9. februar 2007
Mere end 775 år gammel? – del II

Jeg lovede sidst at følge op på beretningen om vor gamle landsby, hvor jeg nåede frem til tiden omkring værnepligtens indførelse i 1849. Jeg fik ikke omtalt datidens skole og undervisning, der op til 1700-tallet var meget sporadisk og lemfældig. Boglig undervisning og uddannelse var forbeholdt de få og de rige – og dem var der ikke mange af i Ledøje!

Forholdene blev ændret i begyndelsen af 1700-tallet, da Frederik IV indførte et skolesystem for almuevæsenet med 240 skoler knyttet til ryttergodserne – datidens udskrivningsmyndigheder – med tvungen undervisning af alle børn i ”rytterdistrikterne”. Der blev bl.a. opført en rytterskole i Ledøje omkring 1725, og vi kan som nævnt se bygningen i Ledøje Bygade ved gadekæret. Det er vel at mærke en ændret bygning, for rytterskolerne var ganske små med et enkelt klasselokale, en meget beskeden bolig for skolemesteren, hans familie og en stald til hans dyr. Skolerne blev prydet med kongens monogram, årstal og en opbyggelig inskription i sandsten. Sandstenene er endnu bevaret på et antal af de gamle skoler – f.eks. i Uggeløse oppe ved Lynge. Stenen fra Ledøje Rytterskole kan i dag ses på Søagerskolen, hvor den er indmuret ved skolens sydlige indgang.

Datidens samfund blev som nu styret gennem ”forordninger, der greb vel ind i landsbyens liv, men dagligdagen gav man selv love for. Hver by havde sin vedtægt – efterdi det altid har været sædvane og brug hos vore forfædre at holde vide og vedtægt i byen. Det skete også i Ledøje. Når oldermanden tudede i byens horn, havde bymændene at indfinde sig på bystævnet og tage plads på stenene for at byens anliggender kunne blive aftalt. For dem der havde forset sig, blev der fastsat bøder, der straks blev indskåret i byens kæp. Ofte falder bøderne i form af øl, der så drikkes i fællesskab. Det kunne være et slidsomt og utaknemmeligt hverv at være oldermand. Der blev sikkert knurret, når han idømte bøder, og beskyldninger for partiskhed kunne næppe undgås. At han oftest ikke kunne skrive, var ingen hindring. I mange vedtægter hedder det, at han i sådanne tilfælde altid skal have en af byen hos sig, som kan optegne de skyldiges brøde og forseelse – nu og da kunne degnen eller skoleholdere bruges hertil” – måske skoleholderen fra rytterskolen i Bygaden !

Byens ”gadestævne” fandtes i Ledøje i 1780 i den vestlige del af Byens Forte – hvor det i dag kan ses ved indkørslen til den gamle præstegård. Vort nutidige ”bystævne” er anlagt kort efter 2. Verdenskrig – angiveligt ved genbrug af fundamentsten fra ”den røde lade”.

Vore forfædre levede i et bondesamfund – og landskabet var indtil udskiftningen sidst i 1700-tallet præget af mange små og spredte jordlodder, fordi hver bonde dengang havde del i såvel god som dårlig jord omkring landsbyen. Det medførte, at alle altid skulle bevæge sig meget for at komme til og fra lodderne – systemet sikrede en rimelig retfærdig fordeling af jorden, men det var upraktisk. Dette rådede man bod på med landbrugsreformen i 1781, der igangsatte den store udskiftning af landbrugsjord. Udskiftningen samlede den enkeltes jord i tilslutning til hans gård, og landskabet ændrede dermed karakter. Jordlodderne blev samlet som ”lagkagestykker” med landsbyen som centrum. De nye jordlodder måtte indhegnes, og de blev det. Vi kan den dag i dag se gærderester – og markskel – stråle ud fra Ledøje Landsby. Prøv at se det i terrænet og på de kort og forklarende skitser, der er opstillet så mange af i sognet, når I tager en slentre- eller motionstur her i sommer. Der er rigtig mange spændende ting at se på – og der ligger megen information ”lige for fødderne af en”, når man kommer frem.

(Kilde: www.ledoejebylaug.dk)

9. februar 2007
Mere end 775 år gammel? – del III

Under Ledøje Bylaug’s byvandring i forsommeren fortalte borgmesteren bl. a. om kirkens historie, og jeg bemærkede, at kirkens placering formentlig skal ses i lyset af Københavns biskops ønske om at have en række kirker placeret som led i en ”observations- og befæstningskæde” uden om København – for at sikre byen og bispedømmet. Kirken har således i kraft af sin beliggenhed formentlig også haft en forsvarsmission i ufredstider.

Mens de første århundreder af kirkens historie fortoner sig i mørket, ved vi med sikkerhed, at ufreden brød løs over egnen i skæbneåret 1658, hvor svenskerne pludselig stod på Sjælland, og hvor vi tvunget i knæ måtte afstå Trondheim og Bohus Len, Skåne, Halland, Blekinge og Bornholm.

Den svenske hær med kong Karl den 10. Gustav i spidsen havde efter en dansk-norsk krigserklæring i løbet af vinteren 1657-58 fra Pommeren trængt de danske styrker op gennem Slesvig-Holsten og Jylland, og svenskerne overvejede nu en erobring af Sjælland og København, selvom Danmark havde søherredømmet. En usædvanlig kold vinter kom pludselig Karl den 10. Gustav til hjælp. Han gik over et isdækket Lillebælt til Fyn, og han ville fortsætte direkte over Storebælt ved Nyborg, som han indtog 31 januar, men isen brød op. Hans fortrop søgte hurtigt mod syd, og de fandt passage-mulighed over isen via Tåsinge og Langeland til Lolland. Karl den 10. Gustav besluttede at udnytte overraskelsesmomentet, og på få døgn dirigerede han sine tropper om. Den 6 februar 1658 stod han uden uheld af nogen art med mere end 2000 ryttere på Lolland, og 10-11 februar fortsatte en samlet styrke på godt 7000 mand over Falster til Sjælland, hvor panikken hurtigt bredte sig i takt med rygterne om svenskernes fremrykning. Det kan ikke undre nogen i dag – forestil Jer en så overraskende og hurtig flytning af styrker over store afstande ad dårlige veje og over bælter, som normalt ikke kan passeres. Resultatet blev en total dansk lammelse, og der blev hurtigt indledt fredsforhandlinger for at komme så godt ud af kniben som muligt. Det skete i præstegården i Høje Taastrup – få mil fra Ledøje, hvor man den 18 februar indgik et forlig, der senere på måneden blev til den skæbnesvangre Roskildefred i 1658.

Freden holdt kun i kort tid, da svenskerne i august gik i land ved Korsør for senere at indlede en belejring København forud for stormen på København i februar 1659. I den periode opererede mindre danske styrker, ”snaphaner” og lokale bønder efter bedste evne mod de svenske belejringsstyrker for at genere mest muligt. Det gav resultater, selvom stormen på København ikke blev undgået. Et af dem ser vi mindet om i Smørum, hvor Ledøje-stien krydser Skebjergvej. På stenen står lakonisk

”Her ligger 10 svenske krigere som faldt for Smørum bønders hånd 1659”.

Med dette ”historiske vingesus” fra 1600-tallet leder vi videre for at se, om vor egn eller vore aner ”Ledøje-bønderne” blev berørt af eller var engageret i 1800-tallets ufredsår.

(Kilde: www.ledoejebylaug.dk)

9. februar 2007
Et hus i Ledøje og dets beboere
Da vi købte hus i 1957 var det lige det, vi havde ønsket os. Huset tiltalte os, det var på landet med den til tider gode luft, når køerne blev drevet gennem byen.

Ved tilfældigheder blev vi interesseret i husets fortid, da vi fik fat i nogle gamle kort, dels fra 1781, hvor matr. nr. 80 ikke var indtegnet, og et kort fra 1803, hvor nr. 80 var der. Vi antog derfor, at huset var fra omkring år 1800, og måske et aftægtshus fra en dobbeltgård, der dengang lå på matr. nr. 57, hvor beboerne hed Niels Nielsen og Sidse Olsdatter. Endvidere havde vi fundet en sabelklinge, som var stukket ind mellem taglægterne under stråtaget over døren. Var det for at gemme den eller overtro? Vi fik at vide af Anton Rasmussen, som boede på Gammelgård, at klingen havde været slebet på begge sider, så det havde ikke været en paradesabel. Var det så et gammelt rytterhus? Alle vore tanker om det kom nu ikke til at passe.

Som en begyndelse må vi til Bygaden nr. 9, matr. nr. 55. I 1799 får Hans Olsen et hus på nr. 2 gårds grund (dobbeltgården) og noget af gadejorden. Ejendommen bliver udlagt til Hans Olsens enke Margrete Nielsdatter, som er en søster til Niels Nielsen. Hun bliver gift med Niels Kjeldsen 3. november 1800. Niels Kjeldsen frasælger hus med jordbod for 250 Rdl. den 4. august 1823. Dette må være begyndelsen til matr. nr. 80, Bygaden 7. Der må have ligget et hus på stedet, da der nævnes et hus i handelen, men der findes ikke noget skriftligt om dette.

Køberen hed Christian Clausen, som var fra Svogerslev ved Roskilde. Den 25. april 1824 dør Niels Nielsens enke Sidse Olsdatter, som nu bor hos Rasmus Olsen, som sikkert var en halvbror til hende. Ifølge testamentet mellem hendes afdøde mand, Niels Nielsen, som døde i 1807, deles deres efterladenskaber mellem begges arvinger. Christian Clausen har huset til 1824, hvor han sælger til Simon Nielsen således:

Jeg underskrevne Christian Clausen sælger mit iboende Hus på 5 fag med Hauge og Kakkelovn for 120 Rdl. til Simon Nielsen, Ledøje, som betales sådan: 50 Rdl. er betalt, endvidere afbetalt 12 Rdl. 3 s. til forhenværende Ejer, nu afdøde Sidse Olsdatter samt diverse beløb til Arvingerne (Ejer af matr. nr. 55 hedder nu Lars Pedersen).
- Simon Nielsen betaler til sin nabo, Lars Pedersen, 1 mark til bymændene, 1 mark om samme forlanges.
- At Simon Nielsen af huset betaler i indfæst til Lars Pedersen eller efterkommende ejere 5 ? sølv, så længe Amtstuen ikke forlanger samme.
- At Simon Nielsen og Lars Pedersen beholder det mellemrum mellem begge husene til kørsel for dem begge, indfæstning er betalt Ledøje den 25. april 1824”.
I brandforsikringsarkivalier af 3. januar 1839 står følgende: ”Simon Nielsens hus med enderne til østen og vesten, 5 fag lang, 3 fag dyb, af blandingstømmer, lervægge og stråtag, indrettet med indgang til forstue, herved en stue med bilæggerovn, et køkken med skorsten og en indmuret kobberkedel på ¼ tønde, et kammer, et tørvehus samt lo. Overalt lergulv og bræddeloft, simple vinduer og døre.
- Vinduer a fag 55 275 Rdl. sølv
- Kakkelovn 15 Rdl. sølv
- Kedlen 10 Rdl. sølv
- 300 Rdl. sølv.
I brandtaxationsprotokol den 19. august 1841 står der, at huset, der var forsikret for 300 Rdl. sølv, befandtes nu således forringet, at det nu er vurderet til 250 Rdl. sølv. Beskrivelsen som foregående. Forsikringen på 300 Rdl. er bortfaldet.

Med hensyn til de nævnte beløb til Sidse Olsdatters arvinger står følgende:
- 5. september 1824. Simon Nielsen har svært ved at betale, så arvingerne får mindre i første omgang.
- 27. december 1827. Simon Nielsen har stadig svært ved at betale det hus han har købt af Christian Clausen og som af ham var købt af Sidse Olsdatter.
- 7. juli 1828. Simon Nielsen betaler a conto.
- 12. juli 1828. Der betales til nogle af arvingerne.
- 15. juli 1828. Nok en arving henter sine penge.
- 29. oktober 1828. Nu betales de sidste beløb.
2 arvinger har ikke hentet deres penge, så de beløb bliver opbevaret af Skifteretten.

30. januar 1856 (tinglyst). Sælger Simon Nielsen huset til sin svigersøn, Søren Pedersen. Simon Nielsen og hustru Bodil Nielsdatter skal bo undertag (aftægt). Da grunden siden er blevet pålignet nyt hartkorn er diverse afgifter af 1824 bortfaldet, såfremt det ikke fordres af ejeren matr. nr. 55, bymændene eller statskassen. Dette bliver udslettet 15. februar 1893. Brandforsikringsarkivalierne er ikke så udtømmende som tidligere, der står hvad huset er lavet af og omkring 1872 er forsikringssummen 250 ?.

15. februar 1893. Sælger Søren Pedersen til sin søn Hans Peter Sørensen. Med hensyn til de påhvilende byrder og behæftelser bemærkes, at den ? af grunden svares grundafgift af matr. nr. 55 eller bymændene, men at køber er blevet bekendt hermed. Købesum 200 kr. og aftægt til Søren Pedersen og Maren Simonsdatter. Aftægten slettet 29. september 1909.”

Herfra er der ikke så mange oplysninger tilgængelige, så det bliver kun ejere der bliver nævnt ifølge tingbogen.

Hans Peter Sørensen sælger huset i 1935 til arbejdsmand Anders Peter Sørensen, Ledøje, for 3.390 kr., som i en gammel skorstensfejerbog er klokker.

Anders Peter Sørensen sælger til fru Edith Jensen, f. Fuglede for 13.000 kr. i 1948, men denne bor der ikke længe for i 1949 er det arvingerne der sælger huset til fru Ane Dorthea Marie Nielsen, Nybølle, for 10.750 kr. Denne var mor til Mary Rasmussen, som var gift med Carl Rasmussen, Nybøllevej 7, Ledøje.

1957 er det os der køber huset for 16.000 kr. med 5.000 kr. i udbetaling (næsten 1/3-del). Det skal siges, at der kun var en spand i udhuset til toiletbesøg og ikke meget udhus.

Om folketællingen i Ledøje kan der fortælles:

1801:
- 28’ familie, Niels Nielsen, 67 år, 2’ ægteskab.
- Sidse Olsdatter, 43 år, 1’ ægteskab.
- Niels Kjeldsen, 2’ ægteskab, skomager og husmand med jord.
- Margrethe Nielsdatter, 3’ ægteskab.
(Der hørte jord til matr. nr. 55, som lå ved Bjørnetoften).

Fra 1801 til 1834 findes ingen folketællinger på grund af landets bankerot.

I 1834 er Christian Clausen husmand og skrædder og Simon Nielsen er husmand og arbejdsmand.

1840 er Christian Clausen skrædder og Simon Nielsen bødker.

1845 er Simon Nielsen husmand og daglejer. Hans kone Bodil Nielsdatter er ligesom Simon Nielsen fra Smørum.

1855 bor der her i huset følgende:

Søren Pedersen, Maren Simonsdatter, Jørgen, Bodil og Niels Mogensen, som er hendes børn af 1’ ægteskab samt Anders Sørensen, som er en fælles søn.

De bor der alle i 1860 samt konens moder Maren Simonsdatter, som er huesyerske.

Christian Clausen og konen bor stadig i Ledøje til omkring 1860. Han er ikke opført i realregisteret som husejer, og må således bo til leje.

1870 er Søren Pedersen jordbruger og arbejdsmand. Hans Sørensen er musiker.

1880 er Søren Pedersen jordbruger. Sidse Hansen husmor.

Hans Sørensen er nu blevet gift med Ane Kirstine Larsen fra Jørlunde og de har et barn, Karen Johanne Sørensen, og de bor alle i huset. Hans Sørensen er cigarmager.

Om huset kan der fortælles, at der er foretaget en udvidelse mod øst. Denne gavl er bygget i sten og der er en tydelig revne mellem 3. og 4. vindue, så facaden mod vejen må være muret i sten på et andet tidspunkt. Vestgavlen er af ler forneden og træ foroven. Af lervægge er der ca. 10 løbende meter tilbage. Vi har også to bjælkeender, som går ud gennem muren. Vi har fået oplyst, at man gjorde sådan omkring 1800-tallet.

Da vi har fortalt om huset og beboerne, har det ikke kunnet undgås, at der er en masse forskellige personnavne på, men vi synes det skulle med, for der sker jo meget på små tohundrede års lokalhistorie.

Edith og Tage Frederiksen har hjulpet med skifter m.m. fra Landsarkivet. Øvrige kilder Landsarkivet og Lokalarkivet.

(Kilde: www.ledoejebylaug.dk)
9. februar 2007
Kyenmanden og Slattenlangpatte

I meget gamle dage, flere hundrede år før fjernsynet blev opfundet, gik de lange vinteraftener bl.a. med at fortælle gamle historier og sagn, som var gået i arv fra generation til generation. Hver egn sine historier. Her er en af de få fra Ledøje, som har overlevet.

På Ledøje Bymarks sydvestlige hjørne lå i sin tid en høj, og her boede Kyenmanden. På bymarkens nordøstlige hjørne ligger den dag i dag en høj, der hedder Lemene Høj (Lemming Høj). Her boede Slattenlangpatte, og hun var kæreste med Kyenmanden. Han red tit hen og besøgte hende om natten. Så tog han hende med hjem. Han lagde hende tværs over ryggen på sin hest.

I det sydvestlige hjørne af byen ligger endnu en gård, hvor der er en port både i den nordlige og den sydlige længe lige overfor hinanden. Der skal Kyenmanden have redet igennem med Slattenlangpatte. Beboerne på gården turde ikke lukke portene om natten, for hvis Kyenmanden kom, og portene var lukket, blev de spoleret.

Engang havde han tabt en vante, og den var så stor, at den kunne rumme en halv skæppe sæd (8,7 liter korn). Så blev folkene på gården enige om at binde en magen til, og den blev om aftenen lagt ud i porten på et bjælkehoved, og den blev også borte om natten.

Nogle nætter efter kom der én og bankede på det ene vindue og sagde: “Hør du, vante-ven, du må skynde dig op, for begge dine hvide heste ligger i en tørvegrav og er ved at drukne”. Og lige så snart som de kom til tørvegraven og hestene, var disse oppe med det samme.

Mange at disse gamle sagn og historier har i mere eller mindre grad rod i virkeligheden, det er sandsynligvis også sådan med denne historie.

Gården, som der fortælles om, må være Gammelgård, som netop ligger i Ledøje Landsbys sydvestlige hjørne og har to porte overfor hinanden med en gennemgående vej. Geografisk ligger Gammelgård i en linie mellem Lemming Høj og “øen” Kyen, som optræder på gamle kort, som en ø sydvest for Øbakkegård ude i Porsemosen, som dengang havde betydeligt mere overfladevand. Den nuværende Gammelgård er opført i 1792, men det må formodes, at længerne er opført på det gamle fundament. Gammelgård har for øvrigt været i samme slægts eje siden 1837, hvilket så vidt vides ikke modsvares af andre gårde i byen.

Under Christian V (1646-99 konge 1670-99) henlå Ledøje Bymarker under den kgl. vildtbane, hvilket medførte store ulemper for bønderne. Kongens yndling overhofjægermester Vincents Hahn ((1632-80) drev det især vidt med hensynsløs jagt, og var derfor forhadet af bønderne, som han chikanerede på alle måder. I Ledøje kaldtes han “den onde jæger Hahn” eller “Kymanden”, fordi hans natlige togter gik over Kyen, opad Helledvejen, gennem 2 gårde i Ledøje og ad Smørum til. Det må formodes, at Overhofjægermester Hahn må tage ansvaret for Kyenmandens opståen. Vincents Hahn var for øvrigt en mecklenburgsk adelsmand, som i 1661 blev overhofjægermester, og som Christian V´s jagtfælle og yndling fik stor politisk indflydelse og samlede meget gods.

Slattenlangpat(te) er kendt fra flere andre sagn i det sjællandske område fra den tid.

Som en pudsighed er der stadig heste på Gammelgård, som jo i dag er hestepension, og inden for de seneste år har det flere gange været nødvendigt at tilkalde Falck, for at redde heste op af mosen!

(Kilde: www.ledoejebylaug.dk)

9. februar 2007
Jul i Ledøje

Som jeg husker julen fra omkring 1934, det var småt for mange mennesker dengang, det var de små gavers tid, men maden og bagninger blev der gjort lidt ekstra ud af i anledningen af julen.

Alle, som havde plads og muligheder for det, slagtede julegrisen i november – december måned. Det gav travlhed med at lave medister, blodpølse, rullepølse, og koge fedt af til at lave fedtegrever. Småkød og fedt blev kørt gennem kødmaskinen til fars, og de store stykker kød blev lagt i saltkaret, for der var ingen fryser dengang i 1934. Og hvis man havde ænder og gæs blev de slagtet lige inden juleaften.

Jeg tror ikke det var mange , der kom til København, for at se juleudstilling, og det var i hvert fald ikke alle der havde et juletræ hjemme.

Jeg kan huske købmand Klinke i Ledøje havde et udstillingsvindue i forretningen på Ledøje Bygade med juletræspynt og lidt legetøj. Der stod altid nogle børn fra byen og trykkede deres næser flade mod ruden.

Fra omkring 1938 lave min mor og far 4-5 julekurve med lidt julemad og julegodter, og dem bragte min bror og jeg ud til enlige gamle mennesker, som var alene. Min mor fik hjælp til at stoppe strømper til familien, for hun var for det meste i marken og passe grønsagerne. De fik også en kurv med julegodter.

Så kom juleaftensdag, de sidste ting skulle på plads. De familier, der ikke selv havde tid, eller ikke selv kunne stege anden, gik op til bageriet i Ledøje, hvor bageren klarede andestegningen i den store brødovn. Så hentede man anden, når man gik hjem fra kirke eller senere på eftermiddagen.

Indtil 1936 holdt min familie juleaften på Amager hos mine bedsteforældre, men senere blev det tradition at holde julen i Ledøje hos mine forældre. Dengang var kirken fyldt til sidste plads, halvdelen var folk på gennemrejse, for de syntes det var hyggeligt at komme i Ledøje Kirke. Det samme skete også i 1980- 1990, da jeg selv var graver ved kirken i Ledøje. Jeg har ofte spurgt folk om, hvorfor de kom netop her til Ledøje for at være med til julegudstjeneste. Og svaret har ofte været, at de selv som børn under krigen kom til gudstjeneste og ville give denne stemning videre til deres egne børn.

Tilbage til 1936

2. juledag var der bal på Smørum Kro for de unge mennesker fra kl. 20.00 til 2.00. Det var Smørum Idræts- og skytteforening der stod for ballet.

I Ledøje havde man en forening, der hed ”Hundredmandsforeningen”, jeg mener det var en forening man kunne få lidt sygehjælp i. Denne forening arrangerede juletræ for byens borgere i Ledøje Forsamlingshus 4. juledag kl. 19.00. Her dansede man om juletræet og sang julens sange. Bagefter fik alle børnene godteposer og juletræet blev plyndret for julepynt og godter, som derefter blev delt ud til alle deltagerne. Det blev til en helt del, for træet nåede helt op til loftet. Det sjoveste var, når træet skulle trækkes ud fra salen. Dengang var der en dobbeltdør i gavlen, og når de voksne trak træet ud, for alle børnene hen og trak træet ind i salen igen. Det vakte stor jubel blandt alle os børn. Vi ville ikke have festen til at stoppe.

Når træet endelig var kommet helt ud, blev der spillet op til en del sanglege igen. Ved 22- tiden blev der så spillet op til dans for alle deltagerne. Det var sjovt at være med til, for vi var 7 børn der lige var begyndt at gå til dans i Ballerup på Ballerup Kro, så vi fik også et par ”svingommer” på dansegulvet.

Det var et par erindringer fra min barndom i Ledøje.

(Kilde: www.ledoejebylaug.dk)

9. februar 2007
Fastelavnsfesterne i Ledøje har gamle traditioner

Bylauget opbevarer en bog, hvor alle fastelavnsfesterne er beskrevet og regnskabsført fra 1948. – Her kommer et kik i bogen:

I årene frem til 1960, hvor Ledøje-Smørum fik en centralskole, arrangerede de unge elever både fastelavnsfest og eksamensfest i Ledøje. Fastelavnsfesten gav overskud, og det blev brugt til at holde eksamensfesten senere på foråret.

Den gang som i dag rasledes penge, men også æg, ind til festen ved “fastelavnsløbning” . Hovedparten af æggene blev brugt til pålæg ved festen, de øvrige solgte man. Til festen var der også indtægt på salg af sodavand. Selve festen begyndte kl. 16 med tøndeslagning og derefter sanglege indtil spisningen kl. 18.30. Så kom spillemanden og dansen begyndte, der var pause, hvor der serveredes kakao og derefter fortsatte ballet til midnat.

I bogen kan man for hvert år læse, hvem der slog tønden ned; den som slog tønden ned valgte en kattedronning og katteparret åbnede senere på aftenen ballet med en brudevals. Man kan også læse, hvem der blev præmieret for bedste maskering; i 1952 fik de to udvalgte piger hver en pose bolsher, de var klædt ud som hyrdinde og cowboy.

Af regnskaberne kan man se, hvor der blev købt ind og hvad de enkelte varer kostede på den tid; de første år havde Købmand Klinke faste kunder til Fastelavn.

I 1970´erne begyndte festerne at tage lidt mere forskellig form. På denne tid blev der serveret pølser til festen, og musikken blev nogle år spillet af bands med udenlandske navne som “The More” og “The Torpedo express”

I 1977 var der fest for de små op til 12 år om eftermiddagen og fest for de 13-20 årige om aftenen, hvor musikken blev leveret af “The Torpedo Express”. Arrangørerne skriver bl.a. : “Der blev drukket øl og spiritus, og der var kun et par stykker, der blev fulde, ellers havde vi det meget godt. Peter ville have festen færdig kl. 23.00. Trods mange protester blev der lukket, og vi begyndte at rydde op.”

I 1980’erne ændredes festerne yderligere, man begyndte festen tidligt på eftermiddagen og sluttede ved 17tiden – omtrent som i dag, hvor det stadig er Ledøje-børn, der går i 7. klasse på Søagerskolen, som arrangerer.

De fine regnskaber for fastelavnsfesterne blev revideret af lærer F. Hermansen fra Lille Smørum frem til 1974, da gav han opgaven og bogen videre til den daværende Ledøje Borger og Grundejerforening (nu Ledøje Bylaug).

(Kilde: www.ledoejebylaug.dk)

9. februar 2007
Ledøje forsamlingshus 100 år

I gamle dage før 1800 holdt man fester på gårdene for gårdmændene, og husmændene holdt deres fester hos en husmand. Kun høstfesten holdt man sammen på en af gårdene. Der var ingen, der holdt fester på kroer og der var ingen forsamlingshuse.

Men efter år 1800 var de fleste gårdmænd i Ledøje blevet selvstændige bønder og arbejdede alene på markerne. Det var slut med de store høstfester, og de fester husmænd og gårdmænd havde holdt. Der kom nye tider og de selvstændige bønder begyndte at sende deres unge sønner på højskoler.

På disse skoler lærte de unge at samles til foredrag, gymnastik og fester. Og de lærte at feste sammen på tværs af arbejdsskel. Når de igen vendte hjem til landsbyen videreførte de unge, det de havde lært på højskolerne. De ville have oplysning, som foredrag og feste med hinanden. Foredrag og fester blev holdt i Ledøje Rytterskole, men det var ikke nok.

I Smørum havde de en kro og i sidste halvdel af 1800-tallet, blev kroen indrettet til at man kunne holde fester, der blev bygget en sidebygning, med en stor sal. I Ledøje havde man også haft en kro, men den blev nedlagt omkring 1850 og havde kun været et herberg.

Med de nye tider havde Ledøje også brug for et sted at være sammen og især for de unge mennesker at feste og udfolde sig.

Ledøje’s unge mandskab gik derfor til Smørum kro, hvor det var blevet meget populært at feste. Men som vi alle kender det, så er det ikke let at komme til et fremmede sted, de lokale er oftest fjendtlig indstillet. Om der var for stor konkurrence om de unge piger, ved vi ikke, men Ledøje-drengenes besøg på Smørum kro endte tit i et slagsmål og et ydmygende nederlag for de unge mennesker, der blev jagtet hjem af Smørums unge mænd.

Det var de voksne i Ledøje ikke tilfredse med og de bestemte sig for at bygge et forsamlingshus, hvor de selv og deres unge kunne få viden og oplysning. I de år var der stor mode i at bygge forsamlingshuse. Hvert sogn, der ikke havde en kro, ville i stedet bygge et forsamlingshus. Der blev også bygget mange missionshuse, så trangen til at forsamle sig var stor. En anden årsag var de store uroligheder i begyndelsen af 1880-erne, hvor Danmark var på randen af en borgerkrig og enhver havde våben, men ingen steder at øve sig. Så forsamlingshuse blev rammen om skytte- og gymnastikforening og meget mere. Det kommer jeg ind på, når vi ses på Jubilæumsdagen.

Ledøje Forsamlingshus blev bygget på en tom gårdsplads, hvor før Krogården lå. Allerede i 1737 fik en af de store gårdmænd Peder Andersen tilladelse til at holde kro. Krogården lå på samme sted til 1845-50. Da blev kroen nedlagt og gården flyttet ud på Øbakken, hvor den ligger i dag og kaldes Øbakkegård.

Da forsamlingshuset stod færdigt den 25.9.1904 blev Ledøje læseforenings bogsamling (det var begyndelsen til et folkebibliotek) overført til huset. Bogsamlingen havde været i Forbrugsforeningen. Den næste, der fik husly i ”Huset”, var Ledøjes kvindeforening, der lånte salen til den første juletræsfest i byen for børn og voksne. Foreningen betalte 3 kr. for lys og varme.

I 1906 stod rejsestalden færdig. En del gårde lå udenfor byen og når der var fest i Forsamlingshuset, kom de i hestevogne og havde brug for et sted til dyrene. Omkring 1924 blev stalden lavet om til cykler og retiraderne udenfor blev sløjfet og der blev også indrettet et ”das” i rejsestalden.

Skytteforeningen kom også til og benyttede salen indtil omkring 1960. Det fortælles at der var riller i scenegulvet ned til kælderen under scenen. Her kunne man så hejse skydeskiverne op og ned til markøren i kælderen. Fugleskydningskonkurrence blev holdt i Forsamlingshuset. Tidligt begyndte Gymnastik-foreningen at holde fester med dilettant, hvor mange af byens boger optrådte. I 1913 fik foreningen faste redskaber som ribber, men løse redskaber skulle stilles væk efter brug. Militæret havde adgang til øvelser under 1.verdenkrig og som solidaritet med militæret låntes salen ud uden betaling. Forsamlingshuset blev også lånt ud til kommunalvalg mod betaling fra kommunen. I

Perioden fra 1816-23

blev en del børn undervist i Forsamlingshuset, da Rytterskolen var blevet for lille. Den nye skole stod færdig i 1923-24, og undervisningen ophørte. Men der stod mange foreninger på ryggen af hinanden for at låne huset.

Men det kneb med økonomien og i 1925 besluttede bestyrelsen at holde en forårsfest. Det blev med kaffebord og bal. Udenfor havde man gynger og karruseller i løbet af dagen til børnene. Det blev en stor succes og det gentog man til en efterårsfest, en tradition som kom til at få en stor betydning i Ledøje. I 1928 lejede fru Rasmussen en stue til syskole for vinteren og året efter holdt man et stort Radiobal med kaffe og dans til radiomusik. Samme år holdt man 25-års jubilæum for ”Huset” med kaffe, kagebord og bal.

Perioden fra 1930-54

Private fester holdt deres indtog i ”huset” og gav deres bidrag til økonomien. Der blev holdt barnedåb, bryllupper, runde fødselsdage, sølvbryllupper og begravelser. Af aktiviteter i perioden kan nævnes foredragsforening, kvindeforening, bibliotek, skolegymnastik, Ledøje Skytte- og Gymnastikforening, Ledøje vandværk, dilettant, Ledøje Borger og grundejerforening, Husmandsforeningen, Danseskole, Folkedans, Den selskabelige forening, 100-mandsforeningen(støtteforening for trængende med af delinger i mange byer) Sangforeningen og de mange generalforsamlinger. Engang imellem kom der biograf og sparekassen var også en trofast besøger. Når Sparekassens folk mødte op, modtog de indsættelser på sparekassebogen og hævelser. Det skete der blev holdt en privatfest, når sparekassen kom og så blev personalet inviteret med til festen, for man kendte jo hinanden og sparekassefolkene kunne nu nok også huske nogle af kundernes formuer på sparekassebogen.

Under krigen manglede man brændsel til den store kakkelovn, men ellers gav det ikke de store bemærkninger i forhandlingsbogen. Der blev dog holdt en ”Fredsfest” da krigen var ovre med sange, optræden og bal.

I 1954 blev huset udvidet og den lille vinkel vi kender i dag blev bygget til.

Der blev holdt sommerfest i 1959 med spisning, tivoli med boder og aftenunderholdning og bal. Amerikansk lotteri var også blevet en fast forteelse. Ved forårsfesten lavede man arrangementer for børn med håndbold osv. I 1961 afholdtes St.Hansfest ved gadekæret og derefter var der bal i forsamlingshuset.

I 1962 blev den store kakkelovn fjernet og der blev lagt centralvarme ind i huset. Huset skulle vedligeholdes og i 1968 ville man låne 50.000 til istandsættelse. Der skulle dog gå fire år før lånet kom i stand og samtidigt udvidede man aktiekapitalen.

Forsamlingshuse var og er rammen om kulturelle aktiviteter i sognet og deres betydning for fællesskabet, udvikling og lokalidentitet kan vanskeligt overvurderes.

(Kilde: www.ledoejebylaug.dk)

9. februar 2007
En Gedsted drengs erindringer

Den 29. juli 1916 kom jeg til verden, i mine bedsteforældres lejlighed c/o fabrikant Carl Pedersens hus på torvet i Gedsted. Som 1½ årig flyttede jeg med min moder og min stedfader til Tange og derfra til V. Torslev ved Hobro, hvor jeg fik en lillesøster. Jeg var nu 4 år og ret ofte var jeg i Gedsted. Min bedste hentede mig og jeg var da hos hende i lang tid. Der begyndte mine gåture til fjorden om aftenen. Bedstefar var jo på jagt eller fisketure med Carl Pedersen, så når bedste havde lukket butikken, var vi nede at hente dem. (butikken var en urmagerforretning med musikinstrumenter samt tobak og cigarer mm.).

Min stedfader var jo lokomotivfører, så de blev forflyttet til Mundelstrup. Jeg var 6 år og skulle begynde i skolen, og det var Fårup skole jeg kom i.

Vi skrev da 1923, det gik også stærkt dengang, for allerede om efteråret flyt-tede vi til Gedsted, og jeg kom i skole hos lærer Knudsen, hvor jeg sad sammen med Willy Frank Pedersen. Vi blev fine venner, og lavede en del bal-lade. Lærer Knudsen syntes, nu kan det være nok, så i en sangtime mærke-de jeg pludselig violinbuen oven i hovedet og den brast. Det fik Willy til at le højt, så han fik en drejning i øret, men det hjalp da ikke på os to.

I Gedsted (det var nu blevet 1924) boede vi to steder. Jeg husker bedst hos Martin Hansen, Vesterbro 18, men så blev stedfar lokomotivfører i Hestbæk, det var ved mergelbanen, og vi flyttede så til Ullits, og jeg kom til Foulum i skole hos lærer Regnar. Det var jeg ked af, jeg ville være blevet i Gedsted, der var min bedstemor, og der var jeg hjemme, men nej. For min stedfader var Ullits bare et springbræt, og vi flyttede derfra til Hornum st., hvor jeg gik i 2, 3 og 4. klasse, og hvor jeg også blev konfirmeret.

Disse 4 år indtil min konfirmation var en start til, at jeg ikke var barn mere, men dog, jeg fik cykel, som jeg faktisk selv samlede, og hver eneste ferie var jeg i Gedsted og ellers også der ind imellem. Jeg cyklede mange gange fra Hornum fredag og tilbage igen søndag aften, turen gik over Våsen og gen-nem Gl. Ullits og tilbage på igen lidt før Farsø, det var 21 km, og det gik glimrende i disse 4 år. De sidste par år i kartoffelferien var der jo landmænd, der skulle have taget kartofler op, og en skolekammerat og mig ville jo gerne tjene nogle penge, og det var bedstefar ret stolt over, alene det at knægten ville arbejde, så fornyede jeg jo cyklen lidt.

Vi er nu nået til 1930, og jeg er blevet konfirmeret. Jeg skulle så i lære og gerne noget med biler. De havde jo lastbil derhjemme og der var jeg ret iv-rig.

Jeg kunne ikke være hjemme, jeg skulle på landet. Jeg kendte lidt til Jens og Margrethe i Holmmark, og jeg syntes de var ret flinke. De ville godt have mig derned, og Karl Olsen og Nilda rådede mig til det for en sommer, men nej, det landbrug det var ikke noget for mig, rent ud, jeg stak af derfra og til Hornum igen. Der arbejde jeg forskellige steder, lidt derhjemme på lastvog-nen, men der var en cykelhandler, ham oj jeg var fine venner, så der var jeg faktisk hele tiden. Han opdagede at jeg godt kunne lave cykler, han spillede musik (mest om aftenen hist og her), så han sov meget om formiddagen. Det ene år gik, og det andet med, jeg lærte faktisk cykelfaget.

Så skete der noget hjemme, min stedfar var uheldig en dag i Nibe, han kørte galt og kørekortet røg. Jeg var kun 17½ og var på dette tidspunkt i Haubro hos en vognmand, hvor jeg var arbejdsmand og alt mulig. Derhjemme fir de så en chauffør, men det gik ret skidt, så de solgte forretningen og flyttede til Farsø, hvor de købte en anden vognmandsforretning, og stadig med chauffør på. Det var for dyrt og jeg var nu blevet 18 år og begyndte så med kørekor-tet, Det stod hårdt på, jeg måtte selv tjene til det, da stedfar og jeg ikke just var på bølgelængde. Jeg gjorde noget ved det og tog til Gedsted til Chr. Jut-temand (Chr. Christiansen), det tog en time til 4 kr. En uge efter havde jeg kortet. Jeg begyndte så at køre hjemme, vel et års tid, men det gik ikke.

Jeg var imidlertid blevet fine venner med en chauffør, der kørte på Hornum-Farsø-Fjeldsø-Viborg, så en søndag aften in imellem var jeg med i Viborg og kom derved til at kende andre chauffører i Viborg. En dag sagde en af dem om jeg havde lyst til at komme til Skelhøje til en vognmand, der havde flere biler. Det lykkedes og jeg kørte der i ca. 1½ år, og et var så starten til at jeg blev rutebilchauffør.

Jeg var nu lige ved at runde 22 år, og jeg fik så det røde kort, da jeg fyldte dem, men det var en lidt usikker tid. Vi skrev 1938 og det ulmede, men jeg kørte på flere ruter i Viborg og da også i Farsø. Det blev da også til en som-mer (1942) hos Martin Nielsen i Gedsted, og jeg glemmer aldrig da bedstefar sagde: Kan du ordne så stor en vogn?

Jeg var nu ved at blive en blakket fyr, og drog nu til Ålborg, der var der ar-bejde nok, men det var ikke min livret. Jeg kom hurtig i forbindelse med en vognmand fra Tylstryp. Og han manglede en som mig, der var kendt med generator. Tiden gik fint i Ålborg, jeg fandt en sød pige, og hun var fra Års, ja, godt arbejde og en sød og fornuftig pige. Magda og jeg blev gift i 1944 og fandt da også et sted at bo. I 1945 fik vi en pige og lykken var stor. Imidler-tid sluttede krigen, og jeg fortsatte så med at køre lastvogn. I 1949 fik vi en pige mere, og det blev så ikke til flere. Vi har nu rundet 1950 og rutebilen svævede stadig i hovedet. Jeg kom da også til at køre en turistbil, og i en pe-riode på ruten Ålborg-Hobro, men at blive fastansat var umulig. Vi talte nu en del om at forlade Ålborg, så efter en samtale med rutebilejer Henry Ting-gaard, som jo havde rødder i de forenede rutebiler her i Gladsaxe, tog jeg herover og fik arbejde. Mange rejste hurtigt hjem, men jeg blev og efter 3 mdr. flyttede vi herover, vi skrev 1954, og jeg har også kørt for andre sel-skaber. Alting gik ret godt, og vi fik en dejlig lejlighed. Ikke alt går efter den lysegrønne sti, sygdom kom der også, jeg fik noget med balancen, og efter lægens råd måtte jeg holde op med bussen. Jeg kørte så varevogn og hyre-vogn i en 4-5 år. Imidlertid kom jeg på højkant igen og begyndte med bus-sen igen. Forholdene blev bedre og bedre og vognene bedre og mere i løn, så alt har fungeret fint. Begge vores piger er gået i mit fodspor og har haft kort i mange år, og børnebørn er der 3 af, og de er alle voksne og i gode stillin-ger.

Nu er det efterhånden 8 år siden jeg ble pensioneret, men disse år har ikke alle været i fuldt flor. I sommeren 1990 skrantede jeg en del, hvad resulte-rede i en stor operation, som da også gik godt. Det var hovedpulsåren, der var ved at sprænges, men jeg er ikke den samme mere. Med ryggen er det heller ikke godt, men med medicin går det, og vi kan rejse ud med måde, takket være min kone Magda og familien, så derfor håber, at få nogle gode år endnu.

Ejler Olsen sov ind den 21. marts, 1999. Han skrev ovenstående erindringer i 1992 til lokalhistorisk arkiv i Gedsted. (Historien er indsendt på vegne af min morfar)

10. november 2006