Forfatter: Ole Bagger

Betragtninger om Handest i gammel tid

Hvorledes Handest har set ud for 300 år siden, ja det kan jo kun blive gætteri, og dog, nogle holdepunkter er der dog. Hvornår Handest er blevet bøndergods under Mariager Kloster, tør jeg ikke sige. Men da Mariager Kloster var både gammelt og rigt, så ligger det sikkert meget langt tilbage. Om for eksempel Glenstrup Kloster har haft bøndergods, og om Handest har hørt derunder og måske er kommet under Mariager, da Glenstrup Kloster nedlægges, det er vel muligt. Glenstrup Kloster er der jo ikke mange oplysninger om, men en ting er sikkert, Glenstrup eller Nørre Kloster var et fattigt kloster. Nørre Kloster hentyder til Støvring Kloster (ved Randers), der hed Søndre Kloster.

Handest Kirke
En anden ting, der heller ikke er mange oplysninger at hente om, er Handest Kirke. Det menes, at den blev nedlagt og brudt ned ca. 1545 og stenene fragtet til Dronningborg og brugt til at bygge Dronningborg Slot med. At der har været beboelse i Handest i mange år, vidner jo også de to runesten om. Den ene står i dag i Glenstrup Kirke og den anden på Nationalmuseet.

Den der i dag står i Glenstrup, stod i 1882 i huggehuset på Matr. No. 6a, der dengang lå Banevolden 12, inden den blev flyttet til Randersvej 129 – ”Brunsvang”, men blev nogle år senere af folk fra Nationalmuseet fragtet til Glenstrup. Alle kender vel også beretningen om konen, der under den Sorte Død blev lagt op i en grav på Handest Kirkegård og madet ved hjælp af en lang stang. Så var hun jo på pladsen, når hun døde. Hvor længe kirkegården var fredet, ved jeg ikke. Der må jo kunne findes skriftligt materiale om den sag et eller andet sted – fx i Bispearkivet. Noget tyder på, at det er sket i mellem udskiftningen og matriculeringen i 1844. Matr. No. 6a bliver i det tidsrum lidt større, men endnu i dag pløjes der stadig skeletdele op på den gamle kirkegård på marken sydvest for landevejen, hvor Veteranbanen krydser over.

Landevejen
Det er nok også sikkert, at forbindelsen mellem Randers og Hobro har passeret nogenlunde, hvor hovedvejen går i dag, og det er også nogenlunde sikkert, at hele byen har ligget på Vesterlandsiden af landevejen. Først engang omkring 1720 er man forsigtigt begyndt at flytte over på den anden side. Landevejsdæmningen, der i dag skiller byen, er først etableret i 1830-40, og man kan spørge, hvor den lille bæk eller grøft, der kommer fra markerne ved Tronholm og går gennem Enggaarden og nu ledes i et rør langs dæmningen – hvor har den haft sit naturlige løb? Den større Handest Bæk, der kommer ude fra heden og løber langs med Mariagerbanen ud mod Skals Å, den er der nok ikke forandret så meget ved, men at det har været en våd historie at passere Handest på nogle tider af året, er nok sikkert.

Landbrug i 1600-tallet
I året 1651 er der i Handest 21 bosteder under Mariager Kloster, de 14 landbrug er af vidt forskellig størrelse, men flere af gårdene har både to og tre fæstere, og de jordløse huse har i flere tilfælde to familier. Med hensyn til gårdenes størrelse svinger det efter den første hartkornsansættelse i 1662-64 fra godt 11 tdr. og ned til 3 tdr., men den hartkornsansættelse fremkom på grundlag af indberetninger fra præsterne om, hvor mange læs hø og korn den enkelte bedrift havde bjerget. Så det har nok ikke nogen relation til de virkelige forhold. Først i 1688 bliver der ansættelse efter bonitetsprøver, og det giver en del ændringer i størrelserne. Det er jo nok på baggrund af Reformationen i 1523-33, at klostrene må begynde at afgive deres jordegods og indflydelse.

Landbrug i 1700-tallet
I ca. 1720 kommer Handest ind under Overgård Gods, der i de år ejes af Baron von Arensdorf. Det sker jo omtrent samtidig med Stavnsbåndets indførelse, og at det bliver en streng tid for fæsterne er nok hævet over enhver tvivl. De bliver forgældede, mange bliver fradømt gården på grund af armod, vanrøgt og bygfæld. Jeg husker ikke andre Skifteretsopgørelser end skrædder Peter Amdissen, hvor der ikke var gæld til godsejeren i årene under Overgård. I 1748 kommer Handest så under Tjele Gods, og det er som om man aner, at forholdene ret hurtigt bliver bedre. Men én ting ses også ret tydeligt i forbindelse med godsskiftet: I de 30 år, hvor det var Overgård, der var ejer, var det folk fra Udbyneder og byer nær godset, der kom hertil. Nu bliver det folk fra Lindum, Vammen og Sjørring, der bliver tilflyttere.

Folketællinger
Ved Folketællingen i 1787 er der 28 familier i byen og 162 indbyggere. Om alle har hus er tvivlsomt, der er nok indsiddere imellem. Men nu er Stavnsbåndet hævet, og der bliver uro i folk. Ved Folketællingen i 1801 er der 137 indbyggere og 24 familier. Hvor rejser folk hen? Niels Peter Nielsen, født på Handest Nørgaard, døde den 27. november 1992.

1. marts 2007
Handest Skole

1924
Årstallet pryder Søbakkeskolens facade ud mod vejen. Det år blev den ny Handest Skole opført. Alle bygninger har både en forhistorie og en historie, men bag offentlige skoler ligger der en beslutningsproces og mange overvejelser. Forhandlinger og beslutninger er ført til protokols i referaterne fra Sognerådsmøderne. Ved hjælp af disse kilder skildres her, hvad der lå bag beslutningen om at bygge ny skole i 1924.

Baggrund
Omkring 1920 var skolevæsenet i Glenstrup Kommune således: Forskole for de yngste årgange i Glenstrup, skoler for både yngste og ældste årgange i Handest og Holmgaard. Sidstnævnte skole var den nyeste og bedste som bygning betragtet. Tre lærere klarede al undervisning i kommunen.

15. November 1920
”Amtslægen foranlediger en udtalelse om Glenstrup Skole, hvilket overlades til Skolekommissionen”. Skolen er i sundhedsmæssig dårlig stand, og en dag står man uden lærer. Der er Sognerådsvalg i marts 1921 og problemet overlades til det nye Sogneråd. Så kunne man ikke klandres for en forkert beslutning.

23. April 1921
Sognerådet drøfter lærerindespørgsmålet og man ”traf den afgørelse, at udsætte sagen til der forelå en tilladelse fra ministeriet om skolelokalerne måtte fremdeles benyttes”.

2. Juni 1921
Det er ikke muligt at finde en lærerinde til Glenstrup Skole, så det blev bestemt,” at henvise børnene til skolegang i Handest og Holmgaard Skoler”.

17. September 1921
Sognerådet er ved at opgive at drive skole i Glenstrup, idet ”det vedtoges at afhænde støbegodset snarest muligt”.

13. Oktober 1921
Kræfter i sognet samler sig om selv at oprette en skole – med Sognerådets velsignelse, fordi ”det vedtoges at yde 400 kr. til den private skole, når amtets tilladelse forelå”. Det var dog ikke med baggrund i den manglende skole i Glenstrup, men snarere utilfredshed med læreren i Handest Skole. Den Private Skole får til huse i Banevolden 14 og ganske tæt på skolen i Handest, der lå, hvor Knolds parkeringsplads er i dag. Nu begynder strukturen og skolegrundlaget at smuldre i kommunen.

27. Oktober 1923
Privatskolen har været i gang i godt et år, da man kan læse i protokollen: ”Der forelå et andragende fra bestyrelsen for Handest Privatskole om et tilskud; henlagdes”. Og under eventuelt ”fremdrog formanden, hvor uheldigt det var mht. vort skolevæsen her i kommunen og Sognerådet vedtog enstemmigt at arbejde for, at der skulle oprettes en centralskole”.

6. November 1923
Sognerådet og Skolekommissionen holdt fællesmøde og ”der førtes en del diskussion, og man vedtog så at afholde en kommuneafstemning om spørgsmålet i Handest Forsamlingshus”.

19. December 1923
I Glenstrup vil man ikke umiddelbart opgive at have skole. 74 beboere opfordrer med deres underskrift til ”at der snarest muligt oprettes et lærerembede”. Sognerådet svarer, ”at så længe den private skole består, og der ikke er for mange børn i kommunens skoler er det ikke påtrængende nødvendigt”.

7. Januar 1924
Kommuneafstemningen har tilsyneladende været positiv, for ”ved mødet forelå et forslag om oprettelse af en dobbeltskole for Handest og Glenstrup med beliggenhed på Chresten L. Nielsens ejendom umiddelbart op mod R. Fisker Olesens hus”. Af Sognerådets 5 medlemmer stemte 3 for og 2 imod. Skolebyggeriet er vedtaget.

3. Juli 1924
Byggeplanen har været til høring og ”undervisningsministeriet bifaldt at der oprettedes en dobbeltskole på det sted, som Sognerådet ønskede og man enedes om at søge arkitekt Skødts bistand med hensyn til tegning og overslag” og ”der nedsættes et snævert udvalg inden for Sognerådet til at træffe de nødvendige forarbejder”.

12. Juli 1924
Byggegrunden besigtiges, jord købes og aftaler træffes med de to naboer. ”R. Fisker Olesen har på sin ejendom en vandbeholder, der drives med vindmotor og det er indbefattet i ovennævnte handel, at skolens beboere har ret til at få sit vandforbrug fra nævnte beholder, når der er tilstrækkelig vand”. Ved vandmangel i beholderen ”har skolen ret til at hente vand i Olesens brønd”. Samtidig beslutter Sognerådet at oprette et forskolelærerindeembede ved den nye skole med krav om, at hun kan virke som organist i kirken.

20. December 1924
Lærerinde Elna Christensen, Vesløs ansættes pr. 15. januar 1925 og nu ”kan et andragende fra Handest Privatskole om et tilskud for året 1924-25 ikke bevilges”. Sognerådet bygger. 21. JANUAR 1925 Til medfinanciering af skolebyggeriet ”forelå et tilbud fra A. Møller, Glenstrup om køb af Handest gl. Skole for en pris af 8200 kr., som antoges”.

24. Februar 1925
Skolen står færdig og skal betales. Derfor er en forhøjelse af kassekreditten op til 70.000 kr. i Sparekassen i Randers nødvendig.

Efterskrift
Udgifterne til skolebyggeriet drænede den lille kommunes økonomi. Det nyvalgte Sogneråd i 1925 må låne sig frem for at få pengene til at strække. Skolen er stadig skole efter adskillelige til- og ombygninger – og den er sjovt nok stadig ”dobbeltskole”, men nu for Skjellerup og Glenstrup Sogne. Navneændringen fra Handest Skole til Søbakkeskolen skete i begyndelsen af 1970-erne, hvor Skjellerup Skole blev lukket. En afstemning blandt forældre og børn afgjorde navnet.

1. marts 2007
Mit liv i Glenstrup Sogn

Mine forældre
Min mor og far kom til Handest ca. 1907. Mor tjente ved lærer Nielsen, og far havde værksted oppe ved Laust Frank i det lange hus ved siden af Forsamlingshuset. Far spiste ved sin bror, der var smed og boede i Højbo. Mor og far blev gift den 30. april 1909. Far havde bygget huset ved siden af Brugsen, hvor han også havde værksted og butik. I butikken solgte han kommoder, syborde, tobaksborde, senge og skabe m.m.. Min ældste bror Aage blev født den 12. februar 1911, og Einar blev født i 1915. Einar døde den 30. april 1925 på Hobro Sygehus af stivkrampe og blodforgiftning. Han havde stukket sig på en greb.

Det var en slem tid, som jeg husker meget tydeligt, selv om jeg kun var fem år. Mor og far sørgede meget, og da min mormor døde næsten samtidig, så husker jeg det som en meget sørgelig tid.

Vidtfelt
Mor og far og mine to brødre flyttede på Vidtfelt den 1. november 1919. Der blev jeg født den 18. februar 1920. Her boede vi indtil jeg var 7 år. I 1927 brændte høker Jakobs gård. Far købte brandtomten, og Jakob købte Vidtfelt. Jeg havde nogle gode legekammerater, Tage og Sonja. Deres far var murer. Vi rendte ud og ind ved hinanden. Mor sagde somme tider: ”Du skulle tage dit sengetøj med!” – det syntes jeg ikke om. Vi legede så godt sammen, legede med ko sten, lavede hegn af små pinde og snor til hegn, spillede pind og hoppede i sjippetov. Når Tage og jeg skulle i Brugsen fulgtes vi ad, men hvis Poul Rasmussen kom, så skyndte jeg mig over på den anden side af vejen. Poul ville drille os, så han sagde: ”Nåh, der kommer de små kærester”. Han var så rar. Tage og Sonja flyttede til Hornbæk, men vi blev ved med at komme på ferie hos hinanden. Som voksne kom de og besøgte mor og far, og de blev ved med at besøge min mand Jens og mig. Tage boede i Randers og Sonja i Neümunster. Det var et godt venskab.

Banen
I året 1927 blev Mariager-Fårup-Viborg Banen indviet. Tage, Sonja og jeg sad på de flotte hvide bænke og nød synet af det første tog. Det var en stor oplevelse for os. På en af de første ture væltede toget i svinget lige før Handest fra Fårup-siden. Der skete heldigvis ikke noget. Der var kun én kone med. Hun var mor til Anders ude i heden.

Skolen
Jeg begyndte at gå i skole i sommeren 1927. Ester Lambæk kom ud og hentede mig – det var jeg glad for. Jeg var meget glad for frøken Christensen, hun var så god ved os. Om vinteren varmede hun vores tøj og hjalp os i det og legede med os. Vi fik somme tider lov til at gå på Møgelhøj og lege, det var højdepunktet. Vi gik i rækker to og to, og vi sang ”Tinge-linge-later”. Vi blev fotograferet flere gange. Vi var også oppe i Præstegården og i Plantagen. Astrid, lærer Nielsens datter var med til at lege med os. Hun døde desværre ret ung af tuberkulose. Jeg syntes, vi legede så godt sammen både piger og drenge. Vi legede tagfat, to mand frem for en enke, hoppede over buk og legede i ribberne, der stod udendørs. Vi legede også politi og røvere. Fængslet var cykelskuret. Vi piger ville jo rende ud, og der var nogle af drengene, der ikke turde røre os, og så kom vi ud. Pigerne gik til håndgerning ved frøken Christensen. Vi lærte meget: Syede et forklæde, en chemise, hvor vi hæklede en kant om halsen. Den har jeg endnu. For nogle år siden var den til udstilling på skolen. Vi strikkede også vanter og ankelsokker. Det var noget vi lærte meget af. Frøken Christensen var meget tålmodig. Når vi tabte en maske, så måtte vi op til hende, fordi vi ikke selv kunne fange den. Vi skrev med tavle og griffel, så det kunne viskes ud igen. Der stod fire vandfade med vand og en svamp, så når drengene gik forbi, så fik vi piger en sjat vand, når læreren ikke så det. Når lærer Nielsens svoger kom på besøg, blev han sommetider længe, og så fik vi et langt frikvarter. Det var vi glade for. Vi havde WC i gården. Når vi legede, og drengene var efter os, så skyndte vi os ned på WC, for der var vi fredet. Vi havde en pumpe i gården, hvor der hang et krus, vi kunne drikke af. Da vi blev lidt ældre, skulle vi prøve at ryge. Vi gik om bag ved Pouls hæk. Herdis, lærerens datter, Gerda Drejer og jeg. Jeg tror ikke, det smagte os, det var bare ”stort”. Cigaretter kunne købes stykvis. Jeg tror, det var fire øre pr. stk..

Fødselsdag
Vi kom også til fødselsdag. Kun dem der boede i Handest kom til chokolade og boller og aftensmad. Det var gerne frikadeller og dessert.

Påklædning
Vi gik med forklæder på. Og vi havde hjemmelavede hjemmesko. I skolen skulle vi sætte træskoene ude på bænken, og når jeg kom hjem, så skulle jeg skifte tøj.

Jul
Julen var jeg altid ved Gerda til juletræ. Der var også hendes kusiner og fætre. Det var dejligt. Så gik vi omkring juletræet og sang, og vi fik godter. Vi havde også skolens juletræ i Forsamlingshuset. Det glædede jeg mig til. Der fik vi godtepose og frugt. Jeg var også til Søndagsskolens juletræ. Jeg skulle gå i Søndagsskole. Det var Mathias Severinsen, som ledede det. Så jeg var heldig at komme til to juletræer. Vi havde også juletræ hjemme. Jeg glædede mig altid meget ti julen. Det var ikke store gaver, vi fik, men jeg glædede mig til at Aage kom hjem. Han var i lære i Spentrup. Vi fik risengrød og andesteg juleaften – mor havde selv ænder. Da jeg blev større, kom min bedstefar og fejrede jul med os. Det var dejligt. Jeg fik ingen julegave af ham, han havde nok ikke råd. Han levede af en lille pension, boede på et loftsværelse i Hobro og hentede mad på et pensionat. Vi var ikke rundt ved familien i julen. Dengang havde far ikke bil. Det fik han, da jeg blev større.

Sommerferie
Den første gang jeg fik sommerferie, skulle jeg huske, hvornår jeg skulle i skole igen. Alfred Rasmussen stod og klippede hæk lige op af vejen. Han sagde noget til mig, så jeg glemte, hvornår jeg skulle møde efter ferien. Jeg græd, da jeg kom hjem, for dengang fik man ikke en seddel med datoen. Mor trøstede mig og sagde, at det skulle vi nok få at vide. Jeg legede også meget med Fiskers piger, Esther og Signe. De boede på gården over for skolen. De havde slynger i træerne, så legen gik godt. Deres bedstemor boede i det lille hus ved skolen – hun var alles Bedste – og hun spiste hos Fiskers.

Runetoft
Vi flyttede til Handest i 1928 og boede i deres gamle hus ved Brugsen, mens Runetoft blev bygget. Siden byggede far smedens hus på den anden side af vejen. Smedjen var den gamle svinestald. Ida og Jens købte det og blev gift, da de flyttede ind. Far byggede også huset overfor Runetoft. Der var to lejligheder, som han lejede ud. Missionshuset er også hans byggeri. Bageriet byggede han til Møller Laursen i ca. 1934. Det lå jo på fars jord. Rødstenshuset modsat Knolds parkeringsplads byggede han til Karen Grejs.

Mine legekammerater
Jeg fik nye legekammerater, da vi flyttede på Runetoft. Det var Elfrida på Mejeriet, Dagmar i Brugsen, Inga og Krista Kjeldsen. Der var rigtig mange legemuligheder. Blandt andet legede vi meget ved bækken og på tømmerpladsen. Ved bageren havde vi vipper og kunne spille bold. Vi kunne altid finde på noget at lege. Om sommeren kom der også et Tivoli, som lejede pladsen af far. Ca. 1930 blev de tre statsejendomme langs med Randersvej mellem Brunsvang og Handest Østergård bygget. Da blev Gerda min bedste veninde. Hun kom omkring efter mig om morgenen og hun kom også ned og legede med mig. Så vaskede vi dukketøj i bækken og hang det til tørre. Vi vadede også meget i bækken. Gerda fik små søskende. Der kom jeg meget op, for der foregik så meget. Hendes Bedste boede der også. Jeg husker hende med en strikkestrømpe i hånden. Gerda og jeg blev ved med at være veninder livet igennem. Vi har altid kommet sammen til fødselsdage. En gang inden de fik bil, kom de på en traktor med vogn. På vognen stod en grisekasse med pressening og halm. Da de var ankommet, steg Gerda ud af grisekassen – for der måtte jo ikke være passagerer på en traktorvogn. Det var den 18. februar, og der er der jo tit sne.

Min konfirmation
Vi blev konfirmeret søndag den 8. april 1934. Vi holdt ikke stor fest, men havde noget familie og nogen til kaffe. Det var ikke gode tider for landmændene, så far havde ikke så meget arbejde. Det var under Landbrugskrisen og grisene kostede ikke noget.

Ud at tjene
Jeg kom hen på Stationen at tjene til 15 kr. om måneden. De hed Pedersen og fik barn nr. 3, så der var nok at lave. Senere kom jeg ud til Charles Stensgaard i 1936-37. De fik også barn nr. 3. Det var en god plads, men nok at lave. Jeg skulle også hjælpe i marken, men det var jeg ikke ked af. I begge pladser kunne jeg sove hjemme om natten og kunne gå til gymnastik og bal og hvad der ellers var. Jeg rejste fra Stensgaards i maj 1937 og kom på Salling Ungdomsskole, som jeg var meget glad for – med mange gode minder. Jeg har stadig tre veninder derfra, som jeg træffes med. Det er vi alle glade for. Til november 1937 kom jeg til Vester Velling for at tjene ved lærer Møllers, som jeg blev ved i tre år. Det var en meget god plads. Posten drillede mig og sagde, om ”jeg ikke snart skulle ud at tjene?”. Møllers havde ni voksne og gifte børn, så der var jo tit gæster. De var flinke til at hjælpe – en god tid. Til november 1940 kom jeg på Terrupgård ved Onsild som kokkepige og måtte gå 5 kr. ned i løn pr. måned. Der var meget at lave og meget man ikke kunne få til madlavning på grund af krigen. Vi kunne kun få rugmel og sigtemel, så det blev noget kedeligt brød. Der var meget hård frost og sne, så meget foregik på ski og slæde. Baks kørte på sparkstøt. De skulle rundt til gilder. Jeg døjede meget med komfuret. Tørv og træ var vådt. Karlene skovede træ og kørte det hjem samme dag, så det var svært at få ild i det. Fru Bak sagde til mig: ”Så må du fyre, som var du fyrbøder i helvede”. Jeg lærte meget der. I 1942 kom jeg til Hobro og sy et halvt år. Jeg boede hjemme og cyklede hverdag til Hobro. Det var meget koldt og meget sne, så jeg væltede tit, men tog aldrig nogen skade. Senere tjente jeg på Dengsøgården i Vester Velling, hvor jeg lærte Misse at kende. Hun var fra Alslev Kro.

Sønderjylland
Så senere fik jeg plads på Mejeriet ”Arnå”. Det lå ved siden af Alslev Kro, som var Misses hjem. Vi rejste sammen derned. Det var en god plads på mejeriet. Jeg var der i tre år og tre måneder. Det var en stor begivenhed at opleve freden den 5. maj 1945 i Sønderjylland. Alle danskere var så glade efter fem lange år. Vi fejrede freden i mange dage. Vores genboer var tyskervenlige. De gik stille med dørene. Under krigen havde vi tit nogen, der lå på mejeriovnen om natten. Mejeriejer Søren Petersen var modstandsmand. Sønderjyderne var meget tro mod Danmark. Vi var aldrig samlet til noget, uden at vi sang fædrelandssange. Og sluttede altid med ”Det haver så nyligen regnet”. Da befrielsen kom, var vi til asfaltbal og fredsmarch i Løgumkloster. Det var en oplevelse.

Bækkedal
Jens og jeg købte Bækkedal i Gundestrup 23. september 1947 og blev gift den 25. oktober 1947. Der var ikke meget avl, for det havde været en meget tør sommer. På ejendommen var en jysk hest, 5 køer og et par grise. Vi måtte købe halm. Vi havde spritkartofler og Jens slog toppen, som vi smed ind til køerne i indhegningen. Vi havde også høns og gæs og ænder. Senere fik vi får og flere grise og køer. Der var pumpe i gården, brændekomfur i køkkenet og kakkelovn i stuen. Det var vi godt tilfreds med. Senere fik vi lagt vand ind og fik lavet badeværelse i det halve af gangen. Vi fik også centralvarme, det var jeg meget glad for. Jens gik på arbejde. Ejendommen var for lille, til at vi kunne leve af det. Der var et par bihuse, som Jens gik meget op i. Til sidst havde han 50 huse og var formand for Biavlerforeninge. Vi havde 46 gode år på Bækkedal. Jens døde den 20. april 1993, og i dag bor Bent på ejendommen, og jeg bor i en lejlighed på Storegade i Fårup. Det er jeg godt tilfreds med.

1. marts 2007
Laust Franks ophold i Handest

Den jyske længdebane nåede i 1869 til Hobro. Et par år senere oprettede Statsbanerne en grusgrav eller måske snarere en ballastgrav i Handest Vesterland, hvor de i de efterfølgende omkring 50 år tog endda rigtig meget grus. Da datidens gravemaskiner var af mærket ”Lysbro” med brødmotor, så gav det for en landsby en stor og stabil beskæftigelse til indsiddere og husmænd. En af dem, der blev på egnen efter selve jernbaneanlægget, var Karl Jensen Damhus. Han havde købt en nyoprettet ejendom netop i Vesterland nær ved grusgraven. Det er meget sandsynligt, at Laust Frank er kommet til Handest i disse år for at arbejde i grusgraven. Her har han været arbejdskammerat med Karl Damhus.

Sammen med sin kone var Laust vært i Forsamlingshuset. Hun var arbejdsom og vaskede og syede for tjenestekarle, der havde langt til deres hjem med tøjet. Det gav parret stor berøring med byens ungdom. Det var nok ikke tilfældigt, da en flok unge karle besluttede at holde sammenskudsgilde på grund af Forsamlingshusets lukning i forbindelse med Den spanske Syge omkring 1919. Gildet skulle holdes hos Laust Frank, der var blevet enkemand året før og var flyttet i en mindre lejlighed, der var beliggende umiddelbart op ad Glenstrupvejen / Kirkevejen. Sammenskudsgildet bestod nok mest i at konsumere det indkøbte spiritus, men der havde de unge mennesker forregnet sig. Der var mere, end de kunne klare lørdag aften, og de blev enige om, at de ville fortsætte søndag aften. Karl Damhus, der var nært knyttet til Indre Mission, var den søndag på sit sædvanlige besøg i Glenstrup Kirke – og på hjemvejen må han jo så have truffet sin gamle arbejdskammerat Laust Frank. Da de håbefulde unge mennesker søndag aften indfandt sig for at fortsætte festen, fandt de Laust og Karl siddende i hvert sit hjørne af stuen i dyb søvn, mens den tomme emballage, et læs af flasker, flød overalt. Det var tydeligt, at der ikke var mere at komme efter, og derfor forsvandt de unge ganske stille uden at forstyrre de sovende. Hen af mandag formiddag kom Karl Damhus ned gennem Handest By med salmebogen stikkende op af jakkelommen, alt i mens han sang: ”Her kommer Jesus dine små”. Det blev der talt meget om i byen det år! Det fortalte min far, der var et af de unge mennesker. På grund af en brand måtte Laust Frank flytte. Han kom til at bo i Mejlbjerggårds røgterhus lidt langt fra byen. Men han blev ikke glemt af byens folk, hvad det følgende viser. Petrine Mikkelsen, en ugift pige, der drev sin fødegård i Handest By, beordrede et år dagen til juleaften en karl til at spænde for jumben. De skulle ud til Laust Frank med suppe, som han skulle have til jul. Derudover medbragte Petrine også en beholdning brændevin. Nu må vejen have været endog meget dårlig, for da de var kommet godt igennem Mejlbjerggård væltede jumben og suppen gik tabt. Petrine reddede brændevinen. Karlen fik besked på at køre hjem efter mere suppe, mens Petrine fortsatte til fods. Da karlen ankom til røgterhuset med suppen, da havde Laust og Petrine smagt så grundigt på brændevinen, at tæppet var gået ned for deres juleaften. Karlen fik Petrine ud i jumben og kørte så hjem med hende. Og Laust, ja, han kunne så glæde sig til suppen i juledagene.

1. marts 2007
Da egnen omkring Glenstrup sø fik liv

Glenstrup Sø gav livsbetingelser for de første mennesker efter istidens landskabsændringer for sådan ca. 10.000 år siden. Vi tager på en vandring i søens opland og ser på det landskab, som er formet af vore forfædre gennem de sidste 5000 år.

Vores udgangspunkt er parkeringspladsen ved Glenstrup Kirke, hvorfra vi tager mod vest i retning Strølægget og Holmgaard. Det første vi ser i landskabet, når vi er uden for bebyggelsen er de vældige Glenshøje. Tre bronzealderhøje til venstre for vores vej – højt placeret i landskabet, og den største med et kolossalt volumen af sammenslæbt jord. Den kan med fantasiens hjælp sagtens indeholde de jordiske rester af grundlæggeren af Glenstrup. Landsbyens navn er i øvrigt oldnordisk og betyder ”Stedet hvor lyset er”. Altså et godt sted at bo og leve. Det fortælles om højene, at en skidt karl fra Fjeldsted i begyndelsen af 1800-årene gravede i den store høj og fandt to armbånd af det pureste guld og solgte dem for et betydeligt beløb.

På vores videre færd kan vi fra Strølægget se Galgebakken, hvorpå der i middelalderen sikkert er eksekveret flere dødsdomme, for hvad skulle man ellers med en ”Galge høj”. I Glenstrup var der tingsted, hvor også dødsdomme blev afsagt.

Fra Strølægget fortsætter vi mod Holmgaard og kommer tæt på det senest konstaterede fund af forhistorien i Skaubakken. Her fandt to amatørarkæologer efter længere tids sondering og undren over, at strukturen her kunne være naturskabt frem til den konklusion, at det burde undersøges nærmere. Efter fornøden søgen om tilladelse ved Nationalmuseet begyndte man en udgravning ind i siden af bakken og fandt et såkaldt randdige, som omkranser et anlæg på 9 x 150 m. Foreløbige undersøgelser indikerer en langhøj fra den tidlige stenalder, eller nærmere betegnet et bygningsværk med en alder på mellem 5000 og 5500 år. Et godt vidnesbyrd om menneskelig aktivitet i umindelige tider.

Når man står på Skaubakken og ser mod sydvest, så har man foran sig en mark, hvorpå landsbyen Skortorp skulle have haft sin beliggenhed. Der findes tydelige spor i afgrøderne på marken, og da ejeren af gården Kirkholm, som marken tilhører, har fundet ting og sager af middelalderlig oprindelse i området, ja, så er der ingen tvivl om byens tilstedeværelse her. I Glenstrup Klosters fortegnelse af jordbesiddelserne fremgår det her klart, at denne by har tilhørt klosteret.

Nu nærmer vi os vestenden af søen i Holmgaard. Her er udløbet til Kongsvad Mølleå, og her har der siden Arrilds tid været en ålekiste til fangst af ål og andre fisk, som var på vandring ud af søen. Ålekisten er højst sandsynlig etableret og bygget af Glenstrup Kloster en gang i 1200-årene og har siden klosterets nedlæggelse midt i 1400-tallet tilhørt mange forskellige ejere, indtil den til sidst blev købt af fire lodsejere til søen. I dag ejes ålekisten af 8 partshavere, som alle skal være bosiddende i Glenstrup Sogn.

Her vil jeg slutte dette historiske tilbageblik omkring en fjerdedel af søens opland. Ved en senere lejlighed kan vi fortsætte vores vandring, som bestemt ikke bliver mindre spændende.

1. marts 2007
Giv os i dag vort ugentlige brød

Bagersøn på landture med far omkring 1960
På væggen i entreen herhjemme har jeg min fars gamle kusketaske hængende. Den taske han havde hængende over skulderen på landturene tirsdag til fredag eftermiddage fra Fårup Bageri. Pengetasken med byttepenge og kort til hver enkelt kundes kreditkøb. Den lukkede med et smæld – det gør den stadig. På skulderremmen er der en særlig strop, som sadelmager Thorvald Christensen har sat på til FM-cykellygten. Praktisk anbragt således at han kunne sidde i bilen og skrive i mørket. Helt op i 1960’erne, ja nogle steder endda længere, var det almindeligt, at bagere, ostemænd, slagtere og fiskemænd kørte rundt på faste ruter på en bestemt ugedag. Som barn har jeg tilbragt adskillelige timer sammen med min far i brødbilen, som i min barndom sjovt nok var et Folkevogns-”rugbrød”.

Landturene
Før vi kunne komme af sted ”på tur”, som vi sagde, så skulle det daglige arbejde i bageriet være færdigt. Derefter pakkede vi brødbilen. Min far vidste så nogenlunde, hvad han kunne forvente at sælge den pågældende ugedag. Rugbrød var naturligvis det, der fyldte mest i vognen. De mange gårde, vi kom til, havde endnu folk på kost, og der skulle brød til. Rugbrød var også et af bageriets vigtigste produkter. Brødudsalgene i Nørbæk, købmændene i Hvidding, Gl. Fårup og Bjerregrav St. samt Brugserne i Sønderbæk, Øster Bjerregrav, Over Fussing og Kousted videresolgte en stor del af produktionen. Fint brød – franskbrød – solgte ikke så godt. Det kunne man jo selv bage. Men af og til forkælede man sig selv med et ”købe-brød”. På løse bakker i bilen kunne vi trække wienerbrød, walesstænger med creme og fløde og andre søde sager frem. Det viste min far først, når rugbrød, franskbrød og ikke mindst tvebakkerne var solgt. ”Jeg kunne vel ikke friste med lidt kage”? Det kunne han som regel. Især når vi kom med brødbilen ind i gården ved kaffetid og slog fløjdørene op ind til det friskduftende og nybagte brød. Eller steder, hvor vi kom så sent, at aftensmaden var overstået – specielt om vinteren, når det var mørkt, og lommelygtens lys faldt på lækkerierne, så var kunderne lette at overtale. ”Du kommer jo kun en gang ugen, Bager, så må man vel nok være god ved sig selv”. Joh, vi levede af det, andre folk spiste. Det søde kunne også lokke andre end husmoderen, som blev populær, når hun kom ind fra bagerbilen med kaffebrød. Ofte blev min far standset af en karl eller medhjælper, der stod rundt om hjørnet og uset fra stuehuset. Kaloriebehovet skulle dækkes, for det var jo ikke altid livretter, madmor satte på bordet – og så var det jo heldigt, at det var bagerdag.

Brød
Udvalget var ikke så stort. Franske vafler (lussinger), roulader, hindbærsnitter, dagmartærter, napoleonskager og napoleonshatte med ægte marcipan fyldte på bakkerne. Først senere udvidedes sortimentet med industrifremstillet brød, som min far nødtvungent tog med for at konkurrere med købmænd og brugser. Det hændte også, at kunderne bestilte noget bestemt brød til næste uge. Oftest en wienerkringle eller en svesketærte til fødselsdagskaffe med naboerne. Kransekage var til fest på kroen eller i forsamlingshuset – det blev kun lavet på bestilling og leveret separat.

Hverdage
Kunderne var mange. Få betalte kontant – det var mest almindeligt med regning, og kreditten var langstrakt. Fra måneder til halve år måtte bageren vente på sine penge, indtil der kom afregning fra slagteriet eller foderstoffen. Når handlen var afsluttet, så tog min far kundens kort frem for at notere købet. Det skete i forkortelser, som nok kunne være svære at tyde, når der skulle skrives regninger. Priser mm. ventede han med at regne ud, til han var hjemme om aftenen. Beløbene var ikke store i vore ører i dag. Et 4 punds rugbrød kostede i flere år 58 øre, og en månedsregning på 30 – 50 kr. var meget almindelig. Timelønnen som brødkusk skulle man nok afholde sig fra at regne ud. Den var lav. Men benzinen var billig. På købmand E.P. Sørensens tank i Gl. Fårup var der kun to cifre på det mekaniske tælleværk, og vi skulle et stykke op i 1960’erne, før literprisen steg til over en krone. Benzinkøb blev skrevet i kontrabogen – for købmand og bager byttede. Brød og andre varer for benzin kunne lade sig gøre, før oms og moms og andre forhindringer blev lagt i vejen. Jeg støtter dig, du støtter mig – en sund politik i respekt for hinandens levebrød. En rest fra tidligere tiders naturalieøkonomi. Alle overlevede, om end nogle bedre end andre.

Brødbiler
De dårlige markveje, som min far skrumplede ud af omkring 12.000 km om året, tog på materiellet. Især opkørte veje forår og efterår tog hårdt. Det gjorde hårdtfrosne ”vaskebrætsveje” og perioder med høj sne og mange fastkørsler såmænd også. Til gengæld blev bilen ikke tæret af salt, idet glatførebekæmpelse udelukkende var med sand, hvis der overhovedet blev gjort noget. Omkring 6 år holdt et ”rugbrød”. Så skulle karetmager Aksel Nielsen i gang med at tilpasse inventaret fra den gamle brødbil den nye. Det passede jo ikke umiddelbart. Folkevognsfabrikkerne fornyede sig til gavn for brugerne, men til gene for den geniale indretning fra 1954-modellen. Alligevel lykkedes det i 1960 og i 1966 – selv i 1972 kunne de fleste dele fra det første rugbrød genanvendes. Før jeg blev født i 1949, foregik landturene dels med hestevogn, dels med en Ford V8 fra 1938. En personbil, der var ombygget til varebil. Til min fars store fortrydelse måtte den klodses op under hele Anden Verdenskrig – og til hans store glæde, så startede den nemt igen, da man atter kunne få benzin. Første tur gik ud over Hvidding Skovagre og tilbage uden nummerplader på.

Det får ende
Omkring 1970 var det ved at være slut med brødturene. De blev kortet af eller helt nedlagt. Omkostningerne var for høje i forhold til indtjeningen, og konkurrencen fra brød- og kagefabrikker var blevet for hård. Folk havde selv bil og kørte til nærmeste større brugs eller købmand for at handle. De ville ikke længere nøjes med det ugentlige besøg. Landturene gik i sig selv, overhalet af en udvikling, der måtte komme. Da det tillige blev vanskeligere at få hjælp i bageriet, så nedlagde min far med et slag alle ture og koncentrerede sig om bageri og butik – og valgte at sælge det hele i 1973. Disse landture var en del af min barndoms hverdag. Hvis jeg ville være sammen med min far i ferierne (han havde som selvstændig ingen ferie) eller på dage, hvor jeg kom tidligt fra skole – så tog jeg med ”på tur”. Fra 6-7 års alderen til jeg som 18-årig flyttede hjemmefra for at læse, var disse ture også mit liv. Min far satte pris på selskab og hjælp, og i hans fortravlede hverdag kunne han både passe sit arbejde og være far. Vi snakkede om alt muligt i de minutter, der gik fra stop til stop. Selvom han kom ind hos mange hver dag og fik en sludder og en handel, så var det alligevel et ensomt job at være brødkusk.

Kundekontakt
Snakke havde folk tid til dengang. Især om vinteren på gårdene skulle bageren da lige ind i varmen i folkestuen. Så duggede brillerne både der, og når han kom tilbage i det kolde førerhus igen. Lidt snak om vind og vejr, lidt politik. Ungarn-problematikken forstod jeg intet af. Suez-krigen gjorde mig virkelig bange. Var det starten på den 3. verdenskrig? Skyggen fra den sidste store krig hvilede tungt på min barndom. Der blev regnet og diskuteret, og da det forlød, at der ville komme benzinrationering, tømte min far brødbilen efter dagens tur. Hos købmand Sørensen i Gl. Fårup hentede han om aftenen 2 gange 200 liter i tromler. Tromlerne vejede omkring 200 kg pr. stk. og var ret vanskelige at få ud af bilen og ned på gulvet. Det var nok ikke det værste. Værre var det, at al denne benzin stod som én stor brandbombe i garagen. Det tænkte man vist ikke på – det var mere et spørgsmål om at kunne køre længst muligt. Sådanne storpolitiske problemer kunne rokke en dreng i sin ellers trygge lilleverden. Kold Krig og Cuba-krise var urolige tider. Heldigvis var det ikke det eneste, der blev snakket om, og jeg lyttede til. Jeg har også fulgt både klynken over og glæden over svinenoteringen og høsten, imens min far trippede lidt for at komme videre til næste kunde. Brødbilen gjorde holdt mange steder. På gårdene, hvor man havde sit på det tørre, var der overskud til at ordne verdenssituationen. Sådan var det ikke på de små brug og i husene. Næste stop var tit fodermesterhuset et par hundrede meter fra gården. Problemerne her var mere jordnære. En gift fodermester var en stabil arbejdskraft. Ham og hans familie kunne man byde et hus støbt op i beton uden nogen form for isolering. Umuligt at varme op om vinteren og med fugten drivende ned ad vægge og vinduer. Syge børn og dårlig økonomi. Hvis der blev tørret bleer ved kakkelovnen, så skulle jeg i hvert fald ikke med ind der. Min far gik alene, og jeg blev i bilen og frøs i gummistøvlerne. Et eller to rugbrød og en pose tvebakker var som regel alt sådan et sted. Ind i mellem kunne de ikke betale, når regningen kom – men så havde den familie da ikke sultet så længe. Man forstår godt, at landarbejderne søgte lykken på fabrik i byerne.

Sjove oplevelser
Heldigvis var der da også mange sjove oplevelser. En gang holdt vi ved et hus i Kousted, hvor et par søstre på måske 6 og 8 år sad på trappestenen og gloede på bagerbilen og mig. Jeg havde sat mig over bag rattet (et folkevognsrugbrød havde dengang sofasæde og fladt gulv, så det var nemt) og som 11-årig valgt at ignorere sådan et par tøser. Men jeg kunne allerede dengang rokke med venstre øre og lidt sjov kunne man altid lave. Jeg rokkede, og de fik øje på det. Pludselig siger den store til den lille: ”Synes du ikke, det er synd for ham?” Jeg tror bestemt, at jeg rødmede. En sommer kom vi på et husmandssted nær Læsten, hvor de havde en del gedekid. Et af disse var alle steder og oppe og nede. ”Luk dørene, Bager, ellers får du den med hjem”, sagde konen. Vi gik ind i køkkenet, og hun kom i tanke om noget mere, som hun skulle have. Det blev jeg sendt ud efter – og havde selvfølgelig glemt alt om kiddet. Sidedør og bagklap åbnet på samme tid – og rigtig gættet – da vi kørte derfra, lød der en brægen fra varerummet. Der stod et forskrækket gedekid oven på (heldigvis) de indpakkede rugbrød fra Randers Rugbrødsfabrik. Det fik vi leveret tilbage igen. Mange steder gennem årene faldt bemærkningen om mig: ”Som han dog ligner sin far, bager”. ”Ja”, svarede min far hurtigt, ”men der er også nogen, der siger, at han ligner mig”. Næste replik var kundens – og hvad siger man så? De fleste steder vi kom til, stod dørene åbne, så man kunne gå lige ind. Der blev ikke låst, fordi man var i marken eller taget med rutebilen til Randers. Var der ingen hjemme, fik kunden bare det samme som sidste gang! Men en torsdag lå en seddel på køkkenbordet: ”Til bageren. Jeg er i soveværelset. Else”. Min far blev lidt nervøs. Var det ikke også om torsdagen, at slagteren fra Klejtrup kørte landtur i området – og hvad tænkte han, hvis han allerede havde været der? Konen i huset havde fået influenza, viste det sig. Hun ville blot sikre sig, at hun fik bestilt en kringle til næste gang, fordi hun skulle holde fødselsdag. I indkørslen mødte slagteren min far, som derfor åndede lettet op. På en gård havde ejeren en bil fra 1937, der efterhånden var over 25 år gammel. Skinnende sort lak, rigtig flot. Han var stolt og blev glad, når min far roste vognen. Det sidste gjorde han kun for at få gårdejeren til at sige det samme ord hver gang – og det lykkedes. På spørgsmålet: ”Åh, hvor er den er flot – har du nogensinde fået den omlakeret?” – var svaret altid (her skal det svære ord udtales langsomt, stavelse for stavelse): ”Nej, den står med o-ri-gi-nal lak”.

Sommer og vinter
På sommerdage og lyse aftner var det til at holde ud at komme turen rundt, mens det vinteren igennem var koldt og væmmeligt. Der var ikke megen handel ved bilen. Vi bankede på, kom ind i varmen og modtog en ordre. Varerne blev hentet og lagt på køkkenbordet. To-tre timer efter afgang fra bageriet var det mørkt. En vis uhyggestemning lagde sig over landskabet. Børn er ofte bange i mørke. Jeg var i hvert fald – og der var af forskellige årsager visse steder, hvor jeg ikke brød mig om at komme med ind. Imens sad jeg i førerhuset. Tændte den lille, svage lampe i loftet. Gjorde lidt orden i det åbne handskerum og frøs i øvrigt bravt. Stå ud og lave kuskeslag og stampe i jorden for at få varmen turde jeg ikke. Rundt omkring var kun mørke – i stalden snurrede malkemaskinen, og køerne larmede i bindslerne. Kun lidt lys slap ud af de små og støvede vinduer. I stuehuset var de brune og plettede rullegardiner trukket helt ned – en hund gøede i det fjerne. Fem minutter alene var som timer, før døren gik, og min far kom ud for at køre videre til næste kunde. Derhjemme holdt min mors mad sig varm på bageriovnen. Sultne og kolde kom vi hjem i varmen. Spiste godt og faldt hurtigt i søvn. ”To mørke, en halv stang og en pose tveb…..”.

Denne beretning er skrevet af Ole Bagger i meget tæt samarbejde med Anna Bagger, der har bidraget med detaljer og godkendt manuskriptet. Ole Bagger, Handest, (1949) er søn af Carl Nielsen Bagger (1911-1990) og Anna Bagger (1923). Barnebarn af Niels Peter Nielsen Bagger (1888-1972) og Agnes Mathilde Bagger (1886-1968). Bedstefar og far drev Fårup Bageri og Brødfabrik i årene 1937-1973 på adressen Storegade 15 i Fårup. Butik og bageri blev i 2005 indrettet som boliger. Fårup Bageri er opført i 1898 omkring 20 år efter jernbane og station kom til byen. Det ”gamle bageri” ligger på adressen: Engvej 12 ved den daværende jernbaneoverskæring mellem Fårup og Gl. Fårup.

1. marts 2007
Uddrag af sognerådsprotokollen

1921
”Amtets Tilladelse for Glenstrup Kommune til at yde 900 Kr. til Istandsættelse af det elektriske Lys i Glenstrup Kirke forelå og godkendtes.”

”Under eventuelt fremkom Anders Andersen med, at Lærer Møller, Holmgaard, havde foretaget noget Malerarbejde ved Holmgaard Skole, som han skulde have refunderet. Sagen henlagdes indtil videre.”

1922
”Sogneraadet vedtog enstemmigt at samles til et Møde med de interesserede Kommuner om at rette en Henstilling til Koncessionshaverne for en Mariager-Faarup-Bane om at udsætte Banens Påbegyndelse, da man ansaa den nuværende Tid for ubelejligt for et saadant Arbejdes Gennemførelse.” ”Der bevilges 25 Kr. til Foreningen til Hjælp for ulykkeligt stillede Mødre.” ”Man vedtog at henstille til Lærer Nielsen, Handest ikke oftere at skrive Konfirmanderne i Mulkt på grund af Konfirmationsforberedelse.”

1923
”Nørbæk og Omegns Mergelselskab anmoder om Tilladelse til at føre et Mergelspor over Handest Vesterland til Nørbæk. Sogneraadet har intet at indvende herimod”. ”Der forelaa en Skrivelse fra Skolekommisionen om at anskaffe en Del nødvendig Skolemateriel til Holmgaard Skole. Det overlades til Skoleforstanderen sammen med Læreren at anskaffe det nødvendige”.

1924
”Der forelaa et Andragende i august fra Else Marie Svanholm at yde hende 100 Kr. i Anledning af hendes Plejedrengs Konfirmation. Kunde ikke bevilges”. ”Marie Fjeldsted, Karlby bevilgedes Aldersrente i.H.t. Aldersrenteloven”. ”Man tilstod Laust Frank lidt Hjælp til Bestridelse af Udgifterne til Husbestyrerinden”. ”Ifølge Skrivelse fra Indenrigsministeriet i oktober tilstodes Else Marie Svanholm 50 Kr. til Konfirmationshjælp til hendes Plejesøn”. ”Sogneraadet bevilgede hver af Aldersrentenyderne en Julegave, saaledes at de gifte faar 15 Kr. og de enligstillede faar 10 Kr.”.

1925
”Søren Jensen blev antaget som Skolepedel ved den nye Skole for et vederlag af 400 Kr. aarlig, heri er indbefattet alt Rengøringsarbejde ved Skolen”. ”Man vedtog at tilskrive Amtskommissionen, at Sogneraadet intet havde at indvende mod Udstykningen af Bilidt”. ”Der forelaa et Andragende fra Læreren og Lærerinden ved Handest Skole om at der måtte blive tapetseret i 2 Værelser hos Læreren og 1 hos lærerinden i stedet for Limfarve. Bevilget”. ”Det forenede Oliekompagni ansøger om Tilladelse til Opstilling af en Bensintank ved Brugsforeningen i Handest. Sogneraadet vedtog at anbefale på Betingelse af at den nævnte Tank lægges på den modsatte Side af Vejen”.

1. marts 2007