Retsbevidsthed er et begreb, som man af og til har oppe at vende. Dermed menes vores vurdering af lovovertrædelser. Hvor lang en straf bør der idømmes for en bestemt forbrydelse? Hvad kan vi tolerere? Hvor stor en straf skal man have for at smugle en flaske snaps ind i landet? Er skattesnyd en forbrydelse eller en heltegerning? osv. osv.
Retsbevidstheden ændrer sig hen ad vejen. Simpelt tyveri er i dag tilsyneladende ret langt nede på listen over grove forbrydelser, mens mord og drab hører til øverst på skalaen. Sådan har det ikke altid været. Tyveri var i ældre tider en meget slem ting, idet man ved at stjæle fra andre påførte disse et tab, som kunne medføre nød, elendighed og sult.
Et drab var nok uigenkaldeligt, selvom det var begået i ophidselse, men samtidig skulle der jo to til at slås, og undskyldelige omstændigheder kunne man jo altid finde. Hertil kom, at der vel nok kunne findes en måde at komme videre med livet på, selvom en familiefar var blevet slået ihjel. Konen kunne jo gifte sig igen. Tyveri kunne koste livet.
Drab nåede som regel til landstinget, hvorfor vi i dag kan følge hvorledes det gik til blandt to naboer i året 1616.
I Hæsum boede Anders Poulsen i en dobbeltgård, som han delte med en anden. I Estrup delte Jens Thorsen en gård med Anders Nielsen. Begge ejendomme var store gårde, som svarede ret stor afgift i landgilde hvert år til kronen, der ejede dem begge på det tidspunkt. Med til historien hører også, at Anders Nielsen og Anders Poulsen var svogre, idet Anders Nielsen var gift med Maren, der var søster til Anders Poulsen i Hæsum.
Midt i juli måned kom en mand i Hæsum ud af sin dør og så at Anders Nielsen stod ved den østre ende af Anders Poulsens stuehus. I den ene hånd havde han nogle sten, og i den anden et sværd, som han stod og slog om sig med, samtidig med at han kaldte sin svoger for både en tyv og en skælm. Begge dele var på den tid meget grove injurier. Anders Poulsen måtte til sidst ud af huset og bad svogeren gå hjem, han ville have fred i sin egen gård. Men Anders Nielsen var nu så ophidset og vred, at han med sit sværd trængte ind på sin navnebror og ville have denne til at forsvare sig.
Anders Poulsen tog så et ålejern ned fra stråtaget og stødte fra sig, så han et par gange ramte den hidsige svoger i brystet, idet han samtidig søgte tilbage til sit hus for at komme inden døre. Det udnyttede den vrede svoger og ville hugge Anders Poulsen ned, hvilket fik denne til at støde godt fra sig med sit ålejern, hvorved han ramte den hidsige Estrupborger under hagen, så han faldt omkuld og ikke længere var i stand til at rejse sig. Død var han.
Jens Thordsen, der delte gård med den dræbte, kunne supplere historien med at fortælle, at den aften, hvor den ulykkelige begivenhed fandt sted, da havde Anders Nielsen været sammen med alle de andre mænd i Estrup hos Jens Kjærgård, og man havde da sat 4 kander øl til livs. Anders Nielsen var gået hjem først, og da Jens Thordsen kom hjem til deres fælles gård, kunne han ovre fra Hæsum siden høre, at der var en slem bulder. Maren, der havde en ægtefælle og en bror involveret i bulderet, sagde: ”Kommer de sammen, da slår Anders hans hals sønder”. Selv var hun bange for at løbe over for at fa dem skilt ad: ”Jeg tør ikke gå der over. Kommer han til mig, da slår han mig ”alle” død”.
Den dræbte var søn af præsten i Hornum, hr. Niels Eskesen, og denne gav naturligvis på familiens vegne ”last og klage” over sønnens drabsmand. Han havde også sin version af sagsforløbet, og det bærer hans fremstilling præg af, men han havde jo heller ikke været til stede den pågældende aften. Ifølge den gode hr. Niels skulle sønnen have taget et af børnene på armen og være gået over til svogeren i Hæsum for at brokke sig over sin kone for den ”forthrøde og harm” hun gjorde ham. Som hendes bror måtte Anders Poulsen jo være den man burde henvende sig til mente Anders Nielsen åbenbart. Efter en fredelig tår øl hos svogeren, hvor man har talt fredeligt om sagerne, skulle han være gået ud i gården, hvor han så efterfølgende var blevet slået ihjel.
Præsten mente at sønnen havde fået så mange slag og sår på koppen, at Anders Poulsen umuligt kunne have forårsaget sønnens død alene og med et ålejern. Der måtte have været flere om drabet.
Niels Eskesens indlæg ved landsretten virker ikke særligt troværdigt, og hans indlæg er lutter formeninger. At Anders Nielsen måske har haft vrøvl med konen og så har villet snakke med hendes bror om det kan være. Man siger jo at der står en kvinde bag alt, men at han har været uskyldigt offer for en sammensværgelse lyder nok så utroværdig, og præsten var jo også den forurettede fader til den dræbte.
Et tredje vidne var en mand fra Ersted, der kunne berette, at den pågældende aften var han på besøg i Anders Poulsens hjem, og mens han sad nok så hyggeligt ved bordet, kom Anders Nielsen ind med sværd ved siden, satte sig for bordenden og gav sig i trætte med svogeren, så denne til sidst rejste sig og gik til stuedøren, idet han beklagede sig over, at han ikke kunne få fred for Anders Nielsen i sit eget hus. Da Anders Nielsen således blev vist døren for sin adfærd, havde han i gården udæsket svogeren.
Set på afstand, ser det ud til, at Anders Nielsen har været den der provokerede den sag, der for ham selv fik det ulykkelige forløb. Ved sin truende adfærd med sværdet har svogeren måtte gribe til selvforsvar med det der var nærmest ved hånden, det ålejern som havde hentet ham mangen god ål i Guldbækken. Endelig må vi ikke se bort fra, at den pågældende aften havde alle gårdmændene i Estrup siddet hos Jens Kærgård og fået en del gammeløl indenfor vesten, hvilket kan have fjernet hæmningerne hos Anders Nielsen, men samtidig også gjort at hans evner til at føre sværdet blev forringet. Sandemændene svor Anders Poulsen manddød og til sin fred, men enden på historien kender vi ikke, måske kunne Anders klare sig med at betale bod til sin søster. Anders Poulsen har i hvert fald klaret sig igennem på den ene eller den anden måde, for vi ved han levede mange år endnu.
I dette år, 2000 (red. historien blev skrevet på dette tidspunkt), er det halvfjerds år siden, at jeg forlod mit hjem, som nu er mange tusinde kilometer borte. Det drager stadigt, men uden smerte. Jeg har lært gennem et langt liv ikke at sørge over det, som ikke er mere, men glæde sig over, at det var engang. I et blink af mit øje kan jeg flyve igennem den tid og de tusinder af kilometer for at være “hjemme igen”. Det er, hvad minder er om.
“Jeg elsker den gamle, den vaklende rønne”. Ja, gammel det er den jo, siden den blev påbegyndt omkring 1850, men jeg har aldrig set eller hørt at den har vaklet. Måske en solid, jysk oprindelse betyder noget for bygninger også, for den står der så vidt jeg ved endnu.
Min far kaldte den ejendom “Bakkely” og i betragtning af omgivelserne – nede mellem bakkerne – så passer navnet godt. Jeg ved ikke om det navn havde nogen officiel betydning, men siden han havde købt ejendommen i 1901 og drev den i 37 år derefter, så havde han vel god ret til at kalde den, hvad han fandt for godt.
Ejerne af ejendommen har været:
Kresten Nielsen
Anders Christensen (Degn) & Karen Marie Jensdatter 1852
Jacob Nielsen Riis 1884
Christen Larsen & Karen Kirstine Larsen 1889
L. Riishøj 1899 Jacob Gregersen 1901 – 1937
Regnar Rasmussen 1946/1948 – 1985 (rettet efter henvendelse fra Elin Rasmussen, se kommentar)
John Siier Hansen 1985 –
Der var intet årstal angivet ved Kresten Nielsen. Jeg har en anelse om, at lodden før i tiden måske har hørt under “Hæsumgård”, og den magreste del af jorden har måske ligget hen i lyng, før den første del af bygningerne blev opført. Der var en lergrav på ejendommen, og det er muligt at noget af bygningsmaterialet for ejendommen var kommet derfra. Som dreng fandt jeg ud af, at en del af murstenene i den gamle lade var soltørrede mursten. Jeg borede huller i dem med et søm, og det kunne jeg ikke have gjort, hvis det havde været en brændt mursten.
Billedet af “Bakkely” er fra 1912, og det er det ældste billede jeg har af vort hjem mellem de brune bakker på Hæsum Mark. Jeg har aldrig set det, som det er vist her, men jeg husker dog den teltlignende bygning, som var vort tørveskur (revet ned ca. 1923). Det tørveskur var en anden ting, der – som den store ovn – var temmelig enestående. Det er det eneste af den type, at jeg kan mindes at have set. Det bestod hovedsageligt af afbarkede rafter og tagstrå. Den konstruktion hvilede på en lav mur, ca. Ih meter høj, som holdt regnvandet borte fra tørvene. I siden af det skur og ind mod gårdspladsen var der en port, stor nok for en vogn. Da det skur blev erstattet med en murstensbygning først i tyverne fandt jeg ud af, at en del af tækkegarnet i det tag var simer, dvs. halm, snoet ind til 1 cm tykke snore. Halmen blev opblødt, før den blev snoet, og det fik snorene til at holde deres form, når de tørrede. Det skur var på den måde for en stor del “hjemmegroet”.
Ejendommen, som den står her, er nok nogenlunde som den var blevet opført i 1850, siden den kunne ikke have funktioneret som et selvstændigt brug, hvis den havde været mindre. Længen, som er forbundet med stuehuset, var både lade, kostald og svinesti, så det har været trange forhold for både mand og bæst. Min far var begyndt at udvide bygningerne, før jeg blev født i 1916, og på billedet ser det ud til, at der står en stak mursten op imod stuehuset, så måske han var allerede nået længere end til planlægninger her.
Vist her på billedet er min far, min halvbroder Christian, min søster Ella, min mor, min halvsøster Johanne, Ove og hans mor Grete Ovesen, som var søster til min fars første kone, Kirstine Marie Ovesen, som døde i 1909. Grete Ovesen levede hos os til hun døde af tuberkulose i 1919 eller 1920. Nu, i maj 2000, er Ella den eneste overlevende fra dette billede, og hun fyldte 90 i januar.
Min mor. Kristine, født Jensen, (1883-1974) blev gift med min far, Jacob Gregersen. (1871-1955) i 1913, og jeg er den førstefødte af det ægteskab, født i 1916, min bror Niels i 1918, min søster, Ingeborg i 1921, og min yngste søster Karen i 1923.
Minderne her går tilbage til begyndelsen af forrige århundrede, da de er fra min tidlige barndom, og jeg blev født i 1916. Een af de ting, som en ophøjet alder fører med sig uden smerter er, at hvad man husker fra ens barndomsdage er at betragte som historiske.
Min mors køkken var blottet for næsten enhver af de indretninger, som vi i dag er kommet til at betragte som livsnødvendigheder. Der var selvfølgelig hverken gas eller elektricitet, og der var da heller ikke indlagt vand. Alt vand måtte hentes fra en brønd, som var mindst 150 meter fra bryggersdøren. Den brønd var der, da min far købte ejendommen i 1901, og siden vand er en livsnødvendighed for både mand og bæst, var den sandsynligvis blevet gravet der i 1850, da ejendommen blev opført. Brønden var fundet på det laveste sted omkring ejendommen, og det punkt var måske valgt, fordi det krævede det mindst mulige gravearbejde. Brønden var kun et par meter dyb, men den løb aldrig tør. Dens vægge var kampesten uden mørtel, og stenene var sandsynligvis fundet på markerne der omkring. Vandet blev pumpet op med en støbejernspumpe. Liden tanke var der vel givet til, hvor meget ekstra arbejde brøndens placering ville betyde for konen på ejendommen i årene fremover. Den brønd blev udskiftet midt i tyverne med en boret brønd på gårdspladsen, lige uden for bryggersdøren. Det var en stor hjælp for min mor.
I køkkenet var der et stort støbejernskomfur, som sædvanligvis var fyret med tørv fra vor moselod i Hæsum Mose, men det kunne også blive fyret med træ. Ved siden af komfuret stod der en malet trækasse, som var stor nok til at tjene et dobbelt formål. Den kunne rumme en kurvfuld tørv, og låget kunne bruges som et sæde, hvor min mor kunne slappe af i hendes sjældne ledige øjeblikke. At skrive det får mig til at mindes om en linie i den gamle sangleg “Længe nok har jeg bondepige været” hvor der står: “Nu vil jeg glad/ sidde hvor jeg sad/ sidde på tørvekassen og spise af min mad”. Det komfur havde fire “brændere” for gryder og pander, en ovn, og en indbygget varmtvandsbeholder. Komfuret var sort og før helligdage eller familiesammenkomster blev det pudset med en speciel ovnsværte. Den sværte ydede en ny duft i køkkenet for et par dage eller så.
Bagved komfuret var der en enorm bageovn, bygget af soltørrede mursten, da huset var bygget. Den ovn var stor nok for os børn til at kravle ind i, men det gjorde vi aldrig, måske fordi vi havde hørt historien om Hans og Grete og Heksen. Min mor brugte den ovn til at bage vort daglige brød, dvs. rugbrød. Det var tungt, solidt stof, som fyldte huset med en liflig aroma, når lemmen for ovnen var fjernet efter bagningen var fuldendt, og bagningen var overstået for de næste tre-fire uger. Det sidste brød krævede en del alvorlig tygning at få det ned, og hvis vejret var fugtigt, måtte brødene undergå lidt barbering, da de havde en tendens til at blive lidt muldne. Måske den mug fungerede som penicillin i tiden før penicillin blev fundet, for det synes at vi alle af den familie lever til en meget moden alder.
Bagedagen var en dag vi drenge så frem til med en vis begejstring, som havde intet at gøre med det friske rugbrød. Den store ovn skulde varmes op før bagningen begyndte, og de tykke mure i ovnen ville holde på varmen bagningen. Min far havde slået lyng på bakkerne omkring ejendommen, og den var blevet tørret i en måned eller så, og nu blev ovnen så fyldt med tør lyng, og den kunne tage meget af det.
Der var ingen direkte forbindelse mellem ovnen og skorstenen; men når en trælem blev fjernet fra skorstenen lige over mundingen af ovnen, så ville trækket i skorstenen tage røgen, det meste af den da. Der var gerne nok tilbage i køkkenet til at bringe tårer frem i øjnene. Lyngen i ovnen blev antændt, og flammerne ville skyde ud af ovnmundingen. Veltørret lyng brænder voldsomt, og heden forhøjede trækket i skorstenen til et punkt, hvor det sommetider kunne føre gnister og små glødende lyngkviste ovenud. Det gjorde det nødvendigt at have et stadigt øje med det stråtækkede tag. Det var en hjælp, at det var dækket med et tykt lag grønt mos, medmindre det var nytækket.
Ovnen måtte gerne fyldes to eller tre gange, før den nåede den temperatur, som mor bedømte, uden termometer, at være tilstrækkelig for bagningen. Den kunne jo ikke fyres op igen efter brødene var lagt i den. Efter den sidste fyring havde døet ned, blev asken fejet ud med en lang kost, som var lavet til det specielle formål. Den var hjemmelavet af tørrede revlingeranker, som var bundet rundt om en lang stang med ståltråd. Når ovnen var fejet ren, blev brødene lagt ind i den. Min mor havde tilberedt dem før fyringen begyndte, så de stod klar på køkkenbordet, dækket med et rent klæde. Der blev ikke brugt gær eller bagepulver ved de brød. De blev lavet med surdej, og den var blevet opbevaret i saltkammeret siden den forrige bagning.
For at gøre nytte af de fjerneste kroge af oven var det nødvendigt at bruge en langskaftet “spade”, også hjemmelavet, og når ovnen var fuld ,blev ovnlemmen sat for med våde sækkestykker omkring kanterne. Sækkestykkerne var for at lukke ovnen så tæt som muligt, og de var våde fordi ovnen var meget hed nu. Murene i ovnen var meget tykke, så de kunne holde varmen længere. Skorstenslemmen blev anbragt på dens sædvanlige plads, og køkkenet kom tilbage til normal. Den ovn tog op så megen plads i stuehuset, at da den midt i tyverne blev taget ud, blev det muligt at tilføje en anden stue, men den “pæne” indgang blev også inkluderet i det og flyttet til enden af huset. Jeg har aldrig set en ovn som den nogen andre steder, men de må vel have været almindelige før i tiden.
Ovnen i komfuret og en “primus ovn” gjorde op for tabet af den store bageovn, og jeg tror ikke at min mor følte det som et savn at få den ovn byttet for en anden stue, men vi drenge mistede eventyret af fyringen med lyng og synet af de vilde gnister. Siden da fik vi vort rugbrød fra brugsforeningen, men vi var alle enige om, at mors rugbrød var bedre end det fabrikslavede.
Vaskeriet foregik i bryggerset, og forholdet og hjælpemidlerne min mor havde der, var på linie med, hvad man havde på egnen dengang. Ikke desto mindre var vaskedagen både lang og hård, og de andre daglige pligter skulde jo stadig forsørges. Vasketøjet var først sat i blød i et stort trækar, medens vand var bragt i kog i en stor indbygget kedel, som vi i vort Himmerland dialekt kaldte “Gru-kielen”, der nok kunne tage over 50 liter. Den var forbundet med skorstenen på den gængse måde, og den blev aldrig fyret med lyng. Vasketøjet var kogt der i sæbevand, brunt blødt sæbe eller sæbespåner blev brugt til det, og så blev det vasket, vredet og hængt ud på tjørnehækken, som mor brugte som tørresnor. Vasken gav hende røde hænder, og om vinteren blev hænderne blå under ophængningen af vasketøjet. Det var en hjælp for min mor, på vaskedagen især, da vandpumpen blev sat op på gårdspladsen, for det krævede mange spande vand at vaske for en stor familie.
Min mors arbejde endte ikke i køkkenet og bryggerset. Der var mere til hendes arbejde end at lave mad, gøre rent, bage, vaske, strikke, stoppe og sy for en familie af seks eller otte, afhængig af hvor mange af os der stadig levede hjemme. Der var også havearbejdet, malkningen, passe hønsene osv., som uafladeligt forlangte hendes indsats, og i høstens tid var hun da også i marken en gang imellem.
Hendes strikning foregik gerne om aftenen, når hun “ikke havde andet at lave”. Hun strikkede sokker til hele familien, og hvis hun ikke var optaget af at strikke, havde hun travlt med a stoppe sokkerne, da vore træsko var hårde ved dem. På trods af alt hvad man ellers kan sige om uld, så holder the “syntetiske” sokker, som man bruger i dag, meget længere end de håndstrikkede – og hvem stopper sokker i dag?
Alt det må lyde som om min mor lavede alt arbejdet i mit hjem, men det var ikke tilfældet. Min far var en dygtig, velanset landmand, som tog arbejdede hårdt som en selvfølge. Jeg ved ikke hvem af de to der arbejdede hårdest, men der kan ikke være nogen tvivl om, at min mors arbejdsdag var den længste. Ikke desto mindre kan jeg ikke huske, at jeg nogensinde har hørt nogen af dem beklage sig.
Min mor var en livlig person, som ville le og synge, dog mest salmer og den slags. Hun ville da sommetider give os et knus, da vi var små, og det var vist ikke så almindeligt i de dage, da jeg var barn. Af én eller anden grund, som jeg ikke forstår i dag, blev den slags ting ikke anset for passende optræden. Der var aldrig nogen tvivl iblandt os børn, at hun holdt af os, selvom jeg ikke kan mindes, at det blev sagt i ord. Der er andre måder af kommunikation, som kan være mere udtryksfulde end ord. Jeg har set hende græde ved lejlighed, og det ville altid få mig til at føle beklemt, da jeg ikke vidste, hvordan jeg burde tage den situation. Hun var en voksen, og voksne mennesker græder ikke. Jeg fandt aldrig ud af, hvorfor hun græd, men når jeg tænker tilbage nu, så synes det rimeligt nok, at hun måske græd på grund af frustration eller udmattelse eller begge. Vi alle har et bristepunkt, og hun var ingen undtagelse.
I foråret 1931 kom jeg for første gang ud at prøve at stå på egne ben, om end de i begyndelsen var ret vaklende. Den 1. maj tiltrådte jeg en ledig stilling som flyttedreng hos forpagter Ludvig Christensen, præstegården i Øster Hornum. Det blev her, jeg skulle gøre mit første forsøg på det landbrugsfaglige område og betræde dets ujævne og stenede markvej.
Jeg var dengang 12 år og fast besluttet på, at nu ville jeg stå på egne ben, og nu skulle hjemmet for alvor lægges bag mig. Far og jeg var nemlig blevet uvenner, så det battede, så nu skulle jeg belære ham, og som tolvårig anså jeg mig selv for at tilhøre den mere modne aldersklasse. Så vidt jeg kan huske, så startede det hele med lidt skærmydsler i mosen under tørvegravning. Far stod nede i tørvegraven og langede de gravede tørv op på brinken, og her havde jeg til opgave at tage imod dem og lægge dem på en såkaldt ”slæbe”, en sidefjæl til en stiv vogn med en slags træktøj for enden til en hest. Mor og Musse, vores trofaste islænderhest, slæbte den fyldte slæber ud på læggepladsen, og her nede stod Martin og tog imod og lagde tørvene ud på tørrepladsen. Så snart den fyldte slæber gled af sted, så skulle jeg være parat med den tomme, som først skulle vendes. Under denne vendemanøvre kunne det hænde, at jeg lod den dumpe lidt hårdt ned med det resultat, at den tørre smuld hvirvlede op i øjnene på far, som stod nede i graven. Så kan det nok være, at der vankede skældud. Ligeså hvis man ikke hurtigt nok kunne få tørven væk fra gravens kant. En dag var det særlig galt med disse nævnte ting og efter en del skældud endte det vel med, at jeg blev stædig. Jeg skulle vise ham noget andet og lod slæben falde lidt tungt, så støvet rigtig kunne fyge rundt. Hvad der herefter skete, husker jeg ikke så nøje. I hvert fald blev det i denne sommer, at min beslutning blev taget, om at nu må dette mosesjov have en ende. Far havde en gang fortalt, at han kun var 8-9 år, da han første gang kom ud som flyttedreng. Skulle der så være noget i vejen for, at jeg med mine 11 år ikke også kunne stå på egne ben.
Min nogenlunde jævnaldrende skolekammerat Hartvig, søn af malermester Hovgaard, spurgte mig en dag hen på foråret 1931, om jeg ikke kunne tænke mig at afløse ham som præstegårdsforpagterens hjorddreng. Her var min store chance, tænkte jeg. Når Hartvig kunne, så kan du vel også. En aftale kom i stand. Den gik ud på, at Hartvig skulle forelægge sagen for forpagteren, som jeg så senere aftalte sommerens fæstemål med.
Jeg skulle have 50 kr. for sommeren plus kost og logi og var naturligvis højt oppe og ville under ingen omstændigheder have fars medvirken ved fæstemålets indgåelse. Det skulle jeg nok selv klare. Far tog det for øvrigt meget roligt og erklærede med fast overbevisning, at det måtte jeg skam selv om. ”Dine forpligtelser skal du ikke prøve på at rende fra. Når du har fæstet dig for sommeren, så er det ikke 14 dage eller en måned, men hele det gældende fæstemål”.
Den 1. maj var det vist nok en meget slukøret dreng, som drog af sted mod præstegården med skoletaske og alle de øvrige pakkenelliker under armen. Først da begyndte konsekvenserne af min beslutning så småt at gå op for mig.
Præstegårdsforpagteren havde bolig i den vestre ende af den daværende gamle præstegård, og lige udenfor vinduerne var der den stejle skråning op mod kirken. Forpagteren var ungkarl, vel omkring 40-50 år, og havde en husbestyrerinde, som hed Grethe. Forkarlen, eller hvad man nu skal kalde ham, hed Charles og var søn af Axel Christensen, som boede i fattighusets nordøstlige lejlighed. Charles havde sit kammer ude ved kostaldens forgang, hvor loft og vindue var af samme slags som inde hos køerne, nemlig hvælvinger og jernvindue. Som yngste dreng overtog jeg Hartvigs seng, som stod op mod skorstenen i forpagterens sovekammer. Her var samtidig opbevaringssted for alle hans remedier til biavl så som slyngemaskine, vokstavler med mere.
Der foruden stod der også en rugemaskine. Forpagteren var nemlig også fjerkræavler, så her var også diverse tilbehør så som fodertrug, kyllingemoder med mere. Sovekammerinventaret var jo unægtelig af en lidt blandet sammensætning, men hvad betød det, når sengen, et stort skrummel af en jernseng, var god at ligge i og ydermere var anbragt lige op ad en varm skorsten, hvilket havde sin fordel i den kølige efterårstid. Hvad komfort angik var jeg vel næppe bedre vant hjemmefra.
Forpagteren var en flink mand, og vi kom fint ud af det sammen. Husbestyrerinden Grethe lavede god mad og smurte nogle gode mellemmadder, som jeg fik med i skole og ud i heden, hvor jeg vogtede kreaturer og søer. Skolegangen gik man forholdsvis let henover om sommeren. Kun to dage om ugen fra kl. 7 til 13-24. Lektielæsning var der ikke meget af, men krævedes dog om end i begrænset omfang. Kun de elementære fag var på landsbyskolens timeplan. Disse var fuldt ud tilstrækkelige for at blive landmand. I disse fag fik vi til gengæld også en meget grundig undervisning, og med denne i ryggen klarede vi os da nogenlunde hæderligt sammenlignet med bybørnene. Var der nogen, som ville vide eller kunne mere, var det i høj grad den enkeltes egen sag at udvide deres kundskaber og viden på anden måde. Dette være ikke nævnt som kritik mod noget, men kun en konstatering af de faktiske forhold indenfor den daværende skolelovs rammer.
I daglig omtale kaldtes forpagteren altid for ”Spit”. Om ham kan det siges, at han var en alsidig og driftig mand. Måske endda forud for sin tid efter vore nuværende begreber. Hans måde at drive landbrug på vakte betydelig opsigt på egnen og var årsag til megen hovedrysten hos de gamle i faget. I de følgende linjer skal jeg give en lille skildring af hans særegne måde at drive husdyrhold på.
Kostaldens loft bestod af det man kaldte hvælvinger, hvor man under normale forhold opbevarede halm, hø eller korn. Men her fandt Spit på, at dette hvælvingeloft var særdeles velegnet til grise. Altså lavede han grisestier på loftet over køerne. Disse grisestier blev klampet sammen af alskens gamle pinde og bræddestumper og hvad han ellers kunne finde rundt omkring. Tilbage var nu kun de store problem: Hvordan fik man nu grisene derop på loftet. Også det vanskelige problem klarede ”Spit” på en ret genial måde. For enden af staldbygningen lå præstegårdens store mødding, som blev stablet op i højde med loftslemmen. Og op ad denne dæmning af møg blev grisene gennet op og ned. Ingen hekseri, kun behændighed. Så enkelt var det, og der blev plads til mange grise på dette loft. I alle ledige rum i lade og stalde gik der grisesøer. Disse var netop hans speciale. Som følge her af var der overalt en utrolig mængde smågrise frit rendende rundt omkring i lo, lade og på gårdsplads. Alle vegne mødte man disse smågrise. Hvordan disse fandt ud af, hvor de hørte til blandt de mange grisesøer, er mig en bestandig gåde.
Dødeligheden i gårdens grisebestand var selvsagt stor, såvel blandt de store som de små. En berygtet grisesygdom, som man kaldte nysesyge hærgede svinebestanden. Særlig blandt de større grise var dødeligheden stor. Denne sygdom bevirkede at grisenes tryner blev deforme og voksede dels opad eller ud til én af siderne. Som følge heraf gik grisene og nyste ligesom mennesker og nogle dyrearter. Når en gris døde, lige meget om det var en so eller en pattegris, så blev den altid begravet ude i møddingen. Det er næppe svært at tænke sig hvilken stank, der udbredtes her fra lige op ad skole og kirke. Når præstegårdens mødding tømtes, blev møget transporteret lige forbi skolens og lærer Thuesens vinduer med den tilhørende stank af diverse rådne grise og andet godt. For resten ikke så mærkeligt, at hr. og fru Thuesen en gang imellem protesterede og syntes at ”nu kan det være nok”.
Om sommeren, når kostalden var tømt gik alle køer, kalve og ungkreaturer ude i indhegningen i det man kaldte heden, et stykke ude ad Harrildvej. Her gik en blandet forsamling af køer, kalve og grisesøer i skøn samdrægtighed hele sommeren. Min vogtergerning bestod i at gå og passe på alle disse dyr. Genne søerne ind i en særlig indhegnet fold om natten og ellers om dagen gå og se efter at ingen brækkede ud af indhegningen.
Efterhånden som tiden nærmede sig, hvor søerne skulle fare, blev de hentet hjem og anbragt i de tomme kobåse, hvor de stod bundet ligesom køer med en jernring om halsen, som igen var fastgjort til bindselet, så de lige kunne nå at æde af krybben. Disse halsjern til grise blev fremstillet henne hos smeden efter forpagterens anvisninger. Aldrig før eller senere har jeg hørt eller set lignende måde at anbringe grise på. Vel ikke så underligt at gamle landmænd rystede på hovedet, når de kom og kiggede på sobestanden i kobåsene. Roderi og svineri var der overalt. Det flød med alskens skrammel, gamle vogndele, kasserede redskaber overalt ude såvel som inde. Midt i alle herlighederne gik grise og rodede sammen med en utrolig mængde høns. Spit var nemlig også fjerkræavler i stor stil. Omtrent hvor nu sportspladsen ligger, lå selve hønseriet med diverse hønsehuse og gårde.
De dage jeg ikke var i skole, drog jeg fra morgenen af ud til min vogtergerning mellem kreaturer og grisesøer. Mit arbejde omfattede også et stykke eng lidt længere ude ad Harrildvej. Det kaldtes Harrild- eng. Herude gik nogle ungkreaturer, som Spit havde på en slags græsningspension for sommerhalvåret. Hver anden dag var jeg ude at se til disse, dels for at tælle dem, men også for at ”slå” vand op til dem i et kar fra en grøft i nærheden. Mangen en tåre har jeg fældet over den brogede forsamling af grise og kvæg, når de brækkede ud af indhegningen og skulle bringes tilbage igen. Grisesøerne var langt de værste at have med at gøre. Altid var der besvær med dem, idet de nemt kunne smutte under den nederste tråd for straks herefter at stile hen mod Jens Nielsens kartoffelmark, som lå lige i nærheden af indhegningen. En sådan kartoffelmark virkede fuldstændig som en magnet. Når disse grisesøer brækkede ud og skulle bringe tilbage igen, så kunne man altid være sikker på, at de altid ville den modsatte vej, som man prøvede med mange besværligheder at genne dem. Tro aldrig, at grise er nogle dumme svin!
Hændte det, at der pludselig kom regn eller en tordenbyge, så var der ikke andet at gøre end at sætte sig på hug med ryggen mod bygen. Derved mindskedes risikoen for at blive våd på andet end ryggen. Sådan noget som regnfrakker var ikke bekendt for en hjorddreng at anskaffe sig, højst kunne der blive tale om en salpetersæk over hoved og ryg. Ind i mellem var der dog lyspunkter. Enkelte gange skete det, at en skikkelse dukkede op ned ad Sortebakkens vestside. På lang afstand kunne jeg genkende min mors skridt og vidste, at hun medbragte lidt ”godt” i form af et stykke kage eller lignende. Eller måske bare lige ville op og se, hvordan jeg havde det, om jeg var våd; eller måske kom hun med lidt tøj.
Således sneglede jeg mig langsomt gennem sommeren, og tiden nærmede sig, hvor grisesøerne og køerne skulle bindes inde. Så ville vogtergerningen indskrænkes til at tage ud og se til ungkreaturerne, som først senere skulle tages hjem. Nu var det bare med at bide tænderne sammen den sidste tid, der var tilbage og lade som ingenting. Kun tænke på min sommerløn på 50 kr., som stadigvæk var uberørt.
Efter høst var jeg ind imellem med, når der skulle tærskes og glemmer aldrig, når den store petroleumsmotor skulle i gang. Den stod i det såkaldte maskinhus i hjørnet mellem den kampestensbyggede lade og staldlængen. Først blev glødehovedet varmet op med en primus, derefter tog ”Spit” fat i det mægtige svinghjul og trak det rundt nogle gange. Udstødningsrøret fra maskinhuset gik et stykke langs med jorden og mundede til sidst ud i en gammel rusten mælkejunge. Lige inden motoren gik i gang, kunne det hænde, at den gav nogle mægtige drøn, som kunne høres over hele byen. Ofte skete det med en sådan kraft, at mælkejungen røg ud midt i præstegården. Når så endelig langt om længe at tærskeværket var kommet i gang, var det altid ”Spit”, der lagde i. Altid havde han en pibe i munden, såvel under tærskning som under andet brandfarligt arbejde i lade og lo. Ubegribeligt, at der aldrig gik ild i noget, eftersom gnisterne fra snadden altid røg og føg omkring ham. Ligeså kunne han banke den ud, med eller uden glød, på de mest utrolige og brandfarlige steder. Sært nok at det aldrig gik galt med hans letsindighed på dette område.
Da vi endelig nåede den længe ventede novemberdag, var der kort tid forinden sket det, at forpagter ”Spit” var erklæret konkurs. Som følge heraf havde han heller ingen penge til Charles og mig. Alt tegnede til at hele sommerens møje og besvær var fuldstændig spildt. Forpagterens kreditorer, nogle gårdmænd fra byen og egnen, plukkede til sig, hvad de kunne og ville ikke anerkende, at lønninger gik forud for alt andet. Far måtte kæmpe en kamp med dem, endda med loven i hånden, før at de gav sig og drengen fik sin sommerløn.
Om foråret havde jeg glædet mig til at komme hjemmefra, men glæden var sikkert endnu større ved udsigten til at komme hjem igen og i skole de fire dage om ugen.
Når man oppe fra kirken er kommet ned ad den stejle trappe med de mange trin og går videre hen mod den gamle skole, da begynder minderne at vælde frem. Årsagen her til er sikkert mest den, at alt står så godt som urørt fra hin forårsdag i 1933, da jeg for sidste gang stak penalhuset i bukselommen og med nogle gamle regnehæfter og stilebøger med mere trådte ud på den endnu liggende blankslidte trappesten, og med blandede følelse begav mig på hjemvejen. Måske er det sket enkelte gange, at en lille tåre er piblet i øjenkrogene, når jeg standsede lidt op ved den føromtalte trappesten. Vender man blikket om mod legepladsen, mangler her kun ”det lille hus”, som det hed i dagligtale, når man skulle bede om at gå på WC. Det var indrettet i to afdelinger for henholdsvis drenge og piger. Her var det en almindelig morskab at se, hvem der kunne tisse så højt, at vandet kunne pladre helt op i vinduet, som sad lidt højt. Denne spøg gav for øvrigt ofte lejlighed til et par lussinger til den formastelige, som fandt på den slags kunster, hvis det opdagedes.
Her på denne plads har flere generationer børn leget og tumlet gennem årene. Mangen en tåre er fældet og flere indbyrdes stridigheder med tilhørende øretæver har her fundet sted. Den blankslidte trappesten vidner om generationers slid på den med sin generations karakteristiske jernbeslåede, spidsnæsede træsko, som både piger og drenge gik med. Jeg husker, da de mere moderne træsko begyndte at komme frem, de såkaldte franske træsko. Vi plagede far for at få et sådant par træsko, men fik altid det svar, at de spidsnæsede er bedre, idet de bedre kan klyve vinden, når man skal rende stærkt.
På den åbne plads langs bygningens nordside stod vandposten. Her var samtidig skolens boldplads. I begyndelsen af skoletiden spillede vi langbold, hvortil anvendtes et såkaldt boldtræ. Spillets regler husker jeg desværre ikke. Mod skoletidens afslutning begyndte vi at spille fodbold, hvor målstolperne markeredes af en hue eller trøje. Skete det i kampens hede, at bolden røg igennem en rude ind til opholdsstuen eller bogsamlingen, ja, så stod hele klassen solidarisk ved indsamling til en ny rude, som dengang kostede ca. 3 kroner. Når bolden engang imellem skulle fornyes, når den var slidt til sidste trævl, var det ligeså ved fælles indsamling. I skoletidens sidste år skal også lige nævnes, at på ovennævnte vandpumpe hængte i en kæde af et kotøjr et drikkekrus, endda emaljeret, til fælles brug.
Som før nævnt står den gamle skole nøjagtig i samme skikkelse i dag som i 1926. Af vegetation omkring skolebygningen findes kun hvad Vorherre i sin tid har plantet og stadigvæk fornyer. I disse primitive omgivelser, ikke et træ, en busk eller en enkelt blomst fandtes, trivedes vi i min generation for øvrigt ganske udmærket. Vi var lykkelige med vores til rådighed stående små midler. Vi fik kun den morskab og sjov, som vi selv var i stand til at frembringe, hermed var vi tilfredse. Slagsmål, tumult og de hermed forbundne skader, så som knuste ruder, lampekupler samt et i forvejen skrøbeligt inventar var vi altid solidarisk forpligtede til gennem fælles indsamling at erstatte. Kommunen skulle ikke belastes økonomisk med sådanne ting.
I disse nævnte omgivelser begynder min skolegang i 1926. Om det var om foråret eller om efteråret husker jeg ikke. I en ganske kort tid var gamle lærer Mark min første egentlige lærer. Jeg husker bl.a. at vi skolebørn var med til hans begravelse. På hans gravsten på Øster Hornum kirkegård står: ”Jens S. Mark. Lærer og kirkesanger i 43 år. F. i Byrsted 1857, d. i Ø. Hornum 1926”. Hans lærergerning må være begyndt i 1883. Agtet og afholdt var han, såvel bland ældre som yngre, måske mest blandt de ældre. En skolemand af format af den gamle slags. Efter datidens målestok tilpas streng, men alligevel med en vis forståelse overfor de dårligere stillede børn. Dem var der mange af dengang.
Det jeg mest husker om Mark som lærer var hans særprægede måde at lave streger på tavlen på, idet disse streger var halvmåneformede. På disse til dels halvrunde linier lærte vi at skrive vores første bogstaver og tal. Senere ved lærer Thuesen skulle vi omstilles til at skrive på lige linier. Det voldte os en del besvær. Hvem af os af ti dens skolebørn husker ikke lærer Marks ansigt, som han sad der ved katederet. Det lille fipskæg, guldlorgnetterne med fjederklemmen om næsen og den ofte lidt strenge mine. Han kunne også en gang imellem give et lille rap over fingrene, når det skønnedes nødvendigt.
Lærer Mark var den typiske landsbyskolemand af den gamle slags, der ikke kun underviste i enkelte fag, men beherskede til fulde dem alle. Når lærer Mark fortalte historie fra gamle dage, blev der virkelig lyttet efter. Mine forældre, som hele deres skolegang (lige bortset fra mor, som i en tid gik i Godthåb skole) begge gik i skole ved lærer Mark, fortalte at i deres skoletid drev lærer Mark også lidt landbrug med et par køer, grise med videre. ”Skolelodden”, som ligger langs Harrildvejen var skolens jordtilliggende. En gammel mand i Øster Hornum, kaldet ”Frendrup-Lars”, passede lærer Marks landbrug, dog ikke mere end at i skoletimerne kunne lærer Mark midt i regnetimerne bede én af drengene om lige at rende op og flytte køerne eller lignende.
Da jeg begyndte min skolegang var dette lærerlandbrug nedlagt, men tilbage stod stadigvæk de gamle kobåse, som nu brugtes til kirkestald. Samme staldbygning fungerede i mange år som byens posthus. Her holdt den gamle landpost Frandsen med sit hestekøretøj. Al afhentning og indlevering af pakker til videre forsendelse fandt sted her fra denne staldbygning.
Lærer Mark havde en søn, som hed Johannes, som dengang kunne vel være 12-13 år. Af ham fik jeg min første cykel. At den så ikke kunne køre er en helt anden sag, det skete på følgende måde: Lige ud for ”posthuset” i bakken lige ind mod kirken, var der en kridtgrav, næsten helt henne ved trappen op mod kirken. Her kan jeg huske, at der blev gravet kridt. Som følge heraf opstod et stort hul. Her var lærer Marks, og måske flere andres, losseplads. Her gik skolebørnene en gang imellem og rodede i de henkastede efterladenskaber og gammelt skrammel. En dag var jeg så heldig, at Mark lige havde været der med en børfuld skidt. Mellem skidtet var der også en gammel rusten drengecykel, som en gang havde tilhørt Johannes Mark. Jeg var den første, der fik slået en klo i køretøjet, men turde ikke tage den med hjem, før jeg havde snakket med Mark, som så igen henviste mig til Johannes, der så endelig gav sin tilladelse. Det var selvsagt en lykkelig knægt, der den dag med liget slængt over nakken drog hjem fra skole. At den så på grund af ælde og rust aldrig nåede at komme ud at køre, er en helt anden sag.
Lærer Marks kone var sygeplejerske. Hun blev altid respektfuldt nævnt som fru Mark, aldrig ved fornavn, hvilket var ret udsædvanligt dengang. Fru Mark, lad mig fortsat kalde hende sådan, har utvivlsomt været den første hjemmesygeplejerske i kommunens historie, endda ulønnet. Var det småskavanker, det drejede sig om, var det ret almindeligt at folk først gik over og lod fru Mark se på det, inden man gik til doktor, idet fru Mark kunne kurere buldne fingre, fnat med mere og sparede derved mange for en Nibetur til doktor.
En sådan hændelse bør lige i denne forbindelse nævnes. Far havde været et sted, hvor han havde hængt sin lue og halstørklæde fra sig. En anden havde imidlertid også hængt sit hovedtøj på den samme knage. Det var ret almindeligt og ikke spor mærkeligt, at man gjorde det. Nogen tid efter fik han en frygtelig kløe i huden omkring halsen. Det var ligesom vabler, som efterhånden udviklede sig til små væskende sår. Han og mor var efterhånden blevet enige om, at det måtte være en form for eksem. En dag blev det bestemt at han hellere måtte lade fru Mark se lidt på det, da det blev værre og værre med kløen. Så den fastsatte dag inden at han skulle af sted, skulle han lige har en ren undertrøje og skjorte på, som det sig hør og bør i sådanne tilfælde. Da han havde skiftet, skulle han lige kigge lidt på det aflagte undertøj. Så opdagede han til sin rædsel at halslinningen på undertrøjen og skjorten var fyldt med lus. De eneste levende væsener han var bange for. Det var de små kropslus, som vanskeligt kan ses og gerne optræder de her nævnte steder. Bagefter var de rørende enige om, at det var godt de selv opdagede hvilken slags ”eksem” der var tale om, før han var nået om til fru Mark.
I Øster Hornum skoles historie har gamle lærer Mark sat sig dybe spor. Foruden en navnkundig historiker og afholdssagens ivrigste forkæmper var han også en meget belæst mand. Megen tid har han tilbragt med granskning på landsarkivet i Viborg. Han forskede meget i de forgangne slægter. Om denne side af lærer Mark er jeg ikke kompetent til at skildre, det må overlades til bedre vidende fagmænd.
Efter lærer Marks død, indtil den ny førstelærer blev ansat, virkede fru Mark som en slags vikar. Jeg kan huske, at fru Mark holdt skole en kort tid efter lærer Marks død. Som hans afløser ansattes omkring 1927 lærer H. C. Thuesen som førstelærer. Han kom, så vidt jeg husker, nede fra Vejleegnen og hans ankomst var naturligvis imødeset med den største spænding af såvel bøn som forældre. I forvejen var der blandt navnlig de større børn blevet snakket en del om, at den ny lærer var en ret lille mand, og man mente derfor som følge heraf, at der så måtte være mindre kraft i lussingerne, idet at det var en udbredt opfattelse, at disse altid hørte med til skolegangen.
H. C. Thuesens første skoledag står fast forankret i min erindring, selvom jeg hørte til de ”bette”, dvs. første klasse. Han skulle jo den første dag ses an, og samtidig tages mål af med hensyn til de førnævnte lussinger, strengheden i hans mimespil osv. Hans lille dreng, som hed Thue og som kunne vel være omkring 3-4 år, var med sin far i skole den første skoledag. Han sad og legede med et eller andet ved siden af sin far, mens denne var i gang med sin første undervisning.
De nærmere enkeltheder omkring denne min første skoledag er, lige bortset fra de her nævnte ting, gået over i glemselens dunkelhed. Enkelte små detaljer har dog af en eller anden grund brændt sig fast, men dukker kun op brudstykkevis og er uden egentlig sammenhæng.
De sidste skoleår huskes naturligvis bedst, hvilket er ret naturligt, eftersom indlæringsevnen udvikles i takt med legemets øvrige funktioner. Som førstelærer havde vi Thuesen resten af skoletiden ud. Derimod var der stadig skiftende folk i andenlærerembedet, hvilket vel skyldes at det var et ret så ”magert” embede, som man ikke bestred længere end højst nødvendigt. Disse andenlærere havde også stor betydning for min skolegang, dog blev det H. C. Thuesen, som så afgjort fik den største betydning for mig, og jeg vil med glæde håbe, at han må få lejlighed til at læse disse linjer af en tidligere elev, som han, måske ubevidst, har givet en god ballast med ud på livets urolige, ja endog stormfulde, piskende hav. Her tænker jeg først og fremmest på religionstimerne. Jeg tror at der næppe fandtes nogen, som kunne gøre bibelhistorie mere levende en Thuesen. Mange vil måske have en anden opfattelse, sådan vil det altid være med religion.
Som nævnt fik Thuesen en stor betydning for mig. Retskaffen og redelig i hele sin færd. Samtidig var han agtet og respekteret af såvel forældre som af børn. Dette gav sig udslag på mange måder, bl.a. ved at mine forældre altid sagde: ”Har I fået lussinger eller af spanskrøret af Thuesen, ja, så er der ingen tvivl om, at det har været velfortjent, så kom ikke her og beklag jer”. Dette er en klar tilkendegivelse af Thuesen som en opdragende og afstraffende faktor, hvorom enhver tvivl om rigtigheden i hans dom og straf ikke kunne drages i tvivl. For samfundets dårligst stillede børn nærede Thuesen dybe følelser, hvilket kom til udtryk flere gange. Landbobørnene måtte dengang hjælpe meget til derhjemme. Så meget at det ofte kneb med lektielæsningen. Også her udviste Thuesen ikke så lidt forståelse. Ligeså tog han vidt hensyn til dem, der havde langt at gå til skole, samt hvor meget de skulle udrette derhjemme, inden de begav sig af sted til skole om morgenen.
Jeg husker et tilfælde. En dreng og hans søster kom fra et meget fattigt hjem, ude fra den yderste ende af sognet, nær sogneskellet ude ved det man dengang kaldte ”Privatvejen”, som ligger ude på Trantens sydligste ende. Om vinteren var der mørkt, når de gik hjemmefra om morgenen, ligeledes var der mørkt, inden de nåede hjem efter skoletid. I sne og regn, i jernbeslåede spidsnæsede træsko, ad hullede og opblødte veje traskede disse børn, og andre med, fra disse afsidesliggende kanter til og fra skole i Øster Hornum fire dage om ugen om vinteren og to dage om sommeren. Disse børns påklædning var ofte mangelfuld og i vinterens kulde ganske utilstrækkelig. Det er ikke svært at forestille sig hvordan disse børn så ud, når de nåede skolen og havde vadet igennem meterhøje snedriver i de bare træsko. Thuesen kunne føle med disse børn fra småkårshjem, der i sandhed oplevede samfundet fra dets hårde side. Han bar over med dem, når det kneb lidt med salmeverset.
Som min sidekammerat i det første skoleår havde jeg en dreng, der kom fra et lille stråtækt hus, som lå et godt stykke ude på heden lige øst for søen. I huset var der ingen gulvbrædder, bar jord i stuen. Han var rødhåret, og som følge heraf blev han ofte drillet, hvilket gjorde mig ondt. Når det kneb, hjalp jeg ham med at slå fra sig, så godt jeg kunne. Drengen var dog aldrig alene. De små trofaste, kriplende følgesvende fulgte ham overalt. Som følge heraf sørgede jeg altid for at holde hovedet i behørig afstand fra ham. Fattigere hjem end hans fandtes vist ingen steder dengang. Også her manede Thuesen til at vise hensyn og tålte ingen drillerier. Hvad dette angår, så var børnene vel ikke anderledes dengang med disse ubetænksomme drillerier end i dag. Thuesen forstod at gribe ind i tide, når disse uheldige tendenser var under opsejling.
Én af datidens mest markante og særprægede skikkelser her på egnen var Rakker-Else, som en gang imellem kom til byen for at tigge og straks var omgivet af en hujende flok unger. Det skortede aldrig på advarsler fra Thuesen på den slags tendenser. Hjalp det ikke, så faldt de frygtede lussinger, først på den ene side, dernæst på den anden, for som han sagde: Ellers kunne man blive skæv.
Foruden de føromtalte lussinger, som jeg prøvede nogle gange, (hvem er fejlfri i skolen?) så var Thuesen også i stand til at svinge spanskrøret, selvom det forekom sjældent. Kun en eneste gang i hele min skoletid smagte jeg ”Mester Erik” og glemmer det aldrig. Klassen var til gymnastiktime, som foregik i forsamlingshuset eller ”Salen”, som den kaldtes. Midt i timen forlod Thuesen et øjeblik ”Salen”. Imens var Kris og jeg ivrigt optaget af at underholde hele forsamlingen med at illustrere, hvordan to hunde optræder under deres parring. Hele flokken var så ivrigt optaget af forestillingen, at ingen havde bemærket, at også Thuesen pludselig stod som tilskuer. Kris og jeg fik besked på at indfinde os i klasseværelset efter gymnastiktimen, men ingen af os anså forseelsen for at være alvorligere, end den kunne afgøres med et par lussinger. Heri tog vi skammeligt fejl, idet Thuesen bad mig gå ind til hans kone og bede om spanskrøret. Dette var min skoletids tungeste gang. En tung gang, som jeg enkelte gange har set at andre måtte vandre, men aldrig troet at det skulle overgå mig selv. Selve slaget fra spanskrøret i bagdelen var vel til at bære, det var ikke så meget det, jeg frygtede mest. Nej, det var dette at skulle ind og bede fru Thuesen om spanskrøret, som vejede tungest. Et sådant ærinde plejede normalt kun at overgå klassens allerværste rødder. Altså blandt disse hørte jeg nu hjemme og det var det skammeligste indtryk, man kunne give fru Thuesen. Jeg må jo have ført an i den føromtalte ”leg”, siden det blev mig, der fik den sværeste del af straffen. Thuesen lagde ikke fingrene imellem, da røret hvinede i luften under nedslaget. Tredje og sidste fase af afstraffelsen var ikke den mindre væsentlige. Skulle man nu selv fortælle det derhjemme, hvad vel nok var det rigtigste, eller vente til far og mor før eller senere ville få at vide, at der havde vanket af ”Mester Erik”. Også dette kunne give anledning til alvorlige skrupler, så det var nok bedst at sige det selv.
Skolens årlige juletræ var et kapitel for sig. Noget vi så hen til lang tid i forvejen, og som altid afholdtes traditionen tro tredje juledag i ”Salen”. Her var Thuesen på hjemmebane med sang, violinspil og leg til fryd for både voksne og børn. Der blev leget, tumlet og ”spetaklet”, så det gav genlyd i ørerne lang tid efter at vi var kommet i seng.
En rigtig varm sommer dag, sådan når temperaturen i skolestuen nærmede sig det uudholdelige, kunne Thuesen pludselig udbryde: ”Skal vi gå en tur i søen og bade”. Selvfølgelig blev der skreget ”Ja” i vild jubel, og så kan det nok være, der blev en raslen med griffelkasser og tavler. Alt blev pakket sammen i en fart. Kort tid efter startede hele karavanen til fods mod søen, som lå knap en times gang fra skolen. Fru Thuesen fulgtes med pigerne på den ene side af søen, mens begge lærerne havde drengene på den anden. Badetøj med tilhørende håndklæde var et ukendt begreb, idet nogle løbeture langs søen udgjorde det samme. Efter et par timers badning gik turen atter hjemad mod skolen. Herefter kunne det hænde, hvis det var meget varmt, at vi fik fri resten af dagen. En herlig afbrydelse i den daglige trummerum.
Undervejs hjem fra skole var det ikke sjældent, at vi sloges, når lejlighed bød sig. Mangen et privat mellemværende, som intet havde med skolen at gøre, ordnedes under disse hjemture. Af andre drenge på Nihøjevej, som den hedder nu, kan nævnes Kristian, Egon og den lidt yngre Svend samt Emil. Vi drenge fra vejen enedes temmelig godt, måske lige med undtagelse af når vi hver især havde en skadeeller kragerede at skulle holde øje med. Skete det at en af os forgreb sig på den andens krageæg, kunne der nemt opstå lidt uvenskab, men som regel af kortere varighed. Længere oppe ad vejen boede tre tøser, der var krigslystne som de hårdeste drenge. Disse tre piger, især den ældste, voldte os umådelige kvaler. Med disse piger førtes der mange drøje fejder på hjemvejen fra skole.
Lige ved indkørslen til vort hjem var der dengang en gammel kridtgrav. Her havde min bror Martin og jeg bygget en lille hytte af gamle bræddestumper og sække. Her i denne hytte havde tøserne fra og til skole fået den vane at gå ind og besørge deres private ærinder til stor fortrydelse og harme for os. Disse ”småærinder” var i høj grad en medvirkende årsag til disse drabelige sammenstød. Jeg husker en gang, at der forekom en sådan voldsom træfning mellem drengene fra vejen og os på den ene sig og samtlige tre tøser på den anden. Den ældste af tøserne havde haft held til at strigle Martin godt igennem med en kæp lige tværs over ansigtet. Ude af sig selv af raseri styrtede han af sted hjem og ind i spisekammeret for at hente brødkniven. Lige inden han nåede at få fat i denne, dukkede vores mor pludselig frem. Dette bevirkede, at hævnaktionen hurtigt kølnede af, så enhver form for blodsudgydelse blev undgået.
I klasseværelset kunne vi lave en umådelig mængde dårlig luft. I reglen kunne den spores til sin ophavsmand, men ofte opstod den i dybeste stilhed. Når det gik særligt livligt til, var der ligefrem lidt konkurrence om, hvem der også turde lade en smule lyd sive med ud. Her kneb det ofte med at ramme måde. De første par gange fremkaldte måske lidt fnisen hist og her. Tredje gang skulle det prøves med lidt mere lyd og så kunne det gå galt. En dag midt i timen under en sådan manøvre skete en voldsom eksplosion. En rødhovedet Martin, med alles øjne rettet mod sig, afslørede sig staks som synderen og blev omgående lempet udenfor for at lufte ud. I frikvarteret var der sammenstimlen om Martin for at beundre hans dristighed og mod, men han bedyrede højt og helligt, at det ikke var hans mening at den skulle ”drønes af”. ”A trowe jo at a ku lunte den lidt o i det stille”, forklarede han med en gravalvorlig mine.
Om sommeren gik vi altid barbenede iført de karakteristiske spidsnæsede træsko, senere gummisko. Efter skoletid blev disse straks sat til side, det gik ikke an at slide for meget på dem. Så gik vi resten af dagen med de bare tæer. Under fødderne dannedes ligesom et hornlag, som virkede på samme måde som en skosål, og vi kunne med lethed løbe på en stubmark, uden at kunne mærke det. En gang hændte det, at vi løb om kap ud til Utta (Høj ½ km nord for Øster Hornum. I slutningen af 1800-tallet boede her en smed i en meget primitiv hytte. Han blev mormon og rejste til Utah – deraf navnet) på bare tæer på den dengang grusede landevej.
Hen på efteråret, når vejret begyndte at blive køligere, gik vi i de såkaldte stunthoser eller støthoser, som de også kaldtes. Disse adskilte sig fra almindelige hoser ved at være uden sål. Under svangen var der et stykke strømpebånd, men overdelen af foden var hæftet til en tå med en lille strop. De var både praktiske og økonomiske i brug, idet der intet var underneden som kunne slides på.
Min skoletid var i flyvningens barndom, og det hændte, at der midt i undervisningstimen lød en brummen. En flyvemaskine nærmedes sig. Under megen larm fra alle børnene fór vi alle hen ti vinduerne for at tage tingesten i nærmere øjesyn. Det gik jo ikke så stærkt den gang. Thuesen gav os gerne lov til at løbe udenfor, hvor hele flokken stod i måbende forundring og kiggede efter den, så længe der var antydning af brummen i luften.
Skolebygningen var indrettet med et klasseværelse i begge ender af længen. Disse var forbundet med en lang gang. Her stod træskohylderne langs væggen samt knagerækker på begge sider af gangen. Midt mellem klasseværelserne lå opholdsstuen. Herfra gik man ind i et lille rum med en bogsamling med et lille udvalg af gamle slidte bøger. Hovedparten af disse var de gamle velkendte børnebøger, mange med løse blade og bind, og næsten totalt udslidte. I opholdsstuen var der et par reoler med små firkantede rum beregnet til de små madpakker. Disse bestod i reglen af et par skiver rugbrød med sukker på, og altid indpakket i en side af ”Aalborg Amtstidende”. Af andet inventar var der kun et par lange borde med tilhørende bænke.
Opvarmningen af klasselokalerne foregik med en meget stor rund kakkelovn, som nåede fra gulv til loft. På væggene hængte diverse landkort samt billeder af fortidens historiske personer, blandt andet Kristian d. 2., Grundtvig, Kristen Kold m.fl. Disse billeder tjente til såvel undervisning som til den eneste udsmykning. Her fandtes ingen samlinger af naturhistorisk eller teknisk art til undervisningsbrug. De indvendige forhold svarede egentlig ganske godt til de udvendige. Ingen træer eller buske, trist og fantasiløst som håndværkerne afleverede skolen til kommunen omkring århundredeskiftet.
Allerede i min skoletid taltes der nu og da om, at man trængte til en ny skole. Lærer Thuesen førte en hård kamp for at overbevise de kompetente myndigheder om, at en ny skolebygning var stærkt påkrævet. Der skulle imidlertid gå adskillige år, før drømmen om en sådan kunne realiseres. Fremsynede mænds kamp herfor har imidlertid ikke været forgæves, hvilket ses af, at man nu har en skole, som ingen i min samtid i deres vildeste fantasi ville have tænkt sig. Nok kan det siges, at sådan var landsbyskoleforholdene den gang i al almindelighed, og Øster Hornum skole var vel ingen undtagelse fra reglen.
Øster Hornum kommune var i mine ”gamle dage” så langt fra nogen foregangskommune, hverken i skolemæssig eller social henseende. Her lader jeg tankerne gå tilbage til krigens tid, eller umiddelbart derefter. I en sommerferie var jeg en tur i Sønderholm Hede og fik her forevist et nyt ”kommunehus” (Moldberghytten), bygget langt ude i lyngen. Borte fra skole og alfarvej, uden tanke og hensyn for de her anbragte familiers børn og deres færden til og fra skole. Om det står der endnu ved jeg ikke, men i så fald må det stå som et monument over en kommunes fejltagelse i menneskelig henseende. Min dom over den generation, hvad den gjorde for den opvoksende slægt kan måske synes hård, men er samtidig en konstatering af manglende vilje og evne til at forbedre forholdene for de dårligst stillede samt den opvoksende generations ve og vel.
I det følgende vil jeg forsøge at stille tiden tilbage så godt som det er mig muligt til omkring min skolegangs begyndelse og fortælle om dens lærere i tidsrummet 1926 til 1933. Det var almindelig kendt, at andenlærergerningen langt fra var noget ”fedt” embede, hvilket bevirkede at disse aldrig nåede at blive ret gamle i embedet. Nogle af dem går over i historien uden de mange ord, men andre kan der med god grund standses lidt op ved, idet de har gjort sig bemærket på en mere eller mindre heldig måde.
Min første andenlærer hed, ja, lad os kalde ham Olsen. Jeg husker endnu hans ansigt med det mørke tilbagestrøgne, glatkæmmede hår og de runde briller af den type som man i dag kalder ”sygekassebriller”. I den sydligste ende af lærerboligen lå en lille ungkarlelejlighed bestående af en stue og et lille køkken, vist ikke mere. Her boede lærer Olsen i sin ungkarletilværelse. Selve hans lærergerning, samt hans omsorg for at børnene fik lært noget af det, som var den egentlige hensigt med deres skolegang, skal jeg her gå let hen over. Forstået på den måde, at hans lærdom var ”middelmådig”.
Her skal lige fremdrages enkelte træk og hændelser, som forekom i hans lærertid, som refererer til ovennævnte bemærkning om hans gerning. Lærer Olsen havde stor fornøjelse af at få en dreng, lad os kalde ham Peter, til at fortælle historier i timen om hvad der foregik derhjemme. Til underholdning for sig selv samt til tidsfordriv for hele klassen. Peter fortalte glædestrålende løs om alt, hvad der foregik derhjemme af ”kunster” og tossestreger på den mest bramfri og jævne fortællemåde. Her blev så sandelig ikke lagt skjul på noget som helst, hverken i handling eller i ordvalg. Til stor morskab for hele klassen. Jeg husker således en gang, hvor klassen trængte til en ”opstrammer” at Olsen spurgte Peter, om ikke han havde en god historie at fortælle i dag. Forslaget blev naturligvis modtaget med store bifaldsytringer og med den troskyldigste mine gik Peter straks i gang. ”Jow”, sagde Peter, ”forleden aften havde vi fremmede derhjemme. Ved den sædvanlige sengetid blev vi jaget i seng. I sovekammeret, som lå lige ved siden af stuen, stod vores seng, som vi begge, min bror og jeg, lå i med hovedet i hver sin ende. Da vi var kommet i seng, kunne vi naturligvis ikke sove, for der skulle selvfølgelig lyttes efter, hvad der blev snakket om inde i stuen. Én af os fandt på, at vi skulle se, hvem af os, der kunne slå den største skid. Det blev mig som slog den første, og selv syntes jeg, at den var ret stor, men så skulle I have hørt én, som min bror leverede. Den bragede så a trowe katteme at ruderne blæste med ud. Men så pludselig gik døren til stuen op, og ind trådte fatter og skældte os krukken fuld og forlangte øjeblikkelig ro”. Olsen morede sig kosteligt sammen med klassens øvrige tilhørere over den bramfri historie.
Jeg husker også, at vi i skolen fik nogle børneblade, som vi kunne tage med hjem og læse og derefter tage dem med i skole igen til den næste læser. Også Peter fik en gang et sådant blad med hjem til gennemlæsning, men da han skulle aflevere det igen til Olsen, var det godt krøllet og godt beskidt, samtidig med at det ikke lugtede særlig godt. Ved synet af bladet i denne tilstand udbrød Olsen: ”Jamen Peter dog, hvordan er det at dette blad ser ud?”. ”Det skal a sej dæ, da bladet var læst, var det faldet på gulvet og kommet ind under chaiselongen, og her havde katten pist på det. Derefter lagde jeg det til tørre på komfyret, hvor der kom et bette kun’ ovnsværte på det, men det går af, når det har været læst nogle gange”, svarede Peter.
Disse historiefortællinger stod imidlertid på i temmelig lang tid, inden det en dag kom Peters mor for øre, at her var noget galt. Når han kom hjem fra skole og blev spurgt, om han kunne sin lektie i dag var svaret som regel: ”A bløw et høt”. Altid havde han været inde og feje hos Olsen eller været i brugsen og købe et eller andet eller gjort rent her eller ryddet op der. For det meste var han beskæftiget med alt andet end den egentlige skolegang og i undervisningstimerne gik megen tid med disse fortællinger om livet i hjemmet. Peters mors yngste søster gik i skole nogenlunde samtidig og gjorde vores mor opmærksom på, at Peter intet som helst fik lært hos lærer Olsen. Nogen tid efter havde Peters mor lærer Olsen i en mere alvorlig skole og ”læste ham teksten” og foreholdt ham det uansvarlige i drengens undervisning. Om dette hjalp ved jeg ikke, for kort tid efter rejste han til et andet embede.
Så vidt jeg husker hed den næste andenlærer Nielsen og boede i den øverste lejlighed hos snedker Christian Lassen lidt oppe ad Harrildvejen. En meget flink og afholdt lærer, som i sin ret korte tid nåede at få rådet bod på sin forgængers forsømmelser. En gang inviterede han hele sin klasse hjem til sig til en slags børnegilde med dertil hørende traktement og sluttede af med forskellige børnelege. Grunden til at jeg særligt husker denne komsammen var, at jeg havde fået min søsters sko på, idet at jeg ingen sko havde som kunne passe. I reglen var to par sko nok til os tre børn. Hvis ikke den enes kunne passe, kunne måske den andens. Sjældent hændte det, at vi alle tre skulle af sted på én gang. Endnu så mange år efter husker jeg, hvordan Ellens sko klemte mig på tæerne og gjorde frygtelig ondt, når vi skulle lege blindebuk.
Lærer Nielsen var, så vidt jeg husker, ikke ret længe i embedet og efter ham kom der en anden, som hed Enevoldsen. Om ham husker jeg egentlig ikke så meget, men han har utvivlsomt været en god lærer. Under morgensangen gik han altid frem og tilbage foran kakkelovnen, om vinteren med overfrakken på, med sangbogen holdende højt foran sig i begge hænder. Han bar altid guldbriller, hvilket den gang var ret bemærkelsesværdigt, idet disse, sammen med den sorte overfrakke, gav ham et ret aristokratisk udseende. Også han boede hos den førnævnte Christian Lassen.
Efter ham kom en anden, lad os kalde ham Pedersen. Han var så afgjort en dygtig lærer, og af ham lærte vi meget, navnlig hans religions- og geografitimer vil huskes. Hans største svaghed var en total mangel på humoristisk sans. Han kunne ikke, som lærer Thuesen, grine med, når der i klassen opstod en grinagtig situation. Nogle værre slamberter har vi sikkert været, og med en ny lærer skulle der altid afprøves, hvor langt det kunne gå an at gå. Hans største svaghed var som sagt hans manglende humoristiske sans, altid en alvorlig mine, skældte ud over rene bagateller og brugte flittigt ”røret”. Først var det de store tøser, som fuldstændig tog magten fra ham. Senere fulgte også de store drenge med. Til sidst opstod der en fuldstændig solidarisk klike af urostiftere, som var håbløse at have med at gøre.
Hans undervisning var der ikke noget at sige ham på, mere hans manglende pædagogiske evner til at holde styr på flokken. Lussingerne hængte altid løse i hænderne på ham. Han manglede lærer Thuesens evne til at adskille sjov og alvor hver for sig og skære den grimasse, som lige netop passede ind i den givne situation. At der kunne være saft og kraft i lærer Pedersens lussinger fik jeg en gang grundigt at føle. Anledningen hertil var følgende: En stor knægt, Robert, havde på én eller anden måde trådt mig over tæerne. Jeg husker ikke anledningen. Robert var noget ældre og betydeligt større end jeg, og således ikke så ligetil at tage kampen op med. I en undervisningstime stod lærer Pedersen bøjet over bordet til en elev og var således placeret med ryggen mod mig. Roberts ret store udstående ører var en fristende skydeskive for min finger-elastikbøsse med en hård papirkugle lagt tilrette. Jeg tog godt sigte og skød, men skæbnen ville, at lærer Pedersen lige i det samme vendte sig om og kom derved lige i skudlinien med det resultat at i stedet for Roberts store øre, ramte papirkuglen Pedersen under hagen. Denne kunne, på trods af mine energiske forsøg på at forklare sagens rette sammenhæng, ikke tro andet, end at den famøse kugle var tiltænkt netop ham. En sviende lussing lod sig ikke vente længe.
En anden gang var det Martin, som kom galt af sted. Det skete ved en lignende lejlighed, hvor lærer Pedersen var i færd med at undervise ved bordet foran med sin bagdel vendt lige mod Martin. For at få de bagved siddende til at grine, stak han sit penneskaft med pennen fremefter så nær til Holms bagdel, dog uden at røre. Pludselig rykkede lærer Pedersen en smule baglæns og rendte dermed lige ind i Martins pen med det resultat at den blev hængende i buksebagen og lidt efter faldt på gulvet. Pedersen tog penneskaftet op mens han kiggede sig omkring. Da Martin manglede sit , var han dermed afsløret som den skyldige. Et mægtigt latterbrøl fra hele forsamlingen gjorde ikke straffen mindre.
Efterhånden mistede lærer Pedersen fuldstændig magten over klassen. Mod den føromtalte klikedannelse af de store, en slags sammenrotning af alle ballademagerne, kunne lærer Pedersen til sidst intet stille op, og han søgte sin afsked.
Min skoletids sidste andenlærer hed Præcius Madsen og var fra Nibe. En forholdsvis ung lærer, men med et fastere greb om tingene. På forholdsvis kort tid fik han hele klassen rettet op. Det lykkedes ham også at genskabe lidt af den respekt, som nødvendigvis må til for ikke at hele klassen ender i anarkistiske tilstande. Præcius Madsen var en dygtig lærer, som jeg ikke er i tvivl om at jeg står i stor taknemmelighed til. En skolemand af format med mere forståelse for den enkelte elev end med klassen som helhed. Aldrig kan jeg mindes, at det har været nødvendigt for ham at tage korporlige afstraffelsesmetoder i anvendelse.
Denne beskrivelse, som er plukket lige ud af min hukommelse, mener jeg dækker nogen af de mest betydningsfulde hændelser, såvel de store som de mindre betydningsfulde i min skoletid samt alle dens lærere i dette tidsrum. Det vil næppe kunne undgås, at med lige så mange børn i en klasse så vil der altid være lige så mange opfattelser af en handling, en lærer eller en bestemt ting. I denne beskrivelse af min skolegang har jeg bestræbt mig for at være så nøgtern og realistisk som muligt. Således forstået, at denne beskrivelse kun kan dække min opfattelse af de her nævnte hændelser samt de i denne tidsperiode ansatte lærere.
Landbrugets mekanisering begyndte så småt i sidste halvdel af forrige århundrede, men kom først rigtig i gang efter 1900 med eksplosionsmotorens indførelse. I Guldbæk startede man omkring 1905 en slags “fællestærskeværksforening”, hvor de fleste af byens gårde, både “Østerside” og “Vesterside” var med. Det må her indskydes, at der havde vist ellers fra gammel tid været et vist modsætningsforhold mellem disse “geografiske” områder. Foreningens oprindelse fortaber sig i det dunkle, men man tager næppe fejl, om man tilskriver “Skovkresten”, gårdejer Chr. Axelsen Jensen, Skovgården, en stor del af æren.
En vægtig grund til at vove sig ud i eksperimenter havde man i maskinpasseren, Jens Nielsen, også kaldet den gamle smed. Han boede i det lille stråtækte hus øst for Guldbæk skole og var noget af et matematisk og især mekanisk geni.
I mange år passede han nidkært det indkøbte materiel: en stor petroleumsmotor med glødehoved og et skrummel af en halvrenser med pigtromle, begge mærket “Buaas”.
Kr. Dollerup, som i dag (1977) bor i ovennævnte hus, har fortalt, hvordan lærer Vold tog eleverne fra Guldbæk gl. skole med over at se den nye tids vidunder i funktion ved tærskning på Skovgården. – Det må 2 have været et eventyr: Ja, jeg behøver ikke at skrive må have været, for det var stadig et eventyr, et storslået sceneri, som mine kammerater og jeg oplevede det i årene op mod 1920. “Tæskværke kommer”. Var vi ikke samlede, så blev vi det hurtigt – det var vort “Cirkus i by”. Først kom, trukket af stærke heste, selve tærskeværket på små hjul og med ilæggerbrædt m. m, læsset oven i halmrysteren. Derefter et nyt spand slæbende den vældige motor, der var forsynet med et vandtårn, der næsten ragede op i himlen, en cylinder som et kanonløb og et svinghjul, bitte børn: At det var tungt, kunne vi se på “vognen”, svære træbjælker båret af 4 karetmagerhjul, der i hvert fald var dobbelt så kraftige som fragtmandens, der ellers var de sværeste, vi kendte af den slags.
Nået til gården, der skulle holde for, blev skytset kørt i stilling. Kornet, det drejede sig om, var gerne sat i stak tæt uden for laden, så halm og avner let kunne bringes i hus, men naturligvis måtte der heller ikke være for langt at bære de fyldte kornsakke. Hjulene på de to uhyrer blev dels gravet ned, dels spændt fast med bjælker. Der blev målt ud vatret af og banket pløkke i – alt under Smedens Argusøje. Havde der ikke været en vandtønde med i optoget, blev et par af hestene nu spændt for en ajletønde, der skulle jo hentes kølevand – 1200 liter, der skulle øses op i vandtårnet.
Vi drenge, som hidtil kun var blevet gennet væk, når den gamle fandt os for nærgående, blev nu beordret helt ud i periferien. Nu blev det jo direkte livsfarligt! Der blev hældt petroleum på tanken og sprit på blæselampe. Lampen blev pumpet og begyndte at hvæse og blev anbragt, så den varme ånde ramte glødehovedet.
Smeden, der havde hængt sin mørkeblå snorefrakke af vejen og nu optrådte i blåstribet lærredstrøje, gik rundt og “tryllede” med en smørekanden, alt imens han skævede til glødehovedet, om det snart havde den rigtige farve. Som gammel smed kunne han jo af glødende jerns farve bedømme temperaturen ret nøjagtigt.
Når den gamle fandt øjeblikket inde, blev et par stærke karle kaldt frem, håndtaget blev sat på svinghjulet, og efter et par omdrejninger gik motoren som regel i gang, og man åndede lettet op, Man vidste jo, at motoren kunne slå tilbage og lemlæste de modige og stærke karle eller rive håndtaget fra dem og kaste det langt bort til stor fare for de omkringstående. Men nu havde troldmanden tingene under kontrol. Han sneg sig ind på det buldrende og gungrende uhyre og stillede på Watts regulator, disse snurrende kugler, der for os drenge måske var det mest spændende ved maskineriet; det var jo dem, der bestemte farten.
Når farten var tilpas, kom næste farlige situation: Remmen skulle sættes på. Denne gang var det ikke den rå styrke, det kom an på. Mandskabet til rempåsætningen udvalgtes efter et helt andet princip: En af de tilstedeværende gårdmænd eller i det ringeste en forkarl fik et nik fra smeden. Den, der blev nikket frem som medhjælper var heller ikke noget uansvarligt brushoved. Der gik jo da historier om folk, der havde mistet både arme og ben ved sådan et remtræk.
At sådanne tærskeværk virkeligt var livsfarlige, forstås af teksten bag på dette billede: ”Marie og Peder Jacobsens søn, Anders Jacobsen, som blev slået ihjel af en tærskemaskine kun få timer efter billedet er taget 1920 – blev begravet den 23. januar på Vokslev kirkegård”.
Men var remmen først på og farten reguleret op igen, så pigtromlen derhenne i tærskemaskinen havde det rigtige omdrejningstal, kunne tærskningen begynde.
Hver mand var på plads. Et mandskab på 8 – 10 mand fra de implicerede gårde. Vigtigst var ilæggeren, dvs. i virkeligheden var han lige så underordnet som manden i stakken, og den der lagde på bræt, eller dem, der bar avner og halm fra eller “gulvede” halmen, eller dem, der passede sækkende og bar det dyrebare korn fra. Den, der styrede det hele, var og blev den gamle smed. Han var jo den, der kunne beregne, vor meget det kunne gå at putte i maskineriet under hensyn til strås og kærnes beskaffenhed, renhed m.v.
Det demonstrerede han tydeligt ved af og til at tage uret op af lommen og tælle, hvor mange neg, der blev puttet i pr. minut, og stemte tempoet ikke med hans beregninger, fik ilæggeren skam besked.
Det sidste par år smeden levede, måtte han, om end nødtvungent, give sine hemmeligheder fra sig. Dog havde han den triumf, at den gamle motors nykker blev så slemme, at han måtte tilkaldes et par gange.
Men smeden døde, og motorens nykker blev efterhånden så slemme, at ikke engang han ville kunne klare dem. Tiden var også ved at løbe fra foreningen. Nogle af medlemmerne havde selv fået kraft, vindmotor eller petroleumsmotor, nogle havde endog bedre og mere moderne tærskeværker.
Omkring 1925 blev motoren for sidste gang kørt i hus bag Niels Abildgaards lade, hvorfra den få år senere blev kørt bort som gammelt jern.
Niels Christensen (Smed) fra Sørup, der på den tid havde anskaffet traktor og vel egentlig begyndte egnens første maskinstation, overtog selve tærskeværket og de sidste kunder. Hans søn har fortalt mig, at de kort efter byttede tærskeværket med et større og mere moderne.
Sic transit gloria mundi! Således forgår verdens herligheder.
Der var ingen elektricitet på vor egn, og det var den almindelige opfattelse, at det hårde, hvide lys fra en 25 Watt pære var skadeligt for øjnene alligevel. Det var ikke et spørgsmål om “sure rønnebær”, det var virkeligt, hvad mange troede. Den opfattelse er selvfølgelig for længst faldet bort, men min far havde ikke elektrisk lys at læse ved, før han flyttede til Guldbæk, da han var 67, og han kunne stadig læse avisen uden at bruge briller til han var langt over 60. Jeg har selv læst meget ved petroleumslampens lys, og der er ingen tegn på, at det har skadet mit syn.
Der var noget hyggeligt ved det gullige lys fra en petroleumslampe, der, som regel, var ophængt midt over bordet i en dekorativ hænger. Der var også en masse arbejde forbundet med at holde disse lamper gående, og det faldt, som den naturligste ting i verden, til min mor. Beholderne skulde fyldes op hver dag med ildelugtende petroleum; hver dag i det mindste i de mørke vinterdage. Lampeglassene skulle pudses ofte, og vægerne skulle trimmes, osv., og så var der brandfaren ved sådanne lamper at tænke på.
Sommetider ville lampens flamme blive lav, og så blev vægen skruet op. Flammen blev lav, fordi lampen måtte konkurrere med kakkelovnen om iltforbruget i det lille rum med de lave lofter. Når så en dør blev åbnet, og der kom et pust af iltrig luft ind i stuen, ville lampens flamme skyde op og sende en sky af sort sod op fra lampeglasset, og det ville dale ned i et jævnt lag over alt i stuen. Det skabte ekstra og ubehageligt arbejde for min mor, da det nødvendiggjorde en ekstra og uundgåelig rengøring.
Jeg husker, at jeg betragtede sådanne hændelser som spændende afvekslinger. Jeg gav ingen tanke til det ekstra arbejde for min mor. Der er nok få børn, som virkeligt værdsætter det arbejde, som deres mor udfører. Min mors indsats i vort hjems vedligeholdelse var enorm.
Petroleum for vore lamper var det eneste “energi forbrug”, som kostede penge, og vi havde endnu ikke lært at tænke på det som energi. Energi betød for os muskelkraft og villighed til at bruge det. Hestekraft var ganske simpelt hestekraft. Liv var muligt uden at bruge olie, benzin, gas, og elektricitet hvert minut af dagen. Vi klarede os meget godt med kraften fra vore egne muskler og fra hestenes muskler, og der var somme, der brugte vindkraft eller vandkraft såvel, og alt det er kun for så kort tid siden.
Det er ikke tilfældet, at jeg går omkring med hemmelige længsler efter “de gode, gamle dage”. Livet i dag er meget for komfortabelt for det, og “de gode, gamle dage” var ikke altid så gode. Hvad jeg har på tanke er, at det er muligt at leve uden hvad der i dag forstås ved energi. Jeg har levet igennem det uden at have lidt nogen større skade, og når al energien i dag kommer fra benzin, dieselolie, eller gas, hvor kan man så få nogle gode hestepærer til ens roser?
Nedenstående fortælling om retssagen mod Sindet Christensdatter Væverkone fra Brasted er baseret på sagsakter fra Hornum herredsting, der indtil 1688 fandt sted mandage ved Tinghøj mellem Estrup og Guldbæk.
Baggrund for den rejste sag I 1617, nærmere bestemt den 21. juni, blev der holdt landsting i Viborg. Én af sagerne den dag er efter vore dages retsopfattelse ganske absurd, men i Christian d. 4.´s Danmark absolut ikke noget særsyn. Sagen drejede sig om en anklage mod en kvinde fra Bradsted.
Anklagen lød på, at hun havde udøvet trolddomskunster. Sagen var kommet ind i retssystemet ved at Hilleborg Daa havde anklaget én af sine undergivne, Sindet Christensdatter Væverkone fra Bradsted, for at udøve trolddomskunster.
Det var herefter 12 nævninge fra Veggerby sogn, der fremlagde sagen for Hornum herredsting. Herredstinget sendte efter at have hørt vidneudsagn sagen videre til landstinget i Viborg.
Her må man i første omgang have fundet bevismaterialet for spinkelt, for sagen blev udsat en måned. 19. juli 1617 blev sagen genoptaget, og mange vidner afgav forklaring. Det er disse vidneforklaringer vi skal høre om herefter.
Anders Brun fra Lyngsø havde på Hornum herredsting vidnet, at for 3-4 år siden blev mælken fra hans køer pludselig fordærvet for ham. Han undrede sig over fænomenet og viste det straks til andre fra sognet, så de kunne bevidne det skete.
Anders Brun må have haft en anelse om, at der var noget fordækt i sagen, for efter at have vist mælken frem for de andre red han på sin hest til Aastrup ved Veggerby, hvor han traf Sindet Christensen Væverkone, for det var hende, han havde mistænkt for at være skyld i mælkens fordærvelse. De kom op at skændes over anklagen, men hvordan det end gik til var resultatet, at mælken blev frisk og god igen.
Imidlertid skete der det, at hesten Anders Brun havde redet på til mødet med Sindet allerede næste søndag blev alvorligt syg. Hesten svulmede helt unaturligt op og lå og gabte meget vildt med munden, så Anders kunne ikke mene andet, end at der var noget ondt deri, og snart efter døde det arme dyr. Yderligere en hest døde snart efter for ham, noget Anders mente, at Sindet også var skyldig i.
Jep Andersen og hans kone Karen Christensdatter fra Bradsted vidnede, at en tidlig morgen i påskeugen året før gøede deres lille hund, og da de kom hen til døren, så de Sindet Christensdatter Væverkone komme ud fra deres stald, hvor deres ko stod bundet. Hun havde et par hvide fingervanter på og en kæp i sin hånd, og hun bed af et stykke brød. Så spurgte Karen, hvad hun ville derinde. Til det svarede Sindet, at hun ledte efter en vædder. Om eftermiddagen var Jep og Karen gået til kirken i Veggerby for at skrifte, og mens de var der var Sindet kommet igen til deres gård og havde talt med deres børn. Hun havde på samme måde som om morgenen gået og spist af et stykke brød. Da nu Jep og Karen var kommet hjem fra kirke ville de trække koen ud på marken, men koen havde det pludselig rigtig dårligt, den ”gabte og sprudede, ligesom der havde været ve i den”. Kort tid efter kom Sindet nu igen, for tredje gang denne dag, til gården og gik straks hen og gav koen et lille stykke brød. I det samme hun puttede brødet i munden på den, faldt den om og var død på stedet. Senere, omkring høst, kom Sindet og Karen op at skændes, og det så voldsomt, at deres mænd måtte skille dem ad. Efterfølgende udstødte Sindet grove trusler mod både Karen og hendes mand Jep.
En kone fra Bradsted vidnede, at sidste forår havde hun set Sindet gå ind i både hendes lade og andre af hendes udhuse. Hvad hun ville derind, vidste hun ikke, men sikkert var det, at siden den tid havde hun 4 køer, der fik kalve, og alle kalvene var døde kort efter fødslen, uden at de forinden havde været syge. Om Sindet var skyldig i kalvenes død vidste konen dog ikke, men hun påpegede, at i de 5 eller 6 år hun havde kendt hende, da havde hun været berygtet for trolddomskunst.
En mand fra Hjeds vidnede ligeledes for Hornum herredsting, at for få dage siden var Sindet Christensdatter Væverkone kommet hen til de folk, der gik fra kirken, og spurgte hans hustru om hun måtte sætte en væv op hos hende. Det kom der åbenbart ikke noget klart svar ud af, så Sindet fulgte med folkene til Hjeds og da de kom til vidnets gård, satte hun sig på en sten udenfor. Kort efter rejste hun sig igen fra stenen og gik til hans stalddør i den hensigt at komme ind i stalden, hvor familiens lille dreng var. Vidnet ville imidlertid ikke have Sindet til at gå derind, så da Sindet bøjede hovedet for at gå ind, lukkede han resolut døren for hende, så hun ikke kunne komme ind. Sindet var dog ikke sådan at afvise, så straks efter gik hun ind i stuen til vidnets hustru og forlangte at få lov til at sætte en væv op derinde. Det sagde konen imidlertid nej til, da hun ikke vævede. Det svar var ikke noget der 3 passede Sindet, så hun gik arrigt ud, idet hun spurgte, om der da ikke var noget rum til en væv i Hjeds.
Samme dag fik både vidnets og Sindets ko en kalv, men mælken fra vidnets ko var fordærvet. En uges tid senere gik han over til Sindet for at forelægge hende sagen. Det fik han dog ikke andet ud af end et arrigt svar gående på, at hun ikke havde noget med den sag at gøre, og at hans mælk ikke ragede hende.
For landstinget i Viborg blev det herefter fremlagt, at 30 mænd for Hornum herredsting havde bevidnet, at de i 3-4 år havde hørt rygter og forlydender om, at Sindet Christensdatter Væverkone befattede sig med trolddomskunster. Hvad rygterne og forlydenderne mere konkret gik ud på, står hen i det uvisse.
Provsten i Hornum herred, Laurids Mikkelsen, som var præst i Nibe, havde sendt et brev, hvori han skrev at præsten i Veggerby, Niels Jacobsen, der boede i Kirketerp, og præsten i Sønderup, Peder Hansen i Øster Hornum kirke havde fortalt ham om hvad de i Kirketerp havde hørt en pige, Anne Iversdatter, fortælle om Sindet Christensdatter Væverkone. Pigen mentes at have være besat. Præsten fra Veggerby, Niels Jacobsen, fortalte at på midfastesøndag, da han var kommet hjem fra kirke, var Anne Iversdatter ”meget skrøbelig” og det var som om, hun var besat af en ånd, som talte gennem hende. Ånden havde gennem hende sagt: ”Mand, skaf bud efter min moder Sindet Christensdatter Væverkone i Bradsted”. Hende fik man snart efter fat i, og da hun ankom, gik hun ind i en lille stue og pigen fulgte straks efter hende og sagde: ”Velkommen mor”, hvortil Sindet svarede: ”Jeg er ikke din mor”. Pigen reagerede på dette ved at henvende sig til præsten og bad ham få Sindet til at tie stille og i stedet finde papir og blæk frem for at nedskrive hvad hun sagde. Præsten fandt straks remedierne frem og skrev hvad pigen nu havde at sige: ”Jeg er Lucifer og er hendes hest. Mit bidsel hedder Lunnti, krogen, det hænger på, Linne, min kande Minius er sort med rødt omkring, Grudermus er hendes dreng. Hans kande Linto er rød med hvidt omkring.” Endvidere fortalte hun, at hun havde været i tjenesten i otte år og bekræftede historien om at Sindet, mens hun havde spist brød, var gået tre gange ind til Jep Andersens ko i Bradsted, hvorefter koen døde. På samme måde bekræftede hun historien om Anders Bruns mælk, der var blevet ødelagt.
Forfærdet udbrød Sindet: ”Jesus mestermand, bevar mig”, hvortil Anne straks svarede, at Jesus ikke var Sindets mestermand, men at hendes mestermand var i Aalborg, og at hun snart var moden! Henvendt til Anne sagde Niels Jacobsen: ”Du er en løgner. Vi tror ikke helt på, hvad du siger. Har du noget bevis, så vi kan finde sandheden af, hvad du siger”. Den onde ånd talte da igen gennem Anne: ”Jo, hun har mit mærke på hendes lår”. Det mærke fik alle straks at se. Derpå henvendte Anne sig til Sindet og sagde: ”Hjem, moder, jeg vil med dig”. Da Sindet herefter var begyndt at gå derfra, rejste Anne sig op og gik hen i stuedøren, pustede tre gange og blev med ét helt normal igen. Straks efter gik Niels Jacobsen hen til gårddøren, kaldte på Sindet og sagde: ”Kom nu og se. Nu er barnet ikke, som hun var før”. Da Sindet vendte sig og igen gik ind ad døren, gjorde Anne korsets tegn for sig og sagde: ”Jesus, bevar mig for den slemme kvinde.”
Præsten i Sønderup, Peder Hansen, fortalte, at han den anden april sidste år, da han kom til Kirketerp, fandt han at Anne Iversdatter var meget syg, og da han kom ind i stuen, hvor hun lå, sagde hun: ”Kommer du der, Sortskæg” og viste sig aggressiv mod ham og forlangte at Sindet fra Bradsted, som hun kaldte sin mor, skulle komme til hende. Da det blev fortalt pigen, at Sindet ikke ville komme, vred 4 og klagede Anne sig og sagde: ”Sindet, min mor, Sindet min mor kom til mig, ellers skal Grumernus hente dig”. Dernæst sagde hun til præsten: ”Du var ond i dag ved min mor i kirken. Nu har hun fanget en anden dreng til sig. Hans navn er Illen. Hans kande hedder Monnis og er broget med brandgult omkring”. Derefter sagde hun det samme om Sindets hest, bidsel og alt det andet, som præsten før havde hørt hende fortælle. Desuden opregnede hun fire af ridefoged Jacob Vognsen fra Aalborg slots børn: Christian, Peder, Karen og Sidsel og sagde, at hendes mor ville forråde dem. Flere, mere eller mindre uforståelige anklager om navngivne personer væltede ud af Anne, inden hun direkte henvendte sig til Peder Hansen og sagde: ”Du, bette mand, har vel grund til at ønske at få straffet troldfolk og forfølge dem, for de forfølger dig efter bedste evne. Først ville de tage livet af dig, men da det mislykkedes, forsøgte de at gøre dig bindegal og det var nær ved at lykkes. Tolv af troldfolkene dansede en gang i år midt i Sønderup i den ene hensigt at skade dig og kun dig, og de vil fortsætte i deres bestræbelser”. Præsten svarede igen ved at sige, at han ikke troede på hende og ved at beskylde Anne for at være en løgner. Anne svarede: ”Jeg må dog undertiden sige sandheden, men for at du skal vide, at jeg ikke lyver, vil jeg sige dig noget. Var du ikke i år på din rejse mod syd to gange ved at drukne og var du ikke nogen gange i fare, da du lå syg? Var du ikke blind i fjorten dage? Du kan være heldig med, at du har større magter med dig”. Da Anne havde sagt det, gik hun hen til væggen og igennem et navershul i en stolpe gav hun et stort pust, og straks var hun igen helt normal og kunne ikke huske det mindste om, hvad hun for et øjeblik siden havde sagt eller gjort.
Sagen må have været så belastende for Sindet Christensdatter Væverkone, at hun på et tidspunkt i sagsforløbet var blevet sat i fængsel på Torstedlund, for præsten fra Sønderup, Peder Hansen, kunne forelægge Tinget et stykke papir hvorpå der stod: ”Lidt efter at Sindet var sat på Torstedlund, kom jeg en dag til Torstedlund for at ville tale med ærlig og velbyrdig mand Niels Krabbe. Da var den gode mand taget til Anne Giødzdatters begravelse på Engelsholm. Så bad jeg Iver Krabbe om at få lov til at komme ned i fangehullet og tale noget med Sindet. Det fik jeg lov til”. Da præsten kom til at tale med Sindet omtalte hun den onde ånd, der i skikkelse af Anne Iversdatter havde kaldt hende for hendes mor. For at bevise sin sandfærdighed havde ånden i Anne fremvist et ar på hendes venstre ben, et tegn ånden havde sagt var hans tegn og mærke. Sindet var noget mere jordbunden i sin opfattelse af sagen og sagde, at det mærke tvært imod var et byldear, der var ”snehvidt og så stort som en lybsk søsling”, og at Anne havde haft det lige siden hun var et lille barn.
Senere på året var Peder Hansen blevet kaldt bort fra en barsel hos Christian Byrialsen i Plejstrup nær Sønderup for at tage ud til Sindet Christensdatter Vævekone, der stadig sad fængslet på Torstedlund. Sindet havde ved den lejlighed sagt til præsten, at den onde ånd i den forløbne uge tre gange havde været hos hende, og at hun havde set ham som en brun tingest og havde hørt ham smaske som et svin og ydermere havde ånden mørbanket hende uden at have sagt et ord til hende. Sindet gav udtryk for at hun var meget bange, kiggede sig nervøst omkring og sukkede dybt. Præsten, Peder Hansen, var ikke blevet mildere stemt overfor Sindet, så han gav hende en svada, som han selv for Tinget refererede: ”Efter at jeg først havde foreholdt hende loven om syndens slemhed og vederstyggelighed og hende straffet og om Guds strenge vrede, foreholdt jeg hende mange herlige trøster om Guds nåde og barmhjertighed imod bodfærdige syndere, om Guds mange løfter, mange eksempler på, at han har bevist mange fattige, grove syndere miskundhed og nåde”. Peder Hansen lover også Sindet, at hvis hun ville omvende sig og bekende sine synder, tilstå det onde hun havde gjort og sige hvem hun havde været sammen med for at gøre noget ondt, så ville hun ved tro modtage syndernes forladelse ved Christus og hvis hun tillige ville love at være lydig overfor Gud, da ville hendes synder blive hende forladt. Videre sagde Peder til Sindet, at hun med Guds hjælp skulle modtage Helligånden, retfærdiggøres ved Christi retfærdighed, så hun skulle fornemme formildelse på Guds vrede og få i sit hjerte rolighed og fred og siden efter døden salighed og det evige liv.
Så mente præsten ikke, han kunne gøre mere for hende, for det eneste hun havde at sige til ham var at bede ham gå igen, idet hun gav udtryk for, at hun udmærket vidste, at Gud var barmhjertig, men at hun ikke kunne tro, at han ville være hende nådig, eller at hendes synder ville blive tilgivet. Efter den tale indså præsten, at selvom han i mere end en time havde prædiket og talt for hende med Guds ord, så var hun så forhærdet, at det ikke nyttede noget, og at han lige så godt kunne forlade hende. Det gjorde han så, idet herremanden Niels Krabbes søn, Iver Krabbe, kaldte på ham for at få ham op fra fængslet.
Anders Simonsen, der for Hilleborg Daa var en slags anklager i sagen mod Sindet Christensdatter Vævekone, havde 12. maj 1617 skrevet til Tinget, at Sindet havde anmodet om at blive løsladt fra fængslet på betingelse af, at hun inden otte dage var ude af Hornum, Aars, Gislum og Rinds herreder. Det ser ud som om Anders Simonsen støttede denne udgang af sagen. Måske var han og Hilleborg Daa ved at indse, at sagen var ved at komme ud af proportioner.
I et andet tingsvidne, dateret 19. maj 1617, kan man læse: ”Det bevidnes, at Sindet Christensdatter Vævekone for en uge siden i Torstedlunds borgerstue havde bedt tre mænd love for hende til Jep Andersen, som hun ville give to tønder havre for den ko, han beskyldte hende for at have forgjort. Desuden ville hun være i Anders Bruns minde for den hest, han på samme måde beskyldte hende for”. Sindet ville med andre ord, selvom hun selvfølgelig ikke ville anerkende at hun havde udøvet trolddom, betale for de påståede tab.
På Hornum herresting 19. maj 1617 havde 12 kirkenævninger svoret på, at Sindet Christensdatter Væverkone havde udøvet trolddomskunster. Kirkenævningene fremførte, at den anklagede endog selv, i vidners påhør, skulle have indrømmet at have bedrevet trolddomskunst.
Fogeden på Torstedlund vidnede for Tinget, at den 9. maj, efter at Sindet Christensdatter Vævekone var kommet fra Hornum herredsting, havde de undersøgt hende før hun kom i fængselscellen for at se, om hun havde noget med sig, som hun kunne skade sig selv med. Det blev konstateret, at hun havde bundet et klæde om halsen, og da de tog klædet af hende, så de, er der var et grimt sår hele vejen rundt om hendes hals, et sår hun sagde, hun selv havde tilføjet sig med en benstump, som siden blev fundet gemt i cellen. Da fogeden nogle dage senere, den 26. maj, havde fundet benstumpen og ville vise den til Sindet, lå hun som om hun var død. Hun lå så stille, at man ikke med sikkerhed kunne konstatere, om hun åndede eller ej. Den 1. juni, da fogeden kom fra kirke, talte han ind til Sindet i fængselscellen, og da kunne det nok være, der var kommet liv i hende igen. Hun råbte meget højt og sagde, at der var ondt hos hende, i hende og omkring hende, og sagde, at det brændte inde hos hende, ligesom der var ild i alt det, der var rundt om hende. Hun sagde, at det kom til hende aftenen før ligesom en brun mus.
Det fik fogeden til at åbne døren for Sindet, som sagde, at hun havde skrækkeligt ondt i maven, og hun bad, om han dog ikke ville hjælpe hende, hun ville så gerne have fat i et sværd. Senere, kort efter hun var kommet tilbage fra Landstingets møde 21. juni, fandt man også et stykke bøgetræ på en halv alens længde hos hende. Forespurgt om, hvad hun dog skulle bruge det til, svarede hun, at det var til at rage spindelvæv ned med.
På Tinget fortalte en pige, der tjente på Torstedlund, at omtrent tre uger før pinse, da hun var kommet ned i cellen for at give Sindet noget mad, havde denne bedt, om hun dog ikke kunne skaffe noget af det, man slog rotter og mus ihjel med. Sindet bad hende også om ikke at sige det til nogen, at hun havde bedt om giften.
Som sidste vidne var der to mænd fra Bradsted, der fortalte om, at da Sindet var blevet anholdt før hun blev ført til Torstedlund, havde bedt sin mand om at tage sig godt af deres børn, for hun var sikker på, hun aldrig fik dem at se igen.
Nu nærmede dommen sig. Jep Andersen, det var ham, der anklagede Sindet for at have taget livet af hans ko, lagde hånden på Sindets hoved og sigtede hende for at være en troldkvinde, og at det var hende, der havde slået hans ko ihjel med trolddomskunst.
Domskendelsen “Så og efterdi at forne vidner forfares og bevises Sindet Christensdatter Væverkone at have lovet forne folk ondt, og det dem på deres fæmon og kvæg at være vederfaret, det og gøres bevisligt hende at have tilbudt at ville betale Anders Brun og Jep Andersen igen deres fæmon, som hun var for beskyldt, hun og selv har tilstået at have gjort sig den skade under hendes hage med et ben, hun fandt i fængslet, deslige hende også at have været begærende for samme beskyldning at rømme fire herreder, tilmed gøres bevisligt hende i fængslet at have begæret forgift til sig, og slig hendes gerning og onde bedrift med bemeldte præstemænds kundskab efter det besatte menneskes ord bestyrkes og befæstes, og ingen vidnesbyrd hun fremlægger sig ærligen og vel der i sognet at have skikket og forholdt, men Jep Andersen nu her i dag har lagt sin hånd på Sindet Christensdatter Væverkones hoved og vedkendt hende for, en troldkvinde, og at hun havde forgjort hans ko, som forskrevet står, og loven formelder, at om nogen mand vider anden, at han har forgjort ham med trolddom, og ganger han ej ved, der sigtes, og den, der sigter, alligevel gider og tilmoder ham det på hånd, da værge sig den, der saggives, med nævn i kirkesogn, og efterdi forne nævninger, som bor i sognet hos Sindet Christensdatter Væverkone og bedst hendes lejlighed ved, har været opkrævet hende enten at skære eller skylde, de ved deres ed har Sindet Christensdatter Væverkone kirkenævn oversvoret, ved vi ikke nogen årsag eller tilfald dem for samme deres ed og tog at kunne fælde”.
Landstingets dom, der for nutidige øjne kan forekomme noget kryptisk, kan udlægges sådan Landstinget fandt det med andre ord bevist, at Sindet Christensdatter havde truet folk med at gøre dem ondt ved at skade deres kvæg, mælk og andet. Det bestyrkede anklagen mod hende, at hun bagefter havde forsøgt at betale Anders Brun og Jep Andersen for de af deres dyr, der var døde af trolddommen. Hendes sag blev yderligere forværret ved, at hun i fængslet havde forsøgt at undslippe ved i første omgang at love skyndsomt at fjerne sig fra egnen. Bedre blev det ikke af at hun havde forsøgt at begå selvmord, dels ved at skære sig i halsen med benstumpen, dels ved at have forsøgt at få fat i gift. Det var efter landsrettens mening en indrømmelse af skyld.
Ånden, der talte gennem den besatte Anne Iversdatter, havde også direkte sagt at Sindet udøvede trolddomskunster. At så oven i købet 12 kirkenævningen, der blev anerkendt af landsretten, havde svoret, at Sindet var skyldig, gjorde enhver tvivl om skyldsspørgsmålet til skamme. Disse kirkenævninge blev af landstinget godkendt.
Det afgørende stød mod Sindet kom, da Jep Andersen, lagde hånden på Sindets hoved og sigtede hende for at være en troldkvinde. Sindet kunne have værget sig mod anklagen på dette tidspunkt, men gjorde det ikke. Dermed var hun kendt skyldig.
Om Sindet herefter blev brændt på bålet som heks ved vi ikke – men sandsynligheden taler for det.
Sagsakterne fra herredstinget er samlet af lokalhistorikeren Ole Færch og kan i deres fulde udstrækning læses i hans to-bindsværk ”Diplomatarium Hornumense”, udgivet 2004. Nedenstående gendigtning af fortællingen er skrevet 2006 af Niels Nørgaard Nielsen. Akvarellerne, der illustrerer fortællingen er malet af billedkunstner Gerda Dalsgaard, Støvring.
