På en gård lidt udenfor Hørmested, ca. 1965 kom der en cyklende sælger som ville sælge malkemaskine og tilbehør, Men denne sælger kom altid omkring middags tid for så fik han sin varme mad, for på den tid var det normalt at landmanden gav gratis mad, sagen var den, på gården ville de ikke handle med den sælger og det forstod han ikke. Da han blev ved med at komme beklagede landmanden sig til hans svoger, hvorpå han sagde, ham sælgeren skal jeg nok klare, vi siger at jeg er jeres evnesvage søn som er hjemme på ferie fra åndsvagehjemmet.

Dagen kom hvor sælgeren kom cyklende ind på gårdspladsen. Da han stod af cyklen, tog den “åndsvage“ søn, sælgerens taske, løb hen og løftede låget på ajlebeholderen og smed tasken derned, Sælgeren måtte ned på knæ for at fiske hans taske op med en greb. Landmanden fortalte sælgeren at de havde en sådanne søn, og det måtte han undskylde, som et plaster på såret blev sælgeren inviteret med ind at spise.

Da han skulle videre kunne han ikke finde hans cykel, efter et stykke tid fandt han cyklen på gårdens mødding, kun lidt af cykelstyret stak op, så måtte sælgeren op på møddingen og grave hans cykel fri hvorpå han kørte derfra i stor fart ned til naboen hvor han fortalte om den åndsvage søn de havde hjemme på gården. Naboen svarede, de har da ikke nogen åndsvage søn.

Sælgeren kom aldrig mere.

I 1968 – 1970 handlede jeg købmandsvare for en gammel mand der ikke havde helbred til at gå til købmanden. Den gamle mand som hed Osvaldus boede i kommunens hus, et lille hus på ca 60 kvm. der var opdelt i 2 lejligheder, modsat Osvaldus boede en familie bestående af 2 voksne og 4 børn.

For at få vand skulle man ned og hente vand i en bæk der løb 100 m fra huset, Der var heller ikke strøm indlagt, så lyset var petrol lamper, der var et køleskab der gik på gas. Et lille fjernsyn og radio som gik på et bil batteri, som blev opladet ved mine forældre. Toilet besøg forgik ude i den lille skov hvor huset lå.

Tilbage til Osvaldus

Når jeg handlede for ham fik jeg ikke penge for det, men aftalen var at jeg skulle have et guldur. En dag sagde Osvaldus at nu var tiden inde til at få det ur, men min mor sagde at det skulle jeg ikke have før til maj 1970 hvor jeg skulle konfirmeres.

Så skete det, vinteren 1969 hvor der var snestorm, ville Osvaldus tænde op i kakkelovnen, men det ville ikke rigtig brænde, så han tog en flaske sprit og hældte ind i ovnen, med det resultat at det stod en stik flamme ud af kakkelovnen og Osvaldus blev meget hårdt forbrændt. Den nærmeste telefon var 3 km derfra, en ambulance blev tilkaldt men snestormen havde lukket den 2 km private jordvej. Min far havde en traktor, så Osvaldus blev sat bag på traktorens lift med hans dyne over sig, og kørt de 2 km. op til ambulancen hvor han så kom på sygehuset, men Osvaldus overlevede ikke sin forbrænding.
Og jeg fik ikke mit guldur.

Den anden familie overtog også Osvaldus lille værelse. Sindal kommune havde denne familie til at bo på denne måde op i 1990.

For ca. 20 år siden, boede en dame på en gård som hun havde arvet af hendes forældre. På gården var der ikke strøm, og koldt vand skulle hentes i gården hvor der var en brønd så hun kunne hejse vandet op i en lille spand. På gården var der telefon, og det havde der været i mange år. Det eneste luksus der var til stede.

En dag damen gik og fodrede sine kreaturer var hun så uheldig at falde, hun kom ind i hendes lille stue hvor hun ringede til lægen. Lægen gav hende et hjemmebesøg og sagde, du skal på sygehuset og røntgenfotograferes, dit ben er muligvis brækket. Det ville damen ikke, lægen kendte damen og sagde hvad skal vi så stille op med dig. Jo sagde damen jeg vil til dyrlægen i Lendum, han er den eneste der kan ordne det. Jamen sagde lægen det kan du da ikke, så bliver jeg hjemme sagde damen. Dyrlægen havde engang fået en af hendes køer til at gå igen efter et brækket ben. Jeg skal se om dyrlægen vil se på det, sagde lægen. Lægen ringede til dyrlægen og satte ham ind i problemet. Jo sagde dyrlægen som også godt kendte “patienten”, jeg skal lige have fat i noget mere gips.

Næste problem meldte sig da lægen ringede til Falck for at bestille en ambulance. Hos Falck ville de vide hvor ambulancen skulle køre patienten hen. Til dyrlægen i Lendum sagde lægen, så mener du en dyreambulance, nej-nej sagde lægen, Falck troede at lægen ville gøre grin med dem, men til sidst blev de overtalt.

Damen kom til dyrlægen, hvor hun fik gips på, hun kom også til at gå efter at gipsen blev fjernet.