Forfatter: Mie Lobedanz

Hesten og klædeskabet

Vi er i 40’erne under en af de kolde isvintre. Smålandshavet var frosset til. Færgen kunne ikke sejle mellem de tre øer og Lolland på grund af is, al transport til og fra øerne foregik over isen med hest og vogn eller til fods.
På Lilleø besluttede Villy, at nu ville han en tur til Bandholm. Han havde været nede på isen og hugget to gange gange med øksen, gik øksen ikke igennem anden gang, “så kunne isen bære både mand, mus og elefanter” sagde Villy.

Det var noget med et klædeskab, Villy skulle have hentet i Bandholm. Villys kloge hest Lotte blev spændt for en arbejdsvogn og så afsted over isen mod Bandholm. Klædeskabet blev læsset på vognen, og nu burde turen have gået tilbage til Askø/Lilleø igen. Men da Villy med hest og vogn nåede Bandholm Hotel (Havnehotellet), var det som om Lotte helt af sig selv drejede ind i gården til hotellet, for her plejede Villy jo altid at gøre ophold og få lidt god mad og ikke mindst få stillet tørsten.

Det blev et længere ophold. På hotellet var der altid en masse folk Villy kendte, og det var ikke sådan at komme derfra igen. Der var gang i kortspil og væddemål, et af dem gik ud på, om Villys hest var til at få en tur ind i krostuen? “Det var den!”, sagde Villy, de øvrige mente, at det ville en hest ikke. Villy vandt selvfølgelig det væddemål.

Da det så småt begyndte at mørkne, tumlede Villy endelig ud i hotellets stald, og fik spændt Lotte for vognen, hvor klædeskabet var anbragt. Hotelejere og flere andre forsøgte at få Villy til at opgive sit forehavende med at køre hjem over isen til Askø/Lilleø, for det var begyndt at blive mørkt, og det sneede også.
“Min Lotte”, sagde Villy med vægt bag ordene, “Den kan finde hjem til gården på Lilleø ligegyldigt, hvor den er henne i verden”. “Så kører vi hjemad Lotte”, råbte Villy, hvorpå han krøb op på vognen, lukkede skabslågen op til klædeskabet, som lå i bunden af vognen, krøb ind i klædeskabet og lukkede skabslågen bag sig. Inde i skabet var der lunt og godt – et godt sted at få en tiltrængt lur.
Folkene, som stod i hotellets gård, troede ikke deres egne øjne, da hestene stille og roligt luntede af sted ned mod den frosne Smålandshav, hvor den sikkert og roligt drejede ud på isen og travede videre i retning mod Askø.

Omkring en time senere vågnede Villy op, da hesten gav nogle høje vrinsk fra sig. Han tumlede ud af klædeskabet – jo den var god nok, hesten havde fundet hjem til gården på Lilleø, konstaterede Villy tilfreds.

Så er det man spørger sig selv, hvordan det kan lade sig gøre? Hvordan kan en hest finde hjem over 7-8 km is i halvmørke i snevejr uden fører? Og videre over Askø og over dæmningen til Lilleø, i altca. 12-13 km? Og hvordan kan man have sådan en personlighed, at man trygt kan lægge sig til at sove i et medbragt klædeskab og fuldstændig tro på, at ens hest nok skal klare at bringe en helskindet hjem over et tilfrossent hav?

Det er sandelig ikke forbavsende, at Villy og hans meriter stadig bliver fortalt af de gamle Askø-folk, som kan huske ham.

26. februar 2011
De banede vejen på Lilleø

Hvis du af og til nyder en køretur på den smukke Lilleøvej, som går både til højre og til venstre ved ”krydset” ud for Vigmosegaard, så send en taknemmelig tanke til de jordejere, som en gang først i 30’erne afgav noget af deres jord gratis til det ”vejnet”, som nu er på Lilleø.
Inden da havde Lilleøbeboerne måtte klare sig med et hjulspor i strandkanten på Lilleøs nordre strand. Det var den eneste mulighed, man havde for at komme frem og tilbage til de enkelte gårde og huse på Lilleø, hvor hver beboelse den gang havde en markvej eller sti ned til nordre strand.

Kold luft fra sognerådet
En dag blev det gårdejer Ove Hansen fra Lundgård for meget, og han besluttede sig for, at nu skulle Lilleø have et ordentligt vejnet. Projektet blev forelagt Askø Sogneråd, men her var kold luft. Sognerådet på Askø havde sandelig ikke til sinds at smide penge ud til et par veje på Lilleø — der var jo ikke mange stemmer at hente på Lilleø, når der var valg til sognerådet, så det tog de helt roligt.

Fladevig
Men Ove Hansen gav ikke op. Han fik ”Legendariske Villys” far, H.P.G. Hansen, med på at rejse til Nykøbing F. for at få amtet i tale. Her blev Ove Hansens idé modtaget med en helt andet interesse, end da det blev forelagt i Askø Sogneråd.
Amtet aftalte et møde på Lilleø, hvor der skulle ses på sagerne. Mødet blev afholdt på Lundgård i 1932 og det faldt gevaldigt heldigt ud, for amtet tog den beslutning, at de ville finansiere vejprojektet, hvis hver enkelt jordbesidder ville afgive noget af deres jord til vejene — selvfølgelig uden erstatning.

Grøfter og skråninger
Kort tid efter kom der folk fra amtet for at afstikke vejnettet. Det foregik på den måde, at de satte pæle på hver side af den kommende vej. Det stykke, der blev afsat var seks meter i bredden, idet der både skulle laves grøfter og skråninger med mere.
Pælene angav, hvor det kommende vejnet skulle ligge. Min morfar Jens Chr Hansen, som den gang ejede Viggård, var meget i tvivl om, hvor vejen skulle ligge i forhold til hans gård og marker, og som han nu skulle afgive gratis jord til.

Den drilske morfar
Morfars tvivl udmøntede sig i, at hver gang amtets folk rejste fra Lilleø, så gik morfar ud og flyttede på vejpælene.
Det forvirrede amtets folk en del, men til sidst fandt de frem til, at det var Jens Chr fra Viggård, som hele tiden ændrede på udformningen af projektet.
Det fik amtsfolkene til at opsøge min morfar:
”Hør her Jens Chr!. Hvis du bliver ved med at flytte på pælene, så må du altså selv betale hele gildet!”

Det kan nok være, at det kunne stoppe min morfars ”leg” med pælene, og det ganske øjeblikkelig.

Derfor er der den dag i dag på Lillløvej ud mod Draget de mest forunderlige og overraskende knæk lige ved det, der hedder Fladevig.

Næste gang du kører på den charmerende Lilleøvej, så send en venlig tanke til Ove Hansen og de øvrige jordbesiddere på Lilleø, som har gjort det muligt, at du nu kan køre på en god og ordentlig vej, når du færdes på den smukke ø.

Stå ud af bilen
Og hvis du ikke tror på historien, så stå ud af bilen, når du kommer til Fladevig, find hen til det store rør, som er lagt under vejen, for at aflede vandet fra de øvre marker. På cementsoklen, som omkranser det store rør, står årstallet 1936, som angiver, da vejnettet på Lilleø var færdiggjort. Men, der burde også havde stået navnene på de jordbesiddere, som afgav en del af deres kostbare jord, for at de – og vi – kunne få en ordentlig vej at køre på når vi færdes på Lilleø.

11. november 2010
Gadeuorden på Askø i 1847

1837-1918 Politidokumenter, ekstra retssager 1837 – 1872 1 læg. Dokumenter til Politiprotokollen 1837-1845.
*)Sag 17. 2 dok. Indført i Fejø Birks Politiprotokol 1844-1863 24a-25a.
Politiprotokol 1844-1863 24a-25a.
Stævning 23. nov. 1847.

Ungkarlene Peder Jensen og Rasmus Hansen fra Askø havde natten til den 18. okt. 1847 forvoldt gadeuorden på Askø, og da Sognefogeden bad dem gå hjem, sagde de: “Slik min mås”.

De dømmes hver at betale 5 rdr til Sognets Fattigkasse.

Hjertet kan godt give sig til at banke lidt kraftigt, når man kigger i de gamle politiprotokoller, især hvis man finder noget om sin egen slægt.

Således sad jeg med et uddrag af Fejø Birks politiprotokoller, som slægtsforsker Max Hansen fra Roskilde havde været så venlig at sende til mig. Her støder jeg på min oldefar Peder Jensen, der som ungkarl havde “sunget” sjofle sange og råbt højt på Askøs gader og veje om natten til den 18. oktober 1847.

Han var sammen med sin gode ven Rasmus Hansen; de to havde tømt nogle flasker ”pullimut”, i hvert fald var der en slags alkohol i, og det gjorde de to ungkarle gevaldigt opstemte, hvorefter de turede Askø By rundt, mens de sang og skrålede så højt, at de vækkede det meste af Askø By.

Da sognefogeden kom til for at kalde dem til ro ”var de ikke til at stoppe”, og oldefar Peder Jensen skulle have råbt til overøvrigheden på Askø : ”Slik min bare mås”. Det var jo noget af en fræk udtalelse, som selvfølgelig gjorde sit til, at der blev en retssag, som blev ført til protokols, hvilket var heldigt for undertegnede, for ellers kunne jeg – oldebarnet – jo ikke skrive om sagen nu.

Herregud, de to ungkarle har vel bare trængt til en kvinde – i hvert fald blev oldefar gift fire år efter som 23-årig med Helene Cathrine Rasmussen. Men ak og ve – der kom ingen børn. Helene var syg, og da hun døde 29 år efter i 1880, kan det nok være, at oldefar fik travlt.

Året efter sin første kones død, giftede han sig i Maribo domkirke den 25. februar 1881 med Sidsel Marie Nielsdatter – et rivejern af en ung tjenestepige, som tjente på Toftegaard;

Sidsel var 20 år yngre end oldefar. Og ikke nok med det, allerede den 1. april i 1881 nedkom Sidsel med den første søn Jens Nikolaj Jensen, som blev min farfar. Jo sandelig om oldefar ikke havde taget forskud på glæderne!

I hurtigt rap fødte Sidsel i alt tre sønner – og så faldt den gamle mand til ro, for nu var der jo sønner til at overtage gården! Sidsel, som blev hans nummer to kone, var en hård kvinde – og hun nøjedes ikke med sin ægtemand, fortælles der i familielegenden; nej hun var ham utro så tit, hun kunne komme afsted med det.

Da Sidsel døde i 1904 fik oldefar nogle gode år på aftægt på Toftegaard med en sød svigerdatter (min farmor Cecilie) og fire børnebørn, der i blandt min far Harry.

Oldefar havde nu gjort sin pligt og skaffet arvinger til slægtsgården Toftegaard på Askø. Da oldefar døde i 1917 som 89-årig, kunne han derfor trygt lukke sine øjne – hans ligskjorte havde længe ligget klar i kommodeskuffen, og han havde selv fabrikeret den kiste, han skulle ligge i, den stod klar i et hjørne i hans aftægtsstue, så det ikke ville være for besværligt for hans efterkommere at få ham i jorden.

Oldefar Peder Jensens gravsted er stadig at se på Askø Kirkegård, idet det er fredet. Gravstedet ligger til venstre, når man går op mod kirken, indrammet af en tung jernkæde, som min oldefar selv har smedet. Begge oldefars koner ligger også her.

Oldefar fik et eftermæle som en venlig og klog mand, og siden 1847 lavede han aldrig mere gadeoptøjer i Askø By.

11. november 2010
Krig, kreaturer og kærlighed

En efterårsmorgen i 1813 kom unge Jens Nielsen gående i rask trav ud af porten på Toftegaard, som lå midt i Askø By. Jens var på vej ned mod stranden for at flytte ungkvæget, som græssede der.
Som han gik der hen ad den plørede vej, hørte han en lyd af hammerslag: ’Klang! Klang! Klang!’ lød det højt i den stille morgenstund.
Jens tøvede et sekund, hvad var det? Han drejede om og gik tilbage ad vejen og henne på hjørnet så han sognefogeden i færd med at slå en plakat op.
– Godmorgen, lød det fra sognefogeden. – Mor’n, svarede Jens og stirrede nysgerrigt på plakaten. – Ja, sagde sognefogeden, det er nu forbudt at have jeres køer gående på strandvigene og i strandkanten. Med høj messende stemme læste sognefogeden højt fra plakaten:

Kongen befalede
– Hans Majestæt Kongen har befalet at alt kvæg, som græsser langs strandkant og vige, skal bevogtes om dagen og tages i hus om aftenen. Unge Jens spyttede på vejen og sagde: – Jamen, man kan da ikke gå og bevogte sine køer dagen lang, det er jo så godt som umuligt?

Sognefogeden svarede:
– Jamen, så er det jeres eget ansvar, hvis der sker noget med jeres køer — vi lever jo i krigstider.
Jens gik hovedrystende ned mod stranden for at kigge til de fire køer, de havde gående dernede. Hvad var nu det for noget?
Normalt når Jens gik sådan alene, så gik han og drømte om sin unge trolovede Karen Marie Gertsdatter fra Femø. Karen Marie var bare 16 år, men om to år, når Karen Marie fyldte 18 år, så skulle de to giftes i Askø Kirke og på længere sigt overtage Toftegaard efter Jens’ Far Niels Jensen.

Da Jens kom ned til stranden, kunne han kun få øje på tre køer. Dér, hvor den fjerde ko havde stået, lå kun tøjret tilbage.
Langt ude – over mod Fejø – kunne Jens se et fremmed krigsskib ligge stille.
I rask fart ud mod skibet skød en lille robåd betjent af tre mænd. Jens kunne se, at båden stak temmelig dybt, og at der stak noget kadaverlignende op over rælingen i båden.
Nu gik det op for Jens, hvad det hele gik ud på.
Danmark var i krig med englænderne. Det havde vi været siden 1807. De engelske krigskibe havde været gode til at navigere i de mindre farvande, så som Storebælt, Smålandshavet, og de var ikke blege for at sejle igennem Storstrømmen og op langs Sjællands østkyst for at komme en anden vej til København.

Englænderne stjal køer
På de lange sejlture stak englænderne så ind med små både og stjal en ko hist og pist. Dyrene gik som regel lettilgængelige i strandkanten på de små øer. Der skulle jo mad til de mange mennesker på de store engelske krigsskibe.
Ved sidste tingstedmøde havde sognefogeden fortalt, at Danmark havde mistet hele sin krigsflåde. Det lød næsten for utroligt til at være sandt, for det var ingen ringe krigsflåde Danmark havde haft. Med et slag havde Danmark mistet forudsætningerne for at beskytte sin søhandel og sit territorium, og en epoke var slut. Danmark var ikke mere en dominerende sømagt.

De store krigsskibe
Sognefogeden havde også fortalt, at det ikke var muligt at erstatte krigsflåden igen.
De store krigsskib, som englænderne havde sejlet væk med, var bygget af over 2.000 egetræer pr. skib, og så meget egetræ kunne man ikke skaffe i en vis fart.
I stedet var man begyndt at bygge mindre kanonbåde, som blev bygget således, at de kunne bære 100 mænd og to kanoner. Kanonbådene blev roet frem, dermed var de i stand til at bevæge sig, også når det var vindstille.
Kongen havde også udstedt ’kaperbreve’ , det vil sige, man måtte kapre skibe, som sejlede varer til og fra England.

Sørøveri
Jens tænkte ved sig selv, at kapre et skib, det var det samme som sørøveri, men på den anden side, så måtte man prøve på at stække englænderne.
Siden Københavns Bombardement i 1807 havde Danmark ligget i krig med England — og hvor længe endnu?
Jens trak af sted med de tre køer, og tænkte misfornøjet på, at hans far Niels Jensen på Toftegaard ville blive sur og vred over at miste en ko til fjenden. Det var et stort tab — og hele tiden blev der krævet højere skatter fra Kongens og statens side.
Den forbaskede krig! Den kostede Danmark dyrt — og de 9.000 spanske og franske soldater, som Napoleon havde sendt til Danmark “for at hjælpe’”— de var jo ved at æde folk ude af husene.

Det faldt pigerne for
Spaniolerne kom med deres brune øjne og sorte hår, og det kunne de unge danske piger åbenbart ikke stå for.
Jens skuttede sig og takkede Vorherre, fordi der ingen spanske soldater var indlogeret på de tre små øer i Små landshavet. Hvem ved, hvordan Karen Marie havde stillet sig til dem? Jens nåede stalden på Toftegaard og gennede køerne ind i stalden.

Nu ville han ind og havde sin davre.

11. november 2010
Da „lillebror Askø“ slog „storebror Fejø“!

Det var i begyndelsen af 50’erne. På Askø have man fået ansat en ung mejeribestyrer Milter Bjerg. Mejeribestyreren og hans kone havde været på Ollerup Idrætshøjskole og var derfor meget interesseret i gymnastik og sport i det hele taget. På Askø var det ikke sædvane, at man ligefrem trænede boldspil, men det fik mejeribestyreren hurtigt ændret på. Der gik ikke lang tid, så var der samlet et „karlehold“, som blev trænet i håndbold to aftener om ugen på en mark, som en af øens landmænd havde stillet til rådighed.

Nu skulle det være
Da der var gået ca. et år, så mente Mejeribestyreren, at nu var Askøspillerne gode nok til at prøve at kæmpe med et udenbys hold. Der kom en aftale i stand med Fejøs håndboldkarle – og Fejøs hold var allerede begyndt at gnide sig i hænderne, for de var dygtige til håndbold på Fejø – og de vidste jo, at Askø aldrig havde gjort sig gældende, hvad boldspil angik.
En af fiskerne på Askø tilbød at sejle spillerne til Fejø i sin fiskekutter, for Fejø-spillerne krævede, at kampen foregik på en „rigtig“ boldbane. Humøret var højt hos spillere og træner, da skibet stævnede ud fra Askø Havn. I 50’erne var der ikke så meget underholdning, så alene det at komme til en anden ø, var en stor begivenhed.

Det utrolige skete
Nu ville skæbnen – eller hvem der nu greb ind – at Askø-holdet vandt stort over Fejø!
Fejø-holdet var sandelig ikke vant til at tabe – og slet ikke til sådan nogle bønder fra Askø, så de blev så „edderarrige“, at der fløj trusler om tæsk og andet gennem luften, alt imens „Fejbattingerne“ så mere og mere truende ud.

Trak op til tørre tæsk
Mejeribestyreren fra Askø kunne se, hvad det trak op til, så han skreg til sine spillere: „Løb! Løb, alt hvad I kan ned til skibet!“ Det lod Askøkarlene ikke sig sige to gange, de drønede af sted ned mod Dybvig Havn, hvor fiskekutteren lå. Fejø-holdet løb bagefter, mens de truede og råbte ukvemsord mod Askø-holdet.
Da fiskeren så Askø-holdet komme løbende, kunne det nok være, at han fik startet sin kutter i en vis fart – spillerne fra Askø sprang ombord på skibet og med fuld drøn på motoren drønede kutteren ud af Dybvig Havn. Håndboldspillerne på Fejø stod på kajen og smed sten og æbler efter kutteren, mens de stadig råbte „grimme ord“ mod Askø-holdet, og to spillere fra Fejø var så rasende, at de sprang i vandet og forsøgte at svømme efter kutteren, som var i fuld fart på vej hjem mod Askø igen.

Fars sejrssmil
Når min far, som var gammel Askøbo, fortalte den historie, kunne han ikke skjule sit sejrssmil, selvom det var mange, mange år siden, at det skete. Faktisk må vi konstatere, at det såmænd også var både første og sidste gang, at det lykkedes „lillebror Askø“ at slå „storebror Fejø“!

11. november 2010
På Askø er jeg født

Det er ikke tit, jeg besøger Askø – desværre. Men når jeg er der, er jeg altid en tur på Askø Kirkegård. Når jeg går ind ad den store tunge smedejernslåge og lukker den bag mig, så er det som om, jeg er i en anden verden. Det kan man jo også roligt kalde den, for jeg er i de dødes verden – her ligger de fleste af mine forfædre, og her ligger mange, som levede på de to øer, da jeg var barn i 50’erne.

Når jeg går rundt mellem gravene og læser teksten på gravstenene, så står de afdøde personer lyslevende for mig.

Jeg husker deres bemærkninger, deres smil og deres udseende. Det kan ikke undgås, at jeg kommer i en lidt vemodig stemning, for den gang i 50’erne var der mange mennesker på Askø/Lilleø.

Ligesom der var mange erhverv, som hver især satte sit præg på det lille samfund.

Jeg vil vove den påstand, at det oprindelige bondesamfund først begyndte at smuldre efter 2. Verdenskrig.

Den gang forsvandt hestene fra gårdene, og traktorerne og mekaniseringen i landbruget blev indført. Det medførte, at de unge mennesker rejste bort fra øerne, og når unge mennesker rejser bort, så kan intet samfund bestå, sådan som det var. Alt ændres med rivende hast. Det tog bare femten til tyve år at ændre det gamle bondesamfund og dermed en livsform, som vel firs procent af nutidens befolkning har deres slægtsmæssige og kulturelle rod i. Borte var den, for altid.

Rund og smuk kirkegård
Askø Kirke har en rund og meget smuk kirkegård. Den danner simpelthen en cirkel om kirken. Den store skulpturelle taks som står til venstre, når man går op mod kirken, er plantet af mine forfædre.
Graven med smedejernskæden op ad taksen er fredet. Her ligger mine tipoldeforældre og mine oldeforældre. Jeg kigger selvfølgelig altid til min farmors, farfars og morfars grave.
Så går jeg min minderunde: Her ligger f.eks. Holger Jensen, som var havneekspeditør i min barndom.
Her ligger Helmer og Marie Hansen fra Lilleø, som plantede alle frugttræerne på Vigmosegård.
Helmer sagde en gang til mig, at jeg lignede min morfar, hvilket jeg virkelig blev sur over, for min morfar havde jo både skæg og rynker, så ham gad jeg ikke at ligne.

Her ligger
Jeg kunne blive ved i en uendelighed. De er der jo næsten alle sammen folk, som før levede på Askø.
Vores forfædre langt tilbage har ligesom vi hørt den samme kirkeklokke ringe solen op og ringe solen ned.
Kirken har stået der siden senmiddelalderen den er en del af Askø, og Askø er en del af den.
Tænker nutidens fortravlede mennesker nogen sinde på de forfædre, som banede vejen for os?
Er vi blevet så rodløse, at vi ikke længere kan slå rod?
Sender vi af og til en tanke til vores aner bagud, som har knoklet for, at vi, de næste generationer, kunne få en god tilværelse?
Mindes vi dem med taknemmelighed og ydmyghed?

Derfra min verden går…
”På Askø er jeg født, der har jeg hjemme”, kunne jeg og mange andre synge med en lettere omskrivning af H. C. Andersens sang.
Vi, der rejste fra de to små øer, forsøgte en vis løsrivelsesproces. Men processen blev aldrig total.

Vi vil aldrig komme fri af ordene: ”På Askø er jeg født … der har jeg rod, derfra min verden går”.

11. november 2010
Trine Brusen’s brudefærd i 1868

Det var en lys og stille sommeraften den 21. juni 1868. Den eneste lyd, der var at høre, var åretagene fra en jolle på vej ud af Bandholm Havn med kurs mod Askø.

Den stovte rorgænger var Jens Pedersen Brusen (27 år) fra Askø. Han var samme dag blevet gift med Trine (Catrine) også 27 år i Østofte Kirke, og nu var han på vej hjem mod Askø med sin nye kone, som sad i agterenden af jollen.

Jens sendte af og til generte blikke til den blege Trine, som sad lidt forknyt i båden. I favnen havde Trine en meget flot petroleumslampe, som det nygifte par havde fået i bryllupsgave af ejerne af Bandholm Kro, hvor Trine havde tjent i mange år.

Trine slap ikke lampen på hele sejlturen, og da de nåede Askø, hvor der den gang endnu ikke var anlagt så meget som en anløbsbro, måtte Jens som det første bære petroleumslampen i land – derefter kunne han hente Trine, som sad i robåden og så til, at petroleumslampen blev bjærget.

Trine fik et nøjsomt og arbejdsomt liv på Askø, hun tog fat ude som inde. Jens Brusen sejlede som sømand indtil han var 40 år, hvor han ikke længere tog på langfart, men fiskede nu fra sin jolle i Smålandshavet.

Trine oplevede den forfærdelige stormflod i 1872, hvor Askø næsten blev revet midt over af de altædende vandmasser. Stormfloden var en katastrofe for hele Lolland-Falster – 80 mennesker druknede under 1872- stormfloden på Lolland- Falster.

Visse steder nåede vandet en højde over 3,5 meter over daglig vande, huse og bygninger blev væltet af de enorme vandmasser. Tusinde af mennesker blev hjemløse og mistede alle deres ejendele. Markerne var saltet til af havvand – og mange husdyr var døde i vandmasserne.

De beboelser, som ikke var væltet under stormfloden, var nærmest ubeboelige, idet de var fugtige og sundhedsfarlige at bo i. De våde og sumpede egne efter stormfloden gav grobund for den frygtede lollandske malaria, den gang kaldet koldfeber.

Det var meget svært at bjærge føden for folk – også på Askø.

Askøs gårdmænd anmodede offentligheden om at blive fritaget for skatter og afgifter i de svære år, da de dårligt kunne få føden selv.

Det blev dem eftergivet. Trine Brusen og hendes familie reddede livet, selvom havvandet stod ind over det meste af Askø , endda så meget, at man kunne sejle hen over markerne med en båd.

Trines petroleumslampe reddede også livet – den var livet igennem Trines store stolthed, idet en petroleumslampe på de tider var ganske uhørt hos almindelige mennesker.

Man klarede sig normalt med tranlamper og tællelys.

Trine klarede endda at nedkomme med sit første og eneste barn året efter stormfloden. Hans Peder blev født i 1873 og stiftede siden familie på Askø.

For mig er der en stor fascination forbundet med at få et glimt af tidligere tiders liv. Fascinationen bliver ikke mindre, når det drejer sig om folk og deres skæbner.

Man spørger sig selv, hvordan i alverden de hårdt ramte mennesker bevarede livsmodet? Hvordan kom de videre?

For den gang var der hverken krisehjælp eller offentlig støtte til f.eks. stormflodsramte. Da Trine var omkring 90 år blev hun og Jens interviewet af forfatteren Helene Strange, som i sine sidste leveår cyklede rundt på Lollands-Falster og interviewede områdets ældste beboere.

”Jeg har haft et godt liv”, udtalte Trine Brusen – ”på godt og ondt”.

I sandhed var Trine blevet en rigtig gæv øbo, som ikke klynkede, men fandt glæde og styrke i det hårde liv, hun kom til at leve på Askø.

Kilder:
”Den ældste generation i Lollands-Falsters Stift” af Helene Strange.
Tak for hjælp til denne artikel af Anne Maag Pedersen, Hillested, Maribo.

Fakta:
Jens Brusen døde i 1936. Jens Pedersen Brusen var Dannebrogsmand, Veteran fra krigen 1864.
Trine Brusen døde i 1933.
Efter stormfloden i 1872 blev de store digebyggerier påbegyndt over hele Lollands-Falster. Også på Askø blev der bygget diger.

11. november 2010
Fra almisse til aldersrente

Scenen er sat i et gammelt fiskerhus på Askø i 1922. Døren til køkkenet står åben ud til urtehaven.
Inde fra køkkenet med det gamle brændekomfur lyder der høje snøft og kvindegråd.
På slagbænken over mod væggen sidder fisker Jens Peter Jørgensen, 69. og Askøs daværende sognefoged. Over mod den gamle jernvask står Jens Peters kone Sophie på 67 år. Det er Sophie, som græder. Sophie og Jens Peters barnebarn Harry på 10 år er også til stede i køkkenet.

Sognefogeden forsøger sig endnu en gang: ”Jamen Sophie, Aldersrente er ikke fattighjælp, det er en ny lov fra 1922, og en ret alle danske mænd og kvinder over 65 år har”.
Men Sophie jamrede videre: ”Skulle hun og Jens Peter nu til at modtage almisse? De har dog altid klaret sig selv hele deres liv uden at lægge sognet til byrde. 13 børn var opvokset i det fattige fiskerhjem og alle var godt i vej”.

Sognefogeden rystede på hovedet, her var vist ikke noget at gøre, han kunne forklare det igen og igen, at den nye lov om aldersrente ikke længere var at betragte som ”fattighjælp”, men derimod en ret, som alle danske borgere kunne modtage – uden at en embedsmand først skulle skønne, om man var berettiget til den.
Tilbage i køkkenet sad Sophie, Jens Peter og deres barnebarn Harry. Jens Peter klappede Sophies hånd og sagde: ”Du skal se lille mor, vi klarer os nok uden den hjælp, vi behøver jo ikke så meget. Og jeg kan da stadig fange lidt fisk til dit og mit daglige brød”.

Og sådan blev det i det lille fiskerhus, som for øvrigt stadig ligger på Askø (”Karboes hus”, Lilleøvej). Loven om aldersrente blev vedtaget i 1922. I 1955 var der stadig 1/3 af de ældre medborgere i Danmark, som nægtede at modtage aldersrente, fordi de mente det var fattighjælp.

I 1958 kom loven om folkepensionen og samtlige partier i folketinget arbejdede nu hen mod det, vi i dag kalder velfærdsstaten.

Data:
Harry var søn af Cecilie og Jens Nikolaj Jensen, Toftegaard. Cecilie var en af de tretten søskende fra fiskerhuset.
Jens Peter Jørgensen f. 1854 på Femø, død 1941. Gift med Sophie i Askø Kirke 1877.
Sophie Jørgensen, født Rasmusdatter, f. 1856, død 1929. Sophie og Jens Peter fik 13 børn, som alle klarede sig godt. Parret havde guldbryllup i 1927.
Jens Peter fiskede hele sit liv med sine sønner fra kvasen ”De tretten søskende”.

11. november 2010
Askøs læge kom sejlende

Doktor Rasmus Jensen fra Fejø var også Askøs læge i min barndom. Ja faktisk var Doktor Jensen læge på ikke mindre end seks øer: Fejø, Skalø, Vejrø, Askø, Lilleø og til dels Rågø.
Der stod meget respekt om Doktor Jensen, han havde stor autoritet blandt sine patienter. Markus Hummelmose har i sin bog ”Gammeltid på Fejø” skrevet en levende skildring af Doktor Jensens besværlige lægeliv på de seks øer.

Den gang var det ofte rigtig vinter og ofte frøs Smaalandsfarvandet til – og så var det over isen på gåben eller i egen bil over isen. På Askø havde man en isbåd, som kunne trækkes over isen – et enormt slæb, som kunne kræve op til seks mænd, når den tunge båd skulle slæbes over isen. Hvis isen knækkede, så var det om at komme op i isbåden i en vis fart, ellers røg man ned i det iskolde vand, og overlevede måske ikke.

Det kløede…
Da jeg var barn, havde jeg meget eksem, som jeg gik og kradsede i, fordi det kløede. Der kom ofte sår med mere. Den gang vidste man stort set ikke noget om overfølsomhed og allergier, men da min mor gik til Dr. Jensen med mig, sagde han:
– Lad Mie ligge en halv time i havet hver dag så længe vejret er til det.

Det var jo en noget mystisk recept, men selvfølgelig blev jeg hver dag beordret ned i vandet, for når Doktor Jensen havde sagt det, måtte det være rigtigt.
Og om ikke både eksem og sår gik væk efter et par måneder – selvfølgelig fordi saltvandet rensede huden.
Jo doktor Jensen var en rigtig familielæge, som kendte sine patienter ud og ind.

Doktor Hersom
Min far, Harry Jensen, blev født i 1912. I min fars barndom kom den daværende læge Doktor Hersom fra Fejø kun hver fjortende dag.

Min far har fortalt, at en gang gik han med en forfærdelig tandpine. Den gang trak lægerne også tænder ud på folk. Min farfar mødte lægen uden for Toftegaard og spurgte,” om ”dovtoren” havde sin tang med? Den han brugte til at trække tænder ud med?

” Nej, det havde han desværre ikke.

”Vil ”dovtoren” så tage den med næste gang, han kommer?”

Det betød åbenbart ikke så meget, at min far så skulle gå i endnu fjorten dage med tandpine!

Da farmor blev syg
En gang blev min farmor meget syg. Det blev så slemt, at man ikke turde andet end at få ringet efter Doktor Hersom fra Fejø. Det blev til, at lægen ville sejle fra Fejø og ”lande” ovre under Lilleø ved Viggården.
Det var en mørk, kold og blæsende efterårsaften. Min far blev af min farfar kørt over under Lilleø udstyret med en stormlygte.

Min farfar, som var en sand hesteven, vendte så hest og vogn og kørte hjem igen, så hesten ikke blev kold. Det gjorde åbenbart ikke så meget, om knægten blev kold.

Vippende lanterner
Min far skulle så stå der i mørket og kigge efter en lille båd, som ville sejle ud fra Fejø.
Båden havde en vippende lanterne i masten.
Når min far kunne se båden nærme sig, skulle han løbe, alt hvad remmer og tøj kunne holde til hen over Lilleø og en blæsende Lilleøsbro, for at fortælle min farfar, at nu var lægen på vej, og nu kunne han godt spænde Lise (farfars hest) for igen, så lægen kunne blive hentet ovre under Lilleø.
Fiskeren, som havde sejlet lægen over, blev på båden og ventede. En nabokone var blevet hentet, for der skulle både laves kaffe og smøres smørrebrød til lægen, inden han dampede af igen, og det var jo i hvert fald ikke noget datidens mænd kunne befatte sig med den gang..!

Doktor Jensen blev boende
Der er ingen tvivl om, at det har været et fantastisk hårdt liv at være ø-læge den gang.
Den 1. januar 1969, da doktor Jensen var fyldt 70 år, afstod Doktor Jensen sin ø-praksis, men blev boende på Fejø indtil sin død – 15 år senere.

Der burde rejses mindesmærker over alle de flittige ø-læger, som den gang trodsede vejr og vind og ikke mindst kulde for at tage sig af deres patienter døgnet rundt, år ud og år ind.

11. november 2010
Christian den Tiendes besøg på Fejø

Det var almindeligt kendt, at Kong Christian den Tiende elskede at sejle med kongeskibet om sommeren.
Der var de planlagte sommertogter, hvor Dronning Alexandrine deltog, men udover det kunne Christian den Tiende lide at sejle ud i det blå med kongeskibet og ganske spontant finde på at sætte den lille chalup i vandet fra kongeskibet og sejle ind til en eller anden destination, som kongen gerne ville se nærmere på.

Således sejlede kongeskibet i foråret 1939 i Smålandshavet.

Pludselig fandt Christian den Tiende på, at han ville en tur i land på Fejø. Chaluppen blev sænket fra kongeskibet, og kongen blev med sit følge sejlet i land.
Vel i land i Dybvig Havn gik kongen og følge op mod Østerby.
Her får kongen færten af Bagermester Christensens Bagerforretning, og straks får han den gode ide, at han vil købe wienerbrød med ud til kongeskibets besætning.

Valborg hvinede
Kong Christian den Tiende går ind i bagerbutikken, og bagerens datter, Valborg, kommer ud fra baglokalet for at ekspedere. Da hun ser Kong Christians den Tiendes høje skikkelse i bagerbutikken, giver hun et hvin fra sig – og væk var hun!

Kongen står lidt desorienteret tilbage, og i mellemtiden kommer min moster Doris ind i butikken. Hun havde den gang som 24-årig en frisørsalon på Fejø, og ville hente lidt godt til kaffen.

– Er her ingen til at ekspedere?, spørger min moster uden at se nærmere på, hvem den anden kunde var.

– Næh, siger kongen, jeg ved ikke, hvad der skete, men den unge dame forsvandt, da hun så mig.
Først nu kastede min moster et blik på manden, som stod ved siden af hende:
– Du store kineser, det var jo kongen!

Bød kongen på kaffe
Så kom Bagermester Christensen med frue styrtende ind i butikken og begge hilste ærbødigt på kongen.
– Vil kongen dog ikke med ind i privaten og have en kop kaffe?, spurgte bagermesteren og viste vej til privaten.
– Jo, tak, svarede kongen og kaldte på sit følge, som ventede udenfor.

Da konge og følge var forsvundet ind i bagerfamiliens privatbolig, faldt der ro over butikken. Doris fik sin wienerstang og gik i rask trav tilbage til sine kunder i frisørsalonen på Fejø – en stor oplevelse rigere.

11. november 2010
Rigtige æbler

…kommer fra de idylliske øer i Smålandshavet

Til tider kan vi menneske opleve, at vi har været ansat et sted, som altid vil stå klart i vores bevidsthed. Således tænker jeg med stor glæde tilbage på min tid som ung pige i huset hos Asta og William Hansen på Vigmosegård på Lilleø, en frugtplantagen på 15 tønder land, som nu ejes af Claus Meyer. Min ansættelse var over to perioder — begge gange i efterårsperioden (frugtsæsonen) 62/63. Her fik jeg som 15-årige lært at bestille noget såvel inde som ude – og jeg fik lært at omgås frugten. Jeg kan endnu høre William formanende stemme: ”Ikke rive æblet af, men snup det med et let knæk — ikke smide æblet ned i frugtkurven, men behandle det nænsomt!” William og Asta overtog frugtplantagen i 1963.

Gode penge i frugten
I 30’eren var nær ved halvdelen af de 15 tønder land jord blevet tilplantet af Marie og Helmer Hansen, Williams adoptivforældre. Helmer og Marie opdagede, at der var gode penge i frugten — og at klimaet på specielt Lilleø var fremragende til at give et velsmagende aromatisk æble. Der er sjældent sen nattefrost og meget tit er der en til to grader varmere på de små øer i Smålandshavet, end på det øvrige Lolland. Det betød, at man både på Fejø, Femø og Askø/Lilleø begyndte at satse på frugtavl. I 50’erne kom der en sammenslutning af frugtavlere på Lolland og de små øer, og det betød at man i ”Frugthaverne” (som frugtplantagerne bliver kaldt på Askø) kunne få råd og vejledning af en frugtavlerkonsulent. Da Asta og William overtog Vigmosegård tog det unge par grundigt fat på at forbedre frugten. William lagde et kolossalt arbejde i at vedligeholde og beskære frugttræerne, og Asta begyndte at sortere æblerne til første sortering. Hver eneste æble gled hvert efterår igennem Astas travle hænder — i løbet af ganske kort tid, blev Asta og Williams ”nummer 73” meget værdsat på Grønttorvet i København.

En gammel transistor
Når Asta og jeg plukkede frugt, havde vi altid en gammel transistor med os langs rækkerne. Når radioen spillede datidens popmusik, såsom ”Lille sommerfugl” eller ”Hvide måge”, så kan det ellers nok være, at vi sang med — så højt, at Asta og Williams nabo — ”Legenden fra Lilleø” Villy Hansen – en dag kom forbi og sagde til William: ”Kan du ikke få de to kvindfolk til at dæmpe sig lidt!” De sorter, jeg husker bedst, var Ingrid-Marie, Cox Orange, Belle de Boskoop, Gråsten, Guldborg og Pigeon. Der har sikkert været mange flere, og der er selvfølgelig kommet andre sorter til nu. Fælles for æblerne var, at det specielle ø-klima gjorde æblerne meget aromatiske, hvilket selvfølgelig også gælder æbler fra Askø, Fejø og Femø. På Fejø arbejdes der meget med at udvikle frugten i Fejø Frugtforsøgsplantage. Det virker som et spændende initiativ. Ligeledes Claus Meyers forsøg med balsamisk frugteddike og andre produkter fra Vigmosegård, Lilleø.

Hele året rundt
Der er meget arbejde i at frembringe et ordentligt æble — en frugtavler er i gang stort set året rundt: Beskæring af træerne om vinteren, sprøjtning flere gange i sæsonen, rensning mellem æbletræerne. Plukning, sortering og afsendelse af frugten i efteråret. Pigeonæblet, som bliver kaldt ”juleæblet” husker jeg som enormt arbejdskrævende, idet æblet, når det var plukket, skulle lægges på halmmåtter og vendes indtil flere gange, for at blive røde over det hele. Frugtavl er ligesom landbruget en usikker branche. For eksempel kan en enkelt haglbyge på et forkert tidspunkt ødelægge næste års kommende høst.

Den smukke æbleblomst
I foråret, når ”frugthaverne” blomstrer på Smålandshavets æbleøer, er det kønt, at det trodser enhver beskrivelse. Æbleblomsten er en uhyre smuk blomst — og når der er mange af dem, bliver det til en hel oplevelse at se mange tønder land æbletræer stå i deres hvide pragt. Der har eksisteret æbletræer i Danmark siden 1100-tallet. Det anslås, at der har været op mod 700 forskellige sorter i Danmark, opstået ved spontan mutation. Det virker ganske utopisk: 700 sorter? Man spørger sig selv, hvorfor det er gået sådan tilbage for det danske æble? En forklaring kan være, at der i 90’erne kom et EU-direktiv, hvor 21% af de danske frugttræer måtte lade livet. I dag er der 350 frugtavlere tilbage. Således importerer vi i dag to ud af tre æbler i DK — det er en skændsel.

Margrethe 1
Dronning Margrethe den 1. påbød i år 1392 bønderne at plante en masse frugttræer ved deres gårde. Gid den nuværende Dronning af samme navn også ville påbyde danskerne at plante flere danske æbletræer! For hvor ville det være herligt, om vi forbrugere uden besvær kunne købe et dansk æble i et helt almindeligt supermarked — og jeg kan garantere, at hvis du vil smage et ”rigtigt før verden gik af lave æble”, så bør det komme fra de idylliske æbleøer i Smålandshavet.

11. november 2010
Den gang Fejø var kærlighedens ø

Det var den gang, der boede 85 ungkarle på øen.
En gang i begyndelsen af 50’erne sad der en flok mænd over et par øl på Landbolyst på Fejø. Som altid, når der er mange mænd samlet, bliver verdenssituationen drøftet grundigt.
På et tidspunkt kommer forsamlingen ind på de mange ungkarle på Fejø.
Carl Alex Jørgensen, kaldet Lasse , overtjener og medejer af Landbolyst, udbrød pludselig ”Vi burde lave en ungkarleforening!” Der blev almindelig mumlen om bordet, ja hvem mon kunne det, lød det her og der.

Hvem ku´ – Lasse kú…
”Det kan jeg da”, sagde Carl alias Lasse. Mændene omkring bordet begyndte at grine og en sagde:
”Det tør jeg godt vædde en kasse ’øl på, at det får du da aldrig gjort”.
Der blev væddet, men der tog de gode mænd fra Fejø fejl. For Lasse gjorde noget ved det og fik sat en annonce i et lokalt blad, som blev omdelt på Fejø Og nu tog pokker ved Ungkarleforeningen.
Der kom et hav af indmeldelser — endda også fra ungkarle i USA og Sverige!

I dansk og tyske aviser
Et par københavnske aviser havde fået færten af, hvad der skete på Fejø og begyndte at skrive om det. En tysk avis skrev om Fejø Heiratsmarkt — og i det hele taget kom Fejø pludselig på verdenskortet. En driftig forretningsmand fra København, Anders Nyborg vejrede straks økonomiske fordele og fik arrangeret de første fester på Fejø, hvor hr. Nyborg sendte en busfuld med københavnske kvinder til fest på Fejø endda på skuddagen 1956, så lå det jo lige for, at kvinder kunne fri, hvis de faldt over noget, som havde interesse.

Kvindebussen
Jeg kan se det for mig, når bussen kørte op foran Landbolyst.
Ud nærmest vælter en flok kåde københavnske kvinder godt rigget til her og der — og indenfor i festsalen står de 85 ungkarle og tager det stille og roligt, men selvfølgelig beskuer de damerne, det vil enhver mand vel gøre i deres situation?
Men nu er en øbo jo ikke sådan at vælte af pinden, så der har sikkert være en del overvejelser med i ungkarlenes vurderinger: Vil sådan et bette kvindfolk mon kunne malke en ko? Ville hun kunne luge en roemark? Kan hun lave frikadeller?

Tog sig en øl
Måske rystede de fleste på hovedet og tog sig endnu en øl. Og det kommer der som bekendt ikke noget giftemål ud af.
Men ellers gik festen godt og den sluttede først, da bussen kørte af sted med de københavnske damer ved fire tiden om natten, og ungkarle fra Fejø kunne gå hjem til deres gårde, eller hvad de nu havde med at gøre, for ganske passende at tænke lidt over tingene.
Det vides ikke med sikkerhed, om der kom nogle giftermål mellem københavnerdamerne og en ungkarlene fra Fejø ud af de fester, som i den periode blev holdt på Fejø.

Maiken og Jens
Min romantiske sjæl kunne ellers godt fantasere om en scene, hvor københavnske Maiken, som stod af bussen på Fejø, fik øje på en af Fejøs ungkarle – han hed måske Jens eller måske Arne, og ”BANG” sagde det, og horisonten stod i flammer, og der blev kort efter lyst til bryllup i Fejø Kirke!
Så enkelt gik det ikke, men nogle af ungkarlene må have været blevet gift, for til sidst blev ungkarleforeningen opløst, fordi der ikke var nok medlemmer.

Farmer dating
Man kan sige, at Ungkarleforeningen på Fejø var datidens ”Farmer Dating”, hvor ensomme landmænd i dag lægger deres profil ud på nettet, med det håb, at der vil melde sig interesserede kvinder.
Om ikke andet, så blev der holdt nogle gode fester på Fejø den gang i 50’erne! Derudover er det en kendsgerning, at Fejø blev kendt vidt omkring i det danske land — ikke så dårlig en bedrift, for det fortjener den smukke og helt unikke ø.

11. november 2010
Der var en gang et posthus på Askø

Der var en gang…
Sådan begynder alle gode eventyr, og det kan vel på en måde betragtes som lidt af et eventyr, at Askø helt fra 1. april 1863 fik oprettet sit eget brevsamlingssted.
I 1912 fik brevsamlingsstedet et ”selvstændigt kontor” på ”en fast adresse”. I 1921 fik det lov at kalde sig ”Kongelig Postekspedition”, og fra den tid ved vi, at postekspeditionen fik fast adresse i et rødt murstenshus på Konemadevej 36.
I 1958 blev Askø Postekspedition lagt under Maribo Postkontor, stadig med filial på Askø – men…

Det allersidste brev
30 september 1968 var det desværre slut med det ”kongelige postvæsen” på Askø. Postekspeditionen lukkede og slukkede – det flotte røde skilt med guldbogstaverne blev pillet ned — og det allersidste brev med et Askøpoststempel på, sendte den daværende ”postbestyrerinde” Agnete Skov Jørgensen til sin mand Henning.
Agnete var gift med Henning Skov Jørgensen. Agnete bestyrede postekspeditionen i temmelig mange år. Hun overtog jobbet efter sin far, Niels Larsen, som den gang blev kaldt postbådfører, fordi han i mange år skulle hente posten med båd, dels i Bandholm, dels på Fejø.
Fra 1880’erne kom der en fast forbindelse fra Bandholm til Fejø med skibet ”Poluxene”. Her måtte postbådføreren ro ud til skibet fra Askø i al slags vejr for at få overbragt posten til Askø i rum sø. Niels Larsen måtte også gå over isen de syv kilometer til Bandholm i meget hårde isvintre — trækkende med en slæde, som han trak posten hjem på — en utrolig hård og kold tur, som sandelig ikke var ufarlig. Dette at hente posten over isen, når det var hård isvinter, var for øvrigt nedskrevet i postbådførerens ansættelseskontrakt.
Postfører Niels Larsen blev interviewet til en lollandsk avis i 1952, efter han var blevet pensioneret. Journalisten spurgte, hvordan Niels Larsen dog have kunnet holde så hård en tilværelse ud. ”Jamen”, svarede Niels Larsen, ”posten skulle jo frem!”.
Det var ikke hver dag, man som Askø-bo bevægede sig op til posthuset, men når man havde ærinde der, så var man i en lettere ærbødig tilstand. Alene det med lugen, som først blev skudt til side, når Agnete var klar, og man gik ind ad den fine hoveddør — og billederne af kong Frederik den 9. og dronning Ingrid i flotte rammer på væggen — det var svært at få fremstammet, at man skulle have for to kroner frimærker til sin mor.

Svend Post
I min barndom blev posten omdelt af Svend Jensen. ”Svend Post”, som han altid blev kaldt, var meget afholdt af folk på Askø og Lilleø. Han havde altid en lun bemærkning og var altid i godt humør. Det må have været spandevis af kaffe, den mand nåede at drikke på sin postrute rundt på Askø/ Lilleø — og jeg kan endnu se ham stå tilfrosset i vores bryggers, iført sit vintertøj og tunge støvler. I en fart fik han stukket en varm kop kaffe i hånden af min mor og i den anden hånd en stykke af min mors nybagte, berømte kanelkringle.

Sensationel pakke
En gang i min barndom i 50’erne modtog vi en pakke, som blev lidt af en sensation. Agnete ringede fra postekspeditionen, at der var kommet en kæmpepakke fra Amerika til os.
Min far sagde: ”Det må være fra farbror George!”. Min fars farbror var emigreret til USA med sin familie. Derovre i Californien tog han et andet efternavn, han skiftede Jensen ud med Vidar.
Svend Post kom asende på cykel med den store pakke — og aldrig har jeg oplevet en sådan spænding, som da den pakke skulle lukkes op. Min far fortalte højtideligt, at den pakke havde rejst i flere måneder over Atlanten på et skib — inden pakken blev lukket op, blev alle stempler undersøgt og kommenteret.
Så kom det store øjeblik, hvor indholdet blev lagt op på spisebordet i roligt tempo: En masse drenge- og pigetøj — måske ikke lige egnet til livet på landet – men det var ”amerikansk”!
Desuden en masse forskellige stoffer: Uld, bomuld, silke med mere (det var efter krigen med knaphed på alt i DK). Amerikansk slik, engelske tegneserier, blandt andet Anders And på engelske (som vi ikke forstod) — og en kæmpe musling, som farbror George selv havde samlet op på en strand ud til Stillehavet.
Muslingen var belagt med perlemor — og den står den dag i dag i min vindueskarm og minder mig om den gang, jeg og min familie på lille Askø fik en pakkehilsen fra på den store verden.
Vi kan i Danmark se tilbage på 375-års posthistorie, og meget har forandret sig.
Vi lever i et stadigt voksende kommunikationssamfund, hvor meget kommunikation bliver foretaget digitalt over computeren.

Fortæller pligten
Det digitale samfund har sat sine spor på de små danske posthuse, som i stor stil er blevet lukket over hele landet. Hvem ved, måske vil mine efterkommere ikke opleve et rigtig dansk posthus?
Måske er de smukke røde postkasser ikke eksisterende længere om 50 år?
Så er det, at vi, der født ”fra før verden gik af lave”, har ”pligt” til at efterlade os fortællinger om den gang, der var posthuse i Danmark.
Der var en gang et posthus – det lå på Askø – og for længe siden kom der til øens posthus en enorm stor pakke sendt hele den lange vej fra Amerika…

11. november 2010
Omkring grødfadet på Femø

Når nutidens mennesker læser og hører om gamle dage, hvor f.eks. alle gårdens folk spiste af samme grødfad, gyser det i os.
Mange steder havde man stadig den skik i 20’erne i Danmark. Således også hos gårdejer Jørgen (Frandsen) Grymer på Femø.
Nu var der sket det, at gårdens datter, Anna Marie, havde forlovet sig med en skolelærer, og det passede muligvis ikke den velstående gårdejer.

Og så blev der dyppet
Skolelærer Robert Krauch blev dog høfligt anmodet om at spise med ved bordet, da han besøgte sin forlovedes hjem. Ind kom det varme grødfad med en stor smørklat i midten. Husbond, pigerog karle tog deres ske, som altid hang under bordet i en krog, og alle rakte til samme fad og dyppede ihærdigt og uafbrudt deres ske i smørklatten i midten af grødfadet.

En smule utilpas
Skolelæreren, der åbenbart var uvant med at spise grød på den måde, satte sig en smule utilpas på den anviste stol. Men skolelæreren fandt på råd. Han gravede en kanal fra smørret ned til sin side af grødfadet, således, at han slap for at dyppe i smørklatten, som de andre dyppede i. Men gårdejeren havde ikke til sinds at lade sådan en nymodens skolelærer slippe så let. Han tog en klat grød og lagde tværs over skolelærerens kanal, så smørstrømmen blev bremset.

Men de blev gift
”Her i huset dypper alle i samme smørklat”, lød det gnavent fra gårdejeren. Smørklat eller ej — skolelærer Krauch og gårdejerdatteren fra Femø blev gift, og Krauch fik embede som skolelærer på Askø, hvor familien blev forøget med fem børn.

11. november 2010