Forfatter: Max Hansen

Slagsmål i Bandholm den 5 august 1812

Imellem Vejleby bønder og Soldater af det Slesvigske Infanteri Regiment.

Der havde været travlhed og megen uro på Havnen i Bandholm den hele formiddag. Brænde var kørt til udskibning fra Knuthenborg skovene af Bønder fra Vejleby under Grevskabet Christiansæde.
Provideringskommissionen havde rekvireret brænde til forsyninger i København, og det nærmeste og bedst velegnede sted på grund af de gode tilsejlings forhold var Bandholm.
Til Skovkommando, var udvalgt dertil. 37 soldater, dels af Det Slesvigske Infanteri Regiment og dels af Det 3de Jyske. Disse militære skovarbejdere, skulle skrabe bark og være til rådighed for udskibningen ved Bandholm her den 5 august.
De havde nu i flere år været indkvarteret her på gårdene. rundt på egnen, mange af dem var ankommet for flere år siden sammen med godt 2000 andre våbenføre mænd fra det Slesvigske Infanteri regiment til Lolland-Falster som forsvar under Englandskrigen (1807-1814) De fleste var fra de slesvigske områder og var Indkvarterede på gårdene for 6 skilling dagligt.
Krigen føltes jo nu at være på det sidste, og længslen efter at vende hjem for disse unge mænd må jo havde været stor, men en del af disse, blev dog integreret her på Lolland-Falster, Da naturen jo kræver sin ret. Nye gener drages mod hinanden og man kan jo ikke sådan forlade mor og barn, nogen gange kunde de jo også være heldige at der fulgte en gård med, hvis der ikke lige var mandlige arvinger. En del faderskabssager blev der dog anlagt, uden at man fandt barnefaderen ud fra pigernes oplysninger.
Den dag, den 5 august var det gået helt galt, for de må havde følt sig kraftigt udnyttet.
Om luften har været varm og tung, som den nu engang kan være her i sensommerens høst måned, først i august er ikke utænkeligt. Det blev aldrig siden nævnt som en mulig årsag i de mange senere forhører.:
Hvorfor skovarbejderne pludselig begyndte at kaste barkstykker efter bønderne som i kongelig tjeneste, kørte brænde til udskibningen.

Infanterister 1809 – Hærens arkiv

Det var nu blevet middagsstund, mange af soldaterne blev over i korn og pakhusene hvor de spiste deres medbragte mad og tog sig en middagslur, inden der blev kaldt til arbejde igen,
Men nogle var gået over i kromanden Poul Hellemanns Krostue.

Forhøret af Familien Hellemann. Den 19 august 1812 på Knuthenborg Tingstue ved Bandholm.
efter Skrivelse af 11 august 1812 fra Forvalter Kiergaard på Grevskabet Christiansæde til Stiftamtmanden

Poul Hellemann havde også lagt sig for at få en middagshvil, men han var kort efter blevet vækket af en tumult inde i krostuen. Han stod da straks op, og i det han kom i døren, erfarede han slagsmål mellem 4 af de ommeldte militære skov arbejdere; hvoraf den ene navnlig Laurits som ligger i kvarter hos Lars Krøll i Maglemer, den anden navnlig Cornelius i kvarter hos Øster Peder Jørgensen i Reersnæs, den tredje navnlig Store Hans i kvarter hos Lars Jensen i Pårup og den fjerde en Vicekorporal hvis navn og kvarter var ham ubekendt. På den ene side og nogle Bønder fra Vejleby under Grevskabet Christiansæde. På den anden side. Deres navne var ham ubekendt.
I døren havde han mødt sin Datter Lotte Christiane som skreg og græd, og da hun er skrøbelig af helbred og har haft krampe tilfælde. Viste han hende straks ud i gården. og hun gik da også øjeblikkelig derud. Hellemann løb derpå ud på gaden og i mod ham, kom flere andre Soldater af samme kommando, disse vilde ind; Han bad dem at blive udenfor, for at forhindre videre slagsmål, men de adlød ham ikke, og gik bare ind. Samme kommando samledes imidlertid og slagsmålet vedblev da ude på gaden, mellem bønderne og soldaterne. En bonde ved navn. Søren Munk, så han næsten liggende blodig i ansigtet og næse grus på stenbroen, ; alle fire soldater især Store Hans og Korporalen så han ligeledes og med sår i hovedet, men årsagen eller oprindelsen til dette slagsmål, kunde han ingen forklaring give.
Han ved at Bønderne den dag havde været nede herved Bandholm, for at køre brænde fra skoven til udskibning for den kongelige Kommission.
De som var nærværende, da slagsmålet begyndte. var hans broder Skipper Jacob Hellmann, hans kone og hans datter. Videre til oplysning viste han ikke. End da der den næste dag, da her atter fra Christiansædes Grevskab var bønder nede med brænde. Fortalte nogle af dem , at nogle soldater som sad og huggede bark, kastede barkstykker ud efter dem, medens de kørte forbi. –
Skipper Hr. Jacob Hellemann forklarede at han ikke var tilstede ved slagsmålets begyndelse. Han forklarede også at hans broder havde bedt ham: ikke at indleve sig i slagsmålet, Han så flere soldater, hvoraf den ene over i døren, fik fat i håret på en bonde, som hedder Søren Munk, som han blev ved med mod den andens hoved længe at give Næsestyver og derefter fik ham ud på gaden og med et piske skaft slog ham, medens han, lå næsegrus på broen. Nogle Bønder så han flygte ud af vinduerne på gaden, hvor Slagsmålet fortsatte. Mange Bønder: dem som har været her ved Bandholm med brænde, har siden for Jacob Hellemann klaget over at de Soldater som havde siddet på en korn båd herved Bandholm, havde medens de kørte forbi, råbt efter dem, samt kastet barkstykker efter dem, men det har ingen videre følger haft, da Bønderne ikke tog sig af deres fornærmelser.
Om Bonden Munk fortalte han, at Soldaten var ikke ene om at få Bonden ført uden for på gaden, men der var fire soldater om at bære ham uden for, hvor han som en død, lå næsegrus, medens 2 ad 3 Soldater slog på ham med Piskeskafter. Hellemann så også, at nogle Soldater slog nogle Bønder ude ved gadeporten om slagsmålets oprindelse ved han intet.
Madame Hellmann, blev forhørt og forklarede: at hun den dag havde set, som hendes mand. 3 Soldater og Vicekorporalen hvis navn er Hans Larsen og ligger i Kvarter hos Anders Michelsen i Paarup. Ved bordet i Krostuen tillige med nogle Bønder fra Vejleby. Hvilke hun kun kendte Søren Munk ved navn; Soldaterne og Bønderne var først noget uenige, men gav dog Bønderne at drikke af deres brændevin og Bønderne delte ud mellem Soldaterne noget af deres mad, mellem soldaterne opstod en ordstrid, hvor ved de blev højrøstede. Fru Hellemann som stod ved skænken i stuen, bad dem da: ikke at yppe klammeri, hvortil Laurits svarede “Nej: det tør vi ikke frygte” og en bonde, som sad ved siden af Store Hans, skal havde talt et par ord; også forpagter Aagaards karl fra Christiansæde, som og var nærværende, fortalte hende siden. Havde sagt “Jeg skulle dog tro vi måtte have ro at sidde og spise vores mad” hvorover. Store Hans ruskede i ham og talte nogle hårde ord, hvis indhold hun ej ved. Søren Munk tog dennes parti, og sprang ud fra bordet. Og øjeblikkelig derpå var Soldaterne og Bønderne i håndgemæng og i fuld slagsmål. Bønderne havde overmagten indtil der kom flere Soldater, så at nogle Bønder til sidst måtte flygte ud af vinduerne, hvor slagsmålet ved blev ude på gaden. Vicekorporalen og store Hans, så hun siden efter: blodige, da de, fik de fleste hug ude på gaden, hvor hun ikke var nærværende, hun har siden hørt, af et par af bønderne var bleven ilde tilredte, videre viste hun ikke til oplysning, Det medtages , at nogle bønder fra samme Grevskab, som dagen efter ligeledes var herved Bandholm med brænde, klagede over at Soldaterne som sad ved en kornbåd og huggede bark, råbte efter dem. Fru Hellemann råde dem da til, ikke at svare dem; hvortil disse svarede “Nej det gør vi ej heller” Om slagsmålets oprindelse ved hun intet, og ingen andre vare nærværende end hende.
Hendes datter Lotte Christiane var i køkkenet ved stuen og begyndte at skrige, men som fraværende i køkkenet førend slagsmålets begyndelse, ved hun intet herom. Hun ved at Store Hans, er bekendt for at være et uroligt menneske og som oftest beskænket.
Kommiszonens opsynsmand Hr. Kuhn af Bandholm, afgav sin forklaring, han meddelte tillige: han så at Vicekorporalen, vilde standse og hindre bønderne i at køre hjem efter at slagsmålet var forbi, men kromand Hellemann frarådede ham dette og sagde. At det kunde få videre ubehagelige følger. Korporalen lod dem dog køre.
Kromand Hellemann, vilde dog have haft sendt bud til Etatsmanden på Vaarskov, for at få tilgivelse, men nu var de kørt Forhøret sluttet.
Udskrift: af Grevskabet Knuthenborgs Politiprotokol. Fol: 181.
Dette var Familien Hellemans Forklaring den 19 aug. i et forhør Til stedets Politimester med vitterligheds vidnerne Jens Christophersen af Bandholm og Hans Nielsen af Svaneevig udi Knuthenborg Tingstue ved Bandholm.
Da Bønderne var vendt hjem, gik de til Forvalter Kiergaard og fortalte hvad der var hent dem.
Forvalter Kiergaard sendte straks en klage om dette overfald Til Stiftamtmanden Cederfeld de Simonsen.
hvori han skrev
At den sande årsag til dette af Soldater gjorte overfald, skal alene der ses; at Bonden Christen Christophersen af Vejleby, en velagtet mand, sagde til de 4 soldater, som gjorde sådan en støj. “At de måtte være lidt rolig. At han og de andre bønder, kunde sidde i ro og spise deres mad,” Hvorpå de straks overfaldt ham med hug og slag, og Ligeledes for de Korterup mænd, også under Grevskabet, havde dagen efter, den 6te dennes, klaget over. Da de også udskibede brænde, af disse soldater var blevet udskældt, og truet med og med andre trusler at de med en Båndkniv de havde i Hånden, vilde skære deres Heste i Krydset, men da bønderne tiede ganske stille, undgik de at få prygl.
De som kunne give nogen oplysning i denne sag, er de Vejleby og Ågeby sogns bønder, som jeg når det befales, navnlig skal opgive, ligesom Hr. Hellemann og hus kvinderne kunde meddele beretning om sagens opkomst.
Christiansæde d. 11 aug. 1812.

Forhøret den 28 august 1812, af de Bønder under Grevskabet Christiansæde, som havde været i Bandholm med brænde den 5 og 6 august 1812 og havde været tilstede i Kromand Hellemans Krostue.

Bandholm – Hovedgade omkring 1800

Niels Hjulmand fra Vejleby forklarede, fra først til sidst, at den 5 august, var vi en del af Vejlebys Bønder i Bandholm for i Kongens tjeneste at nedskibe en del brænde til Provideringskommisioen, vi tog da ind på kroen for at fortære noget medbragt mad, hvortil vi købte os en Snaps; samme sted sad 6 mænd af militæret, hvor af de 4 efter først at have fortæret noget af vores mad, og til gengæld beskænkede de Søren Munk med snaps.
Disse militære, som Niels Hjulmand, kunne skønne, talte tysk indbyrdes, og da en af soldaterne slog i bordet for en underofficer, hvorved et glas Brændevin faldt over mod en anden soldat,
Den såkaldte Store Hans, rejste sig da op og sagde. “slår du i bordet for min Underofficer: så er jeg her”. Derpå kom Værtens hustru. Madame Hellemann og tog det væltede Brændevins glas og sagde til benævnte Store Hans: “O. Herre Gud; vær rolig og gør ingen spektakler”. hvorpå Christen Christophersen og sagde “Jeg beder om vi måtte sidde i ro med vort med havende brød”. derpå greb Store Hans benævnte Christen Christophersen i armen, og en anden af soldaterne støttede ham for brystet; i dette øjeblik opstod bonden Søren Munk; “Hvad tager i jer for; kan i ikke lade os side i ro og spise vort brød.” derpå rakte store Hans over efter Søren Munk, og i hårde vending var en efter anden af soldaterne i begreb til slagsmål og overfaldt den første den bedste af bønderne, uden hensyn til at have noget imod dem. Straks efter hentede en af soldaterne hjælp af de andre soldater, fra det sted hvor de sad og skrabede Bark.
Madame Hellmann søgte at ville skjule nogle af bønderne for overfaldet, men forgæves, for de måtte retirere ud af vinduerne, de andre blev slæbte ud, nemlig Søren Munk, unge Peder Rasmussen Christian Jensen, unge Bruns og Peder Jensen; som nævnt i forhøret i Knuthenborg, de flere som fik prygl, hvoraf næsten ingen undgik, der var omtrent 16 i alt.
Årsagen til det slag i hovedet, som i det Knuthenborgske forhør melder om, at en underofficer og en soldat havde fået, kom ved den lejlighed. At værten Hr. Hellmann bad en bonde, nemlig gamle Peder Rasmussen fra Vejlby som stod ved døren ud til Forstuen, at sætte nogle af de urolige Soldater ud. Han greb derpå først underofficeren og da denne var barhovedet, fik han ved at kaste ham ud hvor der var stenbro. Han fik da det hul i hovet som er nævnt, på samme måde blev og en anden soldat blodig.
Uden for kroen anholdt de Bønderne med trussel om arrest og anmeldelse for Løjtnanten, men disse undveg.
Denne Niels Hjulmands forklaring, blev fra først til sidst godkendt af Rasmus Kåre, Jørgen Kromand, Peder Henriksen og Rasmus Bødker af Vejleby som undgik et overfald, skønt det nok var tilsigtet Peder Sørensen af Korterup og Christen Hendriksen af Opager forklarede: at de Aagebys sogns 14 mand i tallet. Dagen derpå den 6 te var i samme Forretning i Bandholm da kom en del af de nævnte Soldater efter dem med vild og uanstændig tiltale, hvori i blandt en med en båndkniv som spurgte Jørgen Due i Aageby om han ikke måtte knibe Knoglerne af hans hest: thi han ville da blive meget synligere.
De var alle forud af Madame Hellemann advaret om at de intet måtte svare eller indlade sig med soldaterne, hvilke de adlød og ved den lejlighed undgik de videre overfald, som formentlig kunde havde funden sted. Når de blot ved brændets kørsel, kørte så langsomt som muligt forbi, hvor soldaterne sad og huggede bark.
Denne forklaring blev af Christen Christophersen fra Vejleby deklareret sandfærdig og ind sendt til videre oplysning

Forhøret den 9 og 10 september 1812, af de Soldater fra det Slesvigske Infanteri Regiment, der var udtaget til Skovkomanndo og var kommanderet til barkskrabning den 5 og 6 august 1812.

Maribo d. 9 september 1812 nedsattes ved foretræde af Hr. Kaptajn von Lange af Hans Højhed Prins Christian Frederiks Regiments 3 de Bataljon. Med underskrevne herved. Assessoren med forhører, som var foranlediget af Lolland og Falsters Stiftamtmandskabs skrivelse af 3 september på disse Skovkommandoers vegne var Hr. Løjtnanten Rodenborg overværende.

I retten fremstod først Korporalen, som angav ad generalia.
At han hedder Hans Larsen var Korporal ved 7 Musketer Kompagni. af Slesvigske Infanteri regiment. og var 27 år gammel, født i Hammelev i Haderslev amt.
Han angiver at hans fader lever. Han har Tjent siden 1806 ved Regimentet som rekrut, og er Snedker af profession. og er ej straffet.
Han fortalte at
Han er udvidende om anledningen til det den 5 august dette år ved Bandholm forefaldne slagsmål, thi som han forklarede i akterne, sad han tillige med Andreas Lanrup, Cornelius Holck og Hans Fisker, eller “den såkaldte Store Hans” i krostuen i Bandholm hvor bønderne fra Vejleby, af hvilke han ej kender nogen af dem ved navn, Her var også de anmeldte soldater og de var enige med Bønderne fra begyndelsen af, De gav hver andre indbyrdes kage og brændevin, men da som soldaterne talte Tysk indbyrdes og derved lo, formener Han, at dette sprog, som formentlig var bønderne ubekendt, kan have give anledning til at bønderne troede at der blev gjort nar af dem. Han forklarede imidlertid at der ikke blev talt om andet end hvad der angik deres skovarbejde, og at der ikke blev gjort nar af bønderne.
Bønderne stod derpå op og slog med deres piske skafter på Musketererne. Cornelius og Hans, skønt han forsøgte at styre dem tilfreds. Så blev han, såvel som de øvrige soldater imod deres vilje indviklede i slagsmålet, og de måtte vige for overmagten.
Han fik selv så mange prygl, at han blev ganske fortumlet i hovedet, samt blev kastet ud på gaden og fik så under affæren et sår bag til i hovedet. Imidlertid havde han dog så meget fatning, at han gik over til korn laden, for at få de øvrige soldater, over for at hjælpe deres kammerater væk fra bønderne. Nogle af dem gik derover, men han husker ej hvilke, Der blev ingen videre spektakler, så vidt han husker, thi formedelst smerte af de erholdte prygl og såret i hovedet så han ej senere hvad der videre foregik.
Hans Fisker blev også stærkt slået i hovedet, men ej såret, dog formener han at det sår han fik, kan være sket med et skarpt instrument. Såret blev ej ved nogen læge undersøgt, dog benægter han at vilde hindre bønderne i at køre hjem,
ligeså er det ham ubekendt, at der de påfølgende dage, er blevet kastet barkstykker ud efter de forbi kørende bønder.
Han havde dengang der var spektakler og de påfølgende dage kommando som under officer. Ved Gafrauteren Claus Klap havde han underrettet Løjtnant von Rodenborg, at der havde være spektakel ved Bandholm, og at bønderne havde frygtet dem. og Hr. Løjtnanten var kommet derned, men intet videre skete, da bønderne var kørt hjem. .
Næst fremstod Musketerer Hans Fisker som forklarede. ad generalia.
At han hedder Hans Sønnichsen. Han kendes også som Hans Fisker af 5 Kompagni, 23 år gammel, født i Kaspelænge i Tønder Amt angiver at Forældrene lever. I 1809 kom han som Landrekrut til regimentet. er ej straffet. Han har ingen profession.
Han oplyste
At hverken ham eller nogen af hans kammerater har fornærmet bønderne, men at de på engang begyndte at slå soldaterne med deres piske skafter, og da alle mand begyndte, vel nok en halv snes bønder, og slog ham således på ryggen og i hovedet, at han ganske tabte bevidstheden og han kom ikke til sig selv før bønderne var borte og at han i flere dage ikke kunde gå på arbejde.
Fra begyndelsen af, da de sad i krostuen. Herskede der såvel mellem Bønderne som Soldaterne enighed. De talte indbyrdes tysk i mellem hverandre, men intet som angik bønderne, men om deres skovarbejde, dog benægte han endvidere at det der var anført om ham, at der skal være slået i bordet hos Under officeren og at han havde taget dennes parti, da han tabte bevidstheden under affæren og ikke kom til sig selv igen, før end alt var forbi, så han kan intet angive til videre oplysning.
Næst fremstod Musketerer Cornelius Holck af 7 Kompagni som forklarede, ad generalia.
At han hedder som formeldt. er 28 år gammel. Født i Tetenbuttel i Eiderstadt. Han angiver at moderen lever. I 1805 kom han som landrekrut til regimentet. og er ej straffet. Han har ingen profession.
Han oplyste.
At Han kender heller ikke anledningen til spektaklet fra soldaternes side og at der ikke givet. Bønderne anledning til begynde at slå, og da de havde overmagten og kun 4 soldater imod dem, Så blev han således pryglet at han og de forrige, blev rent fortumlet i hovedet og ej kunde observere, hvad der foregik, det er ham ikke bekendt at Under officeren vilde standse bønderne i deres hjemkørsel, ligeledes benægter han, det om det tidligere nævnte klammeri.
Næst fremstod Musketerer Andreas Lanrup af 4 kompagni han, ad generalia.
At hedde som nævnt her, han er 29 År gammel. Født i Løgumkloster i Agenrodel Amt. Han angiver at forældrene er døde. og at han er Bager af profession. Har tjent 1806 som landrekrut. er ej straffet.
Han oplyste.
At han er overensstemmende med de andre, og han tilføjer, at han blev slaget i hovedet, og at han faldt ned inde i stuen, hvor han først kom til sig selv igen, da det vel var forbi, Forhøret sluttedes indtil videre.
Hr. Løjtnant von Rodenborg var anmodet at indsende hertil i morgen, den del af kommandoet som var ved Bandholm til bark skrabning.
Lange                  Scheltes                  Schaathie

Maribo d. 10de Septbr.1812.
Forhøret kontinueres under samme præsidium som i går. Hr. Løjtnant von Rodenborg var overværende. og medbragte en fortegnelse, over det mandskab der den 5 august var Kommanderet til barkskrabning og som i dag før middag gav møde.
De 15 soldater som blev forhørt, havde alle haft middagshvil og sovet på kornboden og kunne derfor kun lidet oplyse.
Dog kunde Musketer Lorenz Lorentsen 28 år gammel oplyse, at han vågnede op ved en tumult. Først troede han: at der var Engelske skibe i farvandene. Løb derfor hen til hjørnet af kromandens lade, hvorfra han kan se ned til stranden, men ca. fra skurdøren, så han ikke noget af det slagsmål der skal have fundet sted, da han løb derfra, mødte han en bonde der sagde, : at han skulle nok træffe de karle, og en pige sagde, : de slåer alle ihjel, men han kan ingen af dem navngive, han aftrådte.
Forhøret sluttedes derpå indtil videre og blev underskrevet.
Lange                  Scheltes                  Schaathie.

Fr. Fischer. Regimentets Auditør. Brædstrup.

Liste ove det Mandskab af 3de Jyske og Slesvigske Infanteri Regiment som den 5te august 1812 skrabede bark ved Bandholm.
No. 1 Ref.: Korporal. Hans Larsen, af 7de Kompagni.
No. 2 Musketer. Ketil Sievers, af 1te Kompagni.
No. 3 Musketer. Niels Bierholm, af 1te Kompagni.
No. 4 Musketer. Poul Poulsen, af 1te Kompagni.
No. 5 Musketer. Lorenz Lorenzen, af 1te Kompagni.
No. 6 Musketer. Christen Christensen, af 1te Kompagni.
No. 7 Musketer. Peter Rosendahl, af 2de Kompagni.
No. 8 Musketer. Laurits Kling, af 2de Kompagni.
No. 9 Musketer. Claus Grab, af 2de Kompagni.
No. 10 Musketer. Jacob Nissen, af 2de Kompagni.
No. 11 Musketer. Thomas Thomsen, af 2de Kompagni.
No. 12 Musketer. Jørgen Nissen, af 3de Kompagni.
No. 13 Musketter. Andreas Laudrup, af 4de Kompagni.
No. 14 Musketer. Christen Petersen, af 4de Kompagni.
No. 15 Musketer. Asmus Mau, af 5te Kompagni.
No. 16 Musketer. Claus Mech, af 5te Kompagni.
No. 17 Musketer. Hans Sønnigsen, af 5te Kompagni.
No. 18 Musketer. Nis Lauritsen, af 5te Kompagni.
No. 19 Musketer. Frederik Jespersen, af 5te Kompagni.
No. 20 Musketer. Christian Schiødt, af 5te Kompagni.
No. 21 Musketer. Andreas Jacobsgaard, af 5te Kompagni.
No. 22 Musketer. Thomas Hansen, af 5te Kompagni.
No. 23 Musketer. Peter Walbohm, af 6te Kompagni.
No. 24 Musketer. Christen Andersen, af 6te Kompagni.
No. 25 Musketer. Jens Christensen, af 7de Kompagni.
No. 26 Musketer. Christen Hansen, af 7de Kompagni.
No. 27 Musketer. Christen Lorenzen, af 7de Kompagni.
No. 28 Musketer. Cornelius Hasch, af 7de Kompagni.
No. 29 Musketer. Michael Michaelsen, af 7de Kompagni.
No. 30 Musketer. Poul Kamp, af 7de Kompagni.
No. 31 Musketer. Claus Jacobsen, af 7de Kompagni.
No. 32 Musketer. Rasmus Fransen, af 7de Kompagni.
No. 33 Musketer. Chr. Rasmus Holm, af 8de Kompagni.
No. 34 Jæger. Thomas Nielsen af Jægerkompagniet.
No. 35 Jæger Jørgen Hansen af Jægerkompagniet.
af 3de Jyske Infanteri Regiment.
No. 36 Musketer. Peter Kratten.
No. 37 Musketer Jens Esten.

Virket den 11te Oktober 1812 Rodenborg, Bræstrup.

Sagen blev sendt fra Oberst Gryner på Juellinnge den 3 oktober
til Generalmajor von Kardorff chef for 4 Arme Division, af Divisions Kvarteret i Nykøbing, som den 5 oktober forlangte Sagen nærmere undersøgt og forventede sig underrettet om den dom der måtte falde ved Krigsretten.

Så der blev afholdt endnu et forhør ifølge det Slesvigske Infanteri Regiments Justitsprotokol som blev fremlagt ved et Forhør i Nykøbing på Falster den 22 oktober 1812 af en del af soldaterne. Skovkommandoen var dog ikke indkaldt, men intet nyt kom frem

Så fremkaldtes de 4re i Slagsmålet deltagende, som vedblev deres forrige forklaringer hertil. Hans Sønnigsen sagde at han lå i forstuen, da han kom til sig selv og Andreas Lanrup, samt Cornelius Harch, at de lå i stuen. Hans Larsen vedgik at have kaldt folkene til arbejde og at Peter Walbom, havde fået tilladelse til at gå hjem, samt at han ej ved at have været i Korn huset for at kalde nogen til hjælp eller ved bestemt om flere kom over, men at han først kom der, da han kaldte dem på arbejde. Alle erklærede de fra deres part, da de sår de havde fået, nu var lægte, ønskede at sagen blev bilagt og ikke at ville forlange nogen Regaration for de erholdte slag, ifald sagen kunde blive bilagt, og de erholdte slag på begge sider går lige op med hinanden, alle angav tillige at Kromanden ej havde været i stuen, og at han havde for Løjtnanten, da han kom til, erklæret intet at vide derom, samt at bønderne i stuen så vidt de kunne komme til, alle tog del i slagsmålet, hvor på de aftrådte og forhøret sluttedes.
Munderloh                  Licht.                  Wulfsdorff.

Udskriftens rigtighed bevidnes
C.J.C. Bræstrup. Auditør ved det Slesvigske Infanteri Regiment.

Regimentets Formening,

Det vilde være meget ønskeligt, om sagen kunde bilægges, da parterne nu var, adskilt fra hinanden, og ikke ville medføre vidtløftighed og vanskelighed, hvad enten det skulde behandles af en kontinueret kommission eller for de skyldiges værneting og så vidt at alt er oplyst, kan skønnes et ønskeligt udfald, for parterne, Da der synes at være skyld på begge sider, hvorved videre møder og sammenkomst kunde spares dem.
Nykøbing på Falster den 26 de Oktober 1812
Woserior.
Højvelbårne
Hr. General Major von Kardorff.
Chef for 4de Arme Division.
Kommandør af Dannebrogene

Forhør af alle Bønderne
Efter skrivelse af 7 novbr. fra Stiftamtmanden
Udskrift af Grevskabet Christiansædes politiprotokol. pag 431
Anno 1812 den 13de novbr.

Transport af brænde. J. J. Bruuns stik af Ringsted 1753

Først blev fremkaldt, de som havde været i Atakqven, og uddelt eller modtaget prygl. Disse vare.:
a. Gårdmand Søren Munk. b. Peder Rasmussen den unge. c. ungkarl Christian Jensen. d. unge Hans Bruns og e. Peder Jensen, disse tilstod som forhen forklaret som rigtig og sandfærdig; derimod benægtede de at det under de militære forhører fra 29 oktober og 10de september af soldaterne er modsat udsagt, de er senere kommen i kendskab om, at andre tillige med dem, er overfaldet således:
f. Ungkarl Hans Nielsen,, som tjener Anders Ploug i Vejleby, der fremstod da blandt disse og forklarede: at han var i Hellemands stue da klammeriet opkom, fortalte at han talte ikke til nogen på den tid, men det uagtet, kom en soldat og slog ham i næse og mund, uden at tale et ord eller meddele nogen årsag dertil. Han blev derover stum, men flere kom og tæskede ham i hovedet og jog ham ud af døren, han retirerede derpå til sin vogn, og kørte hjem.
g. igen fremstod Christen Christensen , som ligeledes var overfaldet, efter sigende med slag i hovedet, og derpå retirere udi i Hellemands køkken, hvor han, så vel som Hans Nielsen var i stuen ved klammeriets og slagsmålets begyndelse, men uden deltagelse fra sin side. Flere kendte han ikke der have taget tvungen del i slagsmålet.
Rasmus Kåre, Jørgen Kromand, Peder Hendriksen, og Rasmus Bødker fremstod og ved ed bekræfter deres beretning som sandfærdig og rigtig, og med det tillæg i hensyn til soldaternes foregivende.
At Bønderne skulle være blevet opbragt for det de talte tysk, som formodes de ikke forstod; imidlertid bevidner, de da dog; at inden en af Soldaterne stod op og slog i bordet for Underofficeren, forstod de da så meget af deres tyske sprog, at en sagde til de flere: “Vi 4re karle” :nemlig de som sad ved bordet: kunde let feje de bønder på døren, skønt ingen svarede dem derpå.
Igen fremstod Hans Haurbølle, Jørgen Due, og Ungkarl Christen Mogensen af Vejleby, som forklarede: at skønt de var i samme ærinde ved Bandholm som de øvrige bønder, var de så heldig ikke at blive overfaldet eller tog del i slagsmålet, dog var de øjne vidner til det passerede, som af Niels Hjulmands er udsagt.
Tallet af Bønderne som var i stuen da slagsmålet opkom var 17ten og soldaternes antal foruden de i stuen værende 6 som tilkom under Atakqven, kunde de skønne at være omtrent en 30ve i tallet.-
Dette var alt hvad retten kunde indlede til oplysning og vidner kunde bekræfte det samme. Forhøret blev sluttet til beskrivelse og blev befalet til indsendelse.
Da bønderne ikke kunde bekvemme sig til at tilstå noget bestemt forlig, lod de øvrighedens bestemmelse afgøre sagen, således at de som fornærmede nød en passende Sattisfaction.
Datum ut supra Dall.
Christen Nielsen af Tirsted og Søren Nymann af Skørringe.
konfereret med førstnævnte Rets Protokol.
Dall.

Stiftamtmanden indsendte skrivelsen fra Kommandøren, og kommenterede sagen til Generalmajor von Normann

Majoren modtog følgende Skrivelse fra Kommandøren for det Slesvigske Infanteri Regiment hvoraf erfares: at han formener at bøndernes opførsel heller ikke ganske kunne undskyldes, ligesom han i øvrigt er villig til at lade soldaterne afstraffe for dette slagsmål. På denne Skrivelsens bestemte måde, således formener han at bønderne heller ikke kan sige at være ganske uskyldige og de bør afstraffes med mult. Da Stiftet formener det hensigtsmæssig, at denne sag bilægges og ligesom Regimentet er villig, til at lade pågældende straffe på en efter Stiftets Formening passende måde, så findes det ikke mindre upassende at bønderne, som efter de indhentede oplysninger, heller ikke synes at være ganske brøde frie, så må jeg tjenstligt anmode deres Velærværdighed behageligen, at ville snarest mulig indhente vedkommende erklæring, hvorvidt de måtte være villig til at bilægge sagen, således at de militære straffes på den i Regimentes foreslåede måde med mere, hvorimod . Gmd. Søren Munk. Peder Rasmussen den Unge. Ungkarl Christian Jensen. Unge Hans Brems og Peder Jensen, for at have gået videre med slagsmålet ved omstændighederne fordrede bøder til Vejleby sogns Fattigkasse hver 2 rigsdaler. Skulde på gældende ikke være villige til at indgå disse vilkår,
som stiftet på grund af omstændighederne finder passende og hvorom man aldeles ikke på tvivler at Hr. Birkedommeren jo vil søge at overtyde vedkommende, vil sagen blive Hr. Majestæts foredraget til nærmere allernådigst Resolution meddelelse hvorledes denne sag skal behandles.
Cederfeld de. Simonsen.

Generalmajor von Normanns afgørelse af sagen, sendes til Stiftamtmanden

Da intet nyt var kommet frem efter de mange forhør, og som bønderne var villige til sagens arbitrære Afgørelse, med mindre de erholdte slag kunne gå lige op mod hinanden, er det derfor anmodet mig om min medvirkning, samt der er erklæret at de ville underkaste sig enhver følge af denne handlemåde regimentet måtte bestemme om dem. De hertil udleverede 4 soldater, som ved slagsmålet havde været tilstede, havde vedstået, Jeg mener at hvorvidt soldaterne ej have til dels måtte bruge stødværge, kunne for den på ståede ene
Hans Sønnichsen, som efter alt det oplyste har været tilstede ved slagsmålets første begyndelse indsættes 5 dage i Kachot på vand og brød;
For Hans Larsen som ved at tilkalde sine kamerater efter sin tilståelse i det første forhør, havde forlænget slagsmålet. i 48 timer
og fra Cornelius Holck og Andreas Lanrup hvis deltagelse i samme synes mindre, formentlig i 24 timer.
Endelig tilbyder jeg mig om det skulle til sikkerhed i fremtiden forlanges at tage Hans Sønnichsen bort fra Skovarbejdet på Lolland og ej sende nogen af de personer derhen i fremtiden. Men da på den anden side de optagne Forhører udviser, at også bøndernes forhold har været ulovligt,
Da denne min forventning om sagens afgørelse på det offentlige i fremtiden tilskrevet, beder jeg ærbødigst, at deres Højvelbårenhed, vilde underrette Stiftamtmanskabet sagen, eller ikke. I første tilfælde, skal jeg staks så snart alt er indkommen, lade det tilbudene i henseende til soldaterne og ingen, igen ved dette er hændt til videre, så udbeder jeg mig ærbødigst at deres Højvelbårenhed ville forelægge hans Majestæt Kongen den i sagens akt optagne forhører, som indeholder de erhvervede oplysninger for kommissionen eneste passende til sagens videre undersøgelse og handling uagtet kunde være allernådigst befalet, denne kommission, måtte da vel nedsættes i Maribo, som det jo for begge parters bedst bekvemmende sted eller i omegnen,
Nykøbing på Falster den 5te december 1812
Woserior.
fra
Højvelbårne
Hr. Generalmajor von Normann
Kommandør for 4de Arme Division. P: B:

Brevet af 19 December 1812 fra Forvalter Kiergaard på Christiansæde
Til Birkedommer Dahl

Stiftamtmanden samt Oberstløjtnant v. Schrivers forslag til sagens bilæggelse.
Hvis Oberstløjtnanten i fremtiden vil tage de vedkommende soldater væk fra Øen, ønsker de bemeldte bønder gerne at sagen bortfalder ligesom at soldaterne ikke kommer uden Straf.
Christiansæde den 19 December 1812.
Kiergaard.

Birkedommer Thomas Dall’s brev til Stiftamtmanden af 22 December 1812

I følge Deres Højt velbårenheds ordrer
Da Bønderne ved Hr. Forvalter Kiergaard har vedtaget alt og med begæring, at soldaterne bliver ustraffet, og alene anvist et andet arbejdssted efter Hr. Oberst Løjtnantens løfte,
Således håbes sagen i det hele at bortfalde.

Underdanig Dall
Aaserup d: 22de decbr. 1812

Sagen sendt til Stiftamtmandskabet for Lolland og Falster til Høyvelbårne Hrr. Cederfeld de Simonsen Deres Kongel: Majts Ridder Kommers Herre Stift befalings og Amtmand af Nykøbing på Falster.

Lolland-Falsters Stiftamtskopibog. Sagens afgørelse sendes til Regimentet.

Nykøbing den 6 Januar 1813. Skrivelse til Oberstløjtnant Scriver
I Anledning af deres Højvelærværdigheds behagelige skrivelse af 5 December 1812, hvori foreslås at sagen mellem Skovkommandoet ved Knuthenborg af Slesvigske Infanteri Regiment og nogle Bønder af Vejleby med flere Sagen under Grevskabet Christiansæde foranlediget af et i mellem dem under 5 August 1812 opkomne slagsmål, måtte bilægges således at de mest straf skyldige af soldaterne straffes dels med Krim slutning, dels med Fængsel på Vand og brød, samt at disse derefter ikke mere ansættes til arbejde ved skovkommandoet sammesteds, har jeg igennem vedkommende øvrighed indhentet de pågældende bønders erklæring, hvorvidt de måtte være villige til at bilægge sagen efter forslaget, efter Birkedommer Dall og Forvalter Kiergaards hertil i denne anledning indkomne erklæring, have disse ytret foruden at den fra deres side aldeles intet haver imod at sagen bortfalde, ønsker de soldaterne befriede for straf og alene anholder, om at pågældende måtte til deres fremtidige sikkerhed ikke oftere komme på Skovkommandoet ved Knuthenborg eller omliggende gårde, hvorfra fornævnte bønder ere pligtige at præstere brænde kørsel på grund af foran førte bønders ønsker haves, derfra stiftes side ikke noget imod at sagen ganske bortfalder når alene bemeldte soldater efter deres Høj-velærværdigheds Tilbud behagelige skrivelse bortlægges fra dette Skovkommando og ikke efter dertil kommanderes.

Cederfeld de. Simonsen.

Kilde: Journalsag 1967. Militærsager 1812. Maribo Amt., Landsarkivet for Sjælland, Lolland-Falster og Bornholm

16. april 2016
En Stranding af Fjendtlige Engelske skibe i 1811

En Stranding af fjentlige Engelske skibe ved Rødssand og Gedser Odde. Natten i mellem den 15 og 16 november 1811.

Efter den orkanagtige storm som hærgede Østersø området natten imellem den 15 og 16 november 1811. meddeltes der til Stiftamtmanden for Lolland og Falsters Stift fra Byfoged Prom i Nysted den 16 november At der var strandet 8 af 9 stk skibe, heriblandt et krigsskib ude på Rødsand. Og den 23 november meddelte Kammer råd Dahlstrøm at der den samme nat mellem den 15 og 16 var strandet 6 skibe ved Gedser Odde.
“Strandede skibe og strandingsgods tilhørte Hans Majestæt Kongen efter forordning om strandede skibe og gods af 5 juli 1808 og forordning af 8 Februar 1705. og alt videre forhandling gik igennem Danske Kancelli”
Stiftamtmanden svarede at. Jeg ønsker snarest muligt at de ville give mig underretning om det strandede, og at det som ingen skade har fået kan konserveres og bevares på bedste måde, og at forhører af mandskabet optages. På amtets vegne sender jeg Kaptajn Styrmand. Dodt, og Krigsråd Dons, som i går er rejst til Nysted og Gedser og jeg har anmodet dem at de bedre kan bestemme det fornødne.
“Disse skibe var en del af en samlet flåde på 120 fragtskibe som I oktober lå i Hanøbugten ud for det sydlige Sverige. De skulle eskorteres gennem de danske farvande af otte linieskibe og flere mindre krigsskibe Englænderne havde bitre erfaringer med de danske kaperskibe som lynhurtigt brød frem fra kysten, bordede et fragtskib og slæbte det i havn. Den 9. november begav konvojen sig på vej. Mellem Falster og Rygen sank ti fragtskibe i en storm. Den 15. november ankrede flåden op ud for Nysted, syd for Rødsand Stormen blæste atter op og to skibe sank, mens tolv skibe strandede og blev dansk krigsbytte. Også linieskibet St. George med over 800 mand om bord gik på grund. Takkelage, master og frem for alt roret gik til, men skibet kom atter flot og sejlede videre, blot for sammen med et andet linieskib, Defence at splintres ved Thorsminde i Vestjylland Juleaftensdag den 24. december 1811. Hvor 1391 søfolk og soldater druknede, kun sytten blev reddet i land. I 2002 blev roret fundet ved Rødsand i forbindelse med etablering af den store vindmøllepark Det var 11,5 m langt og vejer 8,5 tons” Et nød ror blev dog erhvervet i Gøteborg.

De strandede skibe ved Rødsand og Gedser Odde redde alt mandskabet sig i land og ingen er nævnt blev meldt savnet.

Forhører af Skibenes besætning
Af de strandede skibe ved Rødsand og Gedser Odde blev der afholdt forhører af de 5 første Skippere de efterfølgende dage
1 den 18 nov. over Skibet. Echo hjemmehørende i Danzig, ført af af Skipper Johan Jacob Hime.
2. den 19 nov. over Skibet. Echo. Washeit-mannicht ført af Skibsfører Johan Schultz og senere den 21 jan 1812 modtaget nogle dokumenter, som er funden i en sække pose med 3 jernkugler fra samme skib med 21 dokumenter.
3. den 20 nov. Skibet Bekkeskov ført af Skibskaptajn David Erhorn fra Memel (i Litauen) ”Dette var det mest medtagede”
4. og afholdt samme dag over Briggen Anne Charlotte, ført af Kaptajn Jan Jürgensen fra Flensborg.
5. den 30 nov. over skibet Hannibal ført af skipper Lundberg og kommen fra Gefle i Sverrig og destineret til Coruna i Spanien.
Samtlige forhører og skibsdokumenter blev tilsendt den 31 dec. 1811 til Den kongelige Søe Priseret i København og man anmodede retten om at ville tage disse sager under påkendelse.
21 jan . 1812 blev yderligere indsendt forhører og skibsdokumenter
6. forhør over skibet Orion. Ført af Skipper Janus Celhardt med tilhørende 15 dokumenter.
7. et forhør over mandskabet på Søkrigsskibet Carolina hjemmehørende i Jakobstad i Det Russiske Finland ført af Skibskaptajn Johan Påsok med 11 dokumenter.
8.et forhør over Brigskibet Achilles, hjemmehørende i Riga ført af Skibskaptajn Johan Rotkjær med 10 bilag.
9. ditto over Brig skibet Alexander ført af skibskaptajn Sivert Clausen fra Stettin med 10 stk. bilag.
10 samt en forklaring af Kaperfører Niels Hansen Engøre og mandskab, med 5 bilag.

Nogle dage efter. da Skibskaptajnerne og mandskabet vendte tilbage for at efterse vragene. Var der fra det strandede skib “Bekkeskov kaldet” :som var det mest medtagede. At 3 kaperefører fra deres skibe, havd været ombord og plyndret en del. Det ene ført af Daniel Farre og det andet Niels Hansen Engøre. som fra det drivende vrag Bekkeskov havde indbragt en del sejl med videre, til Nysted. Den tredje var Kaperfører Mülendorf som i dagen lige efter havde været ved Grønsund. Så man henvendte sig til det Kongelige Admiralitet og Kommissariats kollegium hvor i gennem de må have erholdt deres Kaperbreve for at få underrettet hvor disse Kaperfører havde deres hjemstavn, for at man kunne få foranstaltet Forhører optaget over dem, og deres mandskab til sagens nærmere oplysning.

Indkvartering og Hjemtransport af mandskabet
Ved Gedser var nu samlet 81 mand fra de strandede skibe.
Kammer råd, Dahlstrøm spørger 4 dec. 1811 om Mandskabet fra det strandede skib Ecko må meddeles Pas til Helligenhavn, og da de ingen rejsepenge har, finder han det nødvendigt at give dem rejsepenge da de ellers ikke ville kunne komme frem, og om han må betale det af Det fra den første afholdte auktionen ved Nysted den 5. decembers. indkomne beløb
Kancelliet 14. dec. 1811. melder at Skipper Jaen Jurgenson, der er strandet på Gedser Odde må meddeles rejsepas til Sverige.
En båd blev lejet, tilhørende Hans Pedersen Bøtø i Nykøbing til at befordre 31 af de ved Rødsand strandede skibe ud af riget, det afsejlede den 26 dec. 1811 med god vind og vejr. Båden meddeles 2 januar 1812 af Andreas Wilhelm Schrøder at være total forlist, om anmeldelses rigtighed tvivles af kancelliet, der med fulgte dog en fortegnelse over det bortrejste mandskab og disses hjemstæder i Schrøders brev. Sagen blev dog godkendt og da båden ikke var forsikret blev ejeren 1 august anvist 1200 rdr.
Toldinspektør Hookland indsendte 15 marts 3 regninger Der var betalt 8 skilling daglig for kost og logi for strandede mandskabs ophold ved Gedser, selvom der ved plakat af 28 april var dem tilstået 1 rdl.
4 januar 1812 var Skibs kaptajner med deres Styrmænd blev indkvarteret og bespist i Nykøbing Falster. Hos Gæstgiver Schnegelsberg der blev indsendt en regninger på 846 rdr. det beløb blev dog afvist
6 rdr. for et menneskes ophold om dagen, synes at være for meget hvor flere var samlede, så regningerne blev tilbagesendt og en specificeret udførlig regning blev bedt indsendt. Flere søfolk var nu blevet bespist samme sted og 11 april blev yderligere indsendt 3 regninger Det samlede beløb var nu 1062 rdr. de blev nu anvist til Schnegelsberg fra Finans Kollegiet til udbetaling på Nykøbings Amtstue.

Bjergning af Strandet gods
26 nov. 1811 Prom beder om ordre til Bjergningen.
Foruden bjergerlaget. tilbyder Skibet Hannibals mandskab da Skipperen med Skibets mandskab, har erklæret ved skib og ladning, for selv at hjælpe med bjergningen, og jeg finder jeg det rigtigt, at de bliver behandlet efter forordningen af 22 marts 1810
Krigsråd Dons skriver til Rentekammeret den 5. dec. 1811
Jeg har herved den ære at tilstille det Kongelige, en af mig ved Hr. Kapt.: Løjtnant Dodt og Hr. Krigsråd Dons foranstaltet undersøgelse, af de ved Rødsand og Gedser Odde strandede skibe imellem d. 15 og 16. nov. sidste, hvoraf behageligst vil erfares at der i alt er strandede 10 skibe med Ladninger. Bjergningen fortsætter daglig. Dog har det stormende vejrlig i disse dage meget hindret bjergningen. Nogle havarerede varer er ved Nysted i dag bortsolgte, og den 9de bliver nogle varer bortsolgte ved Gedser, dette. Der består af Hamp og Hør og som er blevet vådt. Det som allerede er bjerget er anslået til en værdi af 4 a. 5 Tdr. Guld.
Jeg skal ingen umage sparer, for at alt på bedste måde kan blive behandlet i overensstemmelse med anordningerne.

Da bjergningen var overstået
Søgte Kancelliet 29. feb. 1812 for Fiskehandlerne Andreas Hansen og Jens Pedersen samt Skipper Wilhelm Lund. alle af København, om tilladelse til at opfiske af det på Rødsand strandede gods.
De fik tilladelsen 16 maj fra Københavns Magistrat. Skibene stod på 5 af 7 fods vand. Vilkårene for hvad der bjergedes skulle leveres til stedets øvrighed og skulle inden det blev bortsolgt ved offentlig auktion på den foranstaltning at den kongelige kasse sikres, samt at bjergede ankre og kanoner, på sædvanlig måde skulle tilbydes det Kongelige Admiralitets Kommissariats Kollegium, forinden det sælges til private, De ville da erholde den samme tilkommende halve del af beløbet som de havde opfisket, for 3 andre Skippere fra København søgte også, men de fik afslag

Vagter ved strandene
Hvad der drev i land ved Sønderherreds Strandkyster fra vrag af skibe tømmer eller andre varer, skulde skulle opbevares og på varlig måde og behandles efter anordningerne, så det ikke af kapere eller andre bliver bort ranet.
Fra Kaptajn v. Spaetto af det Slesvigske Infanteri Regiment blev tilsendt fortegnelse over adskilleligt militære mandskab som dels skal have haft vagt dels som bjergere, ved de på Rødsand ind strandede skibe hvor vidt disse må have adgang til et forskud lige som de andre bjergere er forundt, har jeg anmodet om at indhente Bjergerlaugets erklæring, om der fra deres side måtte haves noget imod at de erholder andel i bjergningen.
16. dec. 1812. Gennem Overkrigskommissær Friis. Har det Kongelige Danske Kancelli bevilger Vagtmandskabet må godtgøres dagligt for 1 soldat 1 rdr. og den vagthavende officer 2 rdr. Ved Gedser Odde udgjorde beløbet 763 rdr. og de ved Rødsand modtog 1563 rdr.
Det var jo fristende at gå på stranden, men ikke tilladt i overensstemmelse med Plakaten af 2. sept. 1785
Husmand Niels Rasmussen af Øverup, blev om aftenen d. 9. dec. anholdt af en patrulje ved Krogshauge på Gedser bedding, hvor noget strandet gods var opdrevet, af hvilket han dog ikke havde taget noget. 11.marts. 1812. blev han dømt 2 års tugthusarbejde. Sagen blev indanket for den Kongelige Landsoverret, men ansøgningen kunne ikke for tiden forestilles til bønhørelse; hvilket man oplyste Niels Rasmussen. Han blev dog frikendt af Landsrettens dom ved erklæring 28 maj i mod at betale sagens omkostninger
Dahlstrøm sender 1. jan. 1812 et optaget forhør over Gårdmand Jørgen Adriansen og hustru Margrethe Jørgens datter i Skelby, med flere som skal have stjålet af det ved Gedser indstrandede de blev ved Dom af 28 april dømt Forbedringshusarbejde
Kancelliet 24 juni 1812, melder at Jørgen Adriansen med flere af Skelby. som har sendt en ansøgning om eftergivelse af forbedrings husarbejde, eller om Dom eksekutionen kan blive udsat til Høsten er forbi.. 27 juni meddeler Kancelliet at Eksekutionen godt kan vente til når indeværende års høst er forbi.
Ligeledes søger Dahlstrøm 30 juni om udsættelse af Eksekutionen af den af Parcellist Hans Nielsen i Alstrup idømte Tugthusstraf. indtil høsten er forbi, Der svares.: At da Hans Nilsen, selv har forårsaget ved sin udgiven ansøgning om straffens eftergivelse, at han ikke har fået udstået samme førend høstens begyndelse. Så finder Stiftet sig ikke foranlediget til bevilge straffens udsættelse og man anmodes om snarest muligt, at få ham bragt til Møns forbedringshus, og de bedes hertil indsende tilståelsen.
Cederfeldt de Simonsen.

Auktioner over det bjergede gods
Den første Auktions forretning som blev afholdt den 5. dec. 1811 over det bortsolgte gods af de strandede skibe ved Nysted, indbragte
9.046 rdr. 3 mark og 15 skilling.
Beskikket som Inkassator ved de første auktioner var Postmester og Birkeskriver Gerding i Nysted. Fra 17 marts blev dog beskikket som Inkassator Christen Raslund i Vordingborg.

De efterfølgende auktioner indberettes af Stiftamtmanden den 13 juni 1812. Til Hr. Overkrigskommissær Friis. Her med regnskabet af det indbjergede fra de på Rødsand indstrandede skibe.

Under Indkassering følgende Auktionssummer.
A: for Auktionen den 9 dec.. 1811 – over Sejl med andre småting til beløb 1063 rdr. 1 mark.
B: for do den 20 decbr. 1811 – våd Hamp træes toug sammen med flere småting til beløb 1022 rdr. 2 mark 15½ skll.
C: Auktion den 9 decbr. 1811 – over våd hamp, døre, stole 1 kakkelovn og en klokke, til beløb 3061 rdr. 1 mark 15½ skll.
D: auktion 20 og 23 januar 1812 – a. hør og hamp til beløb 20.698rdr. 1 mark 15 skll., b. do. samt sejl, tougværk og skibsinventarium til beløb 21.752 rdr 1 mark 15 skll. total beløb 42.450 rdr. 3 mark 6 skll.
E: auktion 9 decbr. forrige år – over våd hamp 2 svin og lidet skibsproviant til beløb 1726 rdr. 1 mark 1 skll.
F: auktion 20 de og 23 januar 1812 – over Sejl, tougværk, blokke med videre skibsproviantatrium til beløb 4931 rdr. 1 mark 8 skll.
For auktion samme dag som sidst ommeldte over tør hamp til beløb 28.491 rdr. 3 mark 3 skll.
G: auktion 9 dec. 1811 – over våd hamp , Tjære og lidet Skibsinventarium til beløb 3865 rdr. 4 mark 13 skll.
H: auktion 20 og 23 januar 1812 – over træer og lidet skibsinventarium til beløb 10.481 rdr. 3 mark 8 skll.
I: Auktion dags dato. 1812 – over Sejl tougværk, blokke tønder med tjære, hjul fælge, ophugget brænde nye og gamle trodser og skibsinventarium til beløb 4.460 rdr. 52 skll.
Ialt 101.560 rdr. 3 mark 4 skll.
Denne sum er for de ved Gedser 6 strandede skibe.
Cederfeld d. Simonsen.
Alt kunne bruges, små udgifter og indtægter var her også
1 juni 1812 Troels Jensen i Nysted, bad sig anvist 8 rdr. 3 mark for Trommeslagning for at bekendtgøre auktionerne over de strandede varer i Nysted.
Drebing i Nysted 14 juni 1812 spørger om han til Kirketårnets reparation ikke må få 2 trosseer af det strandede gods ved Rødsand imod at betale hvad lignende tov ved auktionen koster.
Efter at den største auktion var holdt, var der stadig meget der skulle
De strandede skibsvrag med og uden master. talg mere blev senere udbudt til salg
Et skib blev af 4 kanonbåde under ledelse af bådsmand Molin trukket ind i Nysted havn og Stift kammerherre Cederfeldt ansøgte Admiralitetet den 29 maj 1813 om at indstille ham til en gratifikation på 50 rdr.
Bjergerlauget ved Gedser rykkede flere gange for lønnen til bjergerne men de måtte vente længe på deres fulde tilgodehavende, for de viste godt at de havde krav på en del, Af deres tilgodehavende efter forordningen af 5 juli 1808. Den 24 april 1813 udgjorde denne sum 27.676 rdr. 72 skilling. 26 juni 1813 var sagen endelig afgjort,
Købmand K: C: Kieldsen af Nysted rykkede også for sig og sine interessenter den 8 maj 1813 at bjergelønnen endnu ikke var betalt og gjorde opmærksom på at det nu ar 1 helt år siden at bjergningen var tilendebragt. De havde dog krav på det ½ af det der var bjerget indtil 29 maj 1812.

Forhører af Kapere og deres mandskab for plyndring af gods.
Kancelliet 2 maj 1812.
Til Landsover samt Hof og Stads Retten fra Stiftamtmanden over Lolland Det indstrandede skib Bekkeskov fra Memel ført af Kaptajn David Ehrhorn, er efter at dette var bleven forladt af mandskabet, blevet plyndret af adskillelige Kaperfører med deres mandskab og imellem disse er kaperfører Mulendorf farende med en båd eller kaperjolle, den 18 og 19 novbr. de næste 2 dage efter strandingen skal have været ved ved Grønsund og havde haft en mængde gamle og nye mands klæder og skjorter samt et tørklæde lagt til tørre, dels på gærdet og tømmeret ved færgebroen og dets vagtstue og senere delt det alt sammen imellem sig selv og mandskabet indbyrdes; hvor efter mandskabet da igen realiserede ved salg til en og anden. og på den måde fået på sin del, ligeledes skal Mülendorf på Færge broen have haft en skibskiste hvorpå Låsen var frabrækket og hvori fandtes papirer samt en paraply, som formentlig var Erhorns. Da der er stor formodning om at bemeldte Mülendorf haver været med at plyndre det omhandlede skib , og han skal være hjemmehørende her i staden, så skulle man tjenstligt anmode den kongelige Landsover samt Hof og Stads Ret om at foranstalte et forhør.

Kancelliets 2 maj 1812.
Fra Bornholms Amtmand. Til Stiftamtmanden over Lolland og Falsters Stift. Ligeså Skal en fra Rønne Førende Kaper Skonnerten Den Bornholmske Falk den 21 november. været med skonnerten ved Bekkeskovs vrag og derfra taget både hamp og tougværk samt et stykke
nyt træ og et mastetræk en såkaldt vådestang og ladet hugge hul i dækket og en mand været gået ned i underste kahyt hvorfra han skal være kommen op med et ur i hånden. Fisket en del andet op af kahytten og desuden modtaget fra vraget nogle vandfade og en kande, ligeledes skal sømanden samme dag den 21 om aften være kommen til Gedser Lodseplads med skonnerten og der havde faldbudt til lodsen Niels Madsen våd hamp, og sammesteds ved batteriet oplagt den ommeldte vådestang og de 2 vandfade, alt med indskåret mærket R. og så skal samme kaper skonnert mandag den 20 novbr. havde været ved vraget og taget et bundt hamp og tougværk, da der således er stor formodning om at kaperfører fra Rønne og hans mandskab på ulovlig måde havde bemægtiget sig Kaptajn Erhorns Ur og klæder.

Kancelliet 23 maj 1812.
Til Landsoverretten de bedes om at foranstalte et Forhør optaget over Skipper Johan Daniel Farre boende i Amaliegade no. 141 i Stuen og Skipper Niels Hansen Engøer boende på Christianshavn i Prinsensgade no. 298, tillige med deres underhavende mandskab af hvilke den først farende Kaper Skonnerten Eleanore der den 25 de nov: forrige år, skal have med sit mandskab, ved det ved Rødsand indstrandede skib Bekkeskovs vrag, og af Forlugen ophalet et nyt ankertoug, som de huggede i stykker på 3 a 6 alens længde og førte bort i deres boekasse til kaperfartøjet der lå et stykke derfra, og samme aften formodes denne kaper at være godt under Hestehandels Batteri. I blandt denne kapers mandskab skal have været en vis Wulfsen eller Wulfchen, om Skibet Bekkeskovs Kaptajn, skal have kendt som en ungdomsven af sig. Den anden Niels Hansen Engøer førende Kaperbåden Bornholm, har til Nysted i en af de første dage efter strandingen indbragt en del sejl og tougværk som de angav var bjerget fra Bekkeskovs vrag, og med sit mandskab kunde han give oplysning om andre kapere, som måske have været ved skibet, i særdeleshed om en kaperfører Mackeprang fra Nysted, med hvilke der er betydelig mistanke, og denne kaperfører Hansens Prisemester Gether, skal efter Erhorns Gæstgiver Schnegelsbergs udsigende på Gæstgivergården i Nykøbing på en rejse fra København til Nysted i december forrige år havde udtalt hvad han vidste om denne mand,
19 maj 1812 Man ønsker tiltalt Jøden Wulff i Nysted, som har modtaget en fra Bekkeskovs vrag af Kaperfører Sophus Mackeprang en bjerget Kamin uden at oplyse samme, og anmoder om at ville søge dem begge tiltalt og fordre dom over dem begge.
Efter forhør 4 juli 1812 af Kaperfører Mulendorf som havde forklaret at da han have hævet skatten efter at han var kommet fra vraget med det plyndrede tøj, Logeret hos Lodsoldermanden Rasmus Hansen Kenne i Grønsund, Så begæredes et forhør over Rasmus Kenne til sagens videre oplysning, men da han nu er død må hans hustru og husfolk; have Hr. Kammerråden anmodet hastigt muligt over disse afholde forhør for at søge oplyst om kaperføren om meldte nat logerede der? om han medbragte noget tøj og hvori samme bestod;

Dommen for plyndring
De 3 Skibskaptajner. Daniel Farre. Jens Christian Mÿlendorff og Andreas Møhll alle af vores Kongelige Residensstad med deres mandskab Vedkendte sig alle at have plyndret strandet gods i den anlagte sag fra Skibet Bekkeskovs vrag. og blev ved Dom dømt den 19 november 1812 Ved Landsover; samt Hof og Statsrettens 1 Kriminel kammer og må hver af Skibskaptajnerne erlægge 50 Rigsdaler i Mult til Maribo Amts Fattigkasse, samt der forud en forholdsmæssig andel af de omkostninger aktionen har foranlediget, og ville Vi derfor have de ommeldte 3 Skibskaptajners mandskab fritaget for straf.
Skrevet i Vor Kongelige Residensstad København den 10 november 1812. Under Vor Kongelige Hånd og segl Frederik R.
Den Kongelige Lands Overret samt Hof og Statsret
København den 19 november
Bang.
16. januar 1813. Underfogden i Staden København inddrog kun 100 Rigsdaler som han tilstillede Retten disse havde han inddrevet fra de 2 førstnævnte Skibskaptajner. og han tilkendegav at Andreas Møhl er død her i staden den 12. november og at hans bo er udleveret Enken,

Uddrag af Lolland-Falsters Stift Amts Journaler og Kopibøger, Kancelliets brevbøger. Alle i perioden. Landsover samt Hof og statsrettens
Korrespondance protokol, samt 1 kriminel kammer 1812. dokumenter 76-150 sag 78. + sagen 1812 som her lå vedlagt.

12. marts 2016
Den seje Malkepige Cathrine Jørgensdatter på Schougaard

I den årle morgenstund I året 1812 den 9 juli drog Malkepigerne på Schougaard i Humble, afsted med deres skamler og spande ud over markerne til de græssende og ventende køer, på den beliggende malkeplads. Cathrine som var højgravid mente nok at hun kunne klare endnu en morgen malkning, inden hun skulle føde. Hun havde ikke tilkendegivet over for de andre malkepiger at det var op over. Og hun fik da også malket 10 køer, men blev så overfaldet af fødselssmerter. Da gik hun så 20 skridt over ved noget kvas og fødte et pigebarn på hvilket hun overrev naglestrengen, og da det ikke gav livstegn tilkende, bandt hun sit strømpebånd om dets hals. Og skjulte det hængende under skørterne i linningen, i hvilke hun fæstede barnet. Hun gik så tilbage og malkede endnu 9 køer. Men da de andre piger nu havde fattet mistanke om at hun havde født, udfrittede de hende. Hun nægtede det i førstningen, men da de nu var færdige med malkningen. Viste hun dem dog barnet til sidst, som hun havde hængende under skørterne. Det var nu aldeles livløst.

Cathrine blev senere anmeldt til myndighederne. Da det jo var fødsel i dølgsmål. Blev sagen nærmere undersøgt og hun blev arresteret. Og den 11 januar 1813 blev der afsagt Dom.

Hun nægtede over for Dommeren At hun ikke havde bemærket noget Livstegn hos barnet. Og hun forsikrede at det da ikke var hendes hensigt at tage livet af barnet, hvis det havde haft liv. Og at skille det ved livet, og hun foregav også at hun ej på den tid da fødslen på kom hende, havde ventet sin nedkomst.

Den fremlagte obduktionsforretning viste at barnet var aldeles fuldbårent, og havde levet efter fødslen, men at dets liv er forkortet ved et tryk på halsen, som har hindret åndedrættet og blodets cirkulation og som ikke kan antages at være tilført barnet, derved at det i fødslen, som efter arrestantindens forklaring skulle være faldet fra hende.

Thi i Sundhedskollegiets betænkning er det berøvet livet ved strangulering. Således om tiden på hvilke sammenlejet er foregået, hvor barnet skal havde været avlet, er det ikke sandsynligt at fødslen er på kommet hende, da hun ikke før har født et barn uventet.

Da Arrestantindens således må ansvares ikke alene at havde født i Dølgsmål, men og ved håndgerning havde været årsag til sit barns død er hun rettelig ved den adgangene Dom anset med straf efter 6-6-7-8 sammenholdt med forordning af 6 februar 1694, samt tilpligtet at betale Aktionens omkostninger i bemeldte Dom, blev derfor da de Aktorer og Defensorer ved Underretten tilkendte sallærer også af Overretten tillige at stadfæste I henseende til sagens førelse i første Instans, da har den befalede Aktor Eksaminator Juris Nyborg, skønne den hans tillagte Aktion ordre er udstedt den 29 juli 1812 , er udtaget stævning i sagen førend den 20 august næst efter. For det herved forårsagede ophold, bliver han at anse med mulkt, efter forordningen af 3 juni 1796 § 35, hvilken mulkt efter omstændighederne bestemmes til 10 Rdr. m. m.

Thi kendes for Ret.

Herredstings Dommen bør ved Magt at stande. Den ved Underretten befalede Aktor eksaminator Juris Nyborg. Bør til Svendborg Amts Fattigkasse bøde 10 rigsdaler, samt til Aktionens omkostninger som var medgået fra den 6 til den 20 august 1812. Det idømte udredes inden 8 uger efter denne Doms lovpligtige forkyndelse og det øvrige efterkommes under adfærd efter Loven.

Cathrine Jørgensdatter Blev formentlig Dømt Fængsel på Livstid. Før 6 februar 1694 blev de som fødte i dølgsmål halshugget og hovedet sat på en stage. Jeg har ledt efter lignede sager på Rigsarkivet, Roskilde Bibliotek og på Internettet. Hvor det blev mig oplyst af Connie Rosengaard i Hedensted.

Uddrag af sag 559/1812. Domprotokol. 1812 feb. 24 – 1813 aug. 31. ved 1 og 2 Instans. Lands over; samt Hof og Stadsretten.

6. januar 2016
Drabet på Gundslevsmedens datter

Dette er historien om det blodige drama, som for snart 200 år siden fandt sted i den Nordfalsterske landsby Gunslev. Den kun 16-årige Margrethe Sørensdatter blev den 21. juli 1811 dræbt af den tyske artillerifourer Carl August Simon, som blev dømt til døden ved halshugning for sin udåd. Han havde længe været forelsket i pigen, men blev afvist da skinsygen tog magten fra ham. Han stak Margrethe ned og for dette måtte han lade sit liv.

I Gunslev sogns kirkebog indførte præsten denne korte notits ved Margrethes begravelse:

To Musketerer fra Holsten 1820

Gunslev Anno 1811 d: 26 de juli Margrethe: Datter af Bys med i Gunslev Søren Larsen 16 ¼ År gl. døde d: 23de s. M.
Ved det optagne Forhør og den skete Obduktions Forretning Erfaredes, at hendes Død var følgen af et Knivstik, som 2 dage tilforn blev hende tilføjet af en Artilleri Fourer Simon.

Gunslev i foråret og sommeren 1811
På Lolland-Falster lå der i 1811 godt 2000 våbenførende mænd fra det Slesvigske Infanteri Regiment som forsvar under Englandskrigen (1807-1814). Mange af soldaterne var fra de slesvigske områder2, og de var indkvarterede med kost på gårdene i Gunslev og omegn for 6 skilling daglig pr. mand, hvilket fremgår af forplejningslisterne. Foruden ved sin tilstedeværelse at virke afskrækkende på fjendens eventuelle lyst til at forsøge en landgang på Falsters kyster arbejdede regimentet både med civile og militære opgaver som opførsel af kystbevogtningsanlæg og kanalarbejde ved Næsbyholm. En af de mere livfulde opgaver bestod i at få hold på en større mængde spanske soldater, der flakkede om efter et oprør mod Bernadottes franske hjælpekorps, der var kommet herop med henblik på et angreb på Sverige.
Spanierne skulle samles, afvæbnes og sendes til Holsten. Det var spanierne fra samme hjælpekorps, indkvarteret i Kolding, der havde afbrændte Koldinghus i året 1808.

Udsnit af Videnskabernes Selskabs kort 1776, hvor Gundslev ses øverst på kortet.

Dagene gik med vagter og eksercits og soldaterne må, på trods af de nævnte opgaver, have haft meget fritid, for krigen var ikke længere så truende. Længslen efter at vende hjem må have været stor hos soldaterne, selvom disse indkvarterede unge mænd jo nok var mere populære hos pigerne end hos karlene i Gunslev. Soldaternes interesse for pigerne gav ofte et frugtbart resultat, og bonden som måske ikke var sikret på sine gamle dage kunne godt bruge en svigersøn blandt disse soldater. Det ses f.eks. af en ansøgning fra den 73-årige afkræftede og svagelige gårdmand Rasmus Rasmussen Bruun fra Egeløv by i Nørre Vedby sogn. Den 17. november 1810 havde musketer Bennet Lauritsen fra det Slesvigske Infanteri Regiment på Nordfalster giftet sig med hans datter Johanne Rasmusdatter i Nørre Vedby Kirke, og der var siden kommet et barn til i ægteskabet. For at sikre driften af gården ansøgte Rasmus
Rasmussen derfor d. 21. juni 1813 kongen om tilladelse til at få overført sin svigersøn fra det Slesvigske Infanteri Regiment, som nu var rykket til Holsten, til Prins Christians Regiments 4 Bataljon på Falster, så svigersønnen kunne hjælpe ham med gården, der var af en anseelig størrelse.

En forelsket artillerifourer
I de senere forhør over Carl August Simon og vidnerne i 1811 kom det frem, at det havde været et dejligt, men også meget bekymrende forår for Margrethe Sørensdatter. Hun var barn af Gunslevsmeden Søren Larsen og hustru Maren Jensdatter og født i Gunslev sogn. Hun var fyldt 16 år den 2. maj, og hun havde de sidste 6 måneder været tilbedt af og forelsket i den tyske artillerifourer Carl August Simon. Han var født i Berlin, og var 24½ år gammel og ugift.
Margrethes forældre havde intet i mod deres forbindelse, men i begyndelsen havde forældrene dog behandlet hende hårdt og gjort hende klart, at Carl August Simon ikke var hendes ligemand. Simon ønskede ikke, at hun skulle lide for hans skyld, og derfor ville han tage livet af sig. Da Margrethes forældre hørte dette, havde hendes far dog bragt Simon fra sit forsæt, og siden havde forældrene tilladt ham at være deres datters kæreste. Han kom ofte i deres hjem, men omtrent 2 måneder inden drabet, da den første sværmende tid var ovre, havde Margrethe sagt, at hun ikke længere ville have med ham at gøre. Hun kunne ikke forklare Simon hvorfor, og det bedrøvede ham meget. Han havde dog ikke indtryk af, at der var andre som hun måske var forelsket i, og efter et par dage var de igen kommet sammen. Omtrent 14 dage efter erklærede hun dog, at hun ikke længere ville være bundet til ham. Nok havde hun lovet ham evig troskab og de havde også talt om ægteskab, men hans svingende sindstilstand gjorde, at hun nu ikke længere turde binde sig til ham, trods Simons indstændige bønner. En vis modenhed og angst for fremtiden havde vel hjulpet hende til denne endelige beslutning. Om aftenen lørdag den 20. juli 1811 uden for Jens Stries gård i Gundslev hvor hun tjente, måtte deres forhold slutte, hun kunne jo ikke blive ved med at holde ham hen. Da Simon gik hjem denne aften var han meget bedrøvet, men ikke vred på hende, forklarede han senere.

Simon var fortvivlet og håbløst forelsket
Carl August Simon var enebarn og af luthersk religion. Hans forældre levede endnu i Fürsthenvalde, hvor hans fader var skattekontrollør i accisen. Simon havde altid haft et hidsigt temperament, og han var ofte i sin ungdom blevet bedt af sine forældre om at styre sin hidsighed, men dette havde dog ikke formindsket den. Han var uddannet formskærer, og havde i 1 år tjent ved det 3. Preussiske Artilleri Regiment, hvorfra han efter et slag ved Lübeck i 1806 deserterede til Danmark, og havde nu tjent her i 4 år og 8 måneder som underofficer og fourer.

Musketer Holstensk Infanteri 1808. Akvarel af E Poulsen

Carl August Simons kærlighed til Margrethe havde ikke gjort hans tilværelse lykkeligere i det halve år de nu snart var kommet sammen. I begyndelsen gik det godt, men som tiden gik og hun blev mere moden og så fremtiden med ham for sig, turde hun nu ikke længere holde sit løfte. Dette kunne Simon ikke forstå. Han blev dybt ulykkelig og havde planer om at tage sit eget liv. Ved det senere forhør af Simon kunne underofficer Vogt berette, at omtrent den 8. eller 10. april 1811 havde han bemærket, at Carl August Simon var tungsindig. Han havde truffet ham om morgenen kl. 8. Vogt fortalte at Simon havde grædt, men han ville ikke sige hvorfor. Vogt gik derfor med for at opmuntre ham, men Simon blev ved med at være nedslået. Han var med i Vogts kvarter til om eftermiddagen kl. 5, hvor Simon gik ind for at sige farvel. Han ville blot lidt ud i byen. Tjenestepigen i huset kom ind og fortalte, at Simon løb så hurtigt som en fugl ud i marken. Vogt gik så derud og traf Simon med sabelhæftet stående mod et træ, men han kunne ikke se om spidsen var vendt imod hans liv. Vogt råbte til ham og spurgte hvad han gjorde. Simon kastede sablen og sagde, at han havde det så varmt. Sergent Tyrolf var kommet til, og de gik sammen tilbage. Vogt fortalte, at han ikke havde set en sabel hos Simon før han løb ud i marken. Simon var ude af sig selv, men sagde ikke noget om årsagen til sin bedrøvelse. I 3 dage og nætter blev de hos ham og i 4 til 5 dage hverken spiste eller drak han, og talte heller ikke. Simon var ikke længere rigtig i sit hoved, og de blev afvist når de spurgte til årsagen til hans bedrøvelse. Simon talte vildt og ville bestandig jage sine vogtere fra sig.

Vogt havde kendt Simon i 6 år og havde altid bemærket, at Simon var meget hidsig og opfarende og at han havde foretaget sig handlinger, han senere havde fortrudt. Han interesserede sig lidenskabeligt for enhver ting som behagede ham, og var vanskelig til at styre sine effekter. Han havde dog aldrig været hengivet til druk. Et par dage efter fortalte Vogt ham, hvad han havde gjort på marken, hvilke han ikke erindrede og Simon troede ikke på Vogtes fortælling. Han fortalte da også endelig Vogt årsagen til sin bedrøvelse, nemlig at Margrethes forældre ikke ville tillade deres forening. Det var den morgen han i dyb bedrøvelse havde skrevet et brev til Margrethe, og hendes far senere havde bragt ham fra sit forsæt, og siden havde tilladt ham at være deres datters kæreste.

Søndag den 21. juli 1811
Det var endnu højsommer, selvom det var en måned siden at dagene var vendt. Høsten var endnu ikke rigtig begyndt her på det frodige Nordfalster, men en travl tid gik de nu alle i møde. Søndag morgen kom Simon igen, selv om Margrethe aftenen før endnu engang havde afvist ham. Margrethes husbond Jens Strie så at Simon kom ind i stuen, hvor Margrethe var ved at gøre sig klar til at gå i kirke. Jens Strie havde indtryk af at de var gode venner, dog talte de ikke med hinanden. Jens Strie så blot at de sammen gik ud af gården og hen til hendes forældre. Disse kunne ikke mærke nogen uenighed eller koldsindighed fra nogen af siderne. Tværtimod havde Simon hjulpet Margrethe med at forbinde en dårlig fod som hun for tiden havde, derpå var de gået kort efter. De kom igen for at låne en salmebog, da de skulle i kirke, og Margrethe sagde at hun ville komme igen om eftermiddagen. De var begge i kirken, han ville havde talt med hende, men hun gik før ham.

Klokken var nu mellem 12 og 13. Da Simon havde været i kirke gik han hen til sin vært Hans Hampe for at spise. Hans Hampes kone var for tiden syg, men pigen Bodil Hansdatter og huskonen Margrethe Willadsen havde været i stuen, da Simon spiste. De så ikke at Simon brugte en kniv, han spiste kun skemad og ville ikke have sul, og han spiste kun meget lidt på grund af sin bedrøvelse. I løbet af hele dagen havde han kun drukket én snaps. Artilleristen Niels Hansen, som også spiste her, havde spist alt og havde siden lagt sin kniv i vinduet, men ingen havde set, hvor kniven var blevet af. Simon havde da fundet kniven i vinduet og lagt den foran sig, for at bruge den til at spise med. Han brugte den dog ikke, men tog den med da han rejste sig og gik, for det hændte også han brugte den til at radere med. Kniven var en meget skarp, men noget slidt foldekniv. Under forhøret forklarede Simon, at det var artillerister befalet altid at have en kniv hos sig når de gik ud. Assessoren løjtnant V. Koefod erklærede senere, at artilleristerne ikke var befalet at gå med kniv.

Da Simon gik, havde han i sinde at gå hen til Margrethe, hvor han gik hen når han havde tid tilovers, men han bestemte sig dog først til det, da han var kommet udenfor. Han var da ret vel til mode, forklarede han. Klokken var omtrent 13, og han havde på det helligste ikke haft anden hensigt med at have kniven på sig. Han havde selv kun en penne kniv. Simon traf Margrethe i stuen klar til at gå hen til sine forældre, og han bad hende endnu en gang om at forny forbindelsen og erindrede hende om sit løfte til ham. Hun svarede, at hun nok havde lovet at være ham tro, men at hun ikke bekymrede sig videre derom. Hendes husbond og mad moder var da i stuen. Da hun gik fulgte han med og fornyede heftigt sine bønner. Han gav hende af egen drift 1 rigsdaler, for han havde før givet hende penge. Denne ville hun først ikke modtage, men beholde den dog efter hans begæring, og stak den ind på barmen, hvor hun i forvejen havde 2-3 tolvskillingssedler.
Simon gik ad vejen med Margrethe, og holdt hånden om livet på hende. På en indhegnet plads uden for hendes husbonds port fremkom han nu med den sidste noget heftige bøn, som hun endnu engang afslog. Da han så rigsdalersedlen stikke frem, tog han den, og sagde at hun let kunne tabe den, og at han ville stikke den i lommen for at beholde den, da han ikke havde flere penge end denne, og da han syntes at hun som var så utro mod ham ikke fortjente den. Kniven lå i den venstre vestelomme, og uniformen var sammenhægtet med 1 eller 2 hægter, sådan som den havde været under sabelgehænget. Han ville putte seddel en i samme lomme hvor kniven var, og denne stak noget højt op, da han tillige havde skråtobak i lommen. Simon beholdt seddelen i hånden, lukkede kniven op i lommen, uden at kunne forklare hvordan han fik den åbnet, og stødte den i hende.

Under det senere forhør forklarede Simon, at det var ham aldeles umuligt at erindre hvad han i dette øjeblik tænkte, og hvad hans hensigt var, eller om han havde nogen forestilling om gerningens strafværdighed. Han kunne ikke huske om han havde holdt hende på munden eller andre steder med den venstre hånd, eller om pigen skreg. Han kom først til besindelse da de begge lå på jorden, uden at han vidste hvorledes han var faldet. Da skreg Margrethe ”Jeg vil være dig tro”, men da han angrede gerningen meget bittert, sprang han op uden at sige noget, og løb hen til vagten. Han kunne ikke forklare hvordan han kom gennem et led, som var foran pladsen på hvilken gerningen skete. Det forekom ham at han gik derigennem, men folkene som så det, havde siden fortalt at han var sprunget over. På leddet var der tydelige spor af hans blodige hænder. Han så sig et par gange om på vejen til vagten, og så da skomager Brobergs kone stå ved sit hus, men så ikke hendes mand.

Simon kom til vagten
Efter at havde stukket Margrethe ned kom Simon løbende ind i vagten. Her traf han konstabel Mads Christensen og artillerist Anders Pedersen. Klokken var på det tidspunkt omtrent 13.45 og Simon sagde, nu at de skulle arrestere ham. Derefter satte han sig for bordenden og forlangte en drik koldt vand. Straks han havde drukket vandet lagde han hænderne på bordet, han var dødbleg og sitrede over hele legemet. Anders spurgte ham hvad han havde gjort, og han viste sine blodige hænder frem og sagde: ”Det kan I vel nok se”, og så svarede han, at han havde gjort en skrækkelig handling. Simon havde haft rigsdalersedlen, som var ganske blodig, i hånden og havde lagt den på et bord, og siden på et lille skab. Senere havde han givet den til kommandersergent Friederich Chenon, som straks var kommet til, og Simon bad ham melde gerningen til majoren. Chenon sendte straks bud til kirurgen, og Simon bad dem gå hen for at se om pigen endnu levede. Han bad bl.a. vagten, som ofte blev sendt hen at spørge til pigens befindende, men forbød dem at sige at buddene kom fra ham. Han lod til at være ved sin fulde samling, og det havde aldrig før end her berøvet ham bevidstheden. Hans opførsel havde altid været ulastelig, han havde aldrig været hengivet til druk, men ikke været nogen god husholder, udtalte soldaterne.

Drabet på Margrethe
Under retssagen mod Simon forklarede skomager Claus Broberg, at han søndag kl. 13.30 havde ligget på sin seng og havde hørt nogle skrig. Han spurgte sin kone hvad det mon kunne være, og de løb begge ud på gaden, og så da Simon løbe hen ad vagten til, mens han så sig tilbage og uden at svare på deres spørgsmål. Pigen lå næsegrus på jorden og blødte, og skomageren og hans kone så kniven liggende ved hende. Hun råbte: “ Herre Gud hjælp, jeg vil gerne frelse mig“ og rejste sig selv op og gik hen mod skomagerens kone Sidsel Larsdatter, som var pigens faster. Hun ledte Margrethe ind i stuen, mens skomageren gik hen til hendes forældre og husbond. Da skomagerne kom tilbage stod hans kone og holdt på såret, og efter 1 times tid kom kirurgen. Margrethe var da dødbleg. Læberne var blå og blodet strømmede ud af brystet. Kirurgen fik hende til besindelse igen, hvorpå hun ønskede at komme i seng. Sidsel Larsdatter holdt på såret 2-3 timer inden det blev forbundet. Margrethes tørklæde var på 4 steder gennemstukket, da det havde været lagt i folder. Pigen havde selv trukket kniven ud, og hun havde måttet rykke flere gange. Regimentskirurgen forbandt hende nu, og hun kunne ikke se på det tidspunkt, uagtet at hun kunne tale. Margrethe faldt siden i søvn og sov 2-3 timer, og da hun vågnede, snakkede hun meget godt igen. Hun fortalte om hvad der var sket om aftenen og formiddagen. Hun havde bl.a. sagt til Simon, at hun umulig længere kunne holde sig til ham, efter det om morgenen passerede. De tilstedeværende spurgte om hun ønskede at se Simon, hvortil hun svarede nej, hun ønskede dog at han slap ud af arresten, og hun sagde at hun aldrig siden ville bære nag til ham.
Under retssagen forklarede Margrethes mor, at hun om natten havde spurgt datteren ud om årsagen til Simons gerning. Hun havde da svaret, at hun om morgenen den dag havde sagt, at hun ikke længere ville have med ham at gøre, og at han da havde givet hende en ørefigen, og sagt, at hun, når hun ikke ville have ham, ikke var bedre værd end at slå død. Da moderen spurgte hende om hvorfor hun ikke før, da hun var hos hende om formiddagen, havde talt derom sagde Margrethe, at det ikke var værd at tale om en ørefigen, og at hun ikke brød sig herom.
Margrethes husbonde Jens Strie havde indtryk af at de var gode venner, men han var ikke i stuen hele tiden, og han havde ikke set at Simon havde givet hende en ørefigen og sagt, at hun, når hun ikke ville have ham, ikke var bedre værd end at slå død. Simon havde bedt Margrethe om 2 små skitser som han havde tegnet, og da han havde fået dem, rev han dem straks itu. Jens Strie så dem derpå gå sammen til kirken.
Kirurgen forklarede at han havde været hos hende en del gange, og ville have spurgt hende om årsagen til Simons handling. Margrethe havde lovet at fortælle ham det, når hun kom sig, og da han havde forbudt hende at tale, ville han ikke friste hende til at tale nu. Hun havde dog sagt til feltskæren om søndagen, at hun ikke havde været vred på Simon den dag. Margrethe blev bestandig svagere, og kunne da fra kl. 14 tirsdag eftermiddag den 23. juli ikke mere indtage medikamenter eller tale, og hun døde kl. omtrent 22 om aftenen.

Forhøret over Simon onsdagen den 24. juli
Onsdag d. 24. juli 1811 indledtes forhøret af Simon i Gunslev efter befaling af kommandøren for 4. Arme Division generalmajor von Varendorff. Forhøret blev afholdt under forsæde af kaptajn von Schultze af Slesvigske Infanteri Regiment med officererne premiereløjtnant von Koefod af Artilleri Korpset og sekundløjtnant von Myehl af Slesvigske Infanteri Regiment.

Uniformstegning No. 290 B. af Regiments kirurger ved det Slesvigske Infanteri

Forhøret blev afholdt i major von Frieboes kvarter, fordi man formodede at det ville være lettere at udrede sagen her. Man havde ikke gjort sig den ulejlighed at afhøre Margrethe, da man mente at det var mere bekvemt at optage hendes udsagn under det militære forhør. Regimentskirurg Weber havde ment at Margrethe ville kunne leve i nogen tid, og derfor var hun heller ikke forhørt at den civile øvrighed. Nu var Margrethe imidlertid død, og det var ikke længere muligt at få hendes forklaring. Simon fastholdt, at han aldeles ikke havde tænkt på gerningen før i det øjeblik han udførte den. Han havde aldrig, hverken i Prøjsen eller i Danmark, været i forhør eller for en krigsret, men havde engang i Rendsburg, uden dom udstået 5 dages arrest for munderingsforebringelse og han kendte krigsartiklerne. Simon bad under forhøret om en nådig straf, da han på det alvorligste angrede gerningen.

Obduktionen torsdag den 25. juli 1811
For at belyse drabet på Margrethe blev hun obduceret af stiftsfysikus Bræstrup og distriktskirurg Matsen om torsdagen d. 25. juli. De skrev i deres redegørelse:
”Udvendigt på kadaveret sporede vi intet tegn til nogen voldsom behandling, undtagen såret og enkelte lig Hvide pletter omkring munden, hvilke giver formodning om at stemmen var væk, hun havde under gerningen rallet og klemt munden sammen.
Såret, som fandtes imellem det andet og tredje ribben på den venstre side hen imod brystbenet omtrent 1 tomme langt og lidt over en linje bredt, var noget løselige tilhæftet med tvende hinanden krydsende hæfteplastre, og for resten uden al videre bedækning eller forbinding, efter hendes tilstedeværende families udsigende, tildeles i den stand, de afbenyttede Læger havde forladt det. Ved at åbne brysthulheden, for således nærmere anatomisk at undersøge de beskadige dele, viste sig imellem muskellegemet på brystet, et ikke ubetydeligt blodplasma, formodentlige forårsaget af den læderede pulsåres arterie. Kniven havde ved at gå transversal ovenfra ned og derpå lidt opad, overskåret pulsårearterien på den nederste kant af det andet ribben og trykket brysthinden, den øverste og mellemste lungelap og ligesom berørt fra nederste, hvilket dog ligeså sandsynligt kunne være en følge af den efter en tilstedeværendes angivelse af kompagni kirurg Engel vist nok ligeså unødvendige som skadelige foretagne undersøgelse, dels med en sonde og dels med et stykke voksstabel af en ikke ringe størrelse, hvilken sidste mere foreviste. Fremdeles bemærkede vi, at denne lunge var aldeles sammenfaldet uden ringeste spor til svulstceller sammenvokset, en mængde blodplasma, vist nok næppe formindsket ved bemeldte sondering, formentlige på mellemgulvet og et over næsten hele brysthulhedens cellevæg udbredt pudsdannelse. For resten var denne hulheds øvrige under hjertet med sin hjertehinde, den højre lunge osv. aldeles uskadte, og som i den sande tilstand, hvilket også var tilfældet med den i underlivets hulhed, der for at erfare, om pigen måske kunde være svanger også blev åbnet, men hvor alt nogen luft i tarmene undtagen, som mulige forårsagedes af den sig værende forrådnelse, var fuldkommen naturligt og selve moderen i jomfruelig tilstand. Da der ingen svulst eller tilfældig sammenvoksning imellem brysthinden og lungen fandtes på det sted, hvor såret var anbragt og åbnet, og således var af en gennemtrængende smerte, erklærer vi det for absolut dødeligt. Imidlertid tør vi i hensigt til behandlingen, og uden at undlade at bedømme de herrer regimentskirurg Weber og kompagnikirurg Engels sygehistorie og den angivne kur metode ikke forbigå, at en for underbindingen af den sårede pulsåres arterie i formodning med en større forsigtighed i at forekomme den atmosfæriske lufts adgang til den sårede lunge for at have været lige så nødvendig som indiceret. ”
Obduktionen blev betalt af regimentet.

Dommen over Simon
Den 13. august 1811 indsatte man en krigsret i Nykøbing Falster efter befaling af kommandøren for 4.
Arme Division general major von Varendorff, for at afsige dommen over Carl August Simon.
Krigsretten havde ikke kunnet holdes før, fordi man først nogle få dage forinden havde modtaget attesten med den dræbte piges obduktion. Den havde været længe undervejs fordi stiftsfysikus Bræstrup og distriktskirurg Matsen havde ønsket af få oplyst regiment kirurg Weber og kompagnikirurg Engels sygehistorier. Deres obduktionserklæring slutter da også med en kritik af den lægelige behandling, eller mangel på samme, som Weber og Engel havde udsat Margrethe for.
Ved krigsretten fremstod den arresterede Simon fængslet og erklærede på nærmere forespørgsel, at han i sin ungdom var undervist i kristendom, og at han indså det umoralske i sin forbrydelse. Da han ikke havde mere at sige, og ingen ellers havde noget at fremføre, aflagdes i hans nærværelse dommereden, hvorpå han blev ført ud igen til vagten. Herefter voterede dommerne og afgav følgende dom:
”Carl August Simon Dømmes for Simpelt Drab, blev kendt for Ret.
Tiltalte Fourer Carl August Simon bør miste sin Hals med Økse, så bør han og om han er formuende erstatte, et ved den dræbtes Obduktion forårsaget Omkostninger efter lovlig regninger og i øvrigt havde sin Hovedlod og Jord om han nogen ejer til Kongen forbrudt.
Således dom i Nykøbing på Falster d. 13de August 1811.
Friboe/ Bræstrup”

Skarpretteren duede ikke
Stiftamtmanden Dahlstrøm fik d. 31. august 1811tilsendt et brev fra major Friboe med en stadfæstelse fra kongen af dommen dateret d. 27. august 1811 og en ordre til at indkalde skarpretter Holm, som var ansat af amtet, så dommen kunne eksekveres. Stiftsamtmanden havde dog sine betænkeligheder omkring skrapretten, som fremgår af flere breve til stift befalingsmand Munthe de Morgenstjerne.
Stiftamtmanden skrev bl.a.:
”Det ville efter min underdanige formening ikke lade sig gøre, at den fra sin tieneste afsatte Skarpretter Holm i Kraghave blive tilladt at forrette Eksekutionen paa Artilleri Fourer Simon, thi for det første har han ikke de hertil fornødne Instrumenter, og for det andet anser jeg en sådan forretning af største nøjagtighed. Thi i dag kunde han være ædru, men i morgen beskænket i den grad at man ikke kunne lade ham forrette Eksekutionen, uden dermed at udsætte den ulykkelige for at blive mishandlet.
Jeg giver mig altså den frihed underdanigst at henholde mig til en Skrivelse af 31 forrige Måned til Deres Høje velbårenhed. Min begæring er at den nærmeste Skarpretter i Sjælland måtte blive rekvireret at forrette denne Eksekution
Nykøbing d. 5 te Sept. 1811. Dahlstrøm. ”
Skarpretteren fra Næstved blev indkaldt til at foretage henrettelsen af Simon, og skarprettet Holm fra Kraghave blev på grund af drukkenskab sat fra bestillingen samme efterår.

Henrettelsen af Simon
Carl August Simons henrettelse blev omtalt i Lollands Falsters Stifts Kongelig Adresse Contoirs privilegerede Efterretninger tirsdag d. 24. september 1811:
”Artilleri Foureren, der for nogen tid siden med Morderstålet gennemborede den Piges Hjerte i Gunslev på Falster, der efter hans Foregivende havde svigtet den Troskabsed, hun så helligt havde tilsvoret ham, faldt den 18. september Kl. 10 d. År ved Retfærdighedens straffende Arm, som et ulykkeligt offer for sin sværmende håbløse kærlighed.

Skillingsvisen – Soldaten, som stak sin Kjæreste ihjel

Skarpretteren fra Næstved fuldbyrdede Henrettelsen. Feltpræsten Hr. Møller ledsagede ham til
Retterstedet, hvor han med hensyn til tid og omstændigheder holdt en såre skøn og rørende tale. Efter Straffuldbyrdelsen blev hans afsjælede legeme lagt i en kiste og af 16 artillerister bragt til Ønslev Kirkegård, hvor det blev nedsænket i gravens skød. Indtil sit livs sidste øjeblik lagde han en sjælden frimodighed og åndsnærværelse for dagen. Med sjæls fastheds styrke gik han sin død i møde, dog uden mindste tegn til frækhed og overmod, stille og blid underkastede han sig lovens vilje. Som et træk i hans sværmende, elskov bemærkes: Dagen før henrettelsen tegnede han overmåde skønt med grønt forbogstaverne af sit og sin elskedes navn, slyngede i hinanden. På retterstedet udbad han sig som den sidste gunstbevisning, at en Blomsterkost, som han havde gemt ved sin barm, måtte som den eneste han her i verdenen havde fået af hende, blive lagt med ham i kisten, som også blev opfyldt.

Han var en udlænding af Fødsel, nogle og tyve år gammel. I året 1806 var han med i hin navnkundige slag ved Auersted og Lybæk. Han har været 3 gange i fransk fangenskab og kom endelig efter mangfoldige uståede besværligheder i dansk krigstjeneste, hvor han indtil hint ulykkelige skridt – hvortil hans sværmende elskov forledte ham, nød sine foresattes kærlighed og agt.”
Så tragisk endte kærligheden mellem den tyske artillerifourer Carl August Simon og den kun 16-årige Margrethe Sørensdatter fra Gunslev.

Soldaten, som stak sin Kjæreste ihjel
Carl August Simons tragiske kærlighed til Margrethe fik straks et efterliv i form af en skillingsvise kaldet ”Soldaten, som stak sin Kjæreste ihjel”. Skillingsvisen var datidens nyheder for almindelige mennesker uden adgang til aviser, og den ser ud til at være forfattet i tiden efter drabet, men inden henrettelsen af Carl August Simon i 1811. Skillingsvisen kendes i flere udgaver fra Strandbergs Forlag omkring 1860 på Dansk Folkemindesamling. Den er også meddelt af fru Anna Pedersen i Lommelev til den falsterske folkemindesamler og forfatter Helene Strange og bragt i Lolland-Falsters Historiske Samfunds Årbog 1916.

Yderligere Information
Max Hansen, født 1937. Uddannet som malersvend i 1957 fra Sakskøbing, blev i faget hele sit arbejdsliv og gik på efterløn i 1998. Han har dyrket slægtsforskning og lokalhistorie siden 1975, og har i tidsskriftet ”Slægtsgården” udgivet en beretning om sin fædrene gård, matrikel 41a i Østerby på Fejø. Har også udgivet ”Skifter i uddrag fra Fejø Birk 1690-1830” og ”Fæstere i uddrag fra Fejø Birk 1640-1761” på CD. På samme CD findes de 4 ældste tingbøger fra Fejø Birk transskriberet og oversat af Kirstin Nørgaard-Pedersen. CD’en er udgivet af Forlaget Peter Ohm-Hieronymussen.

Kilder
Dansk Folkemindesamlings samling af skillingsviser.
Forsvarets Billedarkiv vedr. danske uniformer 1803-1983. Rigsarkivet.
Generalauditøren: Ad Rel. C C C X. Udskrift af det Slesvigske Infanteri Regiments Justitsprotokoller 1796-1813, pagina 15. Rigsarkivet.
Generalauditøren: Sag 756. A.V.F. Borneman. Bilag til relation til Kongen. Rigsarkivet.
Jensen, Charlotte S. H.: Mordet på den vakre Maren. I: Lolland-Falsters Historiske Samfunds Årbog 2000, s. 43-48.
Lindvang, A.: Slesvigske Fodregiment gennem 200 år 1778-1978, s. 22-23.
Militære sager 1810-1811, Maribo Amt. Landsarkivet for Sjælland, Lolland-Falster og Bornholm.
Strange, Helene: Gammel Vise. Pigemordet i Gundslev 1811. I: Lolland-Falsters Historiske Samfunds Årbog 1916, s. 122-123.

6. januar 2016
Jeppe Mortensen Badike

Østerby, Fejø 1742 / 1805 † Østerby, Fejø.
Skipper og Selvejergårdmand i Østerby på Gård no. 20. Fejø sogn. Fuglse H. Maribo A.
~ 1 g. 1771 i Fejø kirke til Karen Andersdatter Roug. * Østerby, Fejø 1705 / 1781 † Østerby, Fejø.
~ 2 g. 1781 i Fejø kirke til Anna Hansdatter Lærke. * Østerby, Fejø 1751 / 1828 † Østerby Fejø

Tingdagen. Anno 1767 Dend 10de April Holtes Kongelig Majts Ret paa Fæøe. Tingmændene ere Hans Lerke, Jeppe Rasmussen. Martinus Smed, Mogens Smed Lars Dase, Niels Lund og Ole Borre, alle Fæøe. ved Retten paa Feiøe Ting.
Jeppe Mortensen Badige af Østerby Paa Feiøe Som ugiven, har maate formene, at hans Commisoarie Monsr Schults i Kiøbenhafn enten Vrangeligen eller af uvidenhed har forestillet hans Aller underdanigste i Det Kongl Cancellie indgifne Memorial og til ende for at over bevise sin Sags Rigtighed, har ved stevnings Mændene her af Landet. Nafnlig Lars Olsen og Niels Rasmussen her til Retten ladet indkalde Rasmus Olsen Kroemand af Vesterbye Niels Larsen Præst, Hans Fransen og Oluf Pedersen alle trende af Østerbye, for under Lovens Ed at erlægge deres Sandhed Vidnes, hvor Vidt fornevnte Jeppe Mortensen Badige. Maatte Være enten beslægtet eller i Svogerskab med hans forlovede Encke Koene Karen Andersdatter af Østerbye. sl. Hans Jørgensens Efterlatte Encke,
Hvor efter Jeppe Mortensen forestillede Retten Kaldsmændene, der erbød sig ved Ed Saaledes forommelte Vidnes til Et loug skikets tings Vidnets erholdele, at have indkaldet, hvor efter de af dommeren blef fremkaldet og aflagde deres Ed.Saaledes at have Stefnet. Jeppe Mortensen Badige. Presenterede Retten de indstevnede Vidner, hvorefter hand begierede dem af Dommeren taget under Lovens Ed, til Vidnes aflæggelse. Dommeren fremkalde herpaa de indstævnte Vidner som alle 4 de er Nærværende og for dennem oplæst Lovens Ed, efter at Lovens Ed af Dommeren lydeligen var oplæst, fremstod de indstævnte Vidner og efter samme Aflagde dere Ed.
Jeppe Mortensen Badige udbad sig af Retten at Vidnerne Separat maatte Vorde taget under forhør hvor paa Rasmus Olsen Kromand efter aflagde Louens Ed Vandt uden Nogen tilspørgsel, at Jeppe Mortensens Moders Moder var halfsøster til Jeppe Mortensen Badiges forlovede Encke Kones forrige afdøde Mand Hans Jørgensen som for en otte aars tid siden Ved døden er afgangen. Jeppe Mortensen Badige fandt inu fornøden at tilspørge Vidnet om hand kunde give Nogen oplysning enten de var half Sødskende Paa Faders eller Moders side. Vidnet Svarede at de var halfsødskende Paa Moders side. Videre Vidste Vidnet icke og alt Saa af Retten Dementeret,
Hvor efter blev fremkaldet Niels Larsen Præst og i lige samme Ed. Vandt lige som forrige Vidner Vandt og udsagde haver og som Vidnet iche Vidste Videre forklaring dette Slægtskab eller Rettere Svogerskab.; At give Nogen forklaring blev af Vidnet af Retten Demiteret,
og igen blef fremkaldet Hans Frandsen af Østerby der i lige Som og aflagde Ord andet uden nogen til spørgen, at Jeppe Mortensen Badiges Moders Moder Var en half Sødster Paa Moders Side til hans forlovede Encke kones Hans Jørgens der Var hindes forrige Mand, som ungefehr for 8 te aar siden Ved døden er afgangen. Videre Vidste Vidnet icke at kunde forklare,
hvor Paa blev fremkaldet Ole Pedersen og efter aflagte Ord. Vandt lige som forrige Vidner i alle maader Vundet og udsagde haver.
Jeppe Mortensen Badige Var af Retten begiærende efter hvis Som her i dag ganget og Passeret er og til dend Ende leverede Rettede forordnet. Stemplet papir til Actens beskrivelse i Retten bevilkede Samme.

Tingdagen Anno 1770. Fredagen den 12de October. Blev ved Feiøe Birketing. Læst Følgende. No. 6. Ci 7. mus. Fire Rixdaler. No. 412.
1770. Jeg underskrefne Karen Anders daatter boende udi Østerbye paa Feiøe. Kiendes og hermed vitterlig Giør, at da mine Børn og Nærmeste paarørende, efter den af mig under Dato 31 Julli. 1770 Udstæde og ved Fæøe Birke Tings Rett. Trende Tingdage. Bekientgiorte Lovbydelse, ikke til dend den forelagde Tiid, haver meldt sig hos mig, om at vilde afkøbe min iboende og tilhørende Eiendoms gaard under No. 20. i Bemelte Østerbye beliggende med tilliggende og tilhørende.
Hartkorn Ager og Eng. 6 Tdr. 7 Skp. 3 Fjrk. samt Besætning og videre efter Berørte Lovbydelse 1te Post, paa de udi meerbemelte Lovbydelse Forelagde Conditioner.
Saa haver ieg fundet mig aarsaged med Velberaad Hu. og Laugværges samtykke at sælge og overdrage. Ligesom jeg og hermed fra mig og mine Arvinger. Sælger Skiøder og aldelis afhænder til Skipper Jeppe Mortensen Badike, min iboende og tilhørende Eiendoms gaard under No. 20 i Østerbye.
Beliggende med ald derved værende Biygning og Tilligende Eiendoms Hartkorn. Ager og Eng. 6 Tdr. 7 Skp. 3 Fjrk. med ald dersom til hørende i Mark og Bye. intet undtagen af Bevis dertil liggende og tillige bør, samt til Besætning de ved gaarden værende Bæster, Qvæg, Faar og Svin, samt Vogne og Flauger med sit tilhørende. Harve og Tromle samt Vinter Sæd og fornødne vaar Sædkorn af alle Sorter, item Bord og Benke i Stuen. Hærk. Krybbe med videre, som efter Landets Skik i gaardene intet undtagen, alt for den Summa. 2000 Slettedaler. Skriver Toe Tusinde Slette daler, som betales mig udi seneste nestkommende 11 December og imidlertid om forlangende, strax stilles der af mig maa, og sig Caution For samme dag, der denne afhændelse skeede, paa følgende Conditioner, nemlig.

1 te
Forbeholder ieg mig saaledes, ieg boen self at forestaae Gaardens Indtægter og udgifter. Ligesom hidindtil uden mig i mindste maade noges myndighed at betage, saa at Kiøberen Jeppe Mortensen Badike, allene tillades opsyn med tienste Folkene, at de forretter ved Auflingen og Husholdningen, hvad jeg dem byde og de bør at giøre, samt holde Biugningen paa Tag og Fag vedlige.

2 de
Midlertid ieg Saaledes self er Raadig over og af aufling betaler ieg ingen Renter af den Summa mig bliver betalt. Til Jeppe Mortensen Badiche, men hand i stæde for samme nyde allene Frie Kost og Logements hos mig i gaarden indtil ieg maatte Blive gaarden at Fratræde og hannem overlevere med Besetning og videre som dertil skal følge og foran ere set ere.

3 de
Skulle jeg blive Sindet i min livstid formedelst alderdom og Skrøbelighed at fratræde Gaarden; skal Jeppe Mortensen Badike være pligtig at indrette mig i mit tilhørende hieme, en anstændig og Skikkelig Stue, med Kammer og Kiøkken. Skiorsten og Bagerfur og holde mig samme i fuldkommen forsvarlig, og goed Stand vedlige, og aarlig stands give mig. Til Føde, for mig og een Pige, aarlige hver Mortins dag. 6 Tønder Ruug. 6 tønder Biug. 3 skp. Erter. 4 Læs Brænde, og 4 re læs gode Tørv, samt et fedt Svin af de Beste hand self feder. 6 Fede Giæs, samt give mig foruden fodering til een Ko og Fire Faar, samt at græsse dem om Sommeren, alt siden derfor at faae Ringeste Betaler, og i mangel af at mig bliver Levered som Oven meldt til rette tider, da skal hand saaledes. at ieg atter træde til gaarden igien, og beholdes der min livstid, saaledes som 1te post Serudi indholdes.

4 de
Hans Majts i gaardens Hartkorn. Indestaaende halve Kiøbe Summa første Aar sig Self. Jeppe Mortensen Badike skal tilsvare og er dette Kiøb aldelis u vedkommende og lov for intet udi forberørte. Toe Tusinde Slette daler af kortes.

5 te
Endelig om det, skulde hende sig, at Jeppe Mortensen Badike skulle ved døden afgaae, inden ieg Karen Anders daatter, da skal disse Kiøbe Conditioner af hendes arvinger i alt paa det nøjeste og uden mindste Billig Klage, opfyldes, sker det ikke forbeholder ieg mig. Ene og allene Ret til gaarden saalænge ieg Lever.- Saaledes og imoed, at Jeppe Mortensen Badike og arvinger i alt opfylder og efterkommere som forskrevet staar.
Skal dette være dem et fuldkommen Skiøde og handdels brev paa ofenmelte Eiendoms gaard med Hartkorn. Besætning og videre forher forklarer deres frie for hver Mands tiltale i allemaader, dog Hans Maits Ret og Rettighed i allemaader forkræved og forbeholde at forblive, og er af os Begge gived til de fattige = 4 M: det mit Skiøde og hiemmels brev haver ieg ikke allene self enhiendig med Trende Bogstaver med Laugsværge underskrevet til Bekræftelse, men med og Ander ordret medberette gived gode Mænd med mig til vitterlighed at Underskrive og maa derefter ved. Fæiøe Birketings Rett. Læses Protocolleres og paaskrives naar forlanges uden mig dertil at lade indkalde.

Feiøe Østerbye dend 9de October 1770.
Karen K. A. D. Anders datter.
nafn.
F. A. Byssing Niels N. P. S. Pedersen Jørgen Nielsen.
Til Vitterlighed.

Nu havde Jeppe købt sin Forlovedes gård og de var flyttet under samme tag og selv om de i Februar 1769 havde fået afslag endnu engang på at gifte sig, må de nu havde fået tilladelsen, for ifølge Nykøbing Amts Copulations regnskaber 1770/71. Betalte som no. 9 Jeppe Mortensen Badike. Skipper på Fejøe.
4 Rigsbankdaler for tilladelsen til at lade sig viede, her 4 Måneder efter denne Gårdhandel, om de 2000 Slettedaler blev betalt melder historien ikke noget om.
Kirkebogen oplyser at.
Viet 26 Februar 1771 Jeppe Badike og Karen Rogs. Forløftningsmændene vare Niels Rogs og Morthen.

Karen Rogs. Døde Anno 1781 i Østerby 4 dage før sin 10 Års Bryllupsdag, og her oplyser kirkebogen. Onsdagen den 22 Februar, begravet. Jeppe Badikes Hustru af Østerby. Hun var 76 aar gl. og Prædiket, hun blev Jordet i Kirken og der skal, betales for Ligstædet. 4 Rdl. 4 Mark.

Gården no. 20 i Østerby, senere Matr. 41a. Fejø sogn i Fuglse Herred.
Gårdens Ejere i perioden 1664 til ca. 2000.

1664 Sal. Mogens Hansen.

Før 1682 Laurits Mikkelsen.

1682 Gert Frederiksen. Birkefogeden. * 1644 / † 1706.

1708 d. 8/3 Jørgen Olsen købte Gården på Auktion for 303 daler og 2 mark til sin Søn Hans Jørgensen.

1708 d. 8/3 Hans Jørgensen. til sin † i 1754 Skiftet holdt d. 11 Aug Gården var da 4 længet og på 52 Fag.

1754 Enken. Karen Andersdatter Roug. til 9 October 1770 ( som da havde været Enke i 16 År ) * ca. 1705 / † 1781. Mor til Trillinger i 1738 den ene en dødfødt pige.

1770. 9/10 Jeppe Mortensen Badike * 1742 / † 1805. ~ 1 g. med Karen Andersdatter Roug. ~ 2 g. med Anna Hansdatter Lerke. med hvem han fik 7 børn. Morten som var den ældste ovetog den ½ del Gården og først i 1823 den anden ½ del.

1805 d ½ Enken. Anna Hansdatter Lerke. * Østeby, Fejø 1751 / 1828 † Østerby Fejø. Gården Brandforsikret 1 g. i 1808 var da på 20 Fag sum 360 Rdl.

1805 d ½ Sønnen. Morten Jeppesen Badike. * Østeby, Fejø 1782 / 1825 † Østerby, Fejø.

1823 d ½ ~ 1812 Margrethe Hansdatter. de fik 10 børn de 7 nåede voksenalderen.

1825 Enken Margrethe Hansdatter. * Keldernæs Stokkemarke 1785 / 1868 † Østerby. Fejø. ~ 2 g. 1828 Christen Thorsen af Stokkemarke sogn.

1830 Christen Thorsen. * Stokkemarke 1778 / 1858 † Østerby, Fejø.

1842 d 8/5 Hans Mortensen. Søn af forrige Ejer Morten Jeppesen Badike og Margrethe Hansdatter. * Østerby, Fejø 1819 / 1888 † Østerby, Fejø. ~ 1844 med Bodil Hansdatter * Østerby, Fejø 1831 / 1902 † Østerby, Fejø. 12 Børn Hans Mortensen havde i en periode været Sogneforstander men blev fradømt dette sit bi job for det han i en offentlig forsamling havde beskyldt Sognefogden i Vesterby for at være en falskenskriverfik de. Gården blev i 1854 igen Vurderet var da på 59 Fag og vurderet til 2380 Rdl. Sønnen Anger Gerhart. Hansen passede gården til IV.

1892 21/3 Sønnen. Anger Gerhard Hansen. Han var yngste Søn af Hans Mortensen og Bodil Hansdatter. * på Gården den 20 Dec. 1866. ~ 1895 i Fejø Kirke med Anna Kristine Karensine Christensen en Pige af Østerby Datter af Gårdejer Daniel Christensen og hustru Else Marie Pedersdatter på Matr. 39.a. Hun var eneste Arving og Gerhard købte gården 1895 d. 29 Nov. og lagde Jordene sammen Gårdens Hartkorn var nu 10 Tdr. 2 skp. 2 fjrk. 2.1/4 alb. og blev da Fejøs største gård. Gården nedbrændte den 4 Maj 1952 blev aldrig senere opbygget.Årsagen var de Elektriske installationer. Til deres eneste Datter Ella Dagmar Hansine Hansen var bygget og opført Villa Højbo på Matr. no 33 i Østerby Hun blev gift med Maler og Købmand Peter Jensen Jørgensen. Efter Branden i 1952 Flyttede Gerhard og Anna over på Landbolyst hvor Datteren og Sviger- sønnen da var Ejer og Restautør. Gerhard † i 1953 og Anna i 1955.

1955 Ella Dagmar Hansine Hansen overtog Jorden som eneste Arving † i 1962

1962 Jorden i dag, ejes så vidt vides, af Sønnerne Gårdejerne Carl Alex og Hans Tage Jørgensen.

27. november 2012
Skipper og Selvejerbonden Rasmus Madsen Meltofte

Skipper og Selvejerbonden Rasmus Madsen Meltofte af Sønderby på Femø, blev syg på sin sidste rejse. Og døde kun 49 år gammel i Nakskov i året 1769.

I skiftet oplyses det at han var blevet syg den 22 og døde den 30 oktober 1769 Og her regningen som er til gået fra han blev syg og til han blev begravet.

Der er til Hans Knudsen fra Egholm (vel ved Herritslev) blev der betalt 3 mark i vogn leje.
Og til samme mand som havde kørt ham til Nakskov, som var blevet beværtet med øl, mad og brændevin, og var blevet til dagen efter. 13 skill.

Til den afdøde i hans svaghed som havde fået 2 potter rødvin. for ialt 3 m. 8 skill. og senere 4 potter ung vin og 3 pægle af samme, som blev blandet med kogt tevand at læske ham med.4 m. 12 skill. og til samme brug. 1 pund sukker 1 m. 4 skill.

For videre som han har kunnet nyde til ophold, var te, lys, Ildebrændsel, opvartning med videre for 2 rdr.
Til en vågekone som opvartede ham i de sidste 4 dage og nætter. 5 m.
Til Hans begravelse, et klæde 9½ alen kattun til overtræk, pude, klud og ½ ærmer. 5 rdr. 3 m. 4 skill.
Tråd for 2 skill. bånd for 2 skill. urter for 2 skill. i alt 6 skill.
1 nyt hørgarnslagen at lægge liget i, 3 rdr.
og en skjorte som liget fik på. 4 mark
1 brev knappenåle. 6 skill.

Udgifter både for at klæde liget på og lægge det i kisten. 2 rdr.
Betalt til Kirkens værge for jorden og ligklædet til den døde. 1 rdr. 4 m.
For den ½ skole. 1 rdr.
Til ligbærerne nye kapper og kort flor. 4 rdr.
Betalt til bedemændene for at bede 30 personer. 2 rdr. 3 m.
Betalt til begge præsterne både for at følge og kaste jord på liget. 1 rdr. 4 m.
Betalt til en Skolediscipel som råbte følgeskabet op. 1 m.
Betalt til Smeden for 6 skruer af 12 skill. er 4 m. 8 skill.
og til de 2 mænd som bar lig båren for døren. 1 m.
Betalt snedkeren for 1 ligkiste som var uhøvlet. 6 rdr.
Regning fra Apotekeren, for Medikamenter til Meltofte. 3 m. 6 skill.
Summen i alt 35 rigsdaler 5 mark 7 skilling
Nakskov den 1 november 1769. Sr. Christ.

Rasmus Madsen Meltofte var en stor Skipper. som boede i Sønderby på Femø og sejlede proviant fra Smålands øerne og Lolland til Provianthuset i København og har på tilbagevejen bragt mange handelsvare med tilbage til Lolland og Smålandsøerne.

Han var født i Nakskov i 1720 Søn af Skipper Mads Lauritsen og hustru Bodil Rasmus datter og døde i Nakskov den 30 oktober 1769, og blev begravet der den 6 november på Byens Kirkegårds Østre side kl. 11.

Han var bleven gift 26 dec. 1754 i Femø kirke med salige Giert Frederiksens Enke Elisabeth Olufsdatter på gård no. 10 i Sønderby i ægteskabet medfulgte 3 mindreårige børn og Rasmus Meltofte efterlod nu 2 børn med Elisabeth. Hun var født 1722 i Østerby og døde 1773 i Sønderby.

1 datter Bodil Marie Rasmusdatter Født 1755 og døde 1822 Hun blev gårdmandskone på Askø og blev gift 7 dec. 1777 på Askø med Niels Hansen Løyet på gård no. 1.

1 søn Rasmus Rasmussen Meltofte Blev Gårdejer på Askø Født ca. 1765 og døde 1852 på Lilleø Han blev gift 12 dec. 1798 på Askø. Appolone Jeppesdatter.

Flere nu levende personer nedstammer fra Skipper Rasmus Madsen Meltofte og hustru Elisabeth Olufsdatter. Her nævnes.
Askø pigerne Anni Thage født Jensen tidligere Organist ved Askø kirke og Mie Toftegaard Lobedanz tidligere Lærerinde og Børnbogs forfatter, som har skrevet flere artikler i Lollands-Posten.

Uddrag af Nykøbing Amts Skifteprotokol 1768-1772 Skiftet af 19 febr. 1770. folio 298.b-396.b. skiftet er på 196 sider, de fleste skifter i den periode er sjældent på over 8 sider
Kirkebogs oplysninger Kirkebøger. fra Femø. Askø og Nakskov sogne.

21. september 2012
Husspektakler på Fejø i året 1785

Fejø Birk Anno 1785.

Løver dagen den 16 de April blev Politi Retten sat og betjent i overværelse af 2 de Mænd Peder Nielsen og Hans Jørgensen af Vesterby i Anledning af at Morten Michaelsens klage og besværing over at der lå et evigt klammende Huus imellem ham og hans Kone Karen Hansdatter, som hun forårsage således, at han for varlighed og fred måtte skye huset, Hvor for de begge Mand og Kone var indkaldte hertil Retten i dag til lovlig at møde, at være til Examination, undergiven og vidner at An hører:

Karen Hansdatter og Mand. Morten Michelsen, Mødte begge for Retten, og den sidst nævnte, nemlig Manden Morten Michelsen forklarede: at han havde været Gift med hans Kone Karen i10 år, at han er husmand i Østerbye uden Jord, og lever ved arbejde, som han hos Bønderne herpå Landet kan få.- Han har ingen levende børn. i Nærværende tid, Hans Kone var i den første tid de var gift: ham en skikkelig og god Kone. men kun i få år, men i de senere år har hun været meget slem, pryglet og slået ham adskillige gange; enten med en Ildtang Kosteskaft eller Mangel Holt, dette gjorde hun for 8 te dage siden, da hun om Morgenen medens han, lå i sin Seng, tog hun et koste skaft og slog ham med, men om der var nogen synlige mærker deraf ved han ikke, han ved ikke, hvad der haver givet hende årsag dertil.

Konen mødte: årsagen til hendes med fart imod ham, videre forklarede han: at hans Konen låser og lukker for ham og nægter ham fornøden spise og føde; skønt han tilbringer hende alt hvad penge, han ved det arbejde han tjener, ligesom forhen forklaret. Har konen ingen levende børn med ham endnu; men hun er nu Høy frugtsommelig ved ham, videre vidste han ikke at forklare, men hvad han nu har udsagt kunde Naboerne stadfæste.

Konen Karen Hansdatter fremkom dernæst for Retten, og blev forelæst hendes Mand Morten Michelsens udsigende, – hvorpå hun forklarede: at hun nægtede ikke, at hun for 8 te dage siden således som hendes mand har udsagt, om morgenen har slaget ham, imedens han lå i Sengen, men flere gange ved hun ikke af, at have slaget ham, og da slog hun ikke så hårdt at det synderlig kunde føles, Årsagen hvorfor hun da forgjorde sig, skede, for det han havde spoleret og slået i stykker et par Gåse æg, og nogle sten fade, og fordi hendes Mand var uvillig til at gøre arbejde i Huset, samt at han den Morgen låe til Kl. 10 a 11, lige som hand altid længe blev liggende til Sengs uden at han gad rejse sig. men dog havde hun under tryk forhen i sin Ivrighed over hendes Mands lade forhold; Hun har aldrig nægtet hendes Mand mad til skikkelighed når hun har haft det fremme for ham, kunde det ikke stå; thi han har ikke båret sig skikkelig ad med spisevarer, da han har bragt maden ud af Huset og sat det under alle flader og skjulte dem i kroger hvor han havde forsvaret det indtil hans Kone har fundet det fordærvet, hendes Mand sagde hun. Er en noget enfoldig mand som hun ikke kan leve bestandig med uden hun måe rådes, han er megen genstridig og villig til at gøre hende imod udi ting, som hun af nødvendighed og til fælles nytte kunde forlange gjort af ham, Konen Karen Hansdatter havde heller intet videre at forklarer.

På tilspørgsel svarede Morten Michelsen at han vel intet videre havde at udsige, som han vidste til fuldstændighed, kunde give oplysning om hans Konens hår hed i mod ham; men nævnte at Naboerne Christopher Bødker og hans Kone, Peder Larsen og Hustrue, Jeppe Badikes Hustrue kunde dog give gode oplysning ved given videre indkaldelse under fals mål, at møde til på Mandag eftermiddag Kl: 2. at aflægge ærlige vidnesbyrd om hvad de kan være bekendt om omgangen imellem Morten Michelsen og Hustrue til hvilken tid emelte Morten Michelsen og Hustrue varsles at møde.

Anno 1785 d. 18 April. De ovennævnte vidner Udtaler sig. Christopher Bødker og hustru Mette Bødker bor i nærværelse til dem. Peder Larsen ellers kaldet Peder Mortensen og hustru Karen Hansdatter er Nabo til. Jeppe Badike og hustru Rangel Hansdatter og var også Nabo til dem og havde været i 4 Aar.

Fejø Birks Justitsprotokol. 1772 – 92. fol. 426.b – 427.b

16. maj 2012