Johan Christopher Wolfram fra Plejelt havde i 1755 begået et tyveri Esrum Mølle. Han havde taget fire sølvskeer og 3 blå og hvidstribede vinduesgardiner samt en malmmorter med støder. Han havde ikke før stjålet og han havde i dette tilfælde heller ikke gjort indbrud, da de stjålne ting ikke var låst inde, hvad der ville have forhøjet hans straf. Men hans straf var meget hård. Se blot her: – Han skulle stryges til kagen, d.v.s. bindes til en pæl og piskes. – Han skulle have et tyvsmærke brændt i panden. – Han skulle arbejde i jern på Kronborg i livstid. – Han skulle have sin hovedlod forbrudt – d.v.s. miste sin ejendom – Han skulle betale en bøde på 24 rdl – det dobbelte af værdien af tyvekosterne.
Det var en tid – hvor man for alvor troede, at strengere og strengere straffe ville betyde færre forbrydelser!
Retterstedet i brug Ude ved Esrumvejen findes der en bakke, der engang var galgebakke eller rettersted. Vi kender indtil videre kun en henrettelse, der har fundet sted dér, men der har uden tvivl været foretaget flere, da galgebakken eksisterede i mindst 100 år. Den ulykkelige, der blev dømt var såmænd blot en lidt naiv pige…
Fra året 1756 haves således en beretning hvis barske afslutning fandt sted på Plejelt Galgebakke. Det var den kun 22 år gamle Maria Kirstine Pedersdatter fra Blistrup, der i dette år stod anklaget for at have født et uægte barn i dølgsmål, for at have ombragt barnet umiddelbart efter fødslen, samt for at have forsøgt at brænde barnet i en bilæggerovn. Det gjorde ikke sagen bedre, at det i forbindelse med sagen kom frem, at det var anden gang at hun fødte i dølgsmål.
Retssagen førtes ved Kronborg Rytterdistrikts birkeret, der havde sit hjemsted på Esrum Kloster. Dommen kom til at lyde således: “Saa kiendes hermed for Ræt, at Deliqventinden Maria Kirstine Pedersdatter til velfortient straf for denne begaaede grove misgjerning bør at miste sit hovet med øxe, hovedet derefter at sættes paa en Stage, og Legemet at needgraves ved Galgen“.
Maria vælger – naturligt nok – at anke denne dom til højesteret. Men højesterets dommere var ikke af en anden mening end birkeretten havde været, og den 29. maj 1756 stadfæstede retten dommen. Nu var der kun en redning tilbage, nemlig den mulighed, at kongen ville benåde hende. Han fik imidlertid først tid til at se på sagen den 1. september – og imens sad Maria i arresten i Esrum. Men der kom ingen benådning, så nu var Marias dage talte.
16 dage senere fandt henrettelsen sted. De fleste henrettelser er formodentlig sket på Tingbakken i Esrum, men denne sag havde vakt så stor interesse, at man forventede en meget stor tilstrømning af tilskuere, og derfor blev den henlagt til distriktets anden galgebakke i nærheden af Plejelt landsby. Og ganske rigtigt – der mødte rigtig mange op, og selv den ledsagende præst kunne ikke råbe alle op. Maria forsøgte også selv at sige noget, men hendes spinkle røst druknede helt i mængden.
Efter en kort velsignelse førte skarpretteren sin økse mod Maria og efterfølgende blev hovedet fæstet på en træstage, der blev opsat ved galgen. Resten af kroppen blev begravet på stedet, hvor det antagelig vil kunne findes ved en arkæologisk undersøgelse – måske sammen med flere andre ulykkelige mennesker, der er kommet af dage på tilsvarende vis.
Kvistgaard Teglværk blev ved århundredeskiftet – ligesom mange andre af egnens teglværker – drevet ved hjælp af mange udenlandske arbejdere. Svenske arbejdere var der en del af, men især polske arbejdere havde job i teglværkssæsonen.
Ejer af Teglværket var sagfører Valdemar Jenssen, der efter alle datidens avisreferater m.v. tillige ejede Kvistgaard Hovedgaard. Imidlertid ses Valdemar Jenssen ikke som ejer af gården i datidens tingbøger, så måske Jenssen alene har boet til leje dér. Som bestyrer af teglværket havde han imidlertid i 1906 ansat den tysk-fødte Friederich (kaldet Fritz) Klenke (f. 1873), der året senere overtog både gård og teglværk.
Valdemar Jenssen (1856-1930) blev exam.jur. i 1880 og i 1883 sagfører i Rudkøbing. Fra 1896-1902 boede han på Hestkøbgaard i Birkerød og 1902-07 på Kvistgaard Hovedgaard. På det tidspunkt var han gift med Johanne Rasmussen. I 1910 tog Jenssen navneforandring til Valdemar Jenssen Trave. I 1920 tog han fast ophold i Genua, hvor han døde i 1930.
”Quistgaard Teglværk”, som det oprindelig hed, lå tæt på jernbanen og havde eget sidespor direkte ind på fabriksområdet. Teglværket var oprettet midt i 1870’erne af den daværende ejer af Kvistgaard Hovedgaard, nemlig proprietær E. L. Lichtenberg.
I januar 1907 havde Valdemar Jenssen således fæstet 50 polske arbejdere m.h.p. at disse skulle arbejde på teglværket i Kvistgaard. Arbejderne ankom i april 1907, men efter kort tid forlod ikke færre end 41 af disse samtidigt arbejdspladsen. Valdemar Jenssen mente, at disse arbejdere dermed havde gjort sig skyldige i bedrageri og bad politiet om at undersøge forholdet. Baggrunden var, at Jenssen havde lagt omkring 1.000 kr. ud for de polske arbejderes rejse og forplejning – og når disse nu blot havde forladt deres plads, stod han jo tilbage med et stort tab, foruden at han ikke havde folk til at arbejde. Det var normalt således, at de polske arbejdere i løbet af de første 6 uger af deres ansættelse, skulle afdrage de beløb, der var lagt ud for deres rejse m.v.
Der eksisterer ikke et større foto af Kvistgaard Teglværk, men på dette kort fra 1898 ses tydeligt, hvorledes værket lå placeret i forhold til Kvistgaard Station og gården Kvistgaard (Hovedgaard). Nederst til venstre ses de områder, hvor der blev gravet ler. Vejen forbi teglværket er den nuværende Munkegaardsvej.
Det viste sig imidlertid, at Jenssen ikke kunne præsentere en underskrevet kontrakt mellem ham og de polske arbejdere. Årsagen var ifølge Jenssen, at han i sin tid havde sendt en kontrakt ned til den russiske del af Polen og derfor havde regnet med, at polakkerne havde underskrevet denne kontrakt, når de kom til Danmark. Det havde de imidlertid ikke, og da han 9 dage efter deres ankomst, opfordrede dem til at skrive under, så nægtede de. Den russiske vicekonsul fra Helsingør blev tilkaldt, men arbejderne nægtede fortsat. De krævede 25 øre i timen i stedet for de 25 pfennig, som kontrakten lovede dem. En dansk øre var dengang lidt mere værd end en tysk pfennig, så 25 øre var lig med 30 pfennig. Den russiske vicekonsul havde overfor polakkernes anfører gjort det klart, at de skulle skrive kontrakten under, før der kunne udbetales dem løn. I denne forbindelse havde arbejderne alle nedlagt arbejdet og var fulgt med op på teglværkskontoret. Forhandlingerne mellem parterne stod da på 3-4 timer, men uden at parterne kom hinanden nærmere. Den følgende dag mødte arbejderne imidlertid heller ikke på arbejde, og så var sagen helt låst fast.
Valdemar Jenssen var desuden af den opfattelse, at der forelå en slags komplot, idet han var i besiddelse af et telegram, der var fremkommet til en af de polske anførere – en mand ved navn Tomas Zuranski. I telegrammet opfordredes arbejderne til at forlade Kvistgaard m.h.p. at rejse til Neu Brandenburg i Tyskland i stedet.
Bestyrer Friederich Klenke havde personligt været i Wilhelmsbrücke i Polen for der at afhente de antagne arbejdere. På en jernbanestation i Posen havde han ladet både tysk- og polsktalende jernbanefunktionærer oplæse kontrakten på begge sprog, – og alle de fremmødte arbejdere havde accepteret kontraktens indhold. Under rejsen havde han lånt forskellige arbejdere nogle beløb, og efter deres ankomst havde han betalt mad for i alt ca. 400 kr., som han selvfølgelig også gerne ville have retur.
En af de arbejdere, Anton Promny, som ikke havde forladt Kvistgaard forklarede, at han allerede i januar i Polen havde set kontrakten, og han bekræftede, at der fra starten havde været aftalt aflønning i pfennig og ikke i øre. En anden arbejder, Stanislaw Waldeck, der havde fået læst kontrakten op hos en købmand i Wilhelmsbrücke, var imidlertid af den klare opfattelse, at der havde været tale om danske penge og ikke tyske. Når de polske arbejdere havde fået oplæst kontrakten, skyldtes det, at stort set ingen af disse kunne læse.
Det lykkedes ret hurtigt for politiet at få opsporet de 41 polske arbejdere, der opholdt sig på Ladegaarden i København. På baggrund af dette, besluttedes det at forhøre lederne af polakkerne på Ladegaarden – en fattiggård, der lå lige udenfor det egentlige København. Man forhørte her fire polakker, der alle kunne tysk: Nicolaus Kuzka, Tomas Zuranski, Frans Kaminski og Martin Kubio. Alle nægtede på det bestemteste at returnere til Kvistgaard, idet de tillige hævdede, at de var blevet lovet, at fødevarerne i Danmark var billigere end i Polen, hvilket havde vist sig at være urigtigt. De nægtede på denne baggrund tillige at tilbagebetale Valdemar Jenssen for hans udlæg og nægtede overhovedet at forhandle med Jenssen om at genoptage arbejdet. Omvendt havde de dog ikke penge til at vende hjem til Polen eller til Tyskland, så i første omgang forpligtede alle 41 polakker sig til at blive i København til den følgende dag. Da ville Valdemar Jenssen nemlig ankomme og muligvis fremkomme med et forslag til forlig.
Under forhøret dagen efter forklarede Tomas Zuranski, at de i Polen havde fået oplæst, at mændene skulle have 25 øre i timen, kvinderne 15 øre og drengene 18 øre – vel at mærke danske penge. De havde dengang sagt, at det var for lidt, men da havde Anton Promny fortalt, at kød i Danmark var billigt, kun 25 øre for 1 pund kød af gennemsnitskvalitet. Promny havde tillige fortalt, at hvis de arbejdede godt, ville de ikke blive fratrukket noget i lønnen vedr. rejsen. Kun hvis de ikke arbejdede godt, ville de blive trukket 6 mark over 6 uger. I Stettin havde en mand forsøgt at læse kontrakten for dem, men da han begyndte at tale om, at de ville blive trukket for rejsen i deres første lønninger, så havde Promny fået manden lempet ud, så de fik ikke mere at vide. Først da de kom til Kvistgaard, og den russiske konsul havde oplæst hele kontrakten for dem, var det gået op for dem, hvad den indeholdt. Da de imidlertid ikke kunne få penge udbetalt af Valdemar Jenssen, der først ville betale når kontrakten var underskrevet og de jo derfor ikke kunne købe mad, forlod de deres arbejde.
Hver arbejder blev nu spurgt om de ville gå i arbejde for Jenssen igen, men alle nægtede, idet de alle hævdede allerede at have 9 dages løn til gode. I det hele taget var alle kun gået fra Jenssen, fordi han nægtede at betale deres løn. Desuden var der en uoverensstemmelse vedrørende betalingen for maden. Da ingen af polakkerne var i stand til at lave mad, så havde de anmodet bestyrer Klenke om at lade maden indkøbe og tilberede. Samtlige understregede endvidere, at de jo faktisk var kommet til Danmark for at arbejde og tjene penge, så de havde absolut ingen planer om at strejke eller lignende. Tomas Zuranski nægtede i øvrigt også ethvert kendskab til det telegram, som Jenssen tidligere havde fremlagt i undersøgelsen. Zuranski havde ikke set telegrammet og havde derfor heller ikke haft planer om at tage til hverken Neu Brandenburg eller Hohenzaltza, således som Jenssen hævdede.
På denne baggrund tilbød Valdemar Jenssen at frafalde ethvert erstatningskrav eller lignende mod arbejderne, hvis de blot ville gå i arbejde og underskrive kontrakten. Han ville også være imødekommende på andre punkter, hvis det kunne få arbejderne til at gå i arbejde og blive der sommeren over. Men samtlige arbejdere nægtede fortsat at arbejde for Jenssen, som de følte havde snydt dem i første omgang. Klenke ønskede naturligvis stadig sine 400 kr for maden tilbagebetalt, men også det nægtede arbejderne, idet de henviste til, at de jo ikke havde fået løn, som de kunne betale med. Desuden nægtede de nu at tage arbejde andetsteds i Danmark – de ønskede at komme tilbage til Polen eller til Tyskland.
En uges tid efter, var der atter forhør på Ladegaarden ved København. Denne gang forsøgte dommeren at få afklaret, om der fra polakkernes side var forsøgt at rette henvendelse til Tyskland m.h.p. at få alle polakkerne fra Kvistgaard overført dertil. Polakkerne mente enstemmigt, at de især var blevet narret af Promny, der ikke havde fortalt dem kontraktens reelle indhold.
Herefter blev der sendt et under-søgelseshold til Hohenzaltza, hvor de ville undersøge om der var indgået aftaler mellem tyskerne dér og de polske arbejdere fra Kvistgaard. Men da disse kom retur for at aflægge rapport, var hele affæren overstået. Ledelsen af Ladegaarden havde nemlig ladet de fleste arbejdere rejse til anvist arbejde på Fyn, men dér var de ikke dukket op, og man regnede derfor nu med, at de stort set alle var rejst tilbage til Stettin.
Dermed sluttede sagen. Valdemar Jenssen fik således hverken erstatning eller udført teglværksarbejde af polske arbejdere i sommeren 1907. Og Friederich Klenke fik heller ikke sine penge retur. For begge parter havde affæren dog et videre perspektiv. Valdemar Jenssen måtte samme år forlade Kvistgaard Hovedgaard og Kvistgaard Teglværk og året efter overtog Friederich Klenke begge dele.
Plejelt har postadressen “3230 Græsted”, men ligger alligevel i Helsingør Kommunes vestligste del. Den historiske baggrund er, at landsbyen oprindelig hørte under Esrum Postdistrikt, hvor der i 1860 var blevet indrettet et lille brevsamlingssted. I 1971 blev posthuset i Esrum imidlertid nedlagt og dermed forsvandt også postdistriktet “3240 Esrum” – og i stedet blev Plejelt sammen med resten af Esrum Postdistrikt lagt ind under Græsted, selvom denne by ligger 10 km væk og i en helt anden kommune!
Kort fra 1948 med placeringen af Plejelt Landsbys oprindelige gårde.
Det ældste Plejelt Ganske vist findes der ingen tidlige dokumenter, der fortælle eksakt hvor gammel Plejelt er, men byens navn indikerer, at den må være opstået i tidlig middelalder. Den ældste form vi kender stednavnet i, er nemlig Plegholt, hvilket betyder Plæghis skov. Plæghi er et gammelt mandsnavn. Desuden er Plejelt så stor, at den må anses som en områdets oprindelige landsbyer, d.v.s. at nogle af de omkringliggende byer, f.eks. Bøtterup, er udflytterbebyggelser herfra. Men allerede længe før middelalderen har der været bosættelser i området. De mange – nu nedlagte – oldtidshøje i området, vidner om en udbredte bosættelser i området i ældre tid.
Den ældste dokumentation på Plejelts eksistens er imidlertid først overleveret i Esrum Klosters annaler. Det stammer fra en fortegnelse over ejendomme fra året 1497, og heri fremgår bl.a., at klosteret havde indsat en bryde (d.v.s. en slags godsforvalter) ved navn Niels Griis. Hvilken af byens daværende gårde der var brydegård (den største) vides dog ikke med sikkerhed – der kan med nogen ret peges på den senere Sonnerupgaard, men også den gård, der nu kaldes Linderupgaard. På den tid var der i øvrigt – udover bryden – sytten andre ejendomme – altså en ganske stor landsby.
Plejelt landsby i sommeren 1959 (billedet til højre). Man ser fra venstre gårdene Dagerød, Linderup, Hammerød, Langevang og forrest i billedet Langevad. I bevoksningen forrest er der siden indrettet campingplads. I ejendommen på hjørnet af Plejeltvej og Esrumvej – umiddelbart overfor gadekæret – var der dengang indrettet købmandshandel. Her lå indtil omkring 1800 Plejelt Kro.
Efter reformationen overgik Plejelt til krongods, og det forhold fortsatte i omkring 250 år, indtil jordreformerne i slutningen af 1700-tallet helt ændrede både det geografiske og det ejendomsretlige landskab.
Plejelt i 1600-tallet Umiddelbart efter svenskekrigene i 1660’erne, findes der en indberetning om byens tilstand. Nu er der 13 gårde i byen – og det fremgår, at flere af gårdene er brøstfældige eller øde – d.v.s. at de enten er faldet sammen eller ude af drift. Krigen havde taget hårdt på såvel Plejelt som de øvrige landsbyer i Nordsjælland. Og små tyve år senere, i 1681, ses også, at der er 13 gårde i landsbyen, men at den ene er en såkaldt fjerdingsgård, der altså er langt mindre end de øvrige, som ellers er gjort tilnærmelsesvis lige store i forbindelse med overgangen til krongods.
Af 1681-matriklen fremgår også, at der også er fem andre huse i landsbyen, hvoraf en er smedje, placeret på vangen øst for byen. Af hensyn til brandfaren var det ganske almindeligt at placere de brandfarlige smedjer et stykke fra den øvrige bebyggelse.
Plejelt Kro Netop i 1700-tallet kendes navnene på en lang stribe kromænd i Plejelt. De residerede i en ejendom, der lå på hjørnet af Plejelt Gade (nuv. Plejeltvej) og landevejen mellem Helsingør og Esrum (nuv. Esrumvej). Det var lige overfor gadekæret. Den ejendom, der blev indrettet til kro var måske Plejelts 13. gård (Fjerdingsgaarden, som var omtalt i 1600-tallet) – men den blev i al fald nedlagt som sådan engang efter 1681.
I bygningen på billedet til højre (eller en bygning på samme sted) på hjørnet af Esrumvej og Havreholmvej lå oprindelig Plejelt Kro. Billedet, der er fra 1930’erne viser bygningen, da den var købmandshandel.
I forskellige kilder omtales Plejelt Kro flere gange, bl.a. i forbindelse med uro eller spektakler. I starten af 1760’erne havde et par bønder således en søndag efter gudstjenesten sat sig i Plejelt Kro. Det var sognefoged Peder Larsen fra Plejelt og gårdmand Lars Andersen fra Nyrup. De to fik noget at drikke og den unge Lars Andersen lod en bemærkning falde om, at der foregik snyderi med hoveriet. Da det var fogedens ansvar svarede Peder Larsen, at det kendte han ikke noget til – han handlede kun efter ordrer. Lars fortsatte med beskyldningerne, hvortil fogeden til sidst sagde: Du er kun en grønskolling, som for nylig er kommet til verden og endda vil du gøre nar af folk. Lars Andersen blev vred og råbte: Mener du ikke at jeg kunne være foged? En foged og en lort er lige snart gjort! Ved en efterfølgende retssag fik den unge Lars Andersen en bøde for den bemærkning.
Kroen lukker Det gik somme tider mere voldsomt til. Den 5. august 1765 kom nogle gæster i krostuen op at skændes om nogle penge. En smed fra Horneby, Peder Buss, sparkede Hans Mouritzen fra Plejelt og den videre meningsudveksling blev forlagt til området udenfor krostuen. De øvrige gæster kunne høre dem “buldre” udenfor og da de atter kom ind blødte Hans Mouritzen. Smeden slog ham imidlertid igen på næsen og kaldte ham for en fattig krøbling. Smeden måtte senere betale en bøde for denne voldsanvendelse. Der var med andre ord også den slags problemer i “de gode gamle dage”. Omkring år 1800 lukkede kroen imidlertid og ejendommen blev flyttet ud af landsbyen og blev til et større husmandssted, kaldet Thyesminde – opkaldt efter den første selvejer.
Tilbage i landsbyen på hjørnet lå imidlertid stadig den bygning, som havde rummet kroen. Den blev i de følgende år anvendt til andre formål, men blev senere ombygget eller indrettet til høkerbutik. Familien Petersen drev købmandsforretningen fra 1883 – sidst med købmand Hagan, som lukkede butikken i 1963. Siden har ejendommen været anvendt til privat beboelse.
Gården Sonnerup var ikke en af de gårde, der skulle flytte ud af landsbyen i forbindelse med udflytningen. Det skete imidlertid alligevel – og placeringen blev ved Harreshøjvejen, hvor den i 1860’erne blev slået sammen med nabogården, Harresbjerg, der efterfølgende blev nedlagt. Gården blev efterfølgende regnet som en af egnens mindre proprietærgårde. Billedet viser stuehuset til Sonnerup, fotograferet omkring 1905.
Lodtrækningen I 1785 blev Plejelt by udskiftet. På det tidspunkt var der 12 gårde og et enkelt husmandssted med jord, samt dertil 6 husmandssteder uden jord. Som alle andre steder blev Plejelts jord nu omlagt, således at hver gård fik sin jord samlet – og for at undgå at nogle gårde kom til at ligge langt fra den jord de fik tildelt, blev det besluttet at fire gårde skulle flytte ud af landsbyen.
Donsved fotograferet omkring 1890. Det er familien, der står i haven med gårdens fire heste. Gårdejer Christian Daniel Jensen står som nr 3 fra højre, medens sønnen Carl står som nr 4 fra højre. Sidstnævnte overtog gården i 1905. Gården var blevet sammenlagt med Linderup og ved en fejl i forbindelse med et senere ejerskifte blev Donsved kaldt Linderup, selvom det oprindelig var en ejendom, der lå på modsatte side af Plejelt Gade.
Imidlertid lå det fra starten kun fast at fire gårde skulle blive liggende – de fik hver et såkaldt indlod. De øvrige otte gårde skulle så trække lod om hvilke fire gårde der skulle flytte ud og når den lodtrækning var overstået, skulle de fire gårde så trække lod om hvilken udlod de skulle have.
Luftfoto af Sønderris fra 1936. Gården har været i samme slægts eje i mange generationer, men lå oprindelig i selve landsbyen umiddelbart vest for bygaden.
Så det var ret tilfældigt hvem der egentlig fik lov at blive liggende – og hvem der skulle flytte ud på marken. Senere skete yderligere en række ændringer, hvilket betød, at der blev nedlagt tre gårde og to yderligere flyttede ud. Tilbage i selve landsbyen er derfor i dag kun fire gårde nemlig Langevang, Linderup, Hammerød og Langevad. Harresbjerg er nedlagt og sammenlagt med Sonnerup, Aggeløv nedlagt og sammenlagt med Linderup og den oprindelige Linderup er nedlagt, men navnet bevaret i den oprindelige Donsved. Ude på markerne ligger i dag gårdene Dagerød, Nørreris, Sønderris, Sønderborg samt Sonnerup – så Plejelt har stadig 9 gårde.
Det er imidlertid kun et fåtal, der stadig er i landbrugsmæssig drift. En af undtagelserne er Sønderborg, der som en af de ganske få nordsjællandske gårde endda endnu har malkekvæg. Sønderborg drives i øvrigt i dag som økologisk landbrug. Gården Sønderris har også endnu markdrift, men ejeren har hovedbeskæftigelse andet sted.
Overdrevet I forbindelse med jordreformerne i slutningen af 1700-tallet blev de gamle overdrevsarealer, der var blev brugt af landsbyerne Tikøb, Harreshøj og Plejelt, delt mellem byerne. Det indebar bl.a. et mageskifte med den såkaldte kolonistgård (nuv. Lottesminde) ved Harreshøj, men det betød i sidste ende, at Plejelt fik tildelt et meget stort overdrev, der strækker sig helt over til Dalekrydset i øst. Her blev der oprettet en række husmandssteder, hvoraf flere endnu eksisterer i dag.
En enkelt ejendom yderst på overdrevet skal dog lige fremhæves. Det er området omkring Langesø og Storesø, som i tidsrummet 1909-42 rummede en meget berømt planteskole kaldet “Langesø Plantage” drevet af den legendariske gartner N. W. Larsen. Hans planteskole fik ry ud over landets grænser, og hans interesse i sjældne planter og træer afspejler sig i, at man i området endnu i dag kan finde rigtig mange ualmindelige træer – selvom området nu er udstykket til sommerhuse.
Af særlinge i Borsholm, havde vi en vi kaldte “Hageruppen”. Han gik omkring og spillede på violin, men hans lillefinger måtte han binde med en tråd, da den ellers tog fejl. Engang var han på sin sædvanlige rute, da han kom gennem en skov. Der så han et par mårunger springe omkring, men da de blev ham var, løb de ind i et hult træ. Så tænkte han: Det var rart at få fat i dem.
Han var snarrådig, trak bukserne af, bandt forneden af dem og holdt dem så for hullet, hvor de var løbet ind, og bankede derpå på træet med sin træsko. Da for der en mår ud i bukserne, og han samlede da bukserne forsigtigt sammen og begav sig på vejen hjem.
Da han så kom til sit hus, stod konen udenfor, og hun kunne naturligvis ikke forstå, hvorfor han kom med bukserne i hånden. Hun udbrød: Er du forvoren far? Han svarede: Nu skal du bare se en spojan jeg har i bukserne!
De gik da ind i stuen og lukkede vinduer og dør – og så åbnede han for spojanen, men med et sæt var den oppe på hylden under loftet, og den ville ikke gå ned igen. Da tog mutter blæsepiben og ville jage den, men da sprang den hen på dragkisten og rev nogle kopper ned. Så sagde hun: Du må hjælpe mig med at få den ud. Så tog han et kosteskaft, og så gik det løs. Men når de slog efter måren ramte de det der stod på dragkisten eller også på hylden.
Da begyndte mutter at græde for alt blev slået itu, men fatter sagde: Det skal du ikke bryde dig om, for skindet skal betale det. Men langt om længe gik måren ud af en rude. Da sagde Hageruppen: Gudskelov vi blev af med den spion. Men sorgen var stor hos mutter, for alt det som var slået i stykker.
Hageruppens dage endte i København, da han var kommet ind for at bære lig under koleraen.
