En arbejdsmand fortæller om tiden fra 1908 – 1980

Min fars forældre
Min fars mor er født den 23 marts 1848 og blev døbt Gjertrud Katrine. Jeg ved ikke efternavnet. Hun blev født i Stubberup i Oue sogn i den gård, vi kaldte Ræbiles gård, da jeg var dreng.

Jeg ved ikke, hvornår hun blev gift første gang, men min far var født den 15. februar 1882, og han har haft en søster, som døde, da han var lille. Jeg ved ikke, om hun var født før eller efter min far.

Min fars far døde i vinteren 1888, han frøs ihjel på vej hjem fra marked i Hobro. Så vidt jeg ved, var min farfar født i Valsgård. Hvornår ved jeg ikke.

Jeg kan huske, at min far havde en faster Anne i Valsgård, og to farbrødre, en hed Hans, den anden Kristian. De boede også i Valsgård. Min farmor blev gift anden gang. Jeg ved ikke hvornår. Hendes mand hed Kristian. Jeg har fået fortalt, at han døde i 1908.

Jeg var 10 år, da min farmor døde, det var i februar 1918, og hun blev begravet på Rostrup kirkegård.

Mine forældre
Min far Peder Nielsen er født den 15. februar 1882 i Monstrup by, Rostrup sogn, død den 25. november 1969 og begravet på Hadsund kirkegård. Min mor Else Marie Jacobsen er født den 6. oktober 1888 i Korup ved Hadsund. Død den 25. august 1968 og begravet på Hadsund kirkegård.

De blev gift i St. Brøndum kirke den 5 marts 1907 og fik så senere vi 8 søskende.

Jeg opbevarer et gammelt skøde, som er skrevet, da far overtog ejendommen i Monstrup. Det er fra 1907. Der står alle de forpligtelser, som far skulle udføre for sine forældre. Alle mine søskende har fået en kopi af skødet.

Degn tilnavnet
Jeg vil lige skrive lidt om et tilnavn, som min far havde i al den tid, han boede i Monstrup. Han blev kaldt “Pier Degn”.
Min far var ikke døbt med det navn, men det er nok kommet på den måde, at min fars bedstefar var en af de såkaldte ”løbedegne”, som gik rundt på gårdene og samlede børn fra nabolaget og underviste en uge her og en uge der. Derfor blev de kaldt løbedegne.
Da far og mor rejste fra Monstrup, faldt Degn navnet væk.
Hvis de havde blevet der, havde det navn nok hængt ved alle vi søskende.

Mine søskende
Vi var 6 drenge og 2 piger.
Den ældste af os var Kristian, han var født den 3. januar 1907, død i november 1977 og er begravet i ukendt grav på Hadsund kirkegård.
Derefter kommer jeg, Søren Marius, som er født 21. september 1908.
Så kommer Gerda født 4. april 1910, hun bor i Hobro og er enke.
Derefter kommer Ejnar født 18. Maj 1912, han er gift og bor i Assens ved Mariager.
Så kommer Peter født 5. august 1913, han er gift og bor ved cementfabrikken i Assens.
Derefter kommer Åge, som bor i København, han er født 19. februar 1918 og har været gift.
Så kommer Hilda, hun er født den 29. december 1932, hun bor i Hadsund og er enke.
Til sidst Harry, der er født den 24. november 1923, han har været gift og bor i København.

Dette er så, hvad jeg kender til om hele min familie.

Jeg vil så forsøge at fortælle det, som jeg kan huske, fra jeg var dreng til i dag den 5. november 1980. Jeg er nu godt 72 år gammel.

Tiden omkring 1. verdenskrig
Vi fik kun det at vide, som avisen skrev, og det kunne jo være gamle nyheder, som vi fik. Jeg ved kun, hvad de ældre talte om. Det var jo også noget med rationeringsmærker under første verdenskrig, og en enkelt gang kom der også soldater, så der var jo noget at se for sådan en dreng.
Der kom også en dag en luftballon drivende over vores hus. Min bedstemor stod stille og betragtede den. Så vendte hun sig om og sagde: ”Den kan da ikke hænge der i luften uden at falde ned, hvis der ikke er en strik i den anden ende.”
I 1917 var jeg og min broder Kristian sendt med toget fra Doense station til Ålborg med nogle æg til nogen, der hed Hans og Gitte. De boede i Hasseris villakvarter. Vi fik begge lommepenge med, 60 øre til hver. Vi skulle blive der i 4 dage. Vi havde begge to penge med hjem, så vi brugte ikke meget til den tur.
Jeg husker også, at vi i de 4 dage kun så en bil. Den holdt stille og kunne ikke køre. Nu var det jo under første verdenskrig, så der var jo ikke så mange biler dengang, men alligevel tænker jeg på den tid og på nu, sikke en fremgang der er sket med biler til i dag.

Rugbrødsbagning
Jeg kan huske, når mor skulle bage rugbrød.
Vi havde en stor bageovn. Aftenen før fik mor dejtruget ned fra loftet. Dejtruget var den kasse, som brugtes til at ælte dejen i. Inde fra den bageste hylde i spisekammeret blev hentet noget som hed surdejen, de blev blandet i det rugmel og vand, som blev æltet sammen til brug dagene efter om morgenen. Far fyrede så op i bageovnen, det var mest med lyng.
Når far så kunne se ”den sorte mand” i ovnen, så var den varm nok til at bage. Så blev ovnen renset for aske, og far satte brød ind med en stang med et bræt på, det kaldte vi for en ”skode”, og så blev brødet bagt.

Julen
Jeg husker, hvordan julen foregik, da jeg var dreng. Vi fik enten flæskesteg og risengrød, eller også fik vi hønsekødsuppe. Når vi så havde spist, og mor var færdig i køkkenet, så tændte far juletræet, og vi sang julesalmer og dansede om træet.
Så kom mor ind med pebernødder. Hver fik en håndfuld, og vi måtte spise alle de æbler, vi kunne. Derefter kom så gaverne, en til hver, men den var meget lille, til tider en lille træhest eller et gummifår. Der var jo småt med penge i mit hjem, men vi børn var glade for den lille julegave, vi fik. Jeg har aldrig set min far eller mor få noget, der lignede en julegave, men jeg tænker tit tilbage og mindes julen som dreng.

Den første lommelygte
Far havde været til marked i Hobro, og da han så kom hjem viste han noget frem, som vi beundrede. Det var en lommelampe med batteri i.
Far tændte den og smed den hen i sengen, hvor min bedstemor plejede at ligge. Mor blev meget forskrækket og udbrød ”Jamen Pier da, der går da ild i det”.
Mere fortrolig var vi ikke dengang med det, der er en naturlig ting i dag.
Far havde købt lommelampen, for så kunne han ligge i sengen og se, hvad klokken var om morgenen, når han skulle køre til mejeriet efter mælk.

Originaler og andet godtfolk
Som dreng blev jeg sommetider sendt ned til Stubberup, der boede en gammel mand, der hed Laurits, og konen hed Inger. Jeg kendte dem kun som ”Søndergård Laurits og Himmerig Inger”. Jeg havde så en besked til Inger om, at hun skulle komme og hjælpe til med forskelligt arbejde, mest med at tage kartofler eller roer op. Når jeg kom ned til Laurits og Inger, så jeg altid en stor blå vandkedel med en kaffepose i, så kaffen var altid på bordet.
De havde også nogle høns. De gik inde i stuen og lagde æg i sengen. Men både høns, Laurits og Inger befandt sig godt med det, men det var nu noget svineri, men det tog folk sig ikke så nøje dengang.

Jeg husker, når ”Høker Tinus” kom kørende og samlede klude og ben. Derforuden havde han en kasse med mange ting som nåle, knapper, kamme og tråd.
Der kom også en fiskemand. Det var ”Morten Bosen”. Han kørte med to gedebukke for en lille vogn. Hvor de bukke dog lugtede langt væk. Sådan noget kunne slet ikke lade sig gøre i dag. Der kom også en, der hed ”Bak Niels”. Han gik rundt og solgte flere småting så som spillekort, der hed firekort, sorteper og andet, som vi børn kunne spille med.

Min første køretur i en bil
I 1917 kom jeg hjem fra skole og så en bil stå et stykke fra mit hjem. Min broder Kristian og min søster Gerda stod også og betragtede den. Det var læge Mathiesen fra Hobro, der var nede ved min bedstemor. Det var en bil med tre hjul og en styrestang.
Da lægen kom fra min bedstemor, så han os og spurgte, om vi ville have en tur, og det var vi med på. Så vi kørte med cirka en halv kilometer, så det var min første tur i en bil.

Drengedage
Mine drengedage gik med at hjælpe til med alt, hvad jeg kunne.
Min far kørte mælk til mejeriet, så jeg måtte flytte køerne, hjælpe til i roerne og i høst med kornet. Om efteråret med kartoflerne.
Det værste, jeg vidste, var, når jeg skulle hjælpe bedstemor med at plukke brændenælder til grisene, det kunne jeg ikke lide.

Skolegang
Jeg kan huske, at jeg begyndte at gå i Monstrup skole i efteråret 1915. Det var ved lærer Sørensen. Han kunne til tider være striks, men han slog aldrig nogen af vi børn.
Der gik jeg så, til jeg var 10 år. Så var far og mor flyttet til Rostrup. Så kom jeg i Rostrup skole, og det var ved lærer Madsen. Han kunne være slem ved drenge. Han var af den mening, at tampen var god til at holde orden med, og han brugte den ofte.

Jeg gik også i Vive skole en kort tid, da mine forældre boede der, men til sidst gik jeg i Monstrup skole. Der var jeg, til jeg blev konfirmeret. Vi havde først en lærerinde frk. Jensen, til sidst en lærer Poulsen.

Det var jo ikke så meget, der blev forlangt af skolen dengang. Når bare vi kunne læse, skrive og regne samt nogle salmevers på remse, det var det meste, der blev forlangt. Så jeg var ikke bedre i skolen, end de fleste var dengang. Det var jo kun 7 år, det varede.
Det er en hel anden skolegang for børnene nu, de lærer jo noget mere, end vi gjorde dengang. Er det nu til det bedre med den lange skolegang? Skoleelever er jo ikke trætte om aftenen nu om dage. Det kan let føre til noget skidt. Da jeg gik i skole, var vi trætte om aftenen og gik i seng.

Tjenestedreng
Tiden den gik, og i 1919 flyttede vi fra Monstrup og til Rostrup. Der begyndte far at køre vognmandskørsel, og jeg kom ud at tjene som tjenestedreng. Det var ved hans Ærtmand Nielsen i Rostrup. Jeg havde det helt godt det år, jeg var der, men jeg havde nok at bestille.

Året efter kom jeg til at tjene i Monstrup ved en, der hed Kokholm Anton. Det var en gård, så der fik jeg flere køer at passe samt en del får. Vi skulle tidligt op om morgenen kl. 4.30, og jeg var aldrig færdig om aftenen før ved 20 tiden. Jeg havde det godt på mange måder, så jeg var der i 2 år og blev konfirmeret der. Der var ingen stor løn jeg fik. 75 kr. for et år.

Mine forældre var i mellemtiden flyttet over til Mariager egnen, så til november 1922 rejste jeg også over Mariager Fjord, og kom til at tjene ved Peter Klitte i Hem. Det var en ejendom på 16 tønder land. Jeg skulle have 150 kr. for et år. Pladsen var god, jeg havde fri næsten hver søndag. Grunden hertil var nok, at de var meget missionske.

Her ved Peter Klitte i Hem havde jeg en oplevelse, jeg har tænkt meget over siden.
Naboens søn Frants og mig skulle hver trække en hest til marked i Randers. Det var tidligt om morgenen, da vi trak hjemmefra. Da vi kom i nærheden af Hvidsten, så jeg lidt fra vejen en ejendom med nogle stænger med en del tråde imellem.
Jeg spurgte Frants, hvad det var for noget. Han sagde, ”Det er nogle mennesker, der har en halvtåbelig søn, der tror, at han kan høre, når de spiller og taler ovre i København”.
Dette var jo i radioens barndom. Sikke en udvikling, der er sket siden med radio og TV. I dag kan jeg nu se, at den søn nu ikke var så tåbelig, som folk dengang sagde.

Fra tjenestedreng til karl
I november 1923 rejste jeg fra Hem til Buggeshøj i Fjeldsted. Jeg skulle have 325 kr. for et år. Dette var ikke nogen god plads, så jeg vil ikke skrive noget herfra.

I november 1924 rejste jeg til Højagergård i Vindblæs ved Hadsund. Det var ved Daniel Jensen. Jeg havde det godt på mange måder her. Jeg blev forkarl fra 1. april og til november, men der var meget at bestille. Daniel havde tit økonomiske vanskeligheder, så han skulle ingen folk have efter november 1925.

Jeg havde så fæstet mig til Daniels far, der havde Granslev Mølle ved Laurbjerg. Han hed Jens Jensen. Jeg skulle have en ret stor løn 725 kr. for et år, men jeg skulle køre en mælketur fra Granslev by og til Kongstrup.
Krisetiderne efter første verdenskrig var ved at komme, så karlelønnen var ved at gå ned, der var mange voksne karle, som dette år kun fik 600 kr. for et år.
Her i Granslev Mølle fik jeg den bedste plads, som jeg nogensinde har haft. Der var en søn og en datter hjemme på gården, og jeg blev behandlet lige som dem.
Jeg holdt forbindelsen ved lige med dem og besøgte dem tit, så længe de levede. Efter at Jens Jensen og Maren døde, besøgte jeg alle deres børn, men de er også døde nu.
Der var flere, der var ugifte, så der var ingen andre, der fik børn end Daniel i Vindblæs.

Da vi kom til november 1926, rejste jeg fra møllen og til Jacob Båstrup i Knudstrup. Der skulle jeg være anden karl. Pladsen var såmænd god nok, jeg blev der i 2 år. Men lønnen var ikke stor. Det første år fik jeg 525 kr. Det andet år 460 kr. og så mine sygekassepenge. Det beløb sig til 24 kr. så det blev til 484 kr. i alt.
Efter gårdens størrelse var vi godt hjulpet. Der var i alt 52 tønder land, og vi var 2 karle, 1 fodermester, 2 piger og en malkekone. Der var 28 malkekøer, derfor det store folkehold.

Fra de større gårde til herregårdene
Da jeg havde været i Knudstrup i de 2 år, kom jeg til at tænke på, om det ikke kunne være bedre på en større gård.
I november 1928 rejste jeg til Vellev på Rosenfeldt. Her var vi 4 karle, 1 daglejer og 1 gift fodermester. Jeg var fæstet som anden karl til 525 kr. i løn.
Jeg opdagede alligevel, at det ikke var den størrelse af gårde, jeg skulle være på. Som anden karl havde man alt det tunge arbejde, så som at stå i møddingen og læsse alt det gødning. Jeg var heller ikke så glad ved pladsen, selvom jeg havde et godt forhold til mine medtjenere. Da året var omme, så jeg mig om efter en anden plads. Det blev så på en herregård.

I november 1929 rejste jeg så på Fuglsang ved Hammel. Jeg skulle have 625 kr. for året. Vi var 7 karle, 2 daglejere, 1 forvalter, 1 ugift fodermester, 1 røgter, 1 malkekone og 1 staldkarl til at passe hestene. Pladsen var god nok arbejdsmæssig, men kosten var ikke altid lige god, men det skal vi regne med på herregårdene.
Da jeg havde været der et år, ville forpagter Bille have, at jeg fæstede mig til et år til, men vi skulle alle ned i løn, og det ville jeg ikke.

Jeg ville prøve at være løs daglejerkarl på herregårdene, så jeg rejste til november 1930. Den 2. november tog jeg til folkemarked i Randers, det var ved den berømte Fusager, som havde et fæstekontor i Brødregade. Jeg fik også arbejde på Tammestrupgård ved Assentoft, jeg skulle have 2 kr. om dagen og kost og logi.
Men det var kun om efteråret, der var brug for mig, jeg blev fyret til jul, så rejste jeg hjem til Mariager, der boede mine forældre, men de flyttede til Hadsund til nytår 1931.

Min tid i Mariager
Fra den tid, da far og mor boede i Mariager, har jeg et par oplevelser, som jeg vil skrive om. Far og mor boede 4 år i Fuglsangsgade. En aften, jeg var hjemme, var min broder Kristian og mig i biografen. Da vi gik hjem kl. 11 slukkedes alle gadelysene, og der var meget mørkt.
Lige da vi var kommet et stykke op af Fuglsangsgade, stod der pludselig en meget høj mand foran mig. Jeg blev så forskrækket, at jeg gav et højt skrig fra mig.
Kristian sagde, ”hvad er der i vejen med dig?” Han havde ikke set det mindste.
Da vi så kom hjem, sagde mor, ”hvordan er det, du ser ud i hovedet?” Jeg fortalte, hvad der var sket mig, så sagde mor, ”her i Mariager er der mange af de ældre mennesker, der ikke vil gå igennem Fuglsangsgade, når gadelysene ikke er tændt, der er flere, der har haft forskellige mærkelige oplevelser.

Der må jo være noget vi mennesker oplever, som vi ikke kan give en ordentlig forklaring på, og som mange kun ryster på hovedet af. Men det jeg skriver her, er ikke noget, jeg har fundet på, det er min oplevelse i Fuglsangsgade i efteråret 1928.

Jeg husker også, da det første tog kørte på Mariagerbanen. Jeg rejste med toget, når jeg skulle hjem i gennem 5 år.

Jeg husker også, at der var noget, vi kaldte Arbejdsanstalten. Det var det, vi i dag kalder Sødisbakke. Der var en afdeling på anstalten, hvor der var nogen, der var småt begavede. Der var to som måtte gå frit omkring. Den ene kaldtes ”Fut Jacob”. Han gik med vanter hele på hele året, og når han havde gået et ærinde for en og havde fået 2 øre eller mere, så kom de i vanten, og den rystede han med, så de få mønter klirrede. Men ”Fut Jacob” var glad, og han fornærmede ingen. Derfor fik han også lov til at gå frit rundt omkring.

Det efterår jeg var på Tammestrupgård, kom jeg hjem til Mariager en lørdag aften. Der skulle være et møde nede på afholdshotellet. Statsminister Stauning skulle komme og tale ved et møde. Jeg ville også til mødet, og der lagde jeg mærke til noget, som jeg har tænkt meget på siden.
De fleste af dem, der var mødt, var sikkert i det bedste tøj, de havde, men kun 90 % havde et ordentligt sæt tøj på. Alle de andre havde vidt forskelligt og meget tarveligt tøj på.

Hvor var arbejderne og de små husmænd dog fattige. Det var jo lige i den værste krisetid, som jeg har oplevet. Jeg husker, at far købte en halv gris i slagteriudsalget til jul. Han gav 20 kr. for den. Sådan var det med alt. Dengang kunne vi tale om landbrugskrise, for det var ingen ordentlige priser på det, de skulle sælge. I dag klager landmændene også, men det er ikke krise i dag, mod hvad det var i 1930 og deromkring.

Arbejde som daglejer og fisker
Efter nytår 1931 måtte jeg jo ud og finde arbejde, og jeg kom ud på Uhrenholdt som daglejer. Jeg fik 1 kr. om dagen, det var ikke meget, men det kunne ikke lade sig gøre at få mere om vinteren. Alligevel måtte vi arbejde 10 timer om dagen, så en timeløn var det jo ikke, men kun 10 øre i timen. Det skulle vi tænke lidt mere på i dag.
Jeg var ikke på Uhrenholdt i mere end 5 uger, så rejste jeg på Vivebrogård. Der kunne jeg få 1,50 kr. om dagen. Vi fik en hård vinter, lige efter jeg var kommet, så der var snekastning helt hen til først i april. Til foråret ville jeg have mere i dagløn, men det ville forpagteren ikke give, så jeg rejste den 20. april.

Jeg fik arbejde på Ouegård. Der kunne jeg få 2.50 kr. om dagen. Jeg blev der til november, men jeg kunne ikke få mere i dagløn hele sommeren.
Fra november 1931 var det ikke nemt at finde arbejde. Jeg var en kort tid på Uhrenholdt, men det var jo til en krone om dagen.

En dag i julen kom Chr. Sørensen Visborg ind til mig for at høre, om jeg ville ud til ham i 3 måneder fra 1. januar, da hans søn skulle på højskole. Det ville jeg godt. Jeg fik 100 kr. for de tre måneder, så det var jo mere end 1 kr. om dagen.

Da vi kom til april, var det næsten umuligt at finde arbejde. Det var kun hist og her, en dag her og en dag der. Jeg kalkede en ejendom i Østergade, og der sagde manden, at han havde en tørvemose, hvor jeg kunne lave tørv til ham. Jeg måtte få lige så mange tusind at sælge, som han fik. Jeg husker ikke, hvor mange jeg gravede op, men jeg fik da mine solgt.

Jeg var i roerne flere steder. Jeg fik 23 øre pr. 100 favne. Jeg kunne tynde cirka 1400 favne om dagen, så det blev til cirka 3.25 kr. om dagen på egen kost.
Da roerne var færdige, var der ikke mere arbejde at finde, så jeg pakkede lidt tøj og træsko på cyklen, og så kørte jeg sydpå. Jeg var nu det, vi kalder en af landevejens børn. Jeg søgte arbejde på flere herregårde ned gennem Jylland. Jeg kom til Fredericia og så, de var ved at bygge Lillebæltsbroen. Men arbejde var der ikke at få, så jeg cyklede hjem igen. Min tur gennem Jylland varede en uge.

Lige som jeg kom hjem, kom en af mine kammerater. Han var fisker og var blevet stukket af en rødspætte, og der var gået benedder i en finger. Nu ville han have mig til at tage ud og fiske i hans sted. Jeg gik rask med på det, og om morgenen efter sejlede jeg med Kristian Andreasen ud fra Hadsund og til en fiskeplads ude i Kattegat. Men hvor blev jeg søsyg den første dag. Til sidst kunne jeg slet intet lave, så vi måtte sejle ind til Als Odde. Alle de andre fiskere kom også ind til Odden, fordi det var for hårdt vejr til at fiske i.
Jeg skulle have 15 % af det, vi solgte. Det var ikke meget, vi fiskede, så jeg tjente ikke ret meget, og jeg var ikke glad ved, at jeg ikke kom i land om aftenen. For var vejret godt, blev vi ude på fiskepladsen natten over.
Jeg var ikke søsyg mere efter den første tur, for jeg lagde mærke til, hvordan skipper stod på dækket, og da jeg gjorde som ham, så blev jeg ikke søsyg.
Så kom vi til Hadsund en lørdag aften, og da stod kammeraten og var klar til at tage med ud og fiske igen. Jeg tog mit tøj og gik hjem. Da havde jeg fisket i 2½ måned.

Atter karl på herregårdene
Jeg måtte nu ud og søge arbejde igen. Det var lige på det sidste af høsten, men jeg fik arbejde på Gammel Wiffersholm ved Korup til 2 kr. om dagen. Det meste, jeg lavede, meden jeg var der, var at pløje, og det er det arbejde, jeg helst ville lave.
Det med at være løs daglejer på herregårdene var ikke så godt i den tid, hvor det var vanskeligt at finde arbejde. Så jeg søgte plads til november 1932 og fik arbejde på Bidstrup ved Laurbjerg. Jeg fik plads som nummer to. Vi var mange folk på gården. Der var 18 ugifte, derforuden daglejere, en tømrer, en murer, en smed, en traktorfører, en skytte, en gartner samt inspektør og forvalter. Det var en god plads og gode kammerater, og det var den eneste herregård, jeg har været på, der ikke brugte løs arbejdskraft. Det var ene faste folk her.

Landevejens børn kunne godt få lov til at sove der om natten. Der var to, der kom der meget. Det var Peter Langsomfart og Det bette Rugbrød. De var der tit.

Da året var omme, altså november 1933, skulle vi ugifte karle rejse, fordi der skulle friske folk til hvert år. Sådan ville inspektøren helst have det, men vi fik hjælp til at få en anden plads.

Ægteskab
Jeg var i denne sommer kommet til at kende en pige fra Gjerning, og vi havde talt om at finde et sted, hvor vi kunne komme nærmere sammen. Vi fik begge plads på Skanderborg egnen. Jeg fik plads som forkarl på Jeksen Hovgård ved Stilling. Ejeren hed Vindfeld Pedersen.
Pigen, der hed Petra Nielsen og var fra Hvorslev ved Ulstrup, fik plads på en gård i Stjær, hvor ejeren hed Anders Joen Pedersen.
Vi rejste så begge to derned den 1. november 1933.
I begyndelsen var jeg ikke rigtig tilfreds med pladsen, jeg fik. Jeg gik og tænkte på at rejse derfra til jul. Men jeg blev da, og efter som tiden gik, blev jeg mere tilfreds, og tænk sig, jeg blev der i 5 år.

Jeksen Hovgård var en gård på 125 tønder land og 25 tønder skov. Der var en gift fodermester, og vi tre karle og en husmand til det daglige arbejde, men om sommeren vi 1 – 2 folk mere. Det var husmænd, som havde en lille ejendom ved siden af. Lønnen var ikke stor. Jeg skulle have 600 kr. og jeg skulle også passe hestene. Der var 6 heste samt en plag og et føl.

Den første vinter gik roligt, men hen mod foråret kom Petra og jeg i tanker om at gifte os. Jeg kunne nemlig leje et hus, som hørte til gården. Det lå nede ved skoven, cirka 2 km. fra gården. Aftalen med Pedersen blev så, at jeg kunne fortsætte som forkarl. Jeg skulle spise på gården og have fri hus samt kartofler og en liter mælk om dagen.
Petra kunne blive som pige i sin plads, så længe hun ville, så vi havde begge to arbejde. Vi blev så enige om at gifte os på Petras fødselsdag, hun blev 24 år den 11. maj 1934.

Petras forældre boede i Hvorslev, hvor de havde en lille gård på 24 tønder land. Hendes far hed Hans Nielsen og moderen hed Kirsten Marie. Petra var den anden af i alt 11 søskende. Der var 4 brødre og 6 søstre. Den yngste af dem var 4 år. Så i det hjem har der altid været mange børn. Men en ting fik de alle lært, og det var at bestille noget. Det er en arv, de fik med hjemmefra, og som har fulgt dem hele livet.

Petra og jeg blev så gift i Hvorslev kirke den 11. Maj 1934. Jeg husker ikke hvor mange gæster, der var med, men det var mange. Petra havde en stor familie, og alle mine søskende samt far og mor var der.

Hverdagen i det lille hus med børn, arbejde og sygdom
Efter brylluppet kom der så hverdag igen. Vi indrettede så vores første hjem nede i det lille hus ved skoven. Vi tog begge på arbejde om morgenen, og kom så hjem igen til aften.
Da der var gået cirka 2 måneder, blev Petra sommetider syg, og hun måtte blive hjemme om dagen, og der var nok at arbejde med, for huset og haven var meget forsømt. Det var et ældre hus og meget utæt. Der var huller på stråtaget, og det var så gammelt, så der var det, man kalder åben skorsten. Komfuret stod jo under skorstenen.

Vi ville have nogle høns, for at Petra kunne have noget at arbejde med. Jeg gik til Pedersen, vi talte om det, og han ville godt bygge et hønsehus, når jeg selv gjorde arbejdet. Så fik vi bygget huset og købte nogle store kyllinger ved naboen Jens Bæk. Jeg fik 35 stk. vi havde plads til cirka 100. Året efter lånte jeg en gammel rugemaskine af Jens Bæk, og så rugede jeg til mig selv, og solgte også nogle. Hvor mange kan jeg ikke huske. Foderet til hønsene købte jeg på gården. Jeg husker endnu, at jeg gav 12 kr. pr. tønde korn. Det var ikke meget, men det var den pris, Pedersen kunne få ved kornhandleren. Jeg tog affald fra tærskemaskinen til strøelse.

Vi var kommet til høst 1934, og Petra var syg flere gange. Men den 23. september fik vi som vores første barn en pige, som blev døbt i Mesing kirke og fik navnet Else Kirstine Nielsen.
Nu var vi så blevet tre i det lille hus, og sommeren gik, og til efteråret blev Pedersen og mig enige om, at jeg skulle fortsætte som gift forkarl, men kunne være fri for at fodre hestene, og på den måde blev det ved, hele den tid, jeg var på Jeksen Hovgård.
Lønnen var ikke stor, jeg skulle have 2 kr. om dagen om vinteren og 2.50 kr. om sommeren, dertil fri hus, mælk, kartofler, 2 rummeter brænde og 2 læs top. Pedersen sagde så, at jeg selv boede ved skoven, så jeg kunne samle alt det affald, jeg havde brug for.
I alle de 5 år, jeg var på gården, var den faste husmand Søren Krog, og han blev flere år efter, at jeg var rejst. Af karle var der flere, som havde været på gården en tid, og som kom igen. Så arbejdsforholdene på gården var ret gode, men kosten kunne have været bedre. Nede ved siden af huset var et lille stykke jord, som tilhørte en gård i Jeksen. Det lejede jeg, og der havde jeg en del forskellige køkkenurter, som jeg solgte. Jeg skulle jo lave lidt ekstra penge, for lønnen var jo ikke så stor.

Da jeg havde været på gården i ca. 2 år, begyndte jeg at føle mig dårlig. Til tider var det slemt med maven. Jeg gik til læge, og han gav mig noget pulver, og mente det ville hjælpe. Men det hjalp for lidt. Jeg begyndte samtidig med diætkost, men helt godt blev det ikke.
Vi kom så hen på sommeren 1936. Den 14. August fik vi en mere i det lille hus. Det blev en dreng. Han blev døbt i Adslev kirke og kom til at hedde Niels Møller Nielsen.

Jeg var jo stadig på gården, men jeg døjede meget med maven.
Da vi kom hen på efteråret 1937, blev det helt galt. Lægen sagde, at jeg hellere måtte på sygehuset og få en kur.

Problemer med kommune og socialvæsen
Jeg måtte så for første gang i mit liv til det sociale råd og kommunen. Det var Adslev Mesing kommune. De blev så enige om, at jeg kunne få 18 kr. om ugen, så længe jeg var på sygehuset. Jeg rejste på Skanderborg sygehus den 4. januar 1938. Det ophold varede ca. 6 uger. Nu begyndte problemerne så at komme.
Da jeg havde været på sygehuset en uge, kom Petra ned for at se til mig. Hun klagede over sit ben. Hun havde nemlig faldet med 2 spande vand. Brønden vi hentede vand i, lå oppe i skoven ca. 400 meter fra huset. Det var jo ikke så godt.
Da Petra kom hjem, måtte hun have læge, og han sendte hende på sygehuset. Så nu lå vi der begge to. Vi havde jo to børn derhjemme, de skulle passes. Petra havde fået dem ind til vores nærmeste nabo Knud Rasmussen og Anne. Derfra var der så sendt bud til mine svigerforældre i Hvorslev. De hentede børnene dagen efter, og de blev der, til vi kom hjem fra sygehuset.

Det blev til 5 uger for os begge to. Vi blev udskrevet samme dag. Det var en fredag. Jeg gik så på kommunen og spurgte, om jeg kunne få noget af hjælp, siden Petra blev indlagt på sygehuset. Men så meldte problemerne sig. Jeg fik besked på, at jeg ikke kunne få penge før om onsdagen, når kommunen havde kontordag, og jeg kunne ikke få noget til børnene de 5 uger, de havde været i Hvorslev, fordi jeg ikke havde søgt til dem ved kommunen.
Hvordan skulle jeg vide, hvad jeg skulle gøre, når vi begge to var på sygehuset? Nå, men jeg fik da børnene hentet om søndagen, og det var Pedersen fra Jeksen Hovgård, der hentede dem i sin bil.
Jeg prøvede så at arbejde lidt igen, men det var svært at komme i gang igen. Jeg var meget træt altid, og efter en tid sagde lægen, at jeg skulle holde med at arbejde i 4 måneder.
Jeg måtte igen på kommunen. Der fik jeg så 18 kroner om ugen. Det var jo ikke meget, men det var det samme, som jeg fik på gården.

Der gik en tid, så hen på foråret sidst i april, fik jeg besøg af kommunens pantefoged. Jeg kunne jo ikke tro, at de ville pante mig for skat. Nu havde jeg i 4½ år betalt min skat til tiden. Jeg var kommet til at skylde kommunen 2 kvartaler i skat, fordi jeg havde været syg. Jeg syntes, det var lige groft nok over for mig. Beløbet var ikke stort, 28 kroner, men det var nok for mig, der ingen penge havde. Der blev så skrevet 20 høns og en gammel radio.
Jeg klagede mig til min nabo Knud Rasmussen. Han var i sognerådet som den eneste socialdemokrat. af de 9, som sad i sognerådet, derforuden var der 2 husmænd fra de radikale og 6 gårdmænd fra Venstre. Knud Rasmussen fik dem forklaret, at det var forkert, som de behandlede en syg mand. Sognerådet blev så enige om, at jeg lige skulle kvittere for beløbet 28 kroner, så var skatten betalt.

Vi kom hen til den tid, der skulle tyndes roer, og da jeg gik hjemme ved børnene, så gik Petra op i roerne på gården. Det var en mandag. Om onsdagen da der var åbent på kommunekontoret, tog jeg derop. Da det blev min tur til at komme ind, blev jeg straks spurgt, om konen var i roerne, for så kunne jeg ikke få noget. Jeg sagde til dem, som det var. Konen var i roerne for at tjene lidt penge, så hun kunne købe lidt tøj til sig selv og børnene. Der var ikke noget at gøre, blank afvisning.
Så blev jeg vred, og sagde at jeg ville køre ud og hente konen hjem fra roerne. Så kunne jeg vel få penge hver uge, som det var en aftale. Det sagde de så ja til. Jeg kørte med det samme, og 10 minutter efter var jeg der med Petra, og jeg fik de 18 kroner.
Nu var jeg ikke så klog dengang, som jeg er i dag. For jeg kunne jo have forlangt kommunen til at købe tøj til børnene. De havde jo selv forbudt mig at skaffe penge til det på den måde, som jeg syntes var ordentlig.

Vi flytter
Vi kom til høst, og jeg begyndte at arbejde igen, men det var ikke godt. Jeg var sløj og træt, og efter høst blev Pedersen og mig enige om, at jeg skulle holde til november.
Jeg ville også godt prøve at få noget lettere arbejde, og lønnen var ikke stor på gården, 3 kroner om dagen. Det kunne jo ikke blive mere end 900 kroner om året. Hver gang vi ville besøge mine forældre i Hadsund eller mine svigerforældre i Hvorslev, da skulle vi samle penge fra til billetten i ca. 4 uger før, for der var ikke både til føden og til billetterne i en uge. Hvor var vi dog fattige!

Jeg havde så fra november 1938 lejet et hus i Gjerning ved Bjerringbro. Det var ved sognefoged Christen Henriksen, der havde et aftægtshus, som var bygget til hans forældre, men de var for længst døde. Der kunne vi få fri hus, mælk og kartofler for at malke 6 køer to gange dagligt, og det var jo, hvad Petra kunne ordne, når jeg var på arbejde.
Jeg tog det arbejde, jeg kunne få, og ellers gik jeg til kontrol. Jeg havde, da jeg kom til Gjerning, været i fagforening i 1½ år. Det var ikke meget, jeg fik om ugen i understøttelse, kun 15 kroner om ugen, og når jeg havde betalt kontingent 3.25 kroner, så var der 11. 75 kroner om ugen til at leve for. Vi levede jo sparsomt, og jeg havde da sommetider lidt arbejde ved bønderne, men det var jo til 4 kr. om dagen om vinteren.

Arbejde under krigen
Tiden gik, og jeg følte mig bedre tilpas. Vi kom til 1939.
Der var uro i verden, men her i Danmark følte vi os forholdsvis trygge, men det viste sig jo alligevel, at den aftale, der var mellem Danmark og Tyskland, ikke var meget værd. 2 verdenskrig var jo sat i gang i efteråret 1939 mellem Polen og Tyskland. Den bredte sig til Belgien og Holland, og den 9. april 1940 gik tyske soldater over den danske grænse, og Danmark var besat af tyske soldater. Det mærkedes snart her i landet på alt, hvad vi skulle indføre fra andre lande, så som kul, olie, jern og meget andet.
Tyskland begyndte at bygge flyvepladser og fæstningsværker her i landet, og der kunne de bruge mange danske arbejdere til at udføre det arbejde for dem.

I sommeren 1940 og 1941 var jeg i tørvemosen, og ellers så jeg efter, hvad jeg kunne finde om vinteren. Der var en del snekastning på amtsvejen her i Gjerning. Vi havde meget sne her i de første krigsvintre. Jeg havde en aftale med snefogeden Michael Vejmand, jeg kunne bare begynde at kaste sne, når der var noget.

Tyskerne manglede jo arbejdere på deres arbejdspladser, og de sendte bud på de forskellige kontrolsteder i landet. Jeg ville helst undgå det arbejde, og jeg slap fri, indtil vi kom hen til september 1942. Da kunne jeg ikke slippe fri længere, da mine understøttelsesdage var sluppet op. Jeg blev anvist arbejde ved Løkken. Det var jeg ked af, så jeg søgte og fik arbejde i Karup på flyvepladsen. Men tiden blev sjældent lang i Karup, for når jeg kunne finde arbejde herhjemme, så rejste jeg jo hjem og tog det arbejde.

Jeg var i Karup 4 gange, den længste tid var 2½ måned. Arbejdet bestod mest af støbning af bunkers. Arbejdstiden var lang, 12 timer om dagen, jeg skulle op om morgenen kl. 3.30 for at være på arbejdspladsen kl. 6. Der var så 3 spisepauser på ½ time hver, så vi kom ikke fra Karup før kl. 19.30, og så var vi ikke hjemme før kl. 22, så noget at spise og derefter i seng og få 5 – 5 timers søvn, så op og af sted igen, og det var en 7 dages uge, der var aldrig en fridag. Derfor var det ikke til at holde ud i længden. Derfor holdt jeg også op så tit, jeg kunne. Der var også til tider det rene nonsens, vi blev sat til, så jeg regnede ikke den arbejdsplads for ret meget.

Sidste gang, jeg var på vej derud til Karup for at søge arbejde, kom jeg ikke længere end på Gullev bakke. Der stod jeg og ventede på bilen, jeg skulle med derud, men den kom ikke.
Da jeg havde ventet i ca. 2 timer, begyndte jeg at cykle hjem igen, men så blev der uro i luften. Der kom nogle små hurtige flyvemaskiner flyvende, og der kom mange og tit. Da jeg kom hjem og fik lukket op for radioen fra England, fik jeg at vide, at der var gået soldater i land i Frankrig, så sagde jeg til mig selv, at jeg ikke ville arbejde mere for Tyskland, og det holdt jeg.

Jeg fik lidt arbejde hist og her. Om vinteren gik jeg i Borritsø skov og tog træstød op til mig selv, når jeg havde tid, og vejret var til det. Det blev jeg ved med i mange år, også efter at krigen var slut, for det var jo billigt brændsel, og penge var der jo aldrig for mange af.

Nå, krigen fik ende, og landet blev fri. Tyskland var færdig med at være stormagt, de kapitulerede den 5. maj 1945. Så blev der opgør med de danske nazister og de tyske soldater skulle sendes hjem. Der gik jo nogle måneder med det. Det var en slem omgang for mange, men de havde jo selv været ude om det. Der var nok mange, der fortrød, de havde gået tyskernes ærinder.
Der var også mange danskere, der havde tjent penge på krigen, men så i sommeren 1945 kom der en pengeombytning. Jeg skal love for, at der var mange, der fandt penge, som de sagde, de ikke vidste, de havde. Sikke noget løgn. De måtte også bøde for det. Mig gjorde det ikke noget. Jeg havde ikke flere penge, end jeg måtte bytte.

Under hele krigen og flere år efter havde vi rationeringskort på næsten alt, hvad der skulle bruges i en husholdning. Jeg tror ikke, vi blev fri for de sidste før i 1950.

Jeg havde arbejde forskellige steder ved bønderne og i kommunens grusgrav og en enkelt gang ved murer Juhl, men det var ikke meget.

Arbejde på teglværket, et barn mere og køb af hus
Vi kom hen til foråret 1947, da fik jeg arbejde på Hesselbjerg Teglværk. Jeg mødte den 27. april og kom i lergraven og skulle læsse ler i tipvogne. Det var hårdt arbejde, vi var 3 mand i lergraven. En gravede leret løst, jeg måtte læsse leret, og en kørte leret ind til maskinen. Jeg skulle læsse 42 tipvogne om dagen, så når der blev fyraften, var jeg meget træt. Jeg måtte jo holde ud, for der var arbejdsløse nok, hvis jeg holdt op. Timelønnen var ikke stor, jeg havde 103 kr. om ugen for 48 timer. Da vi kom til november, holdt vi, det var jo sæsonarbejde, de flest år på 5 – 6 måneder om sommeren.

Jeg var lige begyndt i lergraven foråret 1948. Da jeg kom hjem om aftenen den 19. april, var der et par nabokoner, der tog imod mig. Ved 11 tiden om aftenen fødte Petra en pige. Hun blev døbt i Gjerning kirke og kom til at hedde Kirsten Marie Nielsen. Nu havde vi så tre børn, og vi har ikke fået flere.

I foråret 1950 solgte Christen Henriksen gården, og det hus, som jeg nu havde boet i i 11½ år. Jeg måtte jo se, om jeg kunne finde et andet sted at bo. Det var ikke nemt at leje sig ind nogen steder, men der var et hus til salg i Gjerning, det kunne jeg købe.
Huset var bygget i 1935, så det var ikke så gammelt, og det kunne jeg købe for 15.000 kr. Jeg slog til, der var 5000 kr. i lån, så jeg skulle skaffe 10.000 kr. Dem lånte jeg så i Gjerning Sparekasse med min svigerfar Hans Nielsen og Christen Henriksen som kautionister.

Vi flyttede i eget hus 1. maj 1950, og jeg arbejdede stadig i lergraven, men det var jo et hårdt arbejde.
I vinteren 1951 hørte jeg, at den ene brænder helst ville ind i ovnen, så jeg søgte brænderplads og fik den. Det var jo lettere arbejde. Nu havde jeg jo været 4 somre i lergraven, men som teglbrænder blev jeg ved i 15 år. Så det blev til 19 år på Hesselbjerg teglværk.
Efter at jeg blev brænder, blev det jo også en anden arbejdstid, jeg fik. Jeg skulle arbejde på skiftehold, og det var både nathold og om søndagen og om helligdagene. jeg var flere gange på arbejde både juleaften, om påsken og om pinsen, men det vænner man sig til, så det gik helt godt.

Jeg havde mange oplevelser nede på ovnen, når jeg havde vagt. Når jeg havde nattevagt, kom der tit nogle af naboerne til teglværket. De ville gerne have et bad. Vi havde jo bruser, de kunne gå ind under. Så sad de og snakkede 1 – 2 timer, så gik den tid.

Der kom også tit nogen af landevejens børn, og jeg kom til at kende mange af dem. Der var ”Kerteminde Hans” og ”Sorte Kresten”, ”Aksel Sliber” og ”Lille Poul fra Århus”, blot for at nævne nogle få af dem. De kom listende først på aftenen og spurgte pænt, om de måtte være på ovnen om natten. Jeg nægtede aldrig nogen af dem at være på ovnen. Somme tider var nogen af dem mere eller mindre fulde af sprit, men de var aldrig onde.
Somme tider skulle de til at koge noget mad. De satte så en kasserolle over en fyrhætte, og så varede det ikke længe, inden det lugtede af mad over hele ovnen. Det, de lavede, var fyldt med peber, salt og løg og flere andre ting, så det var jo noget krydret. Men de spiste gerne med god appetit. Når de så var færdige med at spise, så fik de et stykke papir, som de lagde lige på ovnen, og så en mursten til hovedpude. Det var alt, de forlangte, og så sov de hele resten af natten.

Der var et efterår i november måned, da kom ”Aksel Sliber”, og han boede på ovnen, indtil vi slukkede ovnen i februar måned. Han gik hver dag ud for at slibe, og så kom han igen om aftenen, så han holdt juleaften og nytårsaften på ovnen.
Jeg har tit hørt på deres forspildte liv, som de fleste af landevejens børn har fortalt mig om natten, når de ikke kunne sove, og jeg havde jo tid til at høre på dem. Jeg kunne ikke altid tro på dem. Den værste, jeg hørte, var af en vi kaldte ”Rudolf”. Da han havde fortalt mig hele sit liv, og hvor længe han havde været ved de forskellige ting, så ville han have været en gammel mand. Sammenlagt i år ville han, da han fortalte mig det, have været 128 år. Da jeg så sagde det til ham, sagde han bare, at han jo kunne huske forkert. Men aftenen var gået for os begge to.

Når jeg havde vagt på ovnen om nattet, var der jo megen tid, der ikke var noget at lave i. Den tid brugte jeg til at læse i. Jeg har læst mange bøger og blade nede på ovnen om natten.

Det første jeg lavede, når jeg kom på ovnen var at mure portene. Der var 2 eller 3, det var forskelligt. Det tog ca. 1 time. I samme time havde jeg kontrolleret, hvordan ovnen var at fyre i. Det var forskelligt fra dag til dag. Når jeg så havde taget min bestemmelse over ovnen, så fyrede jeg efter det. De første år, jeg brændte, fyrede vi med tørvsmuld, brunkulssnus og savsmuld. Vi fyrede med hånd dengang, det var jo let brændsel, så der skulle mange børfulde til.
De sidste 5 år, jeg fyrede, brugte vi fyr apparater og kul. Det var der ikke så meget arbejde ved pr. vagt. Efter mine lommebøger kan jeg se, at jeg i 1957 har fået 188 kr. for en uge, og jeg kan se, at det blev lidt mere år for år.

I efteråret 1956, da vi havde slukket fyret i ovnen, kom jeg til at grave plantehuller for Hedeselskabet. Det var i Sdr. Tulstrup. Vi var 6 mand. Vi kunne lige tjene en almindelig timeløn ved det. Det varede lige til jul, og så i marts kom jeg med ud og plante i hullerne. Det var akkord. Det var godt, men hårdt arbejde. Dette arbejde varede, til jeg begyndte på teglværket sidst i april.

I efteråret 1957 havde vi ikke mere at sætte i ovnen, og vi havde fået bygget brandmuren. Vi holdt op med at fyre kl. 12 middag. Om natten gik der ild i teglværket, og det meste af det brændte. Jeg troede, at jeg nu var færdig som teglbrænder, men ejeren af teglværket ville have det bygget op igen. Da foråret kom, var det bygget op igen. Det var så blevet moderniseret over det hele, så alt det maskinerne lavede, kom op til tørre over ovnen.

Der kom nu nogle gode år for alle teglværker i landet. I en del år brændte vi ca. 10 – 11 måneder om året. Da vi kom til 1964 – 65 blev det sløjt igen. Da kunne jeg se, at der vist ikke blev mere end 6 måneder, der var noget at brænde, så derfor søgte jeg andet arbejde.

Forskellige arbejdspladser
Jeg fik arbejde på ”Ferm” i Ulstrup, jeg holdt op på teglværket den 27. september og rejst så på Ferm. Her kom jeg til at arbejde i reperationsafdelingen. Jeg var glad nok ved arbejdet, men det var et slemt uroligt arbejdssted. Der blev fyret folk en måned, for at antage andre måneden efter. Så det var ikke et sikkert sted, og jeg blev også fyret 1. maj 1966 sammen med 14 andre.

Jeg rejste dagen efter hen på ”Nissens Trævarefabrik” i Langå og fik arbejde med det samme. Det var ikke helt det rigtige sted for mig. Jeg var i den afdeling, hvor der blev lavet drittelbunde, og saven gik fra morgenen, når der blev fløjtet, lige til der blev fløjtet om aftenen. Der var ikke noget, der hed at rydde op omkring saven.

Det varede heller ikke mere end 3 måneder, så blev der sendt bud fra Ferm” om jeg ville dertil igen, så kunne jeg bare komme. Jeg rejste fra ”Nissen” i Langå samme dag og kom på ”Ferm” igen. Jeg var der så fra sommeren 1966 til januar 1968. Da blev det igen meget sløjt med arbejdet. Der var blevet fyret flere om efteråret, men i januar 1968 blev jeg så fyret.

Efter at jeg var fyret på ”Ferm”, gik jeg til kontrol ca. 1 måned.
Så var vi 4 mand, den ene var min søn Niels, vi tog ud til Århus og søgte arbejde ved ”Jord og Beton”. Det var et kooperativt firma. Vi fik arbejde alle 4, og så kørte Niels med os hver dag i sin bil. Det var mest jordarbejde på byggepladser. Det var både i Åbyhøj, Tilst og Viby, de havde byggepladser. Det var en god arbejdsplads med flinke formænd, og det gik godt ind til jul, men så kom frosten og stoppede os med jordarbejdet. Vi blev sendt hjem og skulle komme igen efter nytår. Men vinteren var sat ind, så vi kunne ikke i arbejde.

Så en dag sidst i januar var Niels og mig ude i Århus og besøge dem. Da vi så kørte hjem, drejede vi ind på en ny byggeplads i Hammel- Det var ”Vivan” – en plastikfabrik. Vi fik også arbejde, men den første da sagde jeg: ”her bliver jeg ikke gammel”. For det var den værste formand, jeg havde arbejdet under. Det var en værre slavepisker, og det sagde de gamle gravemestre og døseforere også. Der gik heller ikke mere end 14 dage, så var det arbejde i Hammel forbi.

Jeg gik til kontrol nogle dage, så kom der bud fra Ferm, om jeg ville derned igen. Så kunne jeg begynde ved tømreren på deres værksted. Det meste af det, jeg skulle lave, var at lave rammer til nye vaskemaskiner. Jeg begyndte og var glad for at være der. Jørgen Rasmussen var formand, og derforuden Søren Dresie, så vi tre stod på værkstedet.
Da vi kom hel på sommeren, var der ikke så meget arbejde på værkstedet, så jeg blev fyret 1. august.

Jeg havde da fået arbejde på en fabrik i Ulstrup, der lavede byggeelementer af leca.
Arbejdspladsen var god, men der var meget støvet, og det kunne jeg ikke tåle. Det kunne støve så meget, så vi snart ikke kunne se noget. Jeg måtte sige op og rejse derfra.

Jeg havde fået arbejde på ”Grundfoss” i Bjerringbro. Jeg begyndte den 27. september 1969. Det var i byggeafdelingen jeg fik arbejde. Det var mest støbearbejde, jeg var ved. Vi havde jo maskiner til alt det hårde arbejde, så det var et godt sted, jeg var kommet til. Formanden var Murer Laursen, og han var meget forståelig for vi ældre mennesker. Jeg var jo selv blevet 61 år.
Jeg var så ude i byggeafdelingen i 2 år, da søgte jeg ind på fabrikken, for vinteren kunne jo være kold. Jeg flyttede ind på fabrikken den 28. september 1971. Og begyndte inde på reperationsafdelingen og kom til at skille de små cirkulationspumper fra hinanden. Det var jo et let arbejde, og så var jeg jo inde i varmen. Værkføreren var Reinholdt Christensen. Han var en meget god mand at arbejde under, og nu var jeg rigtig godt tilfreds med at være kommet ind der. Der var også nogle gode arbejdskammerater der, og jeg blev der også lige til jeg blev 67 og gik over på pension.
I de 6 år, jeg var på ”Grundfos”, steg lønnen meget. Jeg fik, fra jeg kom 10.48 i timen, men da jeg rejste, gik jeg 28 kr. i timen, så der var ved at blive nogle gode tider for arbejderne, selv om der også var mange ting, der var blevet dyrere.

Det efterår jeg rejste fra Grundfos, vedtog ”Fællesklubben” på fabrikken, at alle de gamle ”Grundfos arbejdere”, som var rejst derfra og overgået til pension, skulle indbydes til en julefrokost lige før jul. Hvor der først var frokost, så rundvisning på fabrikken, derefter en film og så kaffe. Så får vi hver en gavecheck på 50 kr. en and og en flaske rødvin. Det er en fest, alle vi gamle medarbejdere ser hen til. Der kan vi opfriske gamle oplevelser, samt hilse på mange, vi kun ser den dag. Fællesklubben har lovet, at den julesammenkomst vil gentage sig hvert år.

Livet som pensionist, reflektioner og tilbageblik
Jeg holdt så med at arbejde d. 21. september 1975 og gik over til folkepension. Jeg mente, at vi ældre skal holde og lade de unge komme til. Nu havde jeg jo måttet arbejde, så længe jeg kan huske.
Jeg havde jo pligter derhjemme, fra jeg var en 5 – 6 år, indtil jeg kom ud og tjene som såkaldt hjorddreng. Efter at jeg kom ud og tjene, har jeg fuldstændigt klaret mig selv økonomisk.
Nu blev der så noget at tænke på. Kunne jeg få tiden til at gå? Jeg skal love for, at det går godt. Petra og mig vi hjælpes ad med det hele både i huset og i haven, men det kan jo ikke tage hele tiden. Så læser jeg mange bøger. Jeg har selv mange, og kan det ikke være nok, låner jeg nogle nede på dagcentret i Ulstrup.

I mange år, også før jeg blev pensionist, kørte jeg om sommeren på knallert ud for at se min hjemegn og de steder, hvor jeg havde tjent som dreng. Det var ture, der gik op til Monstrup, Rostrup, Brøndbjerg og Stubberup. Jeg kørte om morgenen tidligt og var hjemme igen om aftenen. Jeg kørte også ture ned til Granslev, Laurbjerg og Bidstrup.
På disse ture kom jeg somme tider til at snakke med mennesker, som jeg havde kendt for mange år siden. Og når sommeren er forbi, glæder jeg mig til at komme ud igen næste sommer.

Hver sommer tager Petra og mig på udenlandsrejser. Min ældste datter Else og hendes mand Knud Sørensen Randers arrangerede sådanne ture for ”vanføreforeningen” i Randers. Vi har været i Jugoslavien, Italien, Spanien og på Mallorca. Det sidste sted 2 gange. Vi nyder de 14 dage. Hver tur vi har været på, har vi set meget kønt. Det kan vi også her hjemme i Danmark, og vi har også set meget herhjemme, men det vi ser dernede i bjergene, er så storslået, så det ikke er til at beskrive. Det skal ses. Så jeg har været meget glad for de ture, og jeg håber, jeg får flere endnu.

Der bliver gjort meget for vi ældre nu, imod hvad der blev gjort førhen i kommunen. Her i kommunen fik de ældre den årlige udflugt og så ikke mere, så kunne de ældre sidde hjemme resten af året, når de ikke kunne mere. Så kunne de komme på et plejehjem eller fattiggården.

Nu bliver der helt anderledes sørget for os, når vi bliver pensioneret. Der kommer en sygeplejerske og besøger dem, der er syge og ikke selv kan. Ellers får vi hjemmehjælp flere gange om ugen, efter som vi trænger. Derforuden har vi ”Dagcentret” i Ulstrup, hvor der er en stor samlings sal, hvor vi kan opholde os, når vi er der. 2 gange om ugen er der sammenkomst for de ældre. Der kører flere busser rundt i kommunen, hvor vi kan komme op og køre gratis med til centret. Der er der alt muligt hobbyarbejde, som der er nogle ledere til at undervise os i. Vi kan købe kaffe med brød til af forskelligt slags.

Fra centret bliver der også kørt mad ud til dem, der ønsker det, og det er til en billig pris. Der er også samtidig bygget 12 lejligheder ved siden af centret, og der er plads til 12 mere, men de er ikke bygget endnu i 1980.

Jeg vil lige skrive om en oplevelse, som jeg havde den 4. juli 1976. Petra, Niels og mig kørte til Rebild Bakker til den såkaldte Rebild Fest. Det var meget fint vejr med solskin. Vi sad i bakkerne i nærheden af talerstolen. Mens vi sad og så på alle de mennesker, kom 2 mand hen til mig med nogle apparater på nakken. De spurgte mig om forskellige ting og så stoppede de mig, og spurgte om jeg ikke ville begynde forfra. Så stillede de apparaterne op, og så begyndte jeg forfra på det, jeg havde fortalt dem første gang.
Jeg regnede ikke med, at der blev mere ud af det, men så 2 år efter i 1978, det var dagen før Rebild festen skulle være, da havde Tv en lille udsendelse om, hvordan festen plejede at blive holdt. Der så jeg så mig selv, og lidt af det, jeg havde sagt 2 år før. Nu kan jeg så sige, at jeg har været med til at se og høre om radioens barndom, og de første der arbejdede med radio, og nu til TV udsendelser, som jeg ser dagligt. Det er jo en enorm udvikling, der har været på det område i de 50 år.

Men der er jo også så meget andet, der har haft en stor fremgang. Nu kan vi jo tænke på den første flyvemaskine og luftballon, som jeg så for over 60 år siden, og så til i dag.
En tur til månen og alt det andet, som opholder sig i luftrummet. Som dreng kunne jeg jo aldrig have forestillet mig, alt det jeg ser og hører i dag. Men er alt det nu af det gode? Det kan vi sætte spørgsmål ved.

Jeg har også været med i fagforeningsarbejde så som vandværket, gadelys, en sygeforsikring. Det meste arbejde i foreninger var i Socialdemokratisk vælgerforening i Ulstrup.
Der var jeg i bestyrelsen i 25 år. De 24 år som kasserer, det tog jo meget tid, men jeg var glad ved det. Der kunne jeg jo gøre et stykke arbejde for Socialdemokratiet. Det parti, som jeg alle dage har tilhørt og arbejdet for. For dette arbejde blev jeg udnævnt til æresmedlem i Ulstrup 1. september 1974.
15. april 1978 kom jeg så i bestyrelsen for Ulstrup pensionistforening. Så det ser ud til, at jeg så kan komme til at gøre et arbejde for vi ældre i kommunen, men så går tiden med det, og det er jo det vi ældre skal se og få.

Jeg vil også lige skrive om, hvor mange steder mine forældre har boet. De har flyttet tit og ikke boet længe på stedet. Først i Monstrup, så Rostrup, så Brøndbjerg, så Vive præstegård, så Skrødstrup, så Edderup Skovhus, så Fladbjerg, så i Mariager, først Købmandsgården i Kirkegade, så Fuglsangsgade. Så rejste de til Hadsund, først Engen 28, så det røde hus på Ålborgvej, så Storegade 31, så på Timandsvej, så to steder på Rosenhøj, til sidst i Himmerlandsgade. Det blev i alt 16 steder, hvor jeg skulle kalde det hjem.

Det jeg her har skrevet, er jo kun en lille del af, hvad jeg har oplevet i de 70 år, men mine børn og børnebørn og slægten fremefter kan læse om, hvordan forholdene har været i den tid med fattigdom, og til meget bedre tider nu i 1980. Jeg kan jo ikke vide, om der vil komme dårlige tider nu, efter at jeg har sluttet mine oplevelser.

Jeg tænker tit på, hvis mine bedsteforældre eller mine oldeforældre havde nedskrevet det, de havde oplevet helt fra ca. 1820 og til de døde. Det ville jeg jo gerne, om jeg havde kunnet læse i dag, men de kunne måske ikke skrive noget. Jeg er jo ikke sikker på, om de har haft en ordentlig skolegang, da de var børn.