Forfatter: Karl Møller Bargisen

  • Strygejernet der dinglede

    Strygejernet der dinglede

    I Ølgod Østersogn ligger noget, som kaldes Hejbøl. Deromkring på den nylig opdyrkede hede ligger nu gårde spredt. En stor plantage er der, hvor der nu er lavet en meget stor og smuk festplads. Til den anden side støder Hejbøl plantage op til Påbøl plantage. Lige ved vejen der fører op til fest-pladsen, ligger en gård. lidt længere henne ligger skolen.

    Der på denne gård, “Foldager”, fortæller sagnet, levede der for mange år siden et par gamle folk, som sad på aftægt der. De døde begge meget pludseligt, hvad der jo var mystisk. Der fortælles, at de døde af Arsenikforgiftning, og til at støde Arsenikken med brugte de strygejernet.
    Siden den tid kunne strygejernet aldrig være roligt. Inde i dagligstuen var en kakkelovn og der på ringene stod strygejernet. Når så folkene om aftenen sad derinde, var det, som om strygejernet gav sig til at dingle, når det blev alt for meget, smed de jernet ud i haven, men det ringlede lige stærkt, og det lyste som ild i mørket. Ingen turde være alene hjemme om aftenen, også mange vejfarende turde ikke gå alene forbi.

    Denne overtro, for det kan jo ikke være andet, holdt sig længe i ånde, men er dog nu så omtrent faldet væk. Når man følger vejen fra mit hjem, som næsten ligger alleryderst i Ølgod Østersogn og kommer op til landevejen, som fører gennem denne lille men dog stadig stærkt voksende by, “Krusbjerg” og drager ad Ølgod, er der på den østre side af vejen noget lavt og fladt, som kaldes den lille mose. der kan jeg huske, jeg i mine skoledage var bange for at gå forbi ved nattetide, der skulle efter sigende løbe en hest uden hoved. Hvordan dette er kommet frem, kan jeg desværre ikke huske, så jeg rigtig kan gøre rede for det. Ligeledes kan jeg ikke give fuldt ud forklaring på strygejernet, det er flere år siden det blev mig fortalt.

    I gamle dage herskede der her til lands megen overtro. Det falder da heldigvis lidt efter lidt bort, men der fortælles meget, og en del af det bliver vel troet af enkelte, som gerne vil bevare den slags ting. Der er således mange, som ikke kan tåle at se to knive ligge overkors af hinanden uden at de skrækslagne skynder sig at lægge dem fra hinanden. De mener nemlig at det forudsiger dødsfald inden året er omme. Sætter man et par sko på bordet bliver der ufred i huset. Lader man skænke i sin kop inden den er drukket helt ud, får man en gal svigermor. Man må ikke klippe sine negle en søndag, for så vil man slå meget i stykker den kommende uge. Løfter man et lille barn ind af vinduet eller syr knapper i dets tøj mens det har det på bliver det ikke større. Man må ikke sidde med håndarbejde juledag eller nytårsdag, så får man meget med bulne fingre det kommende år. Det er ikke heldigt at flytte i ny tjeneste en mandag. Det hedder sig nemkig: “Mandags flyt er tirsdag fortrudt”. Tre må ikke tænde cigarer ved samme tændstik for den der får sidst tændt, vil dø inden året er omme. Man kan opleve endnu, når man følges med veninder på gaden, og fortovet er så smalt at en må gå i rendestenen, at hun nægter det. Hun er nemlig bange for at hun ikke bliver gift.

  • Den levende begravede hest i Malle

    Den levende begravede hest i Malle

    Malle - Stenen med de 3 jernkiler (foto: Charlotte Lindhart)

    På en gård i Malle var dyrene blevet syge. Gårdejeren troede, at en kone på nabogården forheksede dyrene. Som modgift begravede han en levende hest i markskellet. Ovenpå lagde man en sten med tre jernkiler, så hesten ikke gik igen. Stenen blev siden gravet op og findes på Ølgod Museum. (foto: Charlotte Lindhart)

    To nabogårde
    I Malle lå to gårde, som delte markskel. På den ene gård boede mandens eller konens mor på aftægt. Dengang var det almindeligt, at den ældre generation blev boende hos den yngre, når gården gik videre i arv. På nabogården var man bange for den gamle kone. Her mente de, at hun dyrkede trolddom, og at hun flyttede markskellene om natten. De mente også, at hun forheksede gårdens dyr, så de blev syge. Derfor blev konen holdt skjult i nogle udhuse på den gård, hvor hun boede.

    Trolddomskuren
    Hekseafbrændingerne var for længst afskaffet, så man kunne ikke gøre den gamle kone noget. I stedet måtte man finde en anden måde at ophæve trolddommen på. Den ulykkesramte familie havde fået det råd, at de skulle begrave en levende hest i skellet mellem de to gårdes jorder. Derfor hørte man en dag larm og råben fra skellet. Der var blevet gravet et stort hul, og nu forsøgte man at lægge en hest ned i hullet. Naturligvis gjorde hesten modstand, og man kunne jo ikke slå den ihjel, for så ville kuren ikke virke. I stedet lagde man en tung sten gennemboret med tre jernnagler over hesten. I nogle versioner af historien fortælles det også, at hesten forsøgte at sparke sig fri og grave sig op fra hullet. Det lykkedes at begrave hesten, men om det hjalp på alle ulykkerne, vides ikke. Det er ganske vist… Historien er overleveret fra Karoline Jessen, den tidligere ejer af Horne Afholdshotel. Hun har fortalt, at det var hendes tipoldemor, der var den gamle kone på aftægt. På Ølgod Museum findes den sten, som blev lagt over hesten, og det burde jo være bevis nok. Stenen kom til museet i 1960’erne.

    Overtro om kvæg
    Sygdom blandt kvæget var og er en økonomisk katastrofe for landmændene. For 200 år siden kunne man ikke forklare alle sygdomme, og derfor var troen på hekse, nisser og trolde almindelig. Der var mange gode husråd om, hvorledes man kunne undgå sygdomme blandt sine dyr. Et af rådene lød på, at man hver juleaften skulle gnide dyrenes tænder med sod og salt, så troldene ikke gjorde dem fortræd. Når der kom fattige, fik de ofte lidt at drikke og spise. Man skulle dog være sikker på, at det ikke var en heks, som ville forhekse dyrene. Derfor hældte man lidt salt i mælken, så enhver trolddom ville blive ophævet.

  • Ølgod kirke og Hejbøl bonden

    Ølgod kirke og Hejbøl bonden

    Hejbøl - Ølgod Kirke

    Det er altid godt med en god historie og fortælling. På billedet kan I se en flok Mini-konfirmander på opdagelse i kirke og kristendom. De leder efter billedreliefferne, der knytter sig til sagnet om Hejbøl bonde.

    Børn er nysgerrige og spørger: ”Er det virkelig sket rigtigt? Var der en bonde, som gik ind i kirken for at slukke lyset en aften? Var det ikke bare måneskin? Var der et rigtigt uhyre, som han slog ihjel? Mon ikke han har været fuld? Var hans kone en strid kælling?” Troede man på sådan noget i gamle dage?” Spørgsmålene fortsætter. Nu har jeg skrevet nedenstående historie om Hejbøl bonden, det er fri fantasi, men god fornøjelse!

    En sen aften lige før Alle Helgen kom en bonde kørende forbi Ølgod kirke. Han havde været til ålegilde i Strellev og var nu på vej hjem til Hejbøl. Foran vognen gik to dejlige hopper, som han var ualmindelig glad for, idet de både var til nytte på gården og gode køreheste. Desuden var de gode at snakke med, når han – som nu i aften – opstemt og lystig var på vej hjem fra gilde.

    Det var blæst op, men mellem skyerne kom månen frem og kastede sit lys ned på kirken. Han var ikke urolig, for han havde jo gode heste, og ved sin side havde han også sin kårde fra tiden i kongens klæder. Den kunne nok skræmme en hvilken som helst landevejsrøver væk.

    ”Se, venner! Det er Ølgod kirke. Ja, her kommer vi ikke så tit. – Katrine siger også, det er for galt. Hun siger jo så meget. Hvis det stod til Katrine, var vi kommet i kirke efter høsten og havde sagt Vor Herre tak for, at vi også i år fik laden fuld. Der er bare så pokkers langt til kirke fra Hejbøl… Katrine siger, det var nærigt af mig, at jeg ikke kom og lagde takkeoffer til høst. Jeg kunne måske nok give en skilling til det nye byggeri, men min mening er nu, at kirken er rigeligt stor. Præsten må have fået storhedsvanvid. De skulle hellere bygge en kirke til os ude i æ Østersogn, så vi ikke havde så langt til kirke, gerne nede i svinget ved ”Hjørnegården”, hvor de har så godt øl. Katrine siger jeg bliver til grin i hele sognet, hvis jeg fortæller nogen, at jeg vil have en kirke på Bejsnap mark…. Hvad er den af? Prhhh! Der brænder minsandten lys inde i kirken. Degnen må have glemt at slukke, for der kan da ikke være messe så sent. Så, nu går jeg ind og slukker lyset.”

    Hejbøl - Relief med uhyret
    Hejbøl - Relief med bonden

    Som sagt så gjort. Bonden kravlede ned ad vognen og stavrede ind i kirken. Helt oppe ved alteret brændte en lampe, som han pustede ud. Han gik ud og fik med besvær lukket den store, svære egetræsdør. Snart var han tilbage ved kirkediget og hestevognen. Netop som han igen sad på bukken, opdagede han, at lyset i kirken stadig brændte. ”Hva’ Hulen! Jeg har da lige slukket det lys! Nå, jeg må ind igen”.
    Bonden luntede tilbage til kirken og fandt ligesom før en tændt lampe oppe ved alteret. En underlig, sveden lugt nåede hans næsebor, og han hørte noget pusle. Om det var tællelampen og en mus, der fik bonden til at svede angstens sved, det får vi aldrig at vide, men ét er sikket: Man kan godt blive underlig til mode alene i en mørk kirke omkring midnat.
    Bonden kom ud ad kirken i en vældig fart, og denne gang lukkede han ikke engang døren efter sig. Det var nu heller ikke nødvendigt, for da han kom hen til hestene, kunne han stadig se lys inde i kirken. Han ænsede overhovedet ikke, at den ene hest stod og så elendig ud. Den trængte til at komme hjem i den varme stald. Bonden længtes også hjem og var nær ved at give pokker i det hele, men tænk, om der var gået ild i noget? Der var ingen vej udenom. Han måtte derind igen.
    Ligesom før fandt han et tændt lys oppe ved alteret. ”Nu kan det være nok!” råbte han. ”Er der mon nogen, der driver gæk med mig? Kom frem, så jeg kan se jer!” Ingen svarede, og bonden gik træt og sur hen ned ad midtergangen. Igen mærkede han den underlige, svedne lugt, men nu var han ligeglad, om det så var Fanden selv, der var på spil. Han ville hjem til Katrine og have en kaffepunch. Katrine var nok også ved at være godt vrissen over at sidde oppe og vente på ham. Når hun først blev rigtig gal i skralden, så var Fanden løs.
    Han styrtede hen mod kirkedøren, men stoppede brat. En uhyggelig knurren mødte ham. Et kæmpe uhyre med fægtende hove og baskende hale spærrede døren, så han ikke kunne komme ud. Bonden tog i hast sin kårde, fór frem og huggede den med al kraft i uhyrets vældige gab. ”Drej og stød igen”, lød det drillende fra dyret. ”Hvad skal jeg gøre?” skreg bonden. ”Min kårde duer ikke mod den Satan”. Da greb bonden til en anden udvej. Ligbleg af angst krøb han ned på knæ, vendte sig mod alteret og bad for sit liv. ”Kære Gud! Lad mig leve!” Uhyret knurrede igen og viste tænder. Bonden bad videre: ”Skån mig! Jeg beder for mit liv, min nye hoppe og for min Katrine. På æresord, hvis jeg slipper ud herfra og kommer levende hjem, skænker jeg en skæppe penge til kirken. Amen!”.
    Da han kiggede ud i mørket, så han at uhyret var forsvundet. Bonden kom på benene, lukkede omhyggeligt døren og slæbte sig hen til vognen. Tænk, at hans bøn skulle opfyldes! Men helt uden skade slap han dog ikke. Han havde glemt at bede for sin ene hoppe, og derfor fandt han sin gode ven liggende død foran vognen.

    Vejen hjem til Hejbøl var mørk og lang for den stakkels bonde. Til hans store held var konen med årene blevet en god og tålmodig hustru. Hun gav ham noget varmt at drikke, og inden længe kunne han berette om den uhyggelige oplevelse. Hun troede hvert et ord, og han holdt det løfte, som han havde svoret. I inderlig taknemmelighed over at hans liv blev sparet, bekostede han opførelsen af apsis, hvor han selv, udyret og skæppen med penge blev udhugget til minde.