Der er nu 707 historier fordelt på194 byer

Landsbyhistorier

Indsend ny historie

Forfatter: Jens Randers

  • Bjærgmænd og eliefolk

    Bjærgmænd og eliefolk

    Den gamle Villads, fæster på Hæsumgaard 1789 i Ersted – han boede i den allervesterste og sønderste gård – det var sådan en heksemester, og han kunde komme deher bjærgmænd og eliefolk i tale, når han vilde.

    Så boede der en bjærgmand ude på hans mark i en bakke, der hedder Kringelbjærg, sønden for vejen til Årestrup, der er en grusgrav i den nu, og ham kaldte de Kringelbjærgmanden. Se, ham sagde gamle Villads, at han kunde komme i tale, når han vilde.

    Så var det en aften, at han og Kolde-Per, fæster på Holtegaard og Sören Östergård, fæster på Østergaaard – det var netop ham, der siden kom til at bo i Tveden – de sad og svirede i den nordvestligste gård her i byen, og da de havde fået dem nogle dramme, så begynder Villads at prale af, at han kan komme denher bjærgmand i tale, og dersom de vilde følges med ham op til Kringelbjærg, så skulde han kalde på ham, så de kunde få ham at se og komme til at snakke med ham. Ja, de vilde da godt med, sagde de, måske fordi han ikke skulde tro, det kunde forskrække dem.

    Så rejser de jo af derud med hverandre, og så siger Villads, hvordan de har at forholde dem. “Nu skal vi gå tre gange omkring bjærget, og når a så slår tre gange i bjærget med min kjæp, så kommer han mossel”. Nå, de spaserer jo omkring bjærget, og så slår Villads ned i jorden med kjæppen og råber åpå ham: “Dav bjærremand, kom her ud, der er to, der vil tale med dig !” – “Der er tre,” sagde Kolde-Per. Men han vilde ikke komme. Han slog anden gang, og der kom ingen. “Ja, når a slår nu tredje gang, så kommer han mossel. Han tænkte måske, de skulde være blevne forskrækkede og rendt deres vej. Nå, så slog han tredje gang, men der vilde ingen til at komme. I det samme giver en hund sig til at gjø så stærkt, det var netop Søren Bravlstrups her oppe ved skoven. “Nu véd a mossel besked,” sagde gamle Villads, “bjærgmanden er gået derop, og på den måde kan han jo da ikke komme ud til os i aften”.

    Sådan slap Villads for at kalde bjærgmanden frem, for de skal jo begå dem med logn, og hvordan de kan, når de kan ikke nærere. Villads så så tit deher bjærgfolk, han så, de gik og spaserede fra Bavnhøj og ned til degnens fåresti, og derfra og ud til Kringelbjærg, og de gik og tog hverandre i armen og havde voksfakler eller lys i hånden. Der var en gang et kobbel får, der slap ned for ham i Kringelbjærg, og havde han ikke haft så meget mere klogskab, så havde han aldrig fået dem igjen; men han læste dem op, for han havde Cyprianus og hans bøger og kunde komme Gamle-Jerrik i tale.

    (fortællingen er fra en samling af gamle Danske sagn fra 1892, deraf sproget, med enkelte redationelle rettelser.)

  • Sønderjydernes afstemning 1920

    En historie om Sønderjydernes afstemning i 1920, oplevet af en 10 årig fra Tostrup. Under udarbejdelse af en slægtsbog over ”Slægten Andersen fra Tostrup”, havde jeg en række samtaler med min mors fætter Morten Andersen, søn af Anders Christian Andersen og Meta Marie Feddersen født den 25. januar 1883 i Brede sogn i Sønderjylland og sønnesøn af Morten Andersen, Tostrup Nørgaard

    Én af dem fandt sted i 1995 omkring 75 års dagen for genforeningsafstemningen i Sønderjylland. Her talte jeg i telefonen med Morten, hvor han talte sig lige så varm om denne som han havde gjort ca. ½ år før om hjemmeværnet. Jeg forstod nu pludselig, at hans stærke nationale indstilling og varme fortaler for hjemmeværnet måtte have rod i hans oplevelser som 10 årig dreng, da han var med sin mor i Sønderjylland for at deltage i afstemningen.
    Da jeg selv som ung kom til Sønderjylland kunne jeg i de første år ikke undgå at mærke de stærke nationale følelser der var hos de gamle sønderjyder. Denne følelse mærkede jeg under samtalen igen hos Morten, og jeg fik lov til at komme ud til ham og optage en samtale om hans oplevelser på afstemningsdagen den 10. februar 1920 og genforeningsdagen den 10. juli 1920, som jeg prøver at gengive så godt som muligt. Det er desværre ikke muligt her, at gengive den oplevelse det var at høre ham fortælle om om turen.

    Han fortalte: at der var udgået et særtog fra Skagen eller Frederikshavn, som standsede i alle byerne ned gennem Jylland, for at samle de sønderjyder der var blevet gift i Danmark eller var gået over grænsen (Grænsen der dengang fulgte Kongeåen syd for Ribe Kolding) for at undgå at komme i krigen som tysk soldat. Hans mor var født i Sønderjylland og skulle derfor ned og stemme landsdelen hjem til Danmark.
    De stod på toget i Aalborg og stod af i Vamdrup, hvorfra de forsatte til Skodborg hvor bedsteforældrene boede. Turen i toget var en særlig oplevelse. Mange som havde kendt hinanden, gået i skole sammen eller været unge sammen mødtes nu igen efter mange år – der blev talt, sunget og byttet madpakker – ja, der var en stemning som man kun kan forestille sig, hvis man har oplevet den.

    Morten der var 10 år, havde ekstraordinært fået fri fra skolen for at kunne opleve denne betydningsfulde dag. Overlæreren der gav ham fri havde dog betinget sig at han fortalte om oplevelsen, når han kom tilbage. Efter hjemkomsten måtte han op til katederet og fortælle om turen og afstemningen.

    Afstemningen foregik hos “Amtsforstanderen” (En person til som man i Danmark havde som sognefoged/ Sognerådsformand) i det sogn den stemmeberettigede var født. Mortens mor var født i Brede sogn mellem Tønder og Løgumkloster og skulle derfor rejse med “Kleinbanen” (Navnet på de mange små privatbaner som Sønderjylland var gennemkrydset af i tysk tid) fra Skodborg tværs gennem landsdelen. Da hun og andre kom på stationen kom der ingen tog. Efter hvad der fortælles gjorde de tysksindede alt hvad de kunne for at hindre afstemningerne, og mange af de ansatte ved “Kleinbanen” var tyskere, så det var nok sabotage.
    Stationsforstanderen i Skodborg var imidlertid en god dansk mand, så han riggede et rangerlokomotiv til med en personvogn, så Mortens mor, morbroder og de andre fra byen kunne komme af sted. Han fortalte det var en stor festdag alene det, at man måtte flage med Dannebrog så man frem til, og der blev gjort flagstænger klar ved hvert dansk hus. Han husker at flagsnoren blev klippet over hos hans bedsteforældre natten før af nogle tysksindede, men han hjalp sin morbroder med at sætte en stålvire i – for op skulle flaget.

    Selve afstemningen oplevede Morten hos sin moster og onkel på “Lundsgaard” i Revsø ved Sommersted. Onklen var amtsforstander, så afstemningen i sognet skulle foregå på gården. Der var gjort klar i hele stuehuset, så alle der kom og stemte også kunne få kaffe. Bageren i Sommersted havde bagt tærter til kaffen og de stemmeberettigede kom gående, cyklende og kørende og der var den samme stemning, som han havde oplevet i toget for det var jo mennesker som i mange tilfælde var gået over grænsen og bosat sig i Danmark eller var flyttet til andre egne, som nu kom hjem og stemte.
    Den stemning glemmer jeg aldrig gentog Morten nok for tyvende gang – og jeg glemmer heller ikke den mavepine jeg fik af alle de endestykker af svesketærten som jeg fik, da jeg gik rundt mellem de mange glade mennesker.

    Han erindrer ikke rigtig hjemrejsen, formentlig fordi den skete med ordinært tog og afstemningsresultatet først blev kendt senere, og overdragelsen fra de allierede magter til hvem Tyskland havde afstået det nordlige Sønderjylland (Syd- og Nordslesvig som blev delt så de sønderjyske landsdele igen blev dansk) , først fandt sted den 14. marts 1920, således overdragelsen formelt skulle regnes fra 15. juni 1920, men Kong Christian den Xs historiske ridt fandt først sted den 10. juli 1920, hvorfor denne dag ofte bliver benævnt som genforeningsdagen. Derimod kan han huske genforeningsdagen den 10. juli 1920, hvor han var på sommerferie hos bedsteforældrene i Skodborg.

    Han fortæller: at efter Kong Christian var redet over grænsen nord for Christiansfeld besøgte kongen alle de sønderjyske byer. I Skodborg havde de opbygget et podie, hvor alle veteranerne var stillet op. Bilen med kongen standsede og han stod ud og trykkede hver veteran i hånden. Skolebørnene var stillet op med flag ved siden af, og selv om Morten ikke hørte til fik han lov at være med.
    Jeg har aldrig før eller senere været så tæt på kongen fortalte han. Det var en stor oplevelse. Det hele tog ikke lang tid så kørte kongen videre vist nok til Jels.

    Det er i store træk hvad han fortalte. Hans varme fortælling om den på den tid 75 år gamle oplevelse fik mig til at spørge om det var hans mors og morbrødres (Hvoraf 2 var flygtet fra tysk miliærtjeneste og var kommet til søsteren i Aalborg) beretninger om, hvordan det var i Sønderjylland under det tyske herredømme der havde gjort, at han, til trods for han var opvokset 200 km nord for begivenhedernes centrum, havde fået en særlig national følelse, som ellers kun kendes i grænselandet – og bevaret den hele livet – og om det var den der var medvirkende til hans aktive virke i hjemmeværnet.
    Ja svarede han, allerede under 2. verdenskrig var jeg lidt involveret i modstandsbevægelsen, men min kone kunne ikke lide det – så det var mest med uddeling af illegale blade jeg deltog. Efter befrielsen den 5. maj 1945 så snart hjemmeværnet blev etableret meldte jeg mig ind. Det var jo ikke noget ordinært hjemmeværn – nærmest en fortsættelse af modstandsbevægelsen, men den 1. april 1949 blev det statslige hjemmeværn stiftet, og jeg kom straks med i et kompagni fra begyndelsen.
    Morten fortæller at de mennesker han har mødt i hjemmeværnet har været folk med samme nationale følelser som hans egne – og ikke som nogen siger blot nogen der vil lege “Røvere og Soldater”. Det er klart at hjemmeværnet er hans hjertensbarn og jeg måtte igen høre en længere redegørelse om hjemmeværnet, som jeg dog ikke mener, kan have almen interesse i denne forbindelse.

    Hans beretning har gjort stort indtryk på mig – måske skyldes det at jeg har tilbragt et ½ liv i Sønderjylland. Morten har været aktiv hjemmeværnsmand i over 40 år indenfor distrikt Aalborg og er pt. (1995) næstkommanderende i Veterangruppen. Han har modtaget 40 års medaljen og Kong Frederik d. IXs. Fortjenstmedalje. Forklaringerne i parentets () er indsat af indsenderen.

  • Den populære sognefoged

    Når jeg kører gennem Restruup og Nørholm Enge på vej ud til Aalborg Golfklub i Jægerspris, og ser de mange store og flotte lystejendomme, kommer jeg altid til at tænke på, at da min oldefar var sognegoged i Sønderholm, var det noget af det fattigste område man kunne forestille sig. Husmændede var så fattige at de få kroner de skulle betale i amtstueskat gik til udpantning hos min oldefar sognefoged Niels Josias Andreasen, der er søn af Andreas Peter Pedersen Bach (4) og født den 18. april 1845 i Gudum, blev den 25. marts 1872 gift med Birthe Marie Nielsdatter, født den 5. august 1847 i Nørholm.

    Niels Josias og Birthe Marie overtog den 8. februar 1873 gården matr.nr. 9 efter Nielses fader, som lå i vestsiden af Sønderholm. Bygningerne var meget gamle, men de drev den til den blev sammenlagt med dele af matr. nr. 10, som var sat på dødsboauktion af arvingerne efter Anders Larsen (30.6.3) den 21. september 1882. Gården blev købt sammen med Vilhelm Bach i Mellemholm. De gav alt i alt omkring 14.000 kr. for den med tilhørende 50 tdr. land mark, 30 tdr. land hede og 8 tdr. land fælled. Auktionen blev forestået af fuldmægtig Buus fra Nibe. Han stod på en vogn og gav hammerslag på et lille bord. Tofterne på de to gårde lå op imod hinanden, og efter overtagelsen flyttede Niels Josias og Birthe Marie straks over i den nykøbte gård.

    Andreas var dengang 5 år og han bar selv sin lersparebøsse men vendte pludselig om, da de kom tæt på den nykøbte gård og løb tilbage, for han kom pludselig i tanke om den hængte mand (Den forrige ejer havde hængt sig…). Det gjorde det ikke bedre at flyttelæsset var gledet af vognen ved indkørslen. Uden det er nævnt havde denne hændelse sikkert også været medvirkende til at han løb tilbage.

    Vilhelm Bach fik de 30 tdr. land hede vest for Jordmodervejen og de 8 tdr. fælled ved Rimmen ( Rimmen = et fladt stykke sandet jord) , hvor alle gårdene ejer en strimmel, som hovedsageligt bruges til at grave møntørv ( Møntørv = de græstørv der lægges på tagrygningen på stråtækte bygninger) på. Af de øvrige 50 tdr. land var de 30 under plov og 20 eng. Der blev endvidere solgt 8 tdr. land fra den nykøbte gård til Chr. Østergaard i Nyrup og 8 tdr. land fra den gamle gård til Jens Skov. Stuehuset ved den gamle gård blev lejet ud, men sælges i 1911 til Lars Munk, som lod det nedrive og lagde grunden til sin have.
    Det østre hus blev med ca. 1 tdr. land i 1887 solgt til møller Lassen der var møllerkarl på Aktiemøllen på Rimmen. Han lod opføre en vindmølle, som dog kun stod i ca. 1 år, så brændte den – det var morgenen før dyrskuet i Aalborg, at husmand P. Færk kom løbende ned og alarmerede Niels Josias, der var i gang (med arbejdet) i stalden. Han løb straks derop sammen med karlen, men da var møllen faldet (nedbrændt.). Andreas var 11 år og havde fået lov til at sove længe, da han skulle med til dyrskue den dag, men han vågnede ved uroen og stod op og var ved møllen sammen med de andre.

    Denne redegørelse er skrevet af efter notater som min morfar Andreas Peter Andreasen har efterladt sig samt efter et brev til ham fra hans bror Niels Marinus Andreasen. Gården var nu på 90 tdr. land, hvoraf han i 1911 solgte de 30 tdr. land til Peder Andersen Pedersen, hvor han byggede en gård – Nibevej 541. I 1911 solgte han gården til Jens Abildgaard, hvis søn senere udstykkede den til byggegrunde (Villakvarteret mellem Nibe – Stadions- og Vestervej).
    I 1910 havde han, medens han var sognefoged, købt hus matr. nr. 42 Tylervej 7, Sønderholm af skomager Niels Christian Nielsen og ombyggede det og opførte et udhus med plads til en hest og fjedervognen, så han var kørende, når han skulle ud i embeds medfør.
    I 1914 solgtes huset den 20. juni til Jørgine Magrethe Kjølby, da han købte mtr. nr. 17 af Niels P. Nielsen Rosted i Sønderholm til sønnen Ingvard som var ugift. De boede hos ham på gården til han blev gift i 1916, hvor Niels Josias så igen købte huset den 27. oktober 1917 af Jørgine. Ved skifteattest den 21. april 1923 overgik huset til Birthe Marie.

    Huset var meget solidt og ligger stadig på Tylervej 7, og bortset fra at udhuset er ændret til garage er det uændret siden ombygningen i 1910. Niels var en meget respekteret mand, hvilket ses af at han allerede i 1877, som 32 årig udnævntes til sognefoged og den 2. april 1902 i forbindelse med sit 25 års jubilæum som sognefoged udnævntes til Dannebrogsmand.
    Under et besøg den 6. februar 1994 hos sønnesønnen Kaj Andreasen, Tjelevej 10 i Sønderholm har jeg set et gavebrev med følgende tekst: ”Sognefoged N. J. Andreasen. Undertegnede Beboere af Sønderholm Sogn bringer Dem herved vor hjerteligste Lykønskninger til Deres 25 Aars Jubilæum, som Sognefoged, idet vi ønsker baade Dem og Deres kære al Guds Velsignelse i de kommende Dage og haabe, at De endnu længe maa kunne vedblive at være vor Sognefoged! Vi bringer Dem dernæst en hjertelig Tak for den humane og bramfri Maade, hvorpaa De har røgtet Deres Embedsgerning iblandt os i de forløbne Aar, og vi beder Dem modtage nærværende Skrivebord og Stol som et synligt Bevis paa, at De baade er agtet og afholdt iblandt os. Sønderholm 2. Febr. 1902.” Gavebrevet er underskrevet af 112 navngivne personer i sognet, 61 i Sønderholm, 1¬8 i Tostrup, 13 i Nyrup og 20 i Restrup.
    Skrivebordet fik jeg i 1994 forevist hos barnebarnet tidl. Oversygeplejerske Erna Bach Andreasen, Aalborg, men hvad der er blevet af det efter hendes død ved jeg ikke.

    Der var flere grunde til sognefoden var så populær – èn af dem var at når han var på udpantning af amtstueskatter hos de fattige husmænd i Nørholm og Restrup enge og de ikke kunne betale, afleverede han ofte kvitteringen og betalte selv det skyldige. Pia Møller, Fredericia har været så venlig at sende mig en fotokopi af et stilehæfte, hvori hendes farfar Dusinus Petræus har nedskrevet ” Familieoptegnelser og barndomserindringer” og han skriver: Vort hjem var meget gæstfrit. det var ikke alene sognets folk, der kom, men mange andre. Også en del byboere fra Nibe og Aalborg. Far var sognefoged i 44 år (Dbmd.) og kom sådan i forbindelse med mange mennesker. Mor var meget dygtig og hurtig til sit arbejde og hun forlangte meget af sine medhjælpere, 2 piger hvoraf den ene næsten altid var en af hendes egne. Hun havde også interesse for, hvad der skete på gårdens marker og i staldene, derfor var hun altid i aktivitet.
    Men trods megen sygdom og hårdt arbejde, var hun til sin død 78 år gl. lige så ret som en ung pige og gik let og spændstig. Hendes sind var ikke så lyst som fars. Særlig i økonomiske spørgsmål fik hun let bekymringer. Ikke at hun var gerrig, hun var endog meget gavmild, så meget at os børn undertiden kunne synes, det var rigeligt. ”At vi har været gode ved andre, vil engang komme jer til gode”, var mors svar. Hun havde angst for fattigdom. Hendes hjem havde været meget fattigt.
    Hun var af datter af Niels Gregersens første ægteskab og kom ud og tjene da hun var 7 år. Hun kom senere i huset hos sin fars søster, som boede i Sønderholm. Denne faster var en velhavende gårdmandskone uden børn. Vi søskende kaldte hende Sønder-Bejste fordi hun boede syd for os, i modsætning til Nør-Bejste, der boede nord for os. Sønder-Bejstes penge kom bl.a. vi søskende tilgode. Vi arvede hver 2000 kr. efter hende. Hun har sat sig et varigt minde i Sønderholm ved at skænke et orgel til Kirken (Tante Stit, sogne- fogdens.9. barn Mette Kirstine Nielsine Bertine gift med Joacim Petersen, beslagfabrikken i Nibe, har senere bekostet det gl. orgel udvidet med flere stemmer fremgår det af optegnelserne fra Petræus).

    Far havde det lyse og glade sind. Men samtidig var han en bestemt mand. Når sognefogeden havde talt, var der ingen der mukkede. Han var en ordensmand – tingene skulle sættes på plads efter brug. Blev de det ikke, kom han ikke farende og skældte ud, men han foretog sig et eller andet, som viste os, at vi havde forsømt noget. I hjemmet hos disse to brave mennesker blev vi børn opdraget til flid og nøjsomhed. Intet måtte gå til spilde unødigt. Endvidere i ærlighed i småt som stort. Vi var ikke ret store, før vi måtte gøre gavn. Som voksne var det en selvfølge, at vi på alle områder delte kår med tjenestefolkene. Vort hjem var et sted, hvor der var liv, ikke alene arbejdsmæssigt. Alle spørgsmål blev drøftet: Kirkelige, politiske og folkelige. Et sundt og godt hjem, hvor vi blev opdraget til ikke at være os selv nok.

    Mine første minder drejer sig om julen. Juleforberedelserne var mange. Det var spændende den dag slagter Niels Bak skulle komme og slagte julegrisen. Det foregik altid tidlig om morgenen. Mor og pigerne havde været oppe før dag og fyldt den store grubekedel med vand og fået det i kog. For så snart grisen var slagtet og blodet, hvoraf vi fik de dejligste pølser, var løbet af den, skulle den skoldes. Det kogende vand blev hældt i et stort kar, og den døde gris løftet op og sænket ned i vandet. Når børsterne var blødt op, så man kunne plukke dem af med fingrene, blev der lagt en stige over karret, og grisen lagt der på. Ved hjælp af store skarpe knive blev alle børsterne skrabet af, Så fik mor grisen ind i bryggerset, hvor den blev hængt op under bjælken, og så overtog mor den videre behandling, og det var noget hun kunne klare.
    Så måtte vi børn ikke gå i vejen, for så vankede der let en over nakken. Jeg kan endnu så tydelig se for mig med hvilken fart slagteren arbejdede, og karlene, der skulle hjælpe ham, for rundt i vildt trav for at efterkomme hans ordre. – Nogle dage nærmere jul foregik julebagningen. Aftenen før hjalp alle både piger, karle og børn med at sætte pebernødder på plader, der var lånt hos naboer og venner. Dejgen var lagt dagen før og rullet i lange tynde pølser, de lå på nogle brædder. Med en kniv skar mor så disse pølser i pebernødder, og det med en fart, så de røg hen ad det lange bord, hvor vi sad rundt om og satte dem på plader. Der blev bagt 3 – 4 skæpper (1 skæppe = 17,39 liter.). Alle, der kom om julen, fik 1 – 2 håndfulde med hjem.
    Næste morgen kl. 4 – 5 tog man fat på bagningen. Den store ovn blev varmet op ved hjælp af lyng. Det var næsten altid fars arbejde. Før noget kom i ovnen var mor altid nede i bryggerset for at se, om ovnen var varm nok. Hvordan hun afgjorde det, ved jeg ikke, men jeg husker ikke, at det har glippet for hende. Mor havde altid godt og velbagt brød. Der skulle bages meget. Vi var mange daglige mennesker, og der kom altid gæster, og der skulle ikke bages igen de første 4 – 5 uger. – Senere skulle der foretages storvask og hele huset gøres rent.

    Også ude hos mandfolkene var der store forberedelser. Der skulle roer og kartofler ind, køre korn til mølle, så der var til svinene, skæres hakkelse til hestene (8 – 10 stk.) ved håndkraft. Endvidere gøres rent i lo, lade og stalde, vinduer vaskes og ryddes op omkring hele gården, så intet lå og flød.

    Endelig kom juleaften. De sidste timer af eftermiddagen var julestemningen steget betydelig bl.a. ved at høre kimen fra kirkens 2 klokker. Gamle Levinsen og hans sønner kunne kime. Jeg har aldrig siden hørt magen.
    Rundt om det lange pyntede og veldækkede folkestuebord tog far, mor, karle, piger og vi børn plads, nyvaskede og i vort pæne tøj, og den dejlige julemad vederfaredes retfærdighed. Vi havde intet juletræ, men når mor og pigerne var færdige med at vaske op, læste far af en gammel Postille (Postille = Prædikensamling) ”En husfaders bøn på juleaften”. Denne bog er udgivet i året 1841. Provsten, hos hvem bedstefar var forpagter, har foræret den til ham i 1844. I 1885 har bedstefar foræret mor den og i 1925 fik jeg den af mor. Det fine bogmærke er broderet af provstens huslærerinde, som har foræret far det. Det tog kun få minutter for far at læse denne bøn, men alligevel syntes jeg, at det varede uendelig længe.
    Vi sang også julesalmer, og mor ville altid slutte med ”Den yndigste Rose” (8 vers). Jeg sad nemlig og ventede på, at mor skulle dele pebernødder ud til os. Vi spillede så kort om dem, og vi børn spillede den aften sammen med de voksne. Julegave fik vi ikke, måske et par vanter eller muffediser. Vi holdt jul i ca. 14 dage, i hvilke vi ikke lavede andet end at passe kreaturerne og tage imod gæster eller selv gå i byen.

    Josias døde i Sønderholm den 14. februar 1920, Bertha Marie døde i Nørholm hos datteren Marie den 14. december 1925. I ægteskabet var der 12 børn: Anton Christian, Anine Christine, Dorthea Marie, Andreas Peter, Dorthea Marie, Niels Marinus, Rudolf, Mette Kristine Nielsine Bertine, Mette Kristine Nielsine Bertine, Anne Dorthea, Ingvard Martin og Dusinus Petræus. Ifølge kirkebogen for Sønderholm er Niels Josias udlagt som barnefader til: Niels Josias Andreas Peter Larsen født den 31. Juli 1865 (døbt den 22. oktober 1865) af ugift moder Christine Larsen (23 år) boende hjemme hos faderen aftægtsmand Lars Larsen, Sønderholm mark. Jeg har ikke beskæftiget mig med at undersøge hvad der senere blev af barnet. Forklaringerne i parentets () er indsat af indsenderen.

  • Den specielle gravsten

    Min tipoldefar Andreas Peter Pedersen Bach er født den 2. april 1812 i Vor Frue sogn i Aalborg, men på grund af at kirkebogen er utydelig har det kun været mig mulig at finde ud af, at hans moder var Marie Larsdatter eller Laustdatter og som fader er udlagt skipper Peder Bach der er udrejst til Lemvig. Som faddere er anført Købmand Ribye, jomfru? Bodesen, skriverkarl?, jomfru Lind og ? købmandskarl. Disse faddere giver ikke noget vink om andre forfædre og Andreas Peter ses ikke konfirmeret i sognet, ligesom forældrene ikke ses gift.

    Han blev gift den 11. juni 1836 i Gudum Kirke med Karen Marie Jensdatter født den 16. januar 1811 i Gudumlund Fabrik. Ved vielsen nævnes de henholdsvis som ungkarl 24½ år og tjenestepige 25 år datter af Jens Chr. Thomsen (Thybo) og Ingeborg Nielsdatter, med forbehold da skriften næsten er ulæselig.

    Efter vielsen slog de sig ned i Gudum og efter folketællingen i 1845 fremgår det, at han er husfæster og lever af sin jordlod. Den 1. maj 1853 forpagtede han Gunderup Præstegaard af sognepræsten, provst H. Wulff for Gunderup og Nøvling Menigheder i en periode på 8 år. Karen Marie der var døbt, konfirmeret og viet af pastor Fangel sagde, efter hvad sønnesønnen Andreas har nedskrevet, at hun også ville begraves af en Fangel. Præsten i Sønderholm, (hvor de flyttede til 1863 og fik skøde på matr. nr. 9 den 20. juni) hed også Fangel, men rejste inden hun døde, så derfor blev det pastor Barfod der kastede jord på hende.

    Andreas Bach, som han kaldtes til daglig var en lille fast mand. Han var en bestemt og modig mand, således fortælles det, at engang der var indbrud i Gudum kom konen hvor der var indbrud, løbende efter Andreas Bach, og selv om der var 2 tyve, slog han dem i jorden og holdt dem i skak indtil de fik fat i sognefogeden.
    Som aftægtsmand lærte han sønnesønnen Andreas at stave og var meget bestemt med den daglige læsning. Karen Marie havde været amme i en præstegård fortæller sønnesønnen Andreas.

    Gården i Sønderholm var på 35 tdr. land mark, 12 tdr. land fækjær,7 tdr. land sønderkjær, 1½ tdr. land kalvekjær, 2 tdr. land toft, gårdsplads samt gadejord i alt 57½ tdr. land, og en hede på 24 tdr. land. I hartkorn var der 5 tdr., 4 skp., 3 fr. og ½ alb. Andreas døde den 20. december 1885, 73 år gammel og Karen Margrethe døde den 14. marts 1894, 83 år gammel. De var forældre til Niels Josias Andreasen og efterlod sig børnene: Inge Marie født den 26. september 1836, Birgitte Johanne Adolphine født den 8. juni 1843, Niels Josias (Stamfar) født den 18. april 1845, Johanne Elise født den 29. december 1846, Rudolphine født den 19. februar 1850 og Niels Peter født den 1. september 1853.

    Den 8. februar 1994 besøgte jeg et oldebarn Kaj Andreasen, Tjelevej 10, Sønderholm, som viste mig et notat med teksten: ”Minde over Gmd. Andreas P.P. Bach født i Aalborg den 2. April 1812 død i Sønderholm den 20. December 1885 og Hustru Karen M. Andreasen født i Gudumholm den 24. Januar 1811 død i Sønderholm den 14. Marts 1894 Fred med eders Støv”. Notatet havde han fået af graveren ved Sønderholm kirke nogle år før, som under gravningen af en grav havde fundet en marmorplade med nævnte tekst. Pladen fandt jeg senere mellem sten fra nedlagte grave. Teksten var næsten umulig at læse. Jeg rengjorde den og malede teksten op i 1995. Den er nu opstillet sammen med andre sten fra nedlagte grave udenfor Kirkegårdsdiget.

    Kaj havde ingen forklaring på, hvorfor hustruens efternavn stod som Andreasen. Vi var faktisk blevet enige om at hendes søn sognefogeden havde haft marmorpladen bag i fjedervognen til stenhuggeren i Nibe eller Aalborg, som han så havde bedt om at sætte hans mors navn på efter han har oplyst, hvad hun hed, hvor og hvornår hun var født og død uden at stenhuggeren har været klar over, at det var mandens navn der stod oven over, og så fordi han kendte sognefogeden har hugget navnet “Andreasen” i.

    Senere har jeg imidlertid ved at læse i Aalborg Amtstidende for den 19. og 20. marts 1894 set at det i “Dødslisten” er anført, at Karen Marie Andreasen, Sønderholm begraves den 21. marts, så det er sikkert ikke rigtigt at give stenhuggeren skylden for forviklingerne. Hvor den er opstået har imidlertid ikke været mulig at opklare. I døds- og takkeannoncen ved mandens død underskriver hun sig som Karen Marie Bach. I kirkebogen er anført “Karen Marie Jensen død den 14. marts 1894, 83 år. Aftægtskone i Sønderholm født i Gudum hvor faderen Jens Christian Tomasen var arbejdsmand. Gift med gaardmand i Sønderholm Peter Pedersen Bach, der døde som aftægtsmand den 20. december 1885”. Det har ikke været mig mulig at finde nogen forklaring på, hvorfor hun ikke benævnes med sit føde- eller giftenavn på gravpladen.

    Dusinus Petræus skriver i sin ”Familieoptegnelse og barndomserindringer”: Farfar var en lille firskåren, kraftig mand med en mængde kræfter. Han var meget bestemt og tålte ikke gerne modsigelse. Han døde 1895, så jeg har aldrig set ham, men hørt ham meget omtalt. Fars mor kan jeg huske. Hun døde 1894. Jeg var da 4 år. Jeg husker så tydeligt, at når hendes aftente blev båret ind i hendes stue listede jeg med og sad stille på en stol for til slut at få bedstemors sidste tvebak.

    Den 5. april 2004 besøgte lærer Mogens Bach Andreasen, Vadum mig – han bor på en landejendom – Vejlen 78, som hans far overtog efter sin far Niels Peter (født 1. september 1853) yngste søn af Andreas Peter Pedersen Bach. Mogens medbragte fotokopier af dokumenter der bekræfter, at Andreas Peter er opvokset hos præsten i Hals, konfirmeret der i 1927, at de 4 ældste børn er født i Gudum, at den yngste Niels Peter er født i Gunderup, hvor de boede til de i 1863 flyttede til Sønderholm.
    Mogens oplyste endvidere at han havde fået fortalt, at: Hans oldefar Peder Bach sejlede møllesten og kul fra Skotland og var gået ned med sit skib. Hans oldemor Marie Larsdatter havde vist en eller anden slægtsforbindelse til Herregården Lundbæk ved Nibe.
    Han havde også hørt at familien ikke kunne godkende forbindelsen til skipperen Peder Bach – dette og sorgen over forliset havde, så vidt Mogens havde forstået, medført, at hun havde begået selvmord (formentlig grunden til der ikke i kirkebøgerne kan findes noget om hende).

    Andreas Peter som havde arvet en del penge kom i pleje hos præsten i Hals. Præsten brugte pengene og Andreas Peter blev sendt ud at sejle i nogle år – formentlig fra 1830. En gammel sømand, som han arbejdede sammen med, skulle have sagt til ham, at sømand ikke var et liv for ham – han kunne jo bare se, hvad han (den gamle sømand) var blevet til. Andreas var derefter gået i land og bosat sig i Gudum.

    Foranstående er udskrift af slægtsbogen ”Andreasenslægten fra Sønderholm” skrevet af mig.

  • En udvandring fra Nørholm

    En udvandring fra Nørholm

    Min morfar Andreas Peter Andreasen er søn af sognefoged Niels Josias Andreasen og født den 24. januar 1877 i Sønderholm, han er konfirmeret 1897 i Sønderholm kirke af pastor Barfod, der da de var konfirmerede, holdt en tale fra briksdøren og sagde, at nu drog de ud på det store verdenshav i en lille båd, men så gjaldt det om at tage Jesus ombord, så han kunne styre.

    Han var hjemme på gården til han kom på Støvring Højskole i 3 mdr. fra efter nytår 1895. Det var medens Søren Frederiksen var forstander der. De havde en lærer Voigt til skrivning og regning, der var ca. 30 elever på skolen. En af dem var Laurits Fr. Andersen, der senere fik en møbelforretning i Aars. Ham og Andreas var sammen hjemme i Sønderholm een gang i løbet af vinteren – i Fastelavn, hvor de rejste med tog fra Støvring til Svenstrup og gik derfra til Sønderholm. De havde planlagt at de skulle til Fastelavnsbal, men det gik ikke for forældrene sagde nej.

    Andreas kom på session i 1896, og blev taget til artillerist og blev indkaldt den 18.april 1897, hvor han først lå på Frederiksholms kaserne, senere 2 mdr. i Avedørelejren for til slut at blive afmønstret fra Strandgades kaserne den 28. oktober 1897 efter 6 mdrs. tjeneste, hvorefter han kom hjem og blev gift første gang med Ane Kirstine Andersen, som han havde været forlovet med i ca. 3 år. Hun er datter af gårdejer Morten Andersen, Tostrup Nørgaard ved Sønderholm. Ane Kirstine er født den 11. september 1875 i Guldbæk og døbt den 14. april 1876 i Øster Hornum kirke, konfirmeret den 14. april 1889 i Sønderholm kirke, hvor hun også er gift den 17. december 1897. Hun har gået i skole til Gerhard Jensen, der var en dygtig lærer, som gav flidspræmier til børnene. Ane Kirstine fik 6 præmier i skoletiden.

    Nørholm Præstegård
    De fik Nørholm præstegård i forpagtning fra 1. april 1898. Forpagtningen var ca. 900 – 1.000 kr. i værdier af naturalier: ca. 3 – 400 pund smør, 2558 l sødmælk, føde til 1 hest = ca.150 kr. 2 får = 50 kr., høns – ca. 3 læs strandsand, 3 læs staldgødning, han skulle spænde for og fra og køre til Aalborg, Klitgaard, Sønderholm for præsten.

    Efter 2 års forløb solgte præsten hesten og Andreas købte en til eget brug som præsten kunne benytte af og til. Derefter skulle Præsten betale 1 kr. Pr løbende mil i kørepenge til Andreas. Skatter på præstegården skulle præsten betale. Til præstegården hørte 10 tdr. land mark, 20 tdr. land kær. Andreas købte selv besætningen, hvortil han lånte 2.000 kr. Han fik dog et par køer og en del arbejdsredskaber hjemme i Sønderholm. Forpagtning havde de i 7 år på disse betingelser.

    I 1899 fik de bygningerne i præstegården forbedret, idet stalden blev flyttet op i vestenden af den alt for store lade. Der havde oprindelig været ca. 80 tdr. land til præstegården. Kohus og svinestald blev udvidet, der blev lavet nye ajlekummer. Forpagtningen gav ikke særligt overskud. Besætningen var blevet lidt bedre, men der var ikke noget særligt fremskridt, hvorfor de bestemte sig til at flytte og få en selvejerejendom.

    Købet i Aarestrup
    Manden i Bonderup Mølle der hed Abildgaard, havde besøgt sin svoger Niels Krovsen i Kærsgaard i Ersted ved Aarestrup, og der havde han fået at vide, at Chr. Henriksens fæstegård (Af lokalhistorikeren lærer Th. Johansen, Aarestrup navngivet som ”Tvedehøjgaard” efter de 2 gravhøje der var på marken) nord for Aarestrup kunne købes. Det fortalte han til Andreas fader, som foreslog Andreas at de skulle tage hen og se på den.

    Det var først i september 1904, hvor de en formiddag kørte fra Sønderholm med faderens befordring over Øster Hornum, Sørup og Gravlev mark, hvor de var inde ved Poul Nielsen, der var fætter til Niels Josias Andreasen. De bedede (bedede = gjorde ophold) der og de fik en kop kaffe, før de fortsatte over Oplev, Ersted til Aarestrup. Her holdt de ind ved Chr. Terkildsen, der havde været sognefoged. Niels Josias Andreasen, var også sognefoged, så de kendte hinanden fra sessioner og andre sogneforretninger i Nibe. Han tog pænt imod dem og viste dem hen til Morten Skovfoged, der ordnede slige handler for godsejer Kaptajn Bluhme, Torstedlund og Nørrelund godser. Man sagde, at han i dette stykke var Kaptajnens højre hånd. Jo, gården var til salg. De kunne gå ud og se på den. Han ville ikke med.

    De gik så derud, Chr. Terkildsen fulgte med. Her traf de fæsteren Chr. Henriksen, der viste rundt. – Han havde 8 køer og 5 rigtig gode heste foruden får og ungkreaturer. Han viste rundt på fæstegårdens 82 tdr. land, hvoraf de 20 var hede. De spurgte ham, om han havde noget imod deres forehavende, men dette sagde han nej til, thi han turde ikke købe gården og ville hellere have noget mindre. Derpå vendte de tilbage til Morten Skovfoged, der forlangte 14.000 kr. for gården på godsets vegne. Andreas og faderen talte så sammen om det og blev enige om at byde 13.000 kr. Hertil bemærkede Morten Skovfoged, at Bluhme var i Amerika, men han ville skrive til Kaptajnen, at de havde budt 13.000 kr. med 5. 000 kr. i udbetaling og resten over 10 år at forrente med 4 %. Når der kom svar fra Kaptajn Bluhme, skulle han meddele dem, om gården kunne købes for det tilbudte.

    I 1904 havde de også været oppe at se på Igelsøgaard ved Nibe, men den kunne de ikke bruge. Den var på ca. 300 tdr. land, og lå langt fra vej og alt. Den blev dog solgt senere til Laurits Fristrup for ca. 22.000 kr., det samme som de forlangte af Andreas. Ved oktobertid havde Morten Skovfoged fået svar fra Amerika, om at han måtte sælge gården for nævnte pris. Ved novemberstid var Andreas henne på gården for at få noget hø og halm på plads. I januar 1905 kørte Andreas og faderen atter til Aarestrup, hvor de staldede (staldede = sat hestene i stald) ind hos Morten Skovfoged. Han spændte så for sin vogn og kørte dem ind til Nørlund for at få skrevet skøde på godskontoret, der dengang lå i fløjen til venstre, når man kom ind i slotsgården. De fik det ordnet, og papirerne skulle derefter til Nibe og tinglyses.

    Flytningen til Aarestrup
    Den 2. marts 1905 kørte Andreas med familien – konen og de små børn: Mary, Niels, Magda og Birthe i en lukket vogn som de have lejet/lånt i Nibe samt 7 – 8 andre vogne med deres flyttegods fra Nørholm præstegård over Svenstrup – Støvring – Gravlev – Oplev – Ersted til Aarestrup. Kreaturerne blev trukket til Sønderholm station og sendt med tog over Svenstrup til Støvring og igen trukket til Aarestrup. Det havde været bedre at have trukket den hele vejen og ladet dem bede en nat midtvejs, det havde også været noget billigere. Andreas kørte selv den lukkede vogn. Af andre kuske kan nævnes sognefoged A. Christensen, Nørholm, samt Buus Nielsen, Restrup og teglbrænderen på Restrup Kær, Andreas’ bror Ingvard (1.11) samt han fars karle. De nåede alle vel til gården.

    Der var god plads i den gamle gård, der jo var tom både i stald og nøds, da kreaturerne ikke var kommet. Ane Kirstine havde mad med fra præstegården, og hun fik travlt med at varme maden. Peder Nielsen Edvards kone, Aarestrup mark havde de fået til at fyre op i huset. Vejret havde dog været smukt og klart. Senius Poulsen havde pumpet vand af brønden, der var 5 – 6 alen dyb, så vandet smagte frisk og godt. Gårdens gamle langbord, og de to alkover i dagligstuen der var fulgt med i handlen stod stadig i stuen. Her bænkede kuskene sig til maden der efter den 4 – 5 timers lange kørsel smagte dem. Man havde dog fået en kop kaffe på Støvring Kro. Andreas var på grund af travlhed ikke med ved bordet, men konen og hendes søster Anine, (Anine blev senere gift med Peter Stoffersen ”Mysagergaard”, Sønderholm) der var med, vartede de sultne kuske op. De fik smørrebrød med pålæg, æg, frikadeller, bøf o.s.v. De smurte selv brødet, og een af dem brækkede en kniv. De fik snapse til og sluttede med kaffe og kage og til allersidst en kaffepunch med tobak til piben eller en cigar. Det tog et par timer inden de spændte for igen, hvorpå vogntoget satte ud af østre gårdsled (gårdsled = gammel betegnelse for indkørsel) med teglbrænderen i spidsen. Det var helt rørende for Andreas og Ane Kirstine at sige farvel til de gamle og tro venner fra Nørholm, der havde vist dem så megen godhed med at følge dem til det nye hjem. Det var allerede hen imod mørkningen da de drog af sted.

    Indretningen
    Nu skulle de selv til at stille sagerne på plads. Det er som bekendt svært at begynde. Ane Kirstine følte sig vemodig stemt, da hun kom ind i det gamle stuehus. Hun satte sig på bænken, så sig om, og et par tårer trillede ned ad hendes kinder (Det var ikke så mærkeligt for det ses ingen steder, at hun havde haft lejlighed til at se deres nye hjem før), men der var ikke tid til sligt.

    Den første nat sov børnene i alkoverne i stuen. Inde i sovekammeret stod nok en gammel alkove, som Chr. Henriksen havde brugt. Den var ikke meget tillokkende. I bunden af den sad to store kampesten under sengehalmen og fodenden sluttede op mod en stor grundsten i husmuren. Heldigvis fik de deres dobbeltseng stillet op ved siden af alkoven, og her sov de selv den første nat.

    Dagen efter ryddede de den gamle alkove ud. Der var gulvfjæl (gulvfjæl = gulvbrædder) i sovekammeret, og det var af den gode gamle slags ca. 10 tommer brede. Lars Nielsen fra Nørholm, der både var murer og tømrer var med og hjalp dem de første 2 dage. I dagligstuen var cementgulv. Da børnene stod op om morgenen følte de den kolde isnende cement. Året efter blev der lagt fjælgluv (fjælgulv = bræddegulv).

    I storstuen var der gammel lergulv, i køkken og brygges var der stenpikning (stenpikning = små kampesten banket ned i ler og sand). Ane Kirstine, Andreas og børnene fandt sig snart hjemme i det ret rummelige stuehus, hvis tag var velholdt ligesom skorstenen var i orden. Om sommeren 1905 tapetserede Ane Kirstine sovekammeret og dagligstuen, og der blev helt hyggeligt. Vandet i brønden var godt, men den var sat op med fjæl (benævnt som ”Bulk” = brede og kraftige brædder, som tidligere blev benyttet til huse jvf. de fredede Bulklader) og med ”kjaalhus” (Et firkantet træhus svarende til et legehus/hundehus) med vinde og træspand. De havde et gammelt langbord med fra Nørholm, som tidligere havde tilhørt Andreas’ far og bedstefar. På bordenden var der under albuepladsen skuret så tyndt, at samlenaglerne kom frem. Det blev senere sat på loftet som rullebord. Møblementet bestod af et rundt bord med 4 svenske stole, en kurvestol som Andreas selv havde lavet, en kommode, 2 skabe, 3 senge og husgeråd. I storstuen boede der en officer under indkvarteringen ved efterårsmanøvren i 1906. Han var godt tilfreds med kvarteret, det samme var de menige som lå i laden. De fik middagsmad og var kun i gården een nat.

    Medbragt besætning – løsøre til driften
    Andreas havde 2 arbejdsvogne, fjedervogn, slåmaskine, rensemaskine, roesåmaskine, hakkelsemaskine (En maskine hvorpå man skar kornnegene i små stykker som foder til hestene. (kan sammenlignes med en forstørret gammeldags brødmaskine med den forskel at kniven sad på et svinghjul)), 2 plove, 2 harver, 3 heste, 8 køer, 2 kvier, 2 kalve, 3 grise med fra Nørholm. Om sommeren købte han 3 får og 20 høns. Om foråret kom der yderligere 10 tdr. byg, 5 tdr. havre og 40 tdr. kartofler fra Nørholm.

    Bygningerne var meget ringe – i østerhuset der var af kampesten var kohus, og i sydenden var der hestestald. Laden og vesterhuset var gammelt bindingsværk, her var svinestald og vognport. Hestestalden hvor taget var meget utæt blev straks tækket om af Rosted Kristian.

    Chr. Henriksen havde sået 6 tdr. land med rug om efteråret, om foråret blev der sået 12 tdr. land blandingskorn, 12 tdr. land havre og 2 tdr. land med byg som dog blev meget dårlig og lav. Naboen Chr. Jensen sagde, at det kunne nok gå, for Andreas skulle huske på at jorden var udsultet. Andreas’ bror Ingvard (1.11) var med og blev til november. De fæstede også en anden karl fra Sønderholm – Emanuel Christoffersen og Johanne Borup som pige. Ingvard fik ingen løn, karlen fik ca. 150 kr. og pigen fik 120 kr. begge til november. Det var en meget tør sommer og Andreas tænkte ofte på, at det var en dårlig handel han havde gjort. Hans mistanke blev ikke mindre ved at naboen Chr. Jensen, der også stod for at skulle købe gård til sønnen Jens M. Jensen, ikke havde købt gården da den var til salg.

    De første år
    Handlen var dog ikke så ringe. Andreas ville ikke så spergel (Spergel = en enårig, klæbrig- håret plante med forholdsvis tykke blade, der dyrkedes som foderplante på mager jord) i marken, men måtte alligevel så 8 tdr. land med det, for der blev meget lidt græs. Det varede flere år inden Andreas begyndte at kridte marken.

    Der blev tidlig høst i 1905. Det blev spændende, for Andreas syntes selv, at han sad hårdt ved gården. Han havde fire opbindere. Karlene, pigen og ”Røde Line” (En fattig kraftig husmandskone der arbejdede på gårdene. Navnet ”Røde” havde hun efter sin mand ”Røde Niels”, en bror til ”Røde Anders”, så det må sikkert være et gammel tilnavn). Høsten gik rask og det kom godt i hus. Kornet var dog tyndt og der var langt mellem kernerne. Karlene og Andreas tærskede det hele med plejl. Det var ikke nær så godt som i Nørholm. Køerne malkede godt og de fik kalve om foråret, så det kunne give 70 kr. i mælkepenge hver 14. dag fra Suldrup mejeri, hvor Chr. Bak var mælkekusk.

    I det første år havde han 8 grise og en so som han havde købt hos Chr. Terkildsen for 55 kr. Det var en bitte simpel en, der fik 7 grise, heraf levede de 5. Året efter solgte han en gold fedeso (En griseso der ikke var drægtig og derfor skulle slagtes) på 1200 pund. Den solgte han på Rebild Bakke for 200 kr. til en handelsmand.

    Det kneb dog med at svare udgifterne, hvorfor Andreas meldte sig ind i Suldrup og Omegns Forskudsforening i 1907 og lånte 360 kr. På indtegnet 12 køer (= 30 kr. pr. ko), der atter skulle betales tilbage efter 9 mdr. forløb med 3 1/2 % rente. Efter en måneds forløb kunne der igen lånes 9/10 af det oprindelige beløb. Andreas havde købt en ny vogn hos smed Nørgaard, den blev betalt sammen med anden smågæld. Det gik godt med udgifterne, mindre godt med indtægterne, men der var en god kredit i de dage. Ved købmand Hvorup i Aalborg købte han 10.000 pund majs på kredit, der skulle betales efterhånden. Da Niels Mortensen i Ersted hørte det, ville han også prøve om han kunne købe på kredit, men det kunne han ikke få, skønt han var sikker nok (Han blev anset for at være en af de mest velhavende i sognet. Tilliden til Andreas skyldtes utvivlsomt at han var søn af den velanskrevne sognefoged i Sønderholm). Andreas kom op på en kredit på 4.000 kr.

    Opførelsen af nye bygninger
    Den gamle gård var kassabel, og husene var for små til de 82 tdr. land. I vinteren 1908 begyndte Andreas at købe tømmer. Han købte for 400 kr. i skoven. Det var dengang at Anders Gregersen var skovfoged. Det var rundt tømmer han købte til de 3 huse, hvor længden på laden var 45 alen og fløjhusene hver på 43 alen, heraf var de 21 alen beboelseshus i østfløjen. De slæbte selv granerne i skoven og hentede dem på arbejdsvogne med 5 – 6 stammer pr. læs. Andreas afbarkede (Afbarkede = skrællede barken af. Man brugte på denne tid ikke at skære tømmeret op i firkanter, men brugte den som rundtømmer) dem alle inden sommeren 1908.

    Han begyndte at bygge den 1. juni 1908. Murer var Chr. Thomsen, Sønderholm sammen med 1 – 2 svende, Andreas Johs. Jensen, Niels Rasmussen og karlen var skiftevis håndlangere. Det gik jævnt godt, men murerne blev trætte af det, for det var for langt fra Sønderholm til Aarestrup. Så fik Andreas murer Anders Larsen med en doven svend, der dog snart blev jaget væk, til at gøre byggeriet færdig. Anders Larsens svoger Lars Nielsen, Nørholm hjalp også en tid.

    Tømrer Niels Chr. Nielsen, Oplev huggede tømmeret i juli og august, men han havde også påtaget sig at bygge for Laurits Rasmussen, Korshøj, hvis gård var brændt og andre, så det varede for længe, så han blev kasseret og Andreas antog tømrer Niels Aagaard fra Støvring med to sønner. Han gjorde alt det indvendige færdigt med vinduer, døre og borde i lejligheden, spilbomme (Adskillelsen mellem hestebåsene) i staldene og svinestier i udhuset.

    Året efter malede, maler Rolf, Nibe hele gården. Han malede også i Ørnsgaard (Nabogården). Rosted Kristian tækkede det hele og lavede bund i udhusene og cement-gulv i 3 gulve i laden.

    Gården var klar til indflytning den 1. november 1908, men den 11. september havde man dog flyttet kreaturerne ind fordi man den sidste tid, man malkede i den gamle gård efter taget var taget af, ofte var blevet gennemblødt, når det regnede stærkt. Alligevel var mælken så god at den på Suldrup mejeri blev benyttet til syrning. Om efteråret lidt efter november kom en storm, hvor de fleste møntørv (Møntørv = græstørv som blev lagt op på tagryggen som afslutning på stråtaget) blæste ned, de var ellers rigtige solide for det var P. Evert der havde gravet dem i kæret. Andreas havde stormskadeforsikret, så han fik 400 kr. i erstatning.

    I 1909 blev hele gården pudset af ”Rosted Kristian” (En lokal murer som hed Kristian Christiansen, men havde tilnavnet Rosted formentlig fordi han eller hans forfædre havde tilknytning til lokalområdet ”Rosted”), som tog det øverste og Andreas pudsede selv det nederste, hvorefter ”Rosted Kristian” stenpikkede (Små kampesten banket ned i ler og sand) gårdspladsen.

    Udgifterne til nybygningen betaltes ved et lån af faderen på 4.400 kr., hertil kom kost og logi til håndværkerne og eget arbejde. Aarestrup bys mænd var flinke til at hjælpe, de hentede cementen i Støvring ca. 300 sække ved købmand Andersen. Fra den gamle gård tog man det tag, som kunne bruges. Faderen kom med 3 læs fra Sønderholm, fra Frederik Borup i Oplev og Jens Østergaard i Ersted fik han et læs fra hver, resten tog man af gårdens eget avl, selv om der ellers nok var brug for det til kreaturerne.

    I 1909 begyndte Andreas at bryde murene fra den gamle gård ned. En del af murene blev brugt til grunden af Aarestrup mejeri og solgt for 1.50 kr. pr. m3. I løbet af ca. 3 år var hele tomten efter den gamle gård ryddet og jorden blev pløjet og taget i drift. De få og forblæste træer, der var vest for stuehuset og øst for gården blev ryddet op og brændt.

    Foranstående beretning om Ane Kirstine og Andreas Peter Andreasen, er så at sige direkte afskrift af nogle håndskrevne stikordsnotater førstelærer Th. Johansen, Aarestrup havde taget efter samtale med Andreas). Notaterne bad min mor Ella (Elna Dorthea hendes svigerdatter (min kone) Kirsten Randers om at maskinskrive i 1958). Hvor originalen er blevet af ved jeg ikke. Foruden de 4 børn der er født i Nørholm fødte Ane Kirstine 6 børn i Aarestrup: Anine, Elna Dorthea, (min mor), Andreas Bak, en dødfødt pige, Holger og Anna inden hun døde den 9. januar 1920 af kræft. Det var en stor sorg i hele familien over dødsfaldet og hendes søster- datter Else Hansen, Nørresundby har fortalt mig, at hun kan huske den dag hendes onkel Dres ringede til ”Mysagergaard” og fortalte, at nu var hans kone – Ane Kirstine død, græd hendes mor Anine meget og sagde flere gange til sin mand Peter Stoffersen, ”hvad skal der dog blive af de bette (Bette = små) børn”. At hun var elsket fremgår også af teksten: ”Et elskeligt menneske. Hun døde i 1920”, som hendes svoger Dusinus Petræus (har tilføjet i margen af sin ”Familieoptegnelse og barndomserindringer”) Den yngste af de 7 overlevende børn, var Anna på 5 år, Holger på 6 år og Elna der blev konfirmeret samme år i oktober måned. Andreas giftede sig igen den 9. september 1921 i Hospitalskirken (Den lille kirke der er i tilknytning til Aalborg Kloster på C. W. Obels Plads. Den hører ind under Budolfi sogn) i Aalborg. Martine var datter af husfolkene Morten Christensen (Kaldet ”Kræmmer Morten”) Aarestrup mark og hustru Ane Johanne Nielsen. Forlovere var Morten Kristian Kristensen, aftægtsmand, Aarestrup og Morten Andersen (Svigerfader af første ægteskab) Rentier, Tostrup. Der var ingen børn i dette ægteskab. Forklaringerne i parentets ( ) er indsat af indsendere.

  • Nordeuropas ældste fungerende folkeskole nedlægges

    Nordeuropas ældste fungerende folkeskole nedlægges

    Hvem var Gregers Krabbe
    Gregers Krabbe (1594-1655) til Torstedlund var af adelsslægt og en mand af stor vigtighed. Som 14-årig blev han sendt ud for at dygtiggøre sig, og han studerede ved universiteterne i Leipzig, Strassburg og Pauda.
    23 år gammel blev han sekretær i Danske Kancelli og fik siden andre vigtige embeder som lensmand på Hindsgavl og i Ribe.
    I 1640 blev han optaget i rigsrådet og var Christian IV (1577-1648) en betroet mand og personlig ven.
    I 1651 blev han udnævnt til statholder i Norge.

    Gregers Krabbe var travlt optaget af sin politiske karriere og havde ikke mulighed for personligt at tage sig af godsets affærer, men alligevel fandt han tid til mellem rigsrådsmøder, storpolitiske forhandlinger og rejser at oprette både hospital og skole.
    Gregers Krabbe oprettede i 1648 Danmarks ældste, endnu fungerende folkeskole i en lille stue i et hospital i Aarestrup. Her følger historien om tilblivelsen af folkeskolen, lang tid før Danmarks første skolelov i 1739 indførte almindelig undervisningspligt…

    Et stykke flæsk i halsen
    Det fortælles, at der var gæstebud på Torstedlund Hovedgård den aften. Under middagen fik datteren i huset et stykke flæsk galt i halsen og kvaltes af det. Den unge pige blev klædt i ligklæder, lagt i åben kiste og stillet i kapel i Aarestrup Kirke.
    Fire dage senere brød en ugerningsmand ind om natten for at røve pigens smykker. Netop som han baksede med at få en ring af hendes finger, gled flæsket gennem halsen, og pigen slog øjnene op. Blodet veg fra mandens ansigt, og han tog flugten.
    Forskrækket over at finde sig selv alene i de uhyggelige omgivelser gav hun sig til at råbe på hjælp, men ingen hørte hendes nødskrig. Først næste morgen, da Clemen Degn kom for at ringe solen op, blev pigen fundet, og da havde hun mistet sin forstand af bare skræk.

    Her kunne historien godt slutte, men i virkeligheden blev det blot begyndelsen, for pigens far, Gregers Krabbe til Torstedlund besluttede at bygge et hospital til hendes underhold. Da pigen imidlertid døde kort efter – denne gang for alvor – fik fem fattige koner fra Aarestrup ophold i hospitalet.

    Aarestrup Skole oprettes
    Gregers Krabbe efterlod sig et andet mindesmærke. Den 11. februar 1648 blev hospitalet udvidet til også at omfatte sognets første skole. På denne dag oprettede Krabbe en fundats med følgende tekst: “Jeg Hr. Gregers Krabbe til Torstedlund, Kongl. Majestæts Befalingsmand paa Riber Huus, kiendes og giør hermed for alle vitterligt, at jeg og min kiære Hustru, Ærlig og Velbyrdig Frue Dorothea Daae med velberaad Hue Gud den Allermægtigste til Lov, Priis og Ære for sin rige Velsignelse og Gave, og fattige Børn til Forfremmelse, funderet og stiftet en liden Skoele i dend Øster-Ende af de fattiges Huus, paa 2 Fag, i Aarestrup udi hvilken Skoele den siungendes Degn udi Aarestrup som nu er eller herefter kommendes vorder, skal flittig informere og lære fattige Skoele-Børn i Deres Catechismo og Børne-Lærdom, og anden Gudsfrygtigheds Øvelser, saa og at lære at skrive og regne, saa vidt enhver efter sin Aar og Alder kand fatte og begribe…”

    Hvorfor oprettede herremanden til Torstedlund “en liden Skoele” for fattige bønderbørn midt i 1600-tallet?
    Gregers Krabbe var uden tvivl under stor indflydelse af Christian IV. Han var den første konge, om hvem vi ved, at han interesserede sig for skolesagen. Han udstedte i sin regeringstid et kongebrev med et ønske om, at der i de store landsbyer skulle være en skolemester og et lille skolehus, hvor ungdommen kunne undervises. Aarestrup Skole er et af de eneste resultater af dette kongebrev, og måske blev den oprettet netop på dette tidspunkt for at ære den aldrende og syge konge.

    Eftertiden har berømmet Gregers Krabbe som en bondeven med interesse for sine bønders velfærd. Denne interesse rakte ikke til det jordiske liv alene, men også til livet hinsides. Bønderne skulle derfor opøves i gudfrygtighed, og det blev bedst gjort ved at oprette en skole og lære børnene katekismus og salmevers.

    Gregers Krabbes skole blev oprettet til gavn for både drenge og piger. Den var fra starten en skole for folket – en folkeskole. Der var i Aarestrup folkeskole indtil 2005, hvor Støvring Kommune nedlagde Nordeuropas ældste endnu fungerende folkeskole. Heldigvis var byen ikke sådan at slå ud, så allerede da byrådet 1½ år forinden begyndte at rasle med sablerne, gik initiativgruppen i gang med at skabe rammerne for Gregers Krabbe Friskolen. – og hvorfor skolen så kom til at hedde Gregers Krabbe Friskolen, ja det skulle da være ganske klart efter den historie – ikke?

  • Flyverstenen i Torstedlund

    Flyverstenen i Torstedlund

    Flyverstenen i TorstedlundDenne sten er sat over den engelske Lancasterflyvemaskine (4 motors), som fladt ned her den 20. april 1945 kl. 11.40 nat. Det var arbejderne ved Konradsminde savværk, der tog sagen op. En komite dannedes og denne rejste stenen den 4. august 1945 af William Kristensen (formand), Frederik Eriksen, Hans Nielsen samt Kristian Gustavsen, Svend Kjær, Jens Lundquist, Kristian Svendsen. Samtlige arbejdere ved savværket hjalp til med at rydde pladsen, hvor maskinen var faldet og med at udgrave og køre stenen fra det sted, syd for Lundemose i Hestehaven, hvor den blev fundet og udgravet lørdag den 23. juni 1945. Den 14. juli kørtes den på vogn forspændt med 4 savværksheste til ulykkesstedet. Jeg begyndte hugning af indskriften, som komiteen bestemte, den 23. juli 1945 og den 4. august var jeg tilsted en lørdag eftermiddag i smukt vejr, da ovennævnte personer rejste stenen og opsatte en af maskinens fire propeller over denne.

    Propellen var blevet ført til Rold, men William Christensen fik fat i den og satte den fast i en aksel fra et af maskinens landingshjul, og den blev støbt op bag stenen.

    Flying Officer J. M. GillanLørdag den 6. oktober 1945 klokken tre afsløredes stene af Flying Officer J. M. Gillan, der på den tid opholdt sig i Aalborg. Det var det dejligste solskinsvejr den 6. oktober, da flyverstenen afsløredes under overværelse af cirka 50 spejdere og op mod 200 mennesker. Major Bradtfield havde været i Aalborg om onsdagen og fået én af de derværende engelske officerer til at komme herud. Efter vi havde sunget “Lyksalig, lyksalig” talte William Christensen om stenens oprejsning, der alt var udført uden udgift. Derefter afslørede Flying Officer J. M. Gillan stenen, der var dækket af et engelsk flag samt Dannebrog. Officeren holdt en tale på engelsk og Major Bradtfield oversatte denne derefter til dansk. Han udtalte sin glæde over at være til stede. Stenen ærede ikke alene de faldne, men også deres kammerater, der overlevede krigen. Major Bradtfield talte derefter og udtalte hvor vanskeligt det var at få oplysning om det faldne mandskab, da England havde så mange forskellige tropper samlet i denne krig. Han omtalte de faldnes familier og sagde, at der ville blive gjort et arbejde for at bringe dem kundskab om de faldne så vidt som muligt det kunne lade sig gøre

    Derefter talte jeg og mindede om at Admiral Nelsons sidste ord fra Trafalgar “England expects every man will do his duty” (England forventer hver mand vil gøre sin pligt) mindede om krigen mod England i 1808 – 14 og nævnte de store engelske kommanderende fra den krig og nævnte fem veteraners navne: Christen Salomonsen, Christian Hornum, Jens og Anders Rasmussen og Niels Pedersen, der som menige havde kæmpet mod England. Som deres navne endnu mindedes her på egnen, ville også de faldne englændere mindes i den kommende tid som Englands værdige sønner, der nu kom som Danmarks venner modsat 1808. Æret være deres minde.

    Majoren oplyste, at Topliff tilhørte det Kgl. Luftvåben og vist var overkommanderende i den nedfaldne maskine, hvor der også var englændere med.

    Bogen “Historien om “Flyverstenen” i Torstedlund Skov” blev udgivet af Arkivet i efteråret 2011 og i efteråret 2013 er udsendt 2. udvidede udgave.
  • Aarestrup som stationsby

    Aarestrup som stationsby

    I 2006 skrev Niels Nørgaard Nielsen en artikel om Jernbanestation i Øster Hornum. I artiklen er nævnt at pojektet var nævnt i en Aalborg Avis Jeg fandt efterfølgende på forsiden af Aalborg Amtstidende den 29. april 1901:

    Artikel fra Aalborg Amtstidende

    Hovedmanden bag projektet var ejeren af Røde Mølle fabrikant Lyngbye. Hvor langt man nåede i projekteringen vides ikke. I sognerådsprotokollen for Øster Hornum kan man i november 1901 læse at ”Forundersøgelsen af banelinien mellem Aalestrup og Godthåb har kostet 200 kr. Deraf er indkommet ved frivillige bidrag 104 kr., Det vedtages at søge amtet tilladelse til at udbetale restbeløbet af kommunekassen. Det kunne godt lyde som om at ”det var det” og dermed slut. Øster Hornum sogneråd behandlede i hvert fald ikke projektet yderligere, så det løb åbenbart ud i sandet på grund af modstridende eller manglende interesse og følgende mangel på finansiering.

    Jeg erindrer svagt der har været talt om anlæg af bane i mine drengeår, men det kan også være de planer der kan læses i HANEN NR.2 i 1974 jeg erindrer, hvor man også i 1918 har haft planer fremme, eller omtalen som ligeledes omtales i HANEN NR. 8 i 1977 hvor man har vedtaget et baneprojekt Aars – Hurup – Himmerlandsbanen eller ”Markmands bane” som det også blev kaldt fordi det nu var Markmand fra Arden der var bannerfører, ganske vist skulle bane gå uden om Aarestrup fordi sognerådet var sprunget fra. Jeg husker dog at man talte om at det var vist kun luftkasteller at tro man kunne få en bane gennem Aarestrup.

  • Første selvejerbonde

    Første selvejerbonde

    Jens Jensen Smed i fb. af 29/7 1780. I Fæstekonditionerne af 7. april s. a. var besætningen 9 Heste, 5 Køer og Kvier, 7 Faar med nogle Lam, 1 Væder, 1 So med 5 Grise. Gaardsredskaberne var saa daarlige, at de skulde fornyes. Stuehuset skulde ombygges ved hjælp af gamle materialer. Laden skulde ligeledes ombygges, og yderligere materiale leveredes af Godset saa vel som løn til haandværksfolk, medens ”Folk fra Byen hjælper til med arbejdet”. Han fritoges for hoveri det første aar og befriedes for infæstningspenge. Endvidere fik han 7 ½ td. sædebyg, 16 td. havre og i tærekorn 5 td. rug. I penge fik han endog 13 Rdr. 2 Mk., hvorfor han skulde købe en ”Brøg Kedel” (Efterfølgende forklaring er indsat af indsenderen: formentlig en kedel til at brygge øl på, som på det tidspunkt var det foretrukne middel til for at slukke tørsten, og med den megen saltmad dengang skulle der mængder til).

    Jens Smed var døbt den 16/7 1752 og født i den gaard, der laa, hvor nu Smed Nørgaard bor (Haverslevvej 81). Hans fader og bedstefader hed begge som han, Jens Jensen Smed, men faderen døde 1760, kun 38 aar gl., og bedstefaderen først 1771, 88 aar.
    Efter at han havde giftet sig med Johanne Christensdatter, fik de en søn, der i 1782 selvfølgelig døbtes Jens. Slægtsnavnet kulminerede først i 1830erne, da Jens Smeds yngste søn Peder Smed lod fire drengebørn i træk døbe med fornavnet Jens. Johanne Christensdatter døde i sin anden barselsseng.
    Ved Skifteforretningen ønskede Ægtemanden at blive ved gaarden og sørge for lille Jens’ ”kristelige Opdragelse, om Gud dertil vilde forunde ham levetid”. Døde han, skulde Jens have moderens kiste med indskriften: H. C. D. R. 1771 (der er: Hanne Christendatter) med samt dens Indhold, der var vurderet til 16 Rdr, 1 Mk. 15 Sk.
    Gaardbesætningen var udvidet med 2 Stude og 1 Bistade, og gælden til Herskabet beløb sig kun til 33 Rdr.

    Anden Gang giftede Jens Smed sig d. 24. okt. 1784 med den 22 aarrige Kirsten Justsdatter fra Nabogaarden Kildegaard, som hendes fader, Just Jensen samt bedstefader og oldefader havde haft efter hinanden.
    Deres Børn var:
    1) Just, født 1787, der først fik en gaard i Rebild og senere vester Hyldgaard.
    2) Margrethe f. 1789.
    3) Mette, f. 1792, der 1815 skulde have været gift med Dmd. Jacob Jensen, Frejlev, men da han døde inden brylluppet, blev hun i 1818 gift med Gmd. Sognefoged Søren Sørensen Bravlstrup i Bøgelund.
    4) Johanne Marie, f. 1793.
    5) Maren, f. 1799, gift med Søren Pedersen Rebild.
    6) Peder, f. 1805, til hvem Enggaard senere blev købt.

    Det var et langt Liv, Jens Jensen Smed levede som mand i Enggaard, 52 aar som Fæster, 2 aar Selvejer og endelig 5 aar som ældgammel graanet Aftægtsmand. Hans mandomstid faldt i den for bonden saa omskiftelige og bevægede Tid. Han begyndte som den Fæster, der kunde spændes i halsjern, ride træhest, iføres spansk kappe(Efterfølgende forklaring er indsat af indsenderen: Spansk Kappe var en slags tønde med tilhørende træhat som blev brugt til afstraffelse) eller faa lov at smage Ridefogdens Læderpisk, men oplevede i sin bedste Alder forordningen af 8. Juni 1787, da endog hundehullet eller ”Pumpen” paa Torstedlund for stedse lukkedes. Han har maaske ikke hørt, hvad den store bondeven Kr. Reventlow skrev til sin søster: ”Der ligger det gamle kram. Kom hid enhver paa gaden kan fortælle, hvad Kristian Smed er for en mand,” men ordene passer i denne forbindelse godt paa Jens Smed. Det har dog ikke varet længe, før lovene om bondestandens frigørelse naaede til Aarestrup.
    Fredagen d 11. september 1795 mødte Jens Smed sammen med Torstedlunds øvrige 52 hoveribønder ”for retten” paa Birketinget i Aarestrup Tinghus for i mindelig forening med deres høje husbond, Kammerherre Raben Levetzau, at indgaa paa et mildere hoveri paa herregaarden. Efter at Birkedommer Knud Theil, bistaaet af Birkeskriveren Nikolaj Severin Wedel, havde oplyst dem om en planlagt ny fastsættelse for det fremtidige hoveri indeholdende 18 Poster, underskrev de alle med barkede, krogede og famlende fingre deres rystende og famlende Underskrift.

    Over en Menneskealder senere efter landbrugsprisernes stigen og fald, efter Statsbankerotten og den store krise i 1820erne oplevede Jens Smed i 1832 den bevægelse og daglige diskussion mellem bønderne i Aarestrup om, hvorvidt de nu skulde være selvejere eller fortsætte som fæstere.

    Den 25. maj 1832 marcherede den nu 80 aarige Jens Smed fra gaarde med den beslutning, at nu vilde han købe sin gaard og blive en fri mand paa de gamle dage. Han var den ældste fæster i byen og vilde give de yngre et godt eksempel ved at være den første selvejer i hele sognet. Han mødte derefter for skifteretten paa Torstedlund Gods og bad, om han kunde faa ført til protokollen, at han vilde købe Enggaard paa den betingelse, at den skulde overgaa til hans yngste Søn Peder Jensen, naar han fyldte 28. aar, saaledes at al besætning og nødvendigt indbo skulde medfølge for en købesum af 400 Rdr. Sølv, hvorefter sønnen skulde være vederlagt for hans tjenestetid og uden derfor at faa løn eller del, som allerede var anmeldt for hans andre søskende.

    Jens Smed ønskede at faa dette ordnet, da han var gammel og skrøbelig og befrygtede at kunne dø, inden den forestaaende handel blev fuldbyrdet. Alt dette fik han, som der er skrevet neden under erklæringen i Torstedlunds Fæsteprotokol ”gratis indført”.

    Han levede imidlertid længe nok til at faa Handlen ordnet. Proprietær Rasmus Conradsen (Efterfølgende forklaring er indsat af indsenderen: Hvorfor Th. J. kun titulerer Rasmus Conradsen som proprietær forstår jeg ikke, han gik ellers meget op i titler. Rasmus Conradsen tituleres i historien som krigsråd og var forpagter af Gunderslevholm på Sjælland, før han købte i 1830 Nørlund Gods med tilhørende godserne Torstedlund og Albæk, så titlen burde være godsejer. Han udvidede driften med et hestestutteri, et teglværk, et kalkværk og i 1834 anlagde han glasværket ”Conradsminde” som er opkaldt efter hans far. Det må have knebet med likviditeten hos den driftige mand, som kom i alvorlig økonomisk uføre. I 1837 var den helt gal. Nærmest som en sidste krampetrækning gjorde han forberedelser til ikke at betale kontante lønninger til sine mange ansatte, men i stedet betalte dem med egne pengesedler, som så kunne anvendes som betaling hos værkets marketender eller til nød om helt nødvendigt var, kunne udløse rigtige penge hos værkets bestyrer) solgte ham Enggaarden iflg. skøde af 5. oktober 1832, men for en købesum af 800 Rigsdaler sølv.

    Flere af byens fæstere fulgte i samme og nu følgende aar hans eksempel og blev Selvejere (Efterfølgende forklaring er indsat af indsenderen: De har sikkert ikke betalt for meget for Gårdene i betragtning af Rasmus Conradsens trængte økonomi. Conradsen døde den 17. august 1837).

    Første selvejerbonde

    Som aftægtsfolk saa Jens Smed og Kirsten Justdatter børnebørnene voksede op baade i Enggaard, sognefogedgaarden Bøgelund og i Hyldgaard. Han døde, 87 aar gl. d. 22. Juni 1839, og hun, 79 aar gl. d. 8. Juli 1841.

    I 1936 besluttede Th. J. , at han ville sætte et varigt minde over bondens frigørelse. Det realiserede han som vist her i form af en af ham udfærdiget Sten, og det blev Jens Smed og Kirsten Justdatter der var model til den. Han har som til de øvrige sten han har hugget ved de forskellige gårde skrevet en længere redegørelse om hvordan han fandt stenen m. v. og begrundelse for hvorfor han har valgt netop de to som model, men det fremgår af det foran beskrevet så jeg vil kun nævne teksten der er i ringen omkring de 3 kort på toppen af stenen., der står: BED BONDE – BYDE – BORGER – BRØD, og som han skriver: thi det vil alle dage være bondens gerning at skaffe brødet til alle landets borgere. Det er næppe i overensstemmelse med nutiden, skriver indsenderen.

  • Ørnsgaards Stenen

    Ørnsgaards Stenen

    Ørnsgaards stenen

    Dette er den største sten jeg endnu har arbejdet med. Den er nok mellem 2½ og 3 Al høj og vejer ca, 1½ Tons ca. 3000 kg. Det var Fru Abelone Aldahl, der gerne vilde have en Sten ved Gaarden. I Pinsen 1942 tog da Niels Aldahl og Fru Abelone Aldahl og jeg ud i Carl Randers, s Hede og vi saa paa flere Sten og især paa en stor Sten, der laa ca. 200 Meter Vest for Trehøjevejen. Det lykkedes os at vælte den ene Ende af den saa højt i Vejeret, at vi kunde se Faconen. Den Sten vilde Niels Aldahl helst have – 3. Pinsedag d. 26. Maj 1942 væltede Carl Randers, Niels Aldahl og jeg den op om Formiddagen og om Eftermiddagen læssede vi den i Regn og Slud paa et Par Granstammer, der kobledes op paa Akslerne af en Vogn. Andreas Andreasen, Kristian Randers, var om Eftermiddagen ogsaa med, samt den 12 aarrige Jens Randers (indsenderen) og d. 8 aarrig Orla Nielsen, der holdt ved hver sit Spand Heste i samfulde 2 – 3 Timer, medens Opvæltningen langsomt foregik.

    Indsenderen beretter, denne sten glemmer jeg aldrig for det var på den jeg første gang så en Hugorm. Jeg var en 7 – 8 år da jeg en dag var med min far ude og kontrollere hegnet, da jeg fik øje på en spiral der lå på stenen, og da jeg rakte ud for at tage den op og samtidig spurgte far hvad er det – han rev mig væk og sagde det er en Hugorm knægt pas da på. Det husker jeg som det var i går selv her 70 år efter.

    Endelig naaede vi saa vidt at vi fik Hestene spændt for i Løbet af 3 ½ Time. Faa skridt frem væltede Stenen imidlertid ud af Træerne, da Heden var ujævn. Vi fik den dog i Løbet af ca. ½ Time op igen og Aldahls Karl Holger Christensen der var Kusk fik Instruks om hvor han skulde køre. Vi naaede ca. 100 – 150 m frem da en større Tue som han kørte over gik op mod Stenen og det hele stod fast, saa de fire Heste ikke kunde rykke den derfra. Da vi var gennemblødte opgav vi Arbejdet for den Dag. Vi skulde spise til Aften i Ørnsgaard, men maatte alle først hjem og i tørt Tøj. Saa holdt vi Gilde Resten af Dagen paa Ørnsgaard. Den næste Dags Efetrm. hentedes den hjem til Ørnsgaard, og det gik rigtig godt indtil vi naaede mellem Tvedehøjgaard og Ørnsgaard, da et Kobbel, der bar den ene Tømmerstang sprang ved højere Forende. En halv Time efter kørte vi den dog Resten af Vejen til Ørnsgaard, hvor vi alle fik Kaffe hos Lone med Vin til.

    Ørnsgaards stenen

    Derefter hentede vi en anden ca. 1000 – 2000 pund stor hvid Kumplig (Efterfølgende forklaring er indsat af indsenderen: ”Kumpel” el. “kumpling” er i Vendsyssel og Himmerland betegnelsen for noget stort, klodset, uhåndterligt. Det kan gå både på personer (typisk et stort brød af ung mand, men også som rosende betegnelse for en halvstor knægt), på ting (fx en stor tung hest) og på genstande (en ordentlig skive brød, el. som i dit tilfælde en ordentlig sten). Den bedste samlede oversættelse af “kumpling” el. “kumpel” er nok: “klæppert”.) ogsaa fra Heden til Tvedehøjgaard, thi Andreas Andreasen skulle også have en Sten for sin Assistance, og Søndagen efter hentede Carl Randers og Kristian Randers en hvid pæn glat Sten, der skulde staa ved Vejen op til hans Husmandssted paa Ørnsbakken. I dagene fra 1 – 8. Juni arbejdede jeg på Ørnsgaards Sten, men den arbejdede jeg derefter senere på af og til indtil Oktbr. hvor jeg huggede Aarstallet 1801, altså med store Afbrydelser. d. 8. Juni var den færdig til at rejse. Jeg havde lavet et Rim der skulle minde om at Ørnen havde giver Gaarden navn. Rundt om brugtes i ældgammel tid Navnene Ørnsvang, Ørnsbakke, Ørnsmose, og Ørnshøj (stor og lille). Rimet lød:

    Da Ørnen uddøde paa Blokken
    Dens Mide stod fat uden Rokken

    og jeg havde først tænkt mig, at det skulde staa i en Bort helt rundt om Stenen. I Stedet for Rimet, som flere ikke syntes var godt nok huggede jeg Ørnen siddende paa D ’et, det sidste Bogstav i Ørnsgaard. Forneden staar Aarstallet 1801, det Aar da Gaarden blev flyttet ud fra sin gamle og oprindelige Plads paa Skolepladsen eller lige op langs Kirkens østre Dige. Det var midt i Juni, at vi rejste Stenen op ved Hjælp af et Læs Brænde, som vi efterhaanden stablede op under den ved Opretningen. Det varede en Eftermiddag, men det lykkedes overmaade lykkeligt og heldigt. Saa holdt vi atter Gilde i Ørnsgaard.

  • Den første Høkerhandel i Torsted

    Oprettede Niels Knudsen i sit Bolsted, som han byggede op. Han solgte Kaffe, Sukker, Svovlstikker og Tobak m.m. Bag paa Døren i Stuen førte han Regnskab med Kridt paa de Folk, der købte paa Kredit.

    Det var et uheldigt Sted. Han holdt nemlig Legestue for de unge, og de havde da altid Lyst til at Staa og gnide Regnskabet ud, naar de lænede sig op ad Døren. Saa blev han vred og førte Processer med Folk.

    Fortalt af min farfar Jens Randers til Th. Johansen

  • En Smedje i Torsted

    Jens Christensen Randers(hus), Torsted havde en Datter Ane Marie, der var gift med en Smed Christian Larsen. Han byggede derfor et Hus til dem ca. 1 km. Nord for Gaarden hen mod Holmskovgaard ved Østsiden af Vejen der hen til. Til Huset lagde han ca. 4 Tdr. Land paa den Betingelse at det engang i Fremtiden kunne tilbagelægges til Gaarden.
    Huset byggedes, da de blev gift (ca. 1850) og ca. 50 Favn syd for opførtes en lille Smedje ved Vestsiden af Vejen. Smeden var rigtig dygtig og smedede for Omegnens Folk til han døde i Juli 1883. Siden den Tid blev der ikke smedet der mere.
    Huset havde Indgangsport paa Nordsiden og et Vindue i hver af de andre Sider. Essen var i Vestenden af det omtrent lige firkantet Hus. Derefter brugte Christen Randers det til Plove og Harver m. m. og i mange Aar var det Faarehus indtil det endelig helt forfaldt og nedreves for ca. 15.- 20 Aar siden.

    Chr. Smeds havde en Søn Niels, der led af ”Daasel” (Efterfølgende forklaring er indsat af indsenderen: Jeg har ikke kunnet finde ordet. Redaktionen af Jysk Ordbog mener det kan være en betegnelse for epilepsi, men ordet er ikke kendt.). Som Dreng faldt han i Køkkenet, medens Moderen var ude at malke Koen, da hun kom ind, mærkede hun en mærkelig Lugt. Niels laa da stadig besvimet over Ildstedet med den ene Haand inde i Ilden. Den brændte helt op. Han kom til Aalborg, men hans Arm ente siden i en Klump uden Fingere.
    Han faldt om på Olle Ottes Gaards Mark og døde, just som han var paa Vej til Arbejde paa Torstedlund. I beboelseshuset levede Ane Marie sammen med Datteren Kirsten Marie, der ogsaa var blevet Enke. Da Ane Marie dode 1917 90 Aar gl. blev Datteren saa betaget derover, at hun ogsaa døde et Par Dage efter 54 Aar.
    De blev begravet paa samme Dag (Jeg sang dem ud, men det har jeg helt glemt nu). De ligger Vest for Kirken. En kort tid boede en Søn af Christen Randers, nemlig Kristian Randers og saa blev huset revet ned, og Jorden lagt tilbage til Gaarden igen.

  • Kildegaards Sten

    Kildegaards Sten

    Da jeg arbejdede med Enggaards Sten, der var den første af mine Gaardsten talte Søren Ræbild og jeg om, hvad egentlig Bisgaard tænkte om, at vi tog en Sten fra Kildegaards gamle Plads og opsatte den ved Enggaard. Det var vist et fejlgreb, men Søren Ræbild sagde, da jeg ymtede lidt om ogsaa at lave en Sten til Kildegaard, at han havde en liggende i Engen udenfor ”Kraven”. Den kunne måske bruges til Erstatning for den han havde faaet. Den 29 og 30. Januar 1935 var vi ude i Kæret ca. 400 m Vest for og gravede en stor Sten op. Den saa helt godt ud. Den 1. februar var der lidt tøsne og vi fik den da paa en Slisk og Søren Ræbild og Marinus Knudsens Heste 2 fra hver Gaard i alt 4 slæbte den omtrent op til Ulvkærvejen, men her var saa blødt at den kom til at slæbe paa Jorden. Foruden vi nævnte var ogsaa Bisgaard, Jens Ræbild og Jens Olsen, Karl Bisgaard, Alfred Nielsen og Mejerist Jensen med. Saa kom vi ikke længere den Dag, men Dagen efter d. 2. Februar, var vi atter afsted med 4 Heste og vi 9 Mand sled med den i 2 Timer sent paa eftermiddagen, men naaede kun at faa den 100 m, nærmere mod Byen. Jorden var for blød. Det blev imidlertid Frost og Sne og den 4. Fbr. var vi atter i Gang, og efter at vi havde faaet den væltet op, trak de 4 Heste den med stor Lethed ind til Byen og 2 af Hestene kørte den helt op til Kildegaards østre Gaardsled og ned igen til den Plads, hvor den nu staar. Bisgaard gav en Cigar for den Præstation til hele Flokken.

    Den 6. Febr. begyndte jeg saa i Frostvejr at arbejde paa Stenen efter Skoletid. I min Notesbog staar skrevet:

    1935
    6/2 begyndte at hugge Sten til Kildegaard
    14/2 færdig med Navnet Kildegaard – 9 Eftermiddage
    18/2 begyndte at hugge Skjoldet
    25/2 tegnedes Bisgaards Navnetræk
    4/3 begyndte paa Navnetrækket ovenpaa Stenen, det blev færdig d. 16/3
    27/3 færdig med Køretøjet og dets Underskrift
    28/3 begyndte på Borten fra oven, den var færdig d. 12/4 1935. Derefter Kokhovedet og Lammet.

    Inskription:
    Midt på Forsiden af Stenen ses tydeligt det 13 cm. høje Navn Kildegaard i ca. 3½ cm. brede Bogstaver. Stenen har en rød Overflade, men naar Skallen er hugget af er den af temmelig haard Art og den hvidlige Kvarts fremhæver de hvide ikke særlig dybt huggede Bogstaver.

  • Enggaards Sten

    Enggaards Sten

    Det var i 1899 at Jens P. Nielsen (Hede Jens) nedbrød Kildegaards Lade. En Grundsten blev liggende paa Stedet og en Tjørnehæk voksede op ogsaa over den der laa i den lille Skrænt der afsluttede Gaardens Have. I Efteraaret 1934 blev det bestemt, at Vejen skulde udvides i Svinget, og derfor blev Stenen gravet ud. For at komme af med den gravede man den ned paa Stedet i Vejens Nordside. Dagen efter kom jeg derned og spurgte Søren Ræbild og Bisgaard om hvor Stenen var blevet af, hvad de fortalte mig. Jeg beklagede det, da jeg gerne vilde have lavet noget ud af den. Da de hørte det, sagde de, at de nok skulde faa den gravet op igen. – Det gjorde de, og jeg var saa nødt til at dekorerer den. Hvorfor den blev valgt til at staa ved Enggaard husker/ved jeg ikke; men d. 10. December 1934 begyndte jeg at hugge Navnet “Enggaard” i den. Da det var Kristian Pedersen Ræbild, der havde ønsket at Gaarden skulde hedde Enggaard, blev hans Navnetræk [18 CR 91] sat under Navnet. (Efterfølgende forklaring er indsat af indsenderen: I starten på omtalen af Enggaard skriver Th. J., at det var den nuværende ejer, som i 1934 var Søren Ræbild, der gav gården navn. I omtalen af Stenen skriver han at det var ejeren i 1891, der gav Gaarden navn. Hvad der er korrekt er uvist.)

    Paa Forsiden ses en Hest, der springer ud fra et halv Skjold med Krone over. Det er Halvdelen af Grev Frederik Christian Leventzaus Vaaben. Hans Navnetræk ses til Venstre derfor. Paa den anden Side Skjoldet ses SIS sammenslynget. Det er Grevens Fæster Søren Jensen Smed f. 1724, der i 1754 fik en af Leventzaus Garde i Ræbild i Fæste. Han blev Stamfader til Ræbildfamilien. Han var fra den Gaard der laa paa Skolepladsen (den gamle skole) til 1801 (Ørnsgaard). Søren Smeds Søn Peder Sørensen kom hjem til Arresthus igen 45 Aar efter, at Faderen var flyttet til Ræbild, og herefter blev Smed-navnet ombyttet med Ræbild-navnet, hvilket navn i Enggaard saaledes har sit Udgangspunkt i 1754. Peder Ræbild havde Lillvang.

    Paa Vestsiden staar P.R. Søns Navnetræk i en Ring nemlig Søren Pedersen Ræbild, der købte Gaarden 1842. Hans Sønnedatterssøn af Samme Navn den nuværende Ejer Søren Pedersen Ræbild fik Gaarden i 1934. Navnetrækket er altsaa baade hans og hans Oldefaders.

    Paa Østsiden ses en lignende Ring med Jens Sørensen Ræbilds Navnetræk og det Aar han fik Gaarden nemlig 1860. Desuden gælder det ogsaa for Stine og Jens Ræbild, der drev Gaarden i et Aarstid efter 1933, efter Chr. Ræbilds Død. Herover staar mit eget Navnetræk og 1934.

    Den 22. Januar 1935 var jeg foreløbig færdig med Stenen og Søren Ræbild lod støbe under den den 13/4 1935 tog jeg dog fat igen og paa Bagsiden af Stenen huggedes ”Liden Sten har fordum Kildegaards Lade”.

  • Joen den Vildtbefarnes Sten

    Joen den Vildtbefarnes Sten

    Det var først efter mange lange Overvejelser, at jeg i det hele taget vovede mig til at tænke paa at udføre en Mindesten om den første kendte Person i Aarestrup Sogn, nemlig Joen Viffert, der ejede Torstedlund i 1300erne.Joen den vildtbefarnes sten
    Jeg talte med Maler Rebstrup paa et Aftenbesøg i Torsted hos Ham, om de i Torsted By kunde have lyst til at faa en Sten opstillet der ved Byen, f. Eks. paa Wol Høw. Jeg talte da om, at der skulde være et Billede af den vidtbefarne Mand og nedenunder skulde der, hvis Stenen kunne komme til at staa paa Højen, hvorfra der er en vid Udsigt, skulde Indskriften være: ” Herfra saa Joen den Vidtbefarne for første Gang ud i Verden”” Stenen skulde staa saaledes at Personen saa Syd paa. Jeg skrev til Nationalmuseet, om det kunde tillades, at vi opstillede en historisk Bautasten paa Kæmpehøjen, men de skrev tilbage, at vel ønskede de, at der kunde opstilles historiske Sten, men ikke paa Kæmpehøje. Volhøj var fredet faa Aar før. Da det altsaa ikke kunde tillades tænkte jeg paa flere andre Steder, f. Eks. paa Toppen af Junker Stens Bakke, paa Toppen af Ersted Kirkebakke eller inde i Skoven paa Enden af Elkjærs Dige.

    Torstedboerne sagde ja til Forslaget og saa skulde de hente den derover, naar den var færdig. Martinus Støvring, Ersted havde opstillet to høje Sten paa hver Side af sin Vej, der hvor den gaar ud i Erstedvejen (Nu Haverslevvej 54 (8 E 8)). Jeg havde flere Gange i al Stilhed undersøgt den ene, som jeg mente egnede sig godt. Jeg kunde dog ikke blive klar over, om det kunde gaa an at opstille Stenen et andet Sted. Imidlertid bestemte jeg, at lade ham afgøre Sagen. Jeg vilde byde ham 50 Kr. for begge Sten eller 25 Kr. først for den ene og fik jeg siden Brug for den anden, vilde jeg ogsa købe den. Det var ved Juletid i 1933, at jeg gik ud til ham og spurgte om han vilde sælge Stenene. Det sagde han straks ja til. Resultatet blev at jeg skulde give ham 30 kr. for den tykkeste, og saa skulde han ved Lejlighed køre den op til mig og levere den ved Bilgaragen. I 1932 havde han fundet een stor Sten ca. 400 m nord- nord-vest for hans Gaard paa Højmarken. Den opløste sig let ved nogle Slag med en Stenhammer i 4 Større flade Sten, hvoraf den ene dog blev slaaet helt itu og en anden var kortere ca. 2 Al og kun 3 Tommer tyk medens de to andre var 67½ Tommer lange og ca. 33 Tommer brede og en ca. 8 og 10 Tommer tykke. Det var de to største, der stod ved Vejen.

    Den største af disse kom han saa kørende med op til mig d. 22. Januar 1934 og i Løbet af Vinteren udsmykkede jeg den med et Mandspotræt lidt ophøjet. Stenen var meget haard at arbejde i og indeholdt en del Flint. Særlig haard er den foran Joens Ansigt, og det tog adskillige tusinde Slag for at lave Fordybningen der. Ingen Mejselæg kunde holde og jeg bankede derfor Stenen ud med mange Slag af min haarde og gamle Sømhammer, om hvilken Snedker Andreas Larsen sagde, at dens Bane, havde han aldrig truffet Mage til i nogen anden Hammere han i hans lange Liv havde kendt.

    Joen skal forestille en ung Mand med Storkefjer i Hatten og en Hasselkæp fra Skoven over Skulderen. Fjeren og Kæppen er parallelle for at fremhæve Billedet og Landevejens parallelle Sider, ad hvilke den vidtbefarne har færdes. Jeg har tænkt mig hans vidstrakte Vej gaaende ogsaa mellem Fjeren og Kæppen. Mens han gaar ser han fremad og holder Kæppen med højre Haand. Paa Ryggen har han en Ransel. Hans Kasketfacon er taget med Henblik paa en Kasket som bære af en Person paa et Billede tegnet af Rasmus Kristiansen: Marked ved Falsterbro i ca. 1300. Under Billedet staar Jonas Wifferdsz, den vidtbefarne levede paa denne Egn til Anno ca. 1400 e J. H S. (Jesus Homenium Salvator —n— Aaget og IHS er taget fra den gamle Stolpe med Aarstallet 1716 som for nogle Aar siden fandtes i P Boiers Hus i Aarestrup.

    Paa hver Side af Jonas Wifferdsz ses 3 Ringe. Det er Joens og hans Slægts i lige Linie en for hver nemlig Viffert Joens, Iver Viffertsen, Matties Joensen, Joen Madsen og Niels Joensens Ringe. De var alle Far og Søn efter hinanden.

    Paa Bagsiden er hugget et ca. 4 Tommer bredt Baand begrænset af 2 Linjer, der tilsammen er 9 ¾ Al. I Bæltet eller Baandet staar udhugget Torstedlund, Rebstrup, Albæk, Lindenborg, Viffersholm. De Garde ejedes af Joens Slægt. I Midten ses et tredelt Skjold, og nedenunder det en kort Sabel. Her er tænkt paa Niels Joensens Sabel, der skal have hængt i Kirken i ca. 258 Aar efter hans Død., den var dog meget længere (ca. 44 Tommer ca. 116 cm). Sablen har samme Længde, som den de tyske Tropper glemte i Hyldgaard, da var her i 1864.

    Forneden til venstre staar 14 Pr. 3.2.se prædikens Bog: ”En Slægt gaar, og en Slægt kommer, men Jorden staar evindelig” og ”Der er en Tid til at føde og en Tid til at dø; en Tid til at plante, og en Tid til at oprykke det plantede”. Tillige staar Mt.6.1 ”Vogter Eder, at I ikke give eders Almisse for Menneskene for at ansees af dem, ellers have I ikke Løn hos eders Fader, som er i Himlen” Dette sidste Skriftord har jeg sat, da det stod meget for mig i den Tid da jeg besluttede at udføre denne Sten.

    I Stenens Top for oven ligger Vesselhornene fra Vifferternes Vaaben, nemlig de to Svanehalse, der bider i en gylden Ring. I kanten af Sydspidsen ses en større Kirkeklokke (Aarestrup) med Tallet 4.1 = Joens mandlige Efterkommere. Herunder to Firkanter der skal forestille en Luthers Katekismus. Paa det ene Blad staa M paa det andet N. Det er Mester Niels der underviste Niels Joensen i Hobro det første Barn der lærte Luthers Lære her i Sognet. Her staar ogsaa Bogstaverne H. J. L og hvad det siger, har jeg glemt og vil ejheller undersøge, hvad de siger. Paa Nordkanten ses Dronning Margrethes Krone; thi i hendes Tid levede Joens – og under denne en mindre Kirkeklokke (Suldrup), der ringer over Tallerne 25 Joens kvindelige Efterkommere. Endvidere + 1601 hvilket Aar den sidste Mand Batzer paa Rebstrup døde og dermed slægten. O. S. Bogstaverne, de gaadefulde kan sige Hil os!

    Jeg arbejdede paa Stenhugningen fra d. 22. Januar til 1. Maj 1934.

    Allerede i April Maaned havde Torstedboerne og jeg aftalt at Stenen skulle sætte paa Skrænten ved Vejen paa Bakken der gaar nord op fra Byen ca. 3 Al nedenfor Ingvard Andersens Mark og ca. 5 Al fra Vejkanten. Murer Anders Andersen fra Aarestrup havde lovet at støbe Fundamentet og Jacob Jacobsen, Ingvard Otte, Jens Chr. Hansen og Christen Randers og vist ogsaa den gamle Henrik Randers (Efterfølgende forklaring er indsat af indsenderen: Hverken Christen eller Henrik hed Randers men Jensen, idet det kun var min farfar der havde erhvervet kaldenavnet RANDERS. Christen (som også blev kaldt Mortensen Chresten) var søn af Henrik, som var bror til min farfar Jens Chr. Randers der i 1906 fik tilladelse til at føre familiens kaldenavn.) med. Vi hentede Sten bag Gd. Petrea Mortensens Lade af hendes stenbunke, hvor vi maatte tage hvad vi havde Brug for. Hullet til Fundamentet blev gravet et Par Alen dyb for, at Frosten ikke skulde naa ned under det. Det blev i det hele taget gjort meget godt. Fundamentet var derfor tørt da Stenen blev hentet d. 1. Maj om Eftermiddagen med Ingvard Andersens to hvide jyske Heste. Foruden han var Hmd. Jens Rebstrup, Christen Randers og Jacob Jacobsen i Vestergaard med herovre efter Stenen. Vi drak Kaffe her og kørte saa med Stenen til Torsted, hvor Murer A. A. samt Jens Christian og Bolsmd. Karl Jensen (Knudsen) ogsaa hjalp til. Ingvard Andersen kørte ind paa sin Mark, saaledes at vi fik Stenen ned fra Toppen af Skrænten og saa gled den ganske langsomt ned paa Fundamentet, hvor vi kilede den fast med smaa Stenkiler og Murer Anders Andersen slog Cement i. Alt skete uden Uheld af nogen Art og stenen har staaet urokket nu i 8 Aar.

    Den 6. maj 1934 var der stor fest (se Artikel i Aalborg Stiftstidende) ved Afsløringen af Stenen, hvilken foretoges af den 11 Aarige Christen Otte fra Ottegaard i Overværelse af en 230 Menneskers stor Forsamling, som Maler Rebstrup bød Velkommen, Torsted Skolebørn under Ledelse af Lærer Furbo sang: Dejlig er Jorden og Med Ransel paa Ryggen, Jeg elsker de grønne Lunde og Nu har vi Maj alt før og efter mit Foredrag om Joen den vidtbefarne og hans Slægt.

    Til stede ved denne Højtidelighed var den rige Original Particulier Chr. P. Jensen, født i Katlbygaard boende i Jelling). Han var prydet i gammeldags Bondedragt, behængt med 103 Smykker i Guld, Sølv og Ædelstene og havde vist 4 Guldure paa, hvoraf et havde tilhørt Fr. d. 6, et Napoleon o.s.v. Han gjorde megen Lykke. Holdt Tale ogsaa for mig sigende at mit Hjerte var som Ædelstene og Diamanter og mine Evner Ord og Tale var som et Overflødighedshorn i min Haand indeholdende Guld og Sølv o. s. v. J. Rebstrup, Jensen og jeg blev fotograferet sammen med Joen.

    I Rebstrups Lade blev ved Kaffebordene sunget Guds Ord det er vort Arvegods og Fru Ingvard Andersen havde skrevet en sang:

    1. Vi kan holde Fest paa ny,
    vi har faaet en Mand til By
    Ikke ret af samme Slags,
    som vi er vant at færde iblandt.

    2. Johansen straks Ideen fik,
    huggede han paa en Prik
    som Skaber og og ret forstod
    at han var hjemme i den gamle By.

    3. Manden han er stærk og sej
    han staar højt i Nøj og Naj!
    Gaar nu op og gaar nu ned
    Altid vi Manden for os ser.

    4. Vi kan sagten synge frit
    for vi ham til Gave fik.
    Derfor da et Hurra
    runge for Johansen, som os Manden ga!

    d. 1/7 1934 holdt Foredrag paa Volhøj om Stenen for 55 unge Mennesker.

    Den 24. og 25. August 1942 malede jeg i det herligste Solskinsvejr Stenen. Jeg havde aldrig været ret glad for den, da den var saa utydelig, og jeg synes nu, at den er meget bedre end forhen. Skjoldet maledes (her er der en tegning af et skjold – delt i tre felter 2 foroven og et forneden) 1. blaat 2. hvidt 3. rødt = Viffernes Farver. Svanehalsene hvide med sorte Knopper, gult Næb med røde Rande og gule Øjne. Ringen gylden (med rød Sten).

    I Marts 1950 indhuggedes Navnene Axelvold og Brobukke.