Præstegården
I Vorde var det fjorden, vi kyssede som små – grenen af Limfjorden, dersom et blåt bånd kranser sognet. Her badede vi om sommeren og skøjtede om vinteren. Kirken ligger højt på bakken, som den har ligget i hundreder af år – lige ved galgebakken som vi kaldte den, da jeg var barn i Vorde i den første del af dette århundrede.

Det var den gamle præstegård, vi boede i. Den ny, den nuværende blev bygget omkring 1919. Den gamle præstegård lå lavt med gavlen ud mod vejen, der fører ned til fjorden. Det var en stråtækt, hvid bindingsværksbygning og den var i sandhed gammel. Der var stenpikning i baggangen og et stort bryggers med muret bageovn, hvor vi under første verdenskrig bagte brød, efter at tørveild og gløder var raget ud, og her i bryggerset blev julegrisen slagtet under høje gudsjammerlige hyl. Der var fugtigt i det gamle hus.

Når det havde regnet meget, kunne vi hoppe på køkken gulvets brædder, og så skvulpede det under os, som om vi var ude og sejle. Oppe på loftet var der rotter – mange. Vi listede os op af trappen og sad musestille på de øverste trin og iagttog rottelivet. Af og til hændte det, at en rotte forvildede sig ned fra loftet. Jeg mindes min mor – i sit pæne kirketøj – med en stor ildrager i hånden i kamp med en rotte i spisekammeret. Hun nærmest græd af ophidselse. Men ellers var der hyggeligt i den gamle præstegård med kakkelovne, tørverøg, petroleumslamper og pumpe i gården. Min far blev indsat i Vorde kirke den 14. oktober 1906. Dengang var det meget svært for unge præster at fa embede, de skulle helst være noget over de 30, og de var meget afhængige af ministeren. Omkring 1906 var menighedsråd så småt begyndt at fungere. Jeg har min fars tiltrædelsesprædiken liggende – en lang gedigen prædiken – og her takker han menighedsrådet for tillid. Det har sikkert været det første menighedsråd i Vorde.

Tjenestepigen Stine
En børneflok på fem voksede op i den gamle præstegård. Gennem hele vores barndom boede der hos os en gammel kone, Stine. Hvordan hun var kommet til at bo i præstegården ved jeg ikke. Vi arvede hende måske fra den tidligere præst, men hun hørte med til familien til 1919. Hun havde været gift meden meget fordrukken mand i Rogenstrup, og de havde boet i et lille bitte hus der. Alt det var noget, der ikke skulle snakkes om, det mærkede vi nok, når vi af nysgerrighed frittede hende. Vi børn var meget henvist til hendes selskab i køkkenet og i børneværelset. Hun var meget gudfrygtig og kirketro. Når teksterne blev læst i kirken, og menigheden stod op, bøjede hun ned i knæene, hver gang Guds navn blev nævnt. Hun fortalte os at hun havde lovet Gud, at hun ville gå i kirke hver søndag, så længe hun levede. En vintersøndag med snestorm og frost skulle min far først prædike i Fiskbæk og derefter i Romlund. Stine plejede altid at køre med, men den dag sagde han: »1 dag er vejret for hårdt, De må blive hjemme Stine« (Man sagde De dengang – også til husfæller, det var af gensidig respekt). Stine sagde ikke noget, og præsten kørte af sted i kane. Han holdt gudstjeneste i Fiskbæk kirke, holdt hvil, og jeg tror også, han fik middagsmad hos de gæstfri folk på ”Ørregård”s og kørte så i sne og storm til Romlund. Hvem sad der i kirken? Stine. Spadseret i vinterstorm fra Vorde til Romlund. Det glemte far aldrig. Hun fik grå stær og blev helt blind. Så skulle vi børn skiftes til at følge hende over på das. Det var faciliteterne dengang. Man skulle tværs over en ret stor gårdsplads, der lå et skur, hvor der også var vognport og hønsehus. En gang var det min tur til at ledsage hende.

Jeg har nok haft travlt med noget andet, for jeg gik kun med hende et par skridt og sagde: Så, nu kan du godt gå selv og gav hende en lille forkert drejning, og hun gik så lige ind i hønsegården. Jeg mindes endnu en fornemmelse af fnisen og flovhed, da Stine stod forvildet blandt hønsene, og jeg fik hende da bragt til det rette sæde. Heldigvis var der ingen forældre, der så det, for sådan en streg tolereredes ikke. Vi blev opdragne! Stine sladrede aldrig. Så længe hun kunne se, ville hun gerne læse i biblen for os, hun læste meget langsomt, bogstavret, og vi var i sandhed ikke dydige tilhørere. Hun læste også Viborg Stifts Folkeblad – det var vores avis. Men når hun kom til forlystelserne, slog hun kors for sig. Det ville hun ikke læse. Lidt penge må hun have fået, for til min fødselsdag engang gav hun mig to kroner til et par støvler – og så var hun så glad og stolt. En juleaften var der lige ved at komme grus i maskineriet – i hvert fald røg i køkkenet. Vi var alle i kirke, men juleaften blev Stine hjemme – den regnede hun ikke rigtig som helligdag – nærmest lidt halvhedensk – det var juledag, der var den rigtige. Da vi kom hjemad, stod der en sveden lugt ud fra præstegården. Mor ilede foran fyldt af bange anelser – ind i køkkenet og lukkede ovnen op. Der lå de to ænder som kulsorte forkullede gespenster. Stine havde villet gøre det så godt og havde fyret ordentligt i komfuret. Mor var lidt sur, da hun stod og trak medisterpølse op af salt-kartet. Men det var jo juleaften, og Stine havde gjort det for det bedste. Vi børn var ligeglade. Vi fik risengrød med mandel i og i havestuen stod et stort juletræ, som vi selv havde været med til at hente i præstegårdens skov.

Besøg af Chr. X
Det hændte sig engang i mine barneår, at kong Christian den 10. (1912-1947) kom på besøg. Ja – besøg er nu så meget sagt. Han passerede Løgstrup på vej fra Viborg til Skive. På landevejen lidt øst for brugsforeningen i Løgstrup blev der rejst en æresport. En mand i Løgstrup var dygtig til at lave dyr i cement og træ, løver, tigre, ulve og den slags. De stod til daglig i hans have, men blev stillet op ved vejen til ære for majestæten – sammen med en hel rad veteraner fra 1864 – gamle hvidskæggede mænd. Min far skulle holde tale, iført præstekjole, og vi skolebørn fra Vorde, Fiskbæk og Romlund skoler skulle synge. Alt forløb programmæssigt. Et par store, sorte biler kom, kongen steg ud, min far bukkede så dybt, at præstekjolen slog helt op – bagud. Det havde jeg aldrig set før. Vi sang og råbte hurra, og så var det overstået. Samme majestæt var vist ikke lige nådig alle steder. Det forlød, at der var noget knas med en lille by på ruten – det var vist noget med skat. Der kørte kongebilen lige forbi uden at standse. Så kunne de stå der med deres æresport og veteraner.

Bare man var from og god
Hver sommer kom et hold københavnerdrenge med to lærere for at holde ferie i 14 dage. De boede i forsamlingshuset. Drengene sov på madrasser langs væggen og ribberne, et langt bræddebord mellem madrasserne fungerede som spisestue. Det lille redskabsrum var indrettet til lærerne. Det hele var yderst primitivt, al vask foregik i det fri, men de kom år efter år.

Gårdmændene sørgede for proviant, og madlavningen sørgede ”pigerne på bakken” for. De blev kaldt pigerne, fordi de var ugifte – de var for længst over ungpigealderen. Stine og Petrea hed de, to gæve kvinder. Vi syntes, det var et pust fra den store verden, når københavnerdrengene kom. Der blev holdt søndagsskole i Kølsen missionshus, og vi børn blev sendt derned søndag eftermiddag. Det varen lang travetur. Et sted på vejen i en lavning var der en brønd; og her stod gerne nogle drenge og fangede tudser, som de smed efter os. Vi åndede lettet op, når vi var sluppet igennem dette farlige sted. Søndagsskolen blev ledet af Jens Jensen fra Vorde og Stine og Petrea hjalp til. Jens Jensen fortalte bibelhistorie og bagefter fik vi så en opbyggelighistorie. Vi kunne altid regne ud, hvordan den endte, hvis man bare var from og god, så blev man frelst enten fra at drukne eller fra at gå vild i skoven, eller hvis ulykken var ude og der kom en ulv. Senere slap vi for Kølsenturen mod at vi gik i kirke om eftermiddagen – noget skulle vi, men det varede knap så længe, og så havde vi søndag eftermiddag til eget brug. Vi fik en god undervisning i Vorde skole. Det er vist den smukkest beliggende skole i Danmark med vid udsigt over fjorden. Her fik vi vores første undervisning hos frøken Gundesen – forskolelærerinde, dygtig, fremragende børnepædagog – uforglemmelig. Vi gik i skole hver anden dag. Senere avancerede vi til den store skole. Lærer Østergaards hjem var vort andet hjem og Østergaards børn blev vore venner for livet.

Da Fiskbæk sø forsvandt
En begivenhed i sognet, som jeg tydelig mindes, var da Fiskbæk sø pludselig brød igennem vejen og løb ud i åen eller fjorden eller, hvor den blev af – væk var den. Det forandrede bybilledet af Fiskbæk meget. Der var fuldt af fisk i søen og de lå pludselig på den bare bund uden vand. Vi fik en vældig spand fuld af fisk – det var før forureningens tid. Vi valfartede til Fiskbæk, og så det sælsomme syn, bogstaveligt talt kikkede på ål i mudder. Så var der Romlund. Min far ville gerne til Romlund, der boede opvakte mennesker – lærer Møller i Romlund skole f.eks. og på gården, hvor far spændte hestene fra vognen, var der en levende interesseret kone, Kirsten hed hun. Hun ville gerne snakke efter gudstjenesten om folkelige og politiske spørgsmål – om kvindevalgret og den begyndende socialisme. Romlund kirke er jo kullet. Dengang var den omgivet af lidt forpjuskede træer. Vi børn syntes, det var lidt synd for Romlund kirke, at den ikke havde noget tårn. Det synes jeg ikke mere. Min mand og jeg har besøgt kirken, efter at den er restaureret, og finder den meget skøn.

Bavnehøjmøder og ture til Viborg
Der var også vågne folk i Vorde, og de fik indrettet festpladsen på galgebakken. Det var spændende, da det stod på. Der blev lavet en møde-plads i amfiteaterstil med græstørvsæder omgivet af skønne lyngbakker. Grantræerne var ikke så høje, at de tog udsigten. Her samledes tidens folketalere. Jeg husker Klaus Berntsen – vældig gestikulerende fynbo, som han var, Jeppe Aakjær, pastor Ricard. For at blive ved det kulturelle skal nævnes vore ture til Viborg teater. Vi kørte i charabanc med vore to hvide heste for og min far som kusk. Vi spændte fra inde hos købmand Skow, og ingen senere oplevelser kan fordunkle »Aladdin« »Elverhøj«, »Der var engang«, »Aksel og Valborg«og »Ambrosius« på Viborg teater.

Hjarbæk
Hjarbæk er en hyggelig og fredelig by med en smed, en købmand, en kro, en havn og en del fiskere. Under første verdenskrig fik vi hver uge ålekvabber. Mor kogte suppe på dem med gulerødder, og jeg glemmer aldrig, hvordan en ålekvabbe ser ud. Der var kun enkelte sommerhuse. En tid var der et rigtigt badehus med en lang bro ud til. Men det var beregnet til de fine fra Viborg. Det paradis var lukket for os.

Den spanske syge havde nær kostet min far livet, han var dødssyg. Knap var han oven senge, før der kom bud fra Hjarbæk, at en ung mor lå syg, hun ville tages til alters. Han kørte af sted i hestevogn, bleg tynd og svækket i vinterkulden og min mor gik hvileløs frem og tilbage i stuen. Den unge mor døde fra sine små børn, og flere andre unge døde. Den gamle præstegård var fugtig og usund. I krigstiden havde vi dårligt brændsel – vi skar selv vore tørv i mosen ved Fiskbæk. Det blev besluttet, at der skulle bygges en ny præstegård – den nuværende. Den kom til at ligge i vores daværende have. Der kom et par mand med spade og trillebør – Mads Korr hed den ene vist. Den morgen det førstespadestik skulle tages, blev hele familien samlet på stedet, og min far bad en bøn for det hus, der skulle rejses og for de mennesker der i tidens løb skulle bo der. Senere blev der nedlagt en blykapsel med inskription i et hjørne af den ny bygning. Der var ingen direkte vej fra Vorde til Løgstrup. Det fik vi at føle på vores krop, da vi blev optaget i 2. mellem på Viborg Katedralskole. Om sommeren cyklede vi til Viborg, men om vinteren måtte vi med tog fra Løgstrup. Vi skulle hjemmefra ti minutter over seks hver morgen – også lørdag – for at nå toget lidt før syv i Løgstrup. Med en flagermuslygte i hånden vandrede vi i mulm og mørke ned til Søren Olsen og derfra ad Jernbaneskinnerne til Løgstrup, og det var lige så mørkt, når vi vendte samme vej hjem. Senere blev den ny vej, som vi kaldte den, anlagt: Der blev pløjet nogle furer tværs over markerne, og vi var de første, der travede langs furerne og lavede en lille sti.

Taknemmelighed rigdom og glæde
Vi havde en nabo gennem alle barndomsårene, Laust Jacobsen. Han var ugift og boede på kirkebakken i en rigtig gammel firlænget gård med bilæggerovn, faste bænke og mødding i gården. Han gav os honning fra sine bistader – gul nyslynget honning i en spand, og vi holdt meget af ham. Så blev han meget syg af kræft. Mor tog os med til hans seng og med sin brudte svage stemme sagde han: “I skal synge ”Så er vi alle kongebørn” – vi sang verset og følte det højtideligt og lidt skræmmende. Bagefter lå den sygemand og hviskede: ”Så er vi alle kongebørn, skønt fattige og ringe”.Mens vi boede i den gamle præstegård, kom engang en gammel dame på besøg. Hun havde levet sin barndom i Vorde præstegård og ville gerne se haven. Hun stilede lige hen mod et gammelt gravensteneræbletræ, der voksede tredelt, så der blev ligesom et lille sæde mellem stammerne. Den gamle hvidhårede dame satte sig på den lille plads mellem stammerne og sagde: ”Her har jeg siddet mange gange som lille pige og spist gravenstenere”. Så klappede hun nænsomt træet, og der lå en verden i den bevægelse, barndomsminder, taknemmelighed, rigdom – glæde.

Noter til denne historie