Jeg skal forsøge at fortælle hvordan vi forberedte og holdt JUL i min barndom… (ca. 1952).
Vi begyndte sidst i november, med at lave adventskrans, den skal jo være klar til 1. advents søndag. Til den 1. december skulle julekalenderen også være klar enten en hjemmelavet, eller en vi havde fået eller købt i en butik.
Fra 1. december, til lille juleaften satte jeg hver aften en af mine “pusser” (hjemme sko) op i vindues karmen, så kom jule manden om natten og lagde noget godt i den. Det kunne være slik, frugt, kage, eller måske en lille jule bog.
En dag tog vi i skoven efter gran, mos, kogler, grene med bær og andre pæne ting, som vi lavede en pæn jule dekoration.
En dag tager mor den store suppegryde frem koger noget op der hed gambrin, som sammen med vand, sukker og gær blev til juleøl. Når det havde gæret et par dage blev det tappet på flasker, bundet til med cellofan, og stillet i kælderen – så var det klar til jul.
Et par uger før jul lavede min mor dej til småkager, vi skulle have mange småkager, og mange slags. Når der var fyret op i komfuret og brændekassen var fyldt op, begyndt vi at lave småkager, og alle skulle hjælpe til. Dejen til brunkager og jødekager, blev rullet ud på køkken bordet med kagerullen, så de blev fine og tynde, og blev så “stukket” ud med et vin glas. Pebernødder og finsk brød blev rullet i pølser og skåret med en kniv, til den rigtige størrelse. Vanillekranse køres igennem kødhakkeren, uden kniv, men med en lille plade så de fik en fin stjerne form, så blev pølserne skåret i passende stykker og lavet til kranse. Efterhånden som kagerne var lavet blev de sat på plader og bagt i ovnen. Klejnerne blev også rullet ud på bordet og skåret op, og så blev de “vredet” og kogt i palmin. Når alle kagerne var færdige, blev alle krummerne, lidt brød og havregryn, rørt sammen med palminen fra klejnerne, og hældt i små urtepotter med en grangren igennem så var det god mad til fuglene.
Den sidste søndag før jul tog vi ned til byen for at se den særlige juleudstilling som alle butikkerne havde lavet, det var altid meget flot, og så kom julemanden på torvet og delte karameller ud, og brandværnsorkesteret spillede julemelodier. Et par dage før jul gik vi ned til gartneren og fandt det allerfineste juletræ han havde. Far satte fod på, og juleaftensdag blev det sat ind i den pæne stue og pyntet, og så var døren låset så vi ikke kunne komme ind og kigge.
Mor lavede julemad. Gåsesteg med hvide og brunede kartofler, rødkål og risengrød. Til middag havde vi spist rugbrødsmader – det var noget mærkeligt noget, vi plejede jo altid at spise varmt mad om middagen. Ved 6 tiden satte vi os til jule bordet og startede med risengrød med kanelsukker og smørklat og med hjemmelavet juleøl til – der var en mandel i risengrøden – så fik den der fandt mandelen en mandelgave – det kunne være en marcipangris. Til gåsen var der også et glas vin og da jeg blev større fik jeg også lov at smage.
Nu var jeg meget spændt på juletræ og julegaver – men jeg måtte pænt vente til der var ryddet ud og vasket op. Da det var klaret gik far ind i den pæne stue og lukkede døren. Lidt senere åbnede far døren, og der stod juletræet og strålede med pynt og lys og stjerne i toppen. Så kunne vi endelig komme ind og danse om juletræet og synge jule salmer, ind imellem salmerne læste mor juleevangeliet. Når vi ikke orkede at synge mere blev gaverne delt rundt, pakket op og beundret, der var både bløde pakker, hjemmelavet legetøj, og enkelte købte ting. Når alt var pakket ud skulle der leges med det til det blev sengetid. Og næste dag var det spændende at fortælle de andre på vejen hvad man havde fået, og høre hvad de havde fået, og om alle hade haft en god jul.
Efteråret var mere indetid. Så var det godt at ”holde mørkning” inde hos bedstemor, – og høre hende fortælle de gamle beretninger fra et langt liv. Om hendes fars lange vandringer ”nør ned” efter stude, som de så drev op til Hamborg og Husum. Om bedstefar, der havde været i krig. Om hvordan de havde stridt sig gennem livet, med dets glæder og sorger. Gamle siger og sagn, der levede i hendes firsårige erindringer – og groede videre i drengens fantasi og lege.
Bedstemors beretning Min farmor, Marine Lauridsen – Født Clemmensdatter var født den 2. oktober 1839 i Knud, Fjelstrup sogn. Da hun var omkring 80 år boede hun hos mine forældre på Vejen Østermark. Jeg var omkring 10 år gammel, da hun fortalte de beretninger, som jeg nu fortæller videre. Der er ingen kronologisk rækkefølge i disse glimt af et menneskeliv, om end jeg vil søge at gøre det nogenlunde fortsættende.
Det hændte at hun blev fjern i blikket når minderne kom over hende. Så glemte hun sikkert hvem tilhøreren var, med det resultat at der blev fortalt et og andet som måske ikke helt var beregnet for en lille drengs øren. Mange af beretningerne er så ofte fortalt, at det rigtig har kunnet sætte sig fast i erindringen.
Min fader var daglejer, og arbejdede ved hvad arbejde der var at få. Om foråret stod han i møddingen på gårdene og læssede møg. Det kunne hænde at han arbejdede på akkord, og fik løn efter antal læs; men for det meste måtte han arbejde på dagløn, for ellers syntes gård folkene, at han tjente for meget. Om sommeren gik han i mosen og gravede tørv. I høsletten gik han med leen, og lige sådan i høsten; men når høsten var ovre, gik han på sine ben til Thy, hvorfra han var med til at samle stude, som de så drev til Husum og Hamborg. Ja det kunne hænde at de gjorde turen to gange på et efterår, – vist også om foråret. Når de var kommen af med studene, købte så studedriverne hver et ”rink” klodser – et slags træsko – så mange som de kunne bære på deres ryg, og dem solgte de så på vejen hjemad. Vi længtes altid efter den dag han kom hjem, for så havde han gerne lidt godt med til os børn. En gang fik jeg et lille spejl, Jesper fik en kniv og Knud fik en kok, der kunne gale når man blæste i et rør, der sad i den bagerste ende på den. Jeg husker hvordan han græd da den gik i stykker. Jeg græd også da mit spejl gik i stykker. Det var vist de eeneste stykker købelegetøj vi havde nogensinde. Ellers var det gerne lidt slikkeri og sådan noget, han havde med til os; men det bedste af det hele var, at når han kom hjem med penge, så kunne vi da få hvad vi kunne spise, og så fik vi smør på brødet om søndagen. Til daglig fik vi bart brød, hvis vi da fik noget. Sommetider fik vi skabet fedt eller fåretælle på. Vi sultede tit når far var på de lange rejser, eller der var småt med arbejdet. Han var ellers ihængende nok, for når han om vinteren var ude og tærske med plejl, kunne han godt nå at tærske 10 skæpper om dagen, når ellers kornet var til det, og det var højt, når det ellers regnedes med 1 tønde om dagen for en mand*; men så måtte han da også have lys både morgen og aften.
En gang da far var kommen til Sommersted – var det vist – med en drift stude, fik han en anden til at se efter dem den nat, og så rendte han med træskoene i hånden hjem til os, og det var over en mil. Vi blev så glade for han havde jo noget godt i posen, og vi fik så meget at spise, at vi fik ondt i maven. Næste dag da vi vågnede, var han væk, og så græd vi; men han skulle jo være på sin plads til tiden.
Den gang var det skik, at fattigfolk kunne gå til bønderne og tigge mælk, og da hun (moderen) ikke selv var meget for det, blev vi sendt af sted, så snart vi var så store, at vi kunne bære kanden. Ved Mortens fik vi altid god sødmælk i kanden og en kopfuld at drikke; men vi måtte jo ikke gå der for tit. Der var andre steder hvor vi kun fik noget sølle blåsur håndskummet mælk. En gang var vi på vejen hjem med mælk, og det var min tur til at bære kanden. Da vi kom hen til en gård, som vi altid var rædde for at gå forbi, fordi de havde sådan en gal hund, så kom hunden farende ud mod os. Jeg blev ræd og ville rende. Selv om Jesper prøvede at værge for mig, nåede den at rive min kjole, og jeg faldt og spildte mælken, og kanden gik i stykker. Jeg var så ræd for at komme hjem; men jeg måtte jo til det. Hu ha endda, hvor hun smækket mig, og så blev jeg sendt i seng uden mad. Jeg græd og bad om forladelse; men det fik ikke hjælpe, og så var jeg så sulten. Da så Jesper kom i seng, havde han gemt det halve af sit brød under skjorten, og det lå jeg så under dynen og spiste; men hvor var vi dog bange for at det skulle blive opdaget. ( Om moderen talte hun sjældent. Hun sagde at hun var ”ilsindet” – galhovedet – og at hendes ”folk” – forældre – var vrede på hende fordi hun havde ”smidt sig hen til en småmand”.
Skolegang fik de vist ikke meget af; men det hændte dog at hun fortalte: Bønderbørnene var sommetider slemme ved os. Engang var der nogen der havde gemt Jespers træsko, så han måtte tage strømperne af, og løbe barbenet i sneen hjem, og det var temmelig langt; men næste gang måtte han så gå med et par gamle af fars, og de var jo alt for store til ham. Træskoene stod så hvor han havde sat dem, og der var ingen der ville vedgå at have gemt dem for ham, og ingen turde sige, hvem der havde gjort det.
En gang, da degnen var ved at slynge honning, fik vi lov til at sutte honning ud af vokset. Som det dog smagte.
Når vi var ene hjemme måtte vi hverken have lys eller ild på skorstenen (arnen), og når det så var koldt, og vi var trætte af at rende, så krøb vi tæt sammen i sengen for at holde varmen. Vi måtte jo holde sammen og ”vare af” for hinanden. Engang havde Jesper slået noget i stykker, og skulle have stryg; men da han dagen før var blevet tærsket af degnen, så der var kommen blod på hans skjorte, så måtte jeg jo sige, at det var mig der havde gjort det, og så var det mig der fik pryglene.
En dag var der en mand der havde kørt det ene hjul fast på sin vogn. Han fik det da af; men han havde ikke noget ”fjetels” at smøre med; men så tog han en ”suotens” (skovsnegl) og smurte med, og så kunne vognen køre igen. Vi måtte samle brænde i skoven, og ofte blev vi sendt alene ud efter noget. Vi måtte efterhånden længere og længere ind i skoven efter det, og det var vi jo ikke så glade ved, for vi var så ræd for ræven.
Om sommeren skulle vi samle tørv på mosevejen. Så var der en gammel mand, der var efter os, for han ville selv have brokkerne; men så fik Jesper ham til at rende efter sig, og så samlede Knud og jeg hvad der var at finde. En meget begærlig mand kom kørende med et læs tørv. Han opdagede at der var faldet et par tørv af. Han lod så hestene stå, og løb tilbage efter dem. Alt imens gik hestene i gang, og trak vognen ud til siden, hvor de to hjul sank i, så de ikke kunne trække vognen op. Så måtte han til at læsse det meste af, og siden på igen. Det var der ikke noget ved for ham, og vi fik vore poser fyldt da han var kørt sin vej.
Jeg var ikke ret stor, da mine ”folk” (forældre) Flyttede til Farris. Far havde akkorderet med en mand, der skulle til Vamdrup efter noget, så han tog vort ”boskab” med. Når det ikke gik op ad bakke, fik vi børn lov at køre med på læsset; men mine forældre måtte gå hele vejen, og det var seks mil.
Jeg kom ud at tjene første gang da jeg var seks år. Skulle vogte gæs. Det var strengt at gå dagen lang og skulle passe på at de ikke gik i kornet eller haven, og især var det drøjt da gæslingerne ville flyve. De kunne jo ikke flyve rigtig; men det kunne godt blive nogle slemme rendeture efter dem. Mine ben var jo kun korte. Det var slemt at komme ud om morgenen når der var rim i græsset. Jeg måtte rende med bare ben, for jeg havde ingen træsko; men det hjalp da noget da jeg fik et par ”stunthoser” der var blevet for små til deres egen (søn eller datter). Der var jeg i to somre.
Siden kom jeg et sted hen, hvor jeg skulle passe får. Det var bedre, selv om det kunne være kedsomt nok. Konen havde givet mig en pose med, og i den skulle jeg putte uldtotter, der var blevet hængende i lyng og buske. Havde jeg ikke noget i posen når jeg kom hjem om aftenen, skældte konen, for så havde jeg været doven. Så lærte karlen mig at plukke lidt uld af fårene og putte i posen, når der ikke var ret meget at finde. Jeg vidste godt at det ikke var rigtig at gøre sådan; men jeg var så ræd for konen. Dog skulle jeg passe på kun at plukke på bugen og benene af fårene, for ellers kunne hun se det, og så var det sidste værre end det første. Jeg drev også med ungkreaturer. Det var lange dage – fra sol stod op til sol gik ned. – Der havde jeg det ellers godt nok, for den gamle (mand) kom gerne ud med mad til mig, og så efter dyrene, mens jeg spiste, og fik en lille middagssøvn. Konen i gården kunne ikke så vel lide det; man turde ingenting sige, for det var den gamle der havde skødet på gården. Han havde også givet mig en gammel frakke til at tage over mig.
Da jeg havde ”stået på kirkegulvet”, kom jeg til Sønderskovgård som lillepige. Det var en god plads. Jeg var barnepige det meste af tiden. – Ok ja – ham der har gården nu ( ca. 1920 ) har såmænd tit siddet på mit skød og faldet i søvn. Der var flere karle på gården, så det var såmænd ikke så let at værge sig, Især var der én, der var slem, og han havde da også gjort det ved en pige; men han måtte rende sin vej, for hun druknede sig. Eja – sikken en redelighed.
Man var jo ung den gang og kunne nok bestille noget. Jeg var længe i den plads, og jeg har snart aldrig haft det så godt; Men omsider mente jeg jo at jeg ville se noget andet, og så fik jeg da en anden plads, og det var medens jeg var der at jeg fik ”kolden” (malaria). Da jeg kom så nogenlunde ved det igen sagde doktoren, at jeg havde Tæring, og at jeg ikke levede til jeg var tredive år – og nu er jeg snart tre gange tredive år. Han sagde også at jeg ikke kunne tåle bondearbejdet, og måtte se at komme til noget andet. Så kom jeg da til nogle gamle folk for at lære at væve. Jeg var tyve år den gang, og tænkte ikke på at jeg skulle komme til at væve i syvoghalvtredsindstyve år.
Da jeg havde lært min tid, akkorderede jeg med de gamle, at jeg skulle have en stue og (en vis mængde) uld, tørv, mælk, rug, (og måske mere), og for det skulle jeg væve for dem. Hvad jeg nåede mere var min egen fortjeneste. Det var ikke altid jeg havde brød, for jeg kunne kun få bagt når de gamle skulle bage; men så måtte jeg spise rugmelsgrød. Når der skulle bages, måtte jeg stå op og ”ilde” ovnen tidlig om morgenen. Det var ikke altid så rart. Den gamle skulle jo sørge for at der var brændsel nok. Det var ikke altid tilfældet, og så måtte jeg se at finde noget kvas og andet skrupperi, så jeg kunne få ”den sorte mand” ud og ”den røde mand” ind. (Ovnen skulle varmes så den var rød indvendig). Jeg havde ikke noget dejtrug, så jeg måtte bruge en dragkisteskuffe til at ælte dejen i. Bagefter måtte jeg jo så gøre den ren. Det var vel ingen skade til, for det var den jeg gemte maden i, – når jeg ellers havde noget at gemme. En gang kom der en mand og ville give mig et dejtrug han havde hulet ud af en skoeld (bævreasp). Det skulle ikke koste noget; men jeg vidste nok at hvis jeg først kom i lag med ham, kunne det blive mig dyrt nok. Lige meget hvor meget han ”sleget” og snakket ville jeg ikke linde af for ham, så han måtte gå med sit trug igen. Jeg kunne nok væve – jo jeg kunne – skulle det være stadstøj, kom de til mig, og det kunne de gamle ikke vel lide.
En gang i krigens tid, sad jeg og skulle være færdig med et stykke, som kunden havde sagt at de ville hente den aften. Jeg var blevet sinket og det var blevet sent. Da det bankede på døren, måtte jeg jo lukke op, selv om man ikke var så glad for det, for der var jo så meget med soldater, og man hørte så meget om at der var sket både det ene og det andet. Det kunne jo være at det var dem der kom efter tøjet. Udenfor stod en soldat, og han sagde at jeg ikke skulle være ræd, han ville bare så gerne bede om en kedel varmt vand til sine fødder. Han var gået efter lyset. Han så så afkørt ud at jeg fik ondt af ham og lod ham komme ind. Han var så træt, for de havde marcheret så langt den dag. Jeg hjalp ham støvlerne af og sikken en redelighed. Hoserne måtte jeg linde med lunken vand, for at få dem af benene. De sad i det blodige kød. Nå, han fik fødderne i vand, og siden smurte jeg dem i noget usaltet fedt, som jeg havde fået et sted. Noget af det fik han med i en klud da han gik, så havde han da noget at smøre med. Så varmede jeg noget øl til ham. Han havde noget brød, som han havde fået udleveret, og det var godt brød. Vi delte så med hinanden hvad vi havde, og siden lod jeg ham lægge sig på min seng og sove. Jeg vaskede hans hoser ud og tørrede dem ved varmen, og sad vågen resten af natten, for at få ham op og af sted. Han skulle være i sit kvarter klokken 5, og det kom han. (Når hun kom så langt, fik de gamle øjne glans, og med et hemmelighedsfuld smil sagde hun ”Det var Mads Lauridsen”).
Efter krigen tjente min bror Knud i samme by. Han havde en kammerat der hed Peter. Denne Peter havde en bror der nylig var kommen til at tjene i samme by. Nu var de to knægte så ivrige efter at få et par ud af Peters bror og mig; men vi afviste alle forsøg, og lod som vi slet ikke brød os om deres pjat. De viste jo ikke at vi kendte hinanden.
Da vi blev gift, købte vi et hus i Maltbæk. Det havde tilhørt sognet, og de havde haft nogle husvilde boende i det en tid, og de havde brændt alt hvad der kunne tages bort uden at huset faldt ned. Der var ikke engang en dør; men din bedstefar lavede en af tagrør og den klarede vi os med indtil der blev råd til at købe brædder til en ny dør. De penge vi havde sparet sammen, var jo gået med til købet af huset , så vi måtte klare os med de møbler som jeg havde i forvejen. Det var min væv, et bord, hans skab (eller kiste) min dragkiste, min seng og to stole. Kom der så nogen på besøg, måtte jeg sidde på skostensskødet (kanten af ildstedet). Al jorden var hede, og din bedstefar gik i gang med at brække den op med spaden. Om aftenen lavede han fodtøj. (Han må have lært noget skomageri på et eller andet tidspunkt, muligvis ved militæret. Der blev talt om at han havde været såret). Vi lagde skilling til skilling, og fik jorden dyrket op, og så solgte vi stedet, og købte et bedre. Da banen til Esbjerg blev anlagt fik han arbejde der, og efterhånden tjente han helt godt, for han blev formand.
Så stred de sig da gennem årene. Flyttede nogle gange og endte med at bo i Gørding. Far var den ældste, og var født i 1867 i Maltbæk. Han havde en søster i Vejrup, og en bror og en søster på New Zealand. En yngre bror døde mens han gjorde militærtjeneste. Om dette fortalte bedstemor:
Der kom bud at Peder var blevet alvorlig syg, og så rejste hans far til København for at se til ham: men da han kom derover var Peder død. Hans far fik så ham i en kiste og rejste hjem med ham i en kreaturvogn. Det tog halvanden døgn. Det var strengt for ham…
Bedstefar må ved den tid have været omkring 67 år gammel. Så det har været en hård tørn at sidde i en kold kreaturvogn i halvanden døgn, ved sin døde søns side.
*10 skæpper korn = 180 potter 1 tønde korn = 144 potter
De første, vi møder, er arbejdsklædte mennesker. En lidt trivelig, men smilende og venlig – ikke særlig stor kone, på hvem man let kan se, at hun har båret slægtens fremtid. Det vil sige to tvillingepar, begge par var piger, samt tre piger foruden to drengebørn! Manden er i hvid murerbluse og hvide murerbenklæder. Han er lidt hjulbenet – for, i hans barndom for omtrent hundrede år siden, var der ingen, der gjorde særlig meget for et barn med Engelsk syge. Derfor måtte man leve med de skavanker, der fulgte med! I har vist gættet, at de to mennesker var mine forældre?
Far var som nævnt murer. Han cyklede på arbejde ofte lange veje. Han kørte, før det blev lyst om morgenen og kom først hjem sent om eftermiddagen. Mor og vi børn passede så de ni tønder landjord, som hørte til ejendommen. Vi var oppe før skoletid så tidligt, at vi om sommeren kunne nå at trække vore to eller tre køer i marken, og jeg husker endnu, hvordan solen skinnede på det dugvåde græs. Henover dette græs havde edderkopperne spundet deres kunstfærdige væv. Når køerne og jeg så havde trampet hen over marken, var der ligesom trukket en mørk stribe, hvor vi havde gået.
I roetiden Sidst i maj måned skulle roerne luges og tyndes ud. Det foregik på den måde, at vi børn med mor i midten kravlede på “alle fire” op og ned mellem roerækkerne. Det gjaldt om at gøre arbejdet godt og at skynde sig, for vi tjente penge ved det. Vi fik en femøre – for de længste rækker – men kun en toøre for de korteste. For denne formidable løn kunne vi få lov til at købe os et par halvstrømper eller et par fine hårsløjfer, som kun måtte blive brugt om søndagen, når vi gik i søndagsskole.
Engen og Åen I forsommeren måtte vi ikke løbe rundt og træde græsset ned i engen. Det skulle nemlig høstes og vejres til hø. Når far ret sent på eftermiddagen kom hjem fra arbejde, og havde fået lidt mad, hentede han sin le, der hang på en bestemt knag i loen – fandt strygestålet frem og gik i engen, hvor han så lagde græsset på skår. Han nåede ikke det hele på een aften, men han holdt ud, til det altsammen var høstet. Efter nogle dages vejring gik mor og vi børn, så snart vi var store nok til at håndtere en rive, i gang med at “hverle” høet. Siden fik det lov til at ligge lidt, indtil det var helt tørt, og så blev det sat i stakke, for derefter at blive kørt hjem på loftet over stalden.
Det var festdage at komme med på det svingende læs på køreturen fra engen og at tumle med og i høet. I de grøfter, jeg før har nævnt, var der masser af frisk, krystalklart vand, for det kom fra kildevæld op af jorden lige under “brynken”, der skilte den højere liggende mark fra engen. På kanten af brynken voksede et fyrrehegn, hvor vi i efterårstiden samlede fyrrekogler til optændingsbrænde i komfuret eller kakkelovnen. Det var især i nærheden af de nævnte kildevæld, der voksede massevis af forglemmigejer. Vi kunne næsten plukke ubegrænsede mængder af buketter, som vi enten bar hjem til mor eller forærede væk.
Men – der var andet i grøfterne end blomster. Der var bl.a. “hundestejler”, nogle småfisk, som vi morede os med at fange i et dørslag og bære hjem, hvor de så kunne svømme rundt som akvariefisk i en balje. Om sommeren badede vi børn i åen, og en dag lagde jeg mærke til en andemor med en halv snes ællinger. Jeg fik mor med ned for at se, hvor søde, de var. Vi blev enige om, at det var vildænder, så jeg smed særken og sprang i åen, hvor jeg fangede to af ællingerne, som mor og jeg bar hjem og satte i en dyb tønde. Da far kom hjem om aftenen, blev han betænkelig. Det måtte være en tam and, der havde ruget et sted i åkanten. Men hvem ejede den and? Far vidste kun, at kromanden havde ænder, så jeg fik ællingerne i en kurv og gik ned til kroen. Om det nu var sandt eller hvad – men kromanden spurgte ud om anden og ællingerne og ja, så havde han da godt nok savnet den et stykke tid! Jeg fik 25 øre for min ulejlighed…
Ræven gav mig dog mere Det var dog en bedre forretning for mig, da jeg opdagede en rævegrav. Det var en dag i januar, og der lå et godt lag sne på jorden syd for granplantagen. Til min forundring så jeg, at der lå gult sand ovenpå sneen, og da jeg undersøgte sagen, viste det sig, at der var en rævegang ind under granerne. Jeg hentede far – vi var næsten sikre på, at ræven var i sin hule. Vi hentede en nabo, der var jæger. Han fandt ud af, hvor ræven befandt sig og fik den (med en spade) holdt fast, indtil far fik gravet ned, så jægeren kunne række hånden ned og kvæle ræven! Jægeren flåede ræven, og det fine skind, der jo ikke var hullet efter hagl, solgte han, og fik 35 kroner for det. De 35 kr. delte vi. Jeg fik 5 kr. mens far og jægeren fik hver 15 kroner. Det var mange penge dengang.
Køerne gik løse om efteråret Sidst på sommeren skulle vi passe køerne, som da gik løse i engen. Vi satte os gerne lidt nede under brinken med strikketøjet eller en historiebog. Jeg husker en dag, hvor een af køerne fandt ud af at springe over grøften, der var skel til naboens eng. Jeg satte også over grøften – efter koen, der løb – eller sprang ca. en kilometer eller mere gennem engdragene, indtil den pludselig drejede af og ville op over en brink, der var der – men, der var også et fyrrehegn, og der kunne den ikke komme igennem. På det sidste stykke vej var jeg nået så nær koen, at jeg havde fået fat i halen af den. Endelig lykkedes det mig at få fat i dens grime og få den trukket hjem i vores egen eng.
Vi ristede kartofler Sommetider samlede vi lidt brænde og nogle kogler og lavede bål oppe på marken. Imellem gløderne ristede vi så nogle store kartofler, som vi pillede og spiste varme. De smagte herligt, syntes vi.
Inden krigen havde far købt en ældre hest – en skimmel, der havde ord for at være “tålle”, og da mor ikke kunne holde ud at trave efter ploven og harven, og fordi mine brødre Anders og Mads var omtrent i hver sin ende af søskendeflokken, blev det mig, der overtog tømmen, når der skulle harves og pløjes i den lette sandjord. I det hele taget fik jeg lov at bruge mine hænder, også til andet end de “kvindelige sysler”.
Da bedstemor i 1917 efter at have været syg, flyttede hjem til os, måtte vores beboelseslejlighed udvides, og da far var murer, og jeg blev hans håndlanger, fik jeg også lov til at mure de lige vægge. Far lavede selv hjørnerne, de måtte jo ikke blive skæve. Forøvrigt var bedstemor og jeg perleveninder i de 12 år, hun levede, efter at hun som 78-årig var blevet installeret i vores hjem. Hun strikkede, kartede og spandt, men det kneb hende at læse og skrive breve, så jeg blev hendes sekretær, hvad der især var interessant, når det gjaldt brevene fra farbror og faster, der boede på New Zealand. Brevene var to måneder undervejs (med skib)!
Når der var marked i byen, fik vi børn gerne hele 25 øre af bedstemor, og dem måtte vi selv administrere. Bedstemor døde så at sige i mine arme. Efter at jeg i 1928 havde været en sommer på højskole, var jeg hjemme for at hjælpe mor med at passe bedstemor, som var meget sløj. Jeg vågede både om natten og om dagen, men sov i aftentimerne og i morgentimerne, mens mor tog vagten. Bedstemor lukkede sine øjne lillejuleaften – næsten 90 år gammel.
Moderen græd af glæde, da jeg afleverede min julegave. Julegaver giver man jo for at glæde modtageren. Men – een af de største glæder har dog for mig ikke været at modtage, men ved at give en gave! Det er nu cirka 25 år siden, og jeg kan endnu blive så glad, når jeg tænker på den jul og netop de julegaver.
Kun en fire- fem dage før julen var det lykkedes mig at købe nogle forholdsvis billige “fabriksrester” af stof, som jeg hurtigt regnede ud, at jeg kunne sy julegaver af. Jeg havde en rimelig god symaskine og snitmønstre, så jeg syede to små lysegrønne poplin-skjorter, samt to par mørkeblå fløjlsbukser i tyrolerfacon til et par smådrenge på to og fire år.
Jeg kendte nemlig de små drenges forældre temmelig godt, og vidste, at deres far i et stykke tid havde været syg og var indlagt på et hospital, og at det var endda meget småt med penge i det lille hjem, hvor der en månedstid før julen var kommet en lille bror til de to førnævnte smådrenge. Imens jeg havde travlt med at sy så snart, jeg kunne tage lidt tid fra de øvrige juleforberedelser, kom min mand flere gange og så på mit arbejde og spurgte, om jeg nu også troede, jeg kunne få de små dragter færdige, så vi kunne køre ud til det lille hjem inden juleaften?
Lillejuleaften blev jeg færdig, og juleaftensdag om formiddagen tog vi af sted med pakkerne. Vi ville selvfølgelig gerne se, hvordan tøjet passede – og det gjorde det.
Jeg glemmer aldrig, hvor glade min mand og jeg blev, da vi så de små drenges glædesstrålende øjne, og den ældste af dem jublende udbrød. “Så kan vi alligevel komme med til juletræ”!
Deres mor havde nok forberedt dem på, at hun ikke syntes, de havde noget tøj, der var pænt nok at komme i til juletræet i forsamlingshuset. Også moderen var jublende glad for gaverne. Hun græd af glæde. Den oplevelse glemmer min mand og jeg sikkert aldrig.
Cecilie døde ved en tragisk færdselsulykke ved Uggelbølle i oktober 1986.
Mor var sønderjyde – og far var blevet udvist af tyskerne, fordi han havde været med til en dansk fest, hvor man sang danske sange!
Under første verdenskrig kunne mor kun holde forbindelse med sin far ved, efter trufne aftaler at “mødes” på hver sin side af Kongeåen. De måtte råbe højt for at kunne snakke sammen.
Sommetider smuttede der desertører over grænsen, mest ved nattetide, men en sekstenårig dreng dristede sig dog en morgen til at gå med smuglerne, der stod på god fod med både de danske og de tyske vagtposter (ved hjælp af bestikkelse)! Han blev her i Danmark, indtil krigen var forbi. Ikke så underligt, at han ikke ønskede at blive tysk soldat, hans farbror (min morbror) og hans fætter var faldet ved Fronten. En af vore nabokoner hjalp sin mand med at desertere. På een eller anden måde havde de truffet en aftale om, at hun, på et bestemt klokkeslet en aften skulle fange vagtposternes opmærksomhed og holde et landkort op for vinduet så længe, at manden kunne smutte over grænsen – Det lykkedes, vel også fordi hun havde en god madkurv med til vagterne. Da tyskerne kapitulerede i november, blev grænsen ved Kongeåen bevogtet af de “internationale”, og det blev muligt at få et pas eller en passerseddel, så private kunne besøge familie i Sønderjylland.
Til mor og far´s sølvbryllup fik de foræret et jumbekøretøj. Ved afstemningen den 10. februar havde de begge, sammen med bedstemor været med til at stemme for at få Sønderjylland hjem til Danmark. På Genforeningsdagen skulle Dannebrog helst vaje højt ved hvert dansk hjem, og min kusine Anna Gamborg havde da også fået smuglet et dansk flag over grænsen ved at svøbe det om sig, så det så ud som om, hun var gravid. Genforeningsdagen var en festdag, og vi danske børn var med til at tage mod kongeparret (Chr. 10 og dronning Alexandrine) og kaste små rosenbuketter op i dronningens bil, så hun omtrent var helt begravet. Skolebørnene havde små flag i hænderne, også veteranerne fra 1864 var mødt op. Kongen holdt tale og takkede for udholdenheden, og der var en jubel uden ende. Der var rejst æresporte, hvor kongen kom frem med sit følge. Hvert år den 10. februar blev der festet i Skrave sogn og mange andre steder i Sønderjylland. I kirken blev der holdt mindegudstjeneste for de faldne, men det husker jeg ikke meget om.
Derimod husker jeg min kusines bryllup i Langetved. Der var ca. 250 indbudte familiemedlemmer til Annas bryllup. Præsten – pastor Toft talte over ordet om at “den evige Gud er en bolig, og hernede er de evige arme”. Det var en festdag, der varede lige til den lyse morgen. Der blev leget i haven og på græsmarken. Man legede sangleje : “To man frem for en enke”, “Skære havre” og “Tyv ja tyv det skal du være”, “Væve vadmel” og mange flere. Der var et væld af bryllupsgaver – her kan jeg ikke lade være med at nævne en meget mærkelig oplevelse. Under en meget svær sygdom lå jeg bevidstløs i flere uger, men da jeg vågnede, havde jeg det som om, jeg erindrede nogle drømme. Bl.a. syntes jeg, at jeg havde drømt, at jeg ville forære min far en pakke med 6 par meget smukke kopper. De var med et yndigt rosenmønster, som jeg godt kunne huske. Men pakken var blevet borte. Da jeg fortalte far om min “drøm” , røbede han, at det var et af mine febersyner, som jeg havde talt om i vildelse. Der gik 26 år – så var vi samlet til slægtsfest i Langetved. Bagefter skulle vi overnatte hos min kusine Anna. Jeg fik næsten et chok, da hun pludselig satte de omtalte kopper på bordet. Jeg tænkte mig om. Jeg var mærkelig tilmode, indtil det gik op for mig, at der måtte være en naturlig forklaring. Jeg spurgte så: Anna? Fik du de kopper til dit bryllup? “Ja, men hvorfor spørger du så forskrækket?”. Så fik hun forklaringen. Min underbevidsthed gemte noget…
Lisbeth og Valdemar Hansens lille Anne Marie var død af difteritis. Hendes klassekammerater ville samle penge ind til en gravsten, men var lidt for små til at klare den sag alene, derfor kom jeg ind i billedet. Jeg var ca. 14 år måske lidt mere. Jeg gik med rundt til de små klassekammerater, hvoraf een boede langt ude i den store Vejen mose. Det var tåget, og det var nytårsaftensdag, så det blev tidligt mørkt, og pludselig kunne vi hverken se vej eller sti. Den lille pige, jeg fulgtes med, var bange. Det var jeg vist også, men det måtte hun ikke få at vide. Vi gik og gik, men forsigtigt, for der var jo mosehuller rundt om os. Endelig så vi et lys og fandt ud af, at det var fra et hus. Vi famlede os frem til døren, fik banket på og spurgt om vej. De ældre mennesker så helt forskrækkede på hinanden. “Men I skal da ikke gå til Vejen i aften?” “Jo” det skulle vi da. “Jamen der er to mil”. Vi kom så på ret vej, og så gik det hjemad. Jeg havde ventet at få skænd, men jeg fik ingen. Jeg var så træt, at jeg intet kunne spise, selvom mor havde sat aftensmad i ovnen til mig. En engel må have vogtet over os, at vi nåede helt igennem den farlige mose.
Mor og Far har måske også den aften som så ofte før bedt Gud holde sin beskærmende hånd over mig. Nu tegner der sig et billede i mine tanker af de to, og med det tror jeg, jeg vil slutte, selvom der er tusindvis af småtræk (muntre som alvorlige) der stiger frem for mit indre øje. Jeg ser, som jeg så det i min barndom, far bøje sine knæ ved fodenden af dobbeltsengen, mens mor bøjede sine ved en stol i køkkenet. Jeg ved, de bad for deres børneflok. De bad for mig og overgav mig i “de evige arme”. Derfor vil jeg altid mindes dem med taknemmelighed.
Jeg vil begynde med at fortælle om byen med de toppede brosten og det lille rådhus, som nu er museum, hvor jeg kom til verden i 1935 som nummer to af fire søskende. På det tidspunkt var der under 2000 indbyggere i byen. Om sommeren var indbyggertallet dog meget større, for da var der massevis af turister, der besøgte byen, bl. andet for at se føromtalte rådhus.
De største arbejdspladser var Maltfabrikken,Sygehuset, Slagteriet og sidst men ikke mindst Garveriet, hvor min far arbejdede i 44 år. Der var også en jernbane – Ebeltoft- Trustrup jernbane, som mange år senere blev nedlagt. Efterhånden eksisterer de forskellige virksomheder ikke mere. Sygehuset er lukket og i stedet omdannet til sundhedscenter. Mens jeg var en lille pige, arbejdede min mor på sygehuset som vågekone om natten .Vågede over meget syge eller døende patienter, for dette arbejde indkasserede hun den formidable løn af 3,00 kroner for de første tre nætter, hvorefter hun fik 2,50 kr. for de næste nætter.
Inden far og mor blev gift, arbejdede mor som hjemmesygeplejerske i Rimsø ved Grenå. Vi boede i et lille hus , som mor og far havde købt. Huset lå ved siden af garveriet. Efter nogle år skulle fabrikken udvides, så huset blev solgt og revet ned.Inden da blev der malet et billede af huset, så vi den dag i dag kan se, hvor dejligt det så ud. Min broder Svend arvede billedet efter mor og far. Det hænger nu i Øster Tørslev, hvor Else og Svend bor.
Derefter flyttede vi til Adelgade 29 i en lejlighed, hvor der tidligere havde været kontor for en tømmerhandler. Lejligheden bestod af køkken, badeværelse, stue og et soveværelse. – og hvilket soveværelse !! Hele familien sov der til lyden af kæmpende, brølende køer og tyre, som skulle sendes videre til slagterier enten i Ebeltoft eller andre steder. Dyrene blev samlet der i en dertil “indrettet” samlestald. Hver tirsdag ankom adskillige hestevogne, lastbiler fra forskellige steder med dyrene. Da disse dyr jo både var fremmede for hinanden og vel også bange, rev de sig tit løs om natten og gav sig til at slås. Det lød forfærdeligt, uhyggeligt, når de sloges og brølede omkap. Det var sjældent, de blev afhentet før sidst på ugen, så det var bestemt ikke særlig gode “vuggeviser”, der lød i vores soveværelse i de år.
Der boede vi så, til jeg var 13 år. På den tid blev der bygget 6 rækkehuse med to lejligheder i hvert hus på Strandgårdshøj, hvoraf vi var så heldige at kunne leje nr. 34. Der boede far og mor resten af deres liv. Endelig fik jeg mit eget værelse – et kælderværelse – ganske vist med gamle møbler, som var skrabt sammen som fra et pulterkammer. Men det var bare lykken for mig – endelig et sted, hvor jeg kunne være mig selv, når jeg ville brodere, læse, strikke o.s.v. Ang. møblementet sov jeg på en chaiselounge, hvilket sansynligvis var medvirkende årsag til min dårlige ryg senere i livet. Da jeg var seks-syv år fik jeg mit første “job”. Det var hos en blomsterhandler Fru Agnethe Stærk, som boede i Nedergade. Der gik jeg rundt til kunderne med blomster . Det var i julemåneden, hvor der var travlhed, især med blomster til patienter på sygehuset. Sygehuset lå i den anden ende af byen. Det var hårdt for mine små ben at løbe frem og tilbage så mange gange om dagen. Især juleaftensdag skulle der afleveres mange blomster til de patienter, der lå på sygehuset i julen. Da det endelig var aften, var jeg så træt, at jeg faldt i søvn over julemaden !! Det var meget ærgerligt, da vi som den eneste gang, jeg husker, havde min farmor på besøg juleaften. Hun boede i Nimtofte, hvor vi sommetider besøgte hende om sommeren.
Da jeg var otte år, syntes mine forældre, at jeg var gammel nok til at gå med aviser, så jeg fik job som avisbud for Demokraten. Jeg havde en meget ubehagelig oplevelse en aften, hvor far og min storebroder Jørgen tilfældigvis var med på turen. Det var i nittentreogfyrre, mens Danmark var besat af tyskerne. En tysk soldat standsede os og påstod, at vi gik med illegale blade, hvorpå far med en pistol i ryggen blev gennet af sted, ud til deres barak, som lå der, hvor nu “Vibæk camping” ligger. Jørgen og jeg løb skrigende hjem til mor og fortalte, hvad der var sket. Efter at have været i forhør kom far heldigvis uskadt hjem. Det var en barsk oplevelse for sådan et par små unger – og selvfølgelig også for far. En oplevelse, som jeg aldrig glemmer så længe, jeg lever. Senere fik far at vide, at omtalte tyske soldat var blevet “sendt hjem”, grundet sindssyge! Lønnen for at gå med aviserne var – – FORNØJELSEN eller mangel på samme! Jeg gik med Demokraten i 10 år. Pengene fik mor og far. Det skulle man byde børn i dag, så ville der afgjort lyde et ramaskrig! Hos os var det kæft, trit og retning, ellers vankede der! Fars hænder sad meget løse! Nok om det!
Den eneste løn jeg fik, var de 5 ører og 10 ører, som jeg fik i drikkepenge af dem, der holdt avisen. (en is kostede dengang 15 øre). At få tøj på kroppen under krigen var meget vanskeligt. Pengene var små, og hvis man endelig havde penge, var der sjældent noget tøj at købe i butikkerne. Mor havde et uldent bordtæppe liggende, som var påtegnet, beregnet til at brodere på. Det blev i stedet syet om til en frakke til mig. Vældig fin med tegninger indvendig! Alt kunne bruges dengang. Meget gammelt, brugt tøj blev syet om i de år. Intet blev kasseret! Man arvede simpelthen tøj fra hinanden. Især husker jeg en kjole, jeg fik fra fars faster i Kejlstrup. Den havde jeg på ud med aviser en søndag morgen, hvor jeg havde fået lov til at stå på bagsmækken af en mælkevogn, som var trukket af to heste. Da hestevognen nåede hen, hvor jeg skulle aflevere en avis, hoppede jeg af i farten og faldt så lang, jeg var, ned på asfalten. Det resulterede i et brækket kraveben. Kusken så ingenting, så han kørte selvfølgelig bare videre, mens jeg nærmest kravlede hjem på alle fire (afleverede dog først de sidste fem aviser). Gode råd var dyre, for jeg måtte selvfølgelig ikke stå bag på en hestevogn for mor og far, men det var jo, som man siger i eventyret, “lettere at køre end at gå- sæt dig op bagpå” – jeg havde jo fået lov af mælkemanden! Da jeg kom hjem, blev jeg øjeblikkeligt fulgt op på sygehuset, hvor de trods mine vilde protester – uha oh skræk, klippede min fine kjole af mig, hvorefter jeg fik en slynge på, som skulle være der, til kravebenet var groet sammen. At kjolen blev ødelagt, gjorde faktisk mere ondt på mig end mit brækkede kraveben.
Foruden at gå med aviser, var jeg så heldig at komme med i kirkekoret, hvor jeg sang i fem år. Vi fik 2 kroner, hver gang vi mødte op . Når der var ekstra helligdage, jul, påske og pinse, tjente vi mange penge. Et par gange om ugen var jeg frivillig hjælper på biblioteket. Jeg elskede det job. Det gav mig drømme om at blive bibliotekar, men på det tidspunkt var der desværre ikke råd til, at jeg kunne få en studentereksamen, så det blev aldrig til noget.
Da jeg var seksten år, traf jeg på Molskroen en ung møbelsnedker, som jeg forelskede mig i, og som jeg – dagen før min 20 års fødselsdag blev gift med. Vi fik fire dejlige drenge, som jeg elsker overalt på jorden – akkurat som jeg elskede og vel stadig elsker deres far. Ægteskabet holdt i næsten femten år, hvorefter vi gik hver til sit. Grunden er svær at forklare. (Elis skitzofreni, der blev uudholdelig for både ham og os)
Han giftede sig senere med en lige så syg en dame. De er begge døde for flere år siden. Jeg fandt en “ven” i Århus, som jeg havde i atten år, indtil jeg blev træt af at være “madkæreste” – “rengøringsdame” – “tjenende ånd” o.s.v. Vi gik hver til sit, og det har jeg aldrig fortrudt!
I 1994 traf jeg en typograf, som var enkemand, som jeg blev vildt forelsket i og omvendt. Vi flyttede aldrig sammen, men mødtes, når vi havde lyst til det. Vi fik ti dejlige år sammen. Det var og er en stor sorg, at Finn døde i 2004 af en uhelbredelig hjernesvulst. Som der står på hans gravsted “mindet lever” – vil minderne om Finn altid fylde mit hjerte. Vi havde så mange dejlige timer sammen, som jeg aldrig vil glemme.
