Vi havde næsten dagligt besøg af skærslippere og tiggere. En dag, da far gjorde klar til at skære hakkelse, fandt han en mand, der sov rusen ud i hakkelsekassen. Der blev en vældig ballade ude på gårdspladsen. Det blev der også den dag, vi vågnede ved, at en grødet mandsstemme sang ”Dejlige Danmark”. Heldigvis var far hjemme. ”A ska gi dæ dejlige Danmark” råbte far og jagede ham ud fra stalden.
Var der noget, der kunne gøre far ophidset, så var det, når vi fik besøg af ”strejferne”, som vi kaldte dem. De kom som regel fra Havnen i Århus, og ofte kom de parvis. Far blev vred, når de dukkede op. Han, som ikke tålte lediggang, mente de burde arbejde for føden i stedet for at rende hæderlige folk på dørene. Et synspunkt han ikke forsømte nogen lejlighed til at minde dem om. Vi søskende var bange for strejferne. Mor havde altid en kop med lidt mønter parat. Når hun så vagabonderne komme, gik hun ud og stillede sig i døren, så de ikke behøvede at komme ind i huset.

En dag, da Peter og jeg var alene hjemme, spurgte jeg, om han kunne lære mig at cykle. Han var ikke den, der gik af vejen for en udfordring, og han mente da nok, han var mand for at lære mig det. Vi havde kun en gammel herrecykel. Rød som en ræv var den – og alt for høj til mig. Ved hjælp af en trappesten med 2 trin lykkedes det mig dog at få benet over stangen. Og så begyndte undervisningen. Kørslen foregik i haven, for på vejen måtte vi ikke komme. Det var galt nok, at vi havde lånt cyklen uden tilladelse.

I vores have var der en stor græsplæne med en flagstang midt på, og der foregik undervisningen. Bedst som vi var kommet i gang, fik Peter øje på to strejfere, der gik ind til vores nabo, Buel. I samme øjeblik indså han, at det ikke kunne vare længe, før de kom til os. Resolut gav han cyklen et skub og løb sin vej. Som nybegynder, havde jeg nok at gøre med at holde fast. Styre havde jeg endnu ikke fået lært, så cyklen ramte flagstangen. I næste øjeblik lå jeg på plænen med cykelstyret presset ind mod brystkassen. Endelig kom jeg fri og løb efter Peter. Jeg fandt ham gemt under bordet i stuen. ”Peter, der må du ikke ligge. Kom med ind i spisekammeret. Der kan de ikke se os”. Vi trak gardinerne for. Der stod et stort saltkar derinde. Bag det gemte vi os. Peter åndede tungt: ”Du må ikke sådan trække vejret, Peter. Det kan de høre”, hviskede jeg. Ganske stille lå vi bag saltkarret og forsøgte at holde vejret. Vi kunne høre deres skridt nærme sig, og fra vores skjul kunne vi se dem gå forbi vinduerne. Længe lå vi uden at røre os.

En aften da vi stod og bagte pandekager sammen med mor, bankede det på døren. Mor lukkede op. Udenfor stod en af de farende svende. ”Godaften frue, må jeg have lov at spille et stykke”, spurgte han høfligt. Heldigvis var far ikke hjemme, så mor nikkede. Det blev et af de øjeblikke, som aldrig går i glemmebogen. Da hørte jeg for første gang sangen ”Hjem, hjem mit kære hjem”. Manden spillede og sang, så det kunne røre ethvert hjerte. Måske lige bortset fra fars. Bevæget lyttede vi til hans sang og musik. Med tårer i øjnene rakte mor ham en pandekage. Jeg var for betaget til at kunne få et ord frem, men da han havde spist op, gik jeg hen og trak ham i ærmet og spurgte, om han ikke nok ville spille den igen. ”Karen”, udbrød mor irettesættende, men manden smilede og sagde: ”Ja, det kan du tro, jeg vil”, og så sang han den igen. Mor rakte ham en mønt, men han sagde: ”Nej tak frue, jeg er dejlig mæt af pandekager”. Og med et høfligt buk og et smil gik han. Det var pludselig meget stille i køkkenet. Tavse stod vi og så efter ham, men så vendte mor sig mod mig og gjorde mig klart, at jeg havde opført mig aldeles uanstændigt. ”Du ved da, at du aldrig må tale til den slags mennesker. Og da slet ikke røre dem”, sagde hun.

Mors hat hang i klædeskabet. Det gjorde den også den dag, da min bror Peter ville på jagt med sin slangebøsse.

Vore forældre måtte ikke vide, at Peter havde en slangebøsse. Han havde gemt den godt af vejen i klædeskabet. En dag, da han og jeg var alene hjemme, bad han mig hjælpe med at få slangebøssen ned. Han ville på jagt.
Efter flere forgæves forsøg måtte jeg opgive at få fat i den. Så tog han selv affære, og han gjorde sig så ihærdige anstrengelser, at skabet væltede ned over ham. Han skreg, at jeg skulle løfte skabet, så han kunne komme fri. Det var en umulig opgave for en pige i min alder. Vi indså begge, at der måtte stærkere kræfter til. Der var ikke anden udvej end at hente mor. Hun var hos nabokonen Buel, så jeg styrtede derover. Forpustet stod jeg foran mor og satte hende ind i sagens alvor. I skarp trav løb mor hjemad – fulgt af den noget ældre Buel. Ved fælles hjælp fik de løftet skabet så meget, at Peter så sit snit til at smutte ud ved det ene hjørne. Væk var han i en bemærkelsesværdig fart. Han havde nemlig formået at få slangebøssen med sig, uden at nogen havde bemærket det.

Damerne gennemgik skabets indhold og skadens omfang. Mors hat havde forandret udseende. Jeg så hende tage den op. Hun gjorde så underligt med hænderne på hatten. Jeg undrede mig over hendes bevægelser. Det var en mærkværdig behandling at give sin hat. Hun skiftevis krammede og glattede den, med det resultat, at den i hvert fald ikke ændrede udseende til det bedre. Buel ville hende det godt og sagde opmuntrende: ”Et nyt boen, så kan den sajt go Sine”. Det virkede, som om mor ikke rigtig hørte efter. Der var ligesom kommet noget fjernt i hendes blik. Da hun var kommet sig over det med hatten, spurgte hun efter Peter. Jeg gik ud for at lede, for jeg havde en anelse om, hvor jeg kunne finde ham. Min beskyttertrang led et alvorligt knæk, da jeg fandt ham. Han gik og skød til måls efter hønsene. I det øjeblik jeg fik øje på ham, sigtede han på kokken. Det var for meget. De høns var mit et og alt. Jeg blev for en gang skyld rasende på ham og råbte. ”Du kan stole på, jeg siger til far, at du skyder kokken”.

Da far kom hjem, berettede mor om Peters uheld med skabet. På det tidspunkt var hattens tilstand værre end nogensinde. Mor meddelte far, at nu var hun altså nødt til at have en ny hat.
Far var ikke så nem at narre. ”Hwurdan ku den da kom til å si sån ud”, spurgte han og tilføjede: ”Ka do it brueg den suet”? ”Da it om sommerdaw”, svarede mor og slog fast, at uden ny hat, skulle hun ikke til grundlovsmøde. Det afgjorde sagen. Min søster Dagny og jeg var med, da mor fik ny hat. Den blev købt i Skjødstrup for 6 kroner.

Mine forældre boede i Homaa, da jeg blev født, men kort tid efter flyttede vi til Aastrup. Det er derfor i vort lille statshusmandsbrug i Aastrup, at mine barndomserindringer starter.

I modsætning til mine søskende besøgte jeg ofte min mors forældre Karen og Peder Laursen i Studstrup. Besøgene gjaldt hovedsageligt min bedstemor, for min bedstefar sagde aldrig et ord til os. Han brød sig ikke om børn, skønt han selv havde sat 7 i verden.

Når bedstefar var på arbejde, og mine ældre søskende var i skole, gik jeg ofte over til bedstemor. Turen gik gennem en smuk bøgeskov, hvor violer, anemoner og skovmærker om foråret lyste op i skovbunden. Jeg nød de ture og havde intet imod at gå alene. Sommetider plukkede jeg en buket blomster til bedstemor, men det forekom, at jeg hørte det rasle og pusle i skoven. Da hændte det, at eventyret om Rødhætte og ulven ganske langsomt sneg sig ind på mig. Så løb jeg det bedste, jeg havde lært i retning af bedstemors hus. Når jeg kunne se bækken, følte jeg mig i sikkerhed, for så var jeg næsten fremme.

Bedstemor tog altid glad imod mig. ”Godt du kom bette muer”. Vi skal have vasket lommetørklæder”.
Det var det samme hver gang. Som jeg dog hadede de lommetørklæder, som bedstemor satte mig til at vaske på vaskebræt, når jeg kom på besøg. Men der var ingen vej udenom. Når jeg var færdig, forsøgte hun at opmuntre mig ved at spørge, om vi skulle spille kort. Vi spillede gerne Tosserakke, og før jeg gik hjem, gav hun mig som regel en skilling. Mønterne opbevarede hun i et bitte skab, hvori der stod et hvidt krus med 1- og 2 ører.

På det tidspunkt, hvor bedstefar plejede at komme hjem, kikkede bedstemor ofte op mod bakken. Hun vidste, hvilken vej han ville komme, og så snart hun så ham nærme sig, rejste hun sig, åbnede skabet og rakte mig en 2 øre med ordene: ”Så bette muer, no må do hellere go, no kommer bedstefar. Do må ænlig it træej på nå’et, når do goer”. Og forsigtigt listede jeg af sted mod gangbrættet, der førte over bækken ind i skoven, og jeg tænkte på, at mor og hendes søskende også havde været bange for bedstefar, da de var små.

Bedstefar havde arbejde på flere gårde i omegnen. Han var blandt andet på Segalt ved Løgten. Han havde repareret redskaber på Grevelund samt haft mange andre opgaver rundt om. Han gik dagligt mange kilometer for at passe sit arbejde. Da der blev bygget et Sanatorium i Aastrup, blev han ansat der som havemand.

Var bedstemor i krig?
Før jeg gik over til bedstemor, fik jeg instrukser fra mor om endelig ikke at gå hjem, hvis det blev mørkt. I stedet skulle jeg så blive hos mine bedsteforældre om natten. Udsigten til at tilbringe en aften i selskab med bedstefar gjorde, at jeg som regel gik hjem i god tid, men det hændte, at tiden løb fra mig.

Tydeligt i mine erindringer står en aften, jeg overnattede hos dem. Deres to senge stod i hver sin side af værelset. Jeg krøb op under bedstemors dyne og lå og betragtede omgivelserne, mens jeg ventede på, at også hun skulle komme til køjs. Hun havde tilsyneladende mange gøremål, men langt om længe kom hun ind i soveværelset. Vi så på hinanden, men vi talte ikke sammen af frygt for at vække bedstefar, som altid var træt og gik tidligt til ro. Stille klædte bedstemor sig af. Jeg betragtede hende i smug, og det var fra hendes seng, at jeg for alvor havde udsigt til datidens klædedragt. Stor var min forundring, da jeg så hende gøre sig klar til natten, og den aften indså jeg, hvorfor bedstemor var så stor.

Diskret skottede jeg til hende, når hun stykke for stykke klædte sig af. Så meget tøj havde jeg ikke forestillet mig, at noget menneske kunne være iført. Først tog hun et gråt trekantet klæde af. Det var bundet sammen i en knude. Så trak hun af sin tunge grå vadmelskjole. Den bestod af to dele, heraf en rynket nederdel, der gik helt ned til fødderne. Kjolen havde høj halslinning og fløjl ved ærmerne. Under kjolen havde hun et rynket vadmelsskørt og derunder igen noget uldent stof. Stykke for stykke gled de mange tøjstykker af hendes krop, ind til hun stod i sine uldne, strikkede underbukser, der gik langt nedad benene til de strikkede strømper i sivskoene.

Indtil det tidspunkt havde hun haft en kyse på. Da hun løsnede båndene og tog den af skottede jeg ikke mere diskret, jeg nærmest stirrede, for til syne på hendes hoved kom et par store knude. Hvad de bestod af, og hvordan de var kommet, havde jeg ingen anelse om. Men den nat tænkte jeg meget på knuderne, som lå der på puden ved siden af mig.

Længe efter den oplevelse kredsede mine tanker om knuderne. Ingen talte om dem, og jeg kunne derfor kun gætte på, hvad der var sket med bedstemor. En dag indså jeg, at knuderne naturligvis måtte stamme fra krigens tid. Folk talte meget om krig. Min fars far, Søren Jensen Jacobsen i Albøge havde været i krig. Det var i krigen, han havde mistet noget af sit ene øre. En del af øret var blevet skudt af i kamp. Hvorfor skulle så ikke også bedstemor have været i krig? Det var helt sikkert tyskerne, der var skyld i de knuder, bedstemor den dag i dag gik med på hovedet. Jeg vovede ikke at spørge hende ud om krigsskaden, men vished måtte jeg have, så i stedet spurgte jeg mor: Har bedstemor været i krig? Forklaringen fik jeg aldrig.

Det var med knuderne som med krige. De gav ingen mening.

Når vi spillede kort, skottede jeg ofte til knuderne og følte ubehag ved tanken om deres opståen og udseende. Men bedstemor og jeg talte aldrig om dem.