Gad vide, hvor det ender

Jeg vil fortælle lidt fra min barndom og ungdom i Edderup og om Enghavegård, som jeg driver i dag.

Barndomsårene var gode på Enghavegård. Der var som regel altid nogle at lege med. Børnene fra Edderup Skovgård, Hugo og Thomas, legede jeg ofte med. Vi lavede huler i skoven. Legede cowboys og indianere. Gemte os for de voksne i laden, hvor vi havde en hule, som de ikke vidste noget om.
Fodermesterens søn på Edderup Skovgård legede vi også med, i de år de boede der.

Skoletiden startede i Havndal Skole. Vi fulgtes som regel altid ad på cykel op til skolebussens holdested ved Korsvejen, så kunne vi samtidig aftale, om vi skulle lege sammen den dag.
Jeg kan huske, at vi havde indøvet, hvordan vi kunne få kaffe og kage to steder pr. dag. Først på Edderup Skovgård kl. 15. Derefter skyndte vi os ned på Enghavegård, hvor Mor Inga forbarmede sig over os.

Om vinteren var der tit sne, så brugte vi megen tid på de gode kælkebakker.

Senere, da jeg blev ældre, var der pligter, der skulle gøres efter skoletid.
Det kunne som regel ikke gå hurtigt nok med at komme hjem fra skole for at komme ud i mark og stald for at hjælpe til. Far Erik var god til at sætte en i gang med forskellige opgaver, som ikke bare var kedelige og trælse.
Jeg syntes nu nok, at det var markarbejdet, der var det sjoveste. Den gang kunne man få lov til at køre med maskinerne i en tidlig alder. Jeg tror, at jeg var en 10, 11 år, da jeg fik lov til at presse halm i høsten. Pløje og harve kunne jeg også. Det hele kom nærmest ind med modermælken.

I fritiden spillede vi meget fodbold. Først i Skrødstrup senere i Havndal. Man blev ikke kørt – altid måtte vi af sted på cykel.

Da jeg gik ud af folkeskolen, stod det mig helt klart, at jeg ville være land-mand, selvom jeg en kort overgang mente, at jeg skulle være elektriker.
Da sommerferien begyndte, startede jeg på månedsløn ved min far og min bror, Anders. De var ved at bygge om, så der kunne være flere søer. Jeg tror, der var ca. 100 stk. Det var spændende at være med til.
I oktober måned fik jeg plads ved Mads Brøndum i Øster Kondrup. Det var malkekøer og markarbejde. Efter et år fandt jeg ud af, at det var grise, jeg ville arbejde med, så tog jeg plads på en svinegård i Asferg.
Efter to skoleophold og endnu en plads på et svinebrug i Hadsten fik jeg Det grønne Bevis i 1988.

Jeg vidste, at jeg ville være selvstændig, men først ville jeg ud og prøve det af, jeg havde lært. Jeg tog plads som fodermester på Vestervang.
På det tidspunkt havde jeg kendt Lone et års tid. Hun flyttede med ud på Vestergård sammen med sin datter, Dorthe, der var 2 år.
Ejeren, Jens Arne, blev under tragiske omstændigheder dræbt under en vogn få måneder efter, jeg var startet der.
Jeg fik pludselig det store ansvar at drive gården videre sammen med Jens Arnes far, Svend Hjort. Da fik jeg lært meget, som jeg ellers ikke ville have fået mulighed for at lære.

Efter et års tid begyndte Far og jeg at tale om, at jeg skulle flytte hjem på Enghavegård igen for at være med i driften. Skulle det kunne lade sig gøre, måtte produktionen udvides.

Samtidig med at jeg havde plads på Vestervang, begyndte jeg at projektere et nyt byggeri til 170 søer med slagtesvin. Da en naboejendom blev til salg, var vi hurtige til at slå til. Vi skulle jo have et sted at bo.
I fritiden blev beboelsen på Grovevej 10 gjort i stand. Huset var færdig, så vi kunne flytte ind i foråret 1990.
Om sommeren påbegyndte vi nybyggeriet, der skulle give plads til de 170 søer. Byggeriet stod færdigt til sommerferien. Vi fejrede det ved at holde åbent hus, så interesserede og naboer kunne komme og bese resultatet. Der kom mange den dag.

Far og jeg talte om, at nu havde vi lavet en fremtidssikret gård med en produktionsstørrelse, der ville holde mange år ud i fremtiden. Hvem kunne vide, hvordan det ville komme til at gå.

Vi ansatte en ung medhjælper i 1991, da Far ville trappe lidt ned.
I 1992 var vi så heldige, at Mads kom til verden. Ju-hu, en dreng, der kunne hjælpe til.
De følgende år gik med at passe produktionen. Der blev købt lidt jord til, og maskiner blev fornyet hen ad vejen.
Besætningen blev udvidet med 200 søer + slagtesvin.
Mindre investeringer, der var rentable blev gjort, f.eks. fik vi i 1996 lavet et nyt bigballefyr og en halmlade, så vi kunne spare på energiregningen.
Vi fik også lavet en ny gylletank, da kravene til gylleopbevaring blev skærpede.
Kravene til landbruget voksede år for år.

1997 blev det år, hvor Mor og Far besluttede, at de ville gå på efterløn og pension. De byggede et hus i Mariager, der var klar til indflytning i oktober måned.
Da mine forældre havde forladt stuehuset på Enghavegård, besluttede vi at lave en gennemgribende renovering.
Det var et projekt, vi selv stod for. Alt blev revet ned på nær ydervæggene, vinduerne og dørene.
Når vi i dag ser tilbage, var det måske lidt dumt – et halvt års slid.
Vi var klar til indflytning i foråret 1998, og resultatet blev godt.

I 1999 blev Emma født. Det var dejligt, så var det med børn jo på plads.

De efterfølgende par år gik med at drive gården og passe arbejdet i Kronjysk Landboforenings bestyrelse. Samtidig funderede jeg over, hvad der skulle ske med Enghavegård i fremtiden. Skulle det være en gård, der blev opkøbt af andre, eller skulle det være en gård i vækst. En gård, som kunne klare de fremtidige krav til miljø, lavere priser, krav fra medarbejdere og krav fra familien. Vi valgte det sidste – en gård i vækst.

Der blev lavet et projekt til 750 søer med salg af mange smågrise samt op-fedning af et mindre antal slagtesvin. Der blev lagt vægt på et pænt byggeri med gode forhold for mennesker og dyr. Søerne blev sluppet løs af hensyn til dyrevelfærd.
Byggeriet varede hele året 2001, og der blev bygget på begge gårde. Det var en stor arbejdsindsats gennem hele året, så vi var ved at være godt møre, da vi nåede jul.

Der var fire ansatte på bedriften. Nu skulle man virkelig til at være arbejdsgiver – en udfordring i sig selv. Fra at kunne gøre det hele selv, skulle man nu få sine ansatte til at gøre arbejdet og stole på, at de gjorde det korrekt. En markant ændring i den måde man tænker og agerer på. Nu var det blevet til en virksomhed, men der var ikke blevet mindre at lave.

Vi var helt sikre på, at vi havde fået de børn, vi skulle have, men sådan skulle det ikke komme til at gå. Sine kom til verden den 31. maj 2002. En rigtig lille krudttønde, men dejlig.

Årene 2002 og 2003 gik med at optimere produktionen, så den var trimmet til de skærpede produktionskrav. Nu gik tankerne meget på, hvad vi skulle gøre med de resterende, gamle bygninger på Enghavegård, skulle de blive stående og måske restaureres lidt, eller skulle de væltes. Efter lange overvejelser blev det besluttet, at de skulle væltes, så der kunne blive opført nogle nye, moderne og mere tidssvarende bygninger med større vidde.

Alt det er vi i skrivende stund – august 2004 i gang med. Store dele af de gamle bygninger er revet ned, og vi er selv gået i gang med at opføre nogle nye. Det er planlagt, at der ved udgangen af 2005 skal være opført en ny foderlade, siloer, garage og stald. Der vil til den tid ikke være en eneste af de gamle bygninger tilbage fra min fars og mors tid på gården.

Det bliver nok ikke det sidste, der kommer til at ske her i bedriften. Gad vide, hvor det ender – hvis det ender.