Lidt historie om Spjarup og især Spjarupgård

Landsbyerne Oustrup, Spjarup og Hjelmdrup er eksempler på stednavne, hvor der ret sent i historien er blevet ryddet skov og derpå har bosat sig bønder. Landsbyen Spjarup er således ikke ældgammel.
Gamle stednavne som Egtved, Bøgvad og Vork er derimod meget ældre, måske flere tusinde år, mod stednavnene der ender med -torp, -rup og -strup. de er højest fra omkring Kr.f. mener vore historikere.

I landsbyernes fællesdriftstid, dvs. indtil slutningen af 1700-tallet, hvor hver gård i landsbyen havde et antal agre i hver eneste mark, var det også helt nødvendigt med et stednavn til hver af disse marker for at bønderne kunne holde styr på, hvor de skulle hen og helst på samme tid for at pløje, så og høste, idet det simpelthen var en nødvendighed, at gøre arbejdet sammen på de smalle agre i marken.
Et udsnit af et gammelt kort over de 3 gårde i Bøgvad, hvor de enkelte gårde havde agre i hver mark og hvor disse er opdelt 1.2.3. osv. For hver gård viser at de forskellige marker har navne som fs. Ulldals vang.

Ødegårde under svenskekrigen
Under Chr 4 og krigene mod Sverige led Danmark virkelig hårdt, og flere gårde lå derfor øde og forladte. Herom taler de gamle retsprotokoller. En gård, Mikkel Knudsen påbor findes 7 fag hus som er ganske forfalden, lidt af jorden i brug, forarmet. Nybjerg møllr øde fra krigstiden. Amhede 1 gård, Jørgen Mikkelsen, findes 30 fag hus, brøstfældig på tømmer og tag, forarmet. Nordbæk 3 øde gårde, uden bygning, jorden uden brug, og i mands minde lagt øde. Listen fortsætter med de andre sogne og byer, store områder var så forarmet og mange steder uden befolkning, så det tog adskillige år at få oprettet normale tilstande.

Spjarup og dens matrikel har fra gammel tid indeholdt 4 -5 ejendomme, men dertil hørte også Spjarup krat med nogle fattige huse. Det var dog også her ved Spjarup krat og bæk, at de første dambrug blev etableret engang først i det forrige århundrede af Schmidt Nissen Jøker. Dambrugene bredte sig hurtigt i hele Egtved sogn, og indtil de blev nedlagt var de med til at højne indtægts grundlaget ganske betydeligt, ja mange var ligefrem de største skatteydere en overgang.

De enkelte ejendommene i Spjarup
Schmidt Nissen Jøker købte gården Thomasminde i 1928, efter først at have forpagtet noget jord til sine damme, disse kan ses skraveret på landkortet. Efterfølgende udvidede han dammene ret ofte, og efterhånden kom der dambrug næsten ved ethvert vandløb. Men selve gården Thomasminde, Bindeballevej 129 kan skrive sin historie tilbage til 1670, hvor den tilhørte Peder Mogensen. 1703 Christen Pedersen, enken1721 g.m. Peder Hansen Brink. 1728 Hans Sørensen Munk, 1735 enken g.m. Hans Hansen. 1770 Søren Nielsen, 1808 s. Thomas Sørensen, 1826 enken Kirsten Sørensdatter, 1834 s. Anton Thomsen, 1870 enken Ane Sofie Madsdatter, 1880 svs. Søren Thomsen. 1900 Bonde Tobiesen. 1911 Peder Hansen, Bøgvad, 1913 enken Berta Pedersen født Ravn. 1917 Søren Thomsen 1917 F. Ehlert, 1918 Peder Martinus Mortensen. 1923 Jørgen Iversen, Holtum. 1928 Schmidt Nisse, der nogle år derv gården med bestyrer og senere forpagtede den ud. Endnu senere er gården solgt og nedlagt som landbrug. Det var i 1945 en berygtet tysker, Poul Lensing skød sig, da der kom frihedskæmpere og ville anholde ham for clearingmord under besættelsen. Han havde tilhørt den berygtede Brøndum bande, også kaldet ”Petergruppen”.

Bindeballevej 125
Gården Eskelund havde som fæster 1666 Søren Nielsen Munk. 1692 Jens Christensen og Niels Pedersen, 1719 svs. Peder Sørensen Buhl,1758 s. Christen Pedersen Buhl, enken 1801, s. Søren Christensen Buhl, b. 1808 Niels Christensen Buhl. 1833 Jens Andersen. 1844 Chr. Pedersen Paulin. 856 Jens Hansen, 1875 s. Frederik Jensen, 1891 s. Jens Frederik Jensen, 1932 s. Hans M. jensen, s. Jens Frederik Jensen. Nogle år efter, svs Oluf og Anne Marie Martinsen. Gården er solgt og nedlagt som landbrug i dag.

Bindeballevej 124
1702 Jens Hansen,1721 enken g.m. Chr. Sørensen, 1726 enken g.m. Jens Christensen, Bjært. 1758 Stephan Nielsen. 1788 Niels Sørensen. 1826 Anders Jørgensen, enken 1828 g.m. Hans Andersen, Vollund. 1832 Jens Chr. Hansen, der udstykker, 1838 enken g.m. Niels Hansen, 1865 svs. Jeppe Madsen, 1899 s. Niels Hansen Jepsen, 1930 s. Mads Jepsen. 1971 Lærer Alf A. Hansen

Bindeballevej 120
Hører faktisk også til Spjarup matrikel. I min drengetd kaldte vi ejeren ”Hans i æ Hul” og var en bror til Poulin Hansen i Vollund. På Spjarup Markvej lå også en ejendom under matriklen i Spjarup, ligeledes en lille ejendom på Spjarupkratvej, men dem har jeg ingen oplysninger om.

Bindeballevej 133
Spjarupgård lå oprindelig nabo til de andre gårde i Spjarup, men blev flyttet til et afsides sted i 1900. Vist mest fordi den kom til at ligge midt i sit areal, men også fordi der var en naturlig kilde, der altid gav frisk vand. 1678 bebor Chr. Mikkelsen gården. 1688 Peder Lauersen, 1691 s. Laurits Pedersen, 1732 s. Niels Lauridsen, 1762 svs. Joen Joensen, 1800 s. Zacharias Joensen, 1838 svs. Søren Thomsen. 1858 Christen Sørensen Hansen, 1889 svs. Knud Jensen Petersen (Store Knud) der flytter gården. 1908 pastor P. Brodersen. 1922 Niels Jensen, Sdr. Felding (fallit) 1924 Købmand Lars Peter Lund, 1927 s. Svend Lund, 1978 s. Svend Olav Lund, 2003 s. Micael Lund.

Spjarupgård er mit fødehjem, hvor jeg er født 1931, og selvsag har de fleste oplysninger og minder fra. Min farbror Erik Lund byggede en ejendom i 1939 ved en mark, der tilhørte Spjarupgård, han rejste til USA efter krigen.
Men når der findes årstal for gårdendes ejer i Spjarup helt tilbage fra 1600tallet, skyldes det meget Kvist bog om Egtved sogn, der blev udgivet i 1979.

Udskifning og selveje
Beboerne, også i Spjarup, var alle fæstebønder, der havde gårdene i (fæste lig forpagtning) og inden udskiftningen og salget fra Ryttergodset på Koldinghus i januar 1765, hvor de kunne blive selvejere var en stor omvæltning.
Den første tid var ret så hård for bønderne. Rent økonomisk var det en stor byrde at omlægge driften efter fællesskabets tid, og ikke altid forløb udskiftningen af jordene til den enkeite ejers fordel. Især hvor boniteten skiftede, hvad den ofte gør på den sandede jord vestpå. Pastor Storm i Egtved skriver derom: Med hensyn til skovene, da er der i Egtved, Bøgvad og Spjarup skov til ”fornødenhed”, men da bønderne nødes til at sælge deraf til deres udgifter, så vil skovene vel ikke vare så længe. Træ kan sælges til vesterboerne til lægter, klover, bundstager, hilder, træsko og vogntømmer, hvorved bønderne slider deres heste og vogne op og forsømmer deres avling. I Egtved er der moser, dog så langt borte, at man kun kan hjemage 6 a 7 læs en hel lang sommerdag.Ulve og ræve haves ikke. Rådyr, hjorte og harer samt fuglevildt er næsten bortskudt og fordreven, siden bønderne købte sig selv, og hver som vil, skyder. Af fiskeri haves ikke synderligt i Egtved uden nogle få foreller i bækken og gedder og aborrer i de små ferske søer. Bøndergårdene består næsten kun af én længe stuehus, én længe lade, én længe fæhus og én længe stald, samt huggehus og vognskur.

Ulve
Der var præmie på ulvene , og inden disse rovdyr var helt udrydde, fortæller herredstinget i Jerlev om hvor mange der blev aflivet i Spjarup gennem nogle år. 1716 fremviste Laurids Petersen i Spjarup 4 ulveunger fundet på Rognbjærg hede (Runkenbjærg) Blev ophængt i et træ. Samme år fremviser hyrden i Spjarup 4 ulve der ophænges i galge. Niels Pedersen fremviser 8 ulveunger fra Spjarup Mark, de blev dødet og ophængt i galge. Der var lov om at særlig de allermindste ulveunger skulle dræbes og helst medens de endnu var blinde. Især efter svenskekrigene bredte ulvene sig drastisk, hvorfor der blev gjort en ekstra indsats imod dem.

Lejermål
Udtrykket stammer fra børn født udenfor ægteskab, og det var en sag det blev taget meget alvorligt engang. De gamle retsprotokoller fra Jerlev Herredsting vrimler med beretninger om bøde desangående.
Pastor Søren Jensen i Egtved bevidner i menighedens påhør 1676 at en kvinde i Spjarup pålægges bøde for sit uægte barn, og hvis hun ikke kan betale må barnefaderen betale. Også en større sag om en ryttersoldat i Spjarup, der har stjålet boghvede og solgt videre bliver pådømt, men det er kun et lille tilfældigt udsnit fra 1716, der her nævnes.

Ryttergårde
Ryttergods, eller krongods, som fra 1670’erne til sidst i 1700-t. var indrettet til underhold for det nationale rytteri. Ryttergodset omfattede ca. 14 % af al bondejord i kongeriget. 1715-20 samledes det i 12 sammenhængende godsdistrikter, tre i Jylland, et på Fyn, et på Falster (omtrent hele øen), et på Østlolland og seks på Sjælland. I 1740’erne begyndte et bortsalg af ryttergodset; det tog især fart fra 1764, og i midten af 1770’erne var det afhændet eller overgået til almindeligt krongods.

På Koldinghus var der en del gårde , som var udset til at huse en dragon mod en vis skattefrihed. Rytteriet holdt til på Brakker Nygård, og disse krigskarle forvoldte gerne en del uro på egnen, hvilket herredstinget også måtte beskæftige sig med. Det var derfor en lettelse at dragonregimenterne blev opløst i 1730, i stedet blev der oprettet landmilitser og stavnsbåndet indførtes, det ophørte dog igen 1788. Værnepligt var derefter et brud på senmiddelalderens praksis med primært at anvende udenlandske lejetropper. Nu blev de udskrevne hære der rekruttert blandt landbefolkningen. Således havde man fra 1614 og frem til afslutningen af Skånske Krig (1675-79) en hær, udskrevet blandt selvejerbønderne og bønder på kronens gods. I 1701 oprettedes en lignende udskrevet hær, Landmilitsen, som ophævedes i 1730. Landmilitsen genindførtes i 1733, og nu i sammenhæng med stavnsbåndets indførelse, der blev begrundet med behovet for at holde karlene på gårdene, så de ikke forlod deres hjemsted, når de skulle udskrives til militærtjeneste.

Spjarupgård
Den gamle udflyttede gård har haft en lidt omtumlet tilværelse siden ”Store Knud” byggede den op 1900.
Så vidt vides var han en dygtig landmand, men gården blev solgt 1908 til pastor Brodersen, der var præst på den Apostolske kirke i Kolding, hvor han kørte ind med ”Egtvedgrisen”, privatbanen oprettet 1898. Ægteparret havde en stor børneflok og økonomien var ikke for god. De solgte derfor gården 1922 til Niels Jensen, Sdr. Felding, men fra da gik det helt galt, og allerede 1924 var gården fallit og måtte sælges. Min bedstefar L. P. Lund var formand for biavlerforeningen, og havde allerede i flere år haft sine bistader stående der. I forvejen var han ivrig lystfisker, og da hans to ældste sønner ville være landmænd eller rejse til USA, endte det med at farfar købte den naturskønne ejendom og solgte sin veldrevne manufakturforretning i Egtved, som han havde haft siden 1900. Men det blev en dyr gård at overtage. Stuehuset måtte gøres i stand, besætningen fornyes, nye heste og en traktor, sædekorn og kunsgødning. De to brødre kunne heller ikke forliges, den ene rejste, og forældrenes husførelse var alt for dyr med to tjenestepiger og en prvatlærerinde. Det endte med at min far og lærerinden forelskede sig. De blev gift og mine forældre fik nok af landbruget og købte forretning i Brørup. Mine forældre Karen Margrethe og Svend Lund overtog gården i 1926. Der kom kriseår og Spjarupgård var på nippet til at gå fallit igen. Min storesøster blev født 1927 og jeg i 1931, men vores mor døde allerede da jeg var 4 år. Vi kom ud til vore bedsteforældre i Brørup, og ved stor sparsommelighed lykkedes det min far at beholde Spjarupgård. Men krisen i trediverne havde også medført, at min far havde fattet sympati for Hitler og den genrejsning der skete i Tyskland. Et standpunkt, han senere måtte bøde ret hårdt for. Svend Lund giftede sig igen 1936 med Ingrid, og jeg vendte derfor også hjem til gården. For at redde økonomien havde først min mor og siden min stedmor haft sommergæster boende, især lystfiskere var interesserede for at komme, men om sommeren var der også kaffe og hjemmebag at købe, der gerne blev nydt i haven.

Under krigen 1939- 45 blev der gravet en stor del tørv på Spjarupgård, hvilket var med til at rette den skrøbelige økonomi op, og min far Svend Lund fik sin gæld på gården afviklet. Samtidig fik min far sat avlen af sine lippizanerheste i gang og kunne afsætte en del heste til cirkus, så efterhånden mine brødre blev større, fik gården en god malkekvægbesætning på Spjarupgård og avlen blev samtidigt mangedoblet. Min far led efterhånden af dårligt hjerte og døde 1 973. I nogle år drev min mor og den yngste bror Olav gården videre, indtil han købte den i 1978. Olav fortsatte med en stor malkekvægbesætning og byggede en løsdriftsstald samt udvidede gården betydelig medens han samtidig drev gården på Bøgvadvej 57.

Ny ejer Micael Lund
Olav og Anne Maries søn Micael Rosengren Lund købte derefter Spjarupgård i 2003, og han har siden omlagt gårdens drift til økologi. Han og Marianne Parbo har desuden bygget hytter til turister og ombygget den gamle kostald til selskabslokaler, der udlejes. I det hele taget satser parret nu på opdræt af økologiske frilandsgrise og kreaturer, idet de regner med at den storslåede natur på gården bedst egner sig til sådanne formål. Micael har desuden købt mere jord og skov ind, så det samlede areal efterhånden løber op i ca. 300 tdr. ld. Tiderne skifter og den gamle traditionelle måde at drive landbrug på er i dag en helt anden end da jeg var barn under krigen.

Herunder en række billeder fra Spjarupgård i dag.

• 

• 

• 

• 

•