Otto Nørgård Petersens Erindringer

Min mor
Det er vel for mig som alle andre, at min mor, Ane Pedersen Nørgård, var et helt specielt kapitel i livet. Hendes beretning om hendes fortvivlede barndom gjorde et voldsomt indtryk, når hun fortalte om sin opvækst på Sejling Nørregård og egnen. Hun mistede sin mor som fireårig, og sin far som otteårig. Hjemmet blev opløst, og de otte børn blev spredt til familie og venner i 1882. Men blodets bånd holdt sammen på dem, sådan at vi i tidens løb har haft kontakt med fætre og kusiner helt til Amerika, og også hvordan det er gået hendes børn.

Mor kom først i pleje hos en faster i Nisset. Da hun blev større og kunne gøre nytte, kom hun hos en skolemester i Sejling. Der måtte hun gå i skole og arbejde for føden. Han skulle være foregangsmand på hans skolelod og dyrkede turnips som noget nyt. Roerne måtte ikke stikkes og skulle tages op med hand, så mor tog dem op i frost og sne og pådrog sig frost i fingrene på venstre hand. Skolemesteren ville skjule det og kurerede selv på det med vat, som satte sig fast og han brændte det væk med det resultat, at hun mistede ringfingeren og lillefingeren. Jeg tilgav aldrig skolemesteren, selv om han for længst er død, og da jeg holdt hendes hænder de sidste minutter af hendes liv, kunne jeg stadig mindes hendes beretning.

Efter dette blev hun flyttet til Jens Skov i Ebstrup, og det blev hendes egentlige hjem derefter. Jeg var i dette hjem med far og mor i 1921. Og mærkelig nok den dag i dag er vores svigerdatter fra samme egn, og jeg fik lejlighed til at besøge stedet, som stadig gik i arv fra Jens Skov. I dage er det en pjejedatter og Arne Andersen der ejer det, men de samme gamle billeder som mors var der stadig. Efter flere pladser på store gårde i køkken og hun kom hun i 1895 til Underup Kjærsgård, som er nabo til Nyskovgård, og den 10. december 1897 blev hun gift med far i Underup kirke. Jeg har altid haft det indtryk, at mor, på trods af et liv med overflod af arbejde med et hjem, hvor alt blev hjemmelavet – mad og tøj til 6 drenge og 2 piger – så var hun lykkelig, men når hun til tider blev bevæget kunne jeg næppe lodde om det var af taknemmelighed over tilværelsen, eller tanken om hendes fortid.

Måske har hendes barske barndom hærdet hende for livet. Man havde ikke indtryk af, at hun frygtede for tilværelsen fremad. Hun gik ind i tilværelsen som ung kone på en gård i 1897 og i løbet af 16 år havde hun 8 børn, og den anden ældste, som blev skadet i ryggen som et-årig måtte hun bære til skole og hjem igen. Jeg mindes aldrig vi manglede mad eller tøj på trods af, at alt var hjemmegjort. Hjemmestrikkede strømper til alle og det meste af tøjet det samme, som måtte forandres fra store til små. To gange dagligt hjalp hun til med malkningen af det tolv til fjorten køer, og jeg tror, hun slappede af ved det, i hvert fald var det sjældent, at hun ikke sang til malkningen, og jeg tror, det var beroligende for både hende og køerne.

Vi børn kom tættere på mor end på far, og derfor blev hun altid brugt som mellemforhandler, når det var nødvendigt. Mor holdt sammen på familien, måske på grund af hendes splittede barndom. Mindedage og familiefester og traditioner med flaghejsning blev overholdt. Når dagen sluttede og vi talte om næste gang var hendes kommentar altid: “Ja, hvis vi lever så længe”, hvilket blev lidt trættende i længden. Men da jeg holdt hendes hænder den dag hun gik bort, tænkte jeg over hendes bemærkning, og jeg kom derved til at tænke på, om hun havde forvarselsevner. Hun fortalte tit om sine drømme. En gang forundrede hun sig over en drøm, om at der var bygget et lille rødt hus på Underup Kirkegård. Nogle år senere blev der bygget et ligkapel inden for indgangen. Den gamle ringer Kasper Pedersens kone Ane Pedersen blev den første, der kom i kapellet, og mor, Ane Nørgård Pedersen, blev den næste 1938.

Min bedstemor blev begravet i september 1918. Jeg husker ikke mit indtryk af at hun gik væk, men dagen hun blev begravet stod som en særlig oplevelse. Vi to mindste skulle køre sammen med gamle Sørensen og frue fra Underup Kjærsgård i en flot hestevogn. Det var en solrig efterårsdag, og jeg glemmer aldrig da vi drejede ind på kommunevejen bag efter fars vogn med kisten, og jeg så ned af vejen mod hjemmet i skoven, hvor der kørte 15-20 hestevogne med naboer og venner.

Så gik der 5-6 år med skole, leg og nye kammerater med mere. Jeg gik til skole fra Nyskovgård alle mine skoledage. Jeg begyndte at gå i skole i 1920, fordi jeg lige så godt kunne følge de større brødre, som gå alene hjemme, hvilket var godt både for mor og mig. De første år rendte vi til vinduerne i skolen, når der kørte en bil gennem Underup, selv om det var midt i timen. Da jeg blev konfirmeret i 1928 rendte vi stadig til vinduerne i timerne, men det var når der kom en flyvemaskine!

Min far
Som barn synes jeg til tider, at min far, Marius Jørgensen Pedersen, var alt for streng. Med med sin gamle mor I aftægtslejligheden i udhuset, og otte børn at forsørge med de midler, der var til rådighed dengang var det nok nødvendigt at holde igen med mange ting. Senere i livet fandt jeg ud af, at så længe han kunne overse fordringerne for at hjælpe, kunne han strække sig langt. Som den sidste i flokken havde jeg mulighed for at følge, hvordan han reagerede. Som barn fandt jeg ud af at akkordere med mor først, så var chancen større. Men den eneste lussing kunne hun ikke redde mig for. Jeg skulle gå i brugsen efter varer og især “skrå”. Da vi havde fået køerne ind en dejlig sommerdag, blev jeg kaldt til døren, og fik besked om at gå i brugsen. Men da han af erfaring vidste, at jeg så gik til en kammerat, og hjemkomsten var uvis, fik jeg en lussing og chancen for en til, hvis jeg ikke kom hjem til aftalt tid. Jeg synes altid, at jeg stadig kan se et lille smil ved hans ansigt endnu.

Fars landbrug var altid i orden, og han trak selv et stort læs – men de allerfleste brug var vel dengang fra hånden til munden. De fleste kreaturer var i tøjr, som skulle flyttes flere gange dagligt, og malkning to gange dagligt og tre gange lige efter kælvning – altid med håndkraft! Og alt markarbejde med hestekraft, som tog sin tid.

Far var ikke af mange ord, så det kunne være vanskeligt at bedømme hans reaction. Hans liv var arbejde for familie og hjem, men han var også selvskabelig over for naboer og gamle tjenestefolk, der altid blev ved at besøge ham og vores gæstfrie mor. Måske en følge af hans selskabelighed, blev han formand for forsamlingshuset i flere år, hvor han beviste, at han også kunne virke uden for hjemmet. Han var stor og stærk, og som sådan forstod han også at virke, så det gav respekt. Jeg tror, at han blev mere udadvendt efter disse år, således kunne han om sommeren når dagens arbejde var forbi nyde at skifte til aftenstøj, tage blankpolerede træsko på og opsøge naboer. Efterhånden fandt jeg ud af, at han havde det bedste, når han blev respekteret. Det viste sig mere efterhånden som sønnerne blev voksne, og selv fik en mening – og jeg var den sidste i flokken, og den der matte tage den sidste tur i hjemmet, da han var ved at køre træt.

Efterhånden som han blev ældre, og jeg mere voksen, blev det klart for mig, at han ikke var så stærk og upåvirket af begivenhederne, som jeg troede. Det viste sig første gang, da min tyveårige altid muntre og livlige søster blev syg af bugsot, og så nedtrykt, at det endte med et ophold på en nerveklinik i Århus. Vores gamle lærer var flink til at køre flere gange for far og mor i sin Ford T. Vi to mindst fik lov til at være med, og det var selvsagt en mægtig oplevelse i 1923. Vi havde en kusine på mors side, som vi besøgte samtidig i Schleppegrelsgade i Århus, så det var som en særlig dag for os. Men det begyndte alligevel at gå op for mig, at der var andet i livet end leg i skoven, og at der efter de voksnes reaction var alvor med i livets spil.

Men livet er jo ikke bare idyl
Som jeg skrev tog jeg som fireårig ikke min gamle bedstemors død og begravelse som noget sørgeligt. Jeg var ni år, da min ellers så livlige søster, som altid deltog i sang, gymnastik og dilletant ret pludseligt blev nedtrykt og kom på nerveklinik i Århus. Selv om turene med lærer Andersens Ford T til Århus var en spændende oplevelse for mig, som jeg var meget optaget af, forstod og anede jeg de forandrede miner hos de voksne. Men heldigvis blev hun rask igen. Så kan man gå seks år frem over skoletiden, og til 1931. Da jeg var på Silkeborg Sanatorium for en lungebrist blev min søster gift den 20. juni, og bosat i nærheden. Men det var ikke bare den rene lykke at bo på to små rum på loftet, og få to piger uden særlige rettigheder i resten af huset, hvor alt var bestemt af svigerforældrene. Og det gik hende også på, så hun blev slået helt ud. Lægen anbefalede hende hjem i skoven på rekreation, og det kom hun med den mindste på to år. Jeg talte længe med hende en dag hun sad ude i haven, og da forstod jeg, hvor ulykkelig hun var over ikke at kunne være noget for sine børn og hjem, som tilværelsen havde formet sig for hende. Og jeg genkendte hende slet ikke som den livlige og glade søster fra mine drengeår. Så det blev et slag, da min mor kom og kaldte om morgenen den 31. maj i 1937, at min søster var gået væk fra mand og barn, og jeg fandt hende i maskinhuset befriet for sine lidelser. Det blev en hård tid for os alle; især for mor og far. Et halvt år forinden måtte de sende den anden yngste på nerveklinik i Århus. Han blev svigtet af en pige to gange i træk, og det slog ham ud. Der gik så ikke længere end til den 25. marts i 1938. Jeg havde sået det sidste stykke havre, og kom ind for at spise aftensmad. Min mor gik en tur ud på toilettet ved udhuset. Hun kom stakåndet ind og satte sig på sengen. Jeg lagde hende ned og cyklede til Underup Kjærsgård til telefonen og kom hjem samtidig med lægen. Han gav hende hurtig en indsprøjtning, men for sent, det var slut. Få dage efter på Påskedag brændte vor nabos udhuse, og jeg husker fars kommentar: “Nu er der heller ikke andet end elendighed længere.”

Min invalide søster
Hun blev født i år 1900. To år efter blev hun passet op af en tjenestedreng, som tog sig meget af hende. I stalden ville hun op til køerne, og han satte hende op på en gammel rolig ko. Men den sprang op, og hun faldt ned på stengulvet og slog ryggen. Dette bevirkede en knude på ryggen resten af hendes liv. På trods af dette og at hun blev hindret i vækst, var hun altid dygtig til sig arbejde. Og trods det at mor måtte bære hende til skole længe i det første år blev hun arbejdsdygtig.

I 1938 stod hun ene tilbage. Mor var væk, Søster (Margrethe) var væk. Tilbage var far, to brødre, og vor søsters to små piger, som hun også to sig meget af og syede tøj til. Den dag mor døde pludseligt var hun cyklet til Porskær med noget til dem, så hun blev forskånet for at overvære hendes død.

Nu var Søster død den 31. maj i 1937 og mor den 25. marts i 1938, men kun en måned efter døde de to små pigers farmor. Så nu havde de kun deres far or farfar. Deres farfar døde så i 1943. Der var kommet husbestyrer på, og netop in 1943 kom den rigtige. En københavner som gik ind som en mor i hjemmet, og da den yngste blev konfirmeret blev hun gift med deres far.

I dag i 1989 har pigerne gode hjem med børn og børnebørn, som i høj grad har Betty som mormor.

I 1939 tog jeg på Malling Landbrugsskole den 1. november, og kort tid efter hørte vi i radioen, at krigen ulmede i Polen, og det ændrede jo mangt og meget. Men vinteren med sne og især frost kunne det ikke ændre, og det blev isvinter. Da vi kørte hjem in marts 1940 i en generatorlastbil, havde islag væltet træer og telefonpæle mange steder. Krigen med dens rationeringer og besvær gjorde måske, at far kørte træt. Så i 1942 overtog vor ældste bror Nyskovgård. De flyttede ind med syv børn og far skulle jo have en stue, så der var fuldt optaget. Jeg var gennem gymnastik med mere blevet kendt med Bundgård på Torp Mejeri, hvor min bror arbejdede med indvejning og fremstilling af smørdritler. Det fik jeg to værelser med lys of varme, og der havde jeg et opholdssted i flere år, når jeg ikke havde plads ved landbruget. Fra Torp Mejeri hos Bundgård og Else har jeg mange skønne oplevelser.

Mit barndomshjem “Nyskovgård”
I mine drengeår syntes jeg at mit hjem midt i skoven var noget af et paradis på jorden og man blev aldrig færdig med at finde nyt ved at rende ture i skoven. Flere kilometer rundt over dale og forhøjninger og langs den altid rislende bæk, hvor vi fiskede om efteråret, når bækørreder gik op fra Nørrestrand gennem Handsted enge, Lundum og Underup Nederskovs enge – og helt op til Underup Kjærsgård. Altid en ny oplevelse på hver skov- eller fisketur. Bækken springer ud en kilometer mod vest på Underup Mark og snor sig rislende gennem Nim Skov og optager vand fra begge steder og fører det ud i Nørrestrand og Horsens Fjord. Når vi lavede vandmøller af træ og papir – bådene drev ned gennem vandet, kunne det nok inspirere til mange fantasirejser ud i verden. Og så skoven i forårstiden når fuglene bebudede, at sommeren var på vej med mange forskellige stemmer. Det var en sport for os at følge ungernes udvikling i reden. Uden at røre noget kunne de blive fortrolige med os og åbnede næbbene, når vi så til dem. Når krageungerne faldt for tidligt ud af reden, tog vi dem med hjem og madede dem med grød og kartofler, og de blev hurtig tamme som husdyr. En af dem gik ind med hønsene, og når den skreg efter mad ved køkkenvinduet efterlignede den hanens galen. Desværre glemte den at gå ind med hønsene nytårsaften, og det blev dens død, så det var en sørgelig udgang af året for vi drenge. Når der var drengefødselsdag var skoven god som legeplads. Det blev jo som regel til røvere og soldater eller rigtig krig med “bang go brøl” i bedste forståelse. Men det passede jo ikke rigtig til skovens dybe stille ro. Jeg tror nok, at opvæksten i dette enestående miljø altid vil sætte sig præg. Når vi søskende med mere var samlet sammen med naboer og venner var besøget ikke fuldendt uden en tur i skoven; især om sommeren var det for alle en selvfølgelighed med en tur ud til bækken.

Ungdomstiden
Efter 1930 fik jeg lungebetændelse efter en forårsforkølelse, og måtte tre måneder på sanatorium i Silkeborg for at forebygge tuberkulose. Det blev snarere en ferierekreation og en oplevelse rigere. Et efterskole på Vestbirk Efterskole var dengang et stort plus for vi unge, og det har jeg haft gavn af hele livet. Bevægelse og gymnastik var naturlig for mig, og det endte da også med en uddannelse som delingsfører på Hadsten Gymnastikskole i 1936. Og deraf kom vel nok den allerbedste tid for mig. Jeg havde i mellemtiden været hjemmefra i en tre år i Thyrsted-Uth, og skulle nu til at virke hjemme i skoven og blandt gamle ungdomsvenner. Det blev med gymnastikhold sommer og vinter, samt flere års dilletant i Torp Forsamlingshus, og det tror jeg blev helt uforglemmelig for alle, der prøvede det. Man kommer til at kende folk på en helt anden måde. I 1934 var sommerferie ved landbruget ikke almindelig, så det var en overraskelse da en kammerat og jeg under mit ophold i Thyrsted, fik en hel uge fri. Og så skulle der jo ske noget helt usædvanligt, så vi startede på cykel til Skagen, videre ned langs med Skagerak, og ned igennem Jylland. I en senere sommerferie i 1938 blev det til en tandemtur til en Bellahøjudstilling sammen med kontorassistent Ploughborg, Og til Flensborg og Fyn med smedesvend Osan Høj fra Torp Smedie. Senere til Sønderborg, Tønder og Ribe. I mellemtiden 1939-40 fik jeg atten søskendebørn, så der blev jo også mange familiefester som fortsatte i 40erne. Og så begyndte konfirmationerne, så der har altid på denne måde været sammenhold, som vel nok stammer fra hjemmet, hvor familien samledes til højtider og mindedage. Ligeledes også julen var noget særligt, men hvor jeg også tror at skoven og naturen spillede ind – især når der var hvid jul.

Opbrydning fra hjemmet
Krigen kom i 1940, og jeg tror, det var medvirkende til at far tabte modet, og tænkte om han kunne klare det i længden, og jeg havde ved af og til i tidens løb funderet over, hvordan det skulle gå. Vi var på dette tidspunkt kun min far og min søster Mary med dårlig ryg, men ellers blev det daglige klaret beundringsværdigt. Med hjælp af en ganske ung mand var det nok at gøre. Jeg var klar over, at økonomisk kunne jeg ikke køre hjemmet videre. Så kom løsningen i 1942. Min ældste bror havde solgt sin gård, og skulle finde noget andet. Derfor overtog han barndomshjemmet med sin hustru Birgitte, og flyttede ind med 7 børn og far fortsat boende. På denne måde blev så alt plads optaget i de gamle huse. Min søster flyttede til Torp og faster Sine og farbror Hans, som var barnløse og trængte til hjælp. Der blev hun boende resten af sit liv. Jeg fik værelse på Torp Mejeri hos Else og Bundgård, gik på løsarbejde, tjente i Gangsted, Hundslund og Stensballe fra 1943 til 1947 og logerede stadig på Torp Mejeri. Det blev nogle uforglemmelige tider med Else og Bundgård. Første ejer af Nyskovgård var Peter Rasmussen i 1826. Næste i rækken var Jørgen Pedersen i 1867, som efterfulgtes af Jørgen Nørgård Petersen i 1942. I 1962 overtages Nyskovgård af Karl Nørgård Pedersen. I mit hjem var der seks drenge og to piger. Da Jørgen og Birgitte havde været på Nyskovgård i seks år, kom Grethe til verden, og så var der igen seks drenge og to piger. Man må sige, at det har været en lykkelig afgørelse med hjemmet i 1942. Jørgen og Birgitte har fuldt ud formået at bevare hjemmet som et samlende punkt for os alle. Og i 1962 kom den nye generation, Grethe og Karl, og fortsatte driften af Nyskovgård.

Fra Ottos begravelse – 1997
Vi kan dømme andre mennesker hårdt; vi kan dømme os selv, sådan som Otto gjorde det til sidst, men menneskers dom er ikke det sidste, for over os står Gud, som den store dommer, der for Kristi skyld har givet os det løfte, at han i og med, at han dømmer os også benåder os, så at vi kan indgå i hans kærligheds rige.

På det løfte kan vi tage afsked med Otto Nørgård Petersen, din mand, jeres far, svigerfar og bedstefar og ønske en Guds fred være med ham og med os alle.

Det var ikke meget lys, Otto skimtede i de senere år. Han kunne ikke få øje på lyset og glæden, hvor gerne han end ville, og hvor meget der ellers var at glæde sig over. Det havde noget med hans indre rum at gøre, at det helt enkelt var mindre solfyldt end dit, Johanne, at han ganske enkelt kunne blive mørkeræd derinde.

Dette medførte også, at han havde svært ved at tro på nåden. Han bebrejdede sig selv så mange ting: at han ikke havde været god nok som far og som mand, selv om du, Johanne igen og igen forsikrede ham om, at du syntes, at I havde haft et godt liv sammen.

Måske var det den fysiske sygdom, der tappede ham for de fleste af hans kræfter, men tungsindet gjorde også sit til, at han ikke kunne arbejde med hus og have, som han gerne ville. og som han i sin pligtfølelse følte han burde. Han havde det ikke godt med, at han måtte overlade så meget til dig, Johanne, og til dig, Flemming og din familie, og til det sidste forsøgte han at hjælpe til, men det blev til endnu flere nederlag. Set i det lys, og også med tanke på, at de smerter, som kan blive Ganske ulidelige ved den sygdom, havde meldt sin ankomst, så kan man ikke sige andet end at det var godt, at hans lys er brændt ud, og at det skete derhjemme.

Men når alt dette er sagt, så er der også noget andet at sige om Otto Nørgård – om de mange spand af år, der gik forud. Om en glad og arbejdsom mand, der hjalp til, hvor han kunne og aldrig gik af vejen for en god snak, hvilket han ikke mindst fik de mange år, han var post. Men også da han gik på pension, søgte han selskab og kom så hjem og fortalte, hvad han havde oplevet. Der er et enkelt træk, som er særlig karakteristisk for Otto: hans rodfæstethed og historiske bevidsthed. Otto var som få rodfæstet i sognet, og det liv, han levede her. Her var han født, og her blev han døbt i kirken for 83 år siden, og om lidt begraver vi ham ude på kirkegården, hvor så mange af hans slægt ligger begravet.