Sognepræst, forfatter og forstander

Poul Jensen Colding var sognepræst i Vindinge-Kvislemark 1608-22 og fra 1615 herredsprovst. Han blev født i Kolding 1581. Faren, Jens Poulsen, var tolder og rådmand. Moren, Magdalene Falenkamp, var datter af en købmand fra Westfalen, der på grund af uroligheder og krig var flyttet til Kolding. En af fadderne ved hans dåb var kansler Niels Kaas, som oprettede latinskolen i Sorø, forløberen for Sorø Akademi. Han sørgede for, at Poul Jensen Colding kom til at gå her i 1594 og de næste seks år. Derefter kom han på Københavns Universitet et års tid. 1601 tog han på en rejse til Tyskland, Bøhmen og Italien. Ved St. Hans 1601 fik han ansættelse hos astronomen Tyge Brahe i Prag. Sammen med astronomen Kepler stod han ved Tyge Brahes dødsleje. Han skrev et gravskrift: “Æresminde over den uforlignelige mand Tyge Brahe, nordbo (cimber) fra Atlantis (Skåne) og ridder med gylden kæde”. Derefter rejste han videre for at studere ved universiteterne i Ferrara og Rom i Italien og Wittenberg i Tyskland. I marts 1604 vendte han tilbage til København og tog samme år magistergraden. Året efter blev han rektor ved den lærde skole i Ålborg.

Vindinge – Quislemark
Da Christian IV´s ældste søn, prins Christian, blev anerkendt som tronarving i 1608, blev der festet i København. Poul Jensen Colding deltog som delegeret for gejstligheden i Ålborg. Under festlighederne mødte han landsdommer Vilhelm Dresselberg til Vindingegård. Den 11. juli 1608 blev han sognepræst for Vindinge og Quislemark sogne. Han giftede med Johanne Pedersdatter Malmøe, forgængerens enke, og slap dermed for at betale enkepension. Hun havde fire børn fra sit første ægteskab og fik yderligere fem i sit andet ægteskab. Børnene fik efternavnet Vinding.

I 1614 udgav han en kirkehistorie med titlen: “Kircke-Historie oc sandrue Beskriffuelse om den store Religionsforanding, som skede udi vore Forældris Tijd, udi det Romerske Rige”. Den blev tilegnet Vilhelm Dresselberg. Han skrev også den første dansk-latinske ordbog “Etymologicum Latinum”. Den udkom i 1622. Poul Jensen må have haft et godt forhold til Vilhelm Dresselberg. Han var i gang med at rive Vindinge gårde ned og lægge jorderne ind under hovedgården. Men præstegården og degneboligen blev ikke berørt. Dresselberg bekostede også en ny prædikestol til Fyrendal Kirke.

Den uforglemmelige mester
I 1622 blev han kaldet til stiftelsen Herlufsholm for at bringe den på fode og samtidigt ansat som Herlufholm Sogns præst. I 1631 valgte han at forlade posten som forstander. Embedet som sognepræst bestred han til sin død i 1640. Wiberg skriver, at han forestod skolen med stor retsindighed og klog anvendelse af stiftelsens midler til dens ejendommes forøgelse. I “Meddelelser om Rektorerne paa Herlufsholm fra Skolens Stiftelse 1565 til 1878” omtales han kort som den for skolen uforglemmelige mester Poul Jensen Colding.

Poul Jensen Colding døde 19. oktober 1640 og Johanne Pedersdatter Malmøe otte dage senere. De blev begravet i Herlufsholm Kirke. Sønnen Rasmus Vinding blev senere værge for Vor Frue Kirke i København. Tredive år efter Poul Jensen Coldings død sørgede han for, at faren blev begravet i Vor Frue Kirke i København. Gravpladsen i Herlufsholm Kirke overtog hans dattersøn, præsten Povl Munksgaard, forstander på Herlufsholm 1690-94.

Efterkommere
I følge Biografisk Leksikon har tre præsteslægter båret efternavnet Vinding. Poul Jensen Vinding er stamfar til den ene slægt. Alle hans børn fik efternavnet. I 1609 fødtes sønnen Jens Poulsen Vinding. Han blev student fra Herlufsholm og rejste udenlands 1630-35. I 1636 blev han sognepræst i Åsum og året efter magister. En anden søn, Rasmus Vinding født 1615, blev hovedforfatter til Christian V´s Danske Lov. Som faren og broren tog han også på en længere udenlandsrejse, hvorunder han besøgte universiteterne i Paris, Leiden og Angers samt jesuitterkollegiet la Fléche. Dengang en af Frankrigs bedste skoler. Filosoffen og matematikeren René Descartes blev i 1606 optaget på denne. Datteren Anna Poulsdatter blev i 1641 gift med rektor og sognepræst Hans Dideriksen Bartssker. Han blev senere kgl. konfessionarius og endte som biskop over Viborg Stift.