Slikkede tallerknen

Lige efter min konfirmation fik jeg plads på Sembygård. Lønnen for det første år var 1.100 kr. I virkeligheden var lønnen noget højere, for jeg fik også to får, der blev græsset sammen med Chr. Pedersens egne. Man havde gerne fri hver tredje søndag fra kl. 7.00 – 17.00. Men ofte var det mig, der tog søndagsvagten. Jeg skulle jo alligevel passe mine egne får. De fik gerne to lam hver, som om efteråret kunne sælges for 125 kr. pr. stk. Jeg tjente også lidt på ulden. Den var jo i høj kurs under krigen p.g.a. tøjrationeringen. Det var heller ikke svært at få ekstraarbejde. Om foråret skulle forkarlen og jeg skære 7.000 tørv til Chr. Pedersen om dagen – resten, omkring 3000 stk., fik vi penge for. Senere på året kunne vi tynde og luge roer på akkord, så for den, der ville tjene ekstra penge, var der muligheder. Chr. Pedersen var så dejlig usnobbet. Han spiste altid ”sammel mæ folken” i folkestuen. Det kunne Line aldrig finde på. Christen kunne finde på at slikke sin tallerken, når Line hentede maden ud fra bordet, bare for at tirre hende. Datteren Anna, der var lærerinde i Voldby, kom ofte hjem om søndagen. En søndag, jeg havde vagten, sagde hun, at jeg godt kunne tage fri. Hun skulle nok fodre hestene. Hun glemte det, så da jeg mødte næste dag, måtte jeg stå skoleret for hendes bror, Søren. Når do for løn for’ed, trower do så, det æ mæ, der ska’ pas hejsten?

I efteråret 1946 kom jeg i lære som smed hos smedemester Østergaard i Mariager. Jeg fik 15 kr. om ugen, men ekstra, hvis der var overarbejde. Heldigvis kunne jeg bo gratis hjemme hos mine forældre. Jeg blev udlært som gammel grovsmed, det har jeg senere i livet haft stor glæde af. Da brygger Svendsen skulle have en ny kassevogn til at transportere sit øl på, var det mig, der smedede akslerne og samtlige hængsler og beslag, inden vognen blev monteret hos karetmageren. Når der var dyrskue, købte Østergaard gerne selvbindere hjem i kasser. De blev kørt over på dyrskuepladsen, hvor de blev samlet af to hold smede. Der var to mand på hvert hold. Hvert hold skulle samle to selvbindere, der som regel var solgt i forvejen, men først skulle leveres til kunden efter dyrskuet Det var hyggeligt, og vi fik en god forplejning, som blev leveret på pladsen af Østergaards datter. Kort efter jeg var blevet udlært som smed i efteråret 1950, blev jeg indkaldt til Prinsens Livregiment i Fredericia. Efter rekruttiden var jeg tre måneder i Vejle, inden vi blev overført til Itzeho, hvor vi var i et halvt år.

I kraft af min uddannelse kom jeg nok lidt let gennem soldatertiden. Jeg blev udtaget til at passe lejrens oliefyr – herunder kakkelovnene i barakkerne. Det skulle vise sig at være en loppetjans. Jeg skulle tænde op hver morgen kl. 7.00. Det betød, at jeg med lidt held ikke kunne nå at vaske mig og derfor desværre ikke kunne deltage i morgenmønstringen. Om aftenen gik jeg til træsløjd. En af officererne havde købt en flot gammel egetræsspisestue. Den skulle jeg sammen med en anden soldat rense, slibe og lakere. Det var et kæmpearbejde, men flot blev den. Selv lavede jeg den vinter et sofabord med kakler, det var meget moderne på den tid. Da der blev afholdt en prøve, vandt jeg 2. præmien – en sav, en høvl, en bugthøvl og et stemmejern, som jeg stadig bruger. Når vi var udstationeret eller på øvelse, sov vi i telte. Det gav også lidt ekstra arbejde. Jeg skulle lave skydeskiver og smede nye teltpløkke i stedet for dem, vi havde mistet. Det foregik som regel om lørdagen, så kunne jeg desværre heller ikke nå lørdagsmønstringen. Den 25. november 1951 blev jeg hjemsendt fra hæren og to dage senere startede jeg som maskinsmed på Dania. Det var for mig, der var udlært grovsmed, et helt nyt arbejde. Jeg skulle lære at reparere og vedligeholde maskiner. Det krævede lidt omstilling.

I 1952 blev jeg gift med Ebba. I 1954 søgte jeg og fik arbejde som maskinsmed ved Mariager Banen – privatbanen, der gik mellem Mariager og Viborg. Alle skinnebusser, motor- og transportvogne skulle skilles helt ad og renoveres, når de havde kørt 100.000 km., inden de igen fik lov til at køre på skinnerne. Selv om banen først indstillede driften i 1966, kunne vi godt forudse, at det ville ske, så jeg besluttede at søge nyt arbejde – helst et, der var lidt renere.

I foråret 1958 besluttede vi at bygge hus. Vi fik en arkitekt til at tegne huset og en tømrer fik 4.500 kr. for at lave døre og vinduer, men ellers stod jeg selv for resten af byggeriet. Det var et meget hårdt år. Huset kom til at stå os i 35.000 kr. Det var også den gang meget billigt. Huset måtte ikke bygges større end 85 m2, fordi vi havde fået et statsgaranteret lån. Vi sikrede os imidlertid, at vi kunne bygge til, hvis det blev nødvendigt. 1966 byggede vi til, så huset blev på 100 m2 og 100 m2 kælder. Nu var der plads til en familie med seks børn. Mens jeg gik og byggede, fik jeg chancen for at søge nyt arbejde. På Sødisbakke søgte man en mand, der bl.a. kunne tage sig af fyret. Jeg mente, det var lige et arbejde for mig Der var 168 ansøgere, men jeg fik stillingen. Det blev nogle gode år med ordnede forhold. Ud over det daglige arbejde fik vi 20.000 kr. om året for at stå til rådighed i vores fritid, hvis der blev problemer med fyret. Af sparehensyn blev den ordning sløjfet i 1990 af den nye chef. Man kunne tjene penge ved i stedet at tilkalde lokale smede. Kort tid efter ordningen var ophørt, gik fyret i stå. Den tilkaldte smed baksede, men kunne ikke få fyret i gang. Til sidst ringede han til mig. Kender man et fyr godt, ordnes den slags ofte let. Fyret kom hurtigt til at køre. Da jeg dagen efter mødte chefen, kom han med en undskyldende bemærkning. Hvortil jeg svarede: Jamen, det er jo også wan te, at a kommer hver daw og sijer godmuen! Han syntes åbenbart ikke, det var morsomt, for han snurrede rundt på hælen og forsvandt.

I mange år var min hobby mit arbejde. Da jeg i 1993 gik på efterløn, blev mit arbejde min hobby. Jeg har stadig stor fornøjelse af at stå i mit værksted og lave smukke og praktiske ting af jern, som folk kan bruge og synes om.