Købmandsliv i Vorgod 1927-1943

En beretning om mine forældres tid som købmandspar i Vorgod i årene 1927-1943 samt et forsøg på at give et tidsbillede af landsbyen Vorgod i disse år og en beskrivelse af min opvækst som købmandens dreng.

Først vil jeg præsentere mine forældre: Min far Johannes Filskov Andersen er født den 16. maj 1902 i Ølstrup. Hjemmet var et husmandssted, forældrene var stærkt tilknyttet Indre Mission. Der var 12 børn, og min far var den næstyngste, han kom som 14 årig i lære i Lervang Brugsforening og var senere kommis i Himlingøje og Gislev og til slut hos min fars svoger købmand Niels Moesgaard i Spjald.

Min mor Anna Kristine Andersen, er født på Holmsland den 23 September 1906, men forældrene overtog kort efter gården Store Ravnsbjerg i Spjald. Der var i alt 4 børn, og min mor var den næstældste. Min mormor var en noget stramtandet dame, dette var nok fremtvunget ved, at min morfar Mads Andersen ikke var særlig god til at manifestere sig overfor tjenestefolkene. Min mor kom i købmandslære i en efter datidens forhold større forretning i Vejle. Hun fik ligeledes en god teoretisk uddannelse ved handelsskolen i Vejle.

Da disse to mennesker begyndte at interessere sig for hinanden, faldt det absolut ikke i god jord hos folkene på Ravnsbjerg, for min far kom jo af ingenting, mente min mormor. Hun kom dog senere både til at holde af ham og respektere ham.

Men de ville have hinanden og blev gift den 15. maj 1927 i Brejning kirke , og så skulle der jo findes en levevej. Min fars forældre kunne selvsagt ikke hjælpe med finansiering til køb af en forretning, og min mors forældre ville ikke støtte et så tvivlsomt foretagende.

De havde ikke nogen egenkapital, alt måtte lånes. Ifølge næringsbrevet overtog de forretningen i Vorgod den 17. august 1927. Penge til købet af ejendom og forretning lånte de af købmand Moesgaard i Spjald, til varelager og drift fik de meget stor støtte af kolonial en gros firmaet Styhr & Kjær i Herning. Denne støtte glemte min far aldrig, han var trofast overfor firmaet, selv da han fik større forretning og muligheder for at købe større og billigere ind. Ejendom og afståelse kostede 16.000 kr. Til sammenligning var omsætningen det første år 72.000 kr.

Det daglige kontantsalg var ret beskedent. Fra landboerne var det æggene, som skulle udligne saldoen, og alle havde i disse år »Bog«. Købet blev hver gang skrevet i kontrabogen, og slutsummen ført ind i kassekladden, og derefter førte min mor det med sin flotte håndskrift ind i hovedbogen. Ved månedsafslutningen sad hun til sent på aftenen og stemte af og talte sammen. Alt var hovedregning, regnemaskine kendtes ikke.

Min far var meget venlig og langmodig overfor familier med mange børn. Derfor, til trods for han var en særdeles dygtig købmand, blev han aldrig rig. Dengang de overtog forretningen, var vejene endnu ikke asfalterede, og gadenavne eksisterede heller ikke, men den lå i den gade, som i dag hedder »Torvegade«, vi sagde dengang vist bare »Æ Landevej«, og vejen, som i dag hedder »Kongevej«, hed såmænd dengang ganske enkelt »Æ Nejervej«.

Hvorledes var så konkurrencesituationen for de nye købmandsfolk? Der var en brugsforening med større og bedre lokaliteter, end de selv havde, men det skræmte dem ikke, min far kendte brugsforeningsvæsenet fra inden og vidste, hvor stift det ofte dengang funktionerede. Ligeledes var der bager og bagerforretning, men det var før brancheglidningens tid, så bageren koncentrerede sig om at sælge brød, og købmændene om det, som hørte dem til. Nye folk blev altid modtaget med en vis skepsis, men da de nu kom fra Brejning, kunne det jo ikke være helt skidt, men hvad der først blev lagt mærke til af de mange missionsfolk, var om de nu kom i kirken og missionshuset. Det gjorde de ikke, de havde så rigeligt andet at gøre, da der i begyndelsen ikke var råd til fremmed hjælp hverken i forretning eller husholdning. F.eks. fortalte min mor mig, at en ting som storvasken nødvendigvis måtte henlægges til om søndagene, og det var ikke så godt. En søndag hun gik i haven og hængte vasketøj op, kom der en delegation på 4 sortklædte damer for at minde hende om, at hun burde komme hviledagen i hu. Hvorledes samtalen endte, ved jeg ikke.

Min far var meget interesseret i at have oplandets bønder som kunder. Han kendte deres behov, så nu var opgaven at få dem til at komme i forretningen. Han var meget dygtig til at have de ting på lager, som skiftende årstider krævede, men det gik lidt trevent med at få rigtigt sving i forretningen, så min far var ofte en tur på cyklen til Spjald for at rådføre sig med Købmand Moesgaard, som han beundrede meget for hans store dygtighed som købmand. Moesgaard rådede ham en dag til at betale bønderne 5 øre over noteringen for deres æg, det skabte mere liv i foretagendet.

I 1929 skete der noget afgørende, brugsforeningen gik konkurs, og mange af medlemmerne måtte i årevis betale til det fallerede fællesskab. Mine forældre vejrede morgenluft, de ville gerne købe brugsforeningens ejendom, og nedlægge deres egen forretning. Herved kunne de hindre, at der kom en ny konkurrent og således blive ene købmand i byen samt få bedre lokaliteter. Styhr & Kjær syntes godt om ideen og ville gerne hjælpe med finansiering, men købmand Moesgaard sagde nej, de skulle jo ikke gerne blive større købmænd end deres velgører, så vidt strakte svogerskabet sig ikke.

Forretningen var i sund vækst, der blev råd til pige i huset samt hjælp i forretningen. Man fik en benzintank fra Esso, dette kunne forekomme overflødigt, da der kun var meget få i Vorgod, som havde bil på den tid, men det var faktisk på opfordring af vores nabo vognmand Chr. Jensen og Sønner, som havde flere lastbiler, en syvpersoners lillebil samt noget de dengang kaldte en selskabsbil (bus). Benzinen pumpedes op med håndkraft fem liter af gangen; på kolde dage var det ikke altid rart, når en lastbil skulle fyldes op. Man kunne også blive vækket om natten, når de havde glemt at tanke op.

I den tid voksede jeg op, jeg elskede at færdes i butikken og høre og se, hvad der skete. Mændene sad ofte på rebrullerne og diskuterede, og jeg elskede at være tilskuer og tilhører, når min far bestilte varer hos ”Den Rejsende” fra et eller andet firma. Jeg var yderst interesseret i slikket i butikken, men det var oftest nej, når jeg spurgte, men da jeg som seksårig fik mit kammer på lagerloftet, må jeg indrømme, at jeg langsomt blev selvforsynende. Dette blev jeg senere retfærdigt straffet for ved de lidelser jeg måtte gennemgå i stolen hos Tandlæge Lars Rud i Herning. På mit loftkammer slumrede jeg hver aften ind til lyden af det store drivhjul på Elværket i nærheden. Der var noget betryggende ved lyden, og der var næsten altid lys derovre.

Vejene i Vorgod var på den tid grusveje, og kloakker var der ikke, så spildevandet flød fra husene. Min far og et par andre var enige om, at kloakering var en nødvendighed, så man sendte en mand rundt med en liste, som interesserede kunne skrive sig på. Dette var slet ikke lige populært alle steder, nogle blev endda meget vrede, for de skulle jo have pungen op af lommen. Der blev ingen kloakker i første omgang, ligeledes var byen tusmørk om aftenen, men på et tidspunkt fik vi dog en slags gadebelysning, en ledning spændt tværs over vejen, og midtpå sad en hvid lampeskærm med en pære; i blæsevejr så det ynkeligt ud.

Der kom kriseår i landbruget, og mine forældre mistede mange penge og måtte igen låne til driften af forretningen, men de kom over det og fik en god og sund forretning.

Da jeg var moden dertil, havde min far meget travlt med, at jeg skulle lære at cykle, og jeg fik som en af de første drenge en cykel. Denne godgørenhed undrede mig, da min far ikke ligefrem ødslede med sine penge, men det skulle jeg snart finde ud af. Når man er købmandens dreng, er der meget, man kan bruges til. F.eks. cyklede jeg hver dag efter skoletid til banken i Videbæk med gårsdagens salg i en papirpose på bagagebæreren. Ligeledes var der mange, som ikke havde telefon dengang, så blev der ringet til købmanden (vi havde nr. 8C) og jeg måtte ud med besked.

Så begyndte vi at handle med kul, koks og briketter. Det foregik pr. håndkraft, jeg holdt sækken, og lærlingen skovlede i, så op på decimalvægten; leveringen foregik pr trækvogn, og om vinteren brugte vi en stor slæde, som smed Højbjerg havde lavet til os.

Vorgod var ellers på den tid en travl by, vores genbo var Brødrene Høj og Anders Andersen, som var tømrer og snedkermestre. Ligeledes funktionerede de to herrer også som bedemænd; på førstesalen havde de ligkister og ligtøj i alle størrelser, det brød jeg mig ikke så meget om at se, men når der var død en i Fjelstervang eller Remmerhus, så man de to herrer spænde en kiste fast på taget af deres Fordvogn. Hos smed Højbjerg kunne man som dreng godt få lov at være tilskuer til de udendørs aktiviteter, når man holdt sig i behørig afstand. Der blev skoet heste og »ringet hjul«, d.v.s. der blev sat jernringe på køretøjernes træhjul, dertil havde smeden et bål , hvor de blev lagt ind og derefter i et stort vandbad. Der var 3 murermestre, i brugsens lokaler kom købmand Nielsen, der var foderstofhandel, brødrene Niels og Jens Grønbæk, to manufakturhandlere, en blikkenslager og sadelmager, barber Jesper Mikkelsen og hans Marie, et hjem jeg ofte og gerne kom i, installatør Jensen, som også bestyrede elværket. På et tidspunkt var der også to malermestre, Jens Henningsens træ- og skotøjshandel, det gamle al derdomshjem, hvor jeg lærte mange sjove typer at kende, karetmager Fjordside; bageriet er allerede nævnt. Af kørende handelsfolk kom fra Barde slagteren Hans Wolle i sin lille kassebil, der kunne man godt få lov at køre med, han var altid i godt humør, og ølflaskerne trillede hyggeligt i vognbunden, medens vi kørte fra hus til hus. Fra Mejeriet i Barde kom også mælkemanden med sin hestetrukne vogn, han ringede med en klokke, og så kom husmødre og tjenestepiger frem af husene med mælkespande og -kander.

Tæt på byen lå også flere landbrug, og det var ikke sjældent, en bonde kom kørende med et læs dampende kartofler, han havde fået kogt på mejeriet i Barde, så var vi børn parate til at samle op, hvad der blev tabt.

Når der var bryllup, begravelse eller anden anledning, lå der lister, som man kunne skrive sig på hos købmanden og indbetale sit bidrag, som regel en eller to kroner.

Udover æg købte vi også huder og skind fra bønderne, og det var hver gang en vurderingssag alt efter beskaffenheden.

Ikke mange produkter var dengang færdigpakkede, men skulle vejes af eller tappes. Dengang var sirup meget brugt i husholdningerne, der skulle være både lyst og mørkt på lager, og det kom hjem i store uhåndterlige tønder fra fabrikken Fidusia i København, et mærkeligt navn til en handelsvirksomhed.

Når jeg kom hjem fra skole, ventede der altid arbejdsopgaver på mig. I mange timer hver uge pakkede jeg æggene fra bønderne over i eksportkasser, som blev afhentet af Esbjerg Ægeksport to gange om ugen. Mine forældre var altid spændte på, hvor stor ægchecken fra Esbjerg kunne være. Var der ingen æg, kunne jeg altid stå i bagbutikken og veje sukker eller havregryn af. I kælderen lå der rækker af hele oste, de skulle vaskes en gang om ugen i saltvand, og der skulle rent pergament på hylderne, hvor de lå, det kunne jeg godt bruges til.

At tappe petroleum var nok mit mest forhadte job. Når et hestekøretøj kørte for døren, skævede jeg altid for at se, hvor mange af de store 40 liters dunke der stod på vognen. Nogle af de ældre bønder brugte ikke ordet petroleum, de kaldte det for »Stjenulle « stenolie. Tanken om at protestere over opgaverne lå mig fjernt, den opstod aldrig. Jeg havde en god barndom, men der var flere pligter end rettigheder.

Byen havde to overhoveder. I Søndergård boede sognefoged Chr. Christiansen, i daglig tale hed han Chr. Søndergaard, en mand jeg agtede højt, og hos hvem jeg tjente de første penge i mit liv. Der var ikke mange børn i datidens Vorgod, som ikke på et eller andet tidspunkt havde deres gang i æ Søndergård. Min mor fortalte mig, at jeg var totalt knust af sorg og gråd, da vi stod og så gården brænde.

I den modsatte ende af byen boede sognerådsformanden, gårdejer Laurids Bang, i daglig tale Laust Bang. Begge var højt respekterede, og beklædte deres embeder i årevis. I Vorgod Avis skrev min far et hyldestdigt til Laust ved et jubilæum. Digtet fandt jeg senere i min fars skrivebordsskuffe og gav det til Laustes søn Arthur Bang, som stadig bor på gården, der nu er skænket til Videbæk kommune og anvendes som Egnsmuseum. De første linier husker jeg endnu:

Te løk Laust Bang, forde du bløv valgt
hejsen er æ skøld æt min
i femåtyw år hå du skalt å valt
mæ det hiele som om de wå din.

For en købmand på landet i disse år var det utænkeligt ikke at møde op, når man blev inviteret ud, især forstod jeg, at det for min mor var en stor belastning, f.eks. efter konfirmationerne, at skulle ud til aftenskaffe flere gange på en uge.

Krigsårene gav vareknaphed, men mange kom til penge, og kunne betale deres regninger; f.eks. havde vognmanden en skræmmende stor regning hos os, som bekymrede mine forældre meget, men han blev af tyskerne tvunget til at køre for dem, og en skønne dag kom han og lagde de mange penge på disken; det var så stort et beløb, at min far endelig efter 15 år, kunne drage til Spjald og betale sin restgæld til købmand Moesgaard. Han har sikkert på hjemturen været ind om Brejning Kro og drukket sig en øl eller to. Her skal det lige nævnes, at mine forældre aldrig opnåede at få spiritusbevilling, så længe de var i Vorgod. I Videbæk var der på den tid kun én købmand, som havde tilladelse til at sælge øl og spiritus. Hvis nogen skulle bruge en flaske portvin eller snaps, sendte man bud med rutebilen Troldhede-Vorgod-Herning, Poulsen hed rutebilmanden; når han kom retur ved sekstiden om aftenen, havde han altid en mængde pakker og kasser, medicin og andre småkommissioner, som blev afleveret hos købmændene.

Krigsårene gik forholdsvis roligt hen over Vorgod, en enkelt bombe blev tabt på en mark, det kostede en del ruder. Næste dag beså vi skaden, et stort hul i jorden, og Hans Martinsens store gård havde fået nogle småskader, det var det. Ellers mener jeg, at besættelsesstyrkerne i Vorgod bestod af 8 mand, som blev tvangsindlogeret forskellige steder i byen, og deres mission var at overvåge luftrummet; de gravede sig ned i en ellers fredet kæmpehøj mellem Vorgod og Barde. Der gik altid en vagtport med gevær og kikkert, soldaterne blev hurtigt kendte i byen, og det var med sorg, at de efter kapitulationen fede og velnærede forlod Vorgod.

Når jeg havde fri, var det næsten altid åen, der trak; vi både fiskede og badede flittigt i den, og på kirkepladsen spillede vi fodbold. Vorgod Hovedskole vil jeg ikke tale meget om; lærerinde Oline Rasmussen var jeg, som mange andre elever, dødsensangst for, og førstelæreren Niels Jakobsen kunne tydeligvis ikke lide mig, så det var ikke der, jeg havde mine bedste timer.

I 1943 solgte mine forældre forretningen til Tjelde Toft, nu skulle der findes en større forretning, og de ville gerne prøve en byforretning, og købte en dejlig forretning i Viborg, men de trivedes ikke i byen. Efter kort tid i Viborg solgte de og købte kort efter en god forretning i Kibæk, hvor de havde nogle gode år – men det er en helt anden historie.