Vollundgårds fortid

Vollundgård som den så ud i min barndom

Fra en gammel enestegårds saga på kanten af Randbøl hede.

”EGTVED SOGNS HISTORIE” af afdøde lærer Kvist danner grundlag for nogle af nedenstående oplysninger. Min mor havde adskillige møder med Kvist angående Vollundgårds historie.

Nedenstående data er direkte afskrift efter min mors optegnelser fra Koldinghus lens ældste regnskaber:

• 1469 – hed Vollundgård – Voldhin
• 1479 – hed Vollundgård – Voldhun
• 1547 – hed Vollundgård – Wallun
• 1579 – hed Vollundgård – Wollunde
• 1664 – hed Vollundgård – Wollund

I disse regnskaber er også nævnt bebyggelsen Strølund, der indtil 1548 lå mellem Lie og Spjarup. Navnets forled er måske afledt af navneordet WAL = stok, rund kæp, bøjelig gren.
Hele området Vollund er udstykket fra Vollundgård. Inden udstykningen og matrikuleringen 1840-44 havde gården et jordtilliggende på 400-500 tdr. land.
Da Koldinghus lens ældste regnskaber kun går tilbage til 1573 har det ikke været muligt i disse regnskaber at finde ejerforholdet af ”Voldhin” i 1469 – derom senere.
Af ejere på Vollundgård kan bl.a. nævnes kaptajn Beenfeldt, der blev kendt for sin skændige overgivelse af Kronborg til svenskerne samt så prominent en person som herredsskriveren fra Jerlev

Ejerskab – betaling af landgilde

Jydske Tegnelser – bind 9 folio 277b

Afskrift af: Jydske Tegnelser bind 9 folio 277 b.

Kancelliets Brevbøger 1635-36 (udg 1940) s. 432 Haderslev 27/2 1636 Missive til Ernst Nordmand. Efterskrevne Kronens bønder ved navn Søfren Jensen, Mats Jørgensen, True Mortens og Peder Jørgensen i Bendeballe i Koldinghus Len har andraget om, at det måtte blive tilladt at flytte deres gårdes huse på deres egne grunde, da de som følge af sandknog er ganske ødelagt, og gårdsrummet fyldt med sand, så at de ikke kan give den tilbørlige landgilde og anden rettighed. Da de med synsvidner har bevist, at deres opgivelser er sandfærdige, tillader Kongen, at de må flytte deres gårde og efter synsvidnet genopføre dem på deres egne grunde. Skønt der også var sandknog i Vollund var disse ikke så alvorlige, at de var nødt til at flytte gårdene, sådan som det skete i Bindeballe. Landsbyen Store Rygbjerg ved Frederikshåb blev totalt jævnet med jorden af sandknog. (fygning)

Gamle målbetegnelser og betydning

Ca. 1840 – 1844: DET SER UD TIL AT ALLE GÅRDE DA ER UDSTYKKET MED HVER SIT MATR. NR. – HELE OMRÅDET VOLLUND ER UDSTYKKET FRA VOLLUNDGÅRD, DER INDTIL DA HAVDE ET JORDTILLIGGENDE PÅ ca. 500 TDR. LAND.

Landsarkiv/Rigsarkiv
Jeg besøgte Landsarkivet i Viborg med det formål at checke Kvist´s data samt finde ud af, hvem der byggede ”VOLDHIN”. Kvist´s data var i orden. I ”Danmarks Riges Breve fra Middelalderen” henvistes til et pergament af 29.12.1469. Dette pergament var at finde på Rigsarkivet, hvorefter turen gik til København. Pergamentet havde befundet sig Tirsbæk Godsarkiv, men var stærkt beskadiget, hvorfor godsejer Klevenfeldt på Tirsbæk, på hvis afskrift man kunne stole, i 1748 renskrev dokumentet og afleverede det til Rigsarkivet (iflg. Orion Historiske Qvartalsskrift bind 1 fra 1843).

”VOLDHIN”
Desværre indeholdt dokumentet ikke oplysninger om, hvem der havde bygget Voldhin, men omhandlede derimod en strid om jord. Lensmand Timme Rosenkrantz, Engelsholm blev nemlig beskyldt for at have bygget ejendomme inde på Tirsbæk jorde. Ejeren af ”Voldhin” var i 1469 Thorkell Jenssøn. Han var, tillige med andre gårdmænd på egnen, udnævnt til sandemand, et betroet erhverv, som kan sammenlignes med nutidens nævninge. Disse sandemænd blev af kongens embedsmand pålagt at ”gøre twgh”, d.v.s. gøre tog/føre sag mod lensmand Timme Rosenkrantz, Engelsholm for ulovligt byggeri. Det må have været en alvorlig sag, eftersom den skulle nedfældes på pergament og opbevares i Tirsbæk Godsarkiv.

Sandemænd
Inden for Jydske Lovs område var der i Middelalderen et vist antal faste nævninge, som afgjorde sager om markskel (d.v.s. mellem forskellige byers marker), men som siden 1. halvdel af 13.århundrede fik et betydeligt større virksomhedsområde, idet de fra da af også anvendtes i en række sager mellem kirke og bonde om jord eller sjælegaver, når visse nærmere betingelser forelå, dels i en række straffesager, bl.a. manddrab og voldtægt. Der var 8 sandemænd i hvert herred eller købstad. Sandemænd beskikkedes for livstid af kongen – i senere tid dog ofte på dennes vegne af lensmanden (iflg. Salomonsens konversationsleksikon).

Ejeren, Vincents Iversen (Dyre) til Tirsbæk klager før 1469 til kongen og hans råd over, at den kgl. lensmand hr. Timme Nielsen (Rosenkrantz), Engelsholm ulovligt lod bygge på hans grund i Bredballe. Til klagens prøvelse nedsattes en kommission, der beretter om sagen, som undersøges, og kongen giver følgende kendelse:

”Vij Christiern mit Gudz nathe Danmarks Sveriges Norges Venders oc Gothers Koning Hertug vdj Schleswig Greve vdj Holsten Stormarn Oldenborgh oc Delmenhorst gøre alle widerlicht, at Vincentius Ywerz vor elskelige Hoffusind oc thiener var schicket for oss oc vor elskelige Raad Biskop Jeep udj Burglem, hr. Erik Ottes vor Huffumester, hr. Claws Rønow vor Marsk udj Danmark oc Strange Nielsøn, Riddere, kerede udj Kalundborgh, at han ey maatte nyde hans gotz vdj Bredebalgh for vor Embitsmann. Oc sagde forne Vincentius, at ther er bygte tuo gardhe paa hans rette agherlod. Tha effter wor elskelige Raads raad tilsckihede vi thesse efterschrefne: Jes Perssen vdj Starvp, Pedher Rally vdj Velyng, Christiern Pederssøn vdj Stubdrup, og Throkell Jenssøn vdj Woldhum/Voldhin, Jes Iwerssøn vdj Asendrup, Jens Skytte vdj Bredebalgh oc Thermen (?) vdj Stavrp at grantzske oc ledhe thet gotz, oss oc kronen tilhører vdj forne Bredebalgh, oc hvad forne Vincentius tilhører, oc … om forne Bredebalgh bør være vdj bierch eller ey, oc at hans thiener trengdess till at giøre twgh (at gøre tog). Oc skule thisse forne thette svo grantzske oc vthlede, som the vil antsvare for Guds oc vere bekende for oss oc wor elskelige raad oc giffue oss thet bescreuit under theres insigln. Tha finge wi nu there opne breff beseyglde … at forne Jes Perssen, Pedher Rally etc. Haffue saa vdj sandhen spvrd, at wij oc kronen ey mer en én ødhæ bool vdj Bredebalgh. Oc thett bevisde forne Vincentius for oss mz gamble beseyglde breff. Oc at the tvo gardhe, som wi haffue vdj forne Bredebalgh, lodh Anders Nielssøn, hr Tymme Nielssens foged ther bygge paa forne Vincentius rette agher jordh. Oc var ther engen adelbyggæstædh. Item forne Jes Perssen, Peder Rally etc. Haffue vtleet oc spyurd, at Bredebalgh var ey i bierch, men hr. Johan Skarpenbergh tvang them til at giøre twgh ydi Roms byerch (Den kgl. Lensmand tvang Beboeerne til at gøre Nævningetog, Sandemændstog o.lign. ind til det kgl. Roms Birk, skønt de hørte under Tirsbæk Birk (Egebjerg Birk)). Tha bethe wij byude tigh forne Jes Perssen vdj Stavrp met forne thine metbrøddre, at j vtlegge oss wor oc kronens bool oc all then deel oc rettughæt, som oss bør at haffue udj Bredebalgh, ac lader engelund, naar Niels Mandrup vor elskeligh hoffuesind ether therom tilkreffuer. Fforbiudendes alle vore fogede oc embitzmen forne Vincentius noghit forfang at giøre paa forne ij gardhe eller tvinge hans thiener vdj Bredebalgh at giøre twgh effterthy the ey met rete ere vdj bierck vnder vor konningrlich heffnd oc vrede. Datum in castro nostro Helsingborgh. Die htj thome cantuariensis episcope nostro sub secreto presentibus enferius appenso.
Anno Domini
M.C.D. SEXAGESIMO NONO.

I den kongelige Kendelse ser vi, at Vincents Iversen kaldes “Hoffuesind oc thiener”, og han maa således have været i Kongens Tjeneste som Hofsinde. Deraf erfarer vi, at han har været en rig og anset ung adelsmand, thie saadanne tog Kongerne til den Tjeneste. De dannede en Slags Livvagt om Kongens Person, og de udgjorde med deres beredne Følge den saakaldte Hoffane eller Livfane, Kongens Mærke, som den nævntes i ældre Tid. Foruden den militære Tjeneste skulde de opvarte Kongen og ved deres Nærværelse give Hoffet Anseelse, og endelig skulde de ledsage Kongen på hans talrige Rejser.
(afskrift fra ”Orions Historiske Qvartalsskrift bind I)

”Voldhin”. Hvorfra stammer navnet Voldhin? Relaterer navnet til Vollund Storhøj, idet gården ligger nede bagved storhøjen/volden, og hidrører navnet fra tysk ”Hinten dem Vall, der betyder ”bagved volden”? I hine tider havde det danske sprog megen lidt status, hvorimod det tyske sprog havde en langt højere status. Afstanden til Nordslesvig var ikke længere væk end til Kolding å – ca. 25 km.

Gården kan være endnu ældre end det angivne, idet der i sagnet om Brudesøen i Bølling berettes om, at ”Herren til Vollund, hr. Aagaard havde en datter ved navn Lena. Hun var forlovet med junker Alf fra Lie. Disse 2 gårde var nemlig herregårde dengang. De 2 unge var engang ridende ned til Haraldskjær og havde flere svende med sig. Da de nu en dejlig sommeraften red hjem og kom lige over Refsgård Bakke, hvor Vollund krat og hr Aagaards enge er nedenfor, lå der en røverbande skjult og overrumplede dem. Jomfru Lena tog de med til Bølling til deres røverflok, og sønnen fra Lie og hans svende red ud og kom i bløde i engene. Men de blev dog kvit og kom ikke med røverne. Da samlede sønnen fra Lie sin styrke og ville hen og befri sin kæreste. Hun var ene fruentimmer bland røverne, og udenfor hver dør hun kom til, stod der en mand med sære øjne, så hun ikke kunne slippe ud. Så kom hendes kæreste og frelste hende, og hun kom ud af slottet, der sank med det samme. Der hørtes en røst fra dybet, og en bog kom sejlende til land. Det var den hun havde haft med fra hjemmet”. (iflg folkemindesamler Evald Tang Kristensen).
Brudesøen ligger i en dalsænkning i Bølling ved Egtved. Ældre mennesker har kunnet berette om sælsomme ting, der fandt sted for århundreder siden. Det synes som virkelighed og sagn blandes sammen. Flere udgravninger synes at bevise, at beretningen taler sandt. Brudesøvisen har i alt 40 vers !! Der findes forskellige udlægninger af sagnet.

Enestegårde/Hovedgårde
Vollundgård var en enkeltgård = enestegård, d.v.s. den lå før udskiftningen udenfor landsbyen og havde sin jord for sig selv og var således ikke inde under det tyngende jordfællesskab. Hver enestegård havde ganske vist sit eget magre kongerige, men i kraft af hederne kunne de klare sig på lige fod med sognets øvrige bønder. Engene i tunneldalene ved Vejle Å i Spjarup Krat bidrog til et godt resultat, og man vogtede nøje over disse enge. Hedens lyng gav foder til dyrene, ligesom lyng også anvendtes i husholdningen. En enestegård var ofte også en hovedgård, således som Vollundgård, der i gammel tid ikke var matrikuleret.

Hovedgård/Tiende
var tidligere privilegerede gårde. Det vil sige gårde som i modsætning til fæstegårde og selvejergårde var fritaget for skat til kronen og tiende til kirken. Hovedgårdens skattefrihed ophørte principielt med grundloven af 1849. Tiende blev indført i 1100-tallet under kong Niels, d.v.s. bønderne skulle betale en tiendedel af deres afgrøde i skat til opførelse og vedligehold af kirker samt præstelønninger. Denne ordning blev først afsluttet efter 1912, da kirkeskatten blev indført.

Karbjerg sogn
Vollundgård er én af Karbjerg Sogns enestegårde. Karbjerg Kirke har ligget der, hvor Nordbækvej går fra Ølgårdvej. I 1939 da der blev lavet vejomlægning på stedet, fandt man en del syldsten, småstykker af farvet glas samt nogle mønter fra Valdemarstiden, der skøntes at være et levn fra Karbjerg Kirke. Kirken blev lagt øde under pestsygdomme, krige og sandflugter omkring år 1600. Iflg Kvist´s optegnelser kan enestegårdene Vollund og Lie være mindst ligeså gamle som Karbjerg Kirke.
Egnen vest for Egtved var efter pestsygdomme, krige og sandflugter i årene i 1500-1600 så forarmet, at de folk, der var tilbage i Vollund, nærmest flygtede derfra på grund af armod. I 1719 blev egnen vest for Egtved, herunder Vollund, derfor solgt til hovedgården ”Estrup” for senere at blive indkøbt under ”Engelsholm”. Hvornår egnen blev selvstændig vides ikke, men sandsynligvis på samme tidspunkt som Liegård, nemlig i sidste fjerdedel af 1700-tallet.

Vollund storhøj
I 1836 fandt gårdmand Raas Olesen, Vollundgård, en urne i gravhøjen ”Storehøj” på sin mark. Urnen var rigt dekoreret med løse indridsninger, heriblandt en dyrefigur. Oven på de brændte ben lå en bronzenål. Urnen fremstod som værende udarbejdet på fri hånd, ca. 6 t høj og 6 t i diameter, af den slags som har en bug på midten. Fundet er fra yngre bronzealder og blev indleveret gennem stiftamtmanden i Vejle. Der blev også fundet et par stridsøkser. Fundet i ”Vollund Storhøj” er omtalt i ”Annaler for Nordisk Oldkyndighed”, udgivet af Det Kgl.Nordiske Oldskrift Selskab 1840-41. Fundet er også omtalt udenlandske skrifter.
1907: HERREDSREJSE: I forbindelse med den store landsddækkende herredsbe- rejsning besøgte G. Sarauv i 1907 Egtved og beskrev lokaliteten således: Overpløjet høj, ”Storehøj” 1,2 x 18 m – og udgravet af VEJMAND!!! Eftersom gårdmand Raas Olesen aldrig har kunnet spores på egnen, ej heller som ejer af Vollundgård, var han sandsynligvis den VEJMAND, som Raas Olesen andetsteds er omtalt som. I kraft af sit job som vejmand har han sikkert i en periode været indlogeret på Vollundgård for at arbejde i området.
”VOLLUND STORHØJ” lå oppe for enden af Søndermarken ind mod Glasbjergs skel, altså på de marker, der ved den endelige matrikulering i 1840-44 kom til at høre under ”Pedersminde”. Lokaliteten beskrives som sb.nr.269 (museumsnr).
Fakta om lokaliteten: Gravhøj (rundhøj). Yngre Stenalder, enkeltgravstid.

Omtale af gravhøjene ved Vollundgård

Omtale af gravhøjene ved Vollundgård

Gravhøje
Skikken at bygge gravhøje går tilbage til bondestenalderen 4000 f.v.t. til 1700 f.v.t., hvor der blev opført et stort antal af de såkaldte storstensgrave, først dysser og siden jættestuer. Igennem resten af OLDTIDEN blev der bygget gravhøje af vekslende størrelse og form, langt de fleste stammer dog fra ÆLDRE BRONZE- ALDER. Gravhøjene er i vid udstrækning blevet genbrugt til senere begravelser, og en høj kunne sagtens indeholde mere end 10 forskellige perioder af oldtiden Det er ganske vist kun ved de moderne totaludgravninger af høje, man har fundet samtlige grave. Ved sådanne undersøgelser har man desuden kunnet konstatere, at højene un- dertiden er blevet udvidet med yderligere lag af græstørv i forbindelse med anlæggelsen af nye grave – man taler da om, at ”højen har flere faser”.
På marken op mod skellet til Aksel Rahbek, Bøgvadvej 57, matr. Spjarup 2d, lå der 2 gravhøje. Gravhøjene lå forskudt for hinanden, og den ene var lidt større end den anden. Denne asymmetriske beliggenhed gjorde markarbejdet temmelig besværligt, men der udvistes respekt for højene. Midt i 1950erne kom der et par herrer fra Nationalmuseet for at foretage undersøgelser af gravhøjene ved at grave i dem. Senere kom der en anden herre samme sted fra. Han gav tilladelse til, at højene blev slettet, da der ikke var noget i dem. Højene blev jævnet med jorden i 1957-58. Jeg betvivler meget, at man i hine tider, i Bronzealderen, har lavet 2 gravhøje, hvis der ikke har været noget i dem. Det der i givet fald har været, kan naturligvis have været formuldet, og resten har ploven så ordnet.
I hele Vollund området har der været en del Bronzealder gravhøje, men de er for længst forsvundet. Ude i Vorbasse var der en gang en del gravrøvere, der havde specialiseret sig i at plyndre gravhøje udelukkende for egen vindings skyld. De blev kaldt for ”Vorbassedrengene” og røvede ca. 1200 gravhøje, men da der ikke dengang var nogen lovgivning på området, kunne de ikke gøres ansvarlige.

Matrikulering
Vollundgård har matr. nr. under Spjarup. Dette skyldes, at da den første egentlige matrikulering fandt sted i 1840-44, fandtes der kun denne ene gård i Vollund, nemlig Vollundgård. Derfor har det naturligvis været lettest at matrikulere under Spjarup, hvor der i forvejen var en del gårde. Hele det område, der hedder Vollund, er således udstykket fra Vollundgård. Matrikuleringen under Spjarup indebar, at der på min far, Poulins officielle breve stod: ”Hr. gårdejer Poulin Hansen, Vollundgård, Spjarup pr. Egtved. Dette var livet igennem til irritation for ham. Han boede ikke i Spjarup, men i Vollund !! Men han undersøgte vist aldrig, hvad årsagen dertil var. At der tilbage i tiderne havde været et mark- og engfællesskab mellem Spjarup og Vollund, var ikke noget han fordybede sig i, han levede blot med, at han og de andre gårdmænd i Vollund havde et engområde nede i Spjarup krat. Matrikulering er altid udført med fortløbende numre. Ikke desto mindre er der mange ”huller” i matrikuleringen. Der har helt sikkert ikke været gårde/ejendomme i området, der er blevet nedlagt, men der kan have været jordlodder, der er opkøbt af andre i området. Dette har så forårsaget disse ”huller”.

Fortegnelse over matrikelnumre

Vollundgård, som jeg husker den fra min barndom
Poulin. Min Far købte Vollundgård i 1933 af Søren Christensen. Han blev kun kaldt Søren Vollund, ligesom hans far Chr. Sørensen blev kaldt Chr. Vollund. Søren Vollund gik med en guldørenring i hvert øre – ret usædvanligt i første tredjedel af 1900-tallet. Det at kalde folk ved stednavne, var nok for at man kunne vide, hvor de var hjemmehørende. Den tidligere ejer af Henrik Banks ejendom kaldtes altid kun Anders Vollund. Denne betegnelse må være ophørt, da far kom til Vollundgård, for han blev slet og ret kaldt Poulin. Ved salget af gården efterlod Søren Vollund sin store dragkiste mærket S.C.. Dragkisten har min lillebror Arne. Han efterlod også et stort billede i egetræsramme med motivet ”En kobbel heste udenfor en Kro” (Lindenborg Kro). Dette billede har jeg hængende i min stue.

Mine forældre ved deres bryllup i 1937.

Vollundgård havde da et jordtilliggende på ca. 90 td. land incl. skov og mose. I stuehuset var der lerstampede gulve. Disse blev brækket op for at lægge bræddegulv. Under gulvet stødte man på en lerkrukke. Krukken er ca. 30 cm i diameter, 37 cm høj, lidt asymmetrisk i sin form og forneden ret smal, stående på 3 små fødder. Foroven er der 2 små ører. Der har ikke forlydt noget om, at krukken indeholdt noget – i givet fald har man ikke været opmærksom derpå. Krukken blev ret medtaget ved udgravningen, da der ikke var nogen der forudså at finde en lerkrukke. Ved rekonstruering af krukken var der en del større og mindre skår tilovers, hvilket fortæller, at der har været mere end én krukke. Af en artikel ledsaget af et foto i Kolding Folkeblad i 1970erne fremgik det, at en sådan krukke havde været anvendt som lysestøbergryde, hvilket den også bar spor af, idet der foroven mellem ørerne sås rustmærker fra en jernkæde. Ikke svært at forestille sig den hængende over et åbent ildsted. Krukken er fra 1400-1500 århundrede. Ligeledes stod der i artiklen, at man i hine tider brugte at grave ting ned, inden man byggede et hus i håb om at holde onde ånder væk.

Da en herre fra Nationalmuseet i 1950erne gav tilladelse til at de 2 gravhøje på marken måtte slettes, viste mor ham denne krukke. Den var danefæ og skulle afleveres til Nationalmuseet. De havde i øvrigt slet ikke en sådan krukke på Nationalmuseet. Mor bad ham for nemheds skyld selv tage den med, hvilket han afslog, idet den slags skulle afleveres af finderen. Dette blev aldrig gjort trods talrige opfordringer fra min side. I dag er jeg glad for, at dette aldrig blev gjort, da krukken nu er min varetægt. I 2005 havde jeg en samtale med arkæolog Folmer Christiansen, Vejle Museum vedr. gravhøjene på vore marker. Jeg betroede ham, at jeg havde denne krukke, som var danefæ, samt at jeg godt vidste, at den skulle have været afleveret. Han sagde, at den kunne jeg roligt beholde, da Nationalmuseets udlægning af den arkæologiske afdeling til amterne indebar, at der ikke længere var afleveringspligt.

Skov og mose
Helt op til år 1500 var Vollund til dels dækket af skov. På Kort- og Matrikelstyrelsens 4-cm kort fra 1983-1997 benævnes mosen stadig som VOLLUND STORMOSE. Det var i sin tid en meget stor mose på ca. 100 tdr. land, hvoraf de 40 tdr land hørte til Vollundgård, og 20 tdr land til Mariesnåde i Frederikshåb. Mosen strakte sig helt ud i Vorbasse Sogn. Det meste af mosen har været lyngklædt, og dyndlaget var ikke ret tykt. Alligevel blev der gravet mange tørv her, især i den østlige del, ”Fællesmosen”, der var under Mads Larsens område. Bl.a. skal Vork og Refsgård, som ingen moser havde, have haft parceller her. Da mosen var opgravet, ophørte fællesskabet. I min barndom var jeg med i mosen og skulle forestille at hjælpe til med at køre dyndet til tørring. Skoven omtales som Stormose Bjerge. Det har nu altid været svært at få øje på bjerge i området – udover at det højeste punkt over havets overflade er 82 m, men det er måske dette punkt, der har lagt navn til området. Punktet er beliggende lidt til højre for midten af skoven i retning mod Henrik Banks skel. Den markvej, der dannede skellet, blev også brugt som tilkørsel til skov og mose.

Skoven er en fredsskov, d.v.s. den er reserveret til skovdrift iflg. Fredsskovloven af 1805. Loven blev indført af Chr. 7. Indtil da kunne dyrene frit græsse i skovene, men med denne lov, blev der afspærret for dyrs adgang. Indgreb i fredsskov kræver tilladelse i henhold til skovloven. Denne tilladelse kan gives på betingelse af plantning af erstatningsskov. Kommunale og statslige skove er automatisk freds-skov.

Markerne
Marken foran skoven var indtil omkring 1900 lynghede, hvor køerne gik på græs, men marken blev senere opdyrket. Lige ved det læhegn, der blev plantet som værn mod sandflugt, var der et vandhul, hvor køerne fik stillet deres tørst. I min barndom var søen dog næsten udtørret, men området var noget sumpet og bevokset med siv. Det var derfor forbudt område for os børn. Efter besøg på stedet for nogle år siden kunne jeg konstatere, at området var helt tørlagt – måske er der blevet drænet. På samme mark over mod vejen til ”Fælleseje” var der en stor mergelgrav, og den findes stadig. Der er selvfølgelig blevet gravet mergel i hine tider. Omme bagved gården var der i min barndom et stort hul, hvori mergel blev opbevaret for senere gødning til markerne. Denne mergel er nu ikke kommet fra vores egen mergelgrav, men hentet andetsteds. Overfor mergelgraven helt ud til vejen mod ”Fælleseje” var der noget mærkværdigt – ikke noget der kunne kaldes en mini-gravhøj, men der var en rundkreds. Lidt sænket under jordoverfladen var der gravet en rende ca. 10-15 cm dyb. Ovenpå var den flad, men lidt højere end selve jordoverfladen. Det var i hvert fald ikke noget naturskabt. I alle disse år var denne mark udlagt til græsmark, men da marken senere blev pløjet forsvandt den dermed. Jeg spurgte heller aldrig min far, hvad det var for noget, for jeg var jo vant til, at den var der. I dag ville jeg meget gerne have udforsket den.
Lidt tættere mod gården på marken, der ligger overfor Henrik Banks skel, der blev der i min fars tid fundet en del træstolper. Disse stolper kom til stadighed op af jorden under markarbejdet. Dette vidnede om rester af bebyggelser fra en svunden tid, men ingen tog notits af, hvor de stammede fra, stolperne blev bare fjernet.
I et skab i entreen lå der livet igennem 2 flintøkser. Jeg havde dem jævnligt ude af skabet og studerede dem, men stillede aldrig spørgsmål ved, hvor de var kommet fra. I nyere tid forsvandt de fra skabet – ingen aner, hvor de blev af. Jeg kan ikke frigøre mig fra tanken om, at det kunne være de 2 stridsøkser, der i 1836 blev fundet i Vollund Storhøj. Ved nærlæsning af teksten om gravfundet i Storhøjen, står der faktisk ikke noget om, at lige netop de 2 stridsøkser blev afleveret !!!
Lige udenfor porten til højre for indkørslen til gården var der noget vi kaldte for ”pindehus”. Det var et Spændhus, der stod på jorden. Et sådant lyngtag havde de også oppe på Vollundhus, men de faldt sammen af ælde, og jeg aner ikke fra hvilken tidsperiode de stammede. En mand fra Fitting kørte rundt og huggede kvas med en speciel maskine. Han hed Jens Larsen og var en bror til Mads Larsen på ”Pedersminde”. På grund af hans job hed han i daglig tale ”Jens pindeklipper”.
På den anden side af vejen, hvor pindehuset stod, var der en hestegang, hvilket vil sige en stor rundkreds med en lang stang, som hesten blev spændt for. Stangen var forbundet til en anordning, der var gravet ned i jorden, hvorfra der var forbindelse til den hakkelsesmaskine, der stod inde i laden. Der stod så far eller en tjenestekarl og puttede havreneg i, som blev hakket i 10 cm lange stykker. Hakkelsen var kun beregnet som hestefoder. En hakkelsesmaskine var et meget stort hjul med eet skær på. Havrenegene blev stoppet ind i en speciel indføringskasse, der var bygget over selve maskineriet.

Gårdens heste til parade 1946.

Den ny vej/Hulvej/andre veje
Tilbage i 1940erne talte far om, at han ville lave en ny vej, der skulle gå hen langs med havehækken, forbi den lille eng og til landevejen. Der gik nu en del år, inden projektet blev søsat. Dengang skulle man ikke søge om tilladelse til at lave en vej, det var bare noget man gjorde. Hvert forår trak far nemlig kvier på græs nede i engen i Spjarup krat, og med en ny vej var han fri for at gå ad den ordinære vej, uden om Vollundhus til landevejen. Ovre på den anden side af Kolding-Billund landevejen var der en hulvej, der gik ned gennem Li og kom ud nedenfor Mads Ejsing i Spjarup ved Bindeballevej. Hulvejen er vist svært at finde i dag, men som barn har jeg vandret ad den. Nede i Li var der nogle store sandbanker, hvor en lille bæk snoede sig igennem. Stedet var om sommeren en yndet legeplads for os børn og virkede meget storslået med disse høje lyngklædte bakker.
Den nye vej er i dag officiel vej, nemlig Vollundvej. I vi indfødtes sprog hedder den stadig ”Den Ny Vej”. Dengang gik den ”officielle” vej gennem porten i gården, lige forbi stuehuset, og videre rundt til de andre gårde i Vollund. Det var vel egentlig en helt privat vej, som far, i fællesskab med de andre gårdejere, selv vedligeholdt. Lidt længere oppe var der en korsvej. Vejen til venstre gik hen til Aksel Rahbek. Vejen til højre gik til ”Fælleseje” og Pedersminde” og endte ovre ved ”Glasbjerg” ved Ølgårdvej. Kørte man lige ud ved korsvejen, kom man op i vores Søndermark, der grænsede ind til de andre gårdes jorde. Ad usle markveje cyklede vi ofte den vej til skole og kom ud ovre ved Otto Råhede i ”Mamrelund”. Dette navn opstod, fordi Ottos far hed Abraham – så hvad var mere nærliggende?
”VOLLUNDHUS” er bygget i sidste halvdel af 1800-tallet. I forlængelse af denne ejendom mellem markvejen ud til vores skov og landevejen, og der hvor vejen i min tid gik ned til Vollundgård, er der en lang strimmel jord, som beboerne på ejendommen dyrkede. Denne strimmel jord, der har en vejs bredde, går helt hen til Henriks Vej (Bøgvadvej 67). Inden Vollundhus er bygget sidst i 1800-tallet, ser det ud til at den gamle landevej kan have gået der, idet landevejen blev grundforbedret i 1848.

Lille eng
Det var et naturligt navn til engen, da området var meget lille. Den begyndte for enden af haven og var nærmest formet som en trekant, idet den på den ene side grænsede op til marken tilhørende ”Vollundhus”, hvor marken skrånede lidt. I engen gik der altid kalve om sommeren. Gennem engen løb der en lille bæk. Det var den der løb under landevejen og ned igennem Li. Bækken havde sit udgangspunkt ude i mosen, men der må have været noget rørføring under markerne, for der var i hvert fald ingen bæk gennem markerne.

Gårdens bygninger
Eftersom den 4-længede gård er fra ca. 1400-tallet, muligvis endnu ældre, er i hvert fald selve udbygningerne, bygget om og forbedret i årenes løb. I fars tid blev der bygget en lade til. Stuehuset er sandsynligvis af meget gammel dato, hvilket den også bærer præg af. Der er 3 skorstene, da der var kakkelovne i alle 3 stuer. Køkkenet var langt og smalt. Inde bagved det var der et ret stort soveværelse. Og så var der naturligvis bryggers med cementgulv. Spisekammeret lå lidt sænket under overfladen, vel sagtens for at der skulle være lidt mere køligt.

I spisekammeret var der et flueskab til opbevaring af madvarer og et saltkar, hvori sulet fra de slagtede grise lå saltet ned. Fra bryggerset var der en trappe op til loftet. Ad åre blev der bygget nogle værelser deroppe. Der var pumpe i gården, hvorfra der blev hentet vand til husholdningen. Vandspanden hang på en krog på selve trappen.

Orkanen i februar
1952 Nu skulle der jo som tidl. nævnt søges om tilladelse til at fælde træer i skoven. I denne anledning kom skovridder Beck jævnligt på besøg, hvor han, sammen med far, tog beslutninger om, hvad der måtte fældes. Naturens kræfter indhentede ikke tilladelse til fældning, det ordnede den selv. Total kaos af væltede træer. Far fik en del ekstra penge ind på grund af alt det træ, som han derefter kunne sælge. Det var dengang han tog beslutning om at købe en bil – det blev en Plymouth, og kørekort tog da både far og mor. Ville bilen en kold dag ikke starte, så fulgte der et startsving med, som blev placeret i en dertil indrettet mekanisme ude foran under køleren. En ny tegnebog blev det også til – i gedigent svinelæder – ellers blev der ikke slået om sig med penge.

Familien samlet med deres 5 børn i 1957, med artiklens forfatter, Elly Poulin i midten.

Modernisering
I første halvdel af 1950erne kom moderniseringen i form af traktor. Den første vi havde var en stor McCormick. Denne blev dog senere udskiftet til Ferguson. Det var en meget stor dag, da mine 2 ældste brødre fik lov at prøve kræfter med en traktor ude i marken. I takt med at der kom mere modernisering i form af forskellige maskiner på gården, fandt far også ud af, at han ikke behøvede tjenestekarle. Mine brødre var da også blevet så store, at de udgjorde hjælpen. Det syntes lidt underligt, at eftersom far og mor blev ældre, så skulle de ikke have fremmed hjælp. Far havde i perioder haft 2 tjenestekarle, og mor var vant til at have hushjælp. Der var trods alt en meget stor prydhave foruden stor køkkenhave samt et stort stuehus at holde. Tempoet blev vel sat i vejret. Arbejdsdagene var meget lange, og fritid kendte man ikke til. Søndagene blev dog holdt som helligdag, men mad skulle der på bordet alligevel, og dyrene skulle også passes. Alt var i orden både ude og inde, og ingen kunne næppe sætte en finger på noget.

Farmors fødselsdag på Vollundgård i 1939

Fars alt for tidlige død
At far skulle rives så brat bort fra livet på sin elskede gård, det havde ingen kunnet forestille sig. Det skete den 12. oktober 1966 – 2 dage efter at han fyldt 61 år. Han havde ligget på sygehuset i 3 uger med brækket lårben efter at være styrtet ned fra en stige, da han var på vej op til kornmagasinet. Første dag han var oppe at træne i at gå  var den 11. okt. Næste dag til træning sank han i et nu sammen og døde af en blodprop i hjertet – i hænderne på sygeplejerskerne. Man havde dengang endnu ikke helt fundet ud af det med blodfortyndende medicin samt vigtigheden af at komme ud af sengen i løbet af et par dage. Mor drev selv gården med fremmed hjælp i 5 år, hvorefter min yngste bror fik gården i forpagtning de næste 5 år. Derefter overtog han gården. Gården er nu på fremmede hænder. Ude i skoven ved vejen, der går videre ud i mosen, rejste mor en mindesten over far, der står:

POULIN 1905 – 1966
KØBTE VOLLUNDGÅRD 1933
GENPLANTEDE SKOVEN 1954 efter orkanen 1952

Herunder gravsteder for Poulin Hansens forældre og for mine forældre på Egtved kirkegård.