Flygtningelejren i Vingsted

Efter flere gode måneder i Fittinglejren får Paul Lund besked på at lejren skal nedlægges øjeblikkelig, og flygtningene overføres til Ålborg. Han får tilbud om at blive chef for den nyoprettede drengelejr i Vingsted, hvor følgende historie er fra.

Vingstedlejren
Nogle dage senere blev jeg bevilget sommerferie, men forinden modtog jeg tilbud om at blive chef for den nyoprettede drengelejr i Vingsted, hvor det var tanken at anbringe 700 store drenge, da man i flygtningeadministrationen ikke vedblivende turde tage ansvaret for at have dem i de store lejre, hvor de mere aggressive kvinder var begyndt at nære for stærk interesse for dem.

Efter vellykket ferie tog jeg sammen med overbetjent Sørensen, frk. Uldahl og alle de øvrige medarbejdere til Vingsted, hvor jeg nær havde fået et chok, for en mere ejendommelig lejr skulle man lede længe efter.
Lejren begyndte ved indgangen til Vingsted station, hvor der var en stor velindrettet hospitalsafdeling indhegnet bag høj pigtråd. Over for denne var et par små træbarakker, der var bestemt til kontorer for lejrlederen, vagten og bolig for den tyske tillidsmand, i dette tilfælde hr. Blume, som jeg også havde fået med fra Fitting.
Fortsatte man ad vejen mod skydebanerne, var der i en stor betonbunker indrettet spisesal og køkken for den danske afdeling, der nu var på ca.40 personer. Længere ude ad samme vej var der tørvelade og hestestald med 6 heste, og på en lille skrænt en hyggelig villa til den danske stab. I forhold til Fitting var her komfortabelt, og frk. Uldahl indrettede alt på bedste måde.
I en lille hulvej op mod Ødsted var der et epidemihus, men selve flygtningelejren havde jeg ikke set. Det viste sig at der var hele tre særlejre, og det tog flere minutter at gå fra afdeling til afdeling. Den venligste af de tre lejre var beliggende over for svømmebassinet. Det var et stort stenhus med mange gode rum og et dejligt køkken, og der var en ret rummelig indhegning om huset. Svagheden var kun, at børnene havde den store boldbane og svømmebassinet for øje, uden at de nogensinde kunne benytte dem.

Den næste afdeling var midt i skoven, og man kunne ikke undgå at blive deprimeret, når man gik ind i lejren, hvor pigtrådshegnet stod en vejbredde fra husene. I det ene hus var der to store sovesale, efter mit skøn uanvendelig til menneskelig beboelse, derimod trivedes skrubtudserne godt. Huset var af tyskerne før blevet benyttet til lager.
Der var et dejligt køkken i lejren, og der var ved at blive opført en barak til de mange lærerfamilier, der skulle komme. Ellers var rummene i lejren jævnt triste, og inden for hele området vadede man i fedtet skovjord og ler…
Den tredje lejrafdeling var svær at finde, da den var gemt væk højt oppe i skoven. Der var ikke vand deroppe og vi skulle forsyne hele afdelingen med vand fra den nedre lejr. På grund af vejens utrolige stejlhed ville løbskkørsel næsten være uundgåelig. Huset var bygget til pakhus for vigtige varer, og derfor stod træerne tæt omkring det, så selv her i sommervarmen (1946) føltes her klamt, og lyset måtte nødvendigvis brænde dagen igennem, men værst var det, at man også her havde stillet pigtråden sådan, at man følte sig som i en fold.

Den første tid i Vingsted kan de få flygtningedrenge færdes frit mellem de tre lejrområder medens arbejdet står på med at bringe alting i orden, men så snart de forskellige skoler ankommer bliver portene lukket. Overbetjent Sørensen mener hele lejren er umulig at bevogte, og at det vil kræve et helt regiment, hvis det skal gøres effektivt.
Det bliver ret snart soldater fra en forlægning i Vejle, der overtager bevogtningen og CB’erne bliver  afløst. Det giver megen uro og ”pigtrådssyge” da bevogtningen er meget nidkær. Selv ejeren af Vingsted gamle mølle, Bulov bliver en dag han fredeligt går på sin mark, beskudt, arresteret og ført til vagtstuen, hvad han bliver meget fortørnet over, idet han mener at det er mere farligt i Vingsted nu end under krigen.
Hen i september bliver forholdene dog igen mere frie, og mange får lov til at færdes mellem de tre lejrområder, idet de får passerseddel. Forplejningen kommer for størstedelen fra Kolding, mælken bliver hentet på mejeriet i Ødsted, ligesom Else Uldahl handler småting i Ødsted.

Nu er der kommet drenge fra 6 forskellige skoler, de er for det meste flygtet sammen til Danmark i det sidste år af krigen, de bliver undervist hver for sig af deres respektive lærerkræfter, men skolernes elever og lærere er meget forskellige, der er hele tiden gnidninger imellem parterne. Paul Lund og de tyske tillidsfolk har mange ”retssager” hvor parterne bliver irettesat med store ord og drengene får lussinger for at genoprette fordragelighed imellem de stridende parter, hvoraf en del, både voksne og børn, fortsat har nazistiske tilbøjeligheder og manerer.
Skolen der rejste fra Fitting til Ålborg, ankommer også, de er uden bevogtning selv rejst fra Vejle med toget til Vingsted, hvilket de oplever som helt sensationelt.
Det bliver en ret streng vinter, brændsel er knapt og man fryser. Til jul arrangerer man krybbespil og korsang, og det allerbedste, der kommer små pakker og breve fra familie i Tyskland til nogle af drengene.

En mindre fejde har lejrchefen med den daværende præst i Ødsted:
Det mest overraskende besøg i lejren var et visit af sognepræsten i Ødsted. Han oplyste mig om at han fra flygtningeadministrationens kirketjeneste havde modtaget en protokol med opfordring om at føre mulige meddelelser om fødsler, dødsfald og hvad der ellers måtte forekomme. I forbindelse hermed spurgte præsten mig, om der kunne anlægges en gravplads i skoven, da han ikke ønskede tyske lig på sin kirkegård. Jeg var ilde berørt over udtalelsen og svarede at han ikke skulle gøre sig nogen bekymringer, i alle tilfælde skulle han nok blive fri for begravelser, men i skoven skulle ingen kules ned…
”Jeg har bragt i erfaring” sagde han alvorligt, ”at der færdes tyske flygtninge på vejene, og det ser vi ikke gerne i Ødsted, vi har set tyskere nok”.
”Jeg tror de tager fejl, hr. pastor”, indvendte jeg kort, ”flygtningene er interneret og kommer ingen steder”. ”Da har jeg da selv set en flygtningedreng i brugsforeningen” afbrød præsten mig, ”og deres mælkevogn kommer hver dag på mejeriet”.
Jeg begyndte at blive irriteret og kaldte på kontorbuddet Rolf… ”var det den dreng, De så i Brugsforeningen” spurgte jeg, og præsten bekræftede det…
”Det er mig der sender drengen og kusken med mælkevognen, og det agter jeg at fortsætte med”.

Det ender med at præsten nærmest bliver smidt på porten og hans tilbud om at forrette sjælesorg i lejren bliver bestemt afvist, præsten i Sdr. Stenderup kommer derimod nogle gange for at holde gudstjeneste. Der er dog i øvrigt ikke de store kontroverser med lokalbefolkningen, men flygtningene lever jo også sit eget afsondrede liv i lejren,  hvor depressionerne bliver mere mærkbare efterhånden som det ensformige liv fortsætter og fremtiden stadig ikke tegner sig lyst. Drengene får rask væk lussinger af både lærer og  lejrchefen når de har været ulydige, men det var vel heller ikke ukendt blandt danske skolebørn på det tidspunkt. Men det sker også at en lille purk får lov at græde ud og blive trøstet af Paul Lund.
Flygtningene mangler mange gange underretning om familiens skæbne, flere af børnene er helt alene, og en eventuel tilbagevenden til egnen de er flygtet fra er så godt som udelukket.

Der bliver nu installeret radioer i alle lejre. Der blev dog ikke produceret udsendelser i Danmark. Det var udsendelser fra Hamborg og Berlin, der ivrigt blev aflyttet. Under krigen havde tyske socialdemokrater og kommunister, der var gået under jorden i Danmark, udgivet et undergrundsblad “Deutsche Nachrichten”. Dette blad blev nu officielt de tyske flygtninges blad i Danmark. Alle disse bestræbelser vidner om en stor indsats fra dansk side for at gøre tyskernes dagligdag meningsfuld. De tyske flygtninge viste stor interesse for disse muligheder. Herigennem havde de stor mulighed for indflydelse på deres hverdag. Men tyskerne var ingen homogen gruppe. Der var “gode” tyskere, dvs. dem der havde kæmpet mod Hitler. Det var socialdemokrater, kommunister og borgerlige demokrater. De stod tit isolerede. Det var også dem der stod bag “Deutsche Nachrichten”. Bladet var følgelig meget kritisk overfor Tyskland og havde en tone af bedreviden og en selvforståelse som spydspids for genopdragelsen af de tyske flygtninge.
Og genopdragelse er for mange af disse drenge i Vingstedlejren en nødvendig opgave som der bliver taget fat om:
Et andet forehavende, som professoren var begyndt med, havde min udelte interesse, nemlig forelæsninger for skolernes ældste elever. Hensigten var at pille naziideerne ud af de unge mænd. I tilknytning til forelæsningerne holdt professoren spørgetime, og han havde den glæde, at mange af de unge mænd kom frem med deres tanker om de problemer der rørte sig i dem.

Paul Lund har stadig flere ret voldsomme sammenstød med de skiftende soldater, der har overtaget bevogtningen af lejren. De er meget nidkære og skyder flere gange efter flygtningene, men lejrens dage er nu også ved at være talte. Drengene og deres lærer bryder op og bliver sendt til gennemgangslejren ved Kolding, hvorfra alle de tyske flygtninge starter deres rejse til deres usikre, delte og sønderbombede land. Vingsted kan så småt forberede sig på en helt anden og mere fredelige tilstande i årene der kommer.

Det har ikke altid været let at  dirigere en skude med 500 drenge opdraget i Hitlerrigets visdom og præget af et omflakkende liv, men jeg tror at I siden i livet vil bedømme mig anderledes.

Sådan siger Paul Lund bl.a. i sin afskedstale inden Vingstedlejren bliver ophævet og forfatteren af bogen ”Bag Flygtningelejrenes pigtraad” tager hjem til Bramminge for at istandsætte sit hjem, der har været beslaglagt af tyskerne under det meste af krigen og derefter også fungeret som flygtningelejr. Derfor er der meget der skal istandsættes inden bygningerne igen kan fungere som herregårdspension på Bramminge Hovedgård.

En bemærkelsesværdig opgave, som vi  i Danmark vist – alt taget i betragtning – godt kan være bekendt er det slut med de allersidste hjemsendelser af flygtninge i 1949.

Min farbror Paul Lund, har i 1953 skrevet en lille bog med titlen ”Bag flygningelejrenes pigtraad”. Han arbejdede i årene efter krigen i flere af flygtningelejrene, og i bl.a. Vingsted og Fitting var han den øverste danske leder på stedet. I sin bog giver han et både rørende og barsk billede af forholdene bag pigtrådshegnene. Det var jo således at det var strengt forbudt for den danske befolkning at ”fraternisere” med flygtningene, og derfor var der både pigtråd og vagtposter rundt om lejrene.

Forfatteren var på det tidspunkt en overgearet kommunist og så på kommunisterne og sovjetstaten som paradiset på jorden efter den frygtelige krig i 40’erne.
Blev han spurgt om de russiske udrensninger blandt deres egne borgere, kunne han svare: ”Havde vi i tide gjort det samme i Vesteuropa, var Hitler aldrig nået så langt”. En både kynisk og naiv betragtning, i hvert fald set her i bakspejlet, men på det tidspunkt var min farbror jo langt fra alene om at have næsegrus beundring for Rusland. Alligevel er det forbavsende, at han kunne være så godtroende. Men netop hans godhed og tro på menneskene gav også mange flygtninge et håb og en tålelig tilværelse i al deres elendighed.