Skoleminder fra Tågelund

Den gamle Tågelund skole med kun eet klasseværelse havde eksisteret i knap 200 år, da min skolegang skulle begynde i 1938. Man kan roligt sige at det var en noget anderledes skoledag end nu om stunder. Meget er forandret til det bedre, men noget godt er også tabt undervejs, bl.a. nærværet, fortællingen, vel også barnesindets umiddelbarhed som jeg vil hævde vi børn dengang ejede mere af end nu om dage. Tiden var jo også en ganske anden på utallige områder og vel ingen generation har nogensinde oplevet større omvæltninger end vi børn født i begyndelsen af det 20 århundrede.

I Egtved sogn, som også var Egtved kommune indtil kommunesammenlægningen, var der førhen hele 6 skoler, nemlig foruden hovedskolen i Egtved, Bølling skole, Egtved Skov skole, Vork skole, Tågelund skole og Hjelmdrup forskole. Den sidste var nu nedlagt længe inden de andre måtte lukke i 1960’erne og 1970’erne.

De lange afstande i sognet gjorde, at så mange skoler var nødvendige, thi ellers var vejen blevet alt for lang for de små ben. Til Tågelund skoledistrikt hørte Bøgvad, Egtved Holt, Spjarup, Vollund, Nordbæk, Øster Torsted og Amhede. En skolevej op til skolen kunne godt blive 5-6 km. og det var på gåben både før og i min tid. Cykler var luksus og skolebus var et ukendt ord.
1 til 2 timer gik således let med at komme til og fra skolen, ikke hver dag, vi gik nemlig kun ca. hver anden dag i skole, fordi der som nævnt kun var eet klasseværelse og een lærer, som på de fleste af skolerne på landet førhen.

Tågelund lå åbenbart centralt i skoledistriktet, men bestod dengang kun af to gårde og skolen . Den var bygget i 1741 af de Lichtenberg, ejeren af bl.a. Engelsholm og Randbøldal papirfabrik samt en masse fæstegårde. Godsejeren var på mange måder en fremsynet mand og ville det bedste for sine fæstebønder, at det så lige blev i Tågelund skolen blev placeret synes dog lidt mærkeligt, distriktet har dog nok oprindeligt været endnu større.

Skolens tid omkring 1860 er beskrevet af Leopold Jurgensen i Egtvedegnens museumsblad fra december 1995, derfor skal jeg ikke komme mere ind på skolens historie her, men interesserede kan stadig få eksemplarer af bladet fra dengang, hvor der fortælles om dagligdagen og livet på egnen da forholdene var endnu mere anderledes end i min skoletid for ikke at tale om levevilkårene her ved 2000årsskiftet, hvor så meget er forandret.

Den gamle skole eksisterede kun delvis som udhus i min tid og lå, hvor der senere blev bygget koncertsal/kursusbygning til Musikhøjskolen.
Den bygning vi gik i var imidlertid en rødstens-vinkelbygget skole fra 1919, solidt opført, med klasseværelse i den ene vinkel og lærerbolig i den anden, huset benyttes den dag i dag som bolig i det kompleks af bygninger på stedet, som siden Musikhøjskolen lukkede, har haft flere ejere.
Men i ca. 30 år var bygningerne ramme om Musikhøjskolen i Tågelund. Virksomheden var oprindeligt grundlagt i København af S.G. Asmussen, men blev udvidet betydeligt i Tågelund, der var ansat 10-14 medarbejdere, og der blev trykt og forhandlet noder til meget forskelligt musik, udgivet en masse sangbøger og undervisningsmateriale, senere også kursusvirksomhed i en selvstændig bygning. Samtidig blev der bygget flere huse omkring stedet af medarbejderne og nabogården blev købt af multikunstneren Robert Jacobsen. Der skød således et helt kunstnerkvarter op i Tågelund efter at skolen blev lukket og det forandrede meget af den uberørte natur på stedet, som var det fremherskende træk og som jeg husker min skoles omgivelser.

Men tilbage til skolen i 1938. Jeg husker meget godt den første skoledag, der var først i april. Skoleåret gik dengang fra og til april, fordi vi da blev konfirmeret og var klar til at komme ud at tjene som 14 årige, og april var et passende tidspunkt på året at starte voksenlivet, da var der meget arbejde i marken og brug for alle, der kunne gå bag et spand heste, eller hvis man var pige, hjælpe madmoderen i husholdningen.
(På egnen var jo så godt som hele befolkningen beskæftiget ved landbruget helt op til afvandringen i årtierne efter 2. verdenskrig og sådan var forholdene også overalt på landet).

Min far på Spjarupgård havde også travlt i marken og min mor med de små søskende, så jeg havde fået at vide, at jeg sagtens selv kunne gå op til skolen i Tågelund, jeg vidste hvor den lå, kendte jo vejen til Torsted i forvejen, hvor et hold – af mine 3 par – bedsteforældre boede, og som vi ofte besøgte med hestevogn.
Jeg må lige indskyde at disse bedsteforældre, Marie og Carl Kristensen, var af den gamle skole. Carl var bestemt ikke landmand, han havde en gl. lastvogn og handlede en del. Han var en ægte lun jyde og kunne fortælle som få. Jeg husker en af hans historier: Med et læs kartofler var han kørt i stå midt i Odense og politiet kom for at bese situationen, bilen var ikke i alt for god stand. Men Carl snakkede som sædvanlig og det endte med at han solgte et par sække kartofler på stedet til lovens håndhævere og han fik så lov at køre videre. Marie var sjællænder, lidt mere jordbunden, hun blev over hundrede år og boede på gården sammen med en søn til sin død. De ejede en meget gammeldags, men hyggelig indrettet gård. I bryggerset stod den store murede bageovn f.eks. og vand hentede man ved pumpen udenfor, staldene var noget brøstfældige, men spændende at udforske, og det var et herligt sted at komme på et par dages ferie som barn.

Men det var stadig den første skoledag jeg ville berette om:
Selvfølgelig var det med betuttede miner man mødte frem, i forvejen kendte jeg kun flygtigt en af de andre elever, en dreng der hed Svend Aage, og som boede ved Nybjerg Mølle. Skolevejen var i alle mine 7 år: Op gennem markvejen og skoven hvor jeg krydsede amtsvejen til Billund, derefter ad en skolesti over Holm Jeppesens mark, stien mundede ud i Tågelundvejen nede ved “Lille Ole” i svinget, op ad bakken og så var der igen skolesti over skolens mark.
Den mark hvor vi skolebørn, i parentes bemærket, hjalp med høst og kartoffeloptagning de første år, inden læreren til vor tilfredshed lejede marken ud. Vi havde såmænd nok i det markarbejde, der altid ventede os derhjemme. Skolestiernes forløb gik ofte på skrå over pløjeagrene og blev derfor pløjet op om efteråret, man måtte så trampe stien fast igen, og helst inden frosten gjorde jorden alt for knoldet og ujævn.

Men igen tilbage til første skoledag. Jeg var af et andet hold bedsteforældre blevet udstyret med et fint tornyster med en flot klap af sælskind og havde også snørestøvler af læder der gik op til midt på benet. Det stak imidlertid alt for meget fra hvad de andre børn troppede op med, så jeg blev grint lidt ud i frikvarteret, måske nok af misundelse, men derfor lige slemt, især da jeg ikke havde nogen voksen at søge ly hos. De fleste havde deres mor med denne dag og de sad andægtigt på nogle stole ude ved siden og gjorde os ret anspændte. Nå, det betød at man var nødsaget til selv at klare situationerne lige fra begyndelsen og der var det gode ved det, at der ikkevar nogen til at rette på een, de andre sad jo og skævede over til deres moder.
Vi nye blev kaldt op og stod rundt om kateteret, hvor vi fik udleveret Ole Bole ABC, og snakkede om hvordan vi nu skulle til at lære bogstaverne og senere stave til læsning. Læreren hed Ingemann Petersen, det var nu nok kun ham der snakkede, han var først i trediverne og en udmærket og retlinet person, der havde god pædagogisk sans, erfarede jeg senere, hvilket der også var brug for med det menageri han skulle styre. Vi var nu langtfra så urolige som børn er nu om dage. Først når der ikke var voksne i nærheden turde vi rigtigt slå til søren, råbe op og hive og slide i de andre, som børn altid gør og har gjort.

Det gav selvsagt en del uro når de andre klassetrin skulle arbejde selvstændigt, medens vi små stod oppe omkring læreren. Denne kunne jo umuligt opdage og straffe alle de grimasser og puf man gav hinanden nede bagerst i lokalet. Hvis det blev for slemt kunne vedkommende risikere at komme op at stå ved tavlen og regne et eller andet, dette var meget større straf end at få en ørefigen og blive sat uden for døren. Ved tavlen blev man udsat for alle børnenes opmærksomhed og hvis man så også skrev eller regnede forkert, var der ingen ende på det flove og nedværdigende ved situationen.
På skift var man duks, det betød at skrivehefter og andre af de bøger, der ikke måtte tages med hjem, skulle deles ud fra skabet i hjørnet af klasseværelset. I dette skab blev der også opbevaret en del børnebøger vi kunne låne med hjem, når vi behørigt havde kvitteret herfor, og ret hurtigt blev alle disse bøger en kærkommen flugt i fantasiverdenen, som vi børn tørstede efter i vores ret isolerede tilværelse. Duksen skulle også dele blækflaskerne rundt da vi blev lidt større og fik lov til at bruge penneskaft med en skrattende pen. Blæk var i øvrigt et frygteligt fluidum at have med at gøre. Der skulle ikke meget til, før det gav en klat på papiret, især ikke med de dårlige penne vi havde, senere fik vi lov til selv at købe patentpenne, de skrev meget blødere og kunne holde bedre på blækket, men mange små fingre har gennem tiderne været sværtet af det forbistrede sorte blæk.

Om sommeren gik Lille klasse med de 4 årgange 4 dage om ugen, og om vinteren kun to dage. Store klasse med de sidste 3 årgange gik så selvfølgelig omvendt, om sommeren var der jo mere brug for de stores arbejdskraft derhjemme ved forældrene.
I min årgang var vi 8, vi var vel så i alt ca. 25 elever i “lille klasse” og blev et par flere inden vi kom i “store klasse”. Der kunne være en årgang med kun 3-4 børn og det var slet ikke morsomt at være så lille et hold, men almindeligvis var der nu ikke de store skærmydsler mellem årgangene, vi kom til at føle os som et hold, det var værre at komme op i “store klasse”, der kunne man godt blive mobbet og det var ikke nær så sjovt, før vi selv blev de ældste, inden konfirmationen som 14 årlige. Jeg fyldte nu ikke det magiske tal for at træde ind i voksenlivet før en måned efter i det minderige år 1945, så vi var et par stykker der måtte ansøge biskoppen om at blive lovformeligt voksen.

Ethvert skolebarn husker vel den særlige lugt af halvklamt, svedigt tøj, blandet med madkassens aroma. Ikke mindst ostemadderne kunne være slemme. Vi måtte kun sidde i klasseværelset i meget dårligt vejr, ellers var det ud i frikvartererne. Der blev fyret i kakkelovnen, dens lugt var også markant med det forskellige brænde vi måtte anvende under krigen, og som vi ofte måtte hjælpe med til at få samlet i skoven udenfor, der blev også fyret med tørv og en smule koks.

Krigen kom ikke til at påvirke vores skolegang væsentligt de første år. Den 9. april 1940 havde vi alle set de mange fly på vejen til skole, ja vi blev vækket af det forfærdelige spektakel, motorlarm var jo ret ukendt for os alle, og selvfølgelig spekulerede vi over årsagen, men det var først ved 11 tiden vi fik at vide at landet var besat og læreren gav os fri. Resten af dagen lå vi og “skød” flyvere ned bag hvert dige, men det var også de eneste tyskere vi så i lang tid.

Vi mødte altid kl. 8 om morgenen, havde 5-10 minutters frikvarter hver time indtil kl. 12, hvor vi fik fri 1 time og havde så time igen, som regel til kl. 15.
En lang dag, jeg tror dog nok vi små i begyndelsen fik fri til middag.

Det store spisefrikvarter blev brugt til at lege i, mest ude i Paradisbakkerne eller nede ved skovsøen, ikke sjældent løb tiden fra os og det var ikke så godt. Ingemann Petersen stod da i døren og gav hver enkelt en lussing efterhånden som vi passerede, der var ingen trængsel for at komme først, han blev efterhånden træt i hånden.

Men det var jo så spændende at lege sammen i skoven, derhjemme var vi ikke andre end søskende til at udfordre hinanden og det er noget andet. De fleste børn havde ret langt til naboer, så alle var altid meget opsat på at komme i skole, selv i de hårde krigsvintre var skolen fyldt. Selv med megen sne, tiggede man om at komme afsted, vi løb på ski til skolen og til middag ud på de stejle bakker i “Hans Christians indhegning”. Skiene var lavet af den lokale snedker i Egtved, som regel med et stykke drivrem til bindinger og træskøjter med jernmeder bundet med sejlgarn til træskostøvlerne var også brugt flittigt, vintrene var virkelig strenge i disse år.
Men om sommeren var det selvfølgeligt røver- og soldateroverfald, der var den mest populære leg. Inden besættelsen havde egnen haft indkvartering af danske soldater det meste af efteråret og vinteren. Vi børn fulgte med stor interesse deres manøvrer, der ofte foregik i Tågelundskovene og derfor lærte vi en del om soldaterlivet. Tyskerne derimod så vi næsten intet til under resten af krigen. Dog kunne vi på amtsvejen indimellem se deres køretøjer på vej til Vandel flyveplads.

Gymnastik var et ukendt ord i Tågelund, men læreren skulle have lidt legemsøvelser med os og da han altså afskyede gymnastiske øvelser, fik vi lov til at spille rundbold og langbold.
Selvfølgelig legede vi også Antonius, der var meget populært. Det var en leg med et hold på hver sin side af sprøjtehuset, man kastede bolden over taget og hvis man greb den måtte man løbe om hushjørnet og råbe død. Alle skulle da stå stille og hvis griberen kunne ramme en fra det andet hold, måtte vedkommende skifte over til griberens hold.
Et sprøjtehus med en brandsprøjte på hjul stod ved hver skole dengang, nu er der kun huset tilbage ved Egtved Skov skole. Jeg husker aldrig sprøjten i Tågelund var i brug. En gammel sprøjte fra Bredsten, magen til den vi kendte, kan stadig ses på museet Højvang.

En lidt grovkornet leg med erotiske undertoner havde vi også. Det gik ud på at have en gård med mennesker og husdyr, hver havde sin rolle i legen og så skulle man lave alle de gøremål og handler som sådan en bedrift nu engang havde året igennem. Det var meget opfindsomt til tider og både piger og drenge deltog med entusiasme, dog nok mest drengene husker jeg ret.
Da vi blev ældre og kom i “store klasse” var det in at spille Whist, det foregik på loftet i det gamle skolehus, der kunne vi også ryge tobak uden at læreren opdagede det. Tobak er nu et for stærkt ord, for det var kirsebærblade eller når det gik højt lidt danskavlede tobaksblade, der ikke var meget bedre. Det gik også fint med både det forbudte kortspil og piberygningen, indtil Henrik en dag ikke havde fået slukket ordentligt og der gik ild i hans tøj midt i timen. Da blev der en større opstandelse, hvor vi bekendte opholdet på loftet og vi fik det alt sammen konfiskeret og besked med hjem, at vi ikke havde opført os ordentligt. Det sidste var ikke så morsomt for nogle af drengene.

Leg var een ting, at vi skulle lære noget bogligt var dog hovedårsagen for vores skolegang, der vel i dag kan se lidt besynderlig ud, men vi lærte nu ikke så lidt endda, hvis vi ellers selv var interesseret deri. Timerne i religion, historie og geografi var altid fælles for de forskellige alderstrin. Derimod var læsning, skrivning og regning meget individuel, ikke alene for årgangen, men man arbejdede ret selvstændigt og ventede ikke på hinanden, ellers var vi måske heller ikke kommet ret langt i de forskellige fag, der var nogle elever som var ordblinde og de fik ikke megen hjælp. Hvor skulle læreren også få den nødvendige tid dertil?
De førnævnte fællesfag var Ingemann Petersen en sand mester i at gøre levende for os. Øjnene var blanke efter en times danmarkshistorie, hvor drabelige slag var udkæmpet, eller man var betaget og rystet over hvordan Jesus kunne gøre sine underværker. Det må have været fortællekunst, ellers havde det ikke stået så stærkt i min erindring.
Ingemann Pedersen interesserede sig vist ikke særligt for regning, der var vist ingen af os der drev det særligt vidt i regneopgaverne.
Og her er den største svaghed ved alle disse små skoler med kun een “degn” som eneste underviser.
Æ degn var jo det navn læreren altid blev kaldt i omtale, aldrig i tiltale.
Alt for mange elever har været prisgivet denne skoleform, der har været i orden mange steder, men også har været for dårlig hvor læreren ikke har magtet den alt for store opgave det i virkeligheden var, at være eneansvarlig for 50 til 80 elever. Uden kolleger eller kurser at støtte sig til, man forstår det kunne gå galt, men i Tågelund var børnene nu alt i alt godt hjulpen når lige regning undtages.

Drengene og pigerne sad altid i hver sin række, hvor skolebordene stod med to elever ved hvert bord med fælles blækhus i midten og hvor der var plads under den skrå bordplade til bøger og madkasse på en smal hylde. Om morgenen stod vi op når læreren kom ind, og dagen begyndte altid med en morgensang og fadervor. Sang havde vi ikke så meget af, jeg husker en gang vi havde en vikar, der ville gøre lidt mere ud af sangtimen, derfor skulle vi på skift synge et vers solo og det lød ganske jammerligt for de flestes vedkommende, men til stor moro for os alle.

Der var to højdepunkter gennem året på skolen. Udflugten og juletræsfesten. Inden sommerferien skulle vi et sted hen og gerne med toget, sjældent med rutebil eller hestekøretøj. Som regel til et sted, hvor vi også kunne bade et par gange afsluttende med biografbesøg, det sidste var for os den helt store oplevelse, da vi yderst sjældent havde lejlighed til at se film. Madpakken var den dag noget særligt og et par sodavand var der i tasken, hvilken flothed.
Juletræet 5. juledag med “Lille Ole” som julemand og hans kone til at bage var også noget, vi så frem til. Her havde vi lejlighed til at holde en pige i hånden under sanglege, der blev fniset og røget lidt dansk tobak i smug, jo man var ved at blive voksen – mente vi i hvert fald, som 12-13-årige.

Der var sådan set nok en begivenhed i skoleåret, nemlig når skolekommissionen kom til “eksamen” eller overhøring var det nærmest. Forældrene var også velkommen den dag (mine så jeg nu aldrig). Det var nu nok mest læreren der blev bedømt, han sørgede nu altid for at spørge dem han vidste ville svare så nogenlunde på spørgsmålene, jeg husker ikke at vi var særlig nervøse for dagen.
Vi havde lidt pænere tøj på den dag der var eksamen – hvilket nu heller ikke gjorde den store forskel – under krigen var alt vort tøj noget omsyet og mere eller mindre skrækkeligt antræk, og som regel stumpede det på ærmer og bukselængde, vi voksede jo for hurtigt og det var umuligt at få nyt.

Et par gange var der luseudbrud og en enkelt gang fnat slap vi heller ikke for. Sæbe var der ikke for meget af, det var dog vist nok den samme familie, vi kunne takke for angrebne. Det lugtede grusomt, når man var smurt ind i den salve der skulle udrydde skabet, og alle derhjemme måtte igennem den samme prøvelse med kogevask af alt sengelinned.

Inden vi kom ud af skolen var de fleste drenge begyndt at gå til husflid om vinteren. Altså måtte vi afsted igen da det var blevet mørkt om aftenen og det kunne godt være lidt uhyggeligt selv at finde vejen gennem skoven og ad stien til Tågelund. Undervisningen foregik i den gamle bygning, der oprindelig havde været skole, i det gamle klasseværelse hvor husflidsforeningen holdt til, og hvor læreren og en gammel tømrer, Karl Eriksen, holdt justits og lærte os at save og høvle mm. Jeg tror nu de fleste kom der for adspredelsens skyld, vi havde ikke så mange fornøjelser. Lidt blev der dog fremstillet, husgeråd, stærekasser og småmøbler, og alt blev behørigt udstillet ved en festlighed een gang om året.

Nogle enkelte møder for de voksne var skolen også ramme om, ligeledes den kvartalsvise udlevering af rationeringsmærker under og efter krigen, og som de lokale sognerådsmedlemmer stod for. Peter Styrbæk, Laurits Knudsen, Smidth Jøker og Hans Jensen var de sognerådsmedlemmer jeg husker. Også som valglokale fungerede skolerne, i det hele taget var lokalbefolkningen meget kede af det, da der blev så få børn i skoledistrikterne, at der ikke var nogen vej tilbage. Afvandringen fra landbruget havde været så massiv i disse år, at der ikke var anden udvej, og dermed havde de små skoler udspillet deres flere hundredårige historie.
For at børnene kunne få en tidssvarende uddannelse måtte man nedlægge skolerne i 1960’erne, lade eleverne transportere med skolebus, og bygge en stor central skole i Egtved, der kunne tage 3-400 børn i alt, og som snart måtte udbygges til det dobbelte antal elever, da samtidig skoletiden blev forlænget og øget med overbygning og andre små skolers nedlæggelse.