Vandmøller i St. Restrup

Første gang St. Restrup bliver omtalt er i et sagn om vikingen Ref. Ifølge dette grundlagde han gården i en sump på det sted, hvortil han ikke kunne sejle længer op ad Hasseris å. Gården omtales indtil midten af 1700 – tallet som ”Refstrup”. Sagnet fortæller videre, han blev begravet i umiddelbar nærhed af gården.

Hvornår den første vandmølle blev etableret i St. Restrup ved man ikke med bestemthed, men allerede i senmiddelalderen fortælles om en stor dæmning med en sø på omkring 61 ha i tilknytning til herregården samt en tilhørende vandmølle: ”Hestvad Mølle” ved søens udløb i dens nordøstlige hjørne – ved den nuværende ”Konsulens Bro”. Vandmøllen og søen, der hørte under herregården St. Restrup, tilhørende Gabriel Gyldenstierne, (han ejede den fra 1530 til 1551) fik sit vand fra Hasseris å. Åen har sit udspring i præstegårdshaven i Øster Hornum. Herfra løber den med sine mange slyngninger gennem Tostrup til St. Restrup og videre mod Hasseris til sit udløb i Limfjorden.

Omkring 1550 omtales Hestvad Mølle således både for første – og sidste gang, da der skete et stort dæmningsbrud under et stormflodsagtigt uvejr, under hvilket møllen blev revet med og søen samtidig tømt. Sagnet fortæller yderligere herom at mølleren da sprang i vandmasserne af frygt for konsekvenser fra herremandens side. Hverken søen eller denne vandmølle blev genoprettet. Der findes dog stadig rester af vandmøllen, der kom for dagens lys under en udgravning omkring 1950erne af den lokale amatørarkæolog Bernhard Jacobsen og museumsinspektør Riismøller, Aalborg Historiske Museum, men resterne blev da igen tildækket.
Arealet, hvor søen havde været, groede til med træer og krat efter denne katastrofe, men ved udstykningen af herregården i 1912-14 blev arealet udlagt som eng til husmændene.

En mølle kunne herregården ikke undvære, så i 1783 byggede kammerherre Ivar Rosenkrantz-Levetzau, den daværende ejer af herregården St. Restrup en ny vandmølle umiddelbart sydøst for gårdens hovedbygninger.

Her var blot det problem at åen har sit naturlige løb i bunden af en lav eng, og derfor var der ingen nærliggende løsning for at lave et stemmeværk. Intet var dog umuligt. Han indkaldte sine hovbønder til at grave et nyt åløb på en strækning af hen imod 1,5 km fra den påtænkte vandmølle mod Tostrup samt en mølledam små 5 m højere oppe end det oprindelige åløb. Derefter kunne vandet ledes ind i det nye åløb og mølledam. Den nyanlagte mølledam blev derved hurtigt fyldt og den nye vandmølle med overfaldshjul kunne tages i brug.

Imidlertid brændte vandmøllen i 1908, men den fremsynede godsejer Carl Philip, der da ejede St. Restrup lod den genopbygge. Møllens gamle overløbshjul lod han i stedet afløse af en turbine, der gav så stor trækkraft at det både kunne trække mølleriet samt et nyetableret elektricitetsværk, der kunne give lys til herregården.

I forbindelse med udstykningen af St. Restrup i 1912-14, hvor der blev oprettet 50 nye husmandsbrug, fulgte den næsten nye vandmølle med i købet. Møllen blev da omdannet til en andelsmølle, men da der nu blev brug for yderligere trækkraft, dels på grund af der samtidig blev etableret vandværk fra selve møllen til samtlige husstande samt de nu mange ekstra kunder til selve mølleriet, blev der i 1918 anskaffet en petroleumsmotor. Denne kunne tages i brug i tilfælde af vandmangel i mølledammen. Vandturbinen var i brug til 1957. Selve mølleriet var i drift til 1978 efter at have tjent egnen i næsten 200 år.

I min drengetid (fyrre og halvtresserne) var her hver formiddag altid fuld af liv. Husmændene kom her i deres fjedervogn for at få deres korn malet, som regel med 4 til 5 sække, nok til 14 dages forbrug eller efter brugets størrelse – og hvad ikke var mindre vigtig, få en sludder. Det var en stor dag, den dag vi knægte blev betroet at køre med hestevogn – eller om vinteren til mølle i kane. Det malede korn; grutningen, kunne som regel afhentes samme dag – eller efter aftale. Der var i tilknytning til møllen foruden vandværket ligeledes oprettet en andelsfoderstofforretning, en andelsægsalgskreds og senere på samme grund et andelsfrysehus.

Mølleren havde altid en flok ænder og gæs gående i mølledammen. Gaserne kunne være meget aggressive og nappede og slog med vingerne for et godt ord, men mølleren havde sin egen metode, når de ville lade det gå ud over ham. Han greb med begge hænder i et fast tag om halsen på den nærmeste gås, løftede og svang den en tre fire gange rundt over sit hoved og kastede så den formastelige ud i dammen. Det gav respekt.

Mølledammen var også et godt sted at fiske for os knægte, blot skulle man huske at bevæbne sig med en god solid kæp – for at holde gæssene på afstand.

Hver lørdag over middag blev sluseporten lukket op for at sænke vandstanden, da der ikke var brug for de store mængder vand om søndagen, hvor kun vandværkspumpen skulle holdes i gang. Så behøvede mølleren ikke at regulere vandstanden, der nøje skulle holdes tilsyn med på hverdagene. Det kunne svinge en hel del afhængig af vandtilstrømningen. Kun skulle han sørge for at lukke så tidligt søndag aften, at han var sikker på ikke at mangle vand til turbinen mandag morgen.

Ind i mellem kunne vi få ham til at sætte et par ekstra brædder i slusen, og dermed lukke for vandet, så kunne vi, mellem de store sten, der lå nedenfor, hvor vandet nu hurtigt løb fra, fange ørrederne med vore bare næver. I det hele taget var området omkring møllen og dammen en herlig legeplads, der til tider kunne give en våd sok og bukseben.

Før vandet løb ned i turbinen skulle det igennem en lang overdækket tunnel. Den gav fantasien frit spil. I denne var, fik vi at vide af de større drenge, kæmpe ål – tykke, som en voksens mands arm – ja, så store, at de kunne bide en finger af. Vi hidsede hinanden op ved at fortælle hinanden uhyggelige skrøner, så vi knap turde kikke derind.

På modsatte side af møllen, kunne vi kun høre vandets brusen fra turbinen. Her kunne vi intet se, da vandet efter at være løbet gennem turbinen, fortsatte direkte under en bred bro. Her var derfor helt mørkt, og nok til at få hårene til at rejse sig. Her var tillige vandet meget dybt, – så dybt, – fortalte man, at selv ikke en voksen mand kunne bunde, og blev der sagt dreng og dreng imellem, gik her fisk på et par meters længde. Sandt var det: var man heldig at få kastet en snøre langt ind under broen, til det for os ukendte og farlige, hændte det ofte man ikke kunne få linen med krogen tilbage i hel tilstand, – og var man heldig at få en ørred med, var det rigtigt nok ikke af de mindste. Skrønerne gik fra mund til mund. De voksne lod os gå i troen og lagde vel lidt til selv. – Men længere nede af åen, hvor vandet var roligere og ikke dybere end det gik til knæene, kunne vi lege og få os en dukkert.

Efterskrift
Efter mølleriet ophørte i 1978 blev opstemningsretten solgt. Omlægningen af åen fra 1783 og mølledammen er i dag stadig intakt. En del af vandet løber nu gennem et dambrug og mølledammen er omdannet til en Put & Take sø.