Mund og klovsyge

Hvorfor skulle denne frygtelige epidemi ikke også ramme vores dyr. Jeg tror jeg var omkring ti år – mener det var omkring i 1950 da vore dyr blev smittet. Det var en underlig og frygtelig situation at komme i , men naturligvis værst for dyrene. Politiet kom og satte skilte op ved vejen på begge sider af ejendommen med teksten : “Adgang Forbudt, Mund og klovsyge”, og der blev givet meddelelse i aviserne om, at ingen måtte komme inden for vore enemærker, og vi måtte ikke forlade vor hjem.
Vi blev helt isoleret fra omverden.

Jeg kan huske den første morgen, hvordan mælkekusken i første omgang troede, at vi var sent på den med malkningen, da mælkespandene ikke stod ved vejen. Han havde ikke set skiltene i mørket, og kørte derfor ned i gårdspladsen og råbte .. Far kom ud fra stalddøren og forklarede ham, hvordan sagerne stod. Det var første og eneste gang jeg hørte Bertinus vor mælkekuske bande.

Posten måtte ikke som sædvanlig lægge vor post på køkkenbordet, – og vi måtte hverken komme i brugs som til købmand. Alt hvad vi skulle have udefra blev leveret ved indkørslen til gårdspladsen, ja og vi børn skulle naturligvis blive hjemme fra skole. Det var som vi havde pest. Alt sammen for at mindske smittefaren til vore naboer og andre.

Denne isolation varede i tre eller fire uger. Den eneste forbindelse vi havde til omverdenen var gennem den daglige avis, breve, radioen og så telefonen, – der blev flittigt brugt, – og så det næsten daglige besøg af dyrlægen.

Det var jo dyrene det hele drejede sig om… Det var dem, der var syge, meget syge, fyldt af bylder i munden og omkring klovene, så de havde besvær med ad både at æde og stå på deres ben. Det var ikke meget dyrlægen kunne stille op, – kun lindre så godt det var ham muligt. Sygdommen skulle selv rase ud.

Svinene døde en efter en og en enkelt ko bukkede også under for sygdommen. De blev alle begravet meget dybt i marken. Et arbejde, der blev besværliggjort af en længerevarende frost periode. Koen var tung. Der måtte bindes reb omkring den og lade hestene slæbe den ud af kostalden til dens sidste hvilested.
De resterende dyr var så mærkede af sygdommen at de måtte skiftes ud alle som en, da karantæne tiden var overstået.

Det kan siges det var heldigt, vi blev ramt af sygdommen i et vintermåned – når det nu skulle være, hvor det meste arbejde alligevel lå stille, da det ellers næsten havde været uoverskueligt for hele ejendommens drift .Jeg tro ikke, vi har spillet så meget kort som i den periode. Vi startede om formiddagen, og blev ved det meste af dagen, kun afbrudt af at passe dyrene og vore egne måltider, Og så skulle Kirsten og jeg naturligvis prøve at passe vor hjemmeundervisning, så vi ikke blev alt for meget bagefter i skolen , men det blev alt i alt nok ikke til særlig meget. Alt det føltes meget mærkelig.

Efter et par uger listede vi på besøg, i ly af mørket, hos nært boende lidelsesfæller, og havde også selv besøg. Det var helt og aldeles forbudt, men det er svært kun at se og høre kun på os selv i så lang en periode. Hvad andre ikke ser, har de heller ikke ondt af i en mørk vintermåned.

Det blev en meget dyr sygdom for mine forældre, ikke kun med hensyn til alle de døde dyr, men også det driftstab de led ved ikke at have andet end udgifter i et helt måned, og ikke at forglemme – udskiftningen af de dyr, der havde overlevet. Der var ikke noget, der hed erstatning, som i dag. Med hensyn til karantæne mener jeg far af en eller anden grund endda havde en uge mere end os andre. Jeg mener at vide, det var fordi det kun var ham, der passede dyrene – i lovens forstand selvom vi alle deltog i plejen af de syge dyr – på lige fod.