Min Barndoms hønsegård

Min barndoms hønsegård og en årelang skyldfølelse. Året er 1949 En hønsegård er for hanen dens ganske kongerige. Det er så ganske vist. – At hanen der nyder den travle verden blandt sine høns, var i mine drengeår en parentes i forhold til den rigdom af forunderlige og mærkelige ting hønsegården også kunne rumme. En besynderlig broget blanding af forskelligt ragelse og himstregimser af forskellig art – alt sammen ting, der for længst var gået af brug, men var havnet på denne for hønsene og hanen så virksomme plads.

Hovedparten var småting, som oftest hel eller halve stumper og itugået genstande man derfor havde kasseret – noget man kun nu svagt eller måske slet ikke huskede oprindelsen af. – At disse ting så havner netop i hønsegården, kan ingen vel give en virkelig god forklaring på. Det nærmeste man kan komme er vel, at her blev alt småskrammel henkastet – og er sket gennem årtier, – her, skjult for de fleste – godt af vejen uden at genere nogen – Det har sikkert været den nemmeste måde at slippe af med det på. Det var jo dengang offentlige lossepladser kun var et begreb på landet. Et sted måtte tingene jo havne. Det helt særlige ved hønsegården var, at disse ting forsvandt fra jordens overflade – og så på forunderligvis igen dukke op måske måneder eller år efter – ved hønsenes mellemkomst ganske vist – på grund af deres ivrige skraben efter frø og orm, så små vi almindelige dødlige mennesker ikke kan se dem med det blotte øje. Hønsene kan få øje på dem, fordi deres øjne er som en lup, der forstørrer op til fem gange.

Min barndoms hønsegård var sikkert på ingen måde nogen undtagelse fra naboernes. Den indeholdt en mangfoldighed af disse ubestemmelige dubbeditter, der var nok så interessante for en dreng at få fingrene i. Da der af og til dukkede nogle af disse ting op ved hønsenes skraben, skulle dette for mig så spændende eldorado selvfølgelig undersøges på leder og kanter, når tingfindertrangen kom op i mig, og dette kunne pludselig ske som et lyn fra en klar himmel. Min nysgerrighed bød mig derfor ofte at gå på opdagelse netop i hønsegården for at finde en eller anden ting jeg sikkert ikke manglede, men føltes så ganske uundværlig ved det blotte syn – når først den var fundet. Det kunne være et blinkende stykke metal af ubestemt herkomst eller en eller anden mærkelig dingenot, der bare lå der og fristede. Den kunne som regel bruges, – til hvad anede jeg måske ikke i det øjeblik den lå i hånden, – men den kunne formentlig blive en del af noget helt andet end dets oprindelige formål havde været, – hvad det så end var, – kunne – på grund af min drengeopfindertrang, komme til sin ret og værdighed igen på en hel anden måde end det oprindelige og derfor kommer ind under begrebet ”genbrug” . Ordet var ganske vist ikke var opfundet , eller godkendt af Forbrugerstyrelsen, der heller ikke fandtes.

Min nysgerrighed blev desværre årsag til der en dag opstod en situation med fatale følger i hønsegården. – Ja, medførte en handling fra min side, der dog hverken var tilsigtet eller på nogen måde bevidst, men søges ej heller nogen undskyldning for. Det sker sikkert for de fleste at man i barneårene på en eller anden måde gør sig skyldig i en ting man efterfølgende fortryder bitterligt – som her. Det må man så leve med – og lære af.

Årsagen var som før nævnt hanen. Han følte sig som den ubestridte enehersker i hønsegården. Men den følte sig også ganske besværet og var yderst krigerisk hver gang ved min ankomst, både i og ved hønsegården. Den følte hele sit kongerige truet, selv inden jeg så meget som havde rørt ved hønsegårdsdørens krog.

Den fatale hændelse skete således en søndag eftermiddag, på det tidspunkt mor og far sad og nød deres sædvanlige søndagseftermiddagskaffe i en krog af haven. Klog af skade havde jeg denne dag bevæbnet med en lang tynd stok. – Der behøvedes drastiske forholdsregler mod ham, den store flotte brune italienerhane, der altid nidkært overvågede alle mine bevægelser, og det både udenfor og inde i selve hønsegården.
Den var for øvrigt altid mistænksom overfor alle fremmede, der vovede sig ind på hans domæne. Mor, tog den derimod aldrig nogen særlig notits af når hun kom efter æggene. Den kunne allerhøjest stille sig foran hende og gale. Ja, måske var det ligefrem dens måde at byde hende velkommen på.
For mig der imod, var det en ekspedition, der aldrig forløb uden risiko for min førlighed. Hanen kunne uden varsel finde på at fare mod mig. – Ja, jeg kunne nemt risikere, den pludselig sad på min ryg og rev og hakkede i mit hoved med næbet for at forsvare sine enemærker. Jeg skulle derfor — lige som den have øje for enhver af den bevægelser. Jeg havde derfor stor respekt for dens viltre temperament. Det havde jeg følt indtil flere gange med store rifter til følge, men nysgerrigheden – tingfindertrangen havde overvundet frygten hver gang, når jeg følte trang til at aflagde hønsegården besøg.

Denne søndag eftermiddags ekspedition var ikke til den store forskel for mange andre – og dog. Hanen prustede sig op, da jeg viste mig i hønsegården. Den for i mod mig i store hop med kløer og sporer forrest, – selv fjerene i nakken var oprejst. Den var i et usædvanligt krigshumør på grund af mit uindbudte besøg. Jeg følte mig på ingen måde velkommen, og måtte således værge for mig med min stok, og lod den i nødværge svirpe over dens hoved, da den var tæt nok på. Den gav nogle meget høje raffinerede hop og var hurtigt udenfor rækkevidde og stillede sig så igen truende an. – Den viste mig med hele sin attitude, som den havde til sædvane, hvor lidt jeg havde at gøre der, – i dens kongerige.
Denne søndag eftermiddag var den særlig aggressiv og jeg måtte lade kæppen synge flere gange over dens hoved, – for at holde den på afstand, – Men den sidste gang jeg lod kæppen svirpe, havde jeg ikke den kontrol over den jeg burde have haft, for med eet kunne jeg nemlig mærke hanen blev ramt, og det lige på sekundet at stokken havde truffet dens hoved og nakke.. – Den snurrede et par gange om sig selv og blev så liggende til stor undren og megen uro for dens flok af høner. Den havde i sandhed fået en særdeles mærkbar lektion, hvor den nu i dens ny fundne tilstand havde tid og mulighed for at tænke sig en ekstra gang om og forhåbentlig reviderer sit krigeriske gemyt.
Den spjættede igen et par gange med benene og forsøgte også at rejse sig – på en underlig akavet måde – og lå så helt stille, – og blev liggende. Den havde åbenbart denne gang fået sit livs store Waterlo. Der var for mig ikke andet at gøre end at prøve at vække den til live igen, – og den bedste metode var, mente jeg, var at give den en tur under vandhanen, for at kalde den tilbage fra dens dybe besvimelse. Jeg havde nemlig hørt at boksere, når de havde fået et gog i nødden, fik kold vand i hovedet.
Det kolde vand hjalp kun ikke spor her, men gjorde hanen endog kun meget lille og særdeles forpjusket. Jeg blev efterhånden yderst betænkelig – ja, overordentligt bekymret over dens tilsyneladende kritiske forfatning. Efter flere behjertede forsøg på genoplivning bar jeg den derfor hen for at vise mor og far dens ynkelige tilstand og for at fortælle hvad der var hændt af dramatik i hønsegården – og sluttede hiksende og forpustet min lange talestrøm med den lakoniske sætning: ”Jeg tror hanen er blevet lidt mat”. – En sætning jeg måtte høre for meget længe.

Min far tog uden ord en meget hurtig beslutning og få øjeblikke senere var hanen sit hoved kortere – Den om ikke blinkede med et øje – den havde dermed galet sin aller sidste strofe på denne jord. Hvad værre var, hønsene havde mistet deres ubetingede beskytter. Så her måtte der rokeres rundt på hakkeordenen, før al kunne blive roligt i hønsegården – Og jeg selv. Ja, jeg fik en meget alvorlig reprimande af min mor. Der blev talt med meget store bogstaver og jeg fik desuden forbud om at nærme mig hønsegården i lang tid efter – og det uanset hvor meget det end kriblede i mig efter at finde spændende ting – og det blev sagt med en bestemthed, der ikke var til at tage fejl af.

Hanen blev efterfølgende plukket for alle fjer, og svedet over en spritflamme og endte således fuldstændig sølle og nøgen – uden dens fordum stolthed – i mors store gryde som suppehane. Her blev den kogt meget, meget længe sammen med masser af urter fra køkkenhaven. Ved aftensbordet dagen efter, blev den serveret med peberrodssovs og med et velbekomme – uden at efterlade sig ret mange synlige spor end de af gnavede ben og naturligvis en dynge våde fjer samt et afhugget hoved, der alt sammen blev kastet på møddingen.

Den eneste, der ikke bebrejdede mig synderlig, var far – Han havde også følt dens temperament på sin krop og længe ønsket dens hoved på et fad – og ikke kun billedligt talt – men dette indrømmede han først flere år senere – en dag da mine drenge meritter blev genoprullet. En meget bedrøvelig udgang for den ellers så statelige hane – og dette kun fordi jeg ville finde en eller anden ting, jeg på forhånd ikke vidste hvad var – langt mindre, hvad jeg havde i sinde at bruge den til – noget jeg først senere måske kunne finde en genial idé for.

Men det blev også en bedrøvelig oplevelse, der gjorde et stort uudsletteligt indryk på mig – en oplevelse jeg husker som var det i går. Jeg kan stadig mærke følelsen – høre det smæld da stokken ramte med en dårlig samvittighed – selvom de skete for mere end 65 år siden.